Faret vild // Fuyu

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(16)

Den hvide hingst betragtede blot den røde hoppe, imens hendes blik gled over de mørke ar. For det var næppe aftegn, men sår, ætset dybt ind i muskulaturen på den hvide skabning, et håb fra skyggernes side, om at den snehvide farve kunne forgiftes, og han dermed kunne blive en af de nattefødte, en der gik i étmed de skyggefulde områder, istedet for at lyse op. For hans farve var særdeles mærkelig, når man forbandt ham med skygger, han var ej sort som dem, og havde ingen mørke aftegn haft. Fra starten havde han været helt snehvid, med selv mulen klædt i lyserødt skind. Arrene var deres måde at byde ham til skyggeverdenen. Vinterræven tænkte ikke længere meget over de sorte aftegn, eller hans snehvide pels. Det var blevet et kendetegn nu, og at skille sig ud fra sine øvrige søskende, generede ham ikke længere. Et kort nik forlod snart hingsten, idet hoppen fortsatte sine ord.
"Rødling. Dem der bar denne farve, kaldte man i mit gamle land Akai, måske dette er mere tiltalende? Akaia, Aka? Rødling er et ord, der knytter sig til sproget her. Men mig bekendt toner det ikke lige så smukt som meget andet. På trods af, at en beskrivelse næppe behøver at afspejle en, ligger det mig mest passende, at støtte mig til de gamle traditioner. Akaia. Det er hvad du vil kaldes i min nærhed, indtil dagen du selv genfinder dit navn, eller finder et andet ord at beskrive dig med."

Den hvide skygges stemme var dyb, maskulin, og han talte i et lettere forførrende, lokkende tonefald. Ikke fordi han havde et ønske, om at lokke hende til noget, men fordi det var dette der faldt ham ind. Akai. Ordet var næppe negativt eller positivt ladet for den hvide, men blot en beskrivelse. Ganskevist var rød livets farve, men blod burde ikke altid ses som en positiv ting. Det var ganske sandt, at hingsten så på det på denne måde, men alligevel var ordet ikke ladet for ham. Det var blot en beskrivelse, og nu knyttet til denne navneløse skabning, Akaia. Hvorvidt hun ville acceptere dette navn, var ham uvist. MEn han ville ligeledes ikke lade sig stoppe af det. Skyggerne i hans indre hvislede allerede navnet, smagte på stavelserne, og virkede særdeles tilfredse med lyden af det. Det klingede også ganske smukt, hvilket blot lod det tilpasse ydeligere til hoppen. For hun var en køn skabning, naiv og uden hukommelse. Men den lange rødlinge man, der bølgede sig ned langs hendes hals, og måden hvorpå de hvide aftegn omfavnede hendes krop. Jo, smuk var en beskrivelse der passede hende godt. Selvom han personligt var mere til de spinkelt byggede, og mere rustfarvede hopper.

Rowena, der uvidst omkring hendes egen identitet, havde fundet sig selv i selskab med denne hvide hingst med sære aftegn, og en aura af nærmest levende stof omkring sig, faldt nærmest helt væk i en trance, imens hun betragtede de sære, men sirlige aftegn, som ved nærmere eftertanke nok mere lignede ar. Hun opdagede intet omkring hende, såfremt der skete noget, ikke før den hvide hingst begyndte at tale. Han fortalte hende om hvad han ville kalde hende; hvordan ordet Rødling, som beskrev hende, lød i hans traditioner, og derefter havde han givet hende navnet Akaia. Hun vippede let med ørerne, inden hendes fokus prøvede at hvile på hans mælkehvide øjne. Det at han havde givet hende et navn, bredte en form for glæde i den rødblakke hoppes krop; for det var første gang at hun havde noget som var 'hendes' i landet her, også selvom det blot var en beskrivelse. Hun prustede sagte, inden hendes mule viste et smil; et oprigtigt smil, for lyve kunne den rødblakke ikke. Hun vidste ikke nok om livet, til at kunne lade som om hun mente, følte, eller havde gjort noget andet end faktum var, og samtidig vidste hun slet ikke at man kunne gemme sandheden for andre individer.
Hun rakte tilmed mulen en smule frem imod den hvide, som hun i øjeblikket havde besluttet sig for, ikke var farlig - om end hun havde haft impulser der talte for, at den rødblakke skulle forlade ham tidligere. Men nu var hun her, og hendes øjne udviste nu ingen frygt, ingen mistanker og ingen tvivl. Naivt, ja, og hvis Rowena havde vidst hvem hun var, og hvad hun mente om livet og dets skabninger, ville hun nok have fundet sig flere km fra den hvide hingst på nuværende tidspunkt. Hun ville have sanset den fare, der lå omkring den overnaturlige hingst, som han jo var - men fordi hendes sind var slettet, nulstillet, med kun fragmenter at dets tidligere helhed tilbage, anså hun ingen farer fra den hvide; men derimod taknemmelighed fordi han havde givet hende et navn.

,,Akaia.. Tak, Vinterræv."

Mere sagde hun ikke, for hun kunne ikke komme på flere ord, der ville passe ind i hendes lille sætning. I stedet forsøgte hun sig med noget, hun troede var en korrekt handling; hun forsøgte nemlig at puffe til den hvide, uvidende om hvordan han ville reagere på det.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Akaia, hoppen farvet i samme glød som solnedgangen, virkede særdeles betaget af tanken om noget, der endelig var hendes. En dyb lettelse synes at passere igennem hendes flerfarvede krop, og i få momenter var den hvide hingst oprigtigt glad, for at kunne hjælpe en så fortabt sjæl. Glæden blev dog snart vendt, fordrejet, til hans egen fordel. Han var glad for at hjælpe, glad for at have denne hoppe på sin side. Deres møde ville præge hendes opfattelse af skyggeræven, og det kunne åbne nye muligheder for ham i fremtiden. For nu, var der dog intet han behøvede denne røde skabning for. Han ville ikke drage hende til vulkanen, eller lokke hende ind i skyggernes land, nej, hun virkede for fortabt, til at det ville give dem den fordel de behøvede. I stedet ville han lade tiden bestemme denne hoppes fremtid. Måske de aldrig ville mødes igen, måske hans anstrengelser havde været unødvendige, men chancer måtte man tage af og til.
"Der behøves ingen tak, Akaia. Ord er blot hvad du gør dem til."

Om hun ville tage ordet til sig, vidste han ikke. Men det forekom ham ikke som noget, man behøvede at takke for. Han kunne have kaldt hende alverdens ting, beskrevet en hvilken som helst af hendes egenskaber, at det netop var den røde farve han valgte, var nærmere tilfældighed. Eller måske viden om, at netop dette ord klingede smukt blandt disse individers talesprog. Hans eget navn var langt mere groft, uforfinet, i forhold til de lette lyde der lå i det, han havde skænket hende. Af samme grund forkortede han ofte sit eget navn, lod vinteren, Fuyu, være sin beskrivelse.
Da rødlingen bevægede sig let, trådte nærmere, og lod et mildt puf ramme hans hvide skind, slog hingsten ørerne let tilbage. Ikke en fjendtlig handling, men slet og ret undren over den pludselige berøring. Det dirrede kort i det arrede skind, før han med en undrende brummen, lod bevægelserne ophøre. Det genrede ham ikke, at hun berørte ham, men ej heller forbandt han det med noget positivt. Han havde ikke i sinde, at danse med denne hoppe, ihvertfald ikke i disse stunder.

På grund af hendes manglende evner til at begå sig socialt, ja, i det hele taget begå sig i denne verden, forsøgte den rødblakke hoppe at fange hver en detalje som hun kunne, når hun forsøgte sig med en gestus, en sætning eller anden adfærd overfor et andet individ, som kunne give hende responsen på hendes opførsel, som hun have behov for, for at lærer og udvikle sig. Hun lagde derfor øjeblikkeligt mærke til den hvides ører, der blev lagt i nakken ved hendes berøring. Hun stoppede sin berøring herefter, fordi hun blev usikker på, om hendes handling havde været korrekt. Hun var før blevet afvist, men det havde været mere voldsomt. Og de gange hvor hun havde gjort det korrekt, havde sjælen hun havde vist sin opmærksomhed rørt hende igen. Her røg hun ud i en tvetydig gråzone, for han hakkede ikke ud, eller fortalte tydeligt at det var ok, men ej heller accepterede han det. Derfor endte det med at hun trak sin med det ene øre lagt usikkert i nakken.

Ja, på mange måder var hun som et føl, der skulle lære livets gang, og derfor var udtrykket i hendes ansigt også søgende efter svar på, om hendes handling havde været forkert eller ej, i det hun trak sig. Dog var det kortvarigt, at denne aura var over hende, for hun blev i stedet grebet af den sætning som hingsten havde sagt og hendes blik blev strakt mere tilstedeværende og tænksomt. Han fortalte hende, at ord kun var hvad med gjorde dem til, men det kunne den rødblakke hoppe ikke helt forstå. Hun krængede derfor mulen let på skrå, inden hun svarede igen, med et spørgsmål til den hvide hingst.

,,Hvis det passer, hvordan kan det så være, at hvis nogen beder en om at gå, at man så gør det? Hvis ord er hvad man gør det til, kunne jeg vel i princippet vælge at tolke det anderledes og derfor blive?"

Hun lagde nu hele hovedet på sned, imens begge ører atter blev vendt frem imod den mystiske hvide hingst med de uforklarlige sorte ar, som bredte sig i et særligt mønster over hele hans krop. Hun stod nu afventende på hans svar, for dette var et faktum hun egentlig havde lidt brug for, for at forstå hvordan samtaler mellem hende og andre fungerede og skulle føres fremover.