Shadows [Fuyuyu]

Der var en klam aura hængende over vulkanøen Foehn. Hvorfor hun var fortsat sin færd mod øen var uvist, for den tunge luft der hvilede på øen, som synes mørkere. Hun var ikke typen der lod sig skræmme væk af sådanne ting, nej de tiltrak hende og det var uvist om det var fordi hun havde et dødsønske eller om hun blot fandt sig yderst tilpas. Hun havde nu hægtet sin datter af, for at sikre sig hun ej ville følge hende hertil. De hvide hove begravede sig i det fine askelag der lå på øen, mens hun langsomt dansede afsted let over jorden ognæsten lydløst. Men hun vidste at de holde øje med hende, og at han gjorde det. Den snehvide forskruede hingst skulle nok være derude et sted. Hun frygtede ham ikke, nej ikke det forskruede sind. Han kunne jo nærmest ikke selv gøre for det. Hun morede sig på sin helt egen måde når hun dansede sin dødsdans med den hvide hingst.
Begejstret kastede hoppen med hovedet så den sølvtonede man dansede omkring hendes slanke hals, mens den velkendte statosfære nu dansede op omkring hendes rygsøjle for tilsidst at skyde ud i tilfældige retninger, inden hun med et fnys stoppede op og slog forhoven i jorden. Vægten blev fordelt således at bagparten bar hovedparten. Hun kråsede i halsen og lod nu forparten hæves fra jorden, inden de lange forben fægtede voldsomt ud i jorden og kastede om sig med et elektrisk inferno, mens en gennemtrængende hvin rungede i træerne omkring hende. Hun landede med en bump og slog atter engang med det velformede hoved, utålmodigt.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Natten var endnu ny, og derfor var et blodfarvet skær spredt over horrisonten. Et skær hingsten næsten ønskede til at være rigtigt blod, alene fordi hans syge sind savnede en anelse spænding, en anelse modgang i livet. Hans gyldne hove berørte netop vandkanten, og den smukke hvide man- og hale legede i de tidlige nattebriser. Omkring ham svirede det virvar hans ødelagte sind bestod af, skygger, hvis hvislende tunger ej var til at forstå fra udefra kommende. Nej, de talte et sprog, som skyggehingsten siden havde lært, med snerrende ord, og dybe meninger. Et sprog han nød ganske vel, omend han foretrak at kun han, og hans brødre, forstod sig på det. Stor magt var knyttet til ordende, med magt nok, følte han, at ordene alene kunne forme verden omkring ham. Dog følte han sig ej nødsaget til det, eller besad en sådan magt. Netop midt i dette tankevirvar, midt i de hvislende stemmer om skyggesproget, genlød et hvin, der fik hingsten til at dreje hovedet, og spidse ørene opmærksomt. Snart lød den fjerne hvæsende hvisken, da skyggerne fik færden af den tordende hoppe, og hingsten lod ligeledes en lignene lyd forlade brystet. Hans hvide øre gravede sig ned i manen, og han forlod sin tankeplads, for at søge den mørke skabning. Hvad hun lavede på denne ø var ham uvist, men han ønskede hende ikke her. Og dog glædede han sig, frydede han sig i sit stille sind, over igen at skulle mødes med de tordende lynkilder, søge efter at betvinge hendes vildskab, omend hun var ganske ligesindet med ham, hvad styrken angik. Hun forstod sig på kampen, men ligeledes den morskab der fyldte dem begge, når trodenkilder og snerrende skygger fyldte luften imellem dem.

Det synes som en evig og hoppen nåede kort at betvivle om den hvide hingst egentlig overhovedet befandt sig på øen. Jo han måtte være her. Stanken var her hvertfald eller var det skyggerne der stank? En kvalmende duft som for mange ville være uudholdelig, men for Myth virkede den så ganske naturlig, næsten hjemlig. Hun stivnede kort og det sitrede let i hendes indre da han nu besvarede hendes hyl med et lignende. Små gnister sprang omkring hende og hun kastede nu med hovedet og lod et forben slynges gennem luften i ren ophidselse. Her kunne hun lade sindet få frit løb, give slip. Hun hoppede på stedet som var hun en kamplysten hingst der skulle vise sig frem, men nej hun ladede op og hun var klar. De mælkehvide øjne fangede nu den snehvide hingst forud, og hun stormede næsten ukontrolleret mod ham, inden hun med et par hop nu slog bremserne i og rejste sig på bagbenene og fægtede med de lange forben mod ham, inden han landede og snappede ud efter hans mule. Hun trak et smil på den hvide mule og kastede atter med hovedet, inden gnisterne atter begyndte at springe omkring hende. Hun var klar og ventede blot på den snehvide hingst og hans skygger.
Ville han danse nok engang? En livsfarlig dødsdans udfoldet i ren sindsyge. Var hun sindssyg? Det var hun vel, men når hun stod foran den hvide hingst var det ikke noget som bekymrede hende. Hun kunne knuse ham og han kunne knuse hende, og det var noget hun i sit stormende sind fandt ganske morsomt.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Hoppen synes at vride og sno sig, som en kamplysten slange, og satte omgående efter ham, så snart hendes hvide øjne fangede hans skikkelse. Et hvin forlod hingsten, og han rejste sig på bagbenene, med de gyldne hove svirrende igennem luften foran sig, hvorpå han lod musklerne trække sig sammen, og strækkes i en kraftudladning, idet han satte af med kurs imod hende. Hendes fægtende forben snog han sig uden om, og sendte da et bid i retningen af hendes flanke, stadig i bevægelse. Snart efter klodsede han forbenene i jorden, og lod energien overføre til sine bagben, som han benyttede til at slå ud efter hende. Der var på ingen måde nogen tilbageholdenhed i hans bevægelser. Fik han chancen, ville han dræbe, og det stod ligeledes tydeligt i de mælkehvide øjne. Hans bevægelser var ikke tøvende, da han efter sparket snurrede rundt for at stå med fronten imod denne lynene arrige skabning. Hvorfor hendes aggressivitet var blomstret så voldsomt op, var et spørgsmål der lurrede kort tid, i en del af de skygger hingsten var. Dog ej længe, snart samlede de mange tankers fokus sig igen omkring hoppen, betragtede hendes bevægelser fra alskens sider. Men de berørte ikke hendes skind, eller greb ind i skyggehingstens kamp. I stedet hvirvlede de blot omkring jorden, hævede sig som skræmmende skygger i udkanten af deres kampplads, rejste sig som angribende heste, for at falde tilbage i det forvirrende virvar. De var en kilde til distraktion, til forvirring. Men yderligere blandede de sig ikke i deres broders kamp. Han ønskede det ikke, de ønskede det ikke. Ikke lige i disse momenter.

Hun skreg. Ikke af frygt, ikke af smerte, hvert fald ikke en fysisk smerte. De var et udslip af de frustrationer som hun bar på. Det var som et raseri, en vrede ikke rettet mod den hvide hingst, nej mod ham som var fader til hendes to yngste. Ingen gjorde hendes afkom fortræd, heller ikke selvom de havde magten over ens liv. Skyggerne rejste sig om hende, tog form, lige som hendes statosfære nu stod ud i alle retninger og slangede sig om skyggerne i en intim dans. Hun kastede med hovedet og for et øjeblik veg hun var kampen, dødsdansen. De mælkehvide øjne stirrede direkte mod hingsten. For en stund huskede hun ej hans navn, og om hun nogensinde havde fået det. Det forekom hende kort fristende om hun blot skulle overgive sig. Lade skyggerne æde hende op indefra og ud, men hun var for stolt. Den lille stolte del som stadig klamrede sig til hendes indre, men langsomt var blevet slået til mindre stykker af stormen som ligeledes hærges. Hun lod sine tanker virke tydelige via hendes kropssprog og de nu ulmende gnister der momentvis dansede over hendes kurver.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den midnatssorte hoppe synes at tordne og lyne emd en sådan voldsomhed, at hingsten kortvarrigt overvejede at træde tilbage. Hun forekom ham nærmere en sårret bjørn, der i raseri angreb alt, end den kamp partner han sidst var kollideret med. Ikke at han frygtede hende, men hans fornuft, det der var til overs af ham, lod ham vide, at når først psyken var så ustabil, var det ikke til at sige hvad denne hoppe kunne finde på. Hvorvidt hun ville vakle og falde i knæ på ingentid, eller kaste sig frådende efter hans strube, selv når livet burde være rendt af hende. Med en hidsig fnysen steppede han baglæns, før han, i det korte moment deres øjne mødtes, mimede to ord:
"Su'ume, Vulonkest*."

Hans dybe stemme rungede imellem dem, som kirkeklokker på en klar frost nat, og ikke alene fra hingsten, skyggerne talte de samme tunger, men ej som ekko. De talte med samme røsts, præcist da hans mule udformede ordene. Med dét var stilheden ovre, og hingsten lod et arrigt slag med hovedet falde, før han kastede sig imod tordenskyen. Skyggerne synes at blive knust under hendes torden, men altid rejste nye sig. De brød sig ikke om det, hans brødre, men ej heller var de tynget af de mange lyn. De delte sig for den, for at undgå det ubehagelige stød, men altid rejste de sig igen, og fortsatte deres dans imod hoppen. Hingsten selv veg skyggerne for, og i ganske få momenter forekom ham som en skabning af lyset, der delte mørket foran sig, før det brød sammen omkring ham, og han med blottede tænder sprang frem imod hende. Lynene gnistrede over hans krop, og følelsen af det svedne pels meldte sig snart. Smerten var dog for længst druknet i kamplysten, overgivet midlertidigt for ikke at forhindre ham.

*Su'ume, Vulonkest: Breathe, Nighttempest.(Ment som et råd, fra Fuyus bedre side.)

Såret bjørn kunne virke som en udmærket betegnelse. Såret af sin lange fortid som aldrig havde indbragt noget godt. Såret af aldrig at have et anker at støtte og rådføre sig ved. Indeni var hun stadig som en ung hoppe, som ikke vidste hvor hun skulle stå i denne verden. Så meget var sket på de utallige år som hun havde levet. Sindet var ikke en dag ældre, men tværdigmod var det smadret for længst at de aldrig havde fået en chance for at vokse. Hun mødte hans blik og hans ord forekom hende ukendt, men det fik hende for en stund til at stå stille og stirre på ham. Hans stemme. Hun vidste hun ville kunne lytte mere til den, den var så rungende at den næsten var gennemtrængende. Hun nåede ej at høre mere fra ham, før han nu kastede sig mod hende.

Hvor mange ville undvige, så vidste Myth at det ikke altid var det bedste træk. Hun vred sig i stedet i en akrobatisk vending, så han ville undgå at bide sig fast hvor det meget vel kunne koste hende livet. I stedet sørgede hun nu selv for at hugge ud efter ham med blottede tænder og et krigshyl der rungede udover Foehn. Han var tungere end hende, men hun vidste at hendes fysik var en tand bedre, hvorpå han dog havde de magiske fordele. Skyggerne ville ingen ende tage. Ville hun drukne? Man kunne håbe. Gnisterne stod op omkring hende og lod sig nu glide over på hingstens krop, hvor de nærmest gik i ét med den snehvide pels.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

For enhver anden sjæl havde den tordende skikkelse vel været livsfarlig, til dels ligeledes for ham. Den torden hun fremkaldte, og sendte som lynild igennem hans krop, kunne med garanti slå en ihjel, hvis hovene fandt jorden på det forkerte tidspunkt. Hingsten lod et skærende hvin fange luften, arrig over den svidede pels der nu var tilføjet til hans liste over skader. Hoppens tænder bed sig dybt ind i hans pels, og hans næsebor udvidedes kort for at udlede en kraftig luftstrøm i en fnysen, før hans bagben søgte hendes spinklere krop, og han snoede sig, for igen at fronte hende. Han sænkede hovedet, blottede tænderne, og gik igen efter hendes hoved. Kampen i sig selv gik hurtigere end han kunne nå at analysere, men han var vant til at danse dødsdans med andre hingste, og selvom denne hoppe på alle måder overgik disse, vidste han hvorledes man kunne vride og vende sig, for at få det bedst mulige slag ind. Helst foretrak han dog tænderne som sit primære våben, på de måde kunne han smage blodet, når hans tænder gik igennem andres tynde skind. Blod der blot tilføjede til det bæger, der allerede var flødet over. Skyggernes dans var voldsom og livlig, snoede sig iltert omkring d eto dansende sjæle, og synes at huje af dem begge, gejle op til vildere kamp, mere blodsudgydelse.