Ægte kærlighed vil trodse enhver fare..

Den let brogede hingst mærkede hvordan hoppen strøg ham over hans spændte hals, efter hans egentlig lettere kåde humør. Selvom natten var dunkle, og skoven ulm og dyster – var en stemning af tilfredsstillelse, kærtegn og opstemning alligevel på tale for hingsten. Han mærkede et nærmere kærtegnende nap over hans spændte hals, da kort efter hans egen mere hingstede brummen. Derpå smådansede hun foran ham, hvilket ikke gjorde hende hverken mindre uimodståelig eller smuk. Tvært imod.

Den smukke hvide hale, der gav skarp kontrast til deres omgivelser, understregede blot hendes lette brunst – som ellers havde blandet sig med hendes duft, siden han havde truffet hende her til aften. Eller rettere – fundet hende. Tydeligere blev den, og han måtte holde igen for at forblive stående pænt ved den næsten hvide hoppe. Dog lagde hun selv nærmere stemningen et lidt andet niveau, da hun trippede let frem og så tilbage, hvorpå Djange mærkede hvordan det sitrede og gjorde ved i ham, da først hun smøg sig op af ham. Hingstet undlod han atter en hæs og dæmpet brummen, mens han knejste i den muskuløse nakke, og lod den ellers danne en hvælvende bue, da han lod sin mule søge frem over hendes ryg. Men før han nåede at sænke mulen ned, svandt hun omkring ham, snigende og kredsende, som et rovdyr om sit bytte. Alt imens hans hoved, og tilhørende krystalblå øjne fulgte hende omkring sig. Betaget, beundrende, fanget.

Efter et par smygrende rundter om den brogede hingst, stoppede Myth atter igen op, hun stod med sin side ganske tæt op af Djanges. Forsat lod hun de kul sorte øjne hvile på Djange, stadig med et iagttagende blik. Hun lod næppe sin opmærksomhed flække et sekund fra ham. Det var heller ikke som så n nødvendighed for den næsten hvide hoppe at se sig omkring. Hun ville vide det på forhånd hvis nogen kom.

Kælent lod hun sin spraglede mule køre hen over den brune ryg, frem mod hans hals- manke, hvor hun lod blikket hvile på ham igen. Intens ventede hun på det næste træk.
Gentagende gange lod den næsten hvide hoppe sin hale piske rundt, vel og mærke var hun godt klar over at duften af brunst blev tydeligere, men for hende gjorde det ikke forskellen. Brunsten havde som så aldrig rigtig gået den næsten hvide hoppe på. End ikke nu, end ikke i det intime forhold hun nu havde fået med den let brogede hingst- som hun siden dag et havde haft et specielt forhold til.
Igen lød en kælen brummen fra hende, denne lyd udtrykte en del om hvilket humør den blege hoppe var i. Den kunne udtrykke mere end ord ville kunne for hende. Talens gave havde aldrig været på hendes side. Ord var ofte for hende overflødige og netop nu behøvede hun dem heller ikke.

Hans næsten hvide hoppe kredsede godt og vel et par runder, mens selv hendes skridt mod den døde og askebeklædte jord, lød forførende. Hun stoppede, og opmærksomt havde hans kolde og tomme øjne fulgt hende, og endnu så de i hendes. Døde og kolde, pupilløse øjne. Hun strøg ham over hans pels, og let dirrede det i hans skind, mens meget mere i hans indre skete. Stille gnistrede en snert af liv atter i de krystalblå øjne bag masken. Han trak vejret kort en gang dybt ind og langsomt åndede han ud. Nydelse var nærmest at høre bare i vejrtræningen, mens brunsten endnu pirrede ham. Hun pirrede ham!

Hendes brummen lød, og for en kort stund lukkede Djange øjnene i. Han elskede, det var et stort ord, men det gjorde han… han elskede virkelig den lyd. Når hun først lod sig brumme. Den feminine tone der lå i hendes tone, var som behagelig og blid, men alligevel med så vis en attitude der udstrålede at hun var sig selv, og ingen andre. Kun sig selv, nede på jorden.

Kort nikkede han lettere hingstet med en kortvarigt og hæs brummen, der dybt lød, hvoraf han så småtrippende hingstet trippede på stedet en gang, lettere opstemt. Før han vendte fronten imod hende, i form af et par elegante dansende trin omkring sig selv. Hans hals hvælvede sig snart smukt i en charmerende bue, mens hans øjne søgte hendes. Svagt var en varme pludselig at spore i dem, mens hans lyserøde mule søgte hendes spraglede, og en lettere hvinende hingstet lyd, der mest af alt blev halvkvalt lidt, lød fra hans mule der søgte hende – som derpå mundede ud i en dybere hingstet brummen. Atter trippede han et par skridt nærmere, mens han forholdte mulen samme sted, tæt ved hendes spraglede, så hans hals knejste mere og hans krop blev mere samlet og opspændt at se på.

Det ville være en løgn at sige, hvis man på stod at den næsten helt hvide skygge hoppe ikke nød denne dans. Ak hun ville danse med denne let brogede hingst til evig tid, hvis evigheden åbnede sig for dem. Hun ville forsætte deres tavse møder, hun ville danse for ham.. så længe muligheden bad sig; og endda måske længere end det.
De kolde, følesesforladte, sorte pupilløse øjne mødtes Djanges is blå øjne, hun så mange gange havde set dybt i. Trods ingen af dem havde vidst noget i de blikke de havde kunne sende hinanden, var der alligevel noget så fascinerede ved det. Det intense blik hvor øjenkontakten sjælden blev brudt, end næsten ikke af en blinken.
Sagligt brummede den næsten helt hvide hoppe, der var prydet af et skyggemærke- bleg som få. Hun nød opmærksomheden hun fik fra denne hingst, og trods for hun en gang havde ofret den eneste hun før havde haft kær, blot for at komme videre; hun var givet en chance mere, og hun tog den.
Kælent brummede hun igen, og lod sin spraglede mule møde Djanges lyse og bløde. Alt imens iagttog hun ham stadig, hendes bytte, hendes fangst- hun så hvordan han spændte mere op. Hun måtte indrømme synet fornøjede hende. Let forførende lod hun sin glide op langs hans kæbe, imod hans kind.

Stille lukkede den anspændte hingst sine øjne i, i samme glidende bevægelse som at den næsten hvide hoppe strøg sin spraglede mule op langs hans kæbe. Han åndede lysløst ud i en saglig form, der for en stund gav en dæmper på hans anspændthed. Da hun da nåede hans kæbe, var det med ét, næsten dramatisk, at de krystalblå stirrende øjne blev slået op. Direkte så de i hendes, meget direkte og næsten fastholdende, mens de intet sagde – til trods for nogle indre ord i hans hoved løb igennem ham. Næsten bedende var de, men ej ville hun høre det, for denne tavshed var dem begge så beundringsværdig.

Stillede blussede en varme kortvarigt op i hans blik igen, mens han selv nippede et par gange ud efter hende, hingstet. Selv blev han atter mere anspændt, og et par trippende dansende trin på stedet kom på tale; alt imens han nu trippede kort et par skridt tilbage, for derved at elegant træde lidt til siden og mere frem. Hvælvende var hans hals flot, mens hans mule søgte ned til hendes bringe, hvorpå han puffede indbydende; som bød han direkte op til dans. Han hejste hovedet hurtigt og højt, knejste let i nakken, før han startede sine trippende og dansende skridt igen – i en gyngende og elegant form. Hvoraf han nu drog ned langs hendes side, med mulen strejfende lige over hendes pels – lige præcis uden at berører hende – fra skulderen og hele vejen ned til hendes hale; hvor han udgjorde et hingstet halvkvalt hvin, mens han slog hingstet med hovedet, og drog et par skridt videre væk, for han vendte omkring elegant. Med piskende hale og en opspændt krop, og en opstemt stemning, hvoraf han afventede hende og hendes næste trin.

Intenst blev de kul sorte pupilløse øjne holdt fast da Djange spærrede øjne op. Stift så hun direkte i de krystal blå øjne. Ventede, ventede i dybet. Tavs forblev mørket, ingen lyde brød nattens tyste mørke. I stilheden kunne deres åndedræt høres, af og til i en urolig melodi. Myths indre var i brand. Ikke den ubehagelig smertende brænd, som når alt gør ondt. Dette var en hel anden form for ild. Den indre ild, gnisten havde udviklet sig.
Hans trippende trin, hans indbydelse til dans blev accepteret og let på tå trippede den næsten helt hvide. Hun trådte små skridt frem imod ham. Med en let bevægelse spændte Myth op i kroppen, lod sin krop forlade den altid afslappede tilstand den befandt sig, hun lod sig vise for ham.
Da hans mule kørte over hendes ryg, uden at røre, sitrede det i hele hendes krop endnu af behag. Det lille kantede hoved blev vendt imod den let brogede hingst, mens de sorte pupilløse øjne hvilede på ham, imod ham. Sagligt og feminint udgav den blege hoppe endnu en brummende lyd, og let viftede med den lyse hale. Et par trip igen lod hoppen sig danse på stedet, for atter at stå stille.

Sjældent havde Djange set den næsten hvide hoppe, som nu. Hun spændte pludselig mere op og slap sin afslappede holdning. Han fandt det betagende, og kort – for et splitsekund – havde et skævt og skjult smil over den lyserøde mule fundet sted. Men kun lige akkurat havde det vist sig så hurtigt som det atter forsvandt. Han havde nu aldrig set hende som den søde hoppe; nej tvært imod. Hun var ikke den typiske karakter der afspejlede det at være hoppe. Hun var langt mindre hjælpeløs end så mange andre, langt mindre provokerende – og meget mere sig selv. Hvilende i sig selv, mere eller mindre. Hun var cool og afslappet, ikke nær så hypet som mange af de hopper han havde stødt på gennem tiden.

Det var næsten at han kunne se hvor det sitrede i hoppens skind da han end ikke have berørt hende, hvoraf hendes brummende lyd atter lød. Sagligt. Hingstet strakte han selv mulen frem og lod den søge ned af, pegende imod hendes ben nærmest, på den afstand han nu var, før han udgjorde et mere eller mindre kådt fnys. Han havde nydt hendes dansende trin, og selv trippede han igen dansende et par skridt på stedet før han stoppede og hejste hovedet igen. Stille lød en indbydende hæs brummen, mens han spændte let op og egentlig blot gjorde sig lidt til for hende, før han selv trippede dansende et par skridt frem imod hende.

Selvom den næsten helt hvide hoppe yderst sjældent gjorde noget i at vise sig frem, så kunne det ske. Det kom af og til fra hendes side. Selvom den næsten helt hvide hoppe til dagligt virkede lige glad, afslappet og alt i alt virkede til ikke at have nogen meninger, så kunne hun godt være feminin, hun kunne sagtens vise sig fra den mere hoppede side der nu en gang fandtes i hende. For den var der. Hun brugte det netop nu. Hun følte sig kulret i selskab med Djange. De fleste ville nok mene det var brunsten, der spillede et puds; men nej. Det var langt mere intimt. Det var følelserne. Følelser hun havde brugt så mange år på at lære at foretrænge. Så længe havde hun gemt dem væk for sig selv, væk fra omverden. Følelsesløs havde hun længe set sig selv som, selvom det ikke var rigtigt. Ingen kunne være komplet følelsesløs, ikke så længe de var et levende organisme.
Det var nyt for den blege hoppe at vise det frem, eller mere blot lade det strømme i rundt i kroppen. Lade den varme stikkende fornemmelse i maven sprede sig til hvert et led i hendes krop. Det var fremmede for hende, og alligevel følte hun et stor tilpashed. Der imod var der noget andet inde i hende der skreg, tikkede om at få dette til at stoppe. Det var ikke hende i sig selv, det var mere end det. Skyggerne der boede i hendes indre, i hendes sind var ikke tilfreds med dette. Ikke helt. Nogen var mere med på det end andre, og der var andre i hende der skreg om at få lov at flå og rive Djange i stykker. En indre krig og en masse stemme der lige nu blev fuldstændig ignoreret. Selvom det ikke kunne lade sig gøre, ønskede Myth at være alene med Djange. I hvert fald så alene som det nu blev tilladt fra hendes side af.

Igen lyd den sagte brummende lyd fra den næsten helt hvide hoppe, hendes hoved var stadig vendt imod Djange og de pupilløse øjne så på ham. De afspejlede ikke meget. De var tomme, et skjold, et spejl. Før havde hendes øjne ikke åbnet sig op for andre, de havde været lukket helt af, men nu var det på en helt anden måde. Skyggerne havde sat sig på hendes øjne. Lavet denne hinde, hvor hendes eget blik næsten helt umuligt ville kunne trænge igennem. Alligevel- svagt, meget svagt ville et lille glimt kunne skimtes. Så svagt at man skulle kigge efter for at få øje på den. Et glimt af glæde og kærlighed.
Næppe kunne man sige den næsten helt hvide hoppe havde forstand på kærlighed, og at denne følelse var fremmede for hende, så var følelsen for et levende organisme ikke fremmede, og der ved fandtes den hos hende. Hun kunne mærke den, men hun kunne ikke beskrive den. Hun turde godt indrømme for sig selv, at hun nærmede stærke følelser for denne let brogede hingst- sågar påstå at hun ville kunne sige hun elskede ham- selvom hun ikke vidste præcis hvad dette ville sige.

Med lette bevægelser forsatte den lyse hale med at svirpe bag hende. Ikke hidsigt og heller ikke for at vifte fluer og andre indsigter væk. Det var mere på en tiltalende måde, lokkende måde. Hun ønskede Djange, hun ønskede ham tæt på. Hun ønskede at tilbringe flere stunder med ham. Stunder som disse og stunder som de havde haft før. Hun ønskede Djange.

Der stod hun, lige der foran ham. Hendes øjne søgte han jovist – det gjorde han altid. Alligevel fik han aldrig set ind i dem. Især efter hendes forvandling var det blevet en del sværere. De var sorte, som om skyggerne havde blakket dem ud med et lag af deres egne. Som en slør for skønheden der bag. Han huskede endnu tydeligt de dybt mørkebrune øjne hun egentlig ejede – men som det stod til nu, var det som om han kun kunne genspejle sine egne træk på masken deri. Så blanke så de ud, så de var helt til at genspejle sig i.

Det slog dog den let brogede hingst at noget mere end blot det blotte øje kunne se, skete. Var glæde, behag? Et glimt af mere end blot dette, en varm følelse fyldte hans egen krop – mens han mest af alt bildte sig ind at det var noget han bare forestillede sig, da hendes øjne jo var lukkede – blakkede af. Alligevel syntes han at kunne skimme noget. Bare noget. Noget der vakte noget i hans eget indre.

Han kunne have svoret på at hans dans var blevet afvist, da det fangede ham på ny, hvordan en ret så markant feminin aura prydede den næsten hvide hoppe. Uden ord, uden lyd; flakkede hans øjne nu fra hendes øjne og ned på hendes hale, hvorefter hans blik beundrede hende fra hov til ørespids. Hans ører var vendt bagud, lette og rolige – som de havde været en stor del af mødet. Direkte lokkende så hun ud, alt imens han på ingen måde tænkte nu. Det var kun følelserne der styrede ham. Rent faktisk levede han nu. Kun hans hjerte kunne han mærke hårdt banke imod sit bryst, før hans ører langsomt gled frem, og hovedet søgte frem. Halsen hvælvede, mens han endnu var opspændt og meget hingstet at se på. Frem trådte han, mens hans ører nærmest sagligt gled ud til hver deres side, alt imens han udstrålede det at forgude en anden sjæl. For obligatorisk fjende eller ej, så var det hvad han gjorde; forgudede hende. Han trådte roligt sine skridt frem, hvorpå han stoppede intenst tæt på hendes mule med hans – uden at rører hende det mindste. Det sitrede let i ham, mens han næsten selv holdte vejret for en kort stund og så hende i øjnene, med hans egne nu blottede krystalblå. Varme, kærlighed, liv – gnistrede svagt i dem. Men mere end nogensinde før.

Hendes hjerte- eller i hvert fald det hjerte der nu bankede i hendes bryst; lavet af skygger, uregelmæssigt. Hun var ikke nervøs, ikke bange. Alligevel synes hun ikke at kunne få kontrol over sit hjertes banken. Blev galoperede der ud af. Alligevel følte hun sig rolig. Hendes vejrtrækning var rolig, lavmeld. Jo nærmere han kom, jo mere synes hendes hjerte at banke. Hans lyse mule nærmede sig hendes spraglede. Hun søgte mod ham, langsomt, alt imens et svagt, meget svagt smil kunne skimtes på den spraglede mule. Det var et smil, men det kunne næsten se ud som om det gjorde ondt på hende at smile. Det varede kun for et stund før mundvigende gled ned på deres sædvanlige afslappede tilstand, og efterlod hendes kantede ansigt følelsesløst. Hun pustede ud, og selvom hun ikke frøs, og der ej var koldt; var hendes ånde kølig.
En dyb indånding tog den næsten hvide hoppe, og lod de dufte der var i luften trænge ind i hendes næsebor. Den rolige duft, den duft Djange bar nød hun. Duften af træerne og naturen trængte sig med ind, og alligevel soterede hun netop de dufte fra, blot for kun at stå tilbage med den velkendte duft af Djange.
De sorte øjne der før havde bare givet et glimt af liv fra sig, hvilede i Djanges krystal blå øjne. Hun søgte ind i dybet, dybt som det ukendte hav, lod hun sig glide mere ind i det fortryllede blik, og lod sig for forblinde i det, som hun havde gjort så mange gange før. Hun kunne ikke få nok af denne intense øjenkontakt. Denne gang var der noget nyt. I dybet af de krystal blå øjne kunne en gnist ses, svagt, og alligevel så tydeligt. Myth så det. Hun så varmen, hun så livet og denne varme følelse, der for en stund fik hendes utilregnelig hjerte til at slappe af for en stund.

Halen vippede svagt bag hende, hun lod den ikke helt ligge stille, hun lod den svirpe roligt, og ind imellem et hidsigt slag. Hun var ikke hidsig, hun var ikke sur, arrig. Hun var op spændt. En saglig brummen slap atter fra den næsten helt hvide hoppe, og hun lod nu sin mule røre hans med en let bevægelse.

Såvel som han selv åndede varm luft ud, så var hendes kølig. Hvilket også gang på gang mindede ham om hvor farligt dette egentlig var. Alligevel ignorerede han dette fuldstændig, som rørte det ham end ikke – og det gjorde det ikke. Ikke nu i selskab med hende. Det var kortvarigt, men sikkert, da han syntes han anede et smil på hendes spraglede mule. End ikke stort, eller frembrusende – men et smil var det. Tilmed havde det set anstrengt ud, som havde det været svært eller smertefuldt – men alligevel gav det et stik i Djange over dette. Selv blev hans blik en anelse koldere nu igen, ind til hun selv søgte hans mule med hendes spraglede.

Det var stille han brummede hingstet i en hæs form, mens hans øjne ikke slap hendes et split sekund. Næsten ikke engang bare for at blinke. Det var i samme øjeblik han pludselig følte sig skrøbelig, ikke at det som sådan sås. Men hans blik ændrede sig lidt, fra kulde og tomhed til en svag snert af sørgmodig; som man egentlig nok kun ville kunne se hvis man så rigtig godt efter. Han vidste godt selv hvorfor han følte sig sårbar, men ord var ligegyldige lige nu. Stilheden kærtegnede og omfavnede dem, de behøvede ikke ord. Men samtidig måtte han indrømme, at den situation han trak over sit eget hoved nu, havde han ikke været i før med hende. Ikke så kraftig.

Det nærmest kneb i hans mave, mens han stille sank en klump. Han vidste hun var den rigtige, det vidste han bare. Fra nu af, efter denne sårbarhed han følte; for først nu havde han skulle afholde sig selv fra ikke at åbne munden og fortælle det første der faldt ham ind. Nemlig at han elskede hende.

Blottet stod hun for ham, der var ikke meget der ikke allerede var blevet vist, følt. Sårbar og alligevel tryk. Inderst inde vidste Myth dette var forkert. Ikke kun for hende, men også for ham. Dette var farligt, forbudt. Alligevel kunne den næsten hvide hoppe ikke få sig selv til at stoppe, ikke nu. Det var forsent. Følelserne havde taget over, de havde taget over netop som hun befandt sig hos den let brogede hingst, som hun havde kær. Hun gav mere og mere efter for følelserne, blot for at vide når deres møde måtte bryde, og de igen måtte gå hver for sit, var hun nød til at få det under kontrol igen.
Dumdristig og naiv. Følelserne hæmmede hende. De gjorde det umuligt for hende at vende om. Hun ønskede ikke at vende om, lade som ingen ting. Der var truffet en beslutning, og det var ikke kun hende. De var gået ind til noget, der på så mange måder var forkert- og alligevel så rigtigt.

Havde det ikke været for den intense øjenkontakt de to havde, havde Myth ikke opfanget det korte skimt i hans øjne der vidste en snært af sørgmodigehed. Det rørte hende dybt, et sted i det indre. Hun vidste godt hvad det betød, sørgmodigeheden hun havde fået et svagt glimt af i Djanges krystalblå øjne, var den samme der af og til ramte hende.
Kærligt men let strøg hun sin spraglede mule blidt op af hans, hvorefter hun igen udgav en saglig brummen.
Der kom ingen ord, det havde der ikke gjort i lang tid. Det var sjældent de to talte. Ingen lyde, ikke udover de konstante brummende lyde hun udgjorde af saglighed og hans hingstede.
Hun lod sin mule søge lidt fra ham, for blot at iagttage ham mere. Hendes sorte øjne betragtede den let brogede hingst intens. Ikke et sted blev undladet.
Hun lod sig trippe let på stedet, for der efter at trippe lidt imod ham. Den lyse hale viftede stadig bag hende. De mandelformede øre der ellers normalt lå afslappet vendt bagud rykkede lidt på sig, de vippede frem imod Djange i det hun igen brummede, mere direkte til ham, mere forførende. Hendes spraglede mule søgte igen imod ham.

Det var som om hun lyttede ned indeni hans hoved da hendes spraglede mule strøg hans. Han lukkede kort øjnene i, hvorefter han atter spærrede dem op – på ny kolde og tomme, uden en snert af noget som helst derudover. Det sitrede stille i ham ved hendes berøring; før der pludselig herefter skete noget. Hun småtrippede lidt, og hendes ører rykkede nu på sig. Det var som om trygheden pludselig ramte ham, alt imens han ville have haft smilet, hvis ikke hun derpå også nu rykkede lidt tættere.

Den lyse hale der gang på gang svingede brunsten videre ud omkring dem, og gerne direkte i hans egne næseborer; opstemte ham fortsat. Alligevel vidste han at det aldrig i hans liv kunne falde ham ind at lade instinkterne tage skridtet videre, hvis hoppen ikke gjorde tegn til at få lov. Hendes saglige brummen var pludselig mere direkte henvendt, og selv lod han nu sine egne ører glide frem, selvom det virkede fremmed, føltes det alligevel trygt i hendes selskab. Han søgte roligt hendes mule med hans da hun indbød til dette. Selvom hans holdning var spændt, hingstet og knejsende, lød hans brummen nu mere rolig – intens. Direkte kærtegnende presse han lidt mulen imod hendes spraglede, mens et par gnister atter opstod i hans øjne. Stille nippe han let drillende til hendes mule, før han fnøs ud næsten lydløst – lettere hingstet.

Gnisten i hans øjne kom hyppigere nu, end nogensinde før, han lod hende se mere end han havde gjort var de mange forrige møder de havde haft. Dette gjorde bestemt ikke den næsten helt hvide hoppe noget. Han lukkede hende langsomt ind, som hun gjorde ved ham. ALligevel.. murene var der stadig. Næppe ville de nogen sinde falde helt. Alligevel havde den næsten hvide hoppe blottet sig så meget, at hun umuligt ville kunne blive mere sårbar over for ham.

Nærmere trippede hun igen, blot for at komme hingsten helt nær. Hun lod sit kantede lyse hoved gnide sig helt imod hans hals. Først her nappede hun lidt igen, dog knap så drillende, mere kærligt. Hun lod sig gnide op af den let brogede hingst, blot for at indfylde ham i duften af hende, og der ved også duften af brunst. Dette var vel en form for at pisse territorium af. Kærligt gentog hun et par nap til hans brune skind, for igen at lade det kantede hoved gnide sig op af ham. En saglig brummen havde gentagende lidt fra hende. Hun lod den lyse hale svirpe let over på ham, i det hun stadig ikke havde ladt den få lov at hænge stille bag sig.

Han mærkede hvordan det fine og kantede hoved gned sig helt kærligt op af hans muskuløse, og lige nu spændte, hals. Endnu slog det ham hvor heldig han egentlig var. Han huskede tydeligt deres første møde, hvor de bare klingede – eller rettere; begge blot indtog stilheden. Ikke hver for sig, men sammen. Selv den gang nød han stilheden, som han gjorde nu; til trods for det var på et langt mere intimt niveau nu. Den gang han havde truffet den næsten hvide hoppe for første gang, havde han endnu været tilhørende en anden sjæl. Den lille sorte.

Det var hurtigt tankerne svandt ud i u-koncentration omkring lige dem, da hoppen fortsat gned sig op af ham. Han brummede lettere hingstet, mens brunsten gik rent ind hos ham. Hun tirrede ham, det gjorde hun virkelig – og det vidste hun. Kort trippede han dansende på stedet, lettere hingstet og opstemt, før han atter stod stille. Hendes nap havde fået hans skind til at sitre, mens hans indre boblede af iver og samtidig glæde og nydelse.

Først da hendes hale blev svirpet let op på ham, kunne han ikke afholde sig selv fra at flehme for en stund. Hendes duft blandet med den friske brunst, var svær at modstå – selv for ham. Alligevel knejste han atter og søgte sin mule imod hendes bagpart og ryg, for at nippe til hende – blidt, alt imens at forsøgte at stå pænt.