Post by Deleted on Mar 27, 2014 22:00:58 GMT 1
I AM LEGEND
Ikke mange kunne prale af at have så meget selvtillid, som den hingst der gik under navnet Etzarim. Hvis han selv skulle sige det, så osede det af ham. Energi, styrke og charme lå ham lige til højrebenet, og selv hvis der ikke var nogen skønne ungmøer at spille op til, så gik det ikke til spilde. Han smilede til solen på himlen, spillede med musklerne for skovens dyr og dansede for søens blanke spejl. Men det var ikke fordi han var selvglad. Han havde oplevet nok, til at vide at man sgu ikke kom langt med næsen i sky. Alligevel var der noget over ham, der fortalte enhver fremmed sjæl, at han var ... "fin". Han hørte ikke til blandt pøbelen. Det havde han i hvert fald ikke altid gjort. Det var noget med hans bevægelser - næsten umærkeligt, men nok til at man ubevidst registrerede det. Han havde lagt mærke til hvordan folk flyttede sig for ham, uden at de tænkte over det. Deres blik sank respektfuldt imod jorden når hans gyldne øjne gled over dem. Selvom han havde levet i det vilde i mere end et år nu, så sad hans opdragelse stadig dybt i ham. At være fyrstesøn er ikke noget der går væk.
På denne milde forårsaften glødede himlen i flammende rødt og betagende lilla. Små fine skyer tøffede hen over himlen med den friske aftenvind, men ellers var alt stille. Hernede på jorden var vinden langt mere i ro, og kun de øverste kviste rørte på sig. De kraftfulde farver afspejledes i hans gyldne øjne, og ringen i hans øre lynede i en sand farvebombe i solens sidste stråler. Aftner som disse fyldte hans hjerte med glæde, og gav ham en lethed i kroppen, der snart ville blive til en enorm mængde energi. Med let trippende skridt satte hun frem i en rytmisk skridt, direkte imod den nedgående sol. Højt lod han sin stemme lyde over solens land. Var der nogen i nærheden?
Ikke mange kunne prale af at have så meget selvtillid, som den hingst der gik under navnet Etzarim. Hvis han selv skulle sige det, så osede det af ham. Energi, styrke og charme lå ham lige til højrebenet, og selv hvis der ikke var nogen skønne ungmøer at spille op til, så gik det ikke til spilde. Han smilede til solen på himlen, spillede med musklerne for skovens dyr og dansede for søens blanke spejl. Men det var ikke fordi han var selvglad. Han havde oplevet nok, til at vide at man sgu ikke kom langt med næsen i sky. Alligevel var der noget over ham, der fortalte enhver fremmed sjæl, at han var ... "fin". Han hørte ikke til blandt pøbelen. Det havde han i hvert fald ikke altid gjort. Det var noget med hans bevægelser - næsten umærkeligt, men nok til at man ubevidst registrerede det. Han havde lagt mærke til hvordan folk flyttede sig for ham, uden at de tænkte over det. Deres blik sank respektfuldt imod jorden når hans gyldne øjne gled over dem. Selvom han havde levet i det vilde i mere end et år nu, så sad hans opdragelse stadig dybt i ham. At være fyrstesøn er ikke noget der går væk.
På denne milde forårsaften glødede himlen i flammende rødt og betagende lilla. Små fine skyer tøffede hen over himlen med den friske aftenvind, men ellers var alt stille. Hernede på jorden var vinden langt mere i ro, og kun de øverste kviste rørte på sig. De kraftfulde farver afspejledes i hans gyldne øjne, og ringen i hans øre lynede i en sand farvebombe i solens sidste stråler. Aftner som disse fyldte hans hjerte med glæde, og gav ham en lethed i kroppen, der snart ville blive til en enorm mængde energi. Med let trippende skridt satte hun frem i en rytmisk skridt, direkte imod den nedgående sol. Højt lod han sin stemme lyde over solens land. Var der nogen i nærheden?
ARE YOU?
