Ægte kærlighed vil trodse enhver fare..

Deadly Myth, det fulde navn på den næsten helt hvide hoppe, brummede sagligt og velfornøjet over Djanges blide nap. De stod hinanden tæt, hvilket de ikke havde gjort før, i hvert fald ikke på denne måde. Ikke på den intime måde som de gjorde nu. De havde begge foretrukket en hvis afstand. Ingen skulle komme alt for tæt på- ikke uden at blive inviteret i hvert fald. Alligevel stod de to lukkede sjæle så tæt på hinanden nu. Tæt på mere end flot et fysisk plan.
Myth slog halen en smule mere til den ene side, da hans mule nærmede hendes bagpart. Det sitrede i hendes blege skind; på en god måde. kuldegysningerne gøs sig over hendes krop, alt imens den brændende fornemmelse inden i blot blev mere intens. Sagligt blev de mandelformede øre vippet en anelse mere ud til siden.

Det var som om de to sjæle nåede et helt nyt trin på deres stige, af dette forhold. For den brogede Djange gik det i hvert fald op for ham hvor tæt de egentlig stod, samt hvor intenst det nu egentlig var blevet. Især hendes hale der pludselig gled lidt til den ene side over hans berøring over bagparten, sagde mere end ord ville! For ham var det en indbydelse, en accept, en tryghed overfor ham. Det sitrede i ham, mens eksplosioner af en smerte han alligevel nød så inderlig, for op i hans indre. Forsigtigt lod han sin mule forblive ved hendes bagpart – han ville intet skynde, samt intet skræmme væk. Han nød dette, til trods for det hingstede instinkt af opstemmelse plagede hans fornuft.

Hendes øre blev mere sagligt ud til siden, og nærmest beroligende og lovende lod han sig brumme dæmpet, hingstet jovist, men langt mere beroligende for ligesom også at fortælle hende at han kun var her for at ville passe på hende. Selvom hun nok selv godt kunne klare sig selv, var det selve meningen i sig selv om at hun kunne føle sig tryg ved ham, at hun i hvert fald ikke skulle flygte… fra ham. Hvis hun ønskede at flygte.

Stille ramte den lyserøde mule atter hendes bagpart, og blidt nippede han i hendes skindmed tænderne, så blidt at det højst ville have kildret; før han kort, men kærtegnende nussede hende cirkulerende for en stund med mulen.

Flugt? Dette faldt ikke den næsten hvide hoppe ind. Hun havde flygtet det meste af sit liv, for hvad præcis huskede hun ikke mere. Det var en aftale hun havde indgået med skyggerne. Hun ville være dem evig tro, tjene dem, den, herren for blot noget så simpelt som at få ro i sit sind. Det havde hun- til dels. Skyggerne i hende var blevet en del af hende; men de var urolige. Flere og flere af dem blev mere arrige og til og med skreg de i hendes hoved. Alligevel var der en ro. De var hende, hun var dem og alligevel var de hver og en.
Nej, at flygte var ikke længere en del af hende, og slet ikke nu. Hvorfor skulle hun hav en trang til det, så længe hun stod her, her med Djange- den let brogede hingst hun havde kær. Flugt var udelukket fra hendes sind.

Hun mærkede hans varme ånde imod sit kølige blege skind. Sitren forsatte igen igennem hendes krop. Det var en behagelig følelse der strømmede i hende. Hendes åndedrag blev mere højlydt, mere uregelmæssig. Ikke af angst, for hun frygtede ikke. Det var stemningen, den brændende følelse i hende, det der fik skygge hjertet i hendes bryst til at hamre løst. Det var lysten.
Gentagende gange lød små saglige brummende lyde fra den næsten helt hvide hoppe da Djange nippede til hendes skind. Halen for blev vippet til side, af og til med et lille vift. Musklerne under det blege skind var afslappet, og alligevel synes den lille hoppe at stå mere rank end hun normal gjorde. Hun havde samlet lidt op på lemmerne, blot for at vise sig fra sin mere feminine side over for den brogede hingst. Saglig, kælen blev hun mere og mere, jo mere Djange nussede i de cirkulerede bevægelse. Hun små trippede lidt og brummede igen mere sagligt, mere end før.

Hoppens vejrtrækning blev mere og mere uregelmæssig, alt imens det først var da han bed sig mærke i dette, at det gik op for ham at han selv gjorde lige så. Dybe og uregelmæssige. Deres lyst drev dem lige nu, i takt med deres intense møde der udfoldede dem begge gradvist for hinanden.

Det var ikke hverken en hemmelighed eller en skam at det fuldt ud fornøjede og tilfredsstillede ham at lytte til hendes saglige brummen, der for ham, udviste hendes nydelse ved hans nærvær – såvel som hans kærtegn. Det sitrede selv i ham, de gange hun så også pirrende lod halen glide let til side, næsten indbød. Alligevel blev han pænt stående, nød hvert og et åndedrag, hjerteslag – der hårdt bankede i hans bryst også. Iveren og lysten drev ham, mens han alligevel nød dette øjeblik så meget at han hverken ønskede at tage et skridt frem eller tilbage. Atter brummede hun, og det samme gjorde han selv; dog mere hingstet. Endnu havde han ikke før nu hørt hendes brummen så saglig, som han hørte den nu. Let gned han sit hoved helt kærtegnende over hendes bagpart, før han atter nussede hende cirkulerende igen – varieret med et par drillende kærlige nap nu og da.

Pirrende var det, det blege skind sitrede ved vejr et kærtegn, ved hvert et nap. De sorte øjne blev lukket i, blot for at give sig hen til hvert en følelse i hendes krop; for at lade sig rive hen i en tilstand der ikke længere var styret af hverken fornuft eller tanker. Tankerne var der stadig, men ikke hendes, Myth havde koblet af, men skyggerne- de var der stadig. De ville altid være der.
Lyden af hans hingstede brummen blev gengældt med et feminint og saglig brum. Det fortalte vel hvad hun humør hun var i, at hun var ganske tilfreds- meget tilfreds. Den lyse hale forblev til siden mere og mere, og de før små smæld hun slog med halen blev der færre og færre af.
Et lavmeldt prust kom fra den blege hoppe, da hun valgte let at puffe til ham, før hun trippede nogle små trin på stedet, for så at stoppe. Efterfølgende kom den gentagende lyd af hendes saglige brummen.

Hendes saglige brummen gav en vis ro i den brogede hingst, samt en nydelse der fyldte ham til fulde lige nu. I denne situation, i denne stund. Han bed sig bestemt godt mærke i hvordan hendes hale nu mere og mere holdt inde med at svinge side til side, og nærmere lod sig blive i længere tag lidt til siden. Indbydende, hvis man spurgte Djange. Brunsten gik rent ind, og han var på nippet til at flehme, før et lavmeldt prust kom fra hende og derefter et puf til ham. Han havde løftet mulen fra hendes bagpart, og lod sine krystalblå øjne se imod hendes blanke øjne. Atter lød hendes saglige brummen, og hingstet udgjorde han selv nogle lettere brummende lyde der blandede sig mest af alt med nogle lidt ivrige prust.

Derpå stod han dog alligevel pænt ved hendes side. Han nød dette, nød hende, mens han virkelig bed sig mærke i den fornøjelse han fandt ved den måde hun stod på. Den mere oprettede holdning og feminine undertone der lå i alt hvad hun foretog sig lige nu. Det sitrede i ham af lyst og længsel, alt imens han lod sin mule falde på hendes bagerste del af ryggen, hvorpå han cirkulerende nussede hende ned tilbage over bagparten, kærtegnende, mens han hingstet gjorde sig til og spændte lidt op i musklerne her ved hendes side.

De mørke, kulsorte pupilløse øjne fangede Djanges krystal blå da han så imod hende. Blikket blev dog ikke længe hængende før hun igen lukkede øjne i, og lod sig blot nyde af Djanges lette og kærlige berøringer. Det ene mandelformede øre var vendt en anelse bagud, blot for at opfange lyden af Djanges hingstet brummende lyde, hans prust.
Det lille kantede hoved blev løftet en anelse op, hvor efter hun udgav et dybt suk, der hurtigt blev erstattet af en saglig brummen. Halen blev viftet med i et par enkelt slag, før den igen havnede over til siden. Hun trippede igen mest på stedet. Det var ikke nemt at stå stille, det var ikke fordi hun havde en helt masse energi der skulle brandes af, det var mere fordi hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre af sig selv.
Et par lavmelde prust lød fra hende efterfulgt af et par hoppede lyde- hvor efter hun igen stod stille. Hun nappede blidt ud efter Djanges side, og prustede så igen.

Noget sagde bestemt Djange at det var nu. Om det var fornuften der var fuldstændig tabt på jorden efter hans instinktive jeg trådte mere i karakter, vidste han ikke. Men samtidig var der ikke rigtig nogen tvivl. Han ønskede hende, og hun syntes at ville ham lige så! En hver anden ville måske have tænkt tanken igennem et par gange mere end som så. Gennemgået konsekvenserne, frem for nydelsen. Men ikke Djange, ikke den næsten hvide hoppe heller, ikke nu.

Hendes suk og den saglige brummen fik det til at krible i ham, og efter et par slag med halen log hun pludselig halen blive til side. Han var nær med mulen, men tillod sig at snuse efter og nippe let til haleroden. Han knejste dybt og hingstet i nakken mens han trippede hingstet ved hendes side, som hun selv havde trippet et par gange nu. Han trådte en skridt nærmere og mærkede da et nap fra hendes side. Et halvkvalt hingstet hyl, lød meget kortvarigt i form af et sammenbidt hvin, i nydelse og opstemmelse, før han forsigtigt lod sin mule kildre ned af hendes ene inderlår, hvorpå han atter flehmede, for derved at bevæge sig videre om bag hende. Han forgudede hende, intet mindre!

Hjernen var slået fra, Myth havde skubbet det hele til side. Selv lyden af skyggerne der skreg i hendes indre, slås og kæmpede sig frem for at blive hørt, for at tage over- de blev skubbet side og lyden af dem var mere bare en hvisle for hende nu. Fornuften var væk. Det eneste der drev hende lige nu var lyst. Ikke noget der normalt forekom hos den næsten helt hvide hoppe. Instinkt.

Sagligt og opstemt lod Myth den lyse hale glide endnu mere til siden, da han nippede til hendes halerod. Hun brummede et par gange, og endnu en gang sitrede det igennem det blege skind da Djanges mule berørte hendes følsomme hud.
Følelserne havde lagt sig uden på, og hun lod sig blot rive med at det hendes krop fortalte hende. Det skete ikke ofte, men det skete i dag, det skete nu. Her.
Myth trippede et par skridt da Djange flyttede på sig, for igen at stå stille. Meget stille. De mandelformede øre havde vendt sig bag ud, imod Djange. Hun lyttede. Skiftevis fik den lille blege hoppe spændt op i musklerne, for der efter at slappe af igen. En gentagende saglig lyd kom fra hende.

Hvilken konsekvens ville følgende bringe?

Det var dybt vandt de var ved at begive sig ud på. På den anden side, strejfede Djange end ikke alle disse konsekvenser én eneste tanke. Tvært imod. Han så kun den næsten hvide hoppe for sig. Duftede kun hende og den søde forførende brunst. Mærkede kun hendes pels og skind mod hans mule. Hendes saglige brummen lød for hans ører, som sød musik. Alt imens han vidste de var noget til det punkt, hvor intet kunne ændres tilbage til noget det havde været før. Men lige nu tænkte han heller ikke sådan, såvel som at det end ikke engang kunne bekymre ham! Det sitrede i ham, mens der ingen tvivl var omkring at han var klar. Hun var klar… Han trippede hingstet helt om bag hende, før hans bringe stødte meget blidt på hendes bagpart; mens hans hals lå afslappet ind over hendes bagpart, så tæt søgende på hende som muligt. Han gned sit hoved kærtegnende op af hendes bagpart og starten af ryggen et par gange, før han smidigt og roligt rejste sig på bagbenene.

Uden at det blev voldsomt, eller hårdt ramlende for hendes læn og ryg, var han oppe, og hans mule søgte han efter hendes manke, hvoraf han fik fat i en tot, som han mere eller mindre bed sig fast i, før han gjorde sit for at trænge ind.

Hans varme bringe trykkede sig imod hendes bagpart, det sitrede i hele hendes krop. Det gøs, men på en behagelig måde. hun mærkede hans hoved, hans hals hen over hendes bagpart, hen over hendes ryg.
Det kantede hoved søgte lidt ned imod jorden, mere afslappet hen før. Hun lod sig slappe af, og endnu en gang lød hendes saglige brummende- dæmpet, men alligevel tydelig. De mandelformede øre blev lagt let ud i siden, blot for at tydeliggøre var afslappet hun var. Dette varede dog kun kort. Da Djange hævede sig på bagbenene og lagde sig hen over hende, løftede hun hoved igen, og den før afslappet tilstand blev mere spændt. Hun trippede lidt på stedet, før hun genvandt roen over sine ben. Jovist var hun foreberedt, alligevel kunne hun ikke holde spændingerne tilbage. Hun prustede før hun igen kunne få sig til at slappe mere af. Ørene forblev dog vendt bagud.
Hun mærkede ham, helt tæt på. Sagligt brummede hun.
Det gippede hende og helt ubevidst- uden at hun selv havde taget højde fordi, fik hun Djanges hjerte til at fryse. Ikke lang tid af gangen, men det var alligevel et par sekunder. Selv mærkede hun det ikke, hun mærkede ikke skyggernes kræft, men han ville. Han ville mærke hvordans hjerte ville blive koldt og stoppe blot for nogle sekunder, før det ville holde op. Nervøsiteten over det fremmede. Det var nyt for hende. Det var nyt for hende at være en hingst så nær. Lade en hingst komme så nær- men hun nød det.

Hvad der ville komme ud af denne handling- ud over det åbenlyse, var et spørgsmål tiden snart måtte vise. Hvilke konsekvenser det ville bringe. Tankerne strøg endnu ikke Myth helt. For hende betød det ikke noget nu, men det ville komme senere. Det var sikkert. Dette ville ikke gå uset forbi- det ville ikke gå uset forbi nogen. Ikke herren; han ville vide det. Og hvad så?

Hun trippede let under ham, men alligevel ikke i en form der gjorde hans egen position, på ryggen af hende, ustabil. Hun havde hejst sit hoved, mens det så ud til at hun lyttede på ham. Men noget foregik, og hans ellers koncentration omkring at skulle starte selve bedækningen gik på time out da han mørkede en smerte i brystet. Det var helt så han holdte vejret, mens hans krystalblå øjne panik blev spærret op og alt der hed at have den næsten hvide hoppe i fokus, forsvandt. Han dirrede af panik, før han mærkede hvordan det stoppede. Hans vejrtrækninger var hurtige, mens det gik op for ham hvilken kraft Myth egentlig besad. Hvordan skyggerne i hende levede sit bedste velgående, og hvor meget de egentlig nok ønskede inderligt at udrydde ham!

Hurtigt faldt han dog til ro for en stund, da han hørte hendes saglige brummen for sine øre. Han sænkede hovedet ned og lod hans hals strækkes, således at hans hoved og mule berørte hendes ene skulder kælent gnidende ind til. I samme øjeblik kunne han mærke en forskel da han trængte i hende, og et lysløst gisp af en vejrtrækning kom fra Djange, før han atter blev udsat på et kort hjertefrys! Atter spærrede han øjnene vidt åbent, mens panik var skrevet i de ellers kolde og tomme krystalblå øjne. Men atter forsvandt det i sig selv, og stille brummede ham. Kort udmattet, før han genoptog bedækningen mens han trykkede sit hoved og mule kærtegnende ind til hendes skulder.

Det var ikke bevidst at den næsten helt hvide hoppe frøs Djanges hjerte, hun havde ikke helt kontrol over sine kræfter, og slet ikke i denne stemning. Instinkterne havde fået lov at tage over fornuften og der ved også over hendes kræfter. Heldigvis var det ikke skadeligt at hun frøs hans hjerte, ikke få de få sekunder hun ren faktisk kunne. Det var noget helt andet hvis hun beherskede kræften fuld ud, det ville nok kunne gøre de fleste svimmel.

Det sitrede igennem hendes skind da hun mærkede Djanges mule ved hendes skulder. Hun mærkede hans varme ånde imod sit blege og kølige skind. Hun brummede igen saglig og vippede en anelse med de mandelformede øre. Et dumpet prust lød fra den næsten helt hvide hoppe, og et par enkelt trippende skridt kom fra hende, før hun igen stod helt stille. Hoved blev sænket en anelse. Hun mærkede ham. Et lavmeldt suk lød fra den næsten helt hvide hoppe- alt imens hun forsøgte at fatte sig en smule. Hun skulle nøddig fryse hans hjerte en gang til.

Han mærkede hvordan hendes skind sitrede, hørte hendes saglige brummen, mærkede hende. De var tæt nu, meget tæt. Så tæt man nu overhoved kunne komme fysisk på hinanden som hingst og hoppe. Alligevel var det ikke kun det der stod til grundlag for deres nærhed, for det var mere end det. Varmen der blussede i ham, kuldegysningerne der sitrede indeni ham. Eksplosionerne der rungede og bragede på liv og løs, alt imens det eneste han så, følte og hørte var hende. Kun hende. Han mærkede hende trippe et par gange under ham, mens det blev en anelse mere dyrisk hans færd på ryggen af hende. Han stødte hårdere og begyndte også at småbide til hendes pels, dog kærligt og uden henblik på at påfører smerte. Herefter, varede dette ej evigt, og det blev gjort klart at det der skulle gøres – var gjort.

han følte sig pludselig drænet for alt der hed energi, mens glæden og nydelsen endnu boblede i ham. Hans krystalblå øjne blev atter kolde og tomme, mens han egentlig bare hang der på ryggen af hende for en stund. Han brummede roligt og lavmeldt, mens han nussede hende kærtegnende med mulen over skulderen. Han løftede derpå lidt på hovedet og rodede let i hendes man, før han betaget strøg hendes ar efter skyggernes indtrængen et par gange, hvorefter han besluttede sig for at dumpe ned. Langsomt og roligt, mens udmattelsen fyldte ha, såvel som trygheden og glæden.

Det gippede i hende. Følelsen af behag strøg igennem hendes krop, og det sitrede i hende, det gøs. Et par enkelte lavmeldte lyde kom fra hende et par gentagende gange, før hun igen prustede ud. hendes vejrtrækning var højlydt af og til kom en saglig brummende lyd fra hende- blot af nydelse.
Hun havde ham tæt på, så tæt han kunne komme- og hun nød det. Hun kunne lide følelsen. Små hvinene lyde kom fra hende, ikke af smerte men mere af behag- og så akten stoppede. Det var fuldendt. Hun kunne mærke vægten af Djange over sig. Han slappede mere af nu. En mere kærlig brummen kom fra hende nu, og roligt drejede hun hoved om imod ham.
De pupilløse sorte øjne hvilede på ham, blikket var som før følelsesforladt og tomt. Hun nippede ud efter hans lyse mule et par gange.

Da han dumpede ned fra hende kunne hun mærke en lettelse, han havde ikke været tung som så, men den ekstra vægt gjorde alligevel en stor forskel. Hun rankede sig en smule og svirpede et par gange med den lyse hale, hvor efter hun trippede rundt. Kælent lod hun sit hoved glide sig op af hans hals og begravede sin spraglede mule i hans man. Langsomt kom hun mere og mere til sig selv, hun blev mere fattet og langsomt begyndte hendes krop at dvæle ind i den konstante afslappede tilstand hun normalt blev i.