Hello new world[Åben]

►Cassiel

Den røde hoppe så sig kort om i det fremmede område. Det var et ganske fint område, men dog blev det vel kun pænere i hendes nærvær. Tsk, det var ikke engang et spørgsmål, der krævede et svar. Selvfølgelig blev skovbrynet her kun nydeligere af at hendes røde eksistens var her. Dog var det næste synd, at den skønhed nok snart forlod stedet sammen med hende.. Hun kunne ikke være mere ligeglad. Så længe skønheden fulgte hende, så var hun næsten ligeglad med hvilken del af verden, der var så heldig, at blive beriget med den.
Den mørkere røde man blev let slået på plads med en let og ganske smidig bevægelse. Det var underligt... Det føltes som om, at hendes krop ikke helt var som den plejede. Hvad det var, kunne hun ikke helt sætte en hov på, men der var noget. Hun svang kort med den røde hale, inden hun begyndte at bevæge sig frem af. I hendes tidligere liv havde hvert og et af hendes bevægelser været fyldt med en skræmmende ynde og arrogance, der kunne tolkes som en selvsikker hoppe, der vidste hun var en hoppe, eller en hoppe der ikke skulle trædes over hovene. Hvilket man heller ikke skulle. Man kunne komme grueligt galt af sted.. Hvis hun havde en rigtig god dag, så ville man nærmest kunne føle hvordan hun følte sig hævet over verden og alle dens individer. Hun var ment til at sidde på tronen, verdens tronenen. Hun skulle tilbedes som en gud, for hun kunne lige så godt være en, hvis man spurgte hende.
E let nynnen steg op fra hendes mule, ganske nydelige og blide toner, som hun bevægede sig. Stille og roligt kunne hun mærke hvordan hele hendes krop vågnede op fra det trance lignede stadie hun havde måtte været i for lidt siden, det var der det slog hende. Hendes muskler syntes svagere. Havde lyset badet i skyggerne suget hendes krops styrke fra hende?! En varm følelse af harme og trodsighed steg op i hende. Et skarpt fnys forlod hende mule, som hun brat stoppede op og spejdede ud over landet. Hvor vovede den...

Atter en gang satte den ældre hingst sine hove i på den naturrige ø Enophis. En ø han så mange gange havde vandret på, kigget en hver lille krog han havde kunne finde på sin færd afsted. Længe, måske evigt ville den gyldne hingst blot drage igennem Andromeda, uden rigtig at finde et sted at holde. I løbet af årene der var gået, var stedet han ville slå sig ned, aldrig dukket op. Følelsen havde ikke ramt ham, og i stedet for at søge sådan et område, lod han hele landet blive sit hjem.
Vandringerne ville ikke tage en ende, ikke før den dag den ældre hingst ville tage sit sidste åndedrag, at det sidste hjerteslag ville slå- først der ville Eagle stoppe sine vandringer.
Den store krop var konstant i bevægelse, eller næsten konstant. Af og til havde Eagle været beæret med selskab fra andre sjæle i Andromeda. Hvert og et huskede han på; disse var hans minder. Minder var hans nye liv. Det gamle var lagt bag sig, og alligevel ikke. Det var blot et minde. Det der havde gjort ham til den han var i dag.

Ædel så den ældre hingst ud, som han i lyset af den blege måne, bevægede sig igennem med prægtige skridt. Musklerne dansede omhyggeligt i takt med de lette bevægelser der fulgte med den store hingst. Halsen var bøjet let i en naturlig bue, hverken anspændt eller anstrengt. Den gyldne hingst gik som altid i sine egne tanker. Gennem gik minder, spørgsmål så vel som historier han havde ladet sig fortælle igennem årene. Der var mange ting der blev gennemgået, hver og en lille detalje.

►Cassiel

Det kunne diskuteres hvor vidt den røde hoppe tænkte alle ting igennem eller om hun bare reagerede på fornemmelser. Lige meget hvad, så var hu i hvert fald sluppet ret godt fra sine fejltagelser. Selv døden havde ikke taget hende. Se et gav hende et helt andet syn på sig selv faktisk, hvis hun tænkte det igennem. Hun havde mere eller mindre set sit liv passere revy, men her stod hun. hvis det her var efterlivet, så ville hun skam give det hele armen og tage det med storm. Det kunne ikke være alle og enhver der døde af et lyn nedslag! Hvis dette ikke var efterlivet, men blot var noget så fabelagtigt, som en anden verden, så kunne hun godt forstå, at en havde brug for hende. Hun var jo så fandens speciel, at verdener måtte slås om at bære hendes fine hove.
De røde øre vippede kort ud til siderne, som hun opfangede en fremmed lyd. Hove. Det fine, røde hoved blev vendt og de brune øjne klemt let i. Hvem var det, der forstyrrede hendes tanker med deres larm? Hun havde ikke bestilt et larmende tog, og især ikke midt om natten..
De brune øjne fangede en skabning i bevægelse og med en let utilfreds mine vendte hun sig mod dette dyr. Det var langt væk, men ikke uden for høre vide. Hmm.. Mon denne  kunne informere hende om hvilken verden, det var der følte at hun var et must-have? Det burde de da. Alle ville vide, at hun var ankommet. Hvorfor ville deres måne ellers skinne så fint i aften..
Den røde hoppe hævede hovedet en anelse og strakte hovedet frem, hvor efter et spørgende hvin forlod det. Søgende ud mod den fremmede skabning. Hun skulle nok få noget brugbart ud af denne. Alle var vist noget så venlige mod fremmede, hvis de altså ikke lige havde det samme kompleks, som hun. De slanke, røde ben blev sat i bevægelse og bar hende frem i en nydelig, rolig trav mod det fremmede individ. Som hun kom tættere og tættere på, da opfangede hendes brune øjne, at hesten højest sandsynligt var en hingst. Sandfarvet eller grå. Noget i den stil.. Hun stoppede op og med en let utålmodig mine lagde hun hovedet en anelse på skrå. Hun var stoppet op et godt stykke fra den fremmede. Han måtte selv komme til hende. Dog ville han da heller ikke kunne undgå andet, det var jo hende når alt kom til alt..

Den blege månes lyse skær viste vejen frem i den tyste nat. Mørke.. endnu var tiden til vinteren ville passere, og det var blot et spørgsmål om tid før de hvide krystaller vilde falde fra himlen og bade landet i sin kulde. Vinden var blevet køligere, natten længere selv planternes synes så småt at pakke sig ind, gemme sig væk. Mange dyr spiste i dagens timer, de lavede ikke meget andet. Der blev kæmpes om at kunne klare sig til vinteren.
Selv havde den gyldne hingst ikke foretaget så meget for at forberede sig. Han havde ej spist mere, eller fundet sig et sted han kunne søge ly for kulden. Ak, den ældre hingst forsatte sine vandringer igennem næsten alt slags vejr. Det var en del af ham.

Et hvin forstyrrede de mange tanker, der drev igennem den ældre hingsts hoved. Ej gjorde forstyrrelsen ham noget, det kom blot bag på ham i disse sene timer. Ej var han alene ude i nattens tyste mørke. Et lille smil træk sig over den lyse mule, alt imens de rav gyldne øjne søgte sig omkring for at finde denne fremmede. En fremmede var det, for ingen velkendte lyde eller lugte var kommet til ham i mørket.
Med et dybt og roligt vrinsk besvarede han denne fremmede, før han igen genoptog sin vandring. Kursen var dog ændret en anelse. Med rolige skridt bevægede den gyldne vandre sig nu imod denne fremmede, der snart for hans blik kom dansende ud af mørket.
Selv da hoppen stoppede forsatte Eagle lidt endnu, han nærmede sig endnu med rolige skridt. Intet hastværk, den ældre hingst havde ikke travlt. Han tog tiden til at tage det roligt, stoppe op og se på alt en ekstra gang.

"Godaften, du røde natte danser."

Stemmen der både var ru, varm og dyb brød nu nattens stilhed med en venlig klang. For kort efter at lade natten ligge hen i stilheden igen.
De mandelformede øre blev vippet frem imod denne røde skabning, for rød var den. I månens blege skær, kunne det ildrøde skind, denne fremmede hoppe bag, ligne at levende flammehav.

►Cassiel

Når vinteren havde foldet sig om verden, d a ville hun stå som en vild ild imod det hvide nedfald af himmelens frost. Der var intet bedreend, at føle hvordan sneen smeltede væk om hende, magten ved at kunne forandre den frosne substans til flydende vand. Okay, måske var hun ikke ligefrem varm som ilden, men det var altid den hun indentificerede sig selv med, det var da også den, som andre bruge om hende. En ild, der bevægede sig upåvirket af vind og vejr. Hun var blot ankommet og havde ingen viden om, at vinteren var langt tættere på, end hun lige forstillede sig. Hun endte altid med, at ligne en omvandrende plysbjørn, når hun fik sin vinterpels, men hun var stadig lige så smuk og ukuelig, måske en smule mere pirrelig og spydig , men hun ville aldrig gemme sig selv væk, verden tilbedte hende - med og uden plyspels!
Den røde hoppe smilte sukkersødt og fint med hovedet let på skrå, som hun betragtede den fremmede komme tættere på. Se, han kom jo her til hendes hove, som hun kaldte. Man kunne vel kalde hende en smule skør, da hun kunne få vendt de simpleste handlinger til, at det handlede om hende.. Hans ord var ganske sød musik i hendes øre.
"Godaften, Ensomme vandre."
Hun diskede op med en helt fantastisk titel til ham. Han virkede som en utrolig rolig og ganske fornuftig hingst, så mon hun ikke med lethed ville kunne få hvad hun søgte? Hun svang let med den røde hale, inden hun rettede sig op og gik et halv skridt tættere på den fremmede. Hendes bevægelse var lille, men smidig, som resten af hende. Det fine, røde hoved blev let løftet frem mod den fremmede, stolt var hun skam og det viste sig i hendes holdning.
"De kunne vel ikke fortælle mig, hvor jeg er?"
Stemmen bar stadig den sukkersøde klang, men blev nedtonet af den mere kommanderende hårdhed, der sneg sig ind i den. Hun var lige så uforudsigelig som vinden. Hun kunne være det sødeste væsen og slå over i noget der nærmede sig det skræmmende, hvis der blev hende fra holdt noget.