Fleeing the darkness

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Skyggerne denne nat synes særdeles bemærkesesværdige. Akitivteten var høj, og de tusinder og atter tusinder stemmer virrede uroligt i den hvide hingsts hoved. Hans øjne kastede et uhyggeligt skær over de stenede omgivelser, thi de var det eneste lyspunkt i denne mørke natteverden han befandt sig i. Ikke at han var generet af det, han så bedre end de fleste i dette mørke, men kombinationen af stilheden, og de utallige mumlen, var ved at drive den hvide hingst, og dem den hvide hingst bestod af, til vandvid. De forstod ganskevist at emnet var særdeles interesasant, men det forekom dem særdeles unødvendigt at tænke om det i sådan en grad. Således vandrede den hvide skyggerææv med stive skridt, og ørene lagt dybt ned i den let bølgende man.
Han søgte ingen, og heller intet specielt, blot en anelse fred fra sine brødre, hvilket var umuligt at opnå så tætæ på deres centrum, så tæt på det sted, hvor han var mest samlet. Hvad var der mest af ham. Skrdit for skridt rungede i den dybe grotte, før han langt om længe anede den svage belysning fra stjernerne, og snart følte de milde nattebrise kærtegne hans arrede flanker. Her blev han stående, og vågede kortvarrigt over skyggeøen, før en gysen løb gennem hans krop, og han forlod jorden med et mægtigt spring, efterfulgt af dundrende hovslag. Hans fart havde været farlig for ganske mange andre, men han selv fortalte kroppen hvorpå de gyldne hove skulle sættes, for at undgå at de spinkle ben skulle knækkes i en forkert landing. Snart bragte skyggen sig til hold igen, og trådte de sidste skridt nær afgrunde foran ham. Her stod han nu endnu engang, med hovene ganske kort fra den visse død, og så hvorledes de grådige, sorte bølger slog imod stranden mange længder borte. Her var han langt nok væk, til ej at bestå af så mange, og således følte og smagte han kun sin nærmeste omgivelser, istedet for det mørke virvar der før havde været hans verden. Hingstens næsebor virrede kortvarrigt, og han lod hovedet glide en anelse imod brystet, før en kold latter langsomt sneg sig vej bort fra det let hudfarvede bryst. Hvilken køn broder de var, sådan at flygte fra sig selv, fra skyggerne, for momenters fred. Thi han var også alle dem der talte, og alligevel var han generet. Måske hans irritable sindsstemning var fremkaldt af noget, af nogen? Han var uvis på det, men den skulle nok få afløb ganske snart, så meget vidste dem der var skyggeræven.

POINT OF VIEW: Ficar

Himmel var mørk, så mørk. Uendelige. Ficars stålgrå øjne var vendt mod den kulsorte himmel, der udsprang foroven ham. Det var længe siden, at han havde set en himmel så mørk; der hvor han kom fra, var himmelen ikke længere i stand til at blive mørk. Den var, sammen med resten af landet, smadret af sygdommen. Enhver anden sjæl ville måske blive fascineret, men ej Ficar. Han lod sig ikke fascinere. Et dybt fnys lød mod himmelen, hvorpå den brogede hingst lod den stærke krop vende ryggen mod den horisont, han før havde betragtet. Hans hvileløse vandren havde bragt ham til en ny og fremmede ø, på trods af, at han stadig ikke vidste, hvor han var henne. For ham var dette døden – himmel såvel som helvede. I det dybe indre bar Ficar den anden del af ham, en anden del af dem – Signi. Signi havde endelig fundet fred, og lagt sig til at sove; sove væk fra det mørke han frygtede. Så det var Ficars tur til at nyde det tiltagende mørke, der dansede omkring ham, ak han ej ville tage imod deres dans. Skygger og lys var alt sammen uinteressant for Ficar. Med tunge og højlydte skridt slog den brogede hingst frem i en velbalanceret trav, hvor de friserprægede tegn kom til udtryk i form af høje benløft og hvælvet nakke. Den tykke man hævede sig som en fane omkring ham, mens vinden strøg igennem det mørke pelslag. Foran den brogede tegnede en høj vulkan op, og det virkede nærmest som om skyggerne drev ham imod den. Fnysende og uinteresseret stoppede Ficar op, og lod de skjulte øjne beglo vulkan. Ej havde han mødt denne type vulkan før, de havde altid ligget døde hen, men denne vulkan virkede til at ligge i dvale; hvis ikke i søvne.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

En fjern skikkelse, broget imod øens mørke, frugtbare sten fangede hingstens blik, og et kort fnys fyldte luften omkring ham. Han så denne fremmede både fra nær og fjernt, thi dele af ham var ganske meget tættere på, end hans krop var. Hvem denne umage skikkelse var, var der ingen viden om i hans, deres hukommelse, men alligevel fik synet af den prægtige skabning hingsten til at trække på smilebåndet. hvilke skridt han bevægede sig med, skridt, der mindede den hvide skyggeræv, om den han selv havde besiddet, dengang dansen og sangen fyldte hans liv. Han mestrede stadig de høje benløft, og den mægtige, spanske trav der lå i hans gener, men benyttede den ej. I stedet førte han sig med prægende, selvsikre, og dog skræmmende stille skridt, og langsomt lod hhan sig glide til siden, før han søgte ned af højen, for at komme tættere på den fremmede.
Vulkanen denne ø besad, var kilden til alt liv. Et udbrud havde fornyligt forsaget døden for det meste, men den mørke, stivnede magma bød på ganske mange muligheder, hvis ikke han tog meget fejl, ville øen snart være dækket af frodighed, indtil hans herre følte for at bekæmpe det, hvis han da ville bekæmpe det. Indtil da summede øen blot af skygger. Af levende skygger, der synes at røre på sig, når man ikke fokuserede på dem, der synes at strække deres lange tunger efter en, efter hvert skridt man tog, tynge de fremmede sjæle, eller drive dem imod deres centrum. Der var mange muligheder for det liv der kom til øen. Vulkanen lå blot i en kortvarrig dvale, efter det nyelige udbrud. Snart ville øen igen begynde at skælve i tide og utide, og enkelte røgstrømme fylde den mørke luft over dens munding, for at hylde øen i et slør af mørke skygger, og skærme den fra solens skarpe lys, men ikke mindst for at præge den med det slør af uhygge der altid synes at følge i skyggernes fodspor, vække frygt hos de besøgende, som de kunne nære sig i, og fryde sig over.

POINT OF VIEW: Ficar

Mørket skjulte næsten den brogede hingst; hvis det ikke var for det hvide pletter spækket omkring på skindet, var han forsvundet med mørket. Men det var ikke tilfældet, og ligeså meget som han forsvandt i mørket, lyste han op. Han hørte ikke til nogen steder. Den tunge hingst var stoppet op foran den fremmede vulkan, og da e tunge bevægelser fra hans trav var stoppet, døde alt lyd omkring ham. For det var bogstaveligt dødstille. Ficar rynkede på det ene lyserøde næsebor, mens han med mekaniske bevægelser lod ørerne glide bagover. På trods af, at han stod så tæt på en aktiv vulkan, følte han en sær form for kulde komme snigende. Den listede sig ind på ham, som en lydløs slange, og slikkede sig grådige opad hans spraglede ben. Ficar udstødte et højt og tvært fnys, hvorefter han stampede i jorden med forbenene, som forsøgte han at trampe på den snigende kulde.

En bevægelse i skyggerne, fik pludselig hingsten til at stoppe. Luften var tung omkring ham, på grund af vulkanens udbrud, og mørket udslettet alt levende omkring ham; men noget bevægede sig rundt i mørket; med mørket. En fremmede, der var blevet ét med dette kølige skyggebefængte område. Ficar strakte den lyserøde mule fremad, og lød et højt prust fylde luften foran ham. Ånden blev lyst op som en mild tåge, og prustet gav genlyd, som et ekko blev det kastet tilbage af den dødstille nat.

”Hvad er du? ”

Snerrede Ficar for sig selv. Han kunne nærmest fornemme hvordan mørket kiggede på ham, og han havde aldrig mødt nogen eller noget, der kunne forsvinde i mørket på den måde. Hvem end det var, der vandrede rundt i nattens mulm og mørke, ragede ham et hvis sted. Ficar interesseret sig bestemt ikke i andre. Men dette væsen, der kiggede på ham et sted i mørket, var ikke et levende individ. Det kunne det umuligt være. Den tunge hingst vigede med det store hovedet, og lod den tunge krop bakke nogle skridt bagud. Ficar var ikke bange af sind, men inden i han sov Signi så bladre sødt, og Ficar vidste udmærket hvordan det ville være, hvis den mide vågnede op i sådan et køligt selskab som skyggerne opførte sig i nattens mørke.