Memories of the lost

Hendes higen efter trygheden havde drevet hende ud i det, som af andre nok ville være beskrevet som værende ynkeligt. Hun havde øjeblikke forinden veget fra hinanden, søgt bort for at få styr på sig selv; men også for at undgå, at blive såret yderligere. Hingsten, himmeldanseren Jaidev, havde ramt en årer, som havde været svær at få lukket - og hvis ikke det var fordi, at Leonora's sind havde ændret sig så meget, fra første gang hun satte hove i landet og til nu, da var hun vandret bort fra hingsten uden at have søgt tilgivelse, eller givet det. Hun vidste godt, at hingsten ej havde sat disse tanker, disse reaktioner i gang hos den nattesorte hoppe med vilje; og ej kunne hun bebrejde ham for det, selvom det var det letteste. Men lethed var ej det, som den sorte hoppe søgte længere. Hun vidste, at ville hun med tiden kunne kalde sig hel i sindet igen, måtte hun tage den svære vej hver gang, også selvom det bød hende at gøre op med de indre dæmoner, som hun stadigt kæmpede med. Særligt når hun var alene; når hun kunne være sårbar.

Hun havde vist ham, at hun havde brug for ham. Brug for ham på en måde, som hun kun havde søgt hos én anden før. En særligt hvid hingst med mørke ben, faderen til hendes søn - den hingst, som var forsvundet fra hendes liv, den manglende brik i puslespillet. At hun nu søgte denne brune, på samme grundlag, var måske fejt af hende; men noget ved ham, havde vundet hendes tillid og hendes tryghed, om end det altid var som en dans på tynd is, at omgås den sorte nattehoppe.
Da hingsten trådte hende nærmere, var det som om en byrde faldt fra hendes skuldre, og et øjeblik dirrede hun på ny; men ikke af angst, nej, nærmere af udmattelse.

Hans dæmpede brummen hørte hun og responderede nærmest instinktivt på. Hun brummede igen med en vag tone, men en tone der bar præg af lettelse. Hun rørte sig ikke, da hans mule blev placeret imod hendes næseryg, men hun tillod sin krop at mærke hver enkel del af berøringen han gav hende. Mærke hans åndedræt der fordelte sig ned over næseryggen på hende; hvordan det ophørte da han holdt det tilbage. Hvordan hans mule bevægede pelsen på hendes næseryg, hvordan den blide, kildende fornemmelse bredte sig som ringe i vand.
Efter en kort stund, åndede hun så dybt ud hun kunne og lod sine blå øjne lukkes.


Ét skridt, to skridt; og så stod hun så tæt på ham hun kunne. Hun havde bragt sin krop tættere på ham, da hendes dirren var ophørt, for at vise ham, at hun værtsatte hans nærhed. At hun værtsatte ham, og på trods af hendes utilregnelige, sårbare sind, ønskede nærheden hun havde manglet. Hun brummede sagte og åbnede da sine øjne igen, inden hun med en forsigtig fremstrakt muleføring berørte hingstens hals, lige over hans kappes kant. Hendes berøring var lige så fjerlet, som den han havde påført hende; og alt imens var hendes ører rettet meget lyttende imod hans hoved. Hun var så opmærksom på ham i dette øjeblik, at hun mærkede verdenen omkring hende blive tavs. Den betød intet lige nu; for hun havde, trods hendes nedbrud kort forinden, valgt at hingsten betød tryghed for hende. Og derfor turde hun godt lukke alt andet ude - for her behøvede hun ikke være stærk for sine afkoms skyld. Her kunne hun være sårbar, for sin egen skyld.

Memories of the lost

Tag: Leonora  | Wordcount: 514  | Weather: Night, starlight, cold, no wind

Natten, som de to sjæle delte selskab i, var blevet mørkere. Dunklere. Det måtte være over midnat. Et sted fjernt på himmelen sad månen på sin stolte plads, og tronede over Andromedas mørklagte land. Stjerner, som var himmelens små fregner, blinkede legesygt over dem. Hvis det var korrekt, ville den sorte hoppe været forsvundet i ét med mørket, og han selv havde ej været særlig synlig heller. Men skæbnen ville dem anderledes; stjernestøv var prydet over den sorte hoppes krop i det sirlige mønstre, og hun skinnede svagt som en blå diamant foran himmeldanseren. Han selv ejede et sølvhvidt skær, som kappen kastede fra sig. For himmelens måne og stjerner genspejlede sig i hans kappe; var hans kappe. Ingen af dem ville nogensinde forsvinde i mørket længere. Dette mønster fascinerede hingsten, men han forholdte sig helt i ro. Han havde allerede været for ivrig og trådt forkert. Ej ville han skræmme den sorte hoppe yderligere.
Han havde nærmet sig forsigtigt. Tilbudt hende tryghed og nærvær. Der havde været en kort stilhed mellem de to sjæle, og da svarede hoppen på hans brum. Og da hun tillod, at hans silkebløde mule ramte hende, åndende han tungt op for at slappe så meget af i hans krop; nærmest for at ånde al ilten ud af kroppen og gøre sig mindre. Mindre skræmmende. For ej at bryde hendes grænse, havde han også fjernet den igen. Men det var som om, at den sorte hoppe havde fået smag for berøringen, for ganske forsigtigt nærmede hun sig.

Hoppen var så nær, som overhovedet muligt. Hingstens sortnede øjne betragtede hendes ansigt, hendes øjne; hendes udtryk. Hvordan følte hun egentligt selv i sin krop lige nu? Hendes sprog havde fortvivlet ham en smule. Som var hun ikke selv enig med sig selv om, hvad hun ville. Da hendes feminine toner brummede til ham, svarede himmelhingsten dybt, men sagte tilbage med hans kontrast toner. Hendes berøring fandt sted. Ganske blidt og forsigtigt; i modsætning til ham, der var bange for, at hun havde krakeleret under hans berøring, var hun nærmere nervøs for sin egen reaktion, hvis hun lagde for meget i det. Hingsten åndende tungt ud, hvorefter skindet dirrede under hans berøring. Han puffede blødt, men bestemt til hendes skulderparti; hun måtte ej røre kappen. Hvorfor, det vidste han ej. Han var vel nervøs for, at hun ville ødelægge den. Der havde været andre, der misundte ham den og havde forsøgt at stjæle den. Ej mistænkte han den sorte for disse intentioner, men ingen havde nogensinde fået æren at røre den. Ej heller se den magi, den ejede. Da hingsten var færdig med hans puf, lod han den lyse mule vandre op af hendes skulder til manken, mens han følte det blå mønster. Da han nåede hendes manke, begyndte han ganske afslappet at nulre med overlæben; et stadie før gnubberiet. Men ej turde han ’sætte tænder i hende’, så derfor lod han blot overlæbe kører rundt i bløde cirkler. Hans sortnede øjne skævede udtryksløs til hende, hans opmærksomhed lå udelukkende på den sorte hoppe dette øjeblik. Hvor meget ville hun finde sig i?

Sekunderne var forsvundet for den sorte hoppe, som bar stjernehimlen på sin krop. Hun hørte ej længere vindens sagte susen, hun hørte ej trætoppenes kvasende knitren. Hun hørte ej insekternes svage summen, og mærkede ikke andet end den stolte himmeldansers åndedrag imod hendes krop. Hun vrikkede et øre skråt bagud; og dette gjorde hun ikke for at lytte, men for at signalere at hun ønskede guidning fra himmeldanseren. Dette fik hun umiddelbart efter, for han markerede sig med et puf af tydelig karakter da hendes mule var for nær hans sirlige kappe. Med et lidt underdanigt brum flyttede hun med det samme mulen fra kappens nærhed, men ikke fra ham. Hendes krop, som gemte det sårbare sind, var som altid i kamp med sig selv - for egentlig bød hendes instinkter hende at fjerne sig fra ham efter hans puf; men samtidigt havde hun besluttet at hingsten var tryghed for hende, og derfor valgte hun at blive ved ham. Hun brummede sagte imod ham, ikke direkte undskyldende, men accepterende af hans hentydning.

Snart nærmede hans mule sig hendes manke, hvor han begyndte at nulre imod hendes sorte pels. Et øjeblik stivnede hoppen, den sorte nattedanser; men lige så hurtigt at musklerne havde trukket sig sammen, slap de igen på hendes befaling. Den berøring som hingsten påførte hende var rar - så rar, at hun ikke kunne frasige sig lysten til at hengive sig til den. Hun begyndte ganske kort efter at gøre det samme, nulre ham med fløjlsbløde berøringer omkring det øverste af skulderen.
Den sorte Leonora, som nu stod så nær Jaidev, himmelhingsten, som hun overhovedet kunne, lukkede nu sine øjne. Hun gav sig hen til den kontakt hun havde med hingsten - en kontakt hun kun havde haft med én anden. En kontakt, der mindede hende så meget om det hun holdt af, det hun elskede, men også en kontakt der skræmte hende. Det var nemlig en kontakt hun var ræd for at miste, en kontakt hun længe havde været foruden - og nu både nød og skammede sig over at have. Som altid var Leonora i vildrede over sig selv og hendes følelser; for hun elskede en hingst som var forsvundet - og var hun ved at flytte denne tillid, som hun havde til den hvide Ahearn, imod himmeldanseren? Var hun ved at lukke ham ind, hvor han ikke skulle lukkes ind? Hendes mule, som nulrede hingstens skulder, blev et øjeblik lidt stillestående. Hun overvejede det meget nøje, og mange hundrede tanker fór igennem hendes hoved på blot få sekunder. Om hun var ved at give denne himmelhingst en for stor tillid, en for stor indsigt i hendes sårbare sind valgte hun at være ligeglad med. Hun følte at hun havde brug for dette, brug for ham; for hos ham kunne hun være sig selv - og det var noget hun altid ville være ham taknemmelig for.

Memories of the lost

Tag: Leonora  | Wordcount: 713  | Weather: Night, starlight, cold, no wind

Natten omkring de to sjæle var mørk; ikke blot mørk, men sort. Et sted fjernt sad månen og stjerne og blinkede, forsøgte at kaste et lille lys ud over landet. Men det var næsten usynligt, for når natten havde sin fulde kraft, var alting næsten ædt op af mørket. Med mørket kom kulden også, de to ting i samhørighed med hinanden lagde sig tungt omkring de to sjæle, der udkonkurrere deres glubske skygger. Men skyggerne på Chibale havde aldrig været ondskabsfulde, de havde blot forholdt sig til deres pligt og gjort deres job uden at skade nogen. Jaidev var i hvert fald ikke bekymret, når skyggerne slangede sig tættere på dem. Deres lys blev kastet blidt ud mod skyggerne, og de lignede selv de faldne stjerner. Mørket havde ikke ædt dem op, kunne ikke; kom aldrig til det. På afstand kunne de vel ligne en kugle af lys; den sorte hoppe, himmeldanserinden med de sirlige blå diamanter skinnende over hendes blæksorte skind, samt hans flagrende kappe, der kastede et blødt måneskinskær fra sig, og omgav de to sjæle. Måneskindet fra kappen skinnede ind i hingstens sortnede øjne, fik dem til at se gyldne og karamelliseret ud. Og det skinnede ind i hoppens hoppe, fik hendes øjne til at skinne mere; de stod mere og mere frem mod hendes sorte skind, som fik de mere kraft og mere udtryk. Som blå øjne, der altid bliver mere blå, når de kigger mod sollyst.

Himmeldanserinden havde forstået hvor hans grænse gik. Såvel som hende, havde Jaidev også måtte tegne en lille retningslinje om hvorvidt, han ønskede hun skulle gå. Engang havde han ej haft et ’spot’, som skulle undgås, og havde nydt at blive rørt over hele det muskuløse korpus; men siden kappen havde bundet sig fast omkring den fremskudte bringe, havde ingen rørt ham særlig meget. Han havde skubbet dem væk. Inderst inde ønskede han at dele denne byrde med andre, lade andre komme under huden på ham og atter røre ham. Men han turde ikke. Tanken gjorde ham vred; vred over hvor svag han var for sine egne tankers spil, og hvor meget det legede med ham. Jovist ville himmeldanserinde ej gøre ham ondt, så havde hun allerede gjort det, alligevel holdte han stramt fat i de ting, han havde troet på; og set krakelere for øjnene af ham. Ligeså meget idyl og harmoni der var i dette land, ligeså meget ondskabs levede i det skjulte.

Hans varme ånde ramte hoppens varme skind i sagte åndedrag. Ak, hun vidste ej hvordan det var at vandre med denne byrde om skuldrene, hun skulle ej beskytte dette land for ondskabens sultne fangearme. Hans gyldne øjne gled diskret over hendes mønstrede krop, og han holdte mulen i ro et øjeblik. Ak vandrede hun ej med samme byrde som ham, men hun vandrede med en, mindst ligeså tung og frustrerende. Det var ej fordi himmelhingsten fandt sin skæbne frustrerende, han forstod blot ej hvordan Lyset kunne vælge ham, stole på ham og tro han kunne beskytte landet. De andre vogtere så langt mere balanceret ud med deres skæbne som vogter. Han misundte dem for det.

Da rørte den sorte rigtigt ved hans mørke skind. Hun begyndte at nulre hans skulder, gengive det han havde givet til hende. Hans mandelformede øre vippede lyttende, opmærksomt mod den sorte hoppe. Hvor måtte det være svært for hende, at give så meget slip på sig selv. Stilheden havde ligget som et tungt tæppe over dem, der kun engang imellem var brudt af par små brum fra hver især, men nu lod himmeldanseren sin mørke, maskuline, dog behagelig brumme nynne mellem dem. Der var dog en kraftig dominerende undertone i brummet; dette var hans hoppe dette øjeblik, og han ønskede ikke selskab af andre. Ikke lige nu. Med et forsigtigt, næsten spørgende, trådte han et skridt tættere på hende. Deres bringer var tæt på at ramme hinanden, så meget var afstanden forkortet mellem dem. Så tæt han stod på hende nu, kunne han fornemme at han ikke var meget større end hun var. Hans silkebløde mule gled over hendes fine hår, og lagde sig forsigtigt over hendes hals, som et beskyttende skjold stod han nu der og ’holdte om hende’, uden på noget tidspunkt at stoppe den brummende, der fyldte stilheden mellem dem.

De mørke øjne, som hingsten besad, og som fik et nærmest gyldent skær, lod Leonora ganske kortvarigt hendes egne blå betragte. Hun stjal nærmest et diskret blik, men det var ikke et som hun turde vedligeholde. Hvorfor? Det var der mange grunde til. Førhen havde den sorte hoppe været en stolt sjæl, en sjæl der indtog sin retmæssige plads i en flok, vandt respekt for hendes adfærd og aura og hun havde været en hoppe, som altid havde haft en plads på rangstigen som lå højt. Hun havde været bestemt til en lederplads, bestemt til at stå side om side med en leder; men hendes liv var krakeleret for øjnene af hende - bogstaveligt talt. Derfor var hun nu en sårbar sjæl, havde været det længe; så længe som hun havde været i landet. Hendes sjæl, som havde været i utallige kampe med sig selv, havde ikke fundet roen endnu, ikke varigt i hvert fald. Af og til havde hun øjeblikke hvor hun kunne være sig selv; den gamle Leonora, som kunne stå i en flok og tage sig af det hele. Sådan var hun med sine afkom. Dén Leonora, som hun engang var, var lige så sand som den Leonora hun egentlig var nu - og det var en realitet hun havde måttet indse med bitterhed. Hun var nu ej længere en tronende, stolt sjæl, men en skrøbelig sjæl - og denne sjæl var lige så sand, som den hun førhen havde været. Og hun ville aldrig nå tilbage til dén hun engang var; men måske kunne hun nærme sig. Og hun havde nærmet sig, det kunne ingen tage fra hende, men endnu var hun sårbar, skrøbelig og nogle ville endda sige utilregnelig, fordi hun netop kunne vige så pludseligt for nærkontakt, eller blive frustreret over et indre dilemma, som ingen kendte til. Det, og andre faktorer gjorde, at den sorte hoppe ikke turde vedholde blikket i den mørke hingsts, hvis magiske kappe spejlede månens spæde stråler fra sig.

Hun prustede sagte da hingstens mule et øjeblik stoppede med at nulre. Nu hvor hun havde accepteret denne berøring, og ladet ham komme hende det nær; og han ligeså havde ladet hende komme tæt, ønskede hun faktisk ikke at deres kontakt stoppede. Derfor skulle hun lige til at påminde ham om, på sin egen diskrete og usikre måde, at hun ønskede hans kontakt - men da gjorde han noget, som forbløffede hende lidt. Han trådte hende nærmere, så deres bringer næsten rørte hinanden og lagde herefter hans hoved hen over hendes hals. Overalt under hendes pels sitrede det, som krøb tusinde små lyn rundt under hendes skind. Hun spændte kortvarigt op, slap spændingen igen og spændte op på ny - så hurtigt, at det nærmest føltes som om hun rystede. Dog var dette endnu et udtryk for hendes evige kampe med hvad hun ønskede og behøvede, og det hun turde. Hun ønskede ham så nær, hun behøvede det; men det skræmte hende ligeså. Hun brummede en anelse usikkert, og egentlig skulle hun lige til at trække sig, da hun hørte hans brummen. En brummen af en karakter, som hun ikke kunne undsige sig at være tiltrukket af. Han fortalte omverdenen, at hun i dette øjeblik var hans, og det var en lyd som den 'gamle' Leonora, den ædle og stolte hoppe ville have søgt hos en hingst. Hun ville aldrig have ladet en komme hende nær, med mindre han kunne bevise at hun var hans og stod ved det. Og selvom de to sjæle, som nu stod hinanden nær, ikke delte mere end en særlig kemi i denne stund, da kunne hun ikke lade værre med at søge ham igen. Hun flyttede sig derfor ikke, men lænede sig en anelse imod ham. Hun tillod ham at 'tage' hende, værne om hende som sin egen under månens lys. Og var det forkert af hende? Det tænkte hun. Hendes fornuft, som vidste hendes hvide uvejrshingst stadigt fandtes fortalte hende, at hun gjorde noget forkert. En hun elskede var derude; men samtidigt havde han selv valgt at vandre veje, hvor hun ej befandt sig. Og det endte med at hendes egentlige behov, hendes ønsker trumfede over hendes tanker. Hun ville give sig hen til hingsten foran hende, uanset hvad det så måtte føre med sig. For hendes sårbare sind følte i øjeblikket en lettelse, en tryghed og en trang til at være denne mystiske, kappeklædte hingst nær.

Memories of the lost

Tag: Leonora | Wordcount: 595  | Weather: Night, starlight, cold, no wind

Månen stod på det højeste og mørket var omslugende. De to sjæle stod blandet skovens store stammer, og de mørke skygger var lange her. Træernes udsprungne trækroner skærmede for himmelen over dem, og kun deres individuelle lys gjorde, at de kunne se hinanden. Det var sent, meget endda og det burde finde ro et sted. Hvor lang tid de havde brugt sammen, det vidste himmeldanseren ej. Men tiden var stille i landet; nok forsvandt dag og nat for hver dag, årstiderne blomstrede og visnede - men ej ændrede himmeldanseren sig. I årevis have han vandret i dette land, men ingen alderstegn var at spotte på ham. Tværtimod havde landet gjort ham godt; stærk og ædel, som han var i dag. Tanken fik den ene mundvige til at spændes, så en lille grimasse formede sig på hans udtryksløse hoved; heldigvis så den sorte ej dette, for hans hals var hejst over hendes i en beskyttende holdning. Tænk hvad dette land gjorde ved de sjæle, der vandrede her ind; sjæle som ham, der var ødelagt og nu stod der, stolt og rank med himmelen om skuldrene. Og så den sorte himmeldanserinde, der virkede så ødelagt på grund af landet. Så ødelagt af et bestemt væsen, der higede efter at bryde kaos i landet.

Brummen var på intet tidspunkt stoppet. De mandelformede øre var vippet sidelæns opmærksomt efter at fornemme andres tilstedeværelse. Men i nattens spæde måneskind, var de to himmeldansende heste de eneste sjæle i skovens tætte mørke. Da hoppen rørte på sig, skulle Jaidev til at fjerne sig; han var måske gået over hendes grænse. Igen. Men ak, den sorte hoppe lænede sig mod ham, søgte ham. Han skyd bringen mod hoppen, den strøg forsigtigt hendes i en flygtig bevægelse, da der ikke var mere end et par centimeter mellem dem længere. Hingsten gjorde et ’nik’ med halsen for at holde på den sorte, og begravede mulen i hendes sorte man. Derpå åndende han dybt, tungt og varmt mod hendes sensitive skind, og lod hans sortnede øjne strejfe gennem skoven. Det var som om, at dette var hvad den sorte havde allermest brug for i dette øjeblik. Længe stod han og vogtede over hende, lod hende vænne sig til følelsen af hans nærvær, inden den hæse og mørke stemme skar gennem luften.


” Det er sent, Himmeldanserinde. De burde finde ro for natten snart. ”

Der var en forsigtig undertone i de ord, der blev sagt i natten. Mon hun misforstod? Min hun tolkede det som om, at han ej ville være i hendes selskab længere? Hingsten vippede de sidevendte øre en smule bagover i en usikkerholdning, hvorefter hans ganske silkeblødt nappede hende på halsen, hvor han lige havde stået og åndet. Det var sent, og de havde danset sammen en stor del af natten; snart ville deres muskler og kroppe skrige efter at få noget søvn, inden solen ville titte frem for horisonten. Langsomt løftede Jaidev halsen og trådte et skridt tilbage. Hans sortnede øjne med det gyldne skær betragtede den sorte danserinde med de mange blå stjerner. Meget havde ændret sig gennem deres møde, og hun havde måske også brug for at fordøje det hele. De mørke øjne faldt til sidst i hendes, og et puf ramte hendes sorte mule. Ørerne var tiltet fremad mod hende. Han betragtede hende, så hende virkeligt. Da puffet var over, stryg han fjerblidt hen over hendes næseryg, inden han trak mulen til sig og trådte endnu et skridt tilbage. Himmeldanseren havde ej sluppet hoppens blik på et eneste tidspunkt, og han håbede, at hun ej ville misforstå ham.

Nattens fuldmørke havde for længst overtaget deres omgivelser. De to heste, med hver deres form for stjerner, havde været i hinandens selskab siden nattens timer endnu var unge; men morgengryet var dem nær, og endnu dag ventede i det fjerne.
Under månens skær var noget særligt sket; for et sjæl, med et ødelagt sind, havde mødt en særlig hingst, som havde formået at give hoppen noget, som blot én anden i landet havde gjort; nemlig tryghed. Tryghed der rakte ud over standarden, en tryghed hvori den sorte hoppe kunne vise sig selv, som sit sårbare jeg; et jeg, som var blevet virkeligt og et jeg, som for altid ville være en del af hende.
Den kappeklædte hingst havde stået Leonora nær længe, havde begravet sin mule under hendes tykke man. Nærmest længselsfuldt havde hun ladet ham gøre det, alt imens hendes egen mule sirligt havde berørt hans mørkebrune, korte sommerpels. Hun havde følt hvordan hans muskler på halsen var markeret, hvordan hans hals overgik til skulder. Hun havde lyttet til hans åndedrag, mærket hans varme forplante sig i hendes krop. Hun havde mærket hans hjerte svagt, fra hans brede bringe. Ja, den sorte havde memoreret mange detaljer om den brune hingst, som hun aldrig havde troet hun skulle mærke.
Længe kunne hun have stået der, så nær den brune kappeklædte. Så nær, at hun kunne have delt sit hjerte med ham, hvis fysikkens love havde givet hende lov; for hun havde lagt så megen tillid over på ham i disse timer; tillid, som hun slet ikke havde regnet med at skænke til nogen, især ikke efter så få timer, som natten alligevel var, sammenlignet med måneder og år. Hun brummede sagte da himmelhingsten flyttede let på sig, og kølig luft kravlede ind imellem dem; fyldte det rum ud, som han skabte. Hun gøs let, og skulle egentlig lige til at træde efter ham igen; men hendes manérer og fornuft sagde hende, at hun ej burde gøre dette. Hun måtte ikke være klæbende, selvom hun helt banalt ønskede dette - men hun var dog heller ikke bange for at miste den brune; for hun følte, at deres bånd var blevet tættere knyttet denne nat. Hun brummede sagte, inden hun rettede sig en anelse op. Hendes isblå øjne søgte hans, de gyldenfarvede i kappens skær.
Hans stemme, hvis karakter endnu var en den sorte ikke helt kunne placeres, havde formet en enkelt sætning; en sætning, der på sin vis bød hende farvel for natten. Hun vrikkede sine ører imod ham, brummede sagte inden hendes utroligt milde stemme formede de første ord, som respons på hans hentydning.

,,Morgengryet er nær, ja. Det er nok på tide at vende hjem."

Hendes stemme, der bar de milde toner, havde både glæde og noget sårbart over sig, da hun fremsagde dette. Hjem betød dem hun holdt kærest; hendes søn og datter. Dog betød dette også, at hun skulle finde den stærke hoppe frem igen, den hun fremstod som overfor sine afkom. Den, som var det tætteste på den gamle Leonora som hun kunne mønstre i dette land. Det var noget hun holdt af, en side hun var utroligt glad for at have genfundet; for den var ægte. Hun behøvede ikke påtage sig en rolle overfor sine afkom, den kom helt af sig selv - men for en stund havde det været rart at slippe det ansvar, som den side af hende medførte. Det ansvar der bød hende at være stærk uanset hvad. Nej, denne nat og dette selskab have givet hende en pause og en mulighed for at slippe alt. Hun smilede svagt, nærmest ikke synligt til den kappeklædte, inden hun nikkede graciøst.

,,Jeg vil håbe du ligeså finder et ly for natten, som kan tjene dig godt, Jaidev. Og jeg håber inderligt at jeg vil se dig igen.."

Hun rakte mulen en anelse frem mod ham, men trak den med det samme igen. Dette var en form for usikker afsked, en afsked hun ikke helt vidste hvordan hun skulle agerer i. Hun vrikkede ganske kort med sine ører, inden hun brummede imod ham med toner af taknemmelighed og accept; hvorefter den sorte hoppe vendte sin krop og påbegyndte vandringen tilbage til Teylar, hendes træ og hendes afkom.

Memories of the lost

Tag: Leonora  | Wordcount: 582  | Weather:  Night, starlight, cold, no wind

Usikkerheden pressede ned over himmelhingstens brede skuldre. Han frygtede at den sorte himmeldanserinde ville misforstå hans ord; tro, at han blot ville skubbe hende væk og have hende på afstand. Det var dog ej tilfældet, tværtimod. Han ønskede at hendes sårbare sind fik den ro, og tid til at komme sig, som det havde brug for. Han havde rykket sig bort fra hende, og et øjeblik så det ud til, at hun længsel efter at komme ham nærmere. Hans markerede hoved, hvor den lange brede blis løb, gled let på skrå og et sted ønskede han at træde frem mod hende igen, genoprette den kontakt han netop havde brudt. Da lød hoppens blide toner i nattens mørke, og hingstens mandelformede øre vippede sig frem mod hendes milde stemme, der var i så stor kontrast med hans egen. Hendes ord og stemmede var glædesfyldte, taknemlige. Hun misforstod ej hans hensigt, hun indså i stedet at han havde ret. Himmelhingsten prustede tungt ud, så varmen dansede ud fra de mørke næsebor og i hoppens retning. Der lå en undertone af sårbarhed; og han vidste godt hvorfor. Han var kommet under huden på hende, og det var svært at skulle slippe noget, man pludseligt havde lukket så langt ind, som hun havde gjort. Hans mørke øjne søgte sagte hoppens krystalblå. Forsøgte forsigtigt at holde hende fast, hvorpå hun nikkede til ham, og lod den feminine stemme lyde igen.
Da hoppen havde talt, brummede hingsten dybt til hende. Dybt, dominerende, mørkt og hæs med en rugende bas. Hendes mule havde været på vej mod ham, men hun havde fortrudt handlingen. Med stolte og ædle skridt vandrede han tættere på, og lod den silkebløde mule ramme ind i hendes i en blød bevægelse. Hans sortnede øjne gled i et øjeblik, og overlæben legede ganske blidt med hendes ene næsebor.

” Jeg håber, at jeg møder Dem igen, min himmeldanserinde, og atter må byde Dem til dans. ”

Stemmen var lavmælt, næsten en hvisken der fik tonerne til at blive mere hæse og intense. Da rykkede han bort for sidste gang, og hun brummede et afskedsbrum til ham. Hans mørke øjne hvilede på hendes krop, der vendte sig bort og begyndte at vandre bort i natten. Havde det ikke været for hendes mange små stjerner, der besad hendes skind, var hun faldet i ét med mørket. Men hun kastede et blødt lys fra sig, og lignede et faldent stjerneskyd, som hun vandrede der gennem skovens altædende mørke. Jaidev drejede den muskuløse krop i en smidig bevægelse, og hævede hovedet så højt han kunne for, at følge hende så længe som muligt med blikket, han overhovedet kunne. Hendes skikkelse forsvandt; om det var mørket, om hun var forsvundet bag et træ eller om hun blot var væk, det vidste Jaidev ej, men han var alene med mørket nu. Kappen, der flagrede omkring hans krop, omslugte ham i en hurtig opfangelse, og han blev ét med ingentingen; han forsvandt. Usynligheden kappen ejede var sat i værk. Han travede lød lyst efter det sted, hoppens skikkelse var forsvundet hen, og hans øjne fangede hende i det fjerne; i god behold, i et område han ej kendte. Det måtte være det, hun kaldte hjem. Han stoppede op og lod et sidste blik falde på hende, inden han rejste sig og snorede rundt på de stærke bagben, og forsvandt, usynlig som han var, ind i skoven for, at finde ro for natten. Eller hvad der var tilbage af den.

[ Jaidev OUT ]