Nattevandren | Antheia

THORONDOR

Sommerens nætter var aldrig rigtigt mørke, medmindre månen helt forsvandt. I hvert fald havde Thorondor ikke oplevet en nat, hvor han ej havde kunnet se noget som helst og denne var da også langt fra dem. Solen var forsvundet i vest for et par timer siden og der ville endnu gå et par timer, før den viste sit gyldne, lysende væsen igen, men ingen ville savne dem inderligt. Månen holdt dem alle ved godt selskab.

På trods af det, som skete med hans minder, måden hvorpå de forsvandt, så var vaner noget helt andet. Den kraftige hingst havde dem stadig og visse ville han næppe nogensinde stoppe med at have, deriblandt hans nattenvandren. Det var ikke rastløshed som sådan, men det var heller ikke fordi hans vandren havde et formål. Nej, han yndede blot at gå om natten, fordi det var.... hyggeligt. Og han gik uanset årstiden; vinterens snedriver holdt ham ej tilbage og efterårets regn ej heller. Forårets vidundere og sommerens dejligste timer øgede blot hans glæde ved disse ture, for han led skam let under sommerens varme, men ikke i nattetimerne. Ikke når solen først var forsvundet. I disse tider gik han næsten hver nat, for de fleste dage var han nød til at tilbringe i skyggen, så langt ude af solens varme, som han kunne komme.

I ny og næ delte han sine ture med andre og havde også gjort det her i Andromeda, men ej på samme måde som tilbage i sit eget land. Han havde ingen fast hoppe eller hingst ved sin side, som yndede at dele sine nattetimer i hans selskab, mens de gik på må og få; ønskede han det? Måske, men for nu var det dog ej noget han higede efter som sådan. Og alligevel ville han ej på nogen måde nægte nogen at gå med ham, hvis en af disse ture bragte ham til nogen, som var villig til at følges med ham.

Det var sent. Det kunne hoppen se ud fra den mørke himmel og månen der stod højt på himlen. Vejret var skønt. Det var let og lunt, og skabte de bedste omstændigheder til en lille gåtur. Antheia havde mødt flere bekendtskaber på sin vej 'tilbage' fra blackoutet. Både en hun kendte i forvejen, men hun havde også startet et bekendtskab med en hoppe hun aldrig havde set før. Hun følte sig heldig. Tingene var næsten tilbage til det gamle - bortset fra, at hun selv mentalt var vokset, og så manglede hun stadig, at se nogle af de ansigter hun havde kendt, inden blackoutet. Men det var svært. Se bare hvor lang tid hun havde brugt på at finde Brêgo!

Hendes forventninger var derfor ikke høje til, at hun i den nærmeste fremtid ville se endnu en gammel ven. Landet var desuden også stort - og øerne var store. Hvad ville chancerne være? Men nu vidste hun i det mindste, at hun ikke var usynlig, hvilket dog hjalp hende. Så kunne hun skelne imellem dem der ønskede hende selskab og dem der ignorerede hende.

Hun havde ikke lagt mærke til hvilken sti hun gik på. Hun havde heller ikke lyttet efter om der var andre nær hende. Men nu, som hun kiggede op, kunne hun se en bagpart der bar en gylden farve. Hesten var bredere.. mere muskuløs end de fleste heste, og hendes ører vippede nysgerrigt fremad. Hvem var det så? Og så var det, at det gik op for hende, at hun netop havde fundet et af sine gamle venskaber. Thorondor! Selvfølgelig var det Thorondor. Kendte hun måske andre, der nød en aften-gåtur, ligeså meget som ham? Nej, det kunne hun ikke påstå

Hun vrinskede ivrigt efter ham og stoppede op. På den måde ville hun give ham en chance for, at høre hende og se hvem der nu havde kaldt efter ham. Bare af at se ham blev hun glad. Hun havde altid nydt Thorondors selskab. Gad vide om han kunne huske - og genkende hende?

Antal ord: 339

THORONDOR

Det var slørede ord, men alligevel formåede han at holde den rytme, som de gamle sange havde. Ordene havde han for længst glemt og nu var det ikke andet end en mumlen, men de gamle sange, som hans slags yndede at synge, når tiden skulle forbruges på deres vandringer, hvad end tid på dagen det var, ville aldrig forlade ham helt. Rytmen sad så fast i ham, som det at ånde gjorde; han ville dø, rigtig dø, før han helt glemte den. Og alligevel sad enkelte ord fast og visse kom til ham, men forsvandt så igen, det øjeblik de havde forladt ham; han formåede ligefrem at huske navnet på sit hjem, Marn, før det forsvandt helt igen.

Et vrinsk fik hans meget dæmpede mulen til at forsvinde og han hævede roligt sit grove hoved. Ørerne blev spidset, før han så mod lyden. Det havde ikke været en fremmedes røst, men heller ikke en, som han lige kunne sætte navnet på. Kunne det være...? Nej, det var en latterlig tanke; ingen derfra kunne komme hertil, selv ikke hvis de døde. Ikke at han ønskede det; aldrig... på ingen måde.
Det tog et par øjeblikke før hans blik endeligt fandt den brogede hoppe. Synet af hende tvang navnet frem hos ham; Antheia. Hun var ingen fra Marn, langt fra, men en kærkommen veninde, bestemt. Et øjeblik så han blot på hende, før den dybe lyd af hans vrinsk bredte sig af sted over engen. Et dæmpet fnys forlod ham, inden han begyndte at vende sig om, for at skridte hende i møde.

Det var længe siden han havde set hende og han mindedes næppe alle de ting, hun havde fortalt ham, men han kunne huske hende, ingen tvivl der. På trods af dette var der dog ingen hast i hans skridt, men så igen, det var der kun meget sjældent, i det han bevægede sig mod hende. Som altid svang fletningerne, som stadig på mirakuløs vis holdt deres form, fra side til side. Et smil strøg om hans mule og da han kom indenfor den passende rækkevidde, lød hans stemme: ,,Godaften Antheia."

Antheia holdte hans blik fast i et par sekunder, som han stod og betragtede hende. Hun kunne næsten fornemme hvordan han forsøgte at sætte navn på hendes skikkelse, og da han endelig kunne genkende hende sendte han et vrinsk af sted, som fik hendes ører til at rejse sig og en glad fornemmelse brede sig i sin krop. Hun strakte mulen en anelse, og en dæmpet brummen undslap hendes læber. Hun kastede legesygt med hovedet, da han vendte sig om og skridtede imod hende, og hun trippede ham glædeligt i møde. Hun prustede endnu engang og en anelse forsigtigt strakte hun mulen imod ham, da hun var tæt nok på.

"Jeg frygtede lige, at du havde glemt mig, Thorondor" lød hendes stemme med en drillende undertone. Hun mente det ikke sådan, at hun selv synes at hun var ih så speciel, og det derfor var umuligt for andre at glemme hende. Antheia vidste godt, at mange af hendes bekendtskaber allerede havde glemt hende, men hende og Thorondor havde mødtes mere end en gang, og hun ville have taget det tungt, hvis han ikke kunne huske hende - eller bare hendes navn, i hvert fald.

"Det er godt at se dig! Du ligner dig selv" Dét var altså en kompliment, selvom hun selvfølgelig ikke vidste hvordan han ville reagere på den udtalelse. Ville han blive fornærmet af, at hun sagde det, når de trods alt ikke havde set hinanden så længe? Åh alt denne socialisering på ny trættede hendes hoved, og hun blev simpelthen nødt til at stoppe med at gruble over ting hun ikke kunne vide.
Hun betragtede hans fletninger, som hun altid havde fundet interessante. Hvordan de fortsat var i form, og stadig var det nu – og selvfølgelig historien bag. Hun ville ønske, at hendes man så sådan ud.

Antal ord: 300