Lost and lonely

POINT OF VIEW: Signi

Den hvidglødende sol skinnede svagt i det fjerne. Det smaragdgrønne græs kildede den store hingst, der lå fortumlet og forvirret. Blødt og kælent smøg det sig op ad hingstens sider, men det føltes så fjernt for ham; han havde for længst vænnet sig til, at vandre på golde områder – uden græs, uden liv. Signi udstødte et forsigtigt prust fra den lyserøde mule, der mimrede svagt og forsigtigt, han havde været så van til at lugte til den stærke stank af død og forrådnelse, så pludselig at kunne mærke den friske luft i næseborene, såvel som lungerne, gjorde ham helt ør i hovedet. De brogede ben blev strakt foran ham, og med en hvis anstrengelse, kom hingsten på benene. Tyngdekraften var næsten for meget for ham, og han var stadig forvirret efter hans lille rejse, der havde efterladt ham med en masse spørgsmål. Han var svimmel og følte sig som et nyfødt føl, der første gang skulle finde balancen på benene. Signi brummede dæmpet, koncentreret, idet den store krop blev sat i bevægelse i en friserpræget trav; høje knæløft og hvælvet hals. De store hove efterlod hule dunk efter sig, der gav en mild genlyd fra den store hingst, mens den ravnsorte man dansede omkring hans stærke korpus; for enhver anden sjæl ville Signi sagtens kunne ligne en, der bar ynde og elegance, men dette var en simpel løgn, for Signi var van til at blot at vandre hvileløst rundt, og havde aldrig haft behov for at bruge de gener, han besad; som blandt andet var hans dansende trav og de høje benløft, der faldt ham så naturligt. Signis lyserøde næsebor blev hele tiden udvidet og udstødte små, anstrengende prust, for den store hingst var ikke van til at bevæge sig på denne måde; han var van til at bruge livet som en hvileløs sjæl, der blot søgte efter mad; men dette land var så smukt, så fortryllende at det vækkede hans forglemte nysgerrighed, der nu brændte inden i ham, og fik ham til drage frem; frem i Andromedas land, hvor ingen sygdom herskede og hærgede.

Han var i sandheden fri og frelst, om så han var død eller levende.

Enophis landskab var i sandhed smukt og specielt. Øen i sig selv besad intet ud over det normale... det specielle var blot at den havde så meget varierende natur, på så lidt plads. Bjergkæderne strakte sig lange og høje imod nord.. skovene dækkede store dele af bjergene, og bredte sig også ned imod det mere flade landskab, for derefter at blive aflyst af grønne og frodige enge. der hvor vandet og landet ramlede sammen, kunne man finde en smule af den gyldne strand. Joh, Morgana havde skam været vidt omkring i den korte tid hun havde været på øen. Det var ingen hemmelighed at Morgana kunne vandre i det meste af landet.. bjergene voldede hende ikke de store problemer, da hun var sikker til bens. Skovene kunne føles trænge, men ikke noget hun ikke kunne holde ud. De brede græsarealer holdt hun sig en smule fra grundet dets åbenhed - hun følte sig utrolig udsat. men af ukendte årsager var hun denne ene gang søgt ned imod det flade land. Måske blot for forandringens skyld.. måske for græssets.. måske fordi vindende hviskede om ukendt og muligt selskab. For selvom hun ikke just elskede selskab, kunne ensomheden være slem til tider. 

Med sagte bump bevægede den grålige sig igennem det frodige græs. øjnene gled skiftevis over området foran hende, og tilbage imod de efterhånden kendte bjerge. Usikkert kunne man kalde det, da hun egenlig ikke vidste om hun burde være sådanne et sted. Det føltes.. forkert. Men alt ifølge hende føltes i dette øjeblik forkert, og selv følelsen af denne fysiske krop var forkert. Så hun stolede ikke på sine fornemelser, men fulgte sin mave. Den søgte efter mad. 
Dog skulle hun ikke gå længe alene, før en vældig skabning skulle vise sig. Noget kluntet gik den rundt, som kunne den ikke helt finde sin balance. Men der gik ikke længe før den brogede havde fundet sine ben igen, og bevægede sig fremad i noget der kunne ligne ædel gang - det blev det kaldt hvor hun kom fra. Morgana sagde intet.. nej, så blot med en blanding af nysgerrighed og reservation på ham. hvem var han?

POINT OF VIEW: Signi

Farverne omkring Signi var så smukke, så betagende og så levende. Det var mange år siden, at han havde set noget så frodigt og smukt, og han blev fuldstændig fortabt til dette smukke område; han var så van til det døde område, de udtørrede landskaber og den fæle stank fra de døde. Stanken sad stadig i næseborende; som en tyk og uigennemtrængelig mur spærrede det hans lugtesans, der var ganske underudviklet grundet de tidligere forhold, han havde levet under. Den store krop blev med et ryk stoppet, og åndedraget var højt og pustende, kroppen var afmagret og ikke særlig stærk, endnu. Maven gispede efter at smage det grønne græs, men nysgerrigheden var for stor, for fristende til at han kunne lade den slippe. Signi strakte den sorte hals fremad og prustede højt ud i luften, som forsøgte han at få vejret efter hans lille løbetur, der havde taget hårdt på den afkræftede krop, men ej på hans lyksalige humør; for det var hvad, han var. Lyksalig. Den broget krop gled fremad i ubalanceret og ikke imponerende bevægelser, han vandrede bare – uden den mindste form for ynde. Og dog, der lå en ganske naturlig harmoni over den broget hingst, hans skridt var flydende og lette, trods den kraftige krop, men han havde aldrig udnyttet dette; aldrig ladet kroppen danse, så han vidste ikke, hvordan man gjorde.

Signi vandrede i hans egen verden, det mindede Ficar ham konstant om; hans sjæleven der boede inde i kroppen, fængslet med kæder og mørke. Signi brummede forsigtigt til hans gemte ven, sjæl, halvdel, der besvarede ham med en tør fnysen, som kun Signi kunne høre. For Ficar var ikke synlig for andre, end ikke for Signi; kun de sagte lyde fra kæderne, der havde fængslet Ficar, gav Signi en reminder om, at han stadig var der hos ham. I hans indre. En pludselig ændring i det ellers farverige og frodige landsskab fik Signi tilbage til virkeligheden; hvis det da var det, han levede i. Foran ham stod en grålige hoppe og betragtede ham. Signis blågrå øjne blev spærret op, men det var ej til at se, for de gemte sig under hans ravnsorte pandelok. Hjertet pumpede hurtigere i brystkassen på den broget hingst, og det glippede i hele hans krop. Han var ikke alene i dette land, var hoppen død eller levende, hvor længe havde hun stået der, bar hun sygdommen? Den lyserøde mule blev rynket utilpas, mens ørene usikkert flakkede på hingsten, hvis kropssprog tydeligt skreg af nervøsitet og en fjern af panik. Signi havde ikke set andre levende væsner længe, og det havde sat sine spor. Han trådte et skridt tilbage, men frøs atter. Fortvivlelsen væltede over ham som en mørk skygge, indtil han kastede hovedet nedad i en underdanig holdning, der ellers fik den store krop, til at virke lille og ydmyg. For det var han oprigtigt, han var blot en lille ydmyg, såret sjæl, der blot ønskede at vandre rundt i selskab for sig selv; han hørte ikke til nogen steder.