I kontrast (Ava - forsættelse af Et smut forbi)

Turen til den askebeklædte vulkan ø, var gået i stilhed. Det var også sådan Myth foretræk det. Stilhed. Ord var ofte overlødige for hende, hun behøvede ikke snakke. Det skete af og til, men som regel i kortere sætninger, ting blev ikke pakket ind for hendes vedkommende. Jo mindre hun behøvede at sige, jo bedre. Mest kom det af den lukkede facade hun havde haft så længe hun selv husker. Den næsten hvide hoppe havde fået blokeret en del af sin hukommelse, nok til at hun ikke husker hvorfor hun startede med at have pinsler af evige mareridt der evigt jagtede hende. Heller ikke hvordan hun havde haft det før huskede hun, fra før Andromeda. Det var en tjeneste hun havde bedt om da hun mødte skyggerne for første gang. En tjeneste der blev fuldendt da skyggerne indtog hendes indre. Disse skygger var med hende nu, over alt. De var en del af hende, som hun var af dem, og alligevel var de adskilt og hver og en for sig selv.
I kontrast til hinanden bevægede Myth sig frem sammen med den sorte Ava, hun ledte hende på vej, vejen var lagt. Der var endnu et stykke til vulkanen, men det var der hun ville føre den sorte hoppe hen. Hen imod vulkanen. Her ville hendes dom blive. Egentlig kunne Myth have valgt at ignorer denne hoppe, men skyggerne ville noget andet. Som en magnetdukke reagerede den næsten hvide hoppe efter deres ønsker og havde nu ført den sorte hoppe til øen.
Af og til så Myth hen på Ava, selvom øjne var kulsorte og tomme; ingen gnist, var der alligevel en snært af støtte og finde i de sorte øjne.

I kontrast

Stilheden generede ikke den sorte hoppe. Det gik hverken hurtigere eller langsommere med snak. På det punkt var hun nok også lidt anderledes fra mængden. Der var mange der havde trang til konstant at holde en samtale igang. For Ava kunne det af og til være nok bare at stå i nærheden af andre - uden en direkte kontakt til dem.

De havde allerede nået Foehm, og den velkendte lugt af svovl ramte også Avas næseboer efter kort tids vandren. Det eneste det krævede var at komme væk fra vandet, og straks blev hun 'overfaldet' af øens lugte. Det sitrede under hårlaget på den sorte hoppe. På trods af træningen tidligere, var hun ikke træt. Spændt, anspændt, nysgerrig, urolig. Ikke træt. Hendes skridt var ikke langsomme, men i stedet en smule hurtigere end normalt. En anelse trippende som en danser på vagt. De små, sorte og plyssede ører, roterede konstant rundt og lyttede til alle lydene omkring dem. Det var efterhånden noget tid siden den sorte hoppe havde været på øen. Hun havde faktisk ikke sat sine hove der, siden hun fik det ar, der nu var markeret på hendes hals som et hvidt bidemærke. Hun havde flere gange overvejet at tage et smut forbi, men hun var aldrig kommet så langt som til rent faktisk at gøre det.

Hun var for længst holdt op med at se sig over skulderen, eller i retningen af Leventra. Uanset hvad, så ville det tage tid at gå hele vejen tilbage - for lang tid til hun ville tage den tur gennem nattens mørke, så hun kunne lige så godt lade være med at tænke over at tage hele vejen tilbage til Teylar med det samme. Den tankegang havde også fået skubbet Nymfen og Leonora ud af hovedet - for ikke at tale om den spraglede hingst. Lige nu var der ikke andre end hende selv. Hende selv og den fremmede hoppe.

"Hvor lang vej er der?"

words: 324  | Tag: Deadly Myth

Den næsten helt hvide hoppe ledte an, med et fast tempo. Ingen slængrende gang, kursen var lige og direkte. Tidspild var ikke nødvendigt. Hvis man havde noget for sig, hvorfor ikke tage den direkte vej. Tværs over området. Vulkanen kunne skimtes i det fjerne, tornede sig op på sin egen faretruende, men smukke måde. Røg stod op af den, sort som kul, lige som Myths øjne. Disse øjne var rettet imod vulkanen, for dette var målet. Ikke at hun ville føre den sorte hoppe op af vulkanen, det var skam ikke nødvendigt, blot tættere på. Til foden måske. Mørkets budbringer ville sense dem snart, det var hun den næsten hvide hoppe sikker på. Ind til da var vejen fremad.

Stilheden havde lagt sig som en lunt og trygt tæppe over de to hopper. Ingen af dem havde sagt noget siden de havde forladt den tidligere ø. Øen fyldt med skov. Det var først nu stilheden blev brudt af et simpel spørgsmål fra den sorte hoppe. Hvor langt der var, kom vel an på så meget. Muligvis helt til vulkanens fod, måske om et par skridt.

"Kursen er imod vulkanen, om han, dem, de først vil vente der eller om de vil dukke på vejen inden vides ikke."

De kul sorte øjne så direkte på Ava. Blikket var tomt, intet sagde det. Blot tomt og stirrende. De mandelformerede vippede lidt fremad, ikke at de nåede helt frem, det gjorde de yderst sjældent. Kort efter røg ørene bag ud igen, hvor de altid lå. Igen forsætte Myth fremad. I hendes indre jublede en del, men også skænderier, mistro. Ak mange ting foregik i den næsten hvide hoppe. Både var det hende selv, men også dem alle, de, skyggerne der holdt til i hendes indre. Delte hendes krop.

I kontrast

Det gav mening hvad den næsten hvide hoppe sagde. At det ikke var til at vide præcist hvor langt der var. Dog blev de små sorte øre vendt mod nakken og trykket lidt ned af. Ham.... Dem.... De..... Det var ikke meget hun huskede fra sidste gang hun var stødt ind i dem. Hun huskede deres fortælling om en bedre verden. At han, de, var den rette hersker af landet og det var blevet taget fra ham, dem. Det huskede hun. Og smerten. Mørket. Det var det der havde plaget hende med søvnløse nætter - men ikke som det eneste. Rastløsheden havde også båret en del af skylden.

De blå øjne begyndte at søge mere rundt for at være på den sikre side. For ikke at blive overrasket af mørket. Hun brød sig generelt ikke om overraskelser - hverken gode eller dårlige. Hun havde det bedst med at have styr på alt. At være den med kontrollen. Det var måske også derfor hun ikke havde fundet en hingst meget stærkere end hende selv, en som kunne passe på  hende. Hun ville kunne passe på sig selv. Hun ville helst ikke være afhængig af andre. Engang imellem flyttede de blå øjne sig dog over mod den næsten hvide hoppe, men ikke for at skabe en samtale. Den slags var hun ikke så god til når det var fremmede.

words: 227  | Tag: Deadly Myth

Der kom ikke noget svar, men det var også lige gyldigt for den næsten hvide hoppe. Ingen overflødige ord, ikke en masse støj og snak om lige gyldige ting. Hellere ro, det var sådan Deadly Myth foretræk det. Ro! Det kunne godt være hendes indre ikke helt var så roligt som hun kunne have ønsket sig, stemmerne, uenighederne, tanker. Det var et kaos i den næsten hvide hoppes indre, men et kaos hun var begyndt at holde mere og mere af. Tanken om at stemmerne, skyggerne ville flytte fra hendes hoved gjorde hende næsten trist. Ilde til mode. De var en del af hende, som hun var af dem. De var mange, de var hver og og en; De var én.
Den lyse hale viftede et par dovne slag, mens den næsten hvide hoppe foresætte frem. Mere eller mindre holdt hun sig til siden af den sorte Ava. Hun ville være en støtte, og stedet for at lede hende, gik hun mere blot som støtten, som klippen der ikke ville rykke, ved hendes side nu. De kul sorte øjne hvilede direkte frem. Frem imod vulkanen der drastisk nærmede sig.

Underlaget blev mere og mere tørt jo længere de nåede. Der var mere og mere aske, og asken begyndte at farve koderne på den næsten hvide hoppe. Hun havde ikke som den sne hvide Fuyu skygger der hvirvlede omkring hende, ingen skygger der tog fysisk form og dansede om hendes ben. De fejede ikke asken for hende. Det gjorde hende ikke noget. Hun havde skyggerne i sig.
De kul sorte øjne søgte for en kort stund hen på den sorte Ava, opmuntrende. End ikke at det kunne ses i hendes blik, eller ses på hendes krop. Men opmuntringen var der fra hende side af.

I kontrast

Sjældent tog Ava på vandretur med andre i fuldkommen stilhed. Sjældent tog hun på vandretur, punktum! Det var aldrig en vandretur så meget som en afstand der skulle tilbagelægges. Aldrig gik hun stille og roligt med mindre hun havde fået sin energi brændt af - men aldrig så meget hun ikke ville kunne klare de store heste der måske ville fortælle hende hvad hun måtte og ikke måtte. Hun var ikke meget for at lade andre bestemme ret meget. Ikke hvem som helst i hvert fald. De som troede de var noget uden egentlig at have nogen som helst styrke på deres side, var en af dem. Kunne hun nedlægge dem kunne de godt pakke deres kommandoer sammen.

Det begyndte efterhånden at knase en smule under den sorte hoppes hove, men hun kunne ikke være mere ligeglad. Det fortalte hende kun de kom nærmere ildbjerget. Hun havde dog aldrig set det med ild i, men hørt andre omtale det på den måde. Hun havde selv kun set røgen, og hun vidste det var her mørket hørte til. Ikke det almindelige mørke som krøb over landet så snart natten begyndte at tage fat. Nej. Det tætte mørke. Det lyttende mørke. Det mørke med de røde gennemborende øjne og hviskende stemmer. Hun slog et smæld med halen og trak hovedet en lille smule op mens skridtene blev lidt mere dansende. Hun ville gerne fremad. Fremad eller tilbage. Det var næsten for pinefuldt at gå så stille. Ikke fordi det som sådan gjorde ondt, men det trak i hende fra alle sider. Det var mere en slags indre smerte. Hvad ville Leo sige? Hvad ville Mindraper sige? Hvad ville hendes mor og far have sagt hvis de vidste hvad hun var ved at gøre? Var der overhovedet nogen der ville kunne forstå hende eller acceptere hendes valg? Ville de alle være skuffede og ikke tale til hende nogensinde igen? Hvad ville der ske med hende? Ville hun stadig være den samme? - Nej. Nok ikke helt den samme. Hvem ville nogensinde kunne være den samme, hvis de var koblet sammen med så mange andre. Hun vidste jo godt skyggerne ikke kun var en skygge, men mange. Ville de vide alt hvad der foregik i hendes hoved? Vidste de det ikke allerede? Ville de alle kunne snakke sammen? Ville de så vide hvad hun snakkede med andre om? Det var mange spørgsmål der var begyndt at køre rundt i hoppens hoved, og det fik også en del af tiden til at gå, men til gengæld voksede tvivlen en lille smule.

words: 426  | Tag: Deadly Myth

Ondskabens Budbringere

De mange, de få; den ene og uovervindelige ventede. Den nyeste tilføjelse til deres klan var på vej imod Vulkanen med en hoppe ved navn Ava, hvis sind vidst havde valgt endelig at følge de onde tendenser det havde i dybet. Langsomt snoede Skyggerne sig fra toppen af Vulkanen ned for at møde deres Skyggehoppe og den sorte hoppe Ava, hvis indre de langsomt kunne føle mere og mere på. De nærmest spandt af glæde over at Deadly havde bragt dem et nyt offer, et nyt medlem til klanen eller et nyt legetøj – helt præcist hvad de kunne få ud af denne hoppe vidste de, vidste han ikke endnu, men interessen var vagt.
Som en lilla-sort tåge bugtede Skyggerne sig i flertal afsted ned imod dem. De, han havde ikke travlt, men det endte med at de mødtes ca. 100 meter fra toppen, som vidst havde været de to hoppers destination.
Da først Skyggerne, Skyggen nåede de to hopper, kravlede den tågelignende masse de, den var omkring dem og lagde sig som et lag omkring dem. Langsomt tornede Skyggehingsten da frem, skabt af alle sine brødre og søstre, men ikke med samme faretruende hast som han, de gjorde det overfor sjæle de skulle skræmme, men nærmede med en sær elegante og følsomhed. Åh ja, Skyggerne kendte alt til forførelsen egenskaber, og de havde en fornemmelse af, at det var det rigtige middel i dette selskab. Nærmest med en kælende stemme gav Skyggehingsten sig til kende, da først han var skabt, og de røde øjne nænsomt betragtede de to hopper.

¤Deeeeaaaadly, vi, jeg hilser dig. Din tilstedeværelse nærer os, gavner os, vi er glade for du er heeeer¤

Altid pleasede Skyggerne deres egne. De var hengivne til dem, elskede dem på en måde som ingen levende ville kunne elske.
Der gik dog ikke længe forend opmærksomheden blev lagt på Ava, som nok var det mest spændende ligenu; altid fristede fremmede sjæle meget mere end de der allerede havde sluttet sig til dem. Med den samme pleasende, lokkende og forførende stemme begyndte Skyggerne nu at henvende sig til Ava.

¤Aaaavaaaaa, du søger os, søger mig, det fornemmer viii. Fortæl hvorfor!¤

Skyggerne gik meget op i at vide helt præcist hvorfor nogen søgte dem, især fordi det havde vist sig at nogen fortrød. Selvom de elskede at torturere og afstraffe, var det også spildt energi på en, der alligevel ikke ville gavne dem i sidste ende, og derfor søgte de at få afklaret om hoppen havde både hjertet og hovedet med i dette; eller om hun var typen der fortrød og stak af.

Fornemmelsen af utålmodigeheden fra den sorte hoppes side kom til Deadly Myth. Hun brummede roligt og for hendes følger satte Myth tempoet en anelse op. Blot for at vise sin støtte for den sorte Ava. Selv havde hun ikke travlt, for hende havde hun alverdens tid. Det havde hun altid, eller næsten altid. Lige nu var dette blot et tidsfordriv inden hun igen skulle give sig til at vente; og hvad bedre var det ikke at arbejde, tjene skyggerne, tjene herren i sin ventetid, i sin fritid: I al den tid hun havde. Dette var nu den næsten hvide hoppes levebrød. Hun åndende for det, hendes hjerte bankede for det.
Der gik ikke lang tid før Myth, skyggerne; de kunne alle fornemme ham, dem de. De mange og de få. Han nærmede sig dem, som de nærmede sig. En svag brummen lød fra den næsten hvide hoppe, en brummen der ville forklare, fortælle, og alligevel intet sige; De, dem; han var nær.

På vulkanens side kunne skyggerne ses. Yndefuldt, lokkende gled de, dem frem. Ned. Betaget af en skønhed, forkærlighed for disse betragtede Myth, med de kul sorte og tomme øjne disse. For deres blikke dannede den sorte skygge sig for dem, de blød røde øjne blev synlige, og med en respekt knejste den næsten hvide hoppe hilsende i den kraftige hals. Imødekommende stod hun nu, og nærmest viste sit fund frem.

"Vi, jeg hilser dem."

Stemmen i Myths havde en ru klang, næsten død, alligevel var der en stor respekt og en dyb kærlighed at finde i stemmen. En kærlighed for dette bånd, for dem, de, for ham. Hun var hjemme.
Et enkelt skridt blev trådt tilbage fra Myths side, for mere at vise Ava frem, som skyggerne, ham, de mange og de få, Dem alle der allerede havde lagt opmærksomheden på hende. Hun stod nu mere passivt og blot lod sig være en støtte for den sorte Ava, som Fuyu havde været en støtte for hende.

I kontrast

Tågen, skyggerne, han, hun, dem, der kom strygende ned over bjergets side, og kom de to hopper i møde, havde Ava stiftet bekendtskab til en gang. Hun vidste nogenlunde hvad de kunne. Hun kendte nok ikke til alt - men en lille del. En lille del der var nok. Hvad ville der ske med hende hvis mørket tog over og hun endnu ikke havde valgt side? Hvis hun ikke ville vælge side? Hun ville heller ikke bare kunne stå på sidelinjen og glo. Nej. Den slags var hun ikke. Lige på det punkt var der en lille hingstet del i hende, der hellere end gerne så kamp og blod frem for at stå og gøre ingenting. Sådan havde det været lige siden hun var mindre, og havde leget med de andre plage - både dem ældre end hende og dem yngre end hende. Det havde aldrig taget hende lang tid at sætte dem på plads - på den ene måde eller den anden. Muskler eller list.

Det gibbede i kroppen på den stadig unge hoppe, der næsten så endnu yngre ud end hun var. Hvem ville gætte på hun var mor til to allerede? Hun havde trods alt ikke opført sig som en mor, indtil for nylig, men en fri hest der kunne gøre hvad hun ville - og det ville hun højst sandsynligt også være vendt tilbage til når engang Nymfen blev stor nok. Med mindre endnu en ville være på vej. Dog var det ikke noget som helst der lå langt fremme i hendes hoved i dette øjeblik. Der var så mange andre ting.

De små skridt blev endnu mindre og til sidst bevægede hun sig næsten ikke fremad. Hun stod dog først helt stille da skyggerne begyndte deres hilsen til den næsten hvide hoppe. Avas ører var stadig bagud vendte, og hun kastede et enkelt blik hen over skulderen igen. Ikke fordi hun ville kunne se mod Leventra eller Teylar - eller nogen som helst anden hun kendte - men det var mere det....... De var der. De havde hendes ryg. Ville de også have det nu hvis de vidste hvor hun var?

De blå øjne blev rettet mod de røde, da de henvente sig til hende. Lidt tøvende stod hun tilbage med ordene på tungen, men uden rigtig at kunne få dem ud. Hun følte hendes tunge slog knuder på sig selv. Var det tvivlen? Hvad ville hun egentlig? hun tog en ordentlig indånding for lige at tømme hovedet, og få ro på sig selv igen. Hun lod dog stadig hovedet være højt. Hun sank det sjældent for at vise andre respekt, og derfor lå det ikke naturligt til hende at gøre det over for nogen som helst, med mindre de direkte bad om det - og gav hende en grund til det.

"Jeg..... Jeg vil........ Jeg vil tjene mørket. Jeg vil tjene skyggen... skyggerne..."

words: 479  | Tag: Deadly Myth, Skyggerne

Ondskabens Budbringere

De mange, de få; de uovervindelige.
Foran den sorte hoppe og den hvide hoppe dansede de, dansede han, alt imens hvert et ord og tanke, som blev tænkt for højt, blev vurderet.
Den hvide Deadly havde bragt en ny sjæl til dem, en som ønskede at blive en del af deres, af hans fællesskab. Det frydede dem, og han elskede det; en følelse som blev delt ud til de to levende sjæle foran ham, foran dem. Skyggerne der havde lagt sig omkring dem, omfavnede dem med større og større varme og glæde, alt imens skyggenringen blev tættere og tættere.
Ava udtrykte sig klart, at hun ville være én af dem. Denne nyhed var de, var han, utroligt glade for at høre – men det var sådan, at for at blive en sand skyggehest, skulle man bevise sit værd først.
Alt imens kælne skygger kærtegnede den hvide Deadly, strøg et par enkelte afstikkere hen til Ava, og lagde et lettere truende klem om hendes krop. Hun ville ikke slippe nu, og hvis ikke hun udførte den opgave, som de, som han, havde udvalgt til hende, ville det få ufattelige konsekvenser for den sorte hoppe.

¤Aaaaaavaaaaaaa – det glæder mig, at du vil slutte dig til osss. Men hør, for før du vil blive skænket vores, min gave, skal vi teste hvor din loyalitet liggeeeer. For at blive en af os, skal du ofre noget du har kært. Noget, som betyder noget for dig. Du skal kaste en, som du er blodsbeslægtet med, til vores enevældige herre i vulkanen, mætte ham med dennes blod. Er du villig til at gøre dette, vil vi, vil jeeeg, tage dig til mig, give dig styrker og goder. Men gør du ikke dette – vil vi jagte dig, til den dag dit liv bliver voooores. Gå nu, i begge. Gå nu…¤

Derpå trak skyggerne sig fra de to hopper, samlede sig atter til den mægtigste af de mægtige; og Skyggehingsten vendte sig derpå bort fra dem, for at vandre tilbage imod vulkanens top. Deres… Hans hjem…

[Out]

With a heavy heart.

Hun burde have sagt sig selv at det ikke ville være lige til. Skyggerne, skyggen, stemmerne, stemmen, havde ikke bare taget imod hende fra start af. Hun vidste udmærket godt det var at sætte hende på prøve. Se om hun ville parere ordre, eller om hun ville bakke ud som en kryster. Men nej. Det ville hun ikke. Men hun havde nu et besværligt valg at tage. Ofre en af dem hun havde kære. I hendes hoved roterede det spørgsmål igen og igen, og hver gang blev hun ved med at sige nej til navnene der poppede op. Leonora? hendes moders søster som havde været der for hende, som havde været der for Titan. Som havde egen søn også. Og som altid ville være der til at tage en sjæl under vingerne som havde brug for det - især de unge. Nej. Det ville være et for stort tab for Andromeda. Og alligevel. Ville skyggerne sætte pris på den smule mindre godhed? Måske. Men hun ville slet ikke kunne se sig selv i vandets spejlbillede hvis det skulle lykkedes hende at overbevise Leo om at tage med hende til vulkanen. Hvordan skulle hun nogensinde kunne overbevise hende om at der ikke lå noget bag, hvis hun gik med et tungt hjerte? Umuligt. Leonora ville se lige igennem hende.

Hvert skridt tilbage mod Leventra og flokken blev kun tungere og tungere. Ikke fordi hun var træt, men fordi den opgave kun kom til at se mere og mere umulig ud. Leonora var udelukket. Mindraper? Hun havde ikke set ham i noget tid - men uanset hvor lang tid der ville gå, så ville hun aldrig synes så lidt om ham at hun kunne sende ham til det rygende bjerg - og da slet ikke ofre ham. Nymfen ville vokse op uden en far. Hvad skulle hun sige når nymfen blev stor nok til at vide at hendes far manglede? Når det gik op for hende at alle andre der havde boet hele livet i landet, havde en far - eller havde haft? Skulle hun bare sige at hun havde slået ham ihjel? Sendt ham i døden? og for hvad? For ikke længere at være plaget af paranoia? For at føle at hun passede ind et sted? selvom hun havde familie og hun var en del af en flok, så følte hun jo stadig ikke hun passede ind. Hun havde ikke et lige så åbent sind længere som de andre. Hun var ikke en lige så glad sjæl - og hun brød sig ikke længere om fremmedes håbefulde ord. Det var lige før hun hellere ville angribes af en hvepsesværm end stå og høre på ens i og åh så håbefulde og positive ord.

Solen var begyndt at krybe at krybe ned i horisonten, og havde allerede gemt sig bag træerne længere fremme. Den trak lige så stille mørket med sig - det mørke der dag for dag blev en smule mørkere. Det var aldrig rigtig mørkt om sommeren, men nu hvor træerne var begyndt at smide bladene og dagene var begyndt at blive kortere, var det lige som om det hele bidrog til en mere gloomy tid. Der var noget skummelt over det. Noget uhyggeligt - men det var jo ikke mere farligt end det plejede at være. Turen gennem vandet havde været kold. Det var jo ikke længere sommer. Solen stod ikke længere og bagte på vandet i løbet af en hel dag, og det blev derfor ikke varmet lige så meget op. Luften var heller ikke varm, så det ville blive en kold fornøjelse efterfølgende.

• • •

Da Ava langt om længe nåede Leventra havde hun stadig ikke fundet frem til sit svar. Hvem ville hun kunne ofre? At lade være var ikke en mulighed. I andres øjne måske, men ikke i hendes. Hun var nødt til det! Om andre nogensinde ville forstå det var hun meget i tvivl om. Hvad ville Mindraper sige? Hvis han vidste hvad hun havde gang i, ville han så forsøge at stoppe hende? Måske - men han var ikke en del af Teylar og et eller andet sted, håbede den sorte hoppe på at den spraglede hingst ikke havde begivet sig i nærheden af flokken. Ikke lige denne dag. Ikke lige de næste par dage. Ikke før hendes rejse ville være ovre - eller helt og aldeles sikret. Ikke før det ville være for sent at prøve på at stoppe hende. Kulden skar igennem hende. Den gnavede helt ind til knoglerne og fik hoppen til at ryste. Det var svært at tænke og automatisk blev hun helt anspændt i alle musklerne. Hun måtte holde sig varm, det vidste hun - og varm blev hun ikke ved at stå stille eller tage et enkelt forsigtigt skridt efter det andet. Da hun satte farten op blev det til nogle kluntede skridt fremad der var alt andet end taktfaste til at starte med. Det var stive bevægelser, et forsøg på lange skridt, og ben der ikke rigtig ville lystre - men det blev til en nogenlunde normal trav. Efterhånden som hun kom tættere og tættere på Teylar, kunne hun også mærke varmen i kroppen igen. Luften omkring hende plejede hendes pels og fik den til at tørre, men ikke lige med det samme. Den gik fra at være drivvåd til at være fugtig, og fugtig ville den være i noget tid. Det var den plyssede pels der skulle beskytte hende mod vinterens vejr der var skyld i dette.

Den sorte hoppe nåede ikke helt hen til Teylar før mørket havde lagt sig som et tæppe over landet. Et mørke der kun var svagt oplyst af månen og stjernerne. Der var ingen skyer på himlen, hvilket normalt havde fået Ava til at bruge aftenen på at glemme alt der var omkring hende, og bare betragte det syn der kun sjældent ændrede sig. Men ikke denne gang. Hun var træt efter turen. Ikke nær så meget fysisk som hun var træt i hovedet af alle de tanker det havde måtte gå igennem. Og hun stod med 3 muligheder tilbage. Ariel - datteren hun ikke ville kalde sin datter. Godt nok var Ariel en del af flokken ligesom hende selv, men hun vidste stadig ikke altid hvor hun befandt sig henne, og at lede efter en selvstændig hoppe kunne tage tid. Meget tid. Specielt når man tænkte på hvor lang tid den sorte hoppe havde brugt på at lede efter hende som føl. Åh. Det ville tage lang tid. Det ville kunne sætte for mange moralske tanker i gang, hvis hun blev ramt af et øjebliks svaghed. Nej. Hun var ikke svag, og hun ville ikke lade det ske. Hun ville ikke give svaghed en chance. Jo hurtigere hun kunne få sin opgave overstået, jo hurtigere var hun sikker på hun ville finde ro. Ikke ro i sådan en form at der ville være helt stille omkring hende - men en ro i sig selv. Man kunne vel sige hun ville stræbe efter at give slip på den hun burde være, og overgive sig til det uvisse. At hendes fremtid lå i en andens hove. Hun ville aldrig blive det hendes forældre ville have forventet af hende. Hun var skabt til noget andet. Noget helt andet. Hvert eneste valg hun havde truffet - lige siden den dag hun trodsede sin faders ordre, havde bragt hende et skridt tættere på mørket. Et skridt tættere på sindssyge som nogen ville kalde det. Men for Ava var det bare andres meninger - dem som ikke vidste bedre. Dem som var blændet af de åh så fortryllende muligheder et nyt liv kunne give dem. De skulle snart få lov at se at alt bare var et tæppe der var trukket for, for at skjule virkeligheden.

To muligheder var tilbage. To muligheder der ikke var særlig svære at vælge mellem. På den ene side havde hun nymfen. Nymfen der muligvis betød mere for hende end noget andet væsen i dette land. Det var som at se ind i fortiden og glo på sig selv. Midnatsnymfen var næsten en tro kopi af den sorte Avas væremåde. Hun havde arvet sin moders blå øjne - dem som hendes ældste datter ikke engang havde arvet. Hun ville aldrig lade noget ondt ske den lille nymfe.

På den anden side havde hun hingsteføllet. Som sådan var Ava ikke en der brød sig særligt om fremmede som hun engang havde gjort, men da hun havde fundet den lille hingst havde han været godt forslået, og ikke af nogen fremmed. Den spraglede hingsts lillebror havde været på nakken af det lille pjok - og den slags havde hun svært ved at se bort fra. Man burde ikke slå på føl. Hvor hans forældre havde været vidste hun ikke, men en ting var sikkert. Kunne de tillade den slags, så var de i hvert fald ikke egnet til at tage sig af det føl. Normalt kunne man sige at hopper ikke tog andres føl, fordi de heller ikke ville bryde sig om hvis nogen tog deres. Men hendes førstefødte var blevet taget fra hende. Måske ikke af et fysisk væsen - men mere spirituelt. Nogen eller noget havde i hvert fald besluttet at det føl ikke længere skulle vokse op hos sine forældre. På den måde kunne man også sige, at det var en måde at rode bod på det, at hun havde taget hingsteføllet til sig. En måde at bevise at hun inderst inde var god nok til at tage ansvar for et andet væsen. Men hun havde intet nævnt for den spraglede hingst. Hun havde endnu ikke haft chancen for det. Det var perfekt! Hvis ingen kendte til det, og ingen ville vide af det, så var der heller ingen der kunne anklage hende for at have taget en andens liv - eller rettere sagt: givet det væk til en anden. Det var vel egentlig det en ofring betød. Hun ville ofre føllet, tage hans liv. Give ham væk til vulkanen. Det var først da hun langt om længe havde besluttet sig, og allerede havde tænkt lidt over konsekvenser, og hvad hun nu skulle sige når solen stod op, at hun kunne få ro. Der var ikke langt hen til hingsteføllet, som hun aldrig havde taget med helt ind i Teylar, men i stedet havde holdt i nærheden. Lige uden for flokkens område, nær træer, men også en sø. Han var trods alt stor nok til at leve af både vand og græs. Han havde fået besked på at holde sig i det område som han plejede, og han havde lystret. Det var også kun blevet værst for ham selv, hvis han havde trodset hendes ordre. Ava var ikke en hoppe man skulle løbe om hjørner med. Ikke en man skulle sige imod ret mange gange. Nok var hun ikke særlig høj eller særlig bred - men hun var stædig og stærk. Man skulle ikke undervurdere hende.

• • •

Det der vækkede den sorte hoppe, var lyden af hove der vandrede rundt. Først vippede det ene øre i retningen af lyde, og ikke mere end et splitsekund efter, sprang øjnene op. Hun stod dog med blikket rettet ud mod det åbne område, men stadig gemt bag nogle træer i et krat. Ikke den slags træer der ville tabe bladende, men nåletræer. Dem der var høje, og som næsten aldrig var helt nøgne. Lyden fra hovene var Ekpeo der var vågnet før hende, og havde været de få meter henne ved vande for at få slukket tørsten. Han virkede morgenfrisk, og der var heller ingen grund til at spilde tiden. Jo hurtigere de kunne komme væk, jo mindre risiko var der for de ville blive opdaget. "Kom, Ekpeo, vi har en lang tur foran os" sagde hun, og gjorde et lille kast med hovedet. Hun ventede dog på han nåede helt hen til hende, og hun sendte et lille kærligt nap ud efter ham, og trak blidt i hans man. Spørgsmålene han stillede svarede hun ikke på. Hvad skulle hun sige? Hvordan ville han forstå det? hvordan skulle hun kunne få ham med helt hen til det rygende bjerg hvis han vidste det ville være det sidste han så? I stedet vendte hun rundt og begyndte at gå. Hun var ikke en hoppe af mange ord, og trætheden efter den lange vandretur lå stadig både i kroppen og sindet af hende. Hun var sikker på at turen tilbage ville være mindst lige så lang og hård. Dog ville den tage længere tid, for den lille hingst måtte også have et hvil i ny og næ. Det var jo begrænset hvor meget sådan en lille sjæl ville være i stand til.

I stilhed gik de side om side, mens solen langsom steg op af havet, og kastede lys og lange skygger hen over engene. Skyggerne var naturligvis af den ufarlige slags. Det var træerne, bjerge og bakker - og hvad der ellers måtte stå i vejen for et direkte udsyn til den store runde lyskilde. Rimen der havde farvet en del af græsset hvidt, var begyndt at smelte i solens første stråler, og gjorde det vådt og klistret. Dråberne fik græsset til at se glitrende ud, og med disen kravlende hen over jorden, men dog ikke dækkende over det hele, så det helt drømmeagtigt ud. Tænk engang at noget det kunne se så flot ud og skabe en sådan følelse af håb og glæde, kunne være så forkert. Nok kunne det se fredeligt ud og totalt idyllisk - men det var det ikke for faren kunne lure over alt. Da de langt om længe nåede til vandet stoppede Ava heller ikke, men fortsatte mod den næste ø. Hun havde sørget for at finde punktet hvor afstanden mellem øerne var kortest. Samtidig med lavvande ville turen ikke kræve alt for meget af hverken den sorte hoppe eller hingsteføllet.

Omkring middagstid gjorde de hold for førstegang for at få stillet sulten. Hingsteføllet var langt om længe begyndt at vågne op, og i stedet for at gå med sløve skridt hoppede han i stedet rundt let på hovene. Ava havde dog stadig sørget for at spare på energien i stedet for at have alt for meget fart på. Men nu hvor de ikke længere var i nærheden af Teylar kunne de godt tillade sig at holde en pause, og hingstens rumlende mave var det der havde været det afgørende. Ava selv var ikke sulten. Hun havde for meget at tænke på til at kunne tænke på maden, og blev i stedet stående og betragtede omgivelserne. Hun holdt øje med alt, og ville ikke lade nogen komme for tæt på. Hun var klar til at drage videre hvert øjeblik det skulle være. Så snart hingsten var klar igen gik turen videre med retning mod de resterende øer der måtte krydses for at komme til Foehn. Ava havde stadig ikke sagt et ord til føllet. Hun ville ikke sige noget før de næsten var ved målet - og selv der ville hun ikke sige præcis hvad der skulle ske. I stedet ville hun holde det som en måde at give den lille hingst lidt ekstra energi når han var ved at blive træt.

Da de nåede eftermiddags tid, var de to sjæle netop ankommet til Foehn. Dryppende, våde og begge to udmattede. Turen gik derfra i langsomt tempo og fortsat i stilhed - i hvert fald fra den sorte hoppes side, og havde den lille hingst sagt noget, så havde hun ikke hørt det. Hun var ikke lige så fokuseret som hun plejede at være. Ikke lige så opmærksom på sine omgivelser som hun plejede at være. Hun var fjern i blikket og sindet - hendes hoved var tynget af tanker. Tanker som ingen andre nogensinde skulle høre. Ingen. Hun gik med tunge skridt. Tunge skridt og et tungt hjerte. Et tungt sind og en vægt på skuldrende der var næsten ubærlig, dog usynlig for det blotte øje. Om den vægt nogensinde ville forsvinde var hun ikke sikker på, men en ting var sikkert. hun fortjente den. De valg hun havde truffet havde gennem tiden muligvis bragt flere i sorg end glæde.

Kursen var sat mod ildbjerget, men den lille hingst havde ikke opdaget det før de havde gået opad i et stykke tid. Hans ben var ved at være trætte, og selvom den sorte hoppe havde taget turen op i bjerge mere end en gang, så havde det altid været når hun selv ville, og på sine egne betingelser. Trætheden var større nu. Dette kunne skyldes at det ikke som sådan var frivilligt, og fordi de havde måtte vandre hele dagen. Normalt gjorde hun ikke mange stop på turen, men samlede energi når hun nåede toppen. I dag havde hun været nødt til at standse mere end en gang for at lade den lille hingst holde pause. Det var ordet 'mor' der fik den sorte hoppe til at se mod den lille hingst og lytte til hans spørgsmål. Han vidste nu hvor de var. Hun havde fortalt ham om stedet, men aldrig haft ham med derhenne. "Jeg vil vise dig noget" startede hun med at svare ham. "Ildbjerget og udsigten derfra. Jeg ved det har været en lang tur, og du har klaret det godt. Lange ture giver stærke ben" Det måtte i den grad også være en slags træning for ham. De havde højst sandsynligt gået længere i dag end den unge hingst havde gjort nogen anden dag. "Vi kan måske lige nå solens sidste stråler hvis vi skynder os" Det sagde hun med et smil, men det nåede ikke helt op til øjnene. Den lille hingst var dog allerede opmuntret og havde sat farten op igen - og tydeligvis glemt sin træthed for en stund. Først da han var nogle meter foran hende satte hun farten op også. Hun holdt sig også bag ham, for der var ingen grund til at guide ham derop, når det eneste han behøvede var at følge den snoede sti der gjorde det muligt at komme op uden at risikere at falde ned. Det var dog en længere tur, men i sidse ende var det nok heller ikke lige så hårdt.

• • •

Da de to sjæle langt om længe havde nået toppen af det rygende bjerg, var solen allerede begyndt at søge mod vandet i vest. Dette betød at Foehn i dette øjeblik nok var mørkere end resten af Andromeda. Enophis og Leventra der lå længst mod vest, var også de steder den sorte hoppe oftest havde set vogterne. Lysets hjælpere.

Lugten af svovl var endnu kraftigere her, end den havde været lige da de var kommet til øen, men Ava ænsede det knap nok. De havde trods alt gået i lugten i noget tid, og hun lagde derfor heller ikke særlig meget mærke til den. Jorden virkede varm på denne ø, til trods for at luften gradvist blev koldere og især når solen ikke var der til at skinne på den. Om der nogensinde ville falde rigtig sne her var hun lidt i tvivl om, men så vigtigt var det vel heller ikke. Den sorte Ava trådte en smule nærmere kanten og strakte halsen ud, for at se ned i det store krater. Der var langt ned. Som sådan var der ikke meget aktivitet i bjerget, men en rumlen afgav det alligevel fra tid til anden, som rungede hele vejen op. "Pas nu på du ikke træder for tæt på, Ekpeo" sagde hun, da den lille hingst efterlignede hende. Egentlig kunne det vel være lidt lige meget, men det lå stadig i hoppen at hun var nødt til at advare ham. Han var hendes ansvar nu. Hun havde taget ham til sig. Hun skulle passe på ham. Det var ren refleks at hun havde advaret ham. Hun trådte selv et par skridt tilbage efterfølgende, og trak hovedet til sig igen. Hun studerede den lille hingst mens han så tilbage mod hende, men ikke trådte væk fra kanten. Det kunne være farligt at stå tæt på, for man vidste aldrig hvor fast klippen under en ville være, hvis der var en udhulning. Hingsten rettede dog sin nysgerrighed tilbage mod ildbjergets krater, og den sorte hoppe kunne fornemme hvordan hjertet slog hårdere og hurtigere. Nervøsitet. Spænding. Adrenalinen der kørte rundt i kroppen på hende. Hun begyndte automatisk at tænke hurtigere. Tænke mere klart - og alligevel ikke mere klart. Det andre ville kalde fornuft og respekt ejede hun ikke i dette øjeblik. Hun kunne ikke tænke på at respektere andre lige nu. Det var da også sund fornuft ikke at slå andre ihjel. Men det var også respekt ikke at gøre andre ondt. Ava var en hoppe der ikke var bange for at gøre andre ondt. Og nu var hun nået så langt at hun var ved at tage en andens liv? Nej. Hun var ikke ved at tage et liv. Sådan kunne hun ikke se på det. Sådan måtte hun ikke se på det, for så ville hun få meget dårlig samvittighed hvis hun nogensinde skulle kunne tales til fornuft igen. Det var nu hun skulle slå til. Nu hun skulle få det overstået. Nu hun måtte give føllet et skub inden han ville træde væk igen.

Idet hingsten gjorde mine til at træde væk derfra måtte hun tænke endnu hurtigere igen - så hurtigt at hjernen slog fra og hun i stedet handlede af ren og skær refleks. Den sorte hoppe kastede sig frem i retningen af den unge hingst, der knap nok nåede at reagere før han blev skubbet i retningen af krateret. Han røg dog ikke i, hvilket fik hoppen til at rejse sig på bagbenene og give ham et sidste skub med forhovene, da hun slog dem mod ham, og med et skingert hvin forsvandt den unge hingst fra afsatsen. Den sorte hoppe blev stående tilbage, forskrækket over sin egen handling, selvom hun havde vidst den ville komme. I sekunder der føltes som minutter stod hun og stirrede mod afsatsen hvor hun nærmest forventede den lille hingst kom kravlende op af igen, men han kom ikke til syne. "Tilgiv mig" mumlede hun utydeligt, mest for hende selv. Som sådan var der ikke nogen hun bad om tilgivelse til - kun den hingst der ikke kunne høre ordene. Den hingst hun nok aldrig ville komme til at se igen. "Logh dom" gentog hun sig selv, dog på hendes eget sprog. Dette havde den ønskede effekt. Hun faldt mere til ro igen. Hendes hjerte hamrede ikke længere af sted ukontrolleret, men genfandt den samme gamle rytme som det normalt kørte i, og langsomt blev det til den langsomme rytme, som om intet var hændt. Hendes hjerte føltes tungere nu. Tungere men der var intet ved handlingen hun havde fortrudt. Det var nødvendigt. Hingsten ville ikke være i live til at vide, hvad der var sket. Det var heller ikke til at se på hoppen at hun ikke var taget op til ildbjerget alene. Ingen ville kende denne sandhed, med mindre hun enten selv åbnede mulen, eller hvis skyggerne afslørede hende. Et koldhjertet mord, af en koldhjertet hoppe. Et tungt hjerte, men et hjerte af is.

words: 3.844 | Tag: Ondskabens budbringere

Ondskabens Budbringere

Det føltes som om de havde ventet uendeligt på det, som nu var ved at ske. De havde sendt den sorte hoppe Ava ud på en mission, en mission som skulle tilegne dem, de, ham større kræfter og hende en indsigt, et medlemskab af den kultur som de, som han havde skabt og ønskede at etablere i landet igen.
Engang havde landet ligget hen i det fredelige mørke. Et mørke som tillod deres herre at udnytte enhver levende sjæl som sin egen slave. Det var en verden, hvor den frie vilje ikke fandtes, og alt liv var til for at tjene ham, for at tjene dem. Åh hvor de dog længtes, hvor de dog hungrede efter disse tider, som det forbistrede lys havde bortjaget. Dog vidste de, vidste han, at lysets tid blot var lånt tid. I takt med at deres håndlangere blev flere i antal, voksede deres styrker, og snart ville de være klar til den første del af opbruddet. Snart ville de være klar, til at slå igen.

Hovtrin hørtes på deres, på hans vulkan. Uger efter de havde sendt Ava ud på opgaven, vendte hun nu tilbage med det, som lod til at være det offer, som de med stor hengivenhed ville tage imod. Ganske rigtigt, var det, og mens de ventede, mens han ventede, begav Ava sig helt op til toppen af vulkanen med et hingsteføl, som hendes familie var blodsbeslægtet med. Da først hun havde skubbet det intetanende hingsteføl i, og han blev grebet af de glubske skygger, fortæret; da steg de op. Hingsteføllet havde udviklet sådan en frygt i sit fald, at hans eksistens havde givet nok næring til de mægtige skygger, til at de kunne fyge op som lava spruttede fra en vulkan; de stod ud til alle sider, faldt som støv, regn ned på jorden igen, hvor de langsomt samlede sig til en, til flere, til tusinde skygger, der lagde sig blot en cm over jorden. Her lå de, bugtende, imens de betragtede Ava fra alle retninger.

Hun angrede ikke sine handlinger. Hun fortrød ikke. Skyggerne kunne føle det, han kunne føle det; en af deres helt særlige evner. Altid kunne de føle, ja nærmest se et hjertes hensigter, før ejeren selv vidste hvad deres impulser betød. Og de frydede sig, han frydede sig, over den hoppe som Ava var blevet. Næsten euforisk steg den kæmpemæssige sorte Skyggehingst op fra vulkanens dyb for at tage imod Ava, en skyggehoppe, som ville gøre det fantastisk. Med hæs, nærmest kælende stemme, lød nu hans røst blandet med tusinde andre, imens de hilste deres nye søster an.

¤Aaaaaayvaaaaaah, velkommen til vores broderskab! Velkommen, til det liv, som du har valgt, som vil gavne diiiig, bringe dig magt og styrker som intet andet! Dit offer er godkeeendt, det har næret os, føøl det!¤

Snart begyndte massen af frie skygger, som havde ligget over jorden, at snige sig tættere på Ava. De frygtede ikke at hun ville forsøge at flygte; det løb var for længst kørt, og desuden vidste de, kunne de smage, at hun var her af egen fri vilje. Hun ville være en af dem, absolut. De kælede sig om hendes ben, smøg sig op til hendes skuldre, flirtede med hendes virvarne totter i manen, kyssede hendes hals, kærtegnede hendes kæber. De var snart overalt på hendes krop, hvor de bugtede sig om hendes former, lærte hendes krop at kende, imens de forberedte sig på det, som snart skulle til at ske.

En forvandling fra alminedelig hest til skyggehest, havde aldrig været rar. Alle som en havde de mærket hvordan det føltes at blive brændt, få uskiftet dele af sin krop eller frarøvet noget, der engang havde været deres; alle som en, havde skyggehestene været igennem dette, og nu var det Ava’s tur.
Langsomt begyndte enkelte skygger at søge ned ved hendes mulespids og næsebor. Ned omkring hendes øjne, på indersiden af hendes ører, og her maste de sig snart vej indtil hendes indre. Med smerter til følge, trængte de ind i hoppens indre, ind igennem slimhinder og celler, for at nå til hendes blodkar. Her trængte de igennem barrieren som hendes blodårer dannede, og snart strøg skygger rundt i hendes blodbaner, alt imens de fortærede enhver rød blodcelle i hendes krop. De nærede sig af hendes blod, af hendes styrker, som ubetinget gik til deres hersker i dybet; og efter minutter, havde den sorte Ava intet af sit eget blod tilbage i kroppen. Dette betød nogle helt væsentlige ting for den sorte hoppe. Hendes krop ville for altid være kold; men det ville ikke genere hende. Skyggernes blod skulle nok holde hende i live, men aldrig ville det kunne medføre den indre varme, som hun før havde haft. Ligeså ville hun aldrig mere kunne give afkom, der ikke bar Skyggernes blod ligeså. Med andre ord; aldrig ville hun kunne blive drægtig ved almindelige hingste. Kun skyggernes udvalgte ville hun kunne give afkom med, såfremt hun skulle få lyster hermom.

Da hendes forvandling var ved at være ved vejs ende, trak tre skygger sig ud fra hendes indre og lagde sig over hendes hvide blis. Her brændte de sig ind i hendes kød, dækkede det hvide med deres sorte farver, lige med undtagelse af omridset fra hver skygge, som efterlod en blå ring for hvert sted de havde sat sit. Den sorte hoppe var for alvor blevet forandret, da dette var sket, og derpå ophørte hendes smerter.

Den almægtige skyggehingst tårnede sig foran hende med et ondt smil, og en endnu ondere latter. Han nød dette, de nød at en ny havde sluttet sig til deres rækker, og de var sikker på, at Ava ikke ville fortryde dette. Derpå bøjede Skyggehingsten sit hoved ned imod den sorte Ava, som nu var mere sort end før, og her lød hans sidste ord til skyggehoppen for denne aften.

¤Aaaaayvaaah, forlad den flok du før har kaldt dit hjem. Aljun er nu dit hjem, sammen med de andre af vores slags. Lær dem at kende, de er din familie nuuuuuh. Snart vil vi ses igen, du kære skyggehoppe. Snaaaart¤

Derpå trak skyggerne sig tilbage, ned i vulkanens dyb og varme igen, hvor de fortsatte med at nære sig af det hingsteføl hun havde ofret dem. Stilheden sænkede sig omkring Ava, der nu stod alene tilbage på vulkanens top; og hun havde en helt ny sti foran sig, som hun nu skulle betræde resten af hendes liv.