Ægte kærlighed vil trodse enhver fare..

En brummen slap igen fra den hvide hoppe, eller næsten hvide. Kun den spraglede mule, de grå pletter ved hendes ben; og selvfølgelig hendes mærke der løb over skulderen på hende, der gjorde hun ikke var helt hvid. Hun nød sammenværet med den let brogede hingst, og lagde ikke meget skjul på hun nød det. Myth var nu ganske sikker på hun ikke behøvede gøre udtryk for det på den måde, med lyde eller noget. Hun var næsten så sikker på at Djange vidste han var mere en velkommen. I hvert fald fra hendes side af, der var nogle skygger der ikke var helt enige i hendes holdning. Lige frem var der stykker der var meget uenige og ville mest af hende til at efterlade ham eller tilkalde nogen til at hjælpe med at udrydde ham. Andre kunne se en listig plan i dette. Myth ignorerede dem så godt som muligt.

Dovent slog den næsten hvide hoppe et par slag med halen og brummede igen af behag da Djanges mule gled igennem hendes fyldige man, hen over halsen. Myth havde taget den manglede vægt på, det hun før havde manglet havde sat sig igen pænt om hendes krop og hun så ikke længere syg og udhungret ud. Alt i alt havde den næsten hvide hoppe aldrig haft det bedre. Heller ej selvom hun var splittet nu. Splittet i to, for hver en kærlighed. Hun elskede to modsætninger. Dette ville aldrig kunne holde i længden, det vidste hun godt. Men hid til kunne det ignoreres,
Hans ånde kunne hun mørke imod sit blege skind, den var varm og behagelig. Hun nussede forsigtigt, men kærligt Djanges skuldre let. og flyttede sig et par skridt længere frem for bedre at kunne nå ham. Hendes mule gled op imod starten af hans man, lige før ryggen begyndte nussede hun ham nu.

Hvor længe ville de have tilbage denne aften, før eller siden måtte der dukke nogen op, eller nogen ville høre dem. Eller høre Myth, for selvom de var stille, og stod i læ i mørket, var det ikke helt så hemmeligt holdt som de kunne have håbet på.
De sorte øjne søgte Djanges blå, hun så i dem. Hendes kul sorte øjne var tomme, ingen følelser var at se, alligevel kunne en svag gnist et sted i det fjerne skimtes. Svagt, for de kulsorte øjne tillod det ikke slippe ud.

Af ren og skær behag løden sagte brummen ret så dæmpet fra den muskuløse hingst. Hendes spraglede mule på hans skind, over hans pels, var helt igennem betryggende. Til trods for der ingen tryghed var at finde for de to sjæle. Slet ikke her, og slet ikke sammen! Alligevel fornemmede han hvordan hendes ånde var kold; hvilket fik ham til at gyse svagt. Noget så svagt at det hverken var at se eller mærke som sådan. Måske hun alligevel ville kunne føle dette i hans skind, de bitte små trækninger han gjorde sig. Dog ville hun på den anden side ikke være i tvivl om at han nød dette uanset kulde eller varme, for det var hende; og ikke bare hvilken som helst.

Deres øjne mødtes, og for første gang, i al den tid Djange havde kendt til denne hoppe, syntes han at se noget. En gnist? Det stod alligevel så uklart i de intetsigende sorte øjne hun bar, hvilket fik ham til at fundere over om det måske bare var noget han havde forestillet sig. Måske noget han underbevidst havde håbet at se og opleve, at denne gnist aldrig havde været der? Tanken indtog stille hans sind, og alligevel slap han ikke den intense kontakt de nu kunne have, når først de lod deres blikke finde hvile i hinandens. Langsomt fik han dog skubbet tanket ud, alt imens han forsøgte overdøve denne sølle gruble om at heldig han havde lov at være.

Men de urolige tanker havde allerede taget en smule over, hvilket fik ham til at skæve en anelse ud imod den åbne eng; hvor det evigt blege måneskind lyste og blegnede den mørke eng. Noget i ham sagde at de havde stået her for længe? Der var ved at blive farligt… og måske ikke? Men en fornemmelse nagede ham dog. Hans ører trykkede sig en anelse i nakken, af ren og skær start på utryghed; forsigtighed og vagt, før han stille trådte let til siden for derpå at søge hendes front umiddelbart mere medhans egen. Han brød deres tæthed, og pludselig følte han sig sårbar! Når han ikke stod tæt med sin næsten hvide hoppe.

”Skyggehoppe, før mig til et sted, hvor du kan skjule mig.”
Hans stemme var hæs og intens, mens hans ord var tonløse. Nærmest som spillede han skuespil, for eventuelle seere? Han kunne ikke vide sig sikker, og mest a alt håbede han på at hun forstod hans opstillede ord, som dog var ærlige og meningsfulde i sig selv, trods ordvalgende. Han ønskede hende at hun ledte ham væk, ikke langt; men lige akkurat her, med udsyn til engen – var måske ikke så skjult et sted endda. Han opførte sig langt mere flirtende og hingstet end den næsten hvide hoppe nogensinde nok havde oplevet før, at han kunne, alt imens han knejste i nakken og indgående søgte hendes mule, mens han ikke veg øjenkontakten, da hans talte sine ord.

Det var ikke fordi den næsten hvide hoppe ikke ville lade ham se ind i hendes sjæl, eller det der var tilbage af hendes, den del der ikke delte sig med skyggerne. Siden den sorte hinde af skygger var lagt over hendes øjne havde de murer hun førhen havde sat op, blevet lagt naturligt, kun af og til svagt ville der kunne skimtes liv i de kulsorte pupil løse øjne. En ulempe, men også en lempe. For den næsten hvide hoppe behøvede ikke fokusere meget på sine barrikader mere, de var mere naturlagt over hende. hendes normale tomme og følelsesløse blik holdt andre på afstand, lukkede dem ude fra hendes sind. Problemet var mere, at nu kunne ikke lukke nogen ind på samme måde.

Et blidt puf kom fra Myth, imod Djanges mule. Hun ved ikke om han nogen sinde ville kunne forstå dette, forstå at det ikke kun var hende, men mange flere. Nærmest tusinde. Den næsten hvide hoppe havde ikke styr på hvor mange de var, hvem de præcis var; men de var en del af hende, som hun var en del af dem. De var ét, men også hver for sig.
Det sværeste var kun den del at Djange var vogter. Havde han ikke været, havde han ikke mødt dette lys, kunne skyggerne have været lige glade med ham. Det var de bare ikke, en stor del af dem hadede ham, for ikke at sige alle.

Det kantede hoved blev løftet da Djange flyttede sig, helt brat. Som havde denne tæthed ikke været der. Den næsten hvide hoppe vidste der ingen var, alligevel ville hun være på vagt. Hvis der lå nogen og lurrede i skyggerne, i mørket. Der var ingen andre end dem. Ikke lige nu.
Det ene mandelformede øre blev vippet frem, halvt, da Djange talte. Skyggehoppe det sad fast i hendes hoved, først tog hun det som en fornærmelse da det kom fra Djange. Hvor efter hun tog det som det var. Hun var en skygge, hun kunne lide det. Selv komplikationerne ved nærværet med den let brogede hingst.
Øret røg bagud igen og hun nikkede sammentykkende. Den næsten hvide hoppe vidste der ikke var nogen steder på øen her hun kunne holde ham skjult, men ved at flytte sig længere væk fra vulkanen jo mere sikkert var det.
Den næsten hvide hoppe gik forbi Djange, hun lod sig ikke gå uden om, men lod siden glide op af hans bringe da hun bevægede sig længere ind i skoven. Hun slog et par slag med den lyse hale og slog kort blikket bagud for at se om den let brogede Djange fulgte med.

Det var tilmed brat hun havde reagerede da først han havde brudt kontakten; derpå fortrød han det en smule, selv fordi han følte sig nøgen nu, sårbar og udsat. Men når alt kom til alt, havde det måske alligevel ikke været en dårlig idé. Hans tiltalen kunne have lydt stødende, arrogant, til trods for den ingen af delene var. I hvert fald havde dette ikke været hensigten. Det slog ham dog om hun havde taget det som en fornærmelse, da hun intet sagde. På den anden side kunne hun lige så vel spille med, i det lille skuespil han selv havde startet for sig selv, af ren og skær sikkerhed hvis nogen da overvågede dem? Ikke han at selv troede dette… men bund ærligt, vidste han det ikke. Ikke på denne Ø.

Det var rettere straks den næsten hvide hoppe tog styringen, og hendes smukke krop lod hun smøge sig blidt op af ham for en stund; mens hun blot forbi passerede ham. Om dette var hendes hensigt eller ej, så hans egne krystalblå øjne en dansende smuk overlegen sjæl, der selvsikkert drog forbi ham og videre imod det tættere skov. Han måtte erkende hun pludselig spillede med nogle andre kort, nogle kort der var langt mere forførende i hans øjne; alt imens hun dér satte prikken over i’et. Jovist var de intetsigende, jovist var de kuldsorte og blanke; men det blik der blev sendt bagud, nærmest gjorde kur på ham og alt hvad han selv ønskede at styre.

Næsten imod hans egen vilje og stolthed, hvælvede hans nakke smukt og hingstet da han sænkede hovedet; og derpå dansende trippede i en gyngende bevægelse af langsomme og dansende skridt efter hende. Selv veg han hovedet en anelse hingstet og hejste halen let fyrrigt, samt udgjorde et kort fnys; mest af alt fordi han ikke kunne forstå at dette skete, at hun sådan kunne styre ham. Så let… På den anden side, fandt han det alligevel så naturligt. Om hun vidste det eller ej, så var han faldet. Hårdt endda. Han var hendes nu, det var han.

Det vakte vel en fryd i den næsten hvide hoppe at se Djange te som han gjorde nu. Hans fyrrige side blev vidst frem fra den bedste vinkel. Han brummede let og satte frem i en let trav, næsten helt lydløst bevægede hun sig hen over den bløde skovbund dybere ind i skoven. Væk fra månens blege lys, og længere væk fra vulkanen.
Siden den næsten helt hvide hoppe havde fået livet tilbage igennem skyggerne, vidste hun mere og mere nye sider af sig selv. Sider hun endnu ikke helt var forenet med endnu. Den mere feminine side, sådan en havde hun, også selvom det ikke var den hun vidste mest af. Selvom hun var af tungere bygning og ikke havde helt så lange ben som mange andre, forstod den næsten hvide hoppe at danse; når hun ville. Den lyse hale svang sig bag hendes bagparti i det hun smøg sig frem imellem træerne.
Myth søgte skovens midte, hvor tætheden i skoven ville hindre lyset fra månen af nå ind. Der ville være mørkt. Lukket til, men det mest tænkelige sted hun kunne komme i tanke om.

Djange fulgte med hende, hun var ikke i tvivl. Lyden af hans hovslag kunne hun tydeligt høre. Alligevel valgte hun at kaste et blik bagud igen, efter den let brogede hingst, igen brummede hun. Med en kaldende undertone.

Længere og længere væk drog de fra den blege eng, vulkanens varme og ulme skabninger; længere ind i mørke. Det var snarere til hans held at hun var lys af pels. Ikke så meget fordi mørket ikke skjulte hende, men hendes omrids og bevægelser bare langt tydeligere end hvis hun havde været en mørkglødet hest. Om hun dansede for ham eller ej, kunne han ikke helt beslutte sig for. Alligevel blev han provokeret, mens en mere opstemt stemning langsomt drog om sig hos ham. Hendes søde duft, blandet med brunsten der nu gik rent ind; som han fulgte hende i hendes lette og smøgende bevægelser mellem træerne. Iveren hev i ham, og da først hun atter kastede et blik tilbage på ham, var det af ren og skær kådhed han nu sparkede let ud med forbenene et par springende skridt. Nakken knejste og et hingstet fnys lød, mens hans hale piskede. Trangen til at komme hende nær nu, tilmed forsøge sig at springe op på hende, var tiltalende.

Men hans respekt og dyd afholdte ham, mens han blot fortsatte dansende i den travende bevægelse bag hende; fulgte trop, med al lyst. Som en kåd lille plag der lige har stødt på sin allerførste forelskelse.

Hvad der præcis fik den næsten hvide hoppe til at opføre sig som en hoppe, og lade den mere feminine side træde i kræft, var vel en blanding at brunsten gik hende en smule på, sinds mæssigt; men også den let brogede hingst der gjorde kåd til hende. Længslen efter at være ham nær.
Med en brummen flyttede Myth sig videre frem, imod mørket hun søgte. I mørket kunne hun ikke skjule sig, i hendes lyse skind ville næsten lyse op i mørket, men vigtigst af alt var at det var længere væk fra faren, og et sted de kunne formodentlig være alene.. eller næsten alene.

Dansende gik det frem, og af og til så Myth tilbage på den fyrrige Djange, der trippede afsted bag hende. Hun betragtede ham lidt, inden hun atter vendte blikket frem. Hun slog et slag med halen og sænkede det kantede hoved en anelse.
Dér, hun stoppede. Mørket havde fået lov at omsluge alt omkring dem, og næsten kunne Myth intet se. Træerne var næsten usynlige i mørket. Med en let bevægelse drejede hun forparten om mod Djange. De kul sorte øjne hvilede på ham; hun ventede på ham.

Atter holdte de øjenkontakten da hun endnu engang så tilbage på ham. Selv kunne han have mistænkt hende for næsten at betragte ham, såvel som han betragtede og direkte beundrede hendes skikkelse der banede stien for ham og hende. Hun slog et slag med halen, og en kort halvslugt og hingstet hvin lød da han kort smed bagparten let i vejret. Uden at sparke ud dog, men den mørke hale lettede da fyrrigt bag ham, før den atter fyldigt var let hævet bag ham i hans dansende travtrin efter hende. Brunsten duftede, lokkede; mens helheden af Deadly Myth tirrede ham nåde så grusomt. Hun sænkede hovedet en anelse, og det var næsten tryllebundet hans kolde og tomme blik kort tog sig selv i at fokusere udelukkende på hendes bagpart der dansede for ham.

Mørket omsluttede dem, som stilheden så oftest gjorde; og det var af snørklede stier hun fik små forspring. Dér stod hun så. Jovist havde han bemærket en kurs ændring foran ham, men at hun var stoppet og vendt rundt, slog ham først da han selv brat stoppede op – en smule glidende på bagbenene der kom længere ind under ham, ved de bremsende forben. Han udgjorde et kort fyrrigt fnys, af ren og skær behag og opstemning, før han hurtigt fandt alle fire ben plantet lige i jorden under ham. Han brummede hingstet, mens han uden tøven tog skridtende der var, helt hen til hende; hvorpå han lod sin lyserøde mule mødes med hendes. Atter fortsatte hans brummen lidt, dæmpet i ren og skær behag og tilfredsstillelse.

Med en let brummen tog hun imod Djange der meget brat fik stoppet op, da han nåede hende. Hun strækte mulen frem imod hans da han rakte ud efter hende. De mandelformede øre vippede en anelse fremad, hvor de stoppede et sted i midten. De nåede aldrig helt frem, det gjorde de yderst sjældent, det var som om de ikke kunne. Som havde de låst sig fast i en tilbage vendende stilling.
Myth tog et enkelt trippende skridt nærmere ham. Hun lod sin mule glide langs kæbe og videre mod hans hals, hvor efter hun gned sit hoved op af ham. Kælent. Halen slog stadig bag hende, dog mere dovent nu. En feminin brummen lød fra den næsten helt hvide hoppe i dag hun smøg sig hoved blidt op af ham.
Selvom turen fremad, ind i skoven og væk fra de mere udsatte områder havde været behageligt. Det at få rørt kroppen lidt, var hun glad for igen at kunne komme tæt på den let brogede hingst.

I en mere kælen bevægelse lod hun sig flytte mere op på siden af han, for at lade mulen glide hen over hans hals, mod hans skuldre. Gentog den tidligere position fra før de havde flyttet sig; dog med en lidt anden sindstemning.
Hun ignorere fuldt ud de stemmer og tanker der rungede i hendes hoved, i hendes indre. For netop nu ville hun ikke have nogen kommentar, eller blandende skygger. Hun jog dem ikke væk, hun lod dem blot råbe ad hinanden, uden at tage stilling til hvad de ville, eller ikke ville. Den næsten hvide hoppe havde sine egne tanker.
Igen lød en feminin brummen fra hende, og hun nussede Djange med kærlige bevægelser. Trykkede sig blidt op ad ham. Egentlig var hun næsten klar til at hugge tænderne i ham, hvis han ville flytte sig væk fra hende, forlade hende. Det var ikke tilladt for hans vedkommende lige nu.

Deres muler mødtes; den spraglede mod den lyserøde. Åndedraget fra den muskuløse brogede hingst var en anelse hurtigt og opstemt, og langsomt faldt det gradvis i hendes nærhed. Hendes brummen rørte noget i ham, mens han nærmest gengivende udgjorde sig en hingstet brummen derpå besvarende. Hans holdning var afslappet og hvilende, men alligevel tilpas opstemt med den knejste og hvælvede hals og den let løftede mørke hale. Som hendes mule fulgte hans ansigt og videre hen på hans hals hvorpå hun kælent gned sit kønne hoved op af ham, fik ham til at lukke de kolde og tomme øjne i for et for sekund.

Gengivende lod han sit eget hoved glides imod hendes hals også, et par kærtegnene og kælende gange. Han kunne ikke erindre hvornår han sidst havde opført sig kælent over for nogen anden sjæl. Ikke siden han blot var føl, kun næsten et helt år gammelt, hos sin moder. Han ville ikke sige at han behandlede den næsten hvide hoppe som hans moder, men kærligheden til hende og følelserne, var på samme høje niveau. Den ro der vagt e i hans krop når Deadly Myth var hos ham som nu, var noget han ærligt talt ikke havde troet nogen sinde skulle være noget han ville opleve igen.

Atter lød en hingstet og næsten forsigtig brummen da han stille puffede til hendes skulder og han lod et par kortvarige hingstede trippende skridt på stedet ske. Igen lod han hovedet gnide sig kærtegnene ind til hendes hals, før han pustede varm ånde roligt med mulen i hendes lyse man over hendes hals.

Alt hvad der skete imellem de to heste var ganske nyt for Myth, hun havde ingen erindring om nogen sinde at have følt noget lignende. Der var sket en masse uforklarlige ting for hende, i hendes indre, siden hun havde knyttet det første bånd til den let brogede hingst. Dette var havde fået lov at vokse, både i medgang; men også i modgangen. Den modgang der nu konstant ville blive mødt.

Den lyse hale blev slået med et par gange i nogle næsten hidsige slag. Der var ikke noget, eller nogle insekter at vifte væk. De hidsige slag skyldes ingen bestemt årsag, de kom bare afsted mindre dovent. En brummen lød fra hoppen igen, efter Djange havde udstødt sit hingstet brum. Hun understregede blot igen at hun nød hans kærlige berøringer. Den spraglede mule foresatte med at nusse Djange ved skulderen. Hun lukkede øjne, blot for at lukke af for den sans, ligge mere fokus på de andre sanser. Nyde berøringerne til fulde, lyden af hans vejrtrækning der blandede sig med lyden af hendes egen.

De kul sorte øjne blev åbnet igen da Djange puffede til hende, blidt imod hendes skuldre. Han trippede på stedet, næsten som kunne det have set ud som han bød op til dans. Myth brummede og lod kortvarrig sin mule berører hans kæbe, før han gned hoved op af hendes hals igen. Hans varme ånde kunne hun mørke i mod sin hals og atter lod hun en svag brummen slippe. De mandelformede øre vippede lidt frem ad igen, og som sædvanlig endte de et sted i midten. Hvor efter hun trippede lidt fremad.

Den intense stemning omkring dem, skærpede klart den utryghed der egentlig burde ligge hos de to sjæle. Denne erklærede lyse sjæl, i selskab med denne erklærede mørke sjæl. Alligevel var det ikke disse tanker der nagede eller buldrede hos den muskuløse hingst. Tvært imod. Hans hårdt bankende og levende hjerte, mindede ham udtrykkeligt om, slag for slag, hvorfor han stod her – med denne hoppe. Endnu.

Den kærlighed han selv følte hos hende, han frigav hende gennem disse kærende tegn, som hun gengældte. Hun kom ham nærmere, og de krystalblå øjne så søgende i hendes mørke. Meget mørke; næsten rædselsvækkende. Men alligevel, skræmte de ham ikke. Nærmere, forblindede ham. De stod efterhånden tæt, mens hans ører endnu lå lettere roligt hvilende tilbage. Han sukkede stille, i et form af næsten lydløst fnys, da han kærtegnende lod den lyserøde mule køres op langs hendes hals, fra skulderen til nakken næsten. Han indfandt et par små nap, prøvende og direkte kærtegnende, med en snart af drilleri. Lidt vækkende, mens han endnu følte en vis opstemmelse, på trods af den mere dæmpede og kærtegnende stemning der lå omkring dem.

Egoistisk, selvoptaget.. ja det var vel det de værd i sær var. De tænkte vel netop kun på sig selv, ikke på hinandens sikkerhed, eller på deres pligter. Det var i hvert fald langt fra noget der fyldte meget hos den næsten helt hvide hoppe i disse stunder.
Pligterne ville kalde den næste dag, denne aften ville hun blot være sig, alene. Eller næsten helt alene. Hun ville have Djanges selskab, næppe havde hun lyst til at slippe den let brogede hingst på noget givende tidspunkt. Derimod kunne skyggerne vel godt træde ind ved siden af, være i et andet rum. Blot se den anden vej i noget tid. Være helt stille.

Med et let bevægelse og et feminint brum, lod Myth sin spraglede mule glide kærtegnende hen over Djanges krop, det hun nu kunne når fra sin position ved hans skulder. De små ben trippede en anelse, og kun en svag knasende lyd under hendes hove afslørrede hendes bevægelser. Jorden var tør, det var den alle steder på denne ø. Belagt af aske og død. Kun få steder var der noget spiseligt at finde og træer der var nok i live endnu til at kunne skjule en.

Selvoptagede, egoistiske, uansvarlige. Det var lige præcis hvad de var. På den anden side, var der også mere end bare det. Der lå noget mere i det end blot denne beskrivelse. Noget mere mellem himmel og jord. Noget mere mellem himmel og jord… Ak ja, det kunne de begge skrive under på at der var. Ikke kun når man så på de to skabninger der nød hinandens selskab, ve og vel. Men ligeså deres begge nyligt udvikling.

Aldrig havde Djange troet at sådanne skulle kunne ske for ham. Men på den anden side havde han heller aldrig kunne drømme om at det også skulle kunne være en byrde for ham omkring hans private liv. Det var en tynd tråd de hang i, begge parter. Men de hang der sammen, og ville gribe hinanden hvis da uheldet skulle være ude. Eller… ville de?
Den let brogede hingst svor selv at han ville. Den næsten hvide hoppe var ham speciel, og havde egentlig altid været det på den ene eller anden led og kant. Sådan som det stod til nu, ville han ikke slippe. Næppe for noget i verden. Denne verden!

Han mærkede varmen der strømmede igennem ham for hver gang hun rørte ham, og roligt fortsatte han også sine berøringer. Han nippede let til hendes man, før han lettere kælent, og atter i en optakt, begyndte at gnide sit hoved let over hendes skulder og videre over det første af hendes ryg – som han nu lige kunne nå. Han brummede kort, dæmpet og hæst – hingstet, alt imens han selv trippede kort på stedet igen. Men langsomt og små dansende. De var heldige at træerne skyggede dem. Bare for denne stund, og kun lige hvad de kunne. Heldige var de. De havde hinanden. Deadly havde i hvert fald Djange.

Svært kumme det være, at forklare netop dette, disse følelser.. måske endda hele situationen. I hvert fald kunne det være meget svært, måske endda besværlig for den næsten hvide hoppe. Ikke blot fordi hun ikke helt forstod sig på det. I så mange år havde hun fortrængt næsten hver eneste følelse hun havde haft, alt blev konstant lagt bag lå i slå, gemt væk. Følelser gjorde en svag, udsatte en. Alligevel havde hun truffet en beslutning. En beslutning der måske kunne blive hendes død. Det var farligt.
Farligt. Et sted inde bag dybet, kunne hun lide denne fare. Djange var et adrenalin kick i sig selv. Dette udsatte forhold de var i færd med. Hvad ville det bringe? Ja, det ville nok være et perfekt spørgsmål, ikke et hvor man ville tænke over hvilke svar muligheder der var. Det nemmeste ville selv være, at en af dem forlod den sti de havde valgt. Problemet var bare at dette ikke var nogen mulighed. Det ville ændre alt.
dog var det sikkert; Det var farligt, forbudt, dumt og egoistisk, men Myth ville ikke ændre det nu. Hun var tilfreds med sine beslutninger. Hun fortrød ikke valget om at følge skyggerne, hun fortrød ikke valget om at tjene herren, og mest af alt hun fortrød ikke valget af at tilbringe de dybe stunder med den let brogede hingst.

En saglig brummen slap fra den næsten helt hvide hoppe, hun mærkede de kærlige berøringer fra Djange. Hun drog hver og en til sig. Måske forstod hun sig ikke på følelsen, den var fremmede, men hun kunne lide det. Hun kunne lide at mærke hvordan hjertet pumpede hidsigt i hendes bryst, hun kunne lide det kolde gys der løb igennem hendes krop, hun kunne lide hvordan hendes skind sitrede for hver berøring.
Den spraglede mule forsatte med at berøre den brogede hingst. Hun kærtegnede de spændte muskler. Et kærligt nap efter ham udgjorde hun, og gengældte hans dæmpet og hingstet brummen. Med en saglig bevægelse lod hun den lyse hale svirpe i små hidsige bevægelser efterfulgt af et par få trippende skridt fremad og en anelse tilbage, for derefter at lade den hvide krop kælent gnide sig op af Djange. Langsomt smøg hun sig rundt om ham, mens de sorte pupil løse øjne hvilede på ham med et fast i agtagende blik. Hun så på ham som et rovdyr ville se på sit bytte. Han var hendes bytte.