It is time | The Shadows

Intet kunne stå i vejen for ham nu. Den brogede hingst havde haft en dybdegående samtale med den hvide skyggehoppe der gik under navnet Deadly Myth. Han havde haft chancen, men han bakkede ikke ud. Selvfølgelig ikke. Det her var jo hans ønske, hans drøm. Det her var den vej sorteflammen ville have ham til at tage. Han kunne mærke hvordan den brændte i brystet på ham, klarere og stærkere end nogensinde før af ren iver. Måske også af en smule frygt. For han vidste godt hvad han havde opgivet. Når handelen var fuldført, så ville han aldrig blive sig selv igen. Han havde opgivet sig selv til fordel for Alduin. Det eneste han ville kunne huske var viljen til at tjene til gengæld for styrke.

Hans ben førte ham i taktfast skridt imod vulkanens top. Han søgte direkte imod skyggerne, imod Herren. Så måtte de tage imod ham, eller lade ham brænde. Han ofrede alt hvad han havde, og han håbede så inderligt at det var nok. Han hvilede dog sikkert i sig selv, for den hvide hoppe havde ment at det var nok. Hun havde guidet ham igennem de første regler for skyggernes verden. Og han kunne knapt styre sin malplacerede begejstring over at blive en del af dem.
Det måtte ske!

Som varmen steg og jorden begyndte at gløde under hans hove, blev hans smil kun bredere. Snart var tiden inde!

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, den ene og enevældige; De, han var netop nu på vej imod en sjæl som deres børdre og søstre havde stødt på for nylig. En broget hingst, Ayin havde nemlig sat fod på deres, hans ø, med det formål at besøge dem. Aflægge dem en audiens, blive en af dem – og deres fryd kunne ikke være større. De voksede sig gradvist stærkere, dag for dag og følelsen af at vinde ind på det forfærdelige lys gjorde Skyggerne kåde og endnu mere grådige end de hidtil havde været. De ville have det hele, og det skulle være nu.
De bugtede sig afsted som slanger i tusindvis. De strøg hen over jorden som en tåge der var ganske levende og dræbende på samme tid. Omkring dem frøs landskabet langsomt til is, i takt med de gled længere og længere ned ad vulkanen for at møde den brogede Ayin – åh deres kræfter var vokset! De nød at vise det, han nød at bruge det. Ja, de ville snart få den magt som han ønskede, det var sikkert.

Den blå-lilla’e tåge nåede snart den brogede Ayin og gav sig til at danse graciøst omkring ham. De skånede ham for deres kulde, for at byde ham velkommen. De, han vidste at den hvide Deadly allerede havde godkendt hingstens hensigter, og derfor var der ingen grund til at teste ham først. Derfor formede den gevaldige Skyggehingst sig for Ayin og bøjede hovedet som hilsen til hingsten.

¤Ayiiiiiiin, du søger ooooss. Her er jeg!¤

Hvislede de tusinde tunger. Tonen var mild, føjelig, ja nærmest kælen inden skygger flød ud fra Skyggehingstens ben og begyndte at lægge sig kærtegnende om kroppen på den brogede, skjulte hans hvide plamager. Det hvide tiltrak opmærksomhed; hvilket i nogle tilfælde var godt og i andre tilfælde dårligt.

Han så dem komme. Først som en svag skygge i horisonten, så hurtigere. Langsomt syntes jorden at hæve sig, som smuldrede den og blev hevet op imod himlen af en manglende tyngdekraft. Men det var ikke en hullet, klumpet masse der hævede sig; den var hel, massiv, og dog så flygtig. De sorte og blålilla skygger slugte jord som himmel og gjorde alt omkring ham mørkt og omklamrende som et tordenvejr. Han mærkede den askeklædte jord under hans hove blive sprød af frost. En kulde strøg over øen, der var så voldsom at man kunne se de få planter der vovede at vokse her, visne og dø. Men kulden rørte ham ikke. I stedet syntes en mild varme at sprede sig om ham - som at blive budt velkommen af en kærlig favn. I en fart der syntes umenneskelig var han omringet af et levende, dansende mørke, der dernæst samlede sig i en vridende klump foran ham. Ud fra den, for nogle, frastødende skyggeklump rejste en mægtig hingst sig. Han var skabt af skygger, og var således både gennemsigtig og hel. Men hans øjne brændte levende imod den brogede, og hans styrke var tydelig.

Ayin så på denne, disse, skygger med en hjerte der slog ganske roligt. Han var ikke bange, han var ikke spændt. Nej. En ro han aldrig havde følt mage til havde lagt sig over ham. Han ville snart være hjemme, der hvor han altid havde hørt til; iblandt skyggerne. Den sorte flamme i hans bryst nærmest rystede af iver. Han kunne mærke hvordan den rakte ud efter skyggehingstens omfavnelse, efter sin nye familie. Og han strittede ikke imod. Han nikkede respektfuld tilbage til skyggerne og smilede svagt. Et smil der ville blive det sidste fra dette ansigt.

"Jeg er beæret over din, jeres besvarelse af mit kald, kære brødre. Jeg er her for tjene jer, og vores hersker. Jeg ofrer mit gamle jeg, tilgengæld for en ny krop, et nyt udseende, der kan tjene bedst muligt."

Han var ikke i tvivl om at skyggerne allerede vidste alt hvad de behøvede. Man han følte at det var på sin plads at udrede de sidste opsumerede detaljer som en endegyldigt ja. Han var rede.

Ondskabens Budbringere

De frydede sig. De nød det, han elskede det. Den velvilje der kom fra den sortbrogede hingst var ren og skær næring til deres mange munde; de sugede den til sig, som blod fra deres ofre. Det næstbedste ud over frygt, var velvilje og respekt. Og denne brogede Ayin ønskede virkelig at blive en af dem. Den hvide Deadly havde givet ham en opgave han nu var villig til at udføre. Han ville sælge sig selv, ofre sit jeg til fordel for Skyggernes kræfter, deres broderskab, deres formål. En direkte ondskabsfuld latter strøg fra Skyggehingsten der havde tårnet sig frem foran ham, budt ham velkommen og kærtegnet ham.
Langsomt brød Skyggehingsten, den evige og mægtige, op i tusinde dele. Og langsomt bugtede disse enkelte skygger sig imod Ayin, lagde sig som et tæppe omkring hans krop. I starten var det nænsomt, som søgte de at skåne ham imod det smertehelvede han nu skulle igennem, for det ville ikke blive rart. Og så tog de fat.
De holdt hans ben, holdt hans hals, hoved, inden Skyggerne langsomt begyndte at trænge ind i hans sind og rive det ene minde efter det andet ud, som gjorde ham til den han var. Han ville altid kunne huske, men minderne ville ikke tilhøre ham, men den han havde været. De gjorde plads til det der skulle definere hingsten fremover, de minder og gerninger han ville gøre sig. Og de frydede sig ved det. Hvert eneste tag udløste en dyb og bundløs latter der skar ind i kroppen på den brogede hingst, der i det der måtte føles som timer var udsat for dette helvede. Og stoppede det mon der? Nej. Skyggerne fortsatte med at rive og flå, indtil skind, muskler, sener også var forsvundet fra hans hoved. Et sådan offer skulle gøres fuldstændigt, og først da hingsten stod med kun sit kranie og øjne tilbage og resten af kroppen farvet sort, pånær få steder der nu havde fået en skrigelig blålig farve. Noget prangende skulle der være tilbage på hingsten, når nu han var blevet sort.
Snart samlede Skyggehingsten sig foran Ayin igen. Deres broder, hans broder. De, han betragtede synet med fornøjelse, for en smuk skabning var Ayin i deres øjne. Den ondskabsfulde latter lød igen, dunkel og snart aftagende; for Skyggerne havde gjort deres pligt og dermed søgte de tilbage til deres hersker i vulkanen. Ayin stod nu overfor et helt nyt liv, nye muligheder og nye kræfter han selv måtte udforske. Og de glædede sig så sandelig til at denne hingst kunne hjælpe dem i kampen om landet; en stærk brik måtte han blive med den vilje han havde. En stærk brik skulle han blive.

//AFSLUTTET


(Right? XD)