Vil du påstå at Øen her er gold?

Øen her gav en vis tryghed for den mørkebrune hoppe, den nærmest optimerede hendes behov og skjulte hendes mangler. Endnu havde det været et kold nat, det vidste hun. Stadig var hendes ben en smule stive, på trods af hun havde rejst sig for længst. Det tørre græs her nippede hun let til, mens græsset fortsatte så langt hendes øje rakte. Et godt stykke den anden vej betragtede hun vandet, som endnu nærmest ejede nattehimmelen. Ud imod hvor græsset fortsatte, men hun godt vidste den virkelig ørken startede et godt stykke derude, kastede solen sine første rødlige stråler over hende og Øen. Solopgangen var smuk, rødlig, alt imens hun vidste varmen ville komme i takt med. Kulden bed først om natten, men der bed den så sandeligt også hårdt! Hun så frem til endnu en varm dag på denne, for nogen, golde Ø.

Sølle og alene stod et enkelt træ i en afstand af godt trehundrede meter fra hvor hun selv stod lige nu. Hun måtte indrømme at sandet her kunne klø helt afsindigt meget, når man lå i græsset her. Men at de få træer her stod hist og pist, udgjorde en stor hjælp til når det så endelig kløede – som det så sandeligt gjorde nu.

Roligt satte hun kurs, med den smukke morgensol atter opstigende, mens hun yndefuldt og elegant lod sig bære af de slanke ben under hende.

[Reserveret til Drezar]

Midt i ørkenen stod den prægtige hingst, der bar navnet Drezar og navnet Jagdis. Det ene giver til ham af sine ejer, det andet af hans moder, og begge navne skattede han højt. Han var begge navne, så at sige, men der var forskel på hvilke selskaber der fik hvilket navn.
Den spraglede hingst boede efterhånden i Ørkenens uendelige hav, dels fordi hans pels ikke egnede sig til vinteren der havde hersket på de andre Øer, dels fordi han virkelig frygtede at krydse det glubske hav af vand. Hans frygt for havet var langsomt blusset op igen; som havde den ligget it dvale, indtil han havde fundet sig tryg i landet og havde affundet sig med det var hans nye hjem. Den havde ventet til hans sind ikke tænkte på det mere og nu angreb den frygt ham igen; men i landets indre var der ingen problemer. Ja, han kunne sagtens se på vand, drikke vand, men han skulle ikke nyde noget af at krydse det.
Ørkens sand klæbede sig til hans hove og ben, alt imens han havde kursen sat imod kysten. Nu hvor solen steg, ville der snart være stegende hedt i midten, og selvom han elskede varmen, kunne det blive for meget for ham. Ude nær kysten var det ikke så slemt, og der kunne han også både finde maden og vandet han skulle bruge dagligt.
Rankt og nobel strøg han afsted i en fyrrig trav der afspejlede hans utrolige bevægelsesmønster. Han havde en stor kontrol over sig selv og sin krop, så hans bevægelser så så legende lette ud.
Imens han nærmede sig udkanten, og solen langsomt kastede sine stråler over hans krop i takt med den steg højere og højere på himlen, dansede en skikkelse sig for hans øjne længere fremme. Hans tempo blev sænket og hovedet hævet forundret; ikke mange satte fod i Ørkenen havde han erfaret, men at se en nu vagte en glæde i hans sind. Uanset om det var en hingst der var egnet til kamp, eller en hoppe egnet til at gøre kur til, ville han være umådelig glad for begge dele. Han strøg derpå frem i mægtig galop imod denne fremmede, som han havde i sinde at hilse på rigtig hingstemanér; og som han nærmede sig, blev det klart for ham at det var en hoppe. Han hylede hingstet op, alt imens han ufortrødent fortsatte imod denne fremmede; hvem var hun?

Træet et godt stykke foran hende så ret så trist ud. Taget i betragtning af at der både var friske grene og grønne blade på træet, så selve stammen og de ældre grene ret så tørre og døde ud. Barken var flosset flere steder, hvilket også tydede på at træet nok mere end de få gange hun havde benyttet det, havde været godt og grundigt brugt til at blive kløet op af.

Elegant og yndefuldt bar hun sig roligt af sted, før hun syntes at fornemme en skikkelse i øjenkrogen. Hun fortog en form for halv parade, og drejede opmærksomt det lyse hoved, hvorpå allerede nu en broget skikkelse allerede var i mægtig galop imod hende. Hun stoppede helt, og vendte let bagparten bag sig så hun kunne stå med fronten imod denne fremmede. Op rettede hun opmærksomt hovedet, mens hendes øre nysgerrigt vippede. Højt lød et hyl, og straks fra Phatamorgana ikke et split sekund i tvivl om at dette var en hingst. Sandet hvirvlede lystigt omkring ham, mens hun selv tog sig selv i at tage få skridt nysgerrigt frem, mens mulen pegede frem i luften.

Stor, prægtig og utroligt spraglet af brogede aftegn, meget smuk fandt hun bestemt denne fremmede hingst, der tilmed stormede ufortrødent imod hende i høj fart.

Hoppen havde opdaget ham, men derfor sænkede han ikke sin fart. Med galop, hvor hans forben blev slynget frem og bagparten skubbede ham i opspring for hvert skridt. Han var typen der altid viste sig fra den mest blærede side så at sige, for han så ingen grund til at gemme sin kunnen overfor en potentiel hoppe. Hans hyl gentog sig også i takt med han nærmede sig, men de blev mere og mere dæmpede. Da han var helt nær hende, bremsede han så kraftigt op han kunne, så hans krop i to stød blev slynget nærmest fra side til side for at undgå at tage for mange skridt frem, og med et overbevisende, promte stop stod han pludseligt helt foran hoppen med hvælvet hals og ørerne blev tippet frem og tilbage i rykvise stød. Han hylede nærmest tavst en sidste gang, inden han med maskuline brum strakte mulen frem imod hoppen. Hans intention med dette var ganske tydelig; at undersøge om hoppen var villig eller uvillig så at sige. Han udstødte meget dybe fnys efterfølgende, imens hans krop faldt lidt mere til ’ro’ foran hende, så at sige. Dog var han hele tiden på pletten, klar til at flytte sig, markere sig eller rykke sig tættere på.
Kort scannede han hende med blikket, det han nu kunne se; han stod jo tæt på. Hun var en lidt gyldenagtig mørkebrun, næsten imod det sorte, med et meget særpræget hvidt aftegn der nærmest dannede en hjelm på hendes hoved, samt pletter på hendes bagpart. Selv havde han pletter, og det fascinerede ham at møde en med pletter ligeså.
Han nippede til sidst prøvende til hendes mule inden han hev hovedet helt i vejret med ørerne helt fremme. Hvordan ville hun min reagere på det?

Det var næsten fascinerende at stå midt i, da den prægtige hingst kom hende i møde. Dybt nysgerrig fulgte hendes stålgrå øjne hver og én detalje hingsten udgjorde, betragtede ham og hans bevægelser. Men snart tog det fart og for hvert af hans store spring kom han meget nærmere. Det gk op for hende hvor lange hans spring egentlig var, alt imens en svag dirrende følelse af ubehag startede op i hende advarende.

Atter forblev hun stående, pænt, mens hun dog gradvist – spring for spring – lod mulen glide mere og mere tilbage, mens hendes øjne med en snes mere skeptisk i takt med. Uroligheden følte hun i sig først da han var meget tæt på og i et par sidebevægelser af en hård opbremsning stoppede. Han stod lige dér! Lige foran hende, nærmest mule mod mule. Han var højere, men ikke meget højere. Han dybt mørke hoved undersøgte de stålgrå øjne, alt imens helt holdte op med at trække vejret, i ren paniktilstand.

Hans mule blev straks imod hendes, og ren instinktivt, var det eneste at høre et lille fnys, mens hendes øjne begyndte at dirre af utryghed og panik. Hun så stadig i hans, mens hun gjorde sit bedste for at tigge ham om at træde fra hende. Hans charmerende hengivenheder med den maskuline aura i form af brummen og det sidste hyl han egentlig havde formået at udforme tavst, kunne hun slet ikke tage stilling til.

Men først da han så prøvende nippede til hende, slog klappen ned; og med ét vendte de stålgrå øjne sig fra at være panikken og urolige, til direkte vrede og gnistrende, samt de mørke ører med ét røg hårdt i nakken og et ordentligt ’klap’ lød da hun hårdt bed efter hans mule, og hurtigt veg baglænds i tre hurtige skridt, med mulen højt hævet og halen piskende advarende.

Han havde vovet sig helt tæt på denne hoppe, vel vidende om at hopper var nogle utilregnelige dyr. Så fascinerende, så smukke, men ofte utilregnelige. Hvorfor vidste han ikke, for hingste havde en utalt aftale om bare at tage tingene som en hingst; enkelt og ligetil. Med hopper var det altid noget nyt, alle agerede forskelligt. Nogle gange fik han huk, andre gange velkomne kærtegn – og netop dette uforudsigelige element elskede han ved hopperne. Mere det, end det faktum at de kunne bedækkes. Han satte faktisk, trods hans gemene hingstede adfærd, pris på deres personligheder.
Han havde rørt hende. Rørt denne smukke sirene, hans øjne havde skuet og han havde søgt at fremprovokere en reaktion. Den fik han nu, for med et blev hoppen, der allerede havde et noget bekymret udtryk i sine øjne, nærmest vred. Hun klappede med kæben så højt, at det ikke kunne undgås at blive hørt og med et hev han hovedet til sig med et hingste hyl. Han vidste bedre end at lade mulen blive fremme. Det gjorde nemlig ondt. Hun vendte nu rundt og satte at par trins afstand imellem dem, alt imens hendes hale piskede nærmest advarende omkring hendes krop. Han drejede rundt på sine stærke ben, fulgte hende ganske fascineret med blikket. Han havde mødt hysteriske hopper. Mystiske hopper. Men aldrig hopper der blev direkte vrede. Hvorfor blev hun det? Spørgsmålstegnet i hans indre fik kun hans fascination til at stige. Faktisk blev Drezar ganske let fascineret. Men kun to sjæle havde i alt den tid han havde vandret i dette land fascineret ham så meget, som han følte nu. Han brummede dybt og iltert, inden han med spændstige skridt bevægede sig nærmere igen. Dog ikke helt hen til hende, så klog var han dog blevet, men tæt nok på til at han kunne række halsen frem og røre. Der stoppede han og rankede sin spraglede krop op, imens han ganske betragtende så på hende. Hvad var hun dog for en?

Hylet lød for Phatamorganas tilbage vendte mørke ører, mens hendes stålgrå øjne beskuede ham med følelserne tydeligt printet deri. Vrede og bebrejdende så de ud, mens hen stod en anelse skråt i forhold til ham nu efter at have flyttet tilbage på sig i så ivrig en hast.

Dybt og iltert hørte hun hans brummen der på en eller anden mærkelig måde vakte interesse hos hende. Jovist var han en herre af indbydende aura, men han syntes ikke at kende til de grænser hun selvfølgelig havde; hvilket gjorde hendes tanker omkring ham en anelse ambivalente lige nu. Stille gled hendes ører frem nu, mens blikket i de stålgrå øjne langsomt vendte sig til den mere nysgerrige og naive side - som hun oftest bar sig med gennem livet.
Han nærmere sig, og i takt blev gled ørerne da nu lidt påpasseligt tilbage, når ret skulle være ret.

Hendes øjne blev ikke helt vent, for hans nærgåenhed forholdte den i det mere bebrejdende, mens det vrede stille aftog og blev mere skeptisk og mistroisk. Ville han hende mon noget ondt overhoved? Tæt på var han i hvert fald, lige akkurat på grænsen til endnu et udbrud fra hende, hvilket hun markant viste nu, da hun stille åbnede mulen og næste arrigt blottede tænderne, som nu et vred hoppe kunne. mens ørerne blev presset i nakken og øjnene så bebrejdende og advarende til. Derefter lukkede hun atter mulen, og ørerne lå nu blot tilbage, uden at være presset ned - afventende.

Den spraglede hingst måtte sandeligt holde sig på dupperne overfor denne hoppe. Hun var så anderledes end alt andet han var stødt på, for i modsætning til selv den mest stædige hoppe han havde mødt i sit liv, ville denne hoppe slet ikke tillade at han overhovedet nærmede sig. Og det tændte bestemt en gnist i hans indre, for hvis der var noget han elskede, så var det udfordringer.
Han befandt sig nu lige på grænsen, det fortalte hun meget tydeligt, og netop nu hvor han havde fundet grænsen, da fik han lyst til at prøve at bøje den. Det måtte han jo kunne! Han brummede ganske dybt. Ikke lokkende, ikke testende, men hingstet og tilnærmende. Hun havde vist tænder som et andet rovdyr, men det skræmte ham ikke. Hingste med mindre testosteron end ham ville nok ikke orke kampen, men nu havde han selv rigeligt af det, og nød altid at spille med musklerne; om det var i kamp eller overfor en hoppe. Som følger af hans brummen, stak han mulen blot en lille smule nærmere hoppen, uden at træde hende nærmere. Han flyttede bare en del af sin krop, nærmede sig hende uden at nærme sig. Hun havde jo efter at have vist bisser lukket munden igen, og dermed åbnet et lille vindue for ham; for hvis hun virkelig ikke ville have han bare var i hendes nærhed, havde hun nok gjort større udfald, end det hun havde vist. Hans aura var noget så selvsikker; hvorfor skulle den være andet? Han vidste hvordan han skulle gøre kur til hopperne, om end han aldrig havde mødt nogen som hende. Han skulle dog nok få knækket nøden, var han overbevist om. Det var bare et spørgsmål om tid og tålmodighed – for hun havde ikke sagt nej for alvor endnu. Og han regnede ikke med at hun så ville, nu hvor hun alligevel havde ladet ham danse en smule om hende på nuværende tidspunkt.

Hun måtte bestemt indrømme at denne hingst ikke havde nogen hæmninger. Jovist lod det til at han havde frostået hendes grænse – men på den anden side skulle det vist ikke være det der satte en stoppe for at han kunne komme tættere på. Det slog den mørkglødede hoppe, at det måske var således at man opførte sig i dette land. Dette mærkværdige land hun endnu ikke forstod, hvorfor hun var havnet i. Nej, hun prøvede for så vidt at skubbe de grublende ubesvarede spørgsmål ud af hovedet – det gjorde hende blot utryg, bange og ked af det, når alt kom det alt.

Men tankerne var heldigvis ikke på dette emne lige nu. Tvært imod. Hingsten brummede, som en hingst nu kan, og stille nærmest hævede hun spørgende og lettere afvisende på det ikke-eksisterende bryn. Alt imens buldrede vreden op igen, og de stålgrå øjne viste det tydeligt med de flammende gnistrer, der rungede på liv og løs.
Hun rynkede atter mulen op nu, og blottede tænderne, mens hun i takt med hans lille tilnærmelse, kronisk flyttede på hovedet ind mod sig selv også; mens der kun skulle én enkelt centimeter mere til før hun ville indplante et hårdt bid over næsen på ham – hvis da det var det der skulle til… Som sidste advarsel ville man kunne høre den smertefulde piskende og hvinende lyd fra den mørke hale der iltert slog om hende!

Det huede bestemt ikke hoppen at han tilnærmede sig igen, heller ikke selvom det kun lige var med mulespidsen. Hun blottede igen tænder og det så ud som om han havde vækket hendes vrede på ny; men det skræmte ham ikke. Normalt undgik han gerne slag, men han havde en idé om hvordan han skulle gå til hende. Og det ville nok ikke være behageligt for ham, men det ville da give et adrenalinsus så det ville noget. Dermed trådte han to skridt tættere, store skridt, og satte mulen direkte imod hendes hals. Hun ville bide, hukke og hakke, det var han sikker på, men han havde en teori om, at når først hun havde fået lov til det, så ville det blive lettere. Han sagde intet, men holdt så vågent øje med hende som han kunne; så han kunne komme hende lidt i forkøbet med endes angreb. Hans krop var spændt til det yderste, han var klar; velvidende om at han var trådt ind på en meget speciel sjæls enemærker. En sjæl der mindede ham om.. Ja, hun mindede ham vel om.. En klapperslange.

Hingsten forstod sig vidst tydeligvis ikke på grænser. Det sitrede i hele hendes skind i vrede, mens panikken begyndte at gribe ind igen. Men hun vidste der ville ske noget, og ganske rigtigt, fuldstændig urørt straks han mulen det længere frem og plantede den på hendes hals.

Højt ville et hyldende hvin havde lydt, men kun luft lød fra mulen der åbnede sig og en høj klappende lyd fra hendes tænder lød. Hurtigt havde hun svinget hovedet imod hans hoved, ufortrødent med et hårdt bid, før hun i samme bevægelse havde været sprunget tilbage. Helt igennem havde hu kastet sig tilbage, og næsten været gået på bagbenene, ind til hun med et par hurtige og ret så voldsomme bevægelser stod et par meter fra ham igen. Hårdt piskede hun halen igen og igen, iltert, mens hun missede de stålgrå øjne anklagende og direkte vredt imod ham. Hvorpå der ikke gik megen sekunder før hun rejste sig på bagbenene, og sparkede forbenene advarende og direkte truende frem for sig. Han havde virkelig presset citronen, det havde han!

Næsten lydløst lød dunket i sandet under hende, da hun hårdt lod sine forben slås ned i sandet under hende, lidt spredte, mens hun strakte hovedet og halsen frem, hvorpå hun atter blottede sine tænder, mens vreden buldrede i hendes ve og vel. Hendes øjne, hendes ører, hendes hale og hele hendes spændte krop, viste tydeligt hendes vrede og frustration ved denne herre. Hvad bildte han sig ind?!

Hoppen reagerede nok som han ventede. Hun sprang nemlig i luften, som den tændte bombe han lidt sammenlignede hende med; eller som klapperslangen der angriber sit bytte. Hendes klappende tænder lød og tandsættet blev plantet på hans spraglede skind, lige på kæben. Han veg dog ikke fra hende, for han havde forberedt sig på det ville ske, og nu hvor han havde taget skridtet frem, måtte han ikke slippe, før hun havde givet ham lov. I hvert fald ifølge hans egen filosofi. Derfor fulgte han smidigt med da hun hoppede tilbage. Han nåede helt hen ved hendes side igen, i det hun næsten gik på sine bagben og fægtede hendes slanke forben frem efter ham. Hun fik snittet ham lige ved de forreste ribben, men igen, han bed det i sig uden at klage. Hun truede ham, det var han godt klar over, men han lagde ikke så meget i det. Kom det dertil, skulle han nok kringle situationen.
Da først hendes forben atter var på jorden, skyndte han sig at sætte mulen imod hendes hals igen. Han havde ikke kunnet følge helt med, da hun fór tilbage; han havde været tæt efter, men ikke nok. Denne gang var han dog meget opsat på at forblive ved hende hele tiden, så han begyndte faktisk at skubbe hende en anelse. På denne måde kunne han let guide hendes bevægelse, hvis hun skulle bryde ud igen, og chancen for at hun sprang til siden var større end at hun sprang bagud – hvis hun da reagerede som andre normale. Han ville dog ikke se sig for sikker, og derfor prøvede han mentalt at forberede sig på at følge hende uanset hvilken retning hun sprang. Frem, tilbage, til siden. Han skulle nok følge med! Og indtil hoppen stod stille under hans berøring, ville han blive ved med denne lille dans. Hun måtte da lære det!

Det var en ilter stemning der fyldte den feminine skabning, og da han først atter lod min mule ramme hendes skind, kastede hun sig til siden vigende fra ham med forparten. Men han syntes beredt, for ikke kun en berøring var dette! Nej, det var som om hans berøring var mere allá et pres, så han nu også tydeligt havde lettere ved at følge hendes afvigelser. Dette satte dog ikke en stopper for Phatamorgana, for der lå meget mere i dette berøring end som så! Iltert åbnede hun mulen på hvidt gab, blottede sine tænder for at lange ham et ordentligt bid, meget mere direkte rettet på at ville ramme ham denne gang. Hendes øjne gnistrede iltert, og havde hun kunne hvæse, havde hun gjort det. Om hun ramte eller ej var hun ikke i stand til at registrere lige nu, for hendes formål var som sagt at undgå denne kontakt.

Derpå kastede hun sig straks tilbage, mere voldsomt end før, hvorpå hun nu måtte ty til anden metode. Flugt. Sandet var ikke hendes ven i denne sags tjeneste, og med ørerne helt i nakken, knejst nakke, det hvide vendt ud af øjnene mens hun skævede bagud imod ham, og måsen godt sat inde under sig, kæmpede hun får at komme afsted. Sandet hvirvlede modstridende, mens hun med et par springende sprintende galopspring kom mere eller mindre godt fra start. Hun fór afsted et par ti-tyve meter, før hun halvt stoppede op for at dreje det kønne og fine hoved og se om han atter fulgte efter hende, eller om hun fik fred nu….?

[1]

Haps, så sad det. Hans forsøg på at nærme sig denne hoppe gik ikke ligefrem godt, det kunne han alt for tydeligt mærke, nu hvor hendes tandsæt havde sat et pænt mærke lige ved hans kæbe. Det havde været et slag, og det havde gjort ondt, men den iltre Drezar tog sig som sådan ikke af det; han vidste det kunne ske i omgang med hopper, og han havde da vidst nok prøvet værre. Jo, det havde han bestemt; men det havde været for hånden af mennesker. Han fnøs en anelse og lagde de indadvendte ører en smule, inden han fulgte hoppen med smidige skridt. Nok reagerede hun voldsomt og pludseligt, men den spraglede hingst havde også en ganske glimrende reaktionsevne, så det var kun en brøkdel af et sekund hun var foran ham, inden han var fulgt efter hende. Således var han allerede ved hende igen, da hun stoppede op, med et klart og tydeligt udtryk i hendes ret så unikke øjne; de så næsten spørgende ud, som om hun søgte at få svar på, om han lod hende værre nu – men nej. Ikke før han havde fået den reaktion, som han ønskede, så i stedet for at give hende tid til at fordøje hele oplevelsen, lagde han med det samme et nyt pres på hendes flanke. Igen var han klar på, om hun skulle kaste sig den ene eller anden vej, og igen ville han følge med, uanset hvor langt hun havde i sinde at løbe; hun skulle blot stå stille under hans berøring, da ville han slippe. Det lod bare som om hoppen slet ikke kendte denne form for logik, hvilket Drezar af ganske gode grunde ikke forstod; for ikke alle var opdraget i menneskehænder, som han nu engang var, og havde lært princippet i at tage g give, og blive ved med at lægge pres på, indtil man stoppede med at vige fra det, hvis man var nervøs – som denne hoppe vidst var. Eller, sådan tolkede han det.

Det var i et kort sekund at hun fik lov til at forudse sin fred og afslutning på dette, men nej. Han havde været tilmed lige i røven af hende hele tiden, og så snart presset kunne mærkes imod hendes skind slog det nærmest klik for den arme mørkglødede hoppe. I stedet for som udgangspunkt en flugt, opførte hun sig som en byttedyr der havde et stort rovdyr på ryggen af sig.

Hovedet blev kastet i vejret, med det hvide vendt ud af de stålgrå øjne. Panikken greb hende, og overlevelses instinktet gik nu rent ind. Havde hun kunne hvine, havde denne fløjtende lyd nok kunne høres et godt stykke væk her på denne næsten golde Ø; før hun løftede sig hurtigt bagtil. Et par hårde og hurtige kraftfulde slag sparkede hun bagud imod ham. Hun havde hverken i sinde om kun det første ville ramme ham, eller flere af dem, men hårdt sparkedede hun blot. Så hårdt hun kunne, og hvis da det ville ramme ham, ville et par håre smæld nok også kunne høres. Han skulle bare væk nu!