As Expected | Deadly Myth

Var det nat eller dag? Det spørgsmål var det eneste der lå den brogede hingst på sinde. De isblå øjne hvilede roligt i himlens mørke. Han kunne ikke gennemskue om det virkelig var nat, eller om vulkanens røg var så tyk i dag, at dagen blev til nat. Det var sket før. Specielt efter jorden var begyndt at kravle med lange, sorte skyggeagtige væsener. De var i luften, på jorden... alle steder. Øjne stirrede uafbrudt. Men endnu havde ingen af disse væsener nærmet sig ham i en sådan grad at han følte sig alarmeret. Men hvorfor skulle han også det? Det var jo dem han søgte! Han ønskede deres selskab, han ønskede at tage imod deres ordrer, så han kunne få del i den styrke og magt, som han vidste der lå bag dem. Han havde været på askeøen i mindst et måneskifte nu. Han havde set den hvide skyggehingst, og han havde set en anden hvid hest. Den var mindre, mere feminin. Han havde set skyggerne klamre sig til den. Men kun på afstand. Han vidste ikke hvad der var sket. Kun at der nu var to hvide heste på øen.
Han fnøs arrigt. De mange måneders ensomhed havde gjort ham bitter. Han kunne ikke vende tilbage til de lyse øer nu - han frygtede at solen ville brænde ham. Ej heller kunne han blive her meget længere, for det var tydeligt at disse skygger åbenbart ikke ønskede ham. Frustreret kastede han sig pludseligt fremefter, i en vild galop. Hans ben bragte ham op langs vulkanens stejle sider, til han var omgivet af luft så hed at det sved i hans bryst. Her måtte der da være nogen at opsøge! Bare... en eller anden?

Myth, den næsten helt hvide hoppe, kun brudt af hendes skyggemærke og den spraglede mule, vandrede rundt omkring på den askebeklædte vulkan ø. Hendes, deres hjem. Hjemmet for skyggerne, fængslet for herren. Ak, en ø der var elsket af få, frygtet af flere. De få der holdt af øen, eller var tiltrukket af skyggerne, kom her jævnligt. Eller brugte deres tid her i flere dage, måneder. Selv havde hun vimset omkring øen og vulkanen i næsten alt den tid hun havde betrådt Andromeda. Hun havde været tiltrukket til skyggerne siden hun havde hørt om dem; nu var hun en del af dem. En del af broderskabet.

Egentlig havde Myth ikke noget for dagen, ikke noget specielt i hvert fald, dette blev dog lavet om. Skyggerne der i noget tid havde været faldet til ro i hendes indre, og blot nyt den stille dag; vågnede i hende. Skreg og råbte i munden på hinanden. Nogen hviskede, andre talte helt almindeligt. Ak, deres interesse var vækket! En sjæl havde været det der havde vækket deres opmærksomhed, vækket Myths opmærksomhed. En broget hingst der løb buldrende op af vulkanens sider. En broget hingst der vækkede et sløret minde, men et hun stadig huskede; Det var en broget hingst der havde fortalt hende om skyggerne, dog bedt hende lade dem være, holde sig fra dem.
Roligt bar de korte ben den næsten helt hvide hoppe op af vulkanens sider, længere og længere op. Hun fulgte denne brogede hingst, ikke i samme tempo. Hvorfor haste? For hende, for dem var der ingen hast. Doven blev halen svunget fra side til side i takt med hun bevægede sig frem. En brummen, ikke helt så feminin som det ville have været for en hver anden hoppe, men stadig en brummen der fortalte hun lagt fra var en hingst.
De kul sorte øjne hvilede lige frem, røgen fra vulkanen var tyk, sort denne dag. Den henlagde det meste af området i mørke. Det tomme blik søgte ikke, men de vidste at de ville møde den brogede hingst et sted oppe. Han ville være der, han ville ikke stikke af. Myth, de, dem alle vidste det. Han ønskede dem. Ville han være værdig?

"Evil..."

Han mærkede hvordan hans ben sitrede svagt af anstrengelse, da han igen stod stille på de grå skråninger. Normalt lå det ikke den brogede på sinde at eksplodere på den måde, som han for få minutter siden havde gjort det. Han var normalt langt mere velovervejet, præcis. Normalt. Men han var langt fra hans normale tilstand. Nogle ville nok sige at de lange måneder kun i selskab med sig selv og hviskende skygger, havde gjort ham mere end halvt gal. Måske var der et gran af sandhed i de ord, måske var det blot hans egen undskyldning for at lade sorteflammen råde.

Han vidste, inderst inde, at det han gjorde ikke var klogt. Dybt derinde var der stadig den gamle Ayin, ham, der ville det gode og gå på den rene sti. Men han var ved at kvæles i det sorte mørke der nu fyldte den sorthvides sind. Det var for sent. Giften havde spredt sig i hans sind, og han havde opfyldt sin egen profeti: han var ond, han var afkom af det onde og måtte således selv være det.
Det smertede han at indrømme det, men straks efter følte han sig lettet. Som han stod der, mærkede han hvordan alle hæmninger gled bort. De smeltede bort sammen med tvivl og skam. Han kunne næsten fysisk mærke hvordan smudset løb af ham, drev ned i jorden og forlod ham. Som om de havde vejet en ton, følte han sig fri.

Hans øjne var gledet i i nydelsens stund, men snart åbnedes de igen da han fornemmede en tilstedeværelse. De isblå øjne afsøgte hurtigt området foran ham, men fandt intet. Derpå vendte han sig rundt så han stod overvejende ned af. Og så så han hende. Den hvide hoppe. Skyggehoppen. Hans hjerte slog hårdt i hans bryst. Hun var på vej imod ham! Var det det der skulle til? At han gav slip? Et fredfyldt smil hvilede om hans mule, idet han hørte hendes brummen. Uden tøven brummede han tilbage imod hende. Enhver fortjente at blive anerkendt, hilst på. Specielt en hoppe som hende.

"...It cannot be seen, cannot be felt,
Cannot be heard, cannot be smelt,
It lies behind stars and under hills,
And empty holes it fills,
It comes first and follows after,
Ends life, kills laughter"

God tid blev der givet for at indhente den brogede hingst, og da de kul sorte øjne fandt ham på vulkan siden genkendte hun skikkelse en anelse. Det var ikke den brogede hingst hun før havde stødt på, ak var han også på øen; nej denne hingst denne fremmede havde vandret her omkring i tide og utide. Egentlig havde hun ikke taget sig af ham før, hun havde blot ladet ham rende rundt, skyggerne havde ladet ham rende rundt. Der havde ikke været nogen interesse for denne hingst, ikke før nu. Tvivlen var der vel stadig, for ville han i sandhed træde af disse skygge veje, ville han tjene tro. Eller ville han vakle. Spørgsmålene kunne kom i spandevis imens de, dem, de mange og de få, mens Myth forsøgte at vurdere denne hingst, tage en beslutning.

De mandelformede øre lå i nakken, ikke hårdt trykt, men de lå der bare. Det var det sted de altid lå, ikke at Myth ville se sur, eller skræmmende ud; dette var blot en vane. De kom yderst sjældent frem, det samme med et smil; de sås ikke om den spraglede mule. Den næsten hvide hoppe var følelses kold og ikke nem at læse. Hun havde ikke noget tydeligt kropssprog at læse. De fleste måtte gætte sig frem; for ord kom hende heller ikke lige til. For hende var de overflødige, og det var vel også derfor at stilheden lod sænke sig over de to heste, de skabninger der var.
Stilheden var kun en illusion. Stille var der ikke i Myths verden, ikke i hendes indre. Uroen var vækket og lystigt spredte de sine meninger rundt. Den næsten hvide hoppe lyttede til dem opmærksomt, for de var hende, og hun var dem; og alligevel var de hver for sig.

Det kantede hoved blev løftet en anelse, som så hun nu denne hingst an. Vurderede hun ham, det kunne have været anset som ubehøvlet, men det var nu ikke sådan ment. han måtte tage det som han tog det, Myth var ligeglad.

"Vi hilser dem Ayin Reziku."

Stemmen der talte kunne lyde som flere, men var blot en; eller var det? Ru og tør. Næsten kun en hviskende kom hilsen frem. Stadig stod hun med de tomme følelses forladte øjne rettet imod den brogede hingst.

"Evil.."

Hoppen nærmede sig kun langsomt, men det generede ham ikke. Ligesom den hvide, havde han ikke noget behov for hastværk. Han kunne stå en hel nat på samme sted og studere himmellegemernes rejse over nattehimlen. Og det krævede tålmodighed og en evne til at tage tingene som de kom.
Selvfølgelig var tingene en smule anderledes netop i denne stund, da han var noget nær desperat efter at høre til et sted. Hvis ikke skyggerne, så da et sted i lyset - men det krævede at nogle hentede ham op fra mørket igen. Og det tvivlede han ærlig talt på ville ske, specielt fordi det ikke var hans ønske. En ubeskrivelig lettelse var gået igennem ham, da han endelig så skyggehoppen vende sin interesse imod ham.

At hun kendte hans navn kom en smule bag på ham. Men så igen. Han havde hørt de sære rygter der af og til florerede. De heste der havde fået del i de kræfter der fandtes herude, var ikke længere helt... normale. De havde evner. Selv om han ikke vidste helt hvad han gik ind til, så havde han været på øen længe nok til at være helt sikker på at det var her han hørte til. Det her var hans hjem. Det tiltalte ham og han bildte sig selv ind at det styrkede ham.

"Vær hilset, du hvide,"

svarede han. Han kendte ikke hendes navn, og vidste ikke helt hvad hen skulle kalde hende - udover det åbenlyse. Han fulgte hendes blik som hun vurderende så ham an. Let rankede han sig og lod musklerne spille under det støvede skind. Han havde en fortid som en hingst der ikke lagde skjul på sin maskuline side, og i glimt som disse kom den frem igen. Han rakte kort mulen frem imod hoppen for at se nærmere på de sorte aftegn der nærmest snoede sig langs hendes sider. Også hendes øjne kunne han ikke lade være med at betragte betaget. Kulsorte var de, som natten, og endnu mørkere. Han søgte efter tegn på den styrke hun måtte besidde. Den styrke som han begærede så inderligt.

"...It cannot be seen, cannot be felt,
Cannot be heard, cannot be smelt,
It lies behind stars and under hills,
And empty holes it fills,
It comes first and follows after,
Ends life, kills laughter"

Kunne hun forvente en mere fornem hilsen fra en fremmede; næppe. En fremmede som denne brogede hingst kunne vel næppe hvide mere om hende end øjet kunne beskue; så den næsten hvide hoppe gjorde sig tilfreds med hans hilsen og nikkede anerkendende til ordende.
Han spillede sig an, viste musklerne frem. Mange ville måske have smilet tilfreds over dette, men ikke Myth. Musklerne prællede af på hende, på dem. De havde ikke en betydning som så. Det var ikke hans fysiske styrke der kunne være tvivler om. Nej, det var det pshykiske. Var han i stand til at handle for dem, var han i stand til at blive en del af dem. Eller ville han vakle? Træde tilbage.

Et par svirpende slag blev slået med den lyse hale, og blikket blev flyttet mere direkte på den brogede hingst; hun mødte hans blik med en kulde, stifthed. Det var en lukket bog og hun tillod ikke mange at nærme sig. Det tydelige sagde hendes krop for hende; mange ville måske tage det som reserveret. Myth anså det blot som en nødvendighed, som en del af hende. Det følelsesløse blik ville forblive sådan til evig tid, for i de pupilløse kulsorte øjne kunne følelserne ikke nå frem.

"Ayin Reziku hvad søger du, hvad vil du?"

Spørgsmålet var direkte og igen lød stemmen som før. For netop nu ville et direkte svar være nødvendigt. Det var selvfølgelig ikke fordi skyggerne ikke vidste hvad den brogede hingst ville, hvad han ønskede. Alligevel ønskede de at høre. Være mere sikre. Uden tvivl skulle han testes. Testes for loyalitet, for sin styrke. Beslutninger skulle tages, men med nøje overvejelser.

Da hingsten undersøgende strækte mulen nærmere, valgte den næsten hvide hoppe at sætte sin grænse. For her var den fremmede ikke inviteret ind! Hvad der præcis skete kan være svært at forklare, for end havde den næsten hvide hoppe ikke brugt de kræfter hun havde fået med skyggerne, men en gang skulle være den første. Den brogede hingst hjerte frøs!
Det var ikke længe, men nok til at ville kunne mærke en ubehag, en svimlen måske. kort efter, ikke mere end et par sekunder, der efter tørrede det op igen.

Han kunne ikke holde en svag latter tilbage. I modsætning til den hvide skabning der stod foran ham, havde han let til smil og latter. Ofte for let. På det seneste var det ikke et sjældent syn at se ham le af ting, der på ingen måde var sjove. Så sent som denne eftermiddag havde han ladet latteren lyde da han så en fugl styrte til jorden, død, røgforgiftet af vulkanens kulholdige dampe. Han havde intet imod hoppens tavshed, tværtimod pirrede den hans nysgerrighed. Han elskede at løse gåder og puslespil, og hoppen var så svær at læse at hun lige så godt kunne have været en sten. I hendes sorte øjne sås der ingen følelser, ingen tankevirksomhed. Ikke desto mindre var han helt sikker på at der foregik meget bag de blanke øjne.

Hendes direkte spørgsmål fik ham til at rette sig op. Et øjeblik tænkte han sig om, selvom svaret allerede lå ham på tungen. Han havde haft lang tid til at overveje præcis hvorfor han var her. Meget havde vejet for og imod, men med tiden var det imod faldet fra, og nu var der kun det for tilbage. Han så ikke længere andre muligheder. En kølig alvor faldt over den ellers ofte muntre hingst. Forhandlinger skulle laves, aftaler indgås. Her gik det ikke at spille smart med muskler og charmerende smil.

"Med al den ærlighed der hviler i mit hjerte, vil jeg fortælle dig hvorfor jeg er her; jeg søger magt og styrke. Jeg søger at underlægge mig dem der fortjener det, og samle de der kan bruges. Jeg søger at tjene en der er mægtig nok til at udfordre verdens gang. Jeg søger en der kan skænke mig styrke, til gengæld for min betingelsesløse loyalitet. Mit sind er formørket, mit blod er sort. Jeg er søn af ondskab, og søger blot i min faders fodspor."

Så var det sagt. Ordene var udtalt. De isblå øjne så næsten ud til at gløde i den dunkle atmosfære. Hans sind og hans tanker var optaget af hans begær. Som han endelig fik ordene sagt, var det som om det fuldbyrdedes. Ayin Reziku var ikke længere den han var engang. Og den han var engang ville aldrig vende tilbage.

Så nåede han ikke at tænke længere. En skarp og alligevel sløv smerte skar i hans bryst. Hans hjerte stivnede og lod ham et øjeblik vakle. Det sortnede kort for hans øjne, inden han genvandt sin fulde bevidsthed. Han var stakåndet et øjeblik, men rettede sig så op igen. Han vidste straks hvis værk det var. Skyggehoppen. De fleste ville nok hvisle en trussel eller en frygtsom ed i hovedet på hoppen. Men ikke ham. Han så på hoppen med nye øjne nu. For alvor så han hende som en hoppe af skyggerne. Han så hendes styrke, og han beundrede den.

Lyttende svækkede det ene tilbage vendte øre på sig. Den næsten hvide hoppe lyttede til hans ord, men ikke kun var det hende der lyttede: De gjorde, dem alle; de mange og de få. De lyttede til hvad han sagde. De forsøgte at finde frem til ærligheden bag disse ord, for snyde ville ingen lade sig blive. Smigrende var deres ord, ganske vidst meget smigrende. Smigr virkede blot ikke, selvom de tog imod det. Nej, skyggerne, Myth søgte om dette var hingstens sidste udvej, og dette var hans nødløsning eller smutvej. Deres tvivl kunne komme, og de vidste der ikke ville være andet for end de måtte teste denne brogede Ayin Reziku, finde ud af om han er værdig eller blot skulle blive et offer mere.
Stilheden lod de, lod hun falde over dem. Hun lod den buldre i intetheden i den endeløse stilhed den næsten hvide hoppe var fantastisk god til at lægge omkring sig.

Der kom tydeligvis en reaktion fra hingstens side da Myth havde froset hans hjerte. Måske havde det kun været for nogle sekunder, men det gav hende alligevel en tilfredsstillende følelse, og det næsten bobblede i hende over at bruge den styrke, de kræfter; den magt hun havde fået af skyggerne, af herren.
Vel fornøjet over denne handling der tydeligt havde vakt mere respekt i den brogede hingst; rettede den næsten hvide hoppe sig mere op. Hun lod skyggerne i sig tale, hun brugte deres ord de havde delt med hende i sit indre. Den visdom de gav hende fra deres siden. Navne hun kendte, ting hun vidste hun ikke burde vide; men på grund af dem hun gjorde. De kommunikerede med hende. Hjalp hende.

"Magt kan vi skænke dig, kræfter, fælle skab, broderskab. Vi kan give dig mangt og meget. De rigtige har du opsøgt, for der findes kun en sand herre!
Er du værdig? Det er spørgsmålet. Testes skal du!"

Det var ikke et spørgsmål som så, men mere ærlige tanker talt højt. Overvejelserne gik atter i gang for fulde drøn, for en test skulle stilles for denne hingst. En ofring måtte finde sted; men hvilken slags?

En stilhed sænkede sig. Den var knugende og omklamrende, den larmede. Men den rørte hverken den ene eller den anden af de to sjæle. Det stod klart for den brogede hingst, at han stod overfor en hoppe der forstod at bruge stilheden, at nyde stilheden, som han gjorde det. Han trivedes bedst i ensomhed, selvom han også trivedes i selskab med andre. Let tilpasselig var han. Let at forme som man ville, når blot han fik sine ganske simple ønsker opfyldt. Han var ikke svær at please, for han var tilhænger af det simple i livet.

Minutter tikkede forbi, imens hoppen lod til at overveje sin beslutning. Han forestille sig hvordan tankerne løb løbsk i hendes sind, selvom hun tøjlede de løbske til fuldkommenhed. Ganske let rynkede han på mulen da hun talte. Han lyttede intenst, men studsede ved ordet "vi". De klare øjne scannede hastigt området. De var ganske alene. Hun måtte referere til skyggerne. Var de her? Nu? Talte hun deres ord? Til hendes, og skyggernes, sidste sætning havde han blot ét svar. Med fast stemme sagde han:

"Jeg er rede."

Tålmodighed krævede det vel og mærke at have i selskab med den næsten hvide hoppe; men lige ledes krævede det en dyb tålmodighed at afvente skyggernes dom. De lod sig gerne vente. Selv havde Myth ventet længe, kredset på øen og omkring vulkanen. Netop som denne brogede hingst havde gjort. Bemærkelsesværdig skulle man gøre sig, ellers kunne man let gå her forgæves.
Myth var ikke den der forhastede med noget, ikke siden hun drog til skyggerne, ikke siden hun blev en del af dem. Heller havde hun haft meget travlt med noget før. Skyggerne tog heller ikke sit hastværk for at vurdere. De havde lagt en vurdering på denne hingst, og talte han sand at han virkelig ville være så loyal og kun for skyggerne, kun for æren. Så var han værdig, men de ville sikre sig; de ville sikre sig for at han ikke ville vende tilbage mod lyset, at han ikke ville tage en anden vej.
Et offer skulle ske. Hvilken slags? Overvejelser gik igen og igen. Havde denne hingst noget kært at miste? Alle havde noget kær.

Lang tid gik der hvor der blot lå stilhed over de to sjæle. Skyggerne forholdt sig ikke tavst endnu. De havde deres meninger der skulle frem og tilbage, vendes og drejes. Alt i alt fik tiden lov at gå. Det så ikke ud til at pine dej brogede hingst.
Stadig så den kul sorte øjne mod hingsten, på hingsten. Et tomt stirrende blik. Det var af og til som Myth stirrede igennem andre og ikke på dem. Som var de der ikke. Det intet sigende blik kunne skabe ensomhed; som havde man ingen i sit nærvær.

"En beslutning har vi taget."

Stemmen lød ru og hæs, og lyden kunne minde om flere stemmer på en gang, ud af en. Rungende, men lav. Næsten kun en hvisken. Hvorfor skulle der tales højt. Det var unødvendigt. Han var så tæt på at han nemt ville kunne høre alligevel.

"Din test for din loyalitet, for din værdighed: Du skal ofre noget, nogen du har kær, til herren, lade ofret falde for vulkanens dyb til vor herre."

Hvad han ville vælge han havde mest kær, var op til ham. Hvis ofringen ikke ville finde sted, hvis der intet ville ske; ville han ikke ses som værdig. Måske han ville blive ofret hvis han svigtede.

Det kantede hoved blev hævet, som hun igen vurderede ham. Ventede på om han ville tage dette på sine skuldre, fuldføre sin opgave, eller vende ryggen nu og gå.. mens han stadig havde chancen.

Hvis en dyd skulle vælges som den ultimativt bedste hos den brogede hingst, så var det tålmodighed. Han kunne vente meget længe på det han ville have. Hans tålmodighed var uudtømmelig, slet og ret helt umulig at kue. Han havde været tæt på en grænse i de mange måneder han havde brugt på at vente her på den askeklædte ø. Men hvem kunne måske bebrejde ham? Dette gjaldt hans liv. Hans fremtid. Og han havde ikke vidst, om hans tålmodighed nogensinde ville betale sig. Men det vidste han nu. Han var blevet bekræftet i sine tanker; hans tålmodighed bragte ham alt han behøvede.

Heller ikke nu, foran den hvide skyggehoppe, var tålmodigheden et problem. Selvom stilheden strakte sig længere og længere, blev han blot ståede. Han brugte tiden på at betragte den hvides ganske minimale mimik. Han prøvede at gennemskue hendes tomme blik. Hvad så hun, der for enden af de sorte huller? Hvad hørte hun for sine ører? Han fik ikke noget svar, men han følte sig ganske fornøjet ved denne lille gætteleg. Selvom kun han deltog i den, så var det underholdning nok.

Et svar fik han dog. Den hvide rørte endelig på sig, og talte derpå til ham med en hæs stemme. Han vippede let ørerne bagud, for hendes stemme var ikke helt normal. Den var underlig i tonerne. Forvrænget. Men han lyttede intenst alligevel. For hoppens ord havde afgørende betydning for hans skæbne. Hun fortalte ham præcis hvad han skulle gøre, og et øjeblik var han forfærdet. Hvorfor skulle han give det han holdt mest af fra sig? En nærighed steg i ham, men den faldt til jorden, lige så hurtigt som den rejste sig. Han forstod jo godt hvorfor. Han skulle ikke længere kun være sin egen. Prisen for magt og styrke var høj, og han gav gladeligt hvad det kostede.
Han skulle ikke tænkte længe, før han vidste præcis hvad han ville give.

"Jeg vil ofre mine minder til herren og vulkanens ild. Mine minder er det jeg har aller mest kær, men de er også en hindring. Jeg vil lade Herren tage mine minder, mit jeg, og lade ham skabe mig som han vil."

Hans stemme var hård, stålsat. Han vidste hvad han sagde, og hvert ord blev sagt med eftertryk. Ingen skulle tvivle på hans loyalitet! Ingen skulle tvivle på sorteflammens vilje.

//OUT

(Han taler nu med Skyggerne, som Deadly har ledt ham imod :3)