Ægte kærlighed vil trodse enhver fare..

Dagen havde været lang, ligeså rejsen her til. Men han havde lovet hende dette; samt at hans længsel langsomt var begyndt at hobe op hos ham. Det smertede ham næsten at tænke på denne adskillelse der var imellem dem nu, og som ingen kunne ændre. Det var skæbnen – deres skæbne. Hans tofarvede hove havde båret ham langt, og han vidste dette var noget af et sats at begive sig lige på denne Ø, på denne tid!

Månen var fuld i aften, stjernerne ligeså oplyste og klare på den mørke himmel. De blide træer skjulte den truende atmosfære der fyldte Øen på denne tid af døgnet især. Lysningen han begav sig i, gav en hvis ro, mens han langsomt lagde det lidt til side at søge efter hende nu. Måske han kunne være heldig at hun selv dukkede op i mørket omkring ham. Det var alligevel noget af et sats, og det vidste han også godt. Disse skyggeheste havde efter sigende ingen barmhjertighed til kende, og da slet ikke overfor en vogter. Jovist havde han sit armour på, men ud over dette var han svag på denne Ø. Ingen af hans magiske kræfter kunne benyttes, ind til videre, andre steder end i hans eget bjergpas. Lyde af puslende individer og knagende grene truede snart, mens hans grålige øre vendte tilbage og forsøgte at opfange enhver lyd. Kort skimmede han imod den retning af hvor han vidste bjergende og den store vulkan var. Mon man kunne kalde ham en kryster, at han dagen lang ikke havde nærmet sig yderligere omkring vulkanen? Selv kaldte han det respekt, for han havde både hørt og set til på denne Ø, mere end rigeligt. Så direkte at risikere sit liv, var måske at træde over det uopnåelige uden grund? Men på den anden side, var han ligeså udsat nu. Alene, som vogter, blottet som bytte, for en hver skygge på denne Ø. Blot kunne han håbe på at det var hans næsten hvide skyggehoppe der fandt ham først, som han stod der. Stolt, rankt og ædel; dog med en vis anspændthed, for disse mange mulige pludselige fare på denne Ø.



[Reserveret til Deadly Myth]

Mørket, det var intens, ikke en gang fuldmånens blege skær synes at kunne lyse noget op. Dens svage lys, fik blot området til at virke mere skummel. I forvejen var øen ikke naturrig som de andre, det meste af jorden var dækket af aske fra vulkanen, som tornede sig op. Vulkanen var der skyggerne holdt tættest omkring, det farligste sted på øen; herren lå i vulkanen og ventede blot på at kunne komme fri. Fri fra de lænker han var blevet på tvunget da hans land blev taget fra ham.
Normalt var det omkring vulkanen den næsten helt hvide hoppe holdt til. Sikkerhed, tryghed, Myth nærede en stor kærlighed og pasion for dette område, og havde hun gjort meget tidligt ved sin ankomst i Andromeda. Lige siden hun var blevet fortalt om skyggerne.

Tilfældet var ikke i dag, Myth havde forladt det nærliggende område af vulkanen, og søgt længere væk. Siden genforeningen med den let brogede hingst, havde Myth fundet sin vej tilbage til øen, men uden at søge for tæt på vulkanen ret mange gange. Hun ventede. Havde gjort det længe. Der havde været nogle få tilfælde en ny og næ hvor hun ikke blot havde ventet, men arbejdet.
I aften var endnu en aften hvor hun ventede, lod de kul sorte øjne skimme området, alt imens hun bevægede sig næsten lydløst rundt. Hun søgte i stilhed.
På engen, stod hun nu i det lange græs, mørket omklamrede sig hende, men det opslugte hende ikke. Hun stod i kontrast til mørket, og synes næsten at kunne lyse. Bleg så hun ud i månens skær. Igen ventede hun. Hun stod tydeligt for den let brogede hingst, hvis han var her denne aften?

Stift stod hun, næsten som var hun ikke af levende karakter, intet bevægede sig ved hende. End blinkede hun ikke. kold og stift stod hun med det stirrende blik der scannede området. Kun en svag vind tog fat i hendes hale, og med vinden bar der sig en duft. Ikke en duft den næsten hvide hoppe bed sig meget mærke i selv. Den var der bare.
De mandelformede øre var trykket svagt imod nakken, men de var opmærksomme. På hver en lille lyd. Hun vidste at Djange ville bevæge sig forsigtigt på denne ø. Han var byttet her, han var en af de uønskede. Det eneste problem var. Så snart hun så ham, så dem, de ham også. De ville ikke være alene. De ville aldrig blive alene.

Lysningen fandt han mere eller mindre som en form for tryghed; til trods for han selv vidste han ikke var langt fra selve engen. Det var spørgsmål om få tyve meter igennem tæt skov, at den store eng mellem skoven her og vulkanen, med dens tilhørende klipper, lå. Lydende var mange og truende alligevel, men noget bar præg af noget helt andet. En vis tryghed fyldte ham, samt iver; da først hendes blide duft af kanel gav sig til kende. Retningen blev snart opsporet og den anspændte holdning slap han i takt med at den stolte og ædle indfandt sig. Det gik bestemt hurtigt mens hans slanke ben arbejdede smidigt under ham, igennem terrænet.

Hans vejrtrækning blev hurtigt og hivende, næsten som om han flygtede fra noget; mens han snart bar sig afsted i en u-taktfast og undvigende trav målrettet imod engen, mellem de mange træer og kratter der stod for hans vej. De få tyve meters afstand til engen var ikke få galopspring, men en nærmere forhindringsfuldt vej. Noget standsede ham, da en større tjørnebusk hobede sig op foran ham, i en bredere vifte; men i samme øjeblik fik de kolde og tomme øjne et glimt af en skikkelse ude på den mørke eng, langt fremme. Tanken strejfede ham end ikke, før han målrettet satte afsat og sprang over denne godt halvanden meter høje tjørnehæk. Galant, utroligt nok, landede han fattet på den anden side; dog ikke uden skrammer. Rifter, blodige som rene var derefter på alle fire ben, især forbenene efter dette spring; som bestemt ikke havde været højt nok. Et fnys havde lydt stødt da han først landede og nu stod helt stille. Noget sagde ham at han skulle holde lav profil og ej gale op!

Men dér stod hun. Kridhvid så hun ud, død og stillestående; midt i mørket. Den muskuløse hingst stod helt stille, i den samlede parade i skovbrynet. Månens blege skær prydede hende, mens han alt i alt syntes hun mindede mest om et spøgelse. Et smukt og urørt spøgelse, mit i intetheden. Kort buldrede en følelse af iver i ham, lysten til at storme i mod hende; men derefter sneg følelsen af lettelse sig derpå ind. Han havde fundet hende, og dér stod hun; smuk og ventende. Selv forblev han rank, stolt og ædelt stående pænt; mens ørerne vendte bagud, og hans guld udsmykninger på hans amour nok mest af alt ville afsløre hans tilstedeværelse, af genspejling ved det blege månelys.

I det fjerne kunne hovslag høres. Den næsten hvide hoppe lyttede, men end uden at rykke på sig. Lyden skulle snart afslørre det ikke var Fuyu, den hvide skygge hingst, han var mere lydløs, som en kat der bevægede sig. Næppe var det heller ingen af tilhængerene; hvorfor skulle de bevæge sig så langt fra området. Myth havde en god fornemmelse af det ikke var dem hun var van til at se i området. Det kantede hoved blev drejet med en mekanisk bevægelse imod skovbrynet, for der at skimte en mørkere skikkelse. Det skygge hjerte der pumpede i Myths bryst slog et ekstra slag. Der var ingen tvivl. Det var ham!

Det tog hende lidt tid at samle sig sammen og rykke på sig. Det var først efter at have set imod, på ham i et stykke tid hun rykkede blikket rundt. Hun ville sikre sig her ingen andre var, og først da hun var sikker og stilheden fik taget over igen; først der bevægede hun sig fremad.
De rolige skridt var lange og målrettet, kursen var direkte imod den let brogede hingst i skovbrynet. I læ, en smule skjult, for engen var alt for udsat, og den næsten hvide hoppe ønskede ikke at det skulle opdages yderliggere at han var her. Det var farligt nok allerede!
En svag brummen lød fra hoppe da hun nåede tættere på. En forandring i forhold til tidligere møder, tog hun nogle skridt tættere på end hun normalt ville, hun var så sikker på han ikke ville afvise hende. Forsigtigt strakte hund en spraglede mule imod den let brogede hingst, hun i nogle dage nu havde ventet på at se igen. Længslen havde været der mange gange, og det var for hende svært at undværer ham. Nu var han her! Hos hende, trods faren for ham var på denne ø.

Der var ingen tvivl da først skyggehoppen fik øje på ham. Mekanisk havde hun drejet hovedet, og for første gang havde han selv følt en snært af ubehag, til trods for han altid selv førte sine bevægelser således. Der gik en stund, før hun valgte at opsøge ham; men han vidste selv at dette var bedst, det mest sikre… og det vidste de begge. Målrettet havde hun trådt imod ham, mens han selv havde taget sig i at nærmest trippe utålmodigt på stedet, i en langsom og gyngende bevægelse. Han havde alligevel respektfuldt været blevet på stedet, nærmest i ly af det blege måneskind der ville afsløre enhvers tilstedeværelse på denne åbne eng. Fodfæstet havde han fundet da hendes feminine brummen havde lydt gennem den ulme luft; og stille havde han selv sænket hovedet en anelse med en gengivende hæs og hingstet brummen.

Noget havde forandret sig sidst de to sjæle havde knyttet bånd, på Enophis. Hun stoppede ej med en pæn afstand, og selvom han underbevidst fandt det respektløst uanset situation, ønskede hans længsel hende endnu tættere end hun allerede kom. Roligt og fattet søgte han derpå selv hendes spraglede mule med hans lyserøde, med et let hingstet knejs i nakken; der overlegent og ædelt udgjorde hans smukke holdning. Der var noget i luften der tirrede ham, ud over at han ikke tilbageholdte sin synlige glæde ved dette gensyn… brunst.

Myth vidste at det ville kunne anses som respektløs at hun helt bevidst var trådt de skridt for tæt på. Alligevel havde hun stor respekt for denne hingst, trods han stod for det modsatte end hende selv. At han havde valgt en anden vej end hun.
Hans mule blev strakt imod hendes spraglede, og uden at tøve trådte Myth igen et skridt nærmere, hun kunne ikke komme tæt nok på, det var en følelse hun havde. Imod hans lyse mule lagde hun sin blidt, hun måtte rører ham; vide han var ægte og dette ikke var en illusion af hendes tanker. Hun kunne mærke hans varme ånde. Myth pustede langsomt ud, og lod der ved mulen rykke lidt fra ham. Hendes kul sorte øjne mødte ikke hans blik med det samme, for først så hun ham an. At han nu var okay. Han havde trodset en stor fare ved at komme her, og egentlig brød Myth sig ikke om det! Den næsten hvide hoppe ønskede intet ondt for den let brogede hingst.
Hans ben var let boldige små steder, men ikke noget den næsten hvide hoppe så som værende et problem, hvordan de var kommet vidste hun end ikke, og hun vidste ikke om hun behøvede at spørge.
Blod, der var noget der griblede i hende. Duften selvom den ikke var tydelig; og en svag smaske lyd kom fra hende, som havde hun lysten til det! Det var ikke Myth selv, men skyggerne i hende. Myths øre blev trykket i nakken for kort stund og kroppen spændte op.

De sorte øjne søgte nu hans blå. Hun begravede sit blik i hans, og der slappede hun af igen. Eller en smule mere, for aldrig slappede den næsten helt hvide hoppe helt af. En del af hende var konstant på vagt. Igen søgte hendes mule hans.

Hun var ægte for ham, såvel som han var ægte for hende. Den kontakt der atter opstod imellem dem frigav et virvar af følelser i den brogede hingst, da først deres muler mødtes. Hun trådte nærmere, og skygge fra brynet han selv stod i dækkede hendes hoved nu. Roligt pustede Djange ud, selvom han ikke kunne tilbageholde et vis kort fokuserende blik der søgte imod hendes bagpart og resten af hendes krop der endnu bar præg af det blege skær, månen tilgav hende. Men derpå skete der noget; smaskende kom det fra hende, og let missede hans kolde og tomme øjne sig en let anelse sammen, anseende; tilmed skeptisk, før hun lidt kort smed ørerne i nakken. Stille veg han hovedet en anelse, næsten så lidt at det ikke var at se, alt imens noget sagde ham at det var disse skygger der prægede hendes indre.

Ganske kort foretog dette sig, før hun atter søgte hans mule. Roligt søgte han hendes, og pustede blidt med næseborene, luft imod hendes spraglede mule. Iveren og længslen af at ville nærmere hende, trak i ham, men det var som om han havde set sit ondt på det blege skær fra månen, og han ønskede ej at træde ud i lyset og frem. Kort kom en små hingstet og hæs brummen fra ham, mens han trippede kort gyngende og ædelt før han trådte en smule tilbage for sig. Nærmest lokkende, mens han knejste i nakken og lod de krystalblå øjne ledende søge hendes dybt. Kort glimtede et par gnister af udfordrende karakter i hans ellers kolde og tomme øjne, noget mere legende var over ham. Måske var det faren ved hele situationen, længslen efter at leve i nuet. Måske var det stemningen af lyset der ville afsløre ham og han ønskede at de skulle søge væk, i skjul, kun de to. Måske var det brunsten… eller alle tre faktorer?

Det sitrede i Myths hvide skind, hendes krop synes at dirre en smule ved hans berøring. Det gøs i hende, men på en behagelig måde. Denne nærhed, denne fysiske kontakt; hun kunne lide den. Selvom den var ny, og på mange måder fremmede for hende, grænseoverskridende: Ja så kunne hun stadig godt lide den.
svag mimrede den næsten hvide hoppe med den spraglede mule, som hun stadig lod hvile imod Djanges. Hun kunne mærke hans varme ånde mod det følesomme ud, hun kunne dufte hans ånde. Der lød en svag brummen fra hoppen, en brummen der udtrykte hendes tilfredshed. Hun var yderst tilfreds med at være i nærheden af Djange igen, den let brogede hingst hun havde kær. Selvom det var forkert, det var mere end bare forkert at hun tillod sig at være nær med en vogter på den måde. Konsekvenserne ved det lod hun bevidst blive ignoreret. Det var ikke vigtigt for hende nu. Af og til smuttede det for hende og hun tænkte på hvad der kunne ske, for blot bagefter igen at fortrænge dem i sit indre.

Den let brogede hingst rykkede på sig, bag ud. Ind imod skovens mørke, skjult fra månens blege lys. Hans tegn om at hun skulle følge trop, var tydelige. Hans krop talte for ham. Med små trippende skridt trådte hun igen den brogede hingst nærmere, nærmere mørket. Nærmere skovens skygger, væk fra det blege lys der kunne afsløre hvor de var.
I sandhed var en del af det allerede afsløret. Det lå ikke skjult for skyggerne der boede i Myth, dem hun bar med sig. Dem der havde mærket hendes krop, sat sig i hendes skind hvor blodet havdet løbet, hendes øjne der nu var kul sorte. Skyggerne vidste det. Et faktum den næsten hvide hoppe stadig forsøgte at ignorer.

Den spraglede mule søgte imod Djanges pels, denne gang søgte den ikke hans mule, men hun rakte ud for at berører hans skuldre. Endnu trådte hun ham nærmere, hvis hun da kunne komme meget tættere på nu. Hendes hjerte pumpede ivrigt i hendes bryst. Havde det været muligt, havde Myth smeltet sig sammen med ham; blot for at være i et med den let brogede hingst.
Igen kom en svag brummen fra hende og der ved lod hun sin mule røre hans skulder. Lod den glide blidt op af hans man for næsten at dreje hoved helt om, blot for at se på ham, søge hans øjne.

Tilbage havde han trådt, og loyalt fulgte hun ham, alt imens feminine brummende lyde understrege hoppens behag; som Djange kun kunne gengælde. Nærmere og nærmere kom hun fortsat, alt imens hans hjerte bankede hurtigere og mere ivrigt! Hun søgte ham, men ikke hans mule; og let hingstet knejste han kort i nakken, hvorpå han lod sin hals hvælve i en smuk ædel bue og derpå lod det kønne maskerede hoved strækkes lidt frem, som hendes krop nærmere sig. Han mærkede hvordan hendes mule søgte hans skulder, og hendes skulder og krop var derpå ude for hans fremstrakte hoved. Stille lod han sit hoved nærmest ligges ind til hendes hvide pels, hvorpå hans kæbe var udenfor hendes skulder; og hans let sænkede hoved lå ind til hendes krop og pels, umiddelbart bag hendes skulder. Næsten kælen havde han trygget hovedet let ind til hende, mens hans øre lettere sagligt havde set ud, selvom de endnu var tilbagevendte.

Han mærkede dog straks hendes akt af mule der strøg op langs hans hals; og af ren refleks hejste han sit hoved fra hendes krop og spændte let op. Men ikke som en anspændt hest, nærmere en nydende strækning af halsen, mens hendes mule fortsatte op af hans hals i en bevægelse med hans egen. Berøringen stoppede, og selv skævede han ud af øjenkrogen hvordan de kuld sorte øjne søgte hans. Hæst lød en hingstet og let tilfreds brummen, bag den ellers tonløse lyd han altid bar; før han i et små kådt, men kontrolleret nik, drejede hovedet let imod hendes mule der mere eller mindre var ude for rækkevidde, som hun havde vendt hovedet imod hans. Svagt nappede han roligt i samme bevægelse, mens en let gnist slog sig i hans krystalblå øjne.

Stilheden den formemede sig i mørket, den evige stilhed hvor ingen ord brød. De behøvede ingen ord, de behøvede ikke tale. Deres kroppe talte for sig selv, også selvom ingen af dem havde det mest tydelige kropssprog. Myths øre lå stadig imod nakken, ikke trykket fladt ned; de lå blot altid der. Musklerne under den hvide skind var let spændte, aldrig slappede hun helt af. Alligevel talte hun på sin måde. Sin egen lidt bizar måde. Det samme for Djange vedkommende.

Hun mærkede hans hoved imod hende, kælent havde han ladet det glide op af hende, og den eneste reaktion hun kom med var blot endnu et brum. Hun nød at være sammen med ham, på denne nære måde. Berøringerne, hun kunne lide dem. For første gang havde hun ikke noget imod fysisk kontakt med et andet levende væsen. Hun tillod ham, som han tillod hende.

Hendes mule søgte let imod hans, selvom hun ikke kunne nå, hun pustede ud og brummede igen. De kul sorte øjne, der forsat var tomme for følelser, begravede hun i hans blå. Søgte i dybet, hun fandt så betagende. De mandelformede øre vippede sig en anelse frem imod ham, men stoppede halvvejs, som sad de fast der.
Små hoppede lyde kom svagt fra hende, næsten lydløst, som forsøgte hun at tydelige gøre endnu mere at hun nød hans nærvær. Mulen lod hun nu sætte hendes mod hans hals, tæt ved nakken. Blidt puffede hun let til ham.

Nærheden med denne hoppe havde været noget han måtte erkende at have ønsket højt i en længere tid. At han nu rent faktisk stod her, med hende; den næsten hvide hoppe, og tilmed nød hendes nærhed, samt kunne have svoret på at hun også nød hans, var i sandhed fantastisk. Næsten et mirakel, og uopnåeligt. Deres baggrunde og i sandhed det at de begav sig på lige denne Ø i nat, gjorde dette endnu mere surrealistisk, men samtidig også mere spændende og udfordrende for den muskuløse hingst. Begge vidste de nok godt at alle ods var, og i lang tid, måske for evigt, ville være imod dem; men noget brændte bare stærkere end ære og love.

Han lyttede til hendes brummen, hendes lyde; mens han eget hårde hjerteslag nu og da overdøvede hendes rolige og tilfredse lyde. Stille mærkede han et puf fra hendes mule mod hans nakke, efter at deres dybere øjenkontakt mere eller mindre havde været brudt da han selv vendte hovedet lidt frem igen. Hans øre vippede lettere kildent på sig da først hendes spraglede mule havde puffet ham, og blidt havde han atter lagt hans mule let over hendes krop som før. Han nippede blidt til hendes skind, en anelse hingstet og hældende til opstemte takter, men alligevel så forsigtigt og blidt, med den lyserøde mule. Selv brummede han, og et par små trippende skridt udgjorde at han nærmede sig lidt yderligere hende og hendes krop; han kunne bare ikke komme tæt nok på. Hans skulder stod snart varmende op mod hendes, og kildrende og blidt lod han sin egen mule nusse hende over rygraden, i aende og glidende bevægelser, som hele tiden blev gentaget strygende fra hendes skulder ned til midten af ryggen, og forfra kærtegnene igen.

De mandelformede øre vippede en anelse frem, eller det blev forsøgt at gøre, i stedet endte de et sted midt imellem, en anelse ud til siderne. Hun lyttede mest til Djange, hans brummen, hans hjerteslag, åndedrag. Hvis hun havde haft muligheden havde hun kun lyttet til ham, og lukket alt ude. Dette var dog ikke muligheden for den næsten hvide hoppe. Hun var på vagt, egentlig behøvede hun ikke være det, hun havde skyggerne til at fortælle hende det, fortælle hvem der kom, hvem der var i nærheden; problemet var at lige netop dem; sine brødre, skyggerne, de, dem alle de var truslen lige nu. Hvis nogen dukkede op..

Myth lod igen sine tanker blive ignoreret og lod sig i stedet falde lidt til ro, bare en smule, imens hun blot nød Djanges nærvær. Denne fysiske kontakt. Hendes puf blev blidt til et mere for efter efter at blive en nussen ved oppe under hans man. Forsigtigt nippede hun til hans brune skind.
Hun mærkede ham imod hende, de stod tæt. Kunne de komme tættere? Stod det til Myth kunne de sagtens, og hun forsøgte at bevæge sig med trippende bevægelser endnu tættere på.

En særlig brummen slap fra den næsten hvide hoppe da hans mule nu kørte ned af hendes rygrad, behag. Et lille doven slap med den lyse halen blev slået og atter et brum slap igen fra hoppen. I en kælen gestus gned hun sit kantede lyse hoved op af Djanges hals, og nippede forsat lidt til ham.

De var tætte, nære, urørlige! Sådan føltes det i hvert fald, psykisk; og vel og mærke nu også fysisk. Selvom de nok begge godt vidste at de bestemt ikke var sikre sammen, og da slet ikke på denne Ø. Det kunne i princippet kun være spørgsmål om tid før et udstyreligt ravnerok, indeni den næsten hvide skyggehoppe, ville bryde løs. For ikke at nævne eventuelle andre skyggeheste på denne Ø, hendes klan. Ville de først vise sig, ville omsorg og kærtegn overfor den brogede vogter hingst, være det sidste hun ville skulle udvise. Nej nærmere, ville kun nok være føle sig presset til at nedlægge ham, som et andet bytte. Ingen ville kunne hjælpe ham her, for ingen vogter var dumdristig nok til at sætte sine hove på denne Ø, for så sølle et erindre. Et erindre som Djange så kort og klart omtalte; kærlighed.

De kunne nærmest ikke komme tættere, og så alligevel. Let havde den muskuløse hingsts øre langsomt fundet sted rettere ude til siderne, frem for tilbagevendte; som slækkede han på det, alt imens nydelse og tilfredsstillelse fyldte hans krop og sind. Hun trippede, og det var som om de holdte hinandens vægt så nært de stod hinanden, alt imens hun atter gav lyd for denne behag, som de mest af alt begge følte. Hendes hoved der gned sig ind til ham, efter hendes flere gentagende blide puf, udgjorde en dybere og hæsere hingstet brummen. Han udsendte et dæmpet fnys, men helt igennem af behag, før hans mulen søgte mere over på modsatte side af hvor han selv stod i forhold til hende. Mens han fortsatte sine nussende bevægelser; nu med halsen lagt over hendes skulder og ryg. Han tog sig selv i at spænde lidt i halsen, for nærmest at trække hende endnu nærmere, knuge hendes krop, hendes jeg og sjæl. Bare hende, alt imens hans mørke hale selv svingede lidt fra side til side, roligt og næsten usynligt. Nærmest i en form af utålmodighed, utålmodigheden og grådigheden af at få hendes nærmere. Endnu nærmere.

Der skete mangen ting indeni Myth, hendes tanker, deres tanker- men også hendes følelser. De rørte på sig, alt inde i hende rørte på sig. Det var svært, når kaotisk at finde rundt. Den næsten helt hvide hoppe havde brugt mange dage på at vende sig til dette, og endnu var hun ikke helt bekendt med det. Specielt sådan som det hele gik amok når hun var i nærheden af Djange. Hendes følelser eksploderet, og det samme gjorde stemmerne. Splittet i to. Splittet for sin kærlighed for den let brogede hingst og den kærlighed og troskab hun havde for skyggerne, for herren.

Da Djange knugede hende til sig trykkede hun sig endnu mere end til ham. Lod sit hoved hvile mod ham, mod det brune skind. hun kunne mærke hans varme, høre hans hjerte slå. Selv slog hendes hjerte hurtigt, og hendes åndedrag begyndte at følge sammen tempo. En urolighed, af iver efter at komme nærmere, at være denne hingst tæt.
Sårbar heden var der, hun var blottet for ham. Følelsen var underlig. Hun kunne ikke stille noget op imod den. Hun havde ikke lyst til at lukke af for ham, hun havde brug for ham. Undværer ham kunne hun ikke. Det var forsøgt, den dag hun vendte ham ryggen i bjergende; den dag de tog hver sin sti. Selvom alt var imod dem, kunne hun ikke. End ikke for at beskytte ham. Egoistisk? En del!

Kærligt nussede hun ham forsigtigt med den spraglede mule. Hun kæmpede med at holde tankerne i trit, men også imod alle de underlige følelser hun havde. Hun ville give sig hen til nuet. Det var dog nær som umuligt, men hun prøvede; og det lykkes hende ret godt.
Med en brummene lyd nippede hun blidt til den let brogede hingst og puffede lidt til ham. Igen.

Selvom den brogede hingst havde fået et klart indtryk at hoppen i sig selv nærmest bar på kulde, frem for varme, følte han nu alligevel en vis varme fra hendes krop. Han kunne mærke hende, de små trækninger i hver en muskel som hun foretog sig, mens hans hals knugende og nu omsorgsfuldt lå betryggende over hendes ryg. Han kunne høre, føle, hendes hjertebanken, der til tider slog hårdt og hurtigt. Hans ører vippede en smule tilbage i nakken ved dette, men mest grundet den tanke om hvad der ellers pumpede rundt i hendes indre krop, hendes hjerte, hendes blod, hendes legemer; hendes sind? Tanken gøs i ham, mens han alt i alt ønskede at skubbe denne tanke fuldkommen væk og ud af hovedet på sig selv. Det var ikke det værd. Bestemt ikke…

Han mærkede et par blide puf, og roligt løftede han lidt af sin ellers blide vægt over hendes ryg, lidt. Han drejede hovedet imod hendes hals og hvorpå hendes hoved befandt sig ovre omkring hans skulder og krop. De krystalblå øjne var kolde og tomme, men alligevel sagde de så meget lige nu, i denne stilhed der varmhjertet omfavnede de to sjæle. Han søgte hendes sorte og blanke øjne, alt imens han blidt søgte sin lyserøde mule i hendes lyse man, der bestemt havde fået mere pragt siden deres veje havde skiltes dengang i bjergende. Han nærmest begravede mulen og nippede let til et par totter, mens han roligt indsnusede hendes dejlige duft. Dovent svingede hans hale let, før han en knejste let i den hvælvede hals; hvorpå han blidt kørte mulen lidt længere op af hendes hals i manen, før den atter kærtegnene gled ned igen. Brunsten tirrede ej så meget lige i disse sekunder; men dette stoppede ikke hans bankende hjerte og passion for hoppen og hendes nærhed.