Blazing

{Åben}

Vinden dansede voldsomt henover den åbne eng, rev og flåede i alt den kunne få fat i og druknede al anden lyd. Den askegrå befandt sig nær et tæt skovbryn, over hende var himlen næsten helt hvid af skyer som lukkede af for solen. Det var en kølig dag, en der ikke bragte nogen tegn på det forår som ellers havde vundet frem over Andromeda. Hun stod stille for et øjeblik at lytte til vinden, den trak i hendes ravnsorte man og forsøgte næsten at flytte på hendes slanke lemmer, så stærk var den. Hvor mon den kom fra? Ude fra et sted over havet? Hun virrede kraftigt på sin let opspilede, lyse næseborer på den mule som var hævet over normal højde. Som søgte hun noget, svar fra vinden måske. Men selvom den hviskede meget, så fortalte den næppe hvad der havde givet den liv eller hvor den var fra. Hun slog kort, men energisk med halen og satte så endelig frem i bevægelse igen, i en let trav mod træerne.

word count 172

Varmen- den var ikke lige så intens og væmmelig som mange af de andre sommer dage. Denne var mere kølig, langt fra kold, blot knap så varm som de andre. Vinden tog sine tag i dag, og lod blot dagen blive til at holde ud, selv væk fra skyggerne af træerne.
Som altid vandrede den gyldne hingst sig omkring. Endnu havde han ikke taget sig mere end til overvejelser om han skulle slå sig ned i den flok, han nu havde hørt noget om. Tanken strejfede ham ikke nær så ofte, og hver gang blev den afbrudt af noget den ældre hingst synes var mere vigtig. Udskydelse. Det var ikke fordi tanken om at have et fast område, et sted at holde til. Et sted man kunne beskytte hinanden og være omkring hinanden. Faktisk var hele idéen om en flok tiltalende. Nej, grunden for han ikke havde valgt at tage en beslutning, at han havde valgt at udskyde det gang på gang, bundende i noget der var langt dybere. Tilbage til tiden i hans hjemland- lige før den dag han forsvandt fra de velkendte stier, sit hjem, sin familie. Den dag havde han forrådt den flok han havde været i. Brudt sin ed. Forvist.

Et dæmpet prust kom fra Eagle. De lange ben bar ham hen over græsset. Det var endnu langt, og endnu meget grønt og saftigt. Det var netop nu man skulle spise alt hvad man kunne, for at forberede sig til vinterens kulde. Det kom da også af og til at den ældre hingst gav sig tid til at nyde friske græs. Mest var det forekommet i foråret, hvor græsset var helt frisk og nyt. Jo længere på sommeren man kom, jo mere dødt blev det.

Den askegrå nød den vilde vind. Den fik hende nærmest til at flyve, specielt nu da hun var oppe i et vist tempo. Græsset fløj forbi under hende, højt og grønt, flere blomster var også at få øje på i dette paradis af en ø hun befandt sig på. Et mildt, næsten ekstatisk prust lød fra den energiske sjæl. Det var en kølig sommerdag, jovist, men hun havde hverken noget mod varme eller kulde. Der var generelt ikke ret meget, den askegrå ikke brød sig om.

Hun sænkede dog farten da hun efterhånden nåede de høje, gamle træer som tårnede op mod den skyrige himmel. Det var først lige inden hun forsvandt mellem stammerne at noget i øjenkrogen fangede hendes opmærksomhed. Bevægelse. En anden sjæl. Ariel virrede kraftigt på sin lyse mule og drejede sin slanke krop i en trippen. Jo, ganske rigtig var der en anden sjæl i nærheden, en hest. En hingst? Den så nærmest sandfarvet ud. Et lyst og lettere nysgerrigt vrinsk blev snart båret afsted med vinden fra den grås strube.

word count 175

Træerne tårnede sig op foran den gyldne hingst. Store stammer og fyldige kroner. Et smukt syn var skoven i den stor tid. Eagle nød synes af den skønne natur. Ikke blot træerne- det var både søerne og deres genspejling af alt i et mere slørret billede. Det var havet, specielt havet, og det vidunderlige vuggevise. Han nød at beskue bjergende. Generelt var naturen et skønt syn, og ikke kun i de varme måneder. Selv vinteren bar et smukt brag med sig, når sneen faldt som tusinde krystaller og badede alt i dens hvide kåbe. Nej hele året rundt var naturen smuk, på forskellige måder.

Det var i færd med at betrakte træerne han fik øje på en mørk skikkelse. Det var blot et kort glimt til at starte med, før den var forsvundet ind mellem træerne. Om den lyse mule dannede sig et svagt smil. Tegn på liv. Han var allerede beredt sig på at forsætte med at vandre og lade tankerne få frit spil da et vrinsk, lyst og med en nysgerrig klang lød for hans øre. Den gyldne stoppede op. Kun få hurtigt at besvare dette vrinsk; selv var hans vrinsk dybt, tydeligt tonet af at han var en hingst- vrinsket var venligt og imødekommende. Her efter forsatte han i den retning han havde set den mørke skikkelse forsvinde ind blandt træerne i en let trav. Det var længe side den ældre hingst havde haft selskab.

Hun stod endnu stille, ventende mellem de første bøgetræer hvis grønne blade dækkede for det meste af hendes udsyn til engen. Den hvide mule var som oftest en anelse udspilet, virrende mens hun lyttede efter tegn på svar. Og det kom. Et smil bredte sig over hendes hvide mund, for hun genkendte lyden. Det lød i hvert fald som ham, Eagle, hingsten hun havde mødt på stranden. De havde haft en fin samtale, også fordi han havde vidst ting hun ikke kendte til om hvad der lurede i Andromeda. Så den askegrå slog et kvikt slag med den ravnsorte hale og trippede ud mod engen igen med lette skridt.

Hun så ham komme imod sig i trav og besluttede sig derfor for at være tålmodig. Og vente. Hun havde længtes efter skoven og var nu ikke helt villig til at forlade den igen, så det glædede hende at han var interesseret i hendes selskab og kom denne vej. Der gik ikke længe før han var tæt nok på til at høre den venlige, lyse brummen den askegrå udstødte til hilsen. Det var virkelig Eagle!

word count 184

Der gik ikke lang tid før en askegrå hoppe kiggede ud fra skovbrynet, kom til syne fra sit skjule sted, om så at sige. Han genkendte hende svagt. Han vidste i hvert fald hvem hun var. Ikke ud fra lyden af hendes vrinsk- det havde ikke synes meget bekendt for ham, det var mere duften, og de hvide aftegn. Hun måtte være Ariel, hoppen der gik i et med mørket.
Da han nåede tættere på, tæt nok på at kunne høre de små lyde, hørte hans hendes lyse og venlige brummen; dette blev gengældt med en dybere brummen, og et venlig nik. Om den lyse mule sad det evige gavmilde og venlige smil. Roligt var hans blik, og det klarede endnu tydeligere op ved genforeningen med en af Andromedas fantastiske beboer, han før havde haft æren af at møde.

"Hver hilset Ariel."

Lød det hæst, men både varmt og venligt fra den gyldne hingst. Han var stoppet op med en fin afstand. Ikke langt fra, hvor han ville virke frastødende og aflukket som han ikke ønskede hende nærmere, men heller ikke for tæt på til at kunne træde over nogen grænser- med mindre man var.. ja som nogen heste nu en gang var. Eagle havde ikke slev mødt mange af den slags et par stykker i ny og næ.

Den sandfarvede hingst så bestemt ud til at klare sig godt. Ariel vippede nysgerrigt begge sine bløde ører frem i hans retning og trippede et par skridt nærmere da han standsede op få meter fra hende. Det ravgyldne blik undersøgte ham uden at skjule det i et øjeblik, inden hun svarede på hans hilsen.

”Goddag Eagle. Du husker mig altså?”

Det milde smil blev mere muntert mens hun strakte sin hvide mule en anelse ud i hans retning. Ikke at hun ville kunne nå. Hun overvejede hvad han mon havde foretaget sig, og om han mon var blevet en del af den flok hun selv var medlem af, men aldrig så. Teylar. Var det ikke det, han nævnte sidst? At han overvejede det? Hun svirpede kort med halen, nok var varmen ikke så stærk i dag, men insekterne var her skam stadig.

word count 144

Eagle strakte sin mule lidt frem imod Ariel da hun tog et par skridt nærmere, for bedre at tage hendes duft til sig. Han burde vel et sted have genkendt hendes vrinsk, men ej havde det før synes bekendt. Ikke som hoppen der nu stod over for ham. Lyset gjorde det nemmere for ham nu at se hende. Han havde haft en tydelig idé om hvordan hun så ud efter deres forrige møde, dog havde han ikke forventet hendes øjne være så rav gule som de var. De havde synes noget mere mørke.
Eagle træk endnu et smil, der tydeligt sås på den lyse mule, i det han træk hoved til sig selv igen. Hun var meget lig med som han havde set hende den aften.

"Selvfølgelig husker jeg dig, jeg glemmer sjældent et behageligt selskab. Hvordan går det frem for dig?"

Eagle så nærmere på hende. Han lagde ikke skjul at han scannede hende, blot for at orienterede sig med at hun ud ad til så ud til at have det helt fint. Det virkede alt i alt til hun havde det fint. Der var ikke nogle små tegn på andet.

Den grå prustede muntert af den ældre hingst. En anelse overrasket, men Eagles selskab havde bestemt også glædet hende sidst. Han var en som intet havde imod at svare på hendes mange spørgsmål om alt mellem himmel og jord. De bløde ører vippede opmærksomt, hun gengældte mildt hans blik da hun mærkede hvordan han også så hende an.

”Jeg nyder sommeren.. Og har været så heldig at møde flere interessante sjæle,”

Hun brummede mildt endnu en gang, i sin egen lyse tone. Det var blot endnu et udtryk for hendes glæde. Hun havde mødt flere magiske sjæle efter hendes møde med den venlige hingst. Djange var blevet bjerghingst og hun havde mødt himmelhingsten.. Ellers ikke mange flere. Månehoppen. Den varme Rana. Ariel smilede ved tanken.

”Og du, Eagle? Vil du følge mig gennem skoven?”

word count 138

De mandelformede øre blev spidset frem for at lytte, og vise hende at skam lyttede til hvad hun havde at sige. Eagle lyttede altid. Han vidste det var vigtigt for alle at blive hørt, selv når ordende var lige gyldige. Det var et behov alle havde, at have nogen til at lytte til det hele; så det gjorde Eagle altid, uanset hvad der blev ham fortalt lyttede han med samme glæde.

Eagle nikkede, hun havde haft glæden af at møde flere, selv havde Eagle holdt sig alene hele sommeren næsten. Han havde ikke ladet sig se så ofte. Eller mest af alt havde han bare været uheldig, ikke til at være stødt på nogen. Det gjorde som ikke den gyldne hingst noget. Han nød roen og stilheden- ensomheden lige så meget som han nød et godt selskab. Ikke at Eagle var en enspænder som så; han var blot typen der fik det bedste ud af alt.

"Selv har jeg fordrevet sommeren med tanker, i selskab med mig selv."

Han smilede venligt til den askegrå Ariel- hoppen der gik i et med mørket. Han fordrev tit tiden alene. Oftere og oftere kom det over ham at han sjældent så nogen. Måske var det alderen.

"Det vil være mig en ærer at følge dig igennem skoven."

Ordende var venlige og helt oprigtige. Det var altid en ærer for den ældre hingst at møde nogen, at snakke med nogen, vandre med dem. uanset hvor godt det var. Måske var dette på grund af han vidste han kun havde nogle få år tilbage i sig. Han satte pris på langt flere ting end mange andre.

Hun smilede da den ældre hingst sagde ja. De stod lige i udkanten af skoven, allerede nogle få meter inde mellem de svajende træer. Herinde var vinden mindre hård, den rykkede blot i grenene og fik de grønne blade til at sitre. Næsten ligesom skindet over den askegrås mule sitrede, sådan som de gjorde når hun var godt tilpas og munter. En mild brummen undslap den slanke hoppe, inden hun sendte et let nip ud i Eagles retning og satte i bevægelse. De havde ikke travlt, så det var blot i skridt. Hun vidste at han hurtigt ville falde ind på siden af hende.
Det var ikke svært at forestille sig hvordan hingsten havde tilbragt sommeren alene. Han virkede så tankefuld, dybsindig. En sjæl hun var begejstret for at stille spørgsmål til, for en viden levede i ham, det var tydeligt. En viden om en anden verden også. Hun rykkede på ørerne, lyttende efter skovens små og store lyde.

”Har du mødt en af disse vogtere?”

Hun kastede et blik i hans retning, ravgyldent og nærmest glimtende. Der var noget særligt ved Eagle, bestemt, noget som mindede hende om de få vogtersjæle hun havde mødt.

word count 199