Faret vild // Fuyu

Den rødblakke hoppe havde forvildet sig væk fra det område hun havde været i, da hun havde mødt den sortbrogede Significar. Den eneste i landet hun faktisk vidste noget om; for hun vidste ikke noget om sig selv. Det skræmte hende en smule at hun vidste mere om en anden, end hun vidste om hende selv, om end hun ikke vidste meget om ham.
Denne ø hun havde krydset havet for at komme på, så ganske frodig ud, men noget ulmede i baggrunden. Tornede sig op som et bjerg, men det lignede ikke helt et bjerg. Eller gjorde det? Hun vidste jo faktisk ikke hvordan et bjerg så ud, for det havde hun glemt. Ligesom hun havde glemt alt andet.
Et øjebliks frustration over at hun ikke vidste hvad hun faktisk kiggede på fik hende til at udsende et fnys og stampe i jorden foran hende. Det eneste hun endnu huskede var følelsen af kulde og panik. Men om det faktisk var hende der havde oplevet dette var hun faktisk ikke sikker på. Måske var det noget hun engang havde fået fortalt at nogen havde oplevet? Der var så mange spørgsmål.
Hun satte snart frem igen uden noget egentlig formål. Hun søgte nok alt og intet på samme tid, for hun ønskede mere end noget andet at få svar. Hun vidste dog ikke på hvad hun ville have svar, og var nok nået til det stadie at hun blot ønskede at hun kunne få svar på noget. Bare et eller andet! Om det så bare var at himlen var blå. For selv det kunne hun ikke være helt sikker på, selvom den nok så blå ud ifølge hendes øjne. Dem turde hun faktisk næsten ikke stole på..

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Skyggehingsten, der altid synes at færdes på denne ø, var netop i færd med at betragte skyggernes besættelse af en snegl, da en fjern del ytrede besked om endnu en fremmed sjæl. Der havde været ganske megen aktivitet på øen siden udbrudet, ikke mindst i form af det tiltagende plante- og dyreliv, men også i form af adskillige nye sjæle. Såmænd gik det ikke den hvide hingst på, men det skabte et øget behov for aktivitet fra hans side. Og ikke mindst for de skygger der svirrede i luften omkring dem. Dog var de også så småt begyndt at øge deres influens, og ikke mindst mængde. Sjældent kunne man finde et sted på denne ø, hvor der ikke var bevægelse at se i skyggerne. Ikke overalt kunne han være til stede, men dele af ham, af dem, var til at finde over det meste af skyggeøen, omend de fleste blot var fjerne, fjerne tanker, hviskende stemmer der krævede stor stilhed for at bemærke. Denne hoppe var dog tæt nok på, til at hingsten forlod sin plads under de skyggeprægede træer, og søgte efter hende. Snart kunne hendes røde farve tyde af mørket, og hvidlingen bragte sig selv til holdt for at iagttage hende. Hun forekom ham forvirret, som om hun søgte efter noget at søge efter. Som en der ej vidste hvilket mål hun havde i livet, eller en måde hun ønskede at tackle fremtiden. I særdeleshed noget af et særsyn, oftest stødte han på sjæle med deres egen mening og vilje, noget han yndede at knække og bøje, alt efter hvilken tilgang der tiltalte ham mest. Denne hest synes dog at være anderledes på det punkt, hvis der intet var at knække, kunne et sådant selskab så blive interessant? Han tippede hovedet let på skrå, og den tofarvede mule blev let spidset, overvejende.

Det blev hurtigt for meningsløst for hende at vandre udvidende rundt på øen alene. Selvom den rødblakke hoppe ikke havde bevæget sig særligt langt væk fra hendes udgangspunkt, stoppede hun op med en nærmest forpustet mine, fordi hendes sind bare søgte og søgte konstant, men intet fandt. Det var rigtig mentalt udmattende, og hun valgte nu blot at stoppe op. Det nyttede jo ikke noget at hun gik for at lede efter noget, når ikke hun vidste hvad hun ledte efter! Måske det gav mere mening bare at kigge på de ting, som nu lige var rundt omkring hende?
Hun brummede sagte for sig selv, inden hun lod sine øjne spejde rundt i landskabet. Det underlige og mørke bjerg var endnu at skimte længere ude, stranden kunne endnu ses hvis hun vendte sig rundt. Men hun vendte sig ikke rundt, for der havde ikke været noget ved vandet som havde givet hende noget brugbart – ud over den forfærdelige følelse af panik og kulde. Så der havde hun ikke lyst til at gå hen, før hun skulle fra øen igen.
Det var ikke sådan at hun var bange for vandet. Ikke rigtig i hvert fald, for frygt var en underlig gråzone i hendes hoved, som hun ikke helt vidste hvordan hun skulle håndtere. Hendes hjerte bankede hurtigere og hun følte en form for ubehag ved vandet, men ikke nok til at hun var det man ville kalde bange for det. Det hele var lidt sært for hende.
Hun havde vel stået et par minutter blot og kigget rundt med tomgang i sindet, da hun pludselig fik øje på noget. En hurtig bevægelse i øjenkrogen fangede hendes opmærksomhed, men da hun med spejdende blik og fremadvendte ører kiggede efter den, var den væk. Her reagerede hoppen promte på sine instinkter, som endnu var blot en smule intakte, og fnøs højlyst. Fnyset var en blanding af overraskelse, agtpågivenhed og nysgerrighed. Igen var hun selvmodsigende i sit kropssprog, for hun udtrykte to forskellige typer af følelser – men det mundede ud i, at hun ikke vidste hvordan hun burde og ønskede at reagere. Hun stemmede lidt imod med sine forben i en væven, inden hun trådte et par skridt fremad. Hvad var mon dette underlige, næsten dansende væsen, som hun havde set lige før?

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Rødlingen synes at få øje på noget i udkanten af træerne, og rettede opmærksomt, tvivlende blikket derimod. Som en sjæl der ej var helt sikker på sin egen eksistens, var Foehn absolut ikke et godt sted at opholde sig. Skyggerne, dyrene og området synes at forandre sig kontant, som var de alle en hvivlende masse af sort røg. Det var ikke helt tilfældet, men det var svært at finde ud af hvorvidt tingene havde en egentlig substans, før man satte hoven derpå. Skyggerne var snarrådige skabninger, og til tider hændte de mærkeligste ting. Det var sandsynligvis en af disse hoppen havde fået øje på. En bevægelse fra en af hans brødres afrevne sjæle. En dæmpet brummende latter forlod hingstens bryst, og langsomt førte han sig tættere på hoppen. Omkring ham begyndte aktivitet i skyggerne, der synes at strække sig legesygt efter ham. Enkelte synes ligefrem at trodse deres egne bestemmelser, og rejste sig fra jorden. Omkring hans snehvide ben virrede bevægelser fra tusinder, og atter tusinder af selv samme, flød omkring hans hove, livlige og bevægelses fulde, på en helt anden vis end hovskæg. Hver i sær synes de gennemsigtige som spøgelses agtige eksistenser, men den mængde der bevægede sig omkring ham, farvede dele af hans ben mørke som natten. Han talte ej, bevægede sig blot nærmere, med et sælsomt, truende smil.

Hun tog et skridt, så et skridt mere. Hun nærmede sig en smule tøvende det område, hvor hun for et øjeblik siden havde set en underlig form for bevægelse. Men nu var der blot ingenting? Da det gik op for den rødblakke hoppe, at hendes øjne højest sandsynligt havde bedraget hende, stoppede hun op. Der var intet der bevægede sig foran busken hun havde nærmet sig. Et kortfattet og måske irritabelt suk forlod hendes mule, for hun havde vel ønsket at hun havde fundet noget. Og så var det, at hendes irritation blev vendt til glæde; for hun vidste at hun så på en busk! Nok var dette noget så banalt for rigtig mange at vide at en busk er en busk, men det var faktisk først nu at den rødblakke havde ’fortalt’ sig selv hvad hun kiggede på, og første gang at hun havde følt det var rigtigt. Hun lod derfor sine ører vendes fremad om mulen krænges en smule op som tegn på hendes lettelse over det hun havde udført i sit sind.
Hvis nogen vidste hvad der egentlig var foregået, og hvis de havde set på den rødblakke hoppe imens, ville de nok have grinet. Men Rowena vidste ikke bedre, og derfor kunne hun ikke reagere anderledes. Da hun flappede læben ned igen, og gumlede en smule tilfredst over at have krydset én ud af tusinde ting af på hendes liste, fik hun mod på at se om hun kunne finde flere ting hun kunne identificere; og i det hun vendte sig om for at lede videre, stivnede hun.
Der kom en anden hest gående imod hende. I første omgang så den blot sort og hvid ud, og hun betænkte kort om det kunne være Significar der var kommet igen – men ved nærmere eftersyn var det ikke ham. Det var en ganske anderledes sjæl denne her, og det så ud som om der var mere end blot hesten i sig selv. Underlige mørke tingester var omkring ham, på ham? Hun stillede sig op ganske rankt med ørerne fremme, alt imens hendes øjne var lænket til denne meget specielle sjæl. Hendes øjne så nok tomme ud, men kunne man se bagved spejlet til sjælen, ville man se et virvar af føleler der snoede sig om hinanden. Noget sagde hende, at hun burde føle frygt. Men hun gjorde det ikke? Hvorfor gjorde hun ikke det? Hun følte faktisk så meget på en gang at hun ikke kunne finde ud af det, og derfor stod hun blot nærmest forstenet og så på denne mystiske skabning der nærmede sig hende, med en virkelig dyster aura omkring sig.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Hoppen forekom ham mere som et dyr, en nyfødt uden sin egen mening og person, end en sjæl med hans egen alder. Hendes uskyldige smil fik det til at risle koldt ned ad ryggen på skyggehingsten, og den brændende drabslyst begyndte så småt af vindre fremgang i hans årer. Som skyggeild bredte den sig igennem de personer han var, fængede virvaret af slangelignene mørklinger, der snoede sig om hans ben. Men hendes forvirring var tydelig, og da hun vendte sig, var der blot endnu mere af den. Følelser ud over det hele, som om en havde besluttet at fængsle alle landets i én sjæl. Hun mindede ham delvist om ham selv, første gang skyggerne havde splittet hans sjæl. Den mægtige smerte og forvirring hjemsøgte ham stadig den dag i dag, og den skitsofræne følelse af aldrig at være alene, forfulgte ham for hvert skridt han tog. Ikke at det var en dårlig ting. Nu var han mange, og mægtigere end noget andet han endnu var stødt på. Alt kunne han betvinge, med den rette indstilling, såfremt han ønskede det nok, og herren ligeså. Men han fik ligeledes følelser fra tusinder af sjæle, følte kuldegysningen fra den skygge, der netop i dette moment dyppede et følehorn i vandet, følte smerten da en bror borede tænderne i en anden, og der på en gang blev både færre og flere af han selv. Et mægtigt forvirrende virvar.
"Godaften."

Hingsten talte i et lavmælt, roligt tonefald, med enkelte ildevarslende stemmer som ekko. Lyttede man efter, kunne ekkoet fornæmmes til at komme fra alle sider, både fra den busk hoppen nu havde vendt ryggen til, men ligeledes fra de skyggefulde træer der flankerede hende. Lige så langsomt havde han, havde de spredt sig over området, en vane han havde tilegnet sig, for at have de fulde kontrol over sine omgivelser. Og for at sikre sig imod ubehagelige overraskelser.

Den hvide hingst med de sære sorte aftegn og nærmest levende sorte .. skygger .. kom hende nærmere og nærmere. Det var først nu hun i sit indre havde sat ord på de underlige overjordiske bevægelser der nærmest sværmede omkring hans ben; hun vidste hvad en skygge var, og de her lignede mest af alt skygger i hendes sind. Hun udspilede sine næsebor en smule, og rykkede halsen lidt op. Hendes frieserprægede bygning skinnede især igennem når hun fik ranket sig en smule; for hendes aura kunne meget hurtigt ligne den race hendes far havde været på en prik. Dog huskede hun slet ikke sin far, eller mor for den sags skyld, for hun huskede intet ud over den bidende kulde.
I hendes indre begyndte de følelser, som havde været så mange at hun ikke vidste hvad hun skulle føle, at differentiere i forhold til hinanden; og en begyndende utryghed fandt gradvist frem til hendes skind. Hun udsendte nu et sagte fnys også, men det var ikke udpræget varsomt, det var også stadigt nysgerrigt.
Da han var stopper op lød hans stemme pludselig; og netop det éne ord han sagde satte en kaskade af følelser i gang i hendes indre. Der skete noget – noget bredte sig fra det inderste af hendes hjerte og ud. Hun stivnede atter, og hendes blå øjne blev meget meget fjerne. Hun så slet ikke den hvide hingst mere, hun så kun noget helt andet.

---

Sommersolen stod lavt på himlen, alt imens en ung Rowena nærmede sig en hingst på samme alder. De kendte hinanden, men hun huskede ikke hvorfra. Der var dog noget særligt imellem dem, venskab, måske mere? Hingsten smilede til hende, inden han med maskulin røst sagde: ,,Godaften”

---

Hun hev hovedet tilbage, nærmest forskrækket, da hun atter så den hvide hingst foran hende igen. Der var ingen sommersol der stod lavt på himlen og varslede nattens kommen; der var ingen varme omkring hende og ingen foran hende som hun kendte. Hun vrikkede ørerne en smule rundt, nærmest i cirkler, alt imens hun gumlede ihærdigt. Var det nu endnu et minde? Det virkede så troværdigt. I så fald var det meget modsigende det eneste andet hun kunne huske, nemlig kulde og panik. Hun måtte åbenbart også have haft noget andet i sit liv, men hvilke minder der kom i hvilken rækkefølge var hende uvist.
Da hun havde brugt blot et øjeblik på at samle sine tanker, rykkede hun sine ører en smule frem igen og så nu direkte på den hvide hingst. Burde han skræmme hende? Det havde hun en idé om. Hvorfor var hun så ikke skræmt? Måske vidste hun ikke bedre endnu.

,,Godaften”

Sagde hun med en meget mild og feminin stemme. Hun afslørede faktisk intet af hendes indre virvar i sine stemme, og det var nok fordi hun ikke selv havde styr på det, at det ikke kom til udtryk. Hun nikkede ganske kort bagefter igen, blot for at bekræfte at han havde hendes opmærksomhed nu. I hvert fald så længe der ikke dukkede andre fjerne minder op.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Et øjeblik var hun fjern, og hendes tanker ligeså. Et øjebliks sårbarhed, der fik hingsten til at rynke en anelse på mulen, og udlade en dyb fnysen. Kortvarrigt ovevejede han, de, at tage det som en fornærmelse, men dog forholdt den store hingst sig i ro. Skyggere omkring ham hissede dog af hoppen, og snappede ud i luften efter hende, før de igen faldt til ro omkring hingstens ben da hendes opmærksomhed gradvist vendte tilbage. Hendes blå øjne forekom ham overskyede, et væld af alt fra frygt til glæde var at finde i dem, men de kom aldrig ud over hendes øjne. Opdagelsen fik ham til at lade vægten falde bagover, og en dyb, maskulin brummen forlod hans bryst, hvorpå han igen søgte frem imod hende. De hvide øjne fremviste hans undren, men ligeledes svævede truslen stadig i dem, for på trods af at han i særdeleshed var nysgerrig, ikke mindst grundet hendes mærkværdige følelsesvirvar, ønskede han stadig at se hendes frygt udtrykt for alvor. Hans næsebor udvidedes kortvarrigt for at opgange hendes duft, hvorpå ham mimrede svagt med mulen, og lod et kort fnis fængsle luften.
"Du forekommer mig i særdeleshed som en mærkelig skabning. Længe skal man lede efter en der er så fortabt i sig selv."

Hans ord bar en tydelig hånen, men i sig selv var det ikke ment til at fornærme eller såre hende. Det var blot en konklusion fra ham - thi han havde ikke set en sjæl som hende selv. Ikke noget der kunne komme tilnærmelsesvist tæt på. Hvilket tankevirvar hun måtte leve i, usikker på sin egen holding. Han selv havde massere, han kunne vælge og vrage imellem dem alle, eller skabe sin egen. Det var blot at tage initiativet til at vurdere.

Hun havde nu hele sin opmærksomhed på den hvide hingst, som hun slet ikke kunne greje. Han var så overnaturlig; eller, det troede hun at han var. De skyggelignende ting om hans ben virkede også næsten til at have sit eget liv – for hun kunne have svoret at hun hørte dem nærmest hvæse. Hun studsede lidt og lod sine næsebor blive udspilet på en lidt opmærksom måde, men endnu var frygten ikke brudt frem i hende, og det var nok den eneste grund til, at hun ikke for baglængs da hingsten kom hende nærmere.
Han begyndte snart at tale, og hans ord fandt hun sært tryllebundne. Hun rettede i hvert fald sine ører nærmest sælsomt fremad; ikke så de blev spidset helt, men som lyttede hun på en mere diskret måde; som måtte hun ikke lytte, men gjorde det alligevel. Hun var en mærkelig skabning. Jovist, det havde hun faktisk godt regnet ud, for alle andre hun havde mødt havde styr på hvem de var og havde kunnet fortælle noget om hvordan verden hang sammen. Det kunne hun ikke, så hun vidste godt at hun ligesom faldt udenfor kategori. Hun løftede overlæben en lille smule og lod den klappe ned imod hendes underlæbe et par gange, inden hun gav sig til at svare ham med sin feminine og milde stemme.

,,Hvis jeg havde en forklaring på det, fortalte jeg det gerne. Men jeg husker intet”

Hun rakte derpå mulen en lille smule frem, som ville hun imødekomme denne hingst i sin private zone. Men noget fik hende til at stoppe sig selv midt i bevægelsen – for hun følte en underlig kulde omkring ham. Det virkede i hvert fald ikke rart at nærme sig mere end nu, og derfor trak hun mulen til sig med en årvågen brummen. Hun var i hvert fald opmærksom, det var nok den følelse som hang yderst i pelsen; frygten ulmede i tågerne i hendes indre, sammen med både nysgerrighed og alverdens andre følelser.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Frygten lurrede, ikke mange meter fra den hvide rædselsskabning, og det tillod at holde ham gående. Lod ham forblive i dette besynderlige selskab, som han ellers ikke fandt synderlig spændende. Tjo, hendes mystiske fornemmelse, og manglende evne til at føle sig selv var der ganske vist, men hun var for mild, for blid og forsigtig, til at han havde skænket længere tid til en anden af hendes art, såfremt han ikke ønskede at knække hende. Kortvarrigt synes hun at ville søge ham nærmere, noget der endnu engang vækkede en smule af interessen i den hvide. Tjo, hun kunne da fornemme lidt, ihvertfald ane at hun ikke burde komme ham for nær. Ligeledes synes hendes udtryk lettere tvivlende, som var det en synd at lytte til hans ord. Fornemmelse havde hun i alle fald, om hun så vidste hvordan hun skulle forholde sig eller ej.
"Husker intet? Så du er en skikkelse uden minder om din fortid og fremtid?"

Hans stemme rungede dybt, maskulint, og han lod halsen hvælve kort, imens de mælkehvide øjne hvilede på det røde skind hun bar. Minder. Javist. Det kunne forklare en del. Huskede hun ikke hvorledes hun selv var, eller hvordan hun skulle forholde sig, kunne det være forklaringen på meget.

[1]

Det ene øre som den rødblakke hoppe havde blev vippet ud til siden, frem igen og ud til siden konstant. Hun var ret tvivlende i sin adfærd, fordi hun netop troede at alt kunne være forkert og rigtigt på samme tid, fordi hun intet vidste; eller, hun vidste ting, men hun var ikke sikker på at dette var rigtigt. Og da den hvide hingst, med den sære tågelignende konsistens omkring hans ben, og de sære sorte aftegn spurgte igen, måtte hun lægge sine øjne imod hans mælkehvide og blive der, i stedet for at fortsætte med at studere hans krop - for det var vigtigt for hende at lede efter reaktioner hos den fremmede foran hende, for at lære hvordan hun selv skulle begå sig.
Hun stod derfor en rum tid, efter hingstens ord havde lydt, for at overveje hvordan hun skulle svare ham.

,,Det tror jeg er rigtigt ja. Jeg kender ikke engang mit navn"

Hun krummede sin ryg en anelse, i det en kuldegysning gled igennem hendes krop. Hingsten foran hende forekom hende fascinerende, for ingen hun havde lagt øjne på i denne verden havde lignet ham blot en smule. Og hvis hun havde blot en smule viden med, fra det liv hun havde levet, ville hun nok også vide at hun burde føle en form for frygt overfor det unaturlige syn, som hendes øjne så; problemet var bare, at for hende var alt både overnaturligt og naturligt på én gang, så endnu kunne hun ikke skelne imellem det.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(3)

At glemme sit eget navn. En ting den hvide skabning engang havde anset som sit højeste ønske - at glemme og blive glemt. Han var dog hvem han var, med navn, et navn der nu havde bragt udtalelserne til skamme. Han var ej en ræv af vinteren, ikke en hvidlig snarrådig skikkelse, der bragte en kold, dødelig sne med sig. Snarere var han en af skyggerne, Kage no Kitsune. En ting hans slægtninge ej havde kunnet forudse, for skygger fandtes næppe i hans hjemland. Ikke i samme grad som her, hvor skygger var som trådt ud af nattens drømme, væsner med sind, og et blik som rovdyr. Et smil spillede på den arrede mule, et der ej nåede hjertet og var glædeligt, men snarere slet og ret fryd. Hvor ville de krybe, hvis de mødte ham nu, Hvis de så hvad deres udstødte søn var blevet til.
"Hvis du ej kender dit navn, hvorledes kalder de sjæle du hidtil har mødt dig så? Navne forekommer mig ej som noget med dybere mening, men blot som et ord, der påsættes den skabning bag det."

"Ikke engang" at kende sit navn, synes han derfor ikke var en større kendsgerning. Ikke at huske sin fortid var en anden sag. Hellere end gerne lod han de tre bidende ord bag sig, og pådrog sig det, hans brødre havde skænket ham. Volin. Men navnet var nu engang husket, og hvem han så sig. På trods af de modstridende ord, var han stadig den stille død for de svage sjæle, en der kom når det mindst var ventet, og ikke mindst et snedigt rovdyr.

[2]

Et lille vrik fik hendes ene øre til at pege fremad. Den hvide hingst med de sære, forunderlige sorte aftegn omkring hans krop, og den nærmest levende sfære omkring ham, af tågelignende spøgelsesvæsner, talte nu igen. Rowena, som var navnet på den rødblakke hoppe, havde på nuværende tidspunkt ikke været i stand til at vurdere hvilken situation hun stod i. I hendes sind, kunne dette være ganske almindeligt, ligesom det kunne være komplet unaturligt. Engang ville hun måske være i stand til at skelne de to ting, være i stand til at passe på sig selv; men der var langt fra nuet og til den tid. Derfor var det ikke til at sige, om det var dumt af hende at blive ved den hvide og sorte hingst. Mange ville nok sige, at hun skulle se at komme væk - for i andres blikke, var den hvide nok ganske unaturlig og farlig at beskue. Men når man intet kender, reagerer man som en nyfødt spæd; og det var sådan Rowena gjorde det. Indtil hun lærte på ny, hvad farligt var, var der ingen frygt at spore i hendes sind eller adfærd. Blot uvidenhed.
Hun lagde hovedet en anelse på sned, inden hun lavmeldt prustede imod den hvide. Hun var ikke blevet givet et navn endnu.

,,Jeg har kun mødt to før dig, og ingen af dem har valgt at give mig et navn."

Hendes milde toner var i stor kontrast til den hvide's næsten mystiske lyde. Dog lagde kun hendes underbevidsthed mærke til det, dét ene sted i hendes krop der endnu husede en form for fornuft. Hun havde ikke stor kontakt til hendes underbevidsthed i vågen tilstand, om end den før var brudt frem med det brudstykke af et minde, som hun ikke havde fået tid til at tænke over endnu - men som helt sikkert ville vende tilbage og rumstere i hendes drømme.
Dét at hingsten havde sagt, at navne blot var et ord der blev påsat en anden, havde dog dæmret en form for ro over sindet på den rødblakke. Så var det måske ikke så nødvendigt for hende at gætte sit navn; hvis det ikke definerede hvem hun var. Et lille smil tegnede sig om hendes mule, inden hendes blå øjne søgte de mælkehvide som den mystiske skabning foran hende havde; en usagt tak var nok at aflæse i hendes øjne, såfremt man beskuede dem.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(6)

Som sådan kunne hoppen næppe kaldes decideret dum. Skyggeræven var i sig selv næppe en farlig skikkelse, hvis blot man gik til ham med ro, og uden aggressivitet. Tværtimod benyttede han sig gerne af sin karisma, og udnyttede fremmede sjæles naive tilgang til heste, der ej synes at ville dem fysisk ond. Man kunne sige han skabte sig forbindelser, på kryds og tværs, forbindelser han kunne komme til at udnytte senere, såfremt det var en nødvendighed. At han ville hende ilde var derfor ikke sandt, og den fremtidige skikkelse kunne således komme ud af dette møde på to møder. Som det stod nu, havde han intet han ønskede fra hende. Men det kunne der meget vel komme i fremtiden.
Hendes svar kom næppe bag på den arrede skikkelse, og han lod en tænkende brummen slå an. At de ej havde givet hende et navn, kom hverken som en overraskelse, eller som en selvfølge. Personligt handt han af at have noget at kalde andre skikkelser, som kunne benyttes hvis han skille skelne imellem flere, uden at gå i for dybe detaljer omkring nuancerne. Han var trods alt ikke kun en sjæl, buret inde i denne krop, men mange, og visse af dem var ikke til stede i disse momenter. Selvom de delte minder, ville der blive behov for noget at sætte på denne røde hoppe, såfremt hun skulle omtales.
"Og jeg forstår, at du ej heller har fundet et at kalde dig? Man kalder mig mange ting, ved det navn der blev givet mig ved min fødsel, men også med titler, jeg har tilegnet mig igennem livet. Et mangel på et ord, en titel, en ting at tilnævne sig selv ved, er næppe optimalt, selvom det for visse næppe er vigtigt. Rødling, jeg er Fuyu no Kitsune, vinteræven, eller Volin. På trods af manglen på et ord at påsætte dig, har du da noget jeg kan huske vores møde på? Eller bør jeg blot tildele sig et i tankerne?"

Spørgsmålene var oprigtige nok, og hans maskuline toner klingede smukt imod hoppens mere forsigtige ord. Ud fra hans stemmeføring, var det tydeligt, at han var vant med at benytte sin stemme. Men ligeledes var den hvides holdning præget af en stolthed, der kom dybt indefra. Alligevel var den ikke overvældende, nærmere blot et signal om, at han hvilede ganske meget i sig selv. Dette var næppe tilfældes, idet den hvide skyggehingst hvilede i ganske mange, ud over det ene sind, der var hans. Desuden var selv dette sind splittet nu, og var mange andre steder, end kun på dette ene punkt, samtidig med at han, selv her, var flere en en af de oprigtenlige. Hvem der egentligt var ham, og hvem der havde været skygge skabninger før hans tilkomst, kunne han ikke længere skælne direkte. Og dog havde den hvide stadig en større bevidsthed end de mange andre skygger. En nødvendighed for at kunne være så mange, i et så snævert sind.

Jo mere hun betragtede den hvide hingst med de sære sorte aftegn foran hende, jo mere fokuseret blev hun på de nærmest levende tåge-væsner, som kravlede omkring hans ben ligeså. Hun kunne ikke finde ud af, hvordan de sad fast på ham, og hun kunne ikke finde ud af, om det blot var hendes uvidenhed der omfandt dem, eller om de faktisk var virkelige. I så fald de var virkelige, gav intet af hendes viden mening; for selvom hun ikke kunne huske noget, havde hun fornemmelser, som hun stolede nok på, til at kalde det viden. Fx vidste hun hvis det var koldt. Og hun vidste hvis det var varmt. Om det var nat eller dag, blæsende eller vindstille. Meget mere vidste den blakke hoppe dog ikke, hvilket den hvide nok tydeligt havde opsnappet - og dog alligevel brugte han så mange ord ved sin tale, at den blakke hoppe nær havde tabt tråden. Hun lyttede og gentog de ord, som han udtalte med en sær kælenhed, i sit indre. Hun forstod at han spurgte efter, om hun selv kunne give ham noget at kalde hende. Og ligeså forstod hun, at han havde flere 'navne', så at sige; og selvom hun hørte dem alle, var Vinterræven det, som stod klarest i hendes sind. Hun kunne godt lide klangen i ordet, og besluttede sig øjeblikkeligt for, at det ville hun kalde ham - men såvel huske de andre også. Volin og Fuyu no Kitsune.
Hun gumlede let, inden hun lod de blå øjne flakke over hans hoved. Hvis hun havde kendskab til en masse død og ødelæggelse, ville hun måske kunne se, at hans aftegn lignede en mundvige der var sprettet op. Men netop dette havde hun aldrig haft erfaringer med, hverken før eller efter hendes hukommelsestab - ikke at hun kunne huske det, dog. I teorien kunne hun sagtens have set noget lignende før, hvilket fik hende til at undre sig endnu mere over det. Hvad var årsagen mon til at han så sådan ud? Og burde hun ikke vide det? Hun lagde kortvarigt sine ører i frustration over sine tanker, inden hun lagde dem på hylden. Det var der ikke tid til nu. Derfor så hun derefter imod hans manglende øjne, hvorefter hun gav sig til at svare ham.

,,Jeg er jo rød.. Og du sagde lige 'Rødling'. Måske det er meget passende.."

Hendes ord blev nærmest rettet imod hende selv, for hun vidste ikke om det var rigtigt det hun sagde. Og samtidig var det lidt underligt for hende, at 'vælge' noget, som passede på hende, når hun ikke vidste hvem hun var. Hun kunne heller ikke se, hvordan hendes mimik fungerede og hun kunne ikke se, hvordan hun så ud reelt. Måske passede det, måske ikke - men efter lidt tankegang, var det faktisk helt rart at have noget som hun kalde 'hendes eget'. Ikke et navn, dog, men en beskrivelse. Ja, det gav mening.