Sunrise .. Or Sundown?

SUNRISE .. OR SUNDOWN? || TAGGED: ÅBEN

Solens stråler hang lavt over himlen. Hvis ikke man vidste at det var morgenstunden der var på vej til at slå ind over landet, kunne solens nærmest orangerøde toner, som den viste sig i nu, godt have været tegn på nattens ankomst. Magisk var disse overgange altid, og den gyldne sjæl Illana havde valgt at forlade den flok hun hørte til, for at andre i disse tidlige stråler fra solen, som snart ville stå højt på himlen.
Sommeren havde efterhånden fået et godt tag i landet som var spiret frem på ny. Alle vegne var græsset grønt, træerne stod i fuld flor og blomster prydede de grønne nuancer alle vegne, med deres blå, røde, gule farver. Alt i alt var livet godt, kunne man vel sige; om end den gyldne hoppe var gået hen og blevet lidt ensom. Det var længe siden hun havde brugt tid sammen med andre i længere perioder, og det nagede hende en smule, selvom hun som regel godt kunne affinde sig med at være sig selv; og Lyset. For hvis sandheden skal frem så var hun aldrig helt alene. Lyset var altid ved hendes hjerte og kærtegnede hende, når ingen andre kunne – og det var den gyldne hoppe i sandhed taknemmelig for. Det var blevet en del af hende, som hun var en del af det.
Hun vandrede i tavshed, imens hendes øjne blot lod sig fortrylle af de syn som de modtog. Det var altid som at vandre i en helt anden verden, hvor magien flød i strålerne fra solen, når dag skiftede til nat og nat til dag. Som var der her frihed til at føle, mærke og leve. Hun brummede ganske fredeligt for sig selv, inden hun standsede. En lysning bredte sig for hendes øjne, hvor kun få buske havde fået rod blandt det frodige græs. Her valgte hun da at blive for blot at beundre den farverige verden foran hendes øjne, alt imens hun lod sine tanker forsvinde. Bekymringerne kunne komme tilbage når hun havde tid; for nu ville hun blot være til.

[ 1 ]

Øen havde været et fængsel i en længere periode. Der havde været koldt i starten, og varmen var taget til. Gennem det der måtte være vinteren, havde Atlas levet af den smule føde han kunne finde på den sandfyldte ø. Der var ikke mere end lige nok til at han kunne holde sig bare nogenlunde i live. Det var dog begyndt at blive kritisk, for den smule der var, ville jo ikke blive ved med at være der, hvis ikke den fik lov til at gro. Vand var der også, men når varmen kom var det jo ikke sikkert det ville blive ved med at eksistere længere. Nok nærmere risikere at fordampe i den varme luft, så hvis Atlas skulle væk fra øen, skulle det være med det samme. Han var dog så afkræftet at han frygtede for sit liv hvis han gav det et forsøg, men det ville risikere at gå i samme retning hvis han blev på den golde ø. Kom der en sandstorm ville han med stor sandsynlighed blive begravet i sandet. Udhungret og mager havde han vandret til øens kant. Der hvor vandet trillede op over sandet med skumfyldte bølger. Det havde taget ham en god rum tid at overtale sig selv til at træde ud i vandet, for frygten sad stadig og gnavede indvendigt efter hans sidste forsøg på at krydse det store blå hav. Han havde dog taget sig sammen, og alligevel forsøgt at krydse vandet uden at vide om han ville ramme noget land længere henne. Ligesom han havde regnet med var udmattelsen kommet, men den var kommet tidligere end beregnet. Selvom saltet i vandet hjalp til med at holde ham oppe, så var det ikke nok. Der havde ikke været andet end hav at se i miles omkreds da han til sidst måtte give op.

Hvor længe han havde ligget på strandbredden vidste han ikke. Der var kulsort da han åbnede øjnene - kulsort og vådt. Bølgerne skyllede ind over ham og han kunne derfor også regne ud at han var drevet med dem ind til land igen. Tilbage til den sandfyldte ø havde han troet. Udmattelsen var stadig for meget til at han orkede at gøre ret meget ved det, og lod derfor mørket overtage igen. Han drev ud og ind af bevidsthed indtil han blev vækket af noget. Skræppende måger. Måger! Der var liv! der var andet liv og han var i live. Stadig udmattet og øm i kroppen fik han dog alligevel stablet sig selv på benene. På trods af den glæde der brusede indvendigt over at se træer - TRÆER! - kunne man intet se på hans ydre, for han havde næppe energi til at danse og springe rundt som en unghingst blandt tusindvis af hopper han skulle imponere. Han begav sig alligevel mod klyngen af trætoppe han kunne se, med vaklende skridt, og et blik der holdt øje med alle omgivelser. Han havde været på en anden ø fyldt med træer, men dette var ikke den. Dette var et nyt sted. Et nyt sted og forhåbentlig med mere føde. Ganske rigtigt stødte han også på græs. Mere græs end han havde set i meget lang tid - ja, siden han var dukket op på den underlige træ-beklædte ø for det der lod til at være en evighed siden.
Græsset kildede op om hans ben, klistrede sig fast på grund af morgenduggen, og fristede så uendeligt meget, at Atlas knap nok nåede ind på det grønne område før hans hoved søgte ned og begyndte at rive græs fri som han kunne spise. Han stod ikke stille for at få stillet sin sult, for han ville lægge så meget afstand til havet som overhovedet muligt, men han kunne heller ikke vente med at spise. Han var tørstig og sulten, så uendeligt meget, men også lettet. For første gang i en evighed havde han følelsen af at han nok skulle overleve. Han havde midlerne til at kunne klare sig. Næsten. Vandet manglede, for morgenduggens dråber var ikke nok. Hans pels var ikke længere skinnende blank, men derimod mat og på en måde underligt fedtet af havluften og sandet. Den sorte man var ikke lige så glansfuld som den havde været, men virkede derimod langt mere lang og uglet. Han var kun skyggen af den hingst han engang havde været.

Det ene forben gav efter og det fik ham til at havne i knæ med forbenene. I stedet for at rejse sig op fortsatte han bare med at skubbe til med bagbenene til han til sidst trillede om i græsset, hvor han gav sig til taknemmeligt at gnide sig i det. Rulle sig godt og grundigt, selvom det betød at små løse strå klistrede sig til ham og satte sig i manen. Det var trods alt bedre end det han havde været omringet af i en lang periode. Tilfreds brummede han og blev liggende i nogle minutter da han var færdig med at rulle sig i græsset. Solen stod endnu lavt på himlen, og kastede et lys over engen som kun kunne ses på den måde om morgenen, ligesom alt fik nogle lidt varmere farver når det var en sommeraften og solen var på vej ned. Alt havde en helt speciel form for glød, og han kunne næsten forestille sig hvordan tågen ville kravle hen over græsset de morgener hvor nætterne havde været tæt på frysepunktet, men hvor dagene stadig var varme. Da han kom på benene rystede han den magre krop, og fortsatte endnu nogle meter længere væk fra havet, stadig mens han rev græstotter op for at få stillet sin sult. Der ville nok gå et godt stykke tid før han ville turde bevæge sig alt for langt væk fra hans nyfundne overlevelses sted. Der var kun en ting der manglede. Ferskvand. Men på så frodig en ø måtte der bestemt være noget. Med en tilfreds brummen hævede han hovedet, og tyggede på det græs han endnu havde i munden, mens han stod i en trancelignende tilstand. Noget trak ham dog ud af den igen og fik hans ører til at vippe fremad. En skikkelse. Noget der bevægede sig. Han var ikke alene. Ørerne blev derfor vendt bagud og lagt ned, men han forholdt sig endnu tavs. Han var langt fra stærk nok endnu til at ville kunne klare sig mod en fremmed hingst eller en fjendtlig hoppe. Han havde vel været heldig med at den lalleglade fra den anden ø ikke havde været interesseret i at sætte ham på plads.

(1.082 ord)

[8]

Sagte forholdt den gyldne hoppe sig, imens hendes øjne vandrede ganske langsomt over den eng, som bredte sig for hendes øjne; en eng, som grænsede op til strandens domæne, hvor saltvandet endnu kunne fornemmes i den sarte morgenluft. Solens delikate stråler kravlede nænsomt længere og længere over landet og indhyllede stadigt flere gemte kroge i sit berigende Lys. Illana gav et nærmest sagligt prust fra sig, alt imens Lyset om hendes hals nærmest bredte sig ud fra hendes bug og søgte at blande sig med de energifyldte stråler som kom fra himlen over hende. Som hun stod der, alene for sig selv, kunne det ligne fra afstand af, at solen nærmest omfavnede hende; som var hun og solen ét.
Særligt når Illana befandt sig alene, når hendes hjertes ro kunne mærkes af Lysets aura, bredte det sig mere fyldigt, mere modigt, mere levende. Ting skete når hun var alene, ting, som hun ikke selv kunne fremkalde. Lyset stråler kunne række ud efter ting, efter naturens energier og blande sig med dem, blive et med dem, og dele den magi som flød i landets årer. Og netop dette skete nu med solens stråler. Hun kunne mærke det, ganske tydeligt, hvordan solens magi et øjeblik blandede sig med Lysets egen og hvordan noget unikt i øjeblikket var blevet til.

Ikke langt fra den gyldne vækkede noget dog hendes opmærksomhed. Lysets stråler trak sig tilbage til krystallen om hendes hals, den glitrende aura der syntes at have omgivet hende kort forinden, blev erstattet af solens egne og enkle stråler. Hendes blik blev nu flyttet fra omgivelsernes skønhed og lagt på en fremmed sjæl, der havde begivet sig ind i hendes sansers atmosfære. Lyset sansede ham før hun selv gjorde og reagerede på hans tilstedeværelse; det klare hvide Lys, som altid vistes ved nye møder, kunne nu skimtes omkring hoppens bug, kastet fra Lysets krystal.
En buckskinfarvet hingst var at syne; og et kort øjeblik måtte den gyldne trække blikket for sig selv. Farven mindede hende ganske meget om den hoppe, der i sin tid havde givet liv til den gyldne selv; den hoppe, hvis bortgang hun fik skylden for. Det var længe siden hun havde krydset veje med en, som bar netop denne farve, og inden hun fik samlet sig om at vende blikket tilbage imod den fremmede igen, spillede flere minder omkring hendes moder sig, for hendes indre blik.

Da den gyldne hoppe fik lagt øjne på hingsten igen, kunne hun vagt ane en anspændthed over denne fremmede. Hvad dette end måtte skyldes kunne hun ikke vide noget om. Hun slog et enkelt slag med hovedet, inden hendes gyldne krop blev vendt imod den jordfarvede og hendes skridt sat igang. Med rytmiske, rummelige og elegante skridt bevægede hun sig imod denne fremmede hingst, som hun lod en hilsende tone falde til, da hun var indenfor hørevidde. Hun stoppede op med få meters afstand, for at give ham plads; hans private zone kendte hun ikke, og hellere stoppe for tidligt, end for sent. Hun nikkede da hilsende til ham, inden hendes lyse ører blev vendt opmærksomt imod ham.