Muren revner

Det var ikke just noget den næsten helt hvide hoppe var van til, det hver en bevægelse det lille spraglede føl kom med, kom bag på Myth. Hun blev stående og stirrede intens på den lille skabning. Denne lille skabning var hendes, hendes føl. Hendes baby, og alligevel havde den næsten hvide ikke rigtig følt nogen relation til dette væsen, der nu kæmpede med at komme på benene. Det var fremmede for hende, og alligevel så velkendt. Følelserne forvirrede den næsten helt hvide hoppe, og som altid når der var noget der trykkede på fra det indre, gemte hun det væk bag de murer, hun havde bygget op til at beskytte hende selv.
Dette føl, Myth endnu ikke helt vidste hvad hun skulle stille op med, ville ikke få den nemmeste barndom. Det ville overleve jovist. For selvom den blege hoppe ikke rigtig vidste hvad hun skulle stille op, vidste hun at hun ville holde det i live. Hun kunne ikke forlade det. Hun ville ikke.

Et hvin udstødte Myth da føllet ramlede ind i hendes bagben, der straks blev løftet. Myth fik danset let omkring på tre ben, for ikke at ramme den lille skabning, da hun hun igen satte sit ben ned. Efter hurtigt at have scannet området for uvedkommende, strakte hun den spraglede mule ned til den lille. Puffede forsigtigt, men også opmuntrende til- et tegn på moderlig kærlighed. Dette kom bag på den næsten helt hvide hoppe. Det kom helt af sig selv; det forvirrede hende, og atter igen trak hun sig og stod passivt og så på.

Det gav et lille sæt i det lille hingste føl da hoppen udstødt et hvin. De to forskelligt farvede øjne så sig omkring, med et meget fjernt blik - grundet den endnu blindhed der lå hos sådan et ungt føl. Dog kom der ro på, da en fremmed følelse af behag og tryghed styrkede den lille fyr. Berøringen fra hans moder, kunne ikke sættes ord på; for selvom den var kort, og føllet ganske vidst virkede totalt upåvirket af berøringen, vakte den bestemt noget.

Atter tumlede hingsteføllet vilkårligt omkring en lille radius af en meters penge omkring sig selv, før det med ét lykkedes. Foroverbøjet på strakte forben der står ud til hver side, med bagbenene næsten ligeså spredt, stod han og vaklede, næsten som var han påvirket - mens han stille fandt balancen.

Roligt begav den brogede hingst sig afsted. Det var bestemt et sats at lave sig komme til syne på den blege eng, der var mørk af akse og lummer af utryghed. Månens blege skær afslørede ham bestemt, med de få hvide aftegn der gav genlys og de guldudsmykninger på hans rusting der blændende lyste svagt op. De kolde krystalblå øjne så meget fokuseret frem, mens han atter snart ville ramme skoven igen, han måtte holde lav profil, for snart ville han atter vandre langs brynet.

Men en duft ramte ham, en meget genkendelig en af slagsen, og han var pludselig ikke i tvivl! Hans kolde blik spejdede ivrigt efter hende, hans skyggehoppe, hans elskede forbudte kærlighed - hvoraf han derpå hørte et svagt hvin. Hun var tæt på; og efter et samlet anspring, hvor hans hove præciserende og stolt bar ham afsted, var han afsted i sin korte galop. Blot omkring et hjørne, før den blege hoppe stod der! Men hun var ikke alene... Næsten chokeret i sin overvældelse, blegnede alt hos den brogede hingst - på nær den stolte og ranke holdning, mens han skridtede fast og roligt nærmere. Hans blik var koldt - dødt, hans mule blegnet for rynker, mens hans ører let lå tilbage. Næsten urørt så hans ud, mens han nærmest stirrede sig blind på det vaklende hingsteføl, der stod ved hendes side.

Da det vaklende hingste føl endelig kom op at stå, og selvom det ikke var med ordentlig fæste, så følte Myth alligevel en bestemt følelse. Ikke at man kunne se det på den næsten helt hvide hoppe; det lå skjult godt bag de faste mure, hun kæmpede for at holde oppe. De måtte ikke falde. Følelsen af stolthed, som kun en moder ville kunne føle. Myth vidste ikke hvad det præcis ville betyde, og heller ikke for hende, men hun måtte indfinde sig med det. Dette lille vanklende hingste føl, denne skrøbelige skabning- var hendes! (Ejerfornemmelse<3)

I få sekunder havde hun været opmærksom på omgivelserne. I disse sekunder, havde hun ikke formået at opdage denne der nu kom nærmere.
De mandelformede øre blev fluks spidset en anelse frem, ved lyden af det svage hvin. En lyd der var genkendelig for hende. Det var ikke hvem som helst. Det lille kantede hoved blev løftet højt, og al opmærksomhed fra det lille føl, var væk. Hun spejdede i mørket, for snart at de kul sorte, tomme og pupilløse øjne, i mørket ville møde den let brogede hingst. Han så meget stiv ud, der var intet ved ham. Alligevel tøvede den næsten helt hvide hoppe ikke med at flytte sig. Med små skridt gik den blege hoppe nu direkte imod den brogede Djange. En svag brummen slap fra hende, i det hun rakte mulen frem imod ham. Indåndede luften omkring.

Det lidt langsomt for sig, og et enkelt skridt blev til et halvt styrt ned på mulen og forbenene. Et halvkvalt fnys lød, før det ene forben redede balancen og han atter stod på alle fire. Mindre og mindre vaklende. Han begyndte også at strække mere i de halv bukkede ben, mens ivrigheden efter at stå som mor ved hans side, prægede ham.

Men straks skete der noget, og de små to forskelligt farvede øjne, så helt fortvivlede og betuttede ud, da mor flyttede på sig. Det var som om trygheden frosvandt. mens hun bevægede sig imod en lignende skikkelse, som hans egen mor. Bare, større og med andre farver. Det hele var dog blandet lidt sammen, grundet mørket og distancen hen til hesten, mens det var svært at se hvad er foregik. Benene flyttede nu også på sig, rent instinktivt, mens hans vaklede slingrende fra sige til side og stoppede op efter sølle tre skridt. Pibende og patestisk lød det lille føl nu, da et fortvivlet kaldende vrinsk lød imod sin mor, som nok ikke stod mere end små fem meter derfra ham.

Det var ikke til at tro at det lille vaklende myr til hingsteføl, måtte være hans! Stoltheden boblede I ham, mens han lignede og udstrålede; intet. Hans kære skyggehoppe bar dog ikke nag over det, hvilket nok egentlig var med til at give ham en lille opvågning fra hans smålige trance over dette.

Føllet var jo helt nyt! Det kunne enhver se, og den blide brummen, han elskede så meget, lød nu fra den næsten hvide hoppe. Endelig tillod hans krop ham at give lidt slip, og han trådte selv et par skridt frem for at imødekomme hende. Han knejste kort hingstet mens hans mule selv søgte hendes. Han pustede stille ud, og indsnuste hendes duft; mens følelsen af behag og boblende fornemmelser, fyldte ham.

"Deadly Myth…" Lød han stemme hæst og intenst, mens den bar præg tonløshed; mens hans øjne stille lod sig gnistre svagt overfor hans hoppe.

Hurtigt hejste han hovedet i et mindre ryk, da han hørte føllet kalde på sin moder; mens han dog alligevel var modig nok til selv at forsøge og finde herhen. Kort, uendelig kort, var en fornøjet smil pludselig at syne skjult over den lyserøde mule. Før det atter blegnede bort, og han interesseret og næsten bekymret undersøgte Deadly Myth med øjnene. Han strakte let mulen frem og berørte hendes kæbe let kærtegnende, mens han selv konkluderede at hun havde det okay. Selv efter folingen. Derpå trak han så roligt mulen til sig igen, og lod sit blik fordybe sig i hendes. Til trods for at hans øjne var kolde og tomme, og hendes blanke og døde, følte han alligevel den stærke kontakt – de altid har.

Den hæse stemme lød som musik i den blege hoppes øre. Savnet havde været stor, men end havde den næsten helt hvide hoppe ikke forladt vulkan øen siden deres sidste møde. Så snart maven havde begyndt at udspille sig, havde hun søgt trygheden ved hendes hjem, ej forladt det. Sårbarheden havde hun ikke ville lade sig vise, og der ved havde hun det sidste lange tid ikke haft andre end skyggerne som selskab.
De kul sorte øjne holdt sit blik fast i de krystal blå øjne der om end var lige så tomme og kolde som hendes egne.

"Djange."

Stemmen var lille, hæs. Den havde ikke været brugt længe, og det var tydeligt at høre på lyden. Den skar svagt igennem. En brummen kom igen fra hoppen, der udtrykte hoppens glæde ved gensynet med den let brogede hingst.
Hans kærtegn på hendes kæbe, fik hendes blege skind til at sitre af behag. Hun mærkede hvordan det stak i hendes bryst. Behag.

Den lille ynkelige, kaldende lyd der kom fra den skrøbelige skabning, hun for kort tid siden havde givet liv, rev den næsten helt hvide hoppe ud af sin trance. Hun havde for en stund glemt alt om ham. De kantede hoved blev drejet i retningen af det skrøbelige hingste føl, der havde forsøgt at bane sig vej frem. Et svag brummen lød fra den næsten helt hvide hoppe- hvorpå hun end stod stille, og ikke gjorde mere. Han måtte komme til hende.

Duften fra hans mor blev blandet med en andens, mens han atter stod stille. han bemærkede dog hvordan de holdte øje med ham, og ikke havde glemt ham helt. Alligevel var der ikke mere end en ledende lyd, han fik fra sin mor. Hendes brummen nærmest hidkaldte ham; for allerede nu forbandt hans lille hjerne den brummen med tryghed og sikkerhed. Vaklende tog han et skridt, før han fór afsted et par spring. Straks lå han i græsset, hvor han var rullet hele vejen omkuld da han landede, og irriteret rystede han på det lille hoved og udsendte et prust der bar præg af den unge alder han var i.

denne gang var det nemmere og han fandt lige så stille teknikken, hvorpå han atter stod på benene. Igen lød hans kaldende smålige og patetiske vrinsk i mørket, før han slingrende fik banet sig vejen helt hen til sin mor. Øjnene og de andre sanser var dog ikke helt vakse endnu, og med et lille bump stødte den lille mule lidt klodset ind i hendes has, da han nåede hende, omkring hendes bagpart.

Hoppens brummende lyde lagde næsten en helt anden stemning over Djange, der til en start havde virket næsten chokeret over synet. Hans navn, som hun gengældende havde sagt i mørket mellem dem, havde lydt hæs. Næsten som havde hun ikke talt i lang tid… Ærligt vidste Djange faktisk ikke meget om sin skygge hoppe. Hvem hun sås med, hvem hun trivedes med. Aldrig havde hun fortalt om således; og somme tider bildte han sig selv ind at hun ikke rigtig eksisterede som sjæl overfor andre end ham selv. Men hvad vidste han overhoved om det? Han kunne jo kun tale ud fra hvad han selv vidste, og han vidste bare at han havde set hende mange gange, og savnet altid kun voksede når hun ikke var der… End ikke andre af hans bekendte havde han stødt på, som havde nævnt eller omtalt hende, så mon hun overhoved var særlig kendt i landet?

Han skubbede tankerne bag sig, da han lyttede til hendes brummen af hvordan hun næsten moderligt brummede af føllet. Alligevel nursede hun ham ikke og skyndte sig hen efter ham, men lod ham selv finde vej. Modig nok, fandt han da også selv vej, og stødte nu lidt klodset ind i den blege hoppe. Hvorpå Djange fornøjet og roligt, næsten betryggende, puffede blidt ud efter hendes hals. Kærtegnende.

Hvordan man var en god moder, eller omsorgsfuld moder.. faktisk hvordan hun skulle tage det an at være moder vidste den blege hoppe ingen ting om. Dette var fremmede for hende, som meget andet. En ting vidste hun dog alligevel, at selvom dette føl var hendes, og hun skulle tage sig af den skrøbelige lille hingst, nægtede hun at lade ham blive en klods om benet. Han skulle lærer at befærde sig selv. Hvilket han ind til videre havde klaret meget godt. Uden nogen særlig hjælp fra Myth, var den lille skabning kommet på benene, det havde taget sine første skridt, alt imens den næsten helt hvide hoppe, havde stået meget passivt og set til.

De kul sorte øjne var fjernet fra den spraglede hingst, vendt imod Djange igen, for at søge hans krystal blå øjne. Se ind i dybet og blot fordybe sig i det uendelige. Dette nåede hun dog ikke inden hun forskrækket hvinede, og de mandelformede øre var trykket helt ned i nakken. Bagbenet, den lille skabning havde ramlet ind i, var blevet trukket op under hende, og med et meget voldsom udtryk havde hun set ned på den lille skabning- det tog hende ikke lang tid at fatte sig selv og igen kom det mere intet sigende udtryk frem, og forsigtigt blev bagbenet sænket igen, uden at ramme den lille hingst.
Gang på gang ville dette nok ske som en gentagelse. Hun havde aldrig inviteret det spraglede føl nær hende, han var der bare. Hun skulle vende sig til dette- ellers ville et lille uheld måske finde sted snart. Den blege hoppe brød sig om nærvær fra "fremmede". Faktisk var det kun Djange, der havde fået lov at komme tæt nok på til at røre hende.

Endnu engang hørte Lupë hvinet fra sin mor; og denne gang med en langt mere hidsig bevægelse end før da han tumult var ramlet ind i hende. Ubehageligt føltes det, til trods for han ikke slog sig, og instinktivt ville han havde kastet sig tilbage, men skuttede sig bare lidt til siden, og endte så med at stå og vakle lidt.

På ny fandt han balancen, hvorefter noget duftede. Instinkterne styrede ham udelukkende i disse sekunder, da noget sagde den lille rødbrogede hingst, at her kunne han søge det han skulle have. Som sådan følte han ingen mangler, og her heller ingen sult, men forsigtigt fandt den lille mule vej imod yveret, der indbydende duftede af sød mælk, hvorefter hans forsøgte at få fat i noget.

Hun var ikke den varmhjertede moder som han selv huskede hans egen var, men nærmere opførte den blege hoppe sig lidt som den far han havde haft. Han husker tydeligt hvordan han aldrig skulle komme for tæt på, og heller ikke være usikker på om han ville kunne få et hak eller jo hvis han lavede fejl omkring ham… Men når det så var sagt, så havde Djange selv vel ikke taget den vilde skade af lige dette… Havde han?

Kort rynkede han på mulen en anelse skeptisk, i ren forskrækkelse, mens de krystalblå øjne mistede kontakten til hoppens og de også blev misset anseende sammen. Af ren refleks skuede hans blik over hoppen, efter noget, nogen, som kunne være årsagen til hendes forskrækkede hvin. Men hurtigt gik det op for Djange at det var føllet som havde været tumlet ind i hoppen. Det fornøjede ham let, en lettere komisk situation – hvoraf han selv kun kunne opføre sig overbærende. Myth skulle nok lære det, for lige nu forstod hun sig ikke på blot at se igennem fingrende for føllet motorik. Roligt brummede han hingstet og hæst, mens han knejste stille i nakken og kort betragtede føllet der så ud til at være sulten. Roligt søgte de krystalblå øjne atter hendes kulsorte, hvis hun da kunne ignorere at føllet ønskede at drikke hos hende.

Den blege hoppe brød sig ikke meget om nærkontakt. Det var en del af hende, ingen skulle komme for tæt på; med mindre hun inderligt brændte for det. Hun havde den let brogede hingst tæt på, fysisk- inden i var han tæt også. Alligevel holde hun sig en hvis afstand. Hun turde ikke nævne højt, hvad hun følte for ham. Frygten for at de mange år med at opbygge facaden ville smuldre. Frygten for det hele ville blive, som det var en gang.. Aldrig ville hun kunne sige det, indrømme det. Ikke over for sig selv. Alligevel vidste hun godt hvad hun følte.

De sorte øjne forlod det spraglede lille føl, for igen at søge Djanges dybe krystal blå øjne. Denne gang uden forstyrrelser.. troede hun.
De mandelformede øre blev trykket ned i nakken, presset helt ned, og de hvide tænder sammenbidt. Hun så noget mere utilpas ud; alt i alt lignede hun en der kunne sætte tænderne i en hver. Det kantede hoved blev drejet imod føllet endnu en gang. Bagbenet var igen løftet op under hende. Det tog hende noget tid at finde ud af hvad det var den lille ville. Selvom hun gerne ville lade ham, og bare tage det roligt, så var det ikke behageligt. Han var tæt på, alt for tæt- mente hun. En brummende lyd, der skiftede tone fra rolig og advarende. Den blege hale slog hidsigt bag hende.

Hvad der i grunden skete var det lille hingsteføl urørligt. Da først de små bløde læber fik fat, og fundet teknikken, slubrede han bare mælken glædeligt i sig. Stille begyndte den lille ukontrolerede del til hale at svinge føllet og fornøjet bag sig. Dog blev det en smule mere utålmodigt af form, da han stille skuttede let på benene, på stedet, og ruskede stille i patten. Hoppen var bestemt ikke tilfreds, og pludselig kunne han mærke usikkerheden strømme i ham da hun ikke blot løftede benet, men også svingede iltert med halen. Han trak sig utrygt og dunkede det lille hoved, næsten umærkeligt, op i maven på mor, mens han trådte lidt vigende væk. Stille fandt de små øre vej ud til siderne, mens han uforstående så lidt længslende ind imod yveret med mæl.

Det var tydeligt hvordan dette både var uvant, såvel som ubehageligt for den blege hoppe. Men ærligt kunne han intet gøre for hende som sådan, hun måtte vel bare bide i det sure æble og se at få det lært. Dog følte den brogede hingst en let trang til at ville gøre noget for hende, og stille strakte han sin hals og lod mulen lidt forsigtigt finde vej imod hendes man. Han lagde an til at bide i den lettere kærligt, ligesom for at få hende til at glemme det lidt, så føllet måske kunne komme til uden at blive slået halvt ned.

Roligt brummede han hæst, og en anelse hingstet; hvoraf han godt var klar over at han godt kunne risikerer en ordentlig én over mulen eller det der ligner. Hun så nemlig ikke ligefrem glad ud, eller noget der i nærheden af. Men gik den, så gik den vel. Desuden var hun smuk når hun var sur. Ikke smuk som en skønhed, men det selvstændige og vilde der nærmest dirrede over hendes blege pels, var så betagende. Spændende, og på sin vis endnu lidt uudforsket – grundet deres altid så almene respekt for hinandens grænser. Men grænserne var rykket. Mon de også selv var det, i forhold til hiananden?