Bjergets åndedræt | Åben

THORONDOR

Livet gik altid videre, uanset hvor meget nogle individer ønskede at holde fast i nuet, men i ny og næ var det næsten skræmmende, hvor meget videre man kunne komme, inden det gik op for en, at nuet var nyt. For Thorondor, en af landets tungeste heste, var dette en realitet. Han havde ikke ændret sig som sådan, men livet var bestemt ikke det samme for ham længere. Faktisk havde tingene ændret sig så meget, at han var begyndt at glemme. Det liv han havde haft før var begyndt at blive en tåge; navnene som før havde ligget solidt på hans tunge, var nu svære for ham overhovedet at huske. Ansigter, minder om dem, han havde kær, var stadig lette at trække frem, men svære at placere. Han huskede den lille sorte hoppe. Han huskede de tobenede... men samtidigt glemte han. Egentligt kom han bare videre med sit liv, forsatte på ny efter sin umulige død, men det var en skræmmende realitet de få gange, han egentligt tænkte over det, for hvem vidste hvornår han ikke ville kunne huske nuet?

Den gyldne hingsts hove stod solidt plantet på bjergets kringlede, usikre sti. Nok glemte han det, som engang have været, men dette glemte han ikke; han glemte ikke det, der havde været hans liv og hjem. Bjergene var, uanset hvad andre mente og troede, der hvor han hørte til. Det var her han fandt ro. Det var her hans instinkter ledte ham mere end hans sanser. Her kunne han gå med lukkede øjne og alligevel finde vej, selv hvis bjergene var ukendte for ham.

En let sommervind strøg hen over hingsten og et let suk forlod ham, mens hans blik blot langsomt søgte efter skyer på den ellers klare, lyseblå himmel. Hans hjem og alligevel ikke. Det her var ikke... det her var ikke... han kunne ikke huske navnet, men det her var ikke det hjem, han var født i. De sjæle som gik her, var ikke af hans type; mange venlige og godmodige, jo vidst, men ingen som ham. I teorien var han vel egentligt ensom, bare sådan en smule, for selvom de alle var ens, alle af samme blod et eller andet sted, så var de jo ikke ens. Ikke helt. Et dæmpet fnys forlod ham ved tanken; var han så vag, at han ønskede nogen, der lignede ham selv? Sandsynligvis... men ingen kunne vel klandres for at savne det, som de fandt hjemligt og familiært, om de så kunne huske det tydeligt eller ej.