Memories of the lost

Nattens mørke var faldet hen over Andromedas smukke land, og henlagt det i sorte skygger, der herskede. Voldsomt og meningsløst boltrede skyggerne rundt, jog alt lys på flygt; på nær ét. I nattens dunkende mørke, vandrede en ædel sjæl. En sjæl, hvis mørke skikkelse kunne gå i et med mørket, hvis det ikke var for den himmelbeklædte kappe, der flagrede omkring ham. Kappen skinnede omkamp med stjernerne på himmelen, og lod et mildt og blødt lys skinne omkring hingsten som en lysende silhuet. Da slanke ben dansende blødt hen over den hårde jord, mens små gentagende prust forlod hingstens let udspilede næsebor. Ak, disse mørke nætter var dér han hørte til, det havde han altid følt, trods skyggernes grådige fangarme længtes efter at rive hans kappe itu. En kappe, der havde fået en hel bestemt betydning for denne ædle hingst, den var blevet en del af ham og omvendt.
Tanken fik hingsten til at fnyse, for han vidste ej hvor han hørte til i denne verden, selvom han havde levet i den i uendelighed. Han kendte den kun på overflade, samt de sjæle der var bosatte her; ingen var kommet under huden på ham. Omkring ham voksede der kærlighed, og han havde set liv blive født i landet. Men ej hørte hingsten til nogen steder, havde han nogen mening i Andromedas land, eller havde Lyset taget en fejl? Jovist var denne ædle hingst udvalgt som vogter, men Jaidev følte ej, at det var hans skæbne. Ikke endnu, for han betvivlede for hver dag mere og mere, om han burde vandre i dette smukke land. Benene standsede under hingsten, der undslap et suk, og lod de sorte øjne glide op imod den sølvskinnende måne, der genspejlede sig i hans kappe, og omgav ham med et sølvlys. Jaidev var blevet frelst, da han var kommet til Andromeda; frelst for pinsler og erindringer, men ak, han var dømt til at vandre i ensomhed resten af livet.
Hvor hørte han til?

Alt imens manen slog omkring helt nede i spidserne, og halen ganske let fulgte de majestætiske bevægelser den nattesorte Leonora bevægede sig med, kastede månen sit blege lys imod jorden. Her var stille, så stille at det eneste der kunne høres var lyden af hendes skridt, hendes åndedrag og hende hjerteslag.
Natten var magisk, og havde altid været den tid på døgnet hvor den sorte hoppe havde følt sig bedst tilpas; også selvom hendes blå prikker nu afslørede hende mere end hendes sorte farve gemte hende. Hun følte at natten bød hende velkommen og lod hende danse den dans hun om dagen ikke kunne udføre.
Seyé, hendes første søn havde hun lagt til hvile et stykke tilbage. Han var efterhånden så gammel, at hun snildt kunne forlade ham i op til flere timer ad gangen, især når han sov trygt. Og selvom den sorte hoppe nok var kendt for at være en hoppe med et ødelagt sind, så havde hun efterhånden fundet en samling på det hele, der tillod hende at være fri. Hun havde sådan set det hele nu, og dermed kunne hun ej klage.

Hendes lange skridt, der slog imod jorden i en rytmisk takt bar hende lysløst afsted, nærmest som strøg hun gennem natten i slowmotion. Hun havde hverken travlt, eller skulle nå noget, nej. Hun søgte trygheden i den frihed hun havde ved at kunne gå der hvor hun ville, uden nogen ville forstyrre hende eller dømme hende. Hun var sig selv, alene; troede hun.
Længere nede stod en hingst, som ved første øjekast virkede fremmed. Omkring hans krop strøg stjerner sig, mere blege end de blå stjernelignende aftegn hun bar, men de skinnede. Og nærmest virkede de levende.
Hingstens krop lagde hun først mærke til bagefter, i det hun stoppede op og lod den lange hals hejses varsomt. Hun mødte så sjældent andre på sine nattevandringer, så hun reagerede som det lå hende for vane; advarende. Et fnys forlod hendes mule, inden hun vejede hovedet fra side til side, ganske overvejende. Han var en potentiel farer, en der kunne dømme hende, bringe hendes sind i utro igen; men samtidig kunne han også være et selskab der kunne gå hen og blive behageligt. Meget var sket med den sorte hoppe, der i starten havde været sky for andres selskab. Hun havde udviklet sig, samlet sit sind og søgte nu faktisk andre med behag; ja, ensomheden var ikke noget hun valgte så ofte længere, med mindre hun blot ville nyde at være til.
Hun gentog sit fnys, blot for at fortælle den fremmede, og sig selv, at hun havde set ham og overvejede kraftigt hvor vidt hun skulle undgå ham, eller opsøge ham. Og efter nogen tid blev det til det sidste. Men meget varsomme, men alligevel ikke tilbageholdende skridt trådte hun imod denne fremmede med blikket fæstnet på ham, og først da hun kom på behøring afstand genkendte hun ham. Hingsten trådte frem i hendes sind som et fjernt minde hun ikke helt kunne placere, men noget genkendelig var der over ham – og derpå udstødte hun en lang, og meget mere mild tone der skulle fortælle ham at hun hilste ham velkommen under månens blege lys.

De sortnede øjne var fastlåst på den magiske måne, der skinnede nedover ham, badet ham i et unikt sølvskær; stjernerne på himmelen havde fundet vej ned til ham, og boede på hans ranke ryg, mens månen spejlede sig i ham; som gav den ham en fjern velsignelse, fordi at netop var skænket gaven; himmelen. Tanken over, hvor meget magt der lå på ham, i form af en flyvende kappe, gav næsten hingsten hovedpine; havde han fortjent denne gave? Ak, han følte sig stolt, samt en unik samhørighed til både Andromedas unikke verden og himmelen, der vogtede over landet som et skjold – denne aften et mørkt skjold, fyldt med blinkende stjerner og en pirrende stilhed.

Hingsten blev revet ud af sit drømmerige, da en fjern lyd pludselig eskalerede den stilhed, han netop havde levet i. De sortnede øjne forlod øjeblikket månen, og tankerne blev til sanser. En fremmede sjæl vandrende såvel som ham, hvileløst rundt i nattens mørke. Jaidev udspillede næseborende og lod et dybt prust lyde ud i den tiltagende stilhed, indtil øjnene faldt på en fjern silhuet. En silhuet der kunne blive til ét med mørket, blive ædt af skyggerne, der hele tiden kravlede rundt i hingstens sind, som onde slanger; fascinerende og spændende, og så alligevel farlige og lumske, men den fremmede sjæl ejede unikke og særpræget aftegninger. Overalt på den sorte krop, dansede små prikker rundt på skikkelsen, et smukt og betagende mønstre, som hingsten et øjeblik ønskede, at han kunne stå og betragte længe. Men denne sjæl var ej ukendt, for han havde set disse smukke prikker en gang før, men ej havde han været sjælen nær.
Da hoppen lod en blidere tone fyldes mellem der, knejste hingsten blødt op i den muskuløse hals, og lod de slanke ben danse frem mod hoppen; bevægelser var glidende og harmoniske, men ej listende. Ak, han ville aldrig kunne snige sig tæt på hende, for han var omgivet af det milde lys fra den himmelbeklædte kappe. Da han var hoppen nær, stoppede han op i en respektfuld afstand, og lod derpå den silkebløde mule søge forsigtigt frem mod den mønstrede hoppes mule; ej nærgående eller anmassende, blot en simpel gestus. De sortnede øjne betragtede hoppens skind, betragtede det med fascination og beundring; men som altid vandrede øjnene aldrig kritisk eller dømmende, blikket var kærtegnene og diskret. De mandelformede øre var rettet frem mod hoppen, der vækkede gamle erindringer i hans ellers glemte kammer. Erindringer, om gamle fortællinger.

” Vær hilst. ”

Stemmen brød stilhed, så blidt at man nærmest kunne ane, hvordan der blev gjort plads til den. En stemme, der var ru og mørk, men så alligevel så betagende og behagelig at høre på. Langsomt trådte hingsten et skridt nærmere, mens han lod det velformede hoved glide på skrå, opmærksom på, hvad denne hoppe ville sige til, at han kom hende nærmere. Øjnene ønskede at kigge på hendes smukke ydre, erindringerne boblede omkring og ønskede svar, til deres grådige spørgsmål, mulen ønskede at røre hende, men han stod blot der. Rank og ædel, og lod de tomme øjne betragte hoppens ansigt, forsigtigt og roligt.

” Mit navn er Jaidev, himlens vogter. ”

En himmelhingst var trådt frem fra det blege lys der blev kastet fra månen og som svagt oplyste landet omkring dem. En himmelhingst, der bar en kappe der lignede den himmel der vågede over dem. Kroppen nedenunder kappen havde hun dog set før, og det var netop hingstens kødelige krop der havde vagt et minde fra år forinden; for så længe siden var det at hun havde set ham. De havde aldrig været sådan i rigtig kontakt med hinanden, men deres veje var krydset; og nu blev den krydset igen.
Hvis den brune hingst havde mødt den sorte Leonora blot halvandet år tidligere, ville han have set en hoppe i kaos. Indre kaos såvel som ydre. Men heldet havde været med den sorte Leonora, som nu stod frem som en anstændig, autoritær og beundringsværdig sjæl, i samme pragt som hun tidligere havde båret sig med, inden hendes moders død. Ja, Leonora var en sjæl der førhen havde været skæbnebestemt til at være en dronning i en flok, men ej var det blevet således. Dog, selvom hendes skæbne havde slået et sving, havde hun nu endelig genfundet den ro og samling på sig selv, som hun før havde haft; og kendte man den sorte hoppe, ville man nok ej tro den udvikling hun havde været igennem.
Da hingsten kom nærmere, veg hun ikke. Hun fnøs ikke, agerede ikke som var han en trussel, nej. Hun hævede sin hals, lod nakken knejses en smule og et dæmpet brum forlod hendes mule. Hun var blevet forskrækket da hun så ham, men nu hvor hun havde set ham, følte hun sig ikke længere i farer. Derimod beundrede hun den hingst der kom hende nær, den eneste hun havde set i landet som havde stjerner som hende selv.
Hingsten hilste hende an på respektabel måde og lod afstanden være imellem dem, så han ikke pressede hendes private zone, noget hun lagde mærke til og satte pris på. Selvom hun var en helt anden, brød hun sig ikke helt om at have fremmede så nær endnu, om end hun var kommet et godt stykke vej.
Snart strøg de milde toner fra hans stemme gennem luften og udfyldte tomrummet imellem dem. Hans stemme, ja, den var speciel. Rå, mild, maskulin, tiltalende, det hele på samme tid. Hun lyttede, og ville kunne lytte hele natten, såfremt han havde fortsat sin talestrøm, men efter han havde præstenteret sig selv, nikkede hun kort og anderkendende.

,,Jaidev, mit navn er Leonora”

Hun præsenterede sig ikke på samme måde, som hun havde gjort det overfor alle andre. Hun fortalte ikke om sit stedsnavn, den flok hun var født i, det land hun var opvokset i, men fortalte simpelt kun sit navn. Natten rummede en magi, som hun nød, og denne magi behøvede ikke vide hvem hun var; og hun følte det samme omkring denne hingst. Han var himlens vogter, altså en af de der var udvalgt til at beskytte landet. Hun var selv havnet i den modsatte grøft, havde lavet en aftale med Slangen og havde intet godt gjort for landet, indtil hun i fællesskab med Ahearn havde bragt sønnen Seyé til live. Men selvom han var en af disse vogtere, og selvom hun kunne fornemme magien kredse omkring ham, følte hun sig ikke spottet. Nej, han virkede ganske anderledes. Som kunne hun blot vise sig som den hun nu var i øjeblikket, og ikke den hun havde været, eller skulle blive med tiden.

Himmelhingsten var en ganske unik hingst; ikke for at sige, at andre sjæle ikke var unikke, men Jaidev var speciel. Hans sind var ædelt og nobelt, og han ejede en unik aura omkring ham; en aura der både udstrålede ærefrygt og høflighed, respekt. Han var en hingst, der var oprigtig af sind, en hingst der altid opførte sig pænt og altid lyttede til andre. Han havde levet længe i Andromedas land, og havde hørt mange historier, så mange at de snart overskyggede hans gamle erindringer fra hans hjemland, men ak han kunne ej glemme hans fortid, ligegyldigt hvor meget han prøvede at flygte fra den. Jaidev vidste meget om de sjæle, der befandt sig i Andromedas rige land, men det var ej mange, der vidste meget om Jaidev; det fleste kendte ham blot som Jaidev, eller den nye titel som himmelvogteren. Det var kun én sjæl der kendte hans fortid, kendte hans smerte, en sjæl han ej havde set længe, om hun stadig vandrede i Andromedas land var ukendt, og det efterlod blot en hul følelse hos Jaidev, der puttede sig ind til den himmelfarvet kappe, han følte sig ikke tilpas nogen steder. Det overraskede ham hver gang han så, hvordan andre sjæle voksede og udviklede sig i landet, hvorimod han selv sad fast i hans egen fortid – han kunne simpelthen ikke komme videre. Han var en plaget sjæl, der blot vandrede rundt i landet som en vogter, der gjorde hans bedste, for at beskytte landet. Tanken om hvilken magt, samt hvilken forventninger der lå på hingstens skulder, virkede som en tung byrde; som var kappen ved at kvæle Jaidev, for han vidste udmærket godt, at man skulle gøre sig fortjent til at møde Lyset, men det krævede også en hvis standard at bære Lysets gave; og Jaidev vidste ikke, om han kunne leve op til standard.

Jaidev havde præsenteret sig som himlens vogter, hvorimod den sorte hoppe foran ham havde gjort det modsatte, og blot præsenteret hendes navn. Hingsten var stolt over at bære titlen som vogter, men det var ej grunden til at han valgte at præsentere sig sådan; han gjorde det fordi, at han følte at det var blevet en del af hans identitet; en identitet han alligevel afslørede, blottede, ved at fortælle hans navn. Da han havde mødt andre sjæle, var han blevet mødt med en spirende nysgerrighed om den kappen, der flagrede blødt omkring hans stærke flanker; både positive og negative reaktioner havde mødt ham, og derfor havde Jaidev valgt, at afsløre hvorfor han bar den smukke kappe; simpelthen fordi at han var en vogter.
Da hoppen snakkede, vippede Jaidev de mandelformede øre frem på en nysgerrig, lyttende måde. Hendes feminin stemme, der var i stor kontrast til hans ru, men behagelige, maskuline stemme. Hingsten lod et dybt brum lyde fra den fremskudte bringe, som et svar til hendes navn, til hendes præsentation. Hun bar navnet Leonora, mens hendes skind bar navnet himmeldanser. Tanken fik Jaidev til at rynke en smule på den silkebløde mule, mens hans slanke ben forsigtigt dansede et skridt tættere på den sorte hoppe.

” Leonora, himmeldanserinde, hvad bringer Dem ud på eventyr denne mørke nat? ”

Den mørke, vise, ru, behagelige stemme skar blødt gennem tavsheden blandt de to sjæle, der så hinanden an i mørket. Ej var de usynlige for hinanden, for de lyste hver især op som to faldne stjerner, der nu herskede på jorden, og lyste natten op nedefra, mens de samtidig jog skyggerne på flygt. Jovist måtte det være smukt, de to sjæle der stod der, og genspejlede hinandens lys. Atter trådte Jaidev an, og den silkebløde mule blev rakt frem mod hoppens, for at se, om hun tillod at han rørte ved hende. Da tomme, dybe øjne søgte sensitivt hoppens isblå øjne, der blev fremhævet af hendes sortblanke skind, og blot fik dem til at skinne endnu mere.

Hendes åndedrag drog let og ubesværet igennem hendes lunger i den kølige luft som denne sommernat tilbød dem. Det føltes så frit, så let. Og hun nød det virkelig – for der var ingen bånd på hende om natten. Hendes søn sov trygt, og alle andre sjæle var gået til ro for natten, så hun kunne være sig selv uden fordomme, uden blikke der fulgte hende og tanker der omtænkte hende. Men nu stod hun her alligevel, sammen med Jaidev, en særpræget hingst som hun alligevel følte hun kunne være ærlig overfor. Og hvordan han bare havde skåret igennem hendes parader denne aften var uvidst, for kun en anden hingst havde nogensinde gjort det – men det var sket. Hun løftede hovedet en anelse, inden hun vippede sine ører fremad nærmest følende. Langsomt, som foregik det hele i slowmotion bevægede hun sig, så hun stod lidt mere skråt for den brune hingst med himlen over ryggen. Han spurgte hende om hvad der havde fået hende til at drage ud på dette natteeventyr, og det var jo egentlig et rigtig godt spørgsmål. Måske et der ikke fandtes et svar til, fordi hun egentlig i bund og grund havde gjort det bare for at mærke sig selv – men det var jo også et formål i sig selv.
Lige inden hun skulle til at besvare den brune hingst, stivnede hun dog. Han havde rakt mulen frem for at røre hende, og den panik, den kaos der havde domineret det meste af den sorte hoppes liv i denne verden, skød som en impuls igennem hendes krop. Hendes indre skreg kort, fortalte hende at hun skulle flytte sig, flygte og beskytte sig selv – men hendes fornuft vandt snart ind. Hun vidste godt at ikke alle bed hende, at verden ikke gik i stykker omkring hende når hun rørte ved andre. Det havde Ahearn og Seyé lært hende; og det var på tide hun viste overfor sig selv og andre, at det havde båret frugt. Med en kort og næsten frygtsom brummen stoppede løsnede hun op i halsen og ryggen, som ellers havde sat sig spændt og klar til at løbe. Og derpå lod hun meget langsomt sin mule føres frem og røre ham. Hun rørte ham faktisk. Meget blidt og nænsomt, men kontakten var der – og kendte man blot en smule til den sorte Leonora, vidste man at dette var stort for hende. Hun lod de blå øjne mødes med hans, inden hun med en gumlen trak mulen til sig igen efter kontakten. Hun stod et øjeblik overvejende, som skulle hun lige gennemgå dette øjeblik i sit sind, inden hun fik samling nok på sig selv til at svare. Ja, hun havde lang vej endnu, men sammenlignet med det hun havde været igennem, ville resten af hendes vej imod at blive den hun engang var, være let.

,,Jeg har valgt at drage ud nu, fordi der som regel ikke er andre på disse tider. Ingen til at beskue mig, dømme mig. Jeg føler mig fri under nattens stjerner, Jaidev, Himlens Vogter. Fri til at være den jeg nu engang er”

Hun snakkede direkte fra hjertet. Sandt og ærligt. Hvordan? Det var en gåde hun måtte løse senere, for det havde faktisk aldrig ligget til hende at fortælle ting der var så personlige, fortælle om hendes meninger, følelser. Aldrig. Men nu gjorde hun det, her under månens blege lys der svagt kærtegnede deres mørke kroppe.

Natten havde for alvor taget fat i de to sjæle. Skyggerne omkring dem var lange og glubske, og Jaidev vidste udmærket godt hvorfor. De hadede og foragtede det lys, den himmelbelyste kappe kastede efter dem. Inderst inde morerede Jaidev sig over dette fænomen, for han havde et særpræget bånd med disse skygger; elskede og hadede dem. Han hadede dem, når de frarøvede ham hans lys og fornemmelse for verden omkring ham, men han elskede at skjule sig i dem, og betragte verden på afstand. Denne nat, som han delte med himmeldanserinden, elskede han skyggernes leg i mørket. Han nødt at være en fjern skikkelse, der gik i ét med himmelen selv. Da Jaidevs mule var tæt på den sorte hoppens mule, rynkede han langsomt på det ene næsebor. Hele hoppens aura ændrede sig, og hun var spændt som en bue, parat til at løbe når som helst. Det stak i Jaidev at se sådan en reaktion, for han ønskede den modsætte effekt, og var på vej til at fjerne den mørke mule, idet hoppen tog mod til sig, og imødekom ham. Med en berøring så let som en fjer selv, rørte han ved hende; så forsigtigt, som var hun porcelæn der ville gå i stykker for øjnene af ham. De sortnede, tomme øjne havde et glimt i lyset fra kappende, og ejede et fjernt karamelliseret udtryk, der betragtede den sorte hoppen foran ham. At røre ham, havde været en stor omvæltning for den sorte hoppe, så da hun fjernede sig, trak Jaidev sig langsomt væk for, at give hende den plads, som hun havde brug for. Han brummede dybt og maskulint til hende, mens de udtryksfulde øjne glimtrede i månens kolde lys. Han kunne sagtens fortælle hende, at han ville hende intet ondt, men ord var overfladiske – han kunne ikke tvinge hende til, at tro på, at han var venligsindet. Hun måtte selv danne en mening om ham. Da hoppen snakkede, drejede Jaidev det velformede, markerede hoved på skrå. Pandelokken gled sidelæns over det ene øjne, og åndedraget var tungt og regelmæssigt. Hendes ord minder ham om sig selv, mindede ham om, hvor meget han spejlede sig i hendes mening. Han nikkede kort og anerkende til den sorte hoppe, hvorefter han kastede med det spraglede hovedet, så manen skiftede side.

” Jeg forstår. ”

De ord der forlod Jaidev var korte og konkrete. Men oprigtigheden lyste ud af dem, såvel som ham. Han forstod hende virkelig. Forstod hendes trang til, at føle friheden fra andres kritiske blikke. En dybere, nærmest nynnende melodi udsprang fra den muskuløse hingst, der knejste nakken sammen, og lod forbenene trippe foran ham. Han ønskede at røre hendes smukke skind, men holdte sig tilbage for hendes skyld; Jaidv var ej mere frembrusende, end han vidste, hvor grænsen gik. Et prust forlod de let udspilede næsebor, og åndende steg som en hvidlige tåge omkring ham, og lyste de karamelliseret, mørke øjne op. Han krydsede dansende de lange og smidige ben, indtil han stod ved hendes side, med tilpas meget afstand. Øjnende skimtede oprigtigt og ærligt i kappens måneskinslys, og han kiggede galant på hende.

” Leonora, vil De tilbringe denne nat i selskab med mig, og hvis De ej finder det for krænkende, må jeg så have lov til, at byde Dem på måneskinsdans?”

Jaidevs dansen ved hoppens side stoppede op, og de slanke ben stod parallelt sammen. Halsen blev knejst sammen, mens overlæben blev mimrede en smule, nysgerrigt. Han ville ej byde hoppen op til dans, hvis hun ej ønskede hans selskab, men han følte sig draget af de blå sirlige prikker, fordelt gavmildt ud på hendes krop. Hun lignende en gudinde fra et fjernt land, og han ønskede oprigtigt, at danse natten væk i hendes selskab – hvis nu, hun havde lysten til at vise ham, hendes dans.

Hun så alt, selvom mørket søgte at skjule alt. Hun hørte alt, selvom lydende næsten gemte sig for hende under månens blege lys, som nærmest sagligt kastede sit mageløse lys imod de to mørke sjæle, der hver gemte sig under et lag af stjerner. Selvom de havde ligheder, var disse to lige så forskellige, som de var ens.
En meget vag vind sneg sig langsomt op omkring siderne på de to sjæle, imens deres mule var hinanden nær. Dette fik kappen på den brune hingst til meget forsigtigt at løfte sig en anelse fra hans side, og bekræftede at kappen ikke var limet fast på hans skind; men lå let og nænsomt over hans kraftfulde ryg.
De blå øjne som Leonora besad veg ikke et øjeblik fra de brune øjne, som hingsten Jaidev havde. De sugede alt til sig, nu hvor de havde kontakten, og under det kortvarige og meget følsomme øjeblik, hvor mulerne på de to sjæle mødtes, løb så mange følelser igennem Leonora’s blik, at man ikke kunne nå at opfange dem alle.
Havde Jaidev mødt den sorte Leonora blot få måneder forinden, ville hun aldrig have tilladt ham at røre hende, eller sig selv at røre ham. Og at det var grænseoverskridende for hende, kunne hun heller ikke skjule og ej heller ville hun.
Hun gumlede en smule, da Jaidev trak sig langsomt tilbage, efter at hun havde afsluttet kontakten. Det var som om han kunne læse hende, forstå at han ikke skulle være udfarende og det satte hun pris på. Kun få kunne føle det, som han kunne. Og de få var hendes familie. Leonora spidsede nu sine ører, da hun havde fået sin egen zone igen. Hun havde genetableret et mere harmonisk udtryk i hele hendes krop, der nu i højere grad udviste autoritet og kontrol, end i det sårbare øjeblik hvor hun havde rørt ham.

Han spurgte hende nu om et spørgsmål, som hun egentlig ikke havde regnet med. Han bød hende op til dans, til selskab i nattens timer. Dette vagte en kort bekymrende mine til live i hoppens udtryk; for turde hun? Hun havde ikke danset på den måde før. Hun havde haft et par trin med den røde Caedis, for længe længe siden. Ahearn havde hun været tættere på end nogen anden, i og med han havde udviklet sig til at blive hendes mage. Men aldrig havde hun danset med en. Hun rykkede en anelse i sin skulder, som søgte hun at vige ud til siden og smutte udenom ham og væk. Lige så hurtigt rettede hun dog op igen og lagde sit blik direkte i hans, med et sårbart udtryk. Derpå nikkede hun dog; for tiden havde helet meget i hendes sind. Og det som tiden ikke kunne hele, måtte hun selv.

,,Jeg vil gerne tilbringe natten med dig, Jaidev. Og ligeså vil jeg gerne danse med dig.”

Derpå nikkede hun i en noget mere graciøs bevægelse. Som faldt harmonien atter over hende, stemte hun op og tog et skridt i nærheden af den kappeklædte hingst. Ædelt, elegant, graciøst. Hun kunne bevæge sig med en ynde uden lige, den sorte Leonora – og under månens kærtegnende lys, skulle hun for første gang gøre det, som hun aldrig havde gjort før i dette land. Hun skulle danse.

Den nyfødte nat var så skrøbelig, så sårbar. Den rummede så meget, og alligevel så lidt. Den gav og den fratog. Natten var i virkeligheden en mystiske ting, der eksisterede i verden. Men eksisterede natten nu virkelig også, eller var det blot en illusion? For man kunne ikke røre natten, ikke kærtegne den eller såre den. Og det blev man nødt til for, at forsikre sig om, at noget eksisterede. Natten måtte være en grådig illusion af mørke, der slog lyde og lys ihjel. Ak, natten var i sandheden en mageløs illusion, og det slør af mystisk den ejede, var det som Jaidev elskede. Han elskede oprigtigt natten; elskede at forsvinde fra omverdenen, og blot tilbringe tiden i selskab med nattens gudinde. Men ikke denne nat, for i det skrøbelige mørke, var der to vandrende stjerner, der delte hinandens selskab. Deres lys skinnede sagte og sårbart imellem dem, og de blev begge badet, velsignet, i månens blege skær. To sjæle, der trods de lige var kommet hinanden nær, så var de alligevel kommet under huden på hinanden. De delte sammen noget, noget der bragte dem sammen, gjorde dem tættere, på trods af de var ligeså forskellige, som de var ens.

Den sorte hoppe vurderede tydeligt Jaidevs spørgsmål. Vurderede og overvejede det mere, end Jaidev havde troet, hun ville gøre. De mandelformede øre gled sidelæns, og de karamelliseret øjne betragtede hende med en forsigtig nysgerrighed. Havde han været for ivrig, var hun ikke klar til at danse med ham? Langsomt drog hingsten blikket i jorden, mens den silkebløde mule rynkede sammen, og formede en grimasse. Han kunne selvfølgelig ikke regne med, at alle ønskede hans selskab, eller hans tilbud om dans, men ak hvor han hadede en afvisning. Da den sorte hoppe rykkede på skuldrene, lignede hun mest af alt en rastløs og ubeslutsom sjæl, der ikke vidste, hvor meget hun kunne tillade sig selv. Et maskulint brum nynnede let og ubesværet fra den mørke hingst, der lod de slanke ben trippe fremad; han havde set hvilken besked hun ville give ham, og han ønskede ikke, at presse hende til noget, som hun ikke var parat til.

Da de feminine toner blev sluppet løs, drejede Jaidev langsomt hovedet imod den sorte hoppe. Hun havde tøjret sig selv, og havde lysten til at danse natten væk i hans selskab. Jaidev følte en hvis ærefrygt for, hendes beslutning, og lod et dybt og taknemmeligt nik glide fra det velformede hovedet. Med langsomme, præcise skridt drog Jaidev fremad i en gyngende skridt. Han drejede hovedet i hoppens retning, og med øjne der glimtede varmt, mørkt og mystisk fra den lysende kappe, kiggede han med et næsten kærtegnede blik på hende. Øjnene var dybe som en bundløs sø, og de var så lette at falde i. Da øjnene havde hvilet på den sorte, kaldte han maskulint og sagte på hende, inden han lod den sorte hale hæves stolt bag den runde bagpart, knejste nakken dybt sammen og med elegante skridt slog frem i trav.

Traven var så let, så ubesværet. Hvert skridt strejfede kun lige den golde jord, inden han atter løftede benet i en ædel højde. Hele den lette krop lignede næsten, at den svævende som en stjerne over den kølige jord, men de regelmæssige ’dunk’ fra de spraglede hove afslørerede, at han måtte røre jorden engang imellem. Halen viftede roligt og blødt bag den spændstige bagkrop, mens manen sagte kildede den muskuløse hals. Bagbenene blev løftet højt og sat ind under ham, mens forbene smidigt bevægede sig frem foran ham. Alt hvad han gjorde, virkede så ubesværet. Da Jaidev havde travet tilstrækkeligt, stoppede han blødt op i en parade, men kun kortvarigt, for overkroppe blev hævet i en lavade, hvor han trak forbenene helt op til maven. Han skimlede efter den sorte danserinde, og da hovene atter ramte jorden, udstødte han et højt og hingstet fnys, som lignede damp fra de silkebløde næsebor. Ørerne blev drejet fremad mod den sorte hoppe, for at betragte hendes dansetrin. Langsomt knejste han nakken dybere og dybere sammen, og mimrede sagte med mulen. Det var længe siden, at han havde danset med en partner, så han måtte nyde dette øjeblik til fulde. Mens han ventede på at hans himmeldanserinde skulle gøre ham selskab, lod han de slanke, stærke ben danse en elegant piaff på stedet. Med modsatte ben, for til bag, bevægede han graciøst på stedet, så let og elegant, som havde han gjort det adskille gange. Han sank dybere og dybere ned i lænden, og brummede sagte til den sorte hoppe, mens han afventede hendes dans.

Hun kunne ikke helt tolke, hvordan hendes adfærd påvirkede himmelhingsten. Fordi hun var tilbageholdende, fordi hun var usikker på om hvorvidt hun var i stand til dette, til at danse med en anden, havde skubbet hende ud i tvetydighed. Denne tvetydighed, havde hingsten Jaidev opfanget, og kort så det ud som om det ramte ham personligt. Dog var det aldrig ment således, for Leonora’s handlinger var altid på baggrund af hendes endnu delte, skrøbelige og ustabile sind. Det var altid en kamp med sig selv og hendes værdiger, hendes følelser og aldrig noget ment imod andre.
Da hun så takkede ja til hans dans, livede han op på en helt anden måde. Han havde ikke ladet hendes adfærd gå ham så meget på alligevel; og han indledte nu sin dans.

Han bevægede sig fremad i en række elegante trin, som til sammen blev sat sammen til hans dans. Det var tydeligt at hans muskler havde styrken, havde udholdenheden, til at bære ham igennem de helt svære trin; piaffe, svævende trav, det hele. Leonora blev et øjeblik stående for blot at betragte det syn, som spillede sig foran hendes øjne. Hun så med et blik, der så alt. Alt fra den bevægelse der gik hele vejen igennem hans ben, hans skulder, hans ryg, for hvert skridt han tog, til de små bevægelser hans ører måtte gøre sig imens. Hans næsebor der udspilede sig gentagende gange for at tillade luften at trænge ned i hans lunger, ilte hans blod, som hans hjerte pumpede rundt med enorm kræft. Ja, faktisk var der rigtig mange ting i hans bevægelser, som den sorte hoppe fandt utroligt smukke. Leonora var nu også en sjæl, som så skønhed på en anden måde end så mange andre, ville hun mene. Hun så altid på hvordan en sjæl brugte det, som de havde til rådighed, frem for om deres farve var flot, eller om deres ben nu var tilpas lange. Nej, alle kunne gøre sig selv smuk, ved at udnytte deres talenter – og det gjorde den brune hingst i sandhed.

Hun prustede dybt, en anelse skarpt som indledte hun til et fnys, inden hun rejste sin hals, lod sin vægt forskydes fremad og hendes bagben sætte af. Hun skubbede sin krop frem i to trin, så var hun i en samlet trav, med nakken som højeste punkt. Hendes bygning tillod hende at bære sig på en lidt anden måde end den spinkle hingst der bar himmelkappen; men blot fordi hun var tungere af bygning, bevægede hun sig ikke tungt. Hun nærmest sprang afsted for hvert trin i hendes trav, og snart var hun på vej ind i en tættere zone med himmelhingsten.

Hun nærmede sig lidt, men aldrig helt. Hun forblev med en passende afstand til den brune Jaidev, imens hendes bevægelser blev mere intense, og mere krævende, i takt med at hun sænkede sin fart til en samlet trav, der blev mere og mere langsom samt mere og mere siddende. Hun fnøs kort, inden hun lagde sine ører en anelse tilbage; at det var hårdt var noget hun nød. Hun nød at blive bekræftet i hvordan livet føltes. Hvordan det føltes at bruge sig selv, presse sig selv ud i en ynde som hun havde i sine gener, og som hun alt for sjældent brugte. Og nu, hvor hun langsomt begyndte at danse med himmelhingsten, som selv dansede mere og mere på stedet, brummede hun igen til ham. Sagte, men intenst. Hun havde lagt alt sin opmærksomhed på ham, og på det som de havde gang i; en sær kontakt som hun ikke havde haft med nogen før. Selv ikke Ahearn, som var hingsten som havde vundet hendes hjerte. Ham, der havde rykket hende ud af stedet den nat hvor regnen og kulden havde taget hende, hvis ikke hun var kommet i bevægelse.
Dette var anderledes. Som var der en gensidig forståelse og respekt, som rakte ud over venskab, følelser, meninger. Den var der bare, og den var lige præcis hvad den sorte hoppe havde haft brug for længe.

Memories of the lost

Wordcount: 860

Måneskinsdansen var påbegyndt. Ydmygt havde himmelhingsten budt himmeldanserinden op til dans, og taget det første skridt ud, for at påbegynde den, og for at ’rydde gulvet for hende’. Stolt stod han nu på stedet, mens benene dansede piaffdansen til ende. Fronten vendte imod den sorte hoppe, mens de mørke øjne hvilede på hende. Hvilede på det sorte skind, der forsvandt blandet skyggerne, hvilede på de azurblå prikker, der skinnede sagte op i mørket. Et fnys forlod hoppen, da hun påbegyndte sin dans. De mandelformede øre gled frem, nysgerrigt såvel som opmærksomt. Det med at danse, var noget Jaidev gjorde, for at finde tryghed; både i sig selv, men også i andre. Han havde ikke været van til nærkontakt i hans hjemland, og derfor havde han altid længtes efter, at kunne røre ved andre. Have et selskab med andre. Jaidevs fader havde været en danser, som havde misbrugt denne evne, og forført hopperne med denne snedige metode. Dette var hvad Jaidev var opvokset med, det var hvad der prægede ham. Han var så vant til, at dansen skulle erstatte ord, og at dansen skulle skabe bånd. Nøjagtigt som det gjorde denne stjerneklare nat.

Hoppens dans var begyndt. Som en scene spillede den foran den mørke hingst, hvis glødende øjne fra kappens skær, betragtede hvordan den sorte hoppe lod de stærke ben, bære den stærke krop. De var af to vidt forskellige støbninger, og ville aldrig kunne danse på samme måde; men det var netop det, der fascinerede Jaidev. At se hvordan andre bevægede deres krop, arbejdede med de karakter, som de havde. Da hoppen kom nærmere, knejste Jaidev nakken sammen, og genoptog piaff bevægelserne, som den sorte deltog i; tillod at komme ham nær, og være en del af dansen. Musklerne spillede harmonisk under den skinnende kappe på hingsten, og små prust steg ud fra den silkebløde mule; det var en livsbekræftelse, at fornemme sin krop. Med langsomme bevægelser trippede Jaidev omkring i piaffen, og stod med siden til den sorte hoppe. Side om side stod de der, og dansede med hinanden. Hendes blå, sirlige stjerne skinnede omkamp med hans blåsorte kappe, der genspejlede nattehimmelen over dem; for alle andre ville se sikkert ligne to stjerne, der betrådte jorden.

De mørke øjne skinnede på den sorte hoppe. Kappen, der flagrede stolt omkring ham, ejede magiske kræfter, som han sjældent brugte. Ikke fordi han ikke havde lysten, men han ønskede ej at misbruge denne magt, der var blevet ham givet. Desuden ønskede han ikke, at andre sjæle skulle vide, hvilke kræfter kappen havde; jo mindre andre sjæle vidste, jo færre ville forsøge at frarøve ham den. Men magien var utøjlelig, og det var ikke altid, at himmelhingsten kunne holde den tilbage; så mens de mørke øjne betragtede hoppens ædle dans, drog magien ind i hende. Ind i hendes sind.

Det gjorde ej ondt. Egentligt ville hun ikke kunne mærke noget, for det var kun et ganske kort øjeblik, at magien var løs. Men det var nok; nok for Jaidev til at indse, at magien var levende og havde vokset. En episode havde spillet sig for hans indre øje; en episode om et andet land, der ikke var Andromeda eller Ukobach. Det var et helt tredje land, som havde vidst sig på hans nethinde.

Et prust forlod atter mulen, og med bevægelser, der fremhævede den ædle krop, sprang Jaidev an i et galopanspring; men det var ej galop han vidste. Han skiftede hele tiden galoppen, og lignede en der lavede ’gade-drenge-hop’. Halen svirpede omkring den runde bagdel, og da han havde oprettet en afstand til den sorte hoppe, stoppede han op i en parade. En dampende tåge steg omkring næseborende, inden han rejste sig højt og kontrolleret på bagbenene. Forbenene blev i starten slået ud, indtil balancen var fundet, og de blev trykket mod bringen. Med styrken i bagbenene, drejede han siden til Leonora, og lod hende se, hvordan kappen glimtrede ligeså meget som himmelen over dem. Kappen flagrede stolt i vinden, stod omkring korpusset på Jaidev som en fane. Med et dunk ramte hovene jorden, og Jaidev dansede sidelæns med smidige bevægelser. Hjertet steg hele tiden, og til sidst valgte han, at trave imod hoppen med spanske skridt, men naturligvis uden at ramme hende. Da han ikke kunne komme tættere, stoppede han op foran hende, men da han havde gået med strukket ben, var der en stor distance mellem dem; men Jaidev ønskede ikke, at overskride hans danserindes

grænse.

” Leonora, himmeldanserinde, fortæl mig, hvor har De fået deres stjerne fra? ”

Det var en smule prustende, Jaidev spurgte den sorte hoppe. Flankerne dirrede svagt på den mørke hingst, og fra de udspilede næsebor hev han luft ind og drog luft ud. Det billede, han før havde oplevet, og som havde brændt ham på hukommelsen, måtte være et billede fra Leonoras hjemland; og der var der ikke andre, som havde de blå stjerne, som hun ejede. Derved måtte der være en anden forklaring. Med langsomme bevægelser, strakte Jaidev den silkebløde mule frem imod hende, og de karamelliseret øjne søgte hoppens blå øjne, der matchede de sirlige prikker på hendes skind. Med øjnene spurgte han ydmygt om tilladelse til, at røre ved hende.

code by ♥

Der var rigtig mange trin i denne dans, som de udførte i stilhed. Den brune Jaidev, med den reflekterende himmelkappe, dansede en dans med elegancen som medspiller. Han smøg sig rundt i smidige trin, dansede med kraften fra hans bagpart, der bar ham i hans passager, dansede med hele hans krop, imens han taktfuldt og elegant bevægede sig med rundt sammen med den sorte Leonora, hvis pels svagt skinnede i et køligt blåt skær, fra de brændemærker hun havde modtaget ved sin ankomst til landet. Hele tiden havde den kulsorte hoppe sine isblå øjne rettet imod den brune hingst, for selvom hendes sind var helet meget, så var det endnu tilpas skrøbeligt, til at hendes tillid ikke blev vundet 100% på én gang. Ikke at hun ville mistænke ham for at gøre udfald imod hende, men hendes instinkter fortalte hende, at hun ikke måtte slippe blikket fra ham; på både godt og ondt.
De bevægelser hingsten udførte sig, var ganske mageløse og den sorte Leonora ville have været ked af at gå glip af dem. Og en kort tanke strøg afsted til hendes søn Seyé, som selv skulle lære at danse med samme overbevisning som den brune Jaidev.

Hun slog kort, næsten iltert med hovedet, da hun selv skulle ind i dansen for alvor. Hun samlede sin krop, for at søge frem i mere frit tempo, frem for at dvæle næsten på stedet, imens Jaidev udførte sin dans for hende. Nej, hun skulle også danse for ham, med ham, som han havde budt hende op til. Og med sin hals højt hævet, så den sad højere end den brune hingsts, og ryggen hævet, da skød hun frem i en springende trav. Hendes forknæ blev løftet så højt, at de var på linje med hendes bringe og hendes bagben blev sat langt ind under hende, for at fremme hendes rummelighed og opspring i bevægelserne. Hendes dans var noget mere fri, kunne man sige, end hans samlede dans, der krævede stor muskelstyrke. Nok krævede hendes også styrke, men det var på et andet niveau, end hans. Hun dansede frem, faktisk lige foran hans mule, for at slå sig ud på en stor cirkel omkring ham. Hendes bevægelser kom først rigtig til udtryk nu, hvor hun kunne strække sig frem, så hun fremhævede sit svæv i sin trav; for hvert skridt hun tog, lettede hun en smule fra jorden, så hendes svævemoment blev meget tydeligt. Hun nød virkelig at udfolde sig sådan, altid havde hun nydt at ’flyve’.
Et hoppet fnys forlod hendes mule som tegn på hendes iltre temperament, som egentlig hvilede under det autoritære, men milde ydre, som hun havde haft i sit hjemland og som hun gradvist havde genvundet i dette. Hun var noget særligt, ville nogle mene – andre ville se hende som værende kedelig. Det var dog helt op til den enkelte at vurdere, hvem Leonora var for dem; for hun kunne absolut ikke styre andres meninger. Kunne hun, ville hun heller ikke gide.

Dansen, som de udførte sammen under månens blege lys, varede en rum tid. Og da først de nåede imod enden og deres tempo blev sænket, blev de atter ført tættere sammen. Hun var nu meget nær ham, den brune hingst, men der var endnu en behagelig distance imellem dem. Han havde læst hendes grænser og føjede dem, hvilket hun respekterede ham for. Ikke mange havde samme føling med andres private sfære som denne hingst havde. Hun nikkede dybt til ham, for at takke af for dansen han havde budt hende op til, og hun skulle lige til at lade sin mule søge frem imod ham, da hans stemme spurgte om én af de få ting, som endnu fik hendes skrøbelige sind til at krakelerer. Hendes blå prikker.
Hun spændte straks sind ryg som en flitsbue og trak hovedet helt op i en anstreng position, som skulle hun afværge et nyligt forestående angreb. Som var hun klar til at springe panisk væk og flygte, inden faren kom hende nær – men hun blev stående. Og det var kun fordi, at hun havde lagt en del af sin tillid på hingsten allerede; kun fordi hun havde danset med ham og faktisk følte sig hjemme i hans selskab. Ellers var hun drejet om på stedet og gået sin vej.

Der gik lidt tid, inden hun fnøs langtrukkent. Hendes isblå øjne nærmest borede sig imod den brune, for at granske ham for hans hensigter. Søgte han at fritte hende for informationer, søgte han at ødelægge hende? Alle disse tanker for i første omgang igennem hendes hoved, inden hun fandt frem til sandheden. Nej, han spurgte ikke af selviske årsager, han spurgte ikke for at gøre hende fortræd. Han spurgte hende af nysgerrighed, og derfor gik hun med sammenbidt stemme, i starten, i gang med at svare ham; fordi hun havde valgt, at han var god nok. Han måtte godt komme tættere på.

,,Jeg kan ikke fortælle dig alt, Jaidev, men jeg kan fortælle dig nok til at du forstår. De prikker, som du kalder mine stjerner, fik jeg da jeg kom til landet. Min verden var gået i opløsning i det land jeg .. kom fra .. og på en eller anden måde, blev jeg givet en vej til en hel verden. Da jeg satte fod på denne jord, blev jeg mødt af en ussel skabning. Lille, grim. Men klog og smart. Han lokkede mig i fordærv, og jeg indrømmer det, det var en stor fejl fra min side af, at lytte til ham; men han tilbød mig noget, som mit hjerte ikke kunne leve uden at vide. Som straf for denne aftale, jeg indgik med ham, mærkede han mig. Han brændte mit skind og drænede min krop fra styrke. Og det gør han stadig. Jeg kan mærke, at jeg sommetider svinder i energi, fordi han tærer på den forbindelse han lavede dengang. Og hvor meget jeg end hader det, kan jeg ikke lave om på det..”

Det var første gang hun havde fortalt nogen om dette. Første gang hun havde fortalt hvad hun følte omkring det. Og denne prøvelse, som det havde været, havde været så stor, at hun ikke kunne bære det. Efter hendes ord, veg hun flere skridt bagud og slog i vildens sky med hovedet, som forsøgte hun at ryste et bæst fra sin mule. Det føltes så forfærdeligt, og et øjeblik frygtede hun, at hun var ved at gå i stykker igen. Panikken var lige ved at gribe ind, inden hun fik stoppet sine bevægelser. Hun måtte styre dem, kontrollere dem; og hun stod nu, på stedet, dirrende. Hvad den brune Jaidev nu ville gøre, kunne hun slet ikke tænke på – det eneste hun forsøgte at genkalde i sit hoved nu, var hendes søn, hendes datter, hendes mage. Alt det, som havde gjort hende lykkelig, alt det, som havde samlet hende.
Og i hele dette virvar af reaktioner, var hun kommet til at afvise hans ellers forsigtige forespørgsel om at røre hende; en gestus hun havde ønsket hun havde haft styrken til at give ham lov til.

Memories of the lost

Tag: Leonora  | Wordcount: -  | Weather: Night, starlight, cold, no wind

Lugten af sved hang i den tynde natteluft mellem de to sjæle. Der var noget specielt ved luften om natten; den var altid så silkeblød og indeholdte sjældent en lugt. Hvorimod om dagen, hvor solen herskede på himmelen, kunne man lugte blomster, fugtigt græs, andre sjæle. Nu, hvor alt var gået til ro, var der en hvis tomhed i luften. Kun de to sjæle, der havde gjort natten til deres, fyldte luften med deres lugte. I dette tilfælde var det den milde, salte lugt af sved efter deres dans. Jaidev rykkede det ene næsebor en smule opad og prustede hårdt ud for, at fjerne lugten. Der var ingen vind denne aften, så deres lugt blev ikke draget videre til andre, såvel andres lugte heller ikke blev bragt til dem. Det kunne føleles som om, at de var de eneste levende denne nat. Men det gjorde ej noget, i følge den mørke hingst. Han havde nydt at danse med himmeldanserinden, specielt fordi hun havde taget imod hans tilbud og danset for hans øjne, såvel som han havde danset for hendes. Ingen andre havde overvåget dem, oplevet den atmosfære der som elektricitet gnistrendemellem de to dansende sjæle. Men nu var dansen slut, og de stod nu der foran hinanden, så hinanden ad. Begge deres åndedrage var højere end normalt, og for Jaidevs vedkommende fik hans vejrtrækning kappen til at bølge omkring flankerne, og stjernerne glimtrede som tusind små diamanter. 

Men hvad himmelhingsten ikke havde forudset var, at deres dans ville tage en anden drejning. Han havde spurgt ind til hendes stjernebeklædte skind, som havde fascineret ham under hendes dans. De glitrede og lyste, de var smukke. Han spurgte af oprigtig nysgerrighed, men også fordi han var draget af dem. Draget af tanken om, hvilke styrke der lå gemt i dem. Mon hun skulle beskytte himmelen som ham selv?

Himmeldanserinden, som Jaidev havde døbt hende, reagerede dog ej med samme nysgerrighed omkring hendes prikkende skind. Ak nej, hun nærmest sank ind i sig selv, sindet forsvandt fra omverdenen, og hendes krop blev efterladt som en tom, sjæleløs skal. Som om, at hendes sjæl ej havde en sammenhørighed med prikkerne på hendes skind. Tværtimod. Jaidevs hoved gled på skrå, ørerne gled sidelæns. De ord han havde frembragt i natten mellem dem, ønskede han inderligt at tage tilbage og gemme dem dybt, dybt væk. Brænde dem, hvis det var nødvendigt. Men hvad der var blevet sagt, kunne han ej tage tilbage. Han lænede kroppen en smule bagover, som skulle han til at træde væk, men da åbnede himmeldanserinden mulen, og lod ordene fylde den lugtløse nat mellem dem.

Hun snakkede i gåder, undlod visse detaljer. For at forstå hendes forklaring, fulgte hingsten nøje med. Hun havde mødt en ussel skabning, der havde snydt hende, fordi hendes hjerte var brændt inde med et ønske, hun var nødt til at få opfyldt. Hvilket væsen hun snakkede om, kunne hingsten sagtens gætte sig til; Rumpelstilskin. Tanken om navnet brændte ham nærmest og efterlod ham med en grim smag på tungen. At sådan et væsen kunne leve af, at snyde sjæle fordi de havde et hjertebegæret ønske, irriterede ham. Jaidev fnys hårdt ved tanken, og lagde hovedet en smule på skrå. Rumpelstilskin levede simpelthen af himmeldanserinden, fortærede hendes kræfter og hendes energi. De smukke prikker, han havde troet var en velsignelse, var i virkeligheden en forbandelse. Og han havde lige revet et dybt sår op på hende. Hingstens øjne flakkede et øjeblik, men det var ej til at se; for kappens lys brændte ej kraftigt, så hans øjne var ej mere end udtryksløse, sorte perler.

Da hoppen trak sig fra ham, som havde ordende brændt hende, trådte Jaidev et forsigtigt skridt tilbage. Hans mørke øjne hvilede på hende, og ørerne var sidevendt. Han fortrød at han havde påført hoppen denne smerte. Hun havde afvist ham, og det forstod han godt. Han havde jo påført hende en psykisk smerte, der var igang med at æde hende op indefra. Han sank undskyldende hovedet en smule, og overvejede et øjeblik om hun ville fortrække, at han forduftede. Hans sorte øjne flakkede, uden egentligt at finde noget at fokusere på.

" Jeg beklager, Himmeldanserinde, det var ej min mening at påminde Dem deres rejse hertil, ej heller deres sammenstød med det væsen, der gjorde dette mod Dem.

Hingstens maskuline stemme var lav i natten, men der var ej heller grund til at tale højere, Det var trods alt kun de to, der var at finde i miles omkreds. Langsomt hævede Jaidev hovedet op på dets plads, og betragtede hoppen. Det rev i ham om, at søge hen mod hende og fjerne den smerte han havde påført hende. På den anden siden ville det gøre mere skade end gavn, hun havde flere gange afvist hans nærværelse. Så han måtte pænt holde sig væk.
Eller gå, hvis det var det, som himmeldanserinden ønskede.

I den sorte hoppes indre måtte hun gentagende gange fortælle sig selv, at hun var okay. At verdenen omkring hende ikke var faldet fra hinanden, som hun et øjeblik havde følt den ville på ny. Himlen over hende var ikke styrtet ned og hendes ben stod endnu på fast underlag. Hendes hjerteslag, som hamrede med samme kraft som et tordenslag, var det eneste hun kunne høre, alt imens hun forsøgte i en tavs kamp at få samlet sig selv igen. For hendes indre øje så hun Seyé, den skimlende hingsteplag, der havde arvet hendes stærke bygning og sin faders hvide farve. Og mere til. Hun så for sig den lille Daphne, der med hendes uskyldige nysgerrighed kunne vende enhver form for tristhed til leende glæde. Hun så for dig en stærk hingst, en hingst med samme mærke som hende selv - for Ahearn, en hun manglede; en hun higede efter, men som hun havde været nødt til at leve uden i længere tid end hun havde haft godt af, havde lidt samme skæbne som hende og lavet en aftale med den sande djævel, som Rumpelstiltskin var. De have mere til fælles end et sind, der på bunden var stædigt og stolt.

Et billede havde dannet sig i hendes sind nu. Et harmonisk billede, et ønskebillede. Et hun godt vidste var urealistisk, men ikke desto mindre havde det givet hende modet til at løfte blikket igen. Hendes dirrende muskler, som efterhånden var så anstrengt af de begyndte at gøre ondt, måtte hun slippe spændingen i; i hvert fald blot en anelse. Det var så tydeligt, hvis man så direkte på hende, at det smertede hende at hun reagerede således. Hun var på en måde flov over, at hun endnu var så skrøbelig, at hun ikke kunne tale om fortiden; og på en anden måde hjalp det hende at vide hendes frygt overfor en anden. For siden hun havde mødt Ahearn, havde hun ikke indviet andre i hendes sande adfærd, for hun havde kunnet gemme den. Hun havde kunnet styre den - men nu, hvor hun manglede hendes anker i livet, hendes mage, da havde hun ikke længere det bånd på hende selv. Hun søgte ensomheden om natten, som hun havde gjort det denne nat, for at få sine følelser ud. Få 'raset ud', så at sige, reagere på hendes følelser. Denne hingst, denne himmelhingst Jaidev, havde fanget hende netop på et sådan øjeblik; og indtil hans spørgsmål, havde hun kunnet finde ro i hans selskab, finde tryghed. Trygheden var brudt op og sindet rystet - men da hingstens stemme på ny blev hørt, var det som om der blev lagt en anelse bånd på hendes sårbare sind igen. Han undskyldte overfor hende, og da hendes blik ramte hans, der tydeligt viste hans beklagelse over at han var trådt for langt, da åndede hun pludseligt lettet ud. Hendes ryg blev sænket og hendes skulders dirren ophørte helt. Og derefter gled det mest sårbare udtryk over hoppens hoved, som nogensinde have givet sig til kende. Hun var ikke længere anspændt; men det var tydeligt, at hun var på randen til at bryde sammen. Ikke på samme måde som før, men på randen til at give op; for has undskyldning var ikke berettiget. Han skulle ikke sige undskyld til hende - hun følte nærmere det var omvendt. Hun kunne dog ej undskylde, men derimod kun udtrykke ét behov - og det var i øjeblikket nærhed. Den nærhed hun før havde afvist, som hun havde ønsket hun havde kunnet tage imod - den havde hun nu behov for.

Hun trådte ét usikkert skridt frem. Hendes blå øjne, som endnu lå bedende imod hans skjulte, mørke øjne. Hun sagde det hele med ét enkelt blik. Det hun før havde afvist, bad hun nu om, af selviske årsager - og selvom hun ikke var stolt af det, valgte hun at søge netop det hun havde behov for, for hendes egen skyld. Bagefter, hvis den ædle Jaidev tillod hende at være ham nær, søge hans tryghed, måtte hun undskylde for hendes adfærd - men først skulle hun samle sindet til fulde og over den grøft, som hun var ved at falde i. Den opgivendes grøft.

Memories of the lost

Tag: Leonora  | Wordcount: 557  | Weather: Night, starlight, cold, no wind

Det var ikke første gang, at himmelhingsten havde trådt et skridt forkert. Og muligvis ej heller sidste. Livet var en lang læring, det havde hans fader altid nævnte for ham. Han, himmeldanseren, havde brudt den grænse der var mellem de to sjæle, han havde banket på hendes mur og til sidst var den krakeleret. Smuldret. Dårlig smag i munden kunne ikke beskrive, hvordan Jaidev følte det øjeblik. Han havde såret en sårbar sjæl. Det havde aldrig været hans mening, han var blot blevet fascineret af de ’stjerner’, der sirligt prydede hoppens velbyggede krop. Men disse stjerner havde ej været velsignet, som han havde troet, ak nej de var forbandet. Og han havde lige flået et minde op af hendes erindringer om hvorfor hun så ud, som hun gjorde. Selvom himmeldanserinden vidste at hun var anderledes med sine blå diamanter, havde han ikke behøvet at påminde hende om det. Jaidev drejede hovedet bort og trådte et skridt bagud, rastløsheden lå over ham. Han burde slet ikke være i nærheden af hende, når han havde formået at såre hende. Han smaskede lydløst, og ud af øjenkrogen kunne han se, hvor spændt og dirrende hoppen stod, og trodsigt kæmpede mod hendes indre dæmoner. Jaidev ønskede at give en anden skylden for, at hoppens sind var så ødelagt; han ønskede en syndebuk. Han vidste udmærket hvem, dette var, men alligevel kunne han ikke fjerne den del af skylden, der lå på ham selv. Hans mørke krop, der blev oplyst af det blideste måneskind, lænede sig en smule bagover, han gjorde hvad han kunne for at give hende plads. Fysisk såvel som psykisk.


Da trådte himmeldanserinden frem. Jaidev så det øjeblikket, og hans smasken stoppede. Hans mørke, karamelliseret øjne fangede hendes lille bevægelse. Tøvende og forsigtigt nærmede hun sig. Jaidev stod stille, som turde han ikke røre på sig. Han turde dårligt nok trække vejret. I takt med at hoppen kom nærmere, så mere knejst blev hans muskuløse hals. Blikket flakket over hoppens ansigt, og da så han det: hvor længselsfuld hun var. Hun ejede et helt unikt begær dette øjeblik. Sårbarheden lyste ud af hende, lå som en synlig aura omkring hendes mørke skikkelse, der ligesom ham, lyste natten op. Langsomt åndede Jaidev ud, da gik det gik op for ham, at hun søgte ham nu. Hans øre gled uroligt omkring, og i et kort sekund overvejede han et træde et skridt bagud. Han var nervøs for, at hvad end han gjorde, at det så ville skræmme hende yderligere. Stilheden var altædende omkring dem, kun deres åndedrag fyldte luften. Der var en intensitet mellem dem i dette moment; som stod tiden stille. Da brummede himmeldanseren dybt og maskulint til himmeldanserinden, og trådte et målrettet skridt frem. Og endnu et. Hun havde søgt ham, og det afviste han ej. Da han var hende nær lod han de mørke, - men med lyset fra kappen – skinnende øjne hvile i hendes blå, der sagde så meget. Og alligevel så lidt. Atter brummede han til hende, med en varmere toneart. Med en kærlig berøring ramte han hendes næseryg med hans silkebløde mule, og lod den glide ned af den med fjerlette bevægelser; som var hun porcelæn, der ville smuldre hvis han ikke passede på. Hvilket han i den grad gjorde.
Så meget, at han atter holdte vejret uden selv at opdage det.