På gensyn...

Solen stod højt allerede nu, denne sommer formiddag. Varmen fra solens stråler lunede kærtegnende over den tynde sommerpels. Rankt og stolt bar han sig over den uendelige eng her på Leventera, hvor det jovist var tydeligt hvor ynglings græs stederne fandt sted. Nogle pletter var tilmed helt nedbidt, hvor andre områder var græsset vildt, højt og utæmmet.

Mest af alt havde den muskuløse og let brogede hingst mest lyst til at smide sig i græsset. Men det kunne han bare ikke. Det havde han aldrig kunnet, med mindre han havde været omkring sin flok med sin nærmeste familie. End ikke om det skulle komme på tale at han ikke skulle være på vagt hele tiden. Hvert et sekund. Desuden bar han også en helt anden titel nu. Hans amour prydede ham, mens guld udsmykningen smukt glimtrede i solens lyst. Mest af alt så han nok ond og truende ud på afstand, med dette på styr af en beklædning. Men det var nu ikke sagen. Nej ak og ve, velsignet af Den Vise i landet her, det var hvad han var.



[Reserveret til Ariel]

Der var allerede varmt. Den askegrå hoppe dansede over engen mens hun mærkede heden omkring sig, solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og der var alle tegn på at dagen ville bringe endnu mere solskin med sig. Det var egentlig længe siden hun havde mærket regnen mod sit glatte skind, alligevel var alting grønt omkring hende. Overalt var græsset saftigt og højt, Leventera var bestemt en frodig ø.

Ariel virrede let på sin hvide mule mens hun hævede tempoet en anelse. Selvom der var varmt så var dagen ung, og hun havde masser af energi til gode. Hun havde tilbragt mange dage i sit eget selskab denne sommer, alle andre sjæle var som sunket i jorden. Men deres dufte fandt hun rundt omkring, nu og da også et sæt hovspor i den bløde muld. De var her. Hun havde bare ikke været så heldig at støde på nogen af dem i nogen tid nu. Ikke at hun følte sig alene, hun nød hver sommerdag i fulde drag og brugte dem på at rejse rundt fra ø til ø. Det hele skulle opleves, blomster sprang ud alle vegne og andre dyrearter blev født. Der var altid noget at se for den grå, noget at betages af. Et lyst, energisk prust undslap hendes mule idet hun undveg en meget lav busk midt i det åbne. Det var da at hun fik øjet på noget. Bevægelse.

Det befandt sig langt borte, men få sekunder efter var hun slet ikke i tvivl om at det måtte være en anden skabning. En temmelig høj skabning. En hest? Hun fnøs ivrigt, nysgerrigheden dæmrede allerede og skød igennem hendes krop som en varm, uudtømmelig energi. De ravgyldne øjne glimtede allerede. Ariel ændrede hurtigt kurs i retningen af hvad end det var, der ventede.

word count 297

Selvom det var tideligt bagte solen allerede næsten hedende, alt imens insekterne stille tog til. Djanges pels dirrede i små intervaller af irritation over et par fluer der hver gang de lettede fra hans pels, satte sig et nyt sted. Dog forsøgte han hurtigt at fjerne fokus fra dette, da hun pludselig syntes at kunne fornemme en genkendelig duft.

Den stærke duft af salmiak næsten overdøvede den ellers blide sødme der også var inden over, alt imens hans første indtryk af denne duft gav ham en grim smag i munden. Kort spændte han op, med de underbevidste tanker der tog til om Ariels fader, denne Mindraper. Men ak, han havde ikke stødt på denne hingst i nu efterhånden mange år. Måske han havde ændret sig en hel del?

Der gik ikke mange splitsekunder før den askegrå hoppe med de gyldne øjne, var at syne. Den brogede hingst stoppede let op, før et kort skævt smil, skjult, var at se – men kun få et halvt splitsekund – før det atter svandt ind. Han trådte standhaftigt og rankt frem, i et par ædle bevægelser, før han samlet sprang an i en kort og kontrolleret galop imod den unge hoppe. I klædt dette amour, der kunne have fået han til at se mere truende ud end som så.

Det gik snart op for hende at det var en skikkelse hun havde mødt før. For det var ganske rigtig en hest, en anden sjæl som nu også havde ændret retning og kom hende i møde. Et mildt smil bredte sig hurtigt på den hvide mund. Hun blev langsomt sikker. Det var hingsten Djange. Bevægelserne, pelsfarven og den svage duft der kom hende i møde var ikke til at tage fejl af.

Men der var noget anerledes ved ham, noget der fik den askegrå til at virrer let på mulen endnu en gang i overraskelse. Det så ud som om at der var noget på hans ansigt og over hans bringe, noget som blev mere og mere tydeligt jo tættere de kom på hinanden. Snart var der ikke langt igen, og hun så tydeligt hvordan en ukendt genstand af brune og gyldne farver prægede hans ansigt og front. Ariel satte i et lyst og nærmest muntert vrinsk til hilsen, begejstringen i hende steg en tand. Hans udseende havde bestemt ændret sig! Han lignede en kriger fra en anden verden, selvom hun aldrig havde set en sådan. Ikke med et udseende som hans.

Først da der kun var nogle meter mellem dem sagtnede den askegrå farten og bremsede så op på sine lyse hove, let dansende i sommervarmen. Insekterne var hurtigt i luften og overalt, men Ariel havde kun øjne for den ældre hingst. De gyldne øjne var allerede voksede en anelse i størrelse mens hun nysgerrigt undersøgte ham med mulen let udspilet. Med lette skridt trådte hun nærmere.

”Djange.”

word count 261

Det var tydeligt hvordan Ariel genkendte Djange. Men samtidig også tydelig hvordan interessen hos hoppen var vagt! Det overraskede ikke den brogede hingst. Nærmere lettede ham. For selv ville det ikke være unaturligt at opleve, at sjæle, der måske allerede kendte ham, ville frygte eller afsky hans nye udseende. Hans udsmykning.

Ariels vrinsken gik rent ind, og en svag følelse af behag løb kort igennem ham, før der ikke gik længe og de stoppede foran hinanden. Hans ene øre gled let på sned lyttende til hendes ord, da hun talte frem. Hvoraf han svarede, så snart hun selv havde lukket mulen i.

”Ariel.”
Hans stemme var hæs og intens, tonløs. Akkurat som den plejede, mens han alligevel næsten følte trang til at undlade et smil. Hans krystalblå øjne var kolde og tomme, mens de betragtede og undersøgte hende roligt for en stund.

”De trives i varmen her, kan jeg se.”
Talte han atter frem, endnu lige så hæst og intenst – tonløst. Mens han hentydede til hendes fine stand. Hun var pæn og med både muskulatur og liv i de store og nu ret så nysgerrige øjne.

Det var først da hun var et par meter fra ham at den askegrå standsede sin trippen. Hun ville helst endnu tættere på, undersøge ham, hans nye ansigt. De ravgyldne øjne studerede ham uden at lægge skjul på det på nogen måde. Hun vippede yderligere ørerne fremad ved lyden af hans karakteristiske stemme. Hendes smil hang stadig ved, på ingen måde påklistret for Ariel gjorde altid hvad der faldt hendes hjerte ind. Hun var begejstret over at se ham igen, at se hvordan han af mystiske grunde havde forvandlet sig.

”Jeg trives overalt,”

En lys brummen lød fra hende, yderligere hilsende og venlig. Hun strakte mulen en anelse og sænkede hovedet, hendes nysgerrighed var tydelig mens hun studerede den maske som dækkede hans ansigt. For det var ikke selve hans ansigt som havde ændret sig, det var en maske. Det samme med det bånd som hang mod hans bringe. Ariel virrede kraftigt på mulen inden hun trak den en anelse til sig igen.

”Du ser helt magisk ud, Djange. Hvad er der sket? Hvem har klædt dig i en maske og i bånd?”

De ravgyldne øjne glimtede mens hun så på ham, på de isblå øjne.

word count 200

Tydeligt var det hvordan Djanges amour havde fanget Ariels interesse! Det fornøjede bestemt den brogede hingst, for til trods for hendes tilnærmelse med mulen, var hun endnu ej for tæt på alligevel. Ikke endnu. Hendes svar var muntert, såvel som bundærligt – hvilket atter fornøjede ham. Hun var af natur, som han altid havde ønsket af en datter. Måske lidt mere disciplineret kunne hun havde været. Men omstrejfende alene som føl, så kunne man ikke forlange så meget mere.

”Ser De Ariel, dette er en rustning – mit amour…”
Forklarede hans hæse og intense stemme roligt, tonløst. Mens de krystalblå øjne hvilede i hendes ravgyldne, til trods for de endnu var kolde og tomme.

”… Jeg er nemlig blevet velsignet af Den Vise i landet her. Miit amour symbolisere at jeg nu er en af vogterne i landet.”
Forklare han ellers færdig, i præcis samme tonefald. Selvom en meget lille og ultra kortvarig gnist i hans ellers kolde og tomme blik, udviser en vis stolthed og ære over dette. Han ønskede næsten at vise hende noget magi, men endnu kunne han ikke udfører den andre steder end i hans eget bjergpas.

Den askegrå lyttede opmærksomt mens hun vippede med sine bløde, askegrå ører. Hun havde aldrig set en rustning før. Hun havde set blomster vokse på en hoppe, lyn opstå fra en anden hoppes ryg.. Men ikke en rustning. De ravgyldne øjne skinnede tydeligt. Hendes hjemland havde ingen grænser, så meget havde hun lært. Mystikken lurede overalt og hver gang hun mødte den fik hun en helt særlig følelse i brystet. Ariel smilede mildt og tydeligvis stadig overrasket til den stærke Djange da hans ord var ebbet ud og hun lod ordene synke ind et øjeblik.

”Velsignet af den Vise..”

De kridhvide næseborer virrede let endnu en gang.

”Du er bestemt den rette! Jeg har tidligere mødt Himlens Vogter. Men hvad er du herre over, Djange? Og hvem er denne Vise?”

De ravgyldne øjne betragtede ham nysgerrigt, men hun tog bestemt ikke let på sagen. Vogterne var noget helt særligt. Ikke at hun vidste meget om dem, men der var en aura omkring dem. En som hingsten med de isblå øjne nu også besad.

word count 177

Djange måtte erkende at han nød dette. Nød situationen ved at være blevet den ældre, den vise og den med mere livserfaring. Som hans fader også havde været hjemme i hans eget hjemland. En hingst man altid kunne spørge til råds, samt spørge ind til om viden. At han nu stod og fortalte sine egne historier videre til denne Ariel, nød han virkelig til fulde. Især fordi hun virkede så interesseret.

”Himlens Vogter har jeg endnu ikke selv truffet, men derimod Lysets Vogter.”
Tilføjede Djange let dæmpet i den hæse og intense stemme, der tonløst lød; mens han begyndte at fundere lidt over hvor mange vogter de mon egentlig var? Han havde haft nikket dybt og ædelt, en smule mekanisk, inden hans egne ord – over hendes der bekræftede ham i at hun synes han var den rette. Hvilket betød ham utroligt meget!

”Men Ariel, jeg er Bjergenes Vogter; bjergende på Enophis. Den Vise, derimod, er vores herre i dette land.”
Forklarede han så, tonløst – med den hæse og intense stemme, mens han let sænkede hovedet en anelse imod hende. Hans øjne var tomme og kolde, mens de så i hende, men alligevel var det som om at der fra tid til anden glødede en lille gnist af liv og håb, i hans krystalblå.

Der var noget særligt ved Djanges blik. Det var et blik hun ikke havde set hos nogen andre, og selvom det ikke afslørede megen følelser så vidste hun at der lå mere bag. Af og til løftedes sløret, kun i ganske korte glimt, så korte at hun mon overvejede at det var hendes egen fantasi, men hun så dem. Og hun satte pris på dem. Hendes smil blev blødt mens han talte og hun lyttede i tavshed. Lysets vogter? Hvordan mon sådan en sjæl så ud? Bar han eller hun på lyset selv? Den askegrå brummede stille for sig selv efter hans ord tonede ud. Så smilede hun igen.

”Så du er bjerghingsten,”

Den askegrå nikkede. Det hele gav mening nu. Selvom hun aldrig havde set Djange færdes i bjergene, så lod hans kropsbygning ingen tvivl om at det måtte være et sted han følte sig hjemme.

”En dag må du tage mig med op i dine bjerge,”

Smilet blev ved, mildt. Hun havde skam færdedes i bjergene før, frygtløs som hun i bund og grund var, men det ville være en oplevelse i sig selv at færdes der med bjerghingsten. Ariel vippede endnu nysgerrigt på ørerne.

”Himlens vogter kaldte sig Jaidev. Hvem er denne Lysets? Og Den Vise.. Tror du det er den ånd, jeg kan mærke overalt?”

Hendes gyldne blik var spørgende, den askegrå var altid fuld af spørgsmål. Hun forventede ikke at han kunne svare på alt, men hun holdt sig bestemt ikke tilbage.

word count 253

Den askegrå hoppe fik det næsten til at lyde som om at han var blevet omtalt omkring hende. Mon det havde været hendes moder, Ava, der havde nævnt ham i en større sammenhæng? Det var svært at sige, men interesseret var hun dog bestemt.

”Det ville være mig en glæde at vise Dem rundt.”
Lød hans hæse og intense stemme roligt og bekræftende. Dog dybt tonløst, men han atter tav for hendes næste ord. Han lyttede roligt til hendes ord, men han kort missede de krystalblå tomme og kolde øjne. Jaidev? Navnet sagde ham intet, men ham ville han da forsøge at finde. Roligt stod han egentlig i Ariels selskab, hans ører var tilbagevendte jovist – men meget roligt og fattet, uden nogen aura af trussel eller det der lignede.

”Illana hedder hun, Lysets Vogter. Den Vise, derimod, det kunne skam sagtens være. Han er jo i os alle sammen, og i alt omkring os. En ånd er nok en god beskrivelse. Selv så jeg herren som et meget skarpt og blendende lys, mærkede ham som et omklamrende kærtegn, og hørte ham som en rungende stemme. Da han viste sig for mig.”
Fortalte Djange hæs t og intenst med sin tonløse stemme. Hans øjne var kolde og tomme, stirrende, men atter havde en enkelt gnist sprunget splintrende i hans krystalblå øjne, under hans fortælling. Han havde ærligt ikke nævnt dette for nogen før… før Ariel. Ikke sådanne her.

Hans svar glædede hende. Måske kunne han vise hende steder i bjergene som hun aldrig selv havde fundet frem til, det var hun sikker på at han kunne. Men hans næste ord opslugte hende helt, ord om denne sjæl han sagde var overalt. Hun tvivlede ikke et øjeblik på ham, for hun havde selv mærket det, på ingen måde ligeså konkret som han – men hun havde altid kunne mærke en ånd. Andromedas ånd. Et nærvær som alligevel ikke var et nærvær. Hun havde aldrig helt kunne sætte ord på det, aldrig helt forstået det og gjorde det nok stadig ikke medmindre hun en dag selv blev konfronteret af denne Vise som nu havde et navn. Hun havde blot følt det og glædet sig ved det.

”Du så denne ånd? Det må have været.. vidunderligt.”

Hendes gyldne blik blev fjernt et øjeblik, selvom de stadig var rettet mod hans maskerede ansigt. Pludselig var hun et andet sted, hun forsøgte at forestille sig det lys han havde beskrevet. Nærmest som en sol på jorden? Men der gik kun et øjeblik, så var hun igen opmærksom og et lille smil brød snart frem på den hvide mund.

word count 196

Der var ingen tvivl om at Djange fandt denne unge sjæl morsom og fornøjelig. Hun virkede stærkt betaget af hans fortællinger, alt imens hanpå sin vis prøvede at sætte sig i hendes sted. Ikke nødvendigvis hendes fantasifulde, men nærmere dette at Andromedas land var hendes land. Hun var født herind, som Athene. Aldrig havde hun set nogen andre verdener. Hvilket dog ikke på sin vis overhoved var nødvendigt hvis man spurgte den let brogede hingst. Aldrig havde han stødt på et land så magisk og unikt, efter han havde været trådt ind i Andromedas land. Han huskede tydeligt sin rejse hertil, hvordan han nærmest havde følt sig udvalgt – jo mere han havde ville tænke over det. Som om han ikke havde haft noget valg.

”Jeg både så, følte og hørte denne ånd. Oplevede den.”
Hans stemme var hæs og intens, men endnu tonløs. Til trods for hans ord var bundærlige.

”Men det var det, bestemt.”
Bekræftede han roligt med den hæse og intense stemme, atter tonløst. Det var ham en fornøjelse at opleve hvordan hun virkelig i sandhed fandt dette spændende. Men det undrede ham nu og da heller ikke, for det var en speciel ting – om man troede det eller ej.

Den lille askegrå vippede på de bløde ører. Hørte? Ånden havde talt til ham. Den Vise. Sjælen der vidste alt, vel? Den ravnsorte hale svang blidt rundt om hendes askegrå bagpart, ubevidst mod insekterne som summede omkring dem, men som hun var alt for optaget til at lægge mærke til. I sit stille sind ville hun gerne mærke den brune maskering han bar mod sin mule, mærke hvad det var skabt af for aldrig havde hun set noget lignende. Men hun lod være. Det var sjældent den askegrå holdt sig selv tilbage for noget som helst, men hun forstod at bjerghingsten havde behov for en hvis afstand. Hvorfor var hun ikke sikker på, men han var ikke den første sjæl hun havde mødt, som følte således. Det mindede hende lidt om Asira. Den grå.

”Opsøgte du den? Eller kom den til dig?”

Det var ikke svært at forstå hvorfor denne sjæl måtte have set Djange som noget særligt. En udvalgt? Hun brummede mildt og venligt til den ældre hingst. Ariel så ikke andet end godhed i ham, trods det uransaglige blik.

word count 183

De krystal blå øjne var kolde og tomme bag masken, mens de beskuede den askegrå hoppe der lod til at være yderst begejstret. Det var som om denne hoppe vakte noget særligt hos den brogede og standhaftige hingst. Noget der mindede ham om hans hjemland, hans oprindelige familie og kære. En form for vis glæde, alt imens han havde lyttet til hendes spørgende ord. Han holdte sig ej tilbage i denne dialog, og selvom han blik var koldt og tomt, vakte der dog sindsoprivende minder hos ham, mens en svag, kun et milisekund, gnist havde været at skue i hans krystalblå øjne.

"Det var som en hver anden dag; og pludselig lyste alt blot op. Jeg tror jeg er udvalgt, det bilder jeg mig selv ind."; konstaterede Djange, med den hæse og intense stemme - der ellers prydede ordende så tonløst.

Alt imens han til tider stadig tvivlede på denne konklusion. For måske det blot kunne have været et tilfælde også? På den anden side havde lyset; Herren, kaldt ham ved navn - lige fra første møde.