Ægte kærlighed vil trodse enhver fare..

Han havde godt mærket hendes nippen efter hans mule, og meget svagt og næsten usynligt havde et meget kort smil af behag vidst sig på den lyserøde mule, forinden han var dumpet helt ned. Han betragtede hvordan hun nærmest strakte sig og derefter trippede omkring. Yndefuld var hun – selvom hun nok ikke selv så sig sådan… men det gjorde han. Bestemt.

Hun nåede ham, og det sitrede stille trygt i ham, mens glæden boblede hos ham, da hun gned sig op af hans hals og begravede sin mule i hans man. Han mærkede den kølige ånde fra hendes næseborer, men alligevel følte han en vis varme ved denne akt. Han brummede selv en anelse hæst før hen bukkede i nakken, hvorefter han lagde hovedet søgende lidt ind over hendes syg og nussede på den skulder der var fjernest fra ham. Han nappede let et par gange, før ahn genoptog den cirkulerende nussen, mens han for en stund lukkede øjnene, nød duften af hende, berøringen, nærværet.

De mørke øjne blev lukket i. Hun slappede af, helt- som hun normalt gjorde, dog endnu mere nu. Rolig var hun i hvert fald for en stund. Skyggerne kæmpede inden i hende. De slås, de skreg, de hev i hendes tanker. De prøvede ihærdigt at få hende til at lystre fuld ud. De var ikke helt tilfredse, nogen var, nogen kunne se det kloge i dette, andre var forblændet af had.
En snerrende lyd kom pludselig fra den hvide hoppe; den var ikke myntet på Djange, men da der ikke var andre at se, eller høre fra udefra kommende, ville det nok synes som var det myntet på ham. Hun snerrede af skyggerne inden i hende. Ak, hun var deres magnetdukke, men hun brød sig ikke om alles deres tanker lige nu, og irettesatte dem- eller forsøgte. Hun kom til at skulle have en lang disksution med sig selv, og disse skygger der boede inden i hende.

Myth træk hoved en anelse fra Djange, de mørke øjne søgte hans krystalblå. Der var intet at finde i hendes blik- søgen var måske mere for at sikre sig hans ve og vel. Han ville kunne passe på sig selv, men nøjagtig på denne ø havde han ikke nogen chancer. Det var ikke stedet for ham. Her ville han være et nemt offer- et godt offer. Myth pressede ørene en anelse ned i nakken ved disse tanker. Med sin spraglede mule søgte hun Djanges.

Han nød dette, det gjorde han. Men da hun først lød snerrende, reagerede han alligevel. Ikke kraftigt – som Djange nu ellers godt kunne have fundet på, nærmere dæmpet. Han trak sig lidt og spændte lidt op i halsen hvor hendes mule havde søgt sit ly i hans man. Han veg lidt fra hende, kun få pusteafstande, mens han skævede stille til hende. Det ophørte, og hendes intetsigende og døde øjne søgte jovist hans. Hun fortalte ham intet, men noget sagde ham at det var mere det indebar at være skyggehest, end som så. Lige hvad præcis der forgik inden i hende, ønskede han ikke at spekulerer så meget på når alt kom til alt. Han ønskede blot at hun var lykkelig…

Hendes ører lå pludselig langt tilbage, og reagerende på dette røg hans selv gradvist tilbage i nakken. Pludselig stod de der, to sjæle, som ying og yang, to modsætninger – når det galt Andromedas verden, og så ud til at nedstirre hinanden. Alt imens de egentlig fandt tryghed i hinanden. Den tætte forbindelse der var i deres begge kolde og tomme blikke, var uerstattelig, unik. Han lod hende komme tæt, og stille pustede han beroligende ud med varm ånde i hendes næseborer. Han rykkede lidt på de nedlagte øre, men virkeligheden langsomt begyndte at snige sig ind på ham. Det var for farligt at blive her på denne Ø til den lyse morgen…

Hun mærkede hans varme ånde i sine næsebor, og det fik hendes næsebor til at dirre let. En dæmpet brummen, knap så saglig nu, men mere roligt. Hun nippede blidt til hans lyse mule. Hun ønskede ikke han skulle gå, og slet ikke nu- hun kendte dog faktaen. De havde allerede været her længe, han havde måske alt i alt været her for længe.
Stille mimrede hun med mulen og lod de spraglede mule søge imod hans kæbe i en blid bevægelse. Ørene lettede lidt på sig. Hun havde fattet sig selv lidt, men det var med en anelse skuffet hun nu træk sig lidt tilbage fra ham.

"Djange.." Hæs lød hendes stemme, lyden var stort set kun en hvisken. "Du må gå nu."

Et sted vidste han det vel også selv. De var nød til at gå hver sin vej igen, de måtte bryde denne aftens saglige hændelser. Han måtte forlade vulkan øen. Han måtte drage hjem.

Hun berørte ham blid over kæben i en rolig bevægelse, og han lukkede for en kort stund øjnene i. Men da hun derefter trak sig væk fra ham, blev de krystalblå tomme og kolde øjne på ny spærret op hurtigt. Meget direkte så de imod hende, søgende efter hendes intetsigende og døde øjne. Hun var endnu smuk for ham, og for første gang i lang tid åbnede hun mulen.

Næsten hviskende var hendes ord. Men sørgeligt nok, også sande. Han rankede sig i samme øjeblik som hun bød ham forlade selskabet. Han vidste ligeså vel som hun, at han måtte videre. For deres begges sikkerhedsskyld. Stolt og rankt stod han foran hende, før han tillod sig et tage et skridt nær hende igen, for at lade den lyserøde mule en sidste gang berører hendes.

”Se dig ikke om efter mig min kære, jeg vil være hos dig så snart tiden er inde.”
Hviskede hans hæse og intense stemme næsten hvislende, mens ordende for en stund ikke var så tonløse igen. Alligevel var det nu mest den meget svage, men forsikrende gnist, i hans krystalblå øjne der understregede disse ord, før han vendte rundt. Omkring kom han, og kom få skridt fra hende sprang han an i en samlet og kontrolleret galop – der næsten lød listende grundet det lave tempo. Mens han svandt ind mellem de halvdøde træer i det ulme og dunkle mørke. End ikke så han sig tilbage en eneste gang, det gjorde for ondt, det gjorde det.



[ OUT ]