Synden gemmes i mørket

Mørket lå dybt, ikke blot over dette fremmede land, men også over denne hingst der nu betrådte det fremmede, det ukendte. Mørket lå i ham, omkring ham. Dækkede ham, tilslørrede den rene sjæl der en gang havde været der. Han var en del af dette mørke, som det var en del af ham. I mørket gik han i et, han kunne skjule sig.
Den arrede hingst bevægede sig langsomt frem, næsten kryb han frem op af skovens store stammer. Skyggerne fra de høje træer dækkede ham. Holde ham skjult; det var næsten lydløst den sorte arrede hingst bevægede sig. Alle var en fjende, i hvert fald til det modsatte var bevist. De mandelformede øre var trykket langt ned i den lange sorte man. Næseborende var udspillede, alt imens Rashn forsøgte at opfange hver en lagt. Med det svigtende syn, kunne han ikke være for forsigtig i dette fremmede land. Hvor han end var, vidste han ikke, og i helheden var det også lige gyldig. Stadig forsøgte Rashn at finde ud af hvorvidt han flugt fra døden, for straffen, var en god ting, eller dårlig. Han havde syndet, større end nogen sinde før- og nu var han slappet. Endnu løb der stadig blod fra det nye ildrøde mærke ved hans hals. Smerten var stoppet, det brændte og stak ikke længere.
Synet svigtede i mørket- det syn han nu havde tilbage. Meget kunne den sorte hingst ikke se på det ene øje han stadig havde. Alt var sløret, som havde nogen tværet alt ud og blandet det hele en anelse sammen. Dette syn, eller manglen på samme, var både en svaghed og en styrke for den arrede hingst. Han havde lært at overleve på alle andre instinkter, han kunne lugte bedre, høre bedre- meget bredre- og i sandhed var synet ikke nødvendigt. Selvom han aldrig ville få glæden af det smukke syn fra når solen stod op i det fjerne og badede alt i gyldent skær, aldrig ville han nyde det smukke syn af den blege måne der danser med havet. Ej ville han heller se de skuffende blikke, de vrede blikke. Han ville ikke se andre som han var blevet set på. Han ville ikke i sit spejlbillede se sine ar, sine mærker. Han ville ikke blive påmindet om sine synder ved synet af sig selv. 

Hun var atter tilbage på den ø, hvorpå hun var ankommet da hun for blot en lille uge siden var vågnet I landet. Den virkede på en eller anden måde en smule familiær, i hvert fald i det område hvor hun befandt sig, for det var det samme område hun var søgt tilbage til igen. Hun havde ikke rigtig mod på at udfordre sindet og søge ud for at finde nyt – hun trængte til at være i kendte omgivelser, så at sige.
Den rødblakke hoppe stod lidt i udkanten af det skovområde hvori hun havde vandret en smule. Hun kunne huske stien hun stod på, og det faktum at hun faktisk kunne huske noget gav hende fred. Hun havde oplevet så mange forskellige følelser de sidste dage, især ved hendes besøg på den anden ø, hvor hun havde mødt den .. uhyggelige .. hvide hingst.
Hun gumlede en smule for sig selv, ganske fredfyldt, alt imens hun kiggede frem for sig. Der var langsomt begyndt at dukke flere ting op i hendes sind; ord der kunne beskrive hendes omgivelser. Græs, træer, buske, sten, jord. Og samtidig var hun begyndt at kunne skelne en lille smule imellem det virvar af følelser som hun havde konstant – og mærke hvornår en særlig følelse var mest fremtræden. Altså kunne hun nu mærke glæden og vide det var glæde, ligesom hun kunne mærke frygten og vide det var frygt. Faktisk havde hun allerede lært rigtig meget om sig selv, men hun huskede endnu ikke mere fra hendes fortid end det hun havde husket sammen med Significar og den hvide hingst. De to sølle minder var det eneste hun havde om hendes fortid, og hun kunne virkelig ikke kæde disse sammen, for de var så modsigende. Det ene var kulde og panik – det andet var et minde om varme og tryghed. Hvilket af disse minder der kom først i hendes fortid, havde hun ingen anelse om; men hun vidste de havde deres plads i hendes historie.
Alt imens hun stod der for sig selv, nok ganske fredfyldt, hørte hun pludselig noget bag sig. Hun rykkede hovedet op og udstødte et sagte prust, inden hun drejede sit hoved rundt for at søge efter den der nu bevægede sig rundt derinde. Eller var det nu hendes ører der også begyndte at lyve for hende, som hendes øjne havde gjort det på den anden ø?
De havde dog ikke løget overfor hende – for derinde, blandt træerne, kunne hun meget svagt skimte en sjæl bevæge sig rundt. Hun kunne ikke greje om det var en hingst eller hoppe, om den var brun eller sort. Hun endte med at udsende en sagte feminin brummen imod denne fremmede; måske den manglede selskab?

Endnu en fremmede lugt kom til ham. Alt var endnu fremmede for ham her hvor han betrådte nu. Dette gjorde den næsten helt blinde hingst mere arrig og mere forsigtigt. De sorte mandelformede øre blev trykket længere ned i nakken og per automatik blev de hvide tænder bidt hårdt sammen, og blottet en anelse. Musklerne under det arrede skind spændte sig mere op. Han vidste ikke om denne fremmede han snart ville være tæt nok på til at kunne ane, ville være en trussel for ham. Alle var en trussel, eller kunne blive.
En dyb og advarende brummen kom fra Rashn i det han endnu trådte varsom frem. Selvom han ikke havde just lyst til at skulle konfronteres med en fremmede, eller for den sags skyld med nogen, stoppede han ikke. Han vendte ikke rundt. Da en slørrede skikkel kom til syne for hans svage blik stoppede han, og en lettere hvæsende lyd kom fra dybe nede fra struben på Rashn. End åbnede han ikke munden og hilste. Netop nu var det vigtigste for den arrede hingst, at advare denne hoppe om ham. Hun skulle ikke prøve på noget, og end skulle hun helst ikke komme nærmere. Afstanden han havde lagt var nok for ham. Afstand var sikkerhed.

Snart gik det op for den rødblakke hoppe, at det var en hingst der var I hendes nærhed. Hun fik en anelse om hans bygning ud fra det omrids der meget svagt kunne ses omkring ham, og det talte langt mere for en hingst end en hoppe. Ingen hopper hun havde set havde lignet ham; eller det kunne hun faktisk ikke huske. Hun havde heller ikke set nogle hopper i dette land endnu, men hun havde en fornemmelse i sit indre om, at ingen hopper ville have sådan en muskuløs bygning. Hun endte nu med at dreje rundt krop rundt, således at hun stod med fronten imod den sorte, som hun nu næsten kunne se tydeligt. Han havde noget højst besynderligt viklet omkring hans ben, hvilket allerede nu satte spørgsmål i hovedet på hende. Var det noget han burde have? Og hvad gjorde det godt for? Hun vippede ørerne en smule frem og tilbage, nærmest i cirkler, som resultat af den tyggebevægelse hun lavede. Det var vidst ved at blive en vane for hende at tygge når hun tænkte; det havde hun i hvert fald selv lagt mærke til.
Hingsten var tavs, og han havde lagt en bestemt afstand til hende. Hun synes umiddelbart at afstanden var ret stor, men noget helt elementært sagde hende, at hun ikke skulle gå ham nærmere. Hun kunne ikke sætte ord på hvorfor hun følte det sådan, men det gjorde hun, og derfor bevægede hun sig ikke. Hun så blot imod denne hingst, med et virvar af uforstående tanker og nysgerrige. Endnu fandt hun nemlig intet direkte mystisk over denne hingst – indtil han kom med den nærmest hvæsende lyd. Med et overrasket ryk med hovedet fnøs hun sagte; det havde hun aldrig hørt før! Hvorfor sagde han dog den lyd? Hun strakte mulen en smule frem med nogle ret spøgende brum. Hun ville så gerne have svar, men vidste på underlig vis, at hun ikke måtte gå ham nærmere. Kunne han så ikke bare fortælle hende det?

En hver anden ville nok have forstået det tydelig kropssprog ved den arrede hingst, nogle ville så frem blot være forduftet; dog ikke denne sløret skikkelse. Den blev, og alligevel med afstand. Han så den sløret skikkelse bevæge sig lidt, og allerede der advarede Rashn igen tydeligt at han ikke ønskede hende nærmere- eller for ham var det tydeligt. Det han ikke vidste var at denne skabning han havde stødt på denne aften, måske ikke helt var som andre. Den dybe hvæsende, brummende lyd kom dybt fra den store strube. Hårdt blev det ene forben stampet i jorden, men da denne fremmede ikke yderligere bevægede sig stod han nu stille.
Han var ny i denne verden, hvor han end var blevet flyttet til, endnu var tingene ikke helt faldet på plads for den arrede hingst- hvilket alt i alt fik ham til at være mere forsigtig.

Selvom Rashn ikke kunne se denne fremmede an, udgjorde hun endnu ikke nogen større truslen, end hun blot var der. Hun havde ikke trådt frem, hun var ikke kommet nærmere. Det gav den sorte hingst en smule ro. Slappe af kunne han dog ikke. Aldrig kunne han slappe helt af. Det var noget, der var blevet umuligt for ham.
De brummende lyde hun nu kom med, fik de sorte mandel formede øre til at lette sit tryk i nakken. Forsigtigt, og kun meget lidt rykkede han en anelse nærmere, mens han brummede advarende. Selv skulle hun ikke få samme tanke.
De hvide tænder var stadig hårdt bidt sammen, og fik den dybe og hæse stemme til at lyde meget sammenbidt da han åbnede den splittede mule.

"Hvem er du?!"

Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle håndtere denne situation, for hun havde ikke været ude for det før. I hvert fald ikke af hvad hun vidste – for havde hun nu kunnet huske, ville hun vide, at hun faktisk havde prøvet noget lignende før. Men alt var væk i hendes sind, alt var glemt, pånær to meget små minder. Og disse klyngede hun sig til i nætternes timer, som en form for sikkerhed. Det at hun kunne huske dem, var nemlig det mest trygge hun kendte til i dette land indtil nu.
Hun brummede sagte for sig selv, ja måske en anelse undrende, da hingsten nu nærmede sig en smule, men med en aura så tydelig at hun igen følte at hun i hvert fald ikke skulle nærme sig ham. Men hvorfor reagerede hun sådan på hans udstråling? Hvorfor forstod hun hans hentydning og ikke nærmede sig? Hun lagde hovedet en smule på sned, alt imens hun nærmest desperat prøvede at grænske sit indre for et svar på hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Hun kom ikke frem med et svar, før hans stemme lød. Han spurgte hende hvem hun var, og lige præcis det spørgsmål var det mest pinefulde af dem alle; for det var det, som hun aller helst selv ville have svar på. Hun krængede ørerne næsten pinligt ud til siden, inden hun lod mulen søge en smule ned imod bringen.

,,Det.. Det ved jeg ikke.”

Sagde hun sagte. Det gik hende så meget på, at hun nærmest blev skamfuld når hun blev konfronteret med dette spørgsmål. Og hendes instinkter fortalte hende, at hun ikke kunne spørge denne sorte hingst om det, for vidste han hvem hun var, så have han nok ikke spurgt. Hun undrede sig dog over, at der endnu ikke havde været nogen der havde vidst hvem hun var; men igen, det var heller ikke gået op for den rødblakke hoppe at hun ej længere var i det land som hun var født i.

Man behøvede ikke at kunne se, for at vide at det spørgsmål Rashn stillet ramte denne fremmede med skam. Selv den meget svagtseende arrede hingst lurrede at hans spørgsmål ikke faldt til god jord her. Han burde blot have omformulere sit spørgsmål, til det han egentlig ville. Han ville have hende til at give sig tilkende, et nævn, en titlen behøvede han ikke som så. Blot en beskrivelse af hvem han nu stod overfor. Hendes svar fik alligevel de mandelformede øre til at slippe nakken en anelse mere, og svagt blev det ene øre drejet imod denne fremmede skikkelse, han sløret kunne se i mørket. Mørket gjorde det næsten umuligt at se at denne hingst kun havde et øje. Et øje, der ikke længere virkede optimalt. Synet havde svigtet ham, sammen med alt andet. Alligevel stod den sorte arrede hingst endnu, og kæmpede med hvad han havde tilbage. Det de havde efterladt ham med.

"Din skam behøver du ikke skjule for mig."

Det ville have lydt venligt, hvis ikke den arrede hingst stadig havde tænderne hårdt bidt sammen. Den dybe stemme kunne have været trøstende, men hans kropsprog lod det ikke. I stedet lød han endnu arrig og kold. Skam var hvad Rashn gemte bedst til. Næppe var deres skam det samme. Hans skam kunne afspejles i de mange mærker, ar der flænsede det sorte skind. Hver og et ar var kommet med en synd. Rashn var synderen. Synden var det der havde rykket det arret hingst itu, det der havde ødelagt ham.

Rashn stod endnu stille, skjult i skyggernes mørke. Her kunne han ikke ses, ikke ordentlig. Det sorte skind gik i med mørket. Skjulte hans mange skader. Skjulte det dybe hul i hans kranie, hvor en gang havde haft sit højre øje. Mørket skjulte ham, skjulte ham fra omverdens dømmende blikke.

Hun afventede med en blanding af begyndende frygt og skam hvad den sorte hingst ville sige til hendes udsagn. Hun vidste ikke hvem hun var, og indtil nu var hun ikke blevet mødt med ligefrem venlige miner når hun havde sagt at hun ikke anede hvem hun var, eller hvor hun var. Hun krængede overlæben en anelse op som tegn på hendes indre frustration; men så snakkede han igen. Han lød ikke ligefrem venlig, men hun følte heller ikke at han talte ned til hende. Hvad hun skulle tolke hans toneleje som, kunne hun ikke finde ud af, for han lød på en måde som om han havde to meninger med sine ord. Hun lod overlæben falde ned igen og hovedet løftes en smule, så hun kunne se mere direkte på ham. Din skam behøver du ikke skjule for mig. Og det, at han sagde netop dette, gjorde at hun følte sig en smule mere lettet. Måske hun kunne forklare ham hvordan hun havde det og han ville forstå? Hun brummede sagte og lod sin vejrtrækning blive en smule dybere. Så langt, så godt.

,,Jeg kan intet huske. Intet overhovedet”

Sagde hun nu en smule mere tydeligt. Hvorfor? Måske fordi hun ville forklare hvorfor hun ikke kunne huske sit navn og ikke vidste hvem hun var. Var hun en der elskede nye selskaber, eller ville hun helst være i fred? Hun anede det ikke. Hendes øjne, som var rettet mere direkte imod ham, vandrede nu en anelse over hans krop og bygning, studerede den. Hun kunne ikke se alle de ar der var på hans krop, men hun kunne fornemme at der var noget meget anderledes over denne hingst, end de andre hun havde mødt; for ingen havde båret underlige bånd om deres ben. Og selvom hun havde mødt særlige sjæle, så var ham her langt mindre skummel; og derfor var hun måske en anelse for hurtigt til at beslutte sig til, at denne hingst var en af dem hun pt. Ville føle sig mest tryg hos. Ja, Rowena manglede virkelig en støtte i sit liv, for hun havde end ikke sig selv.

Intet at huske. For Rashn havde det måske været en befrielse, hvis han intet kunne huske; ville han ikke huske de skuffede blikke, de hadefulde ord. Udstødelsen, smerterne. Han ville ikke huske hvordan han var blevet forrådt af dem alle. Han ville ikke huske sin egen skam, sin skyld.. sine syndere. Selvom det måske for ham ville være en befrielse, ville det også være en forbandelse. En forbandelse denne fremmede bar på, og måtte leve med. Selvom det ikke var den arrede hingst, der var ramt af hukommelsestab, kunne han alligevel sætte sig ind i følelsen. Han ville ikke selv vide hvordan han var endt som han var, han ville ikke huske hvordan han havde fået sine mærker, ar. Han ville ikke kunne huske hvordan han mistede sit syn. End ville han heller ikke huske de goder der var, og igen ville han gennemgå de samme skuffelser og smerter han psykisk har været udsat for. Han ville ikke kende svigten. Intet ville han have lært. Ak, selvom de minder den arrede hingst havde, ikke var præget af meget godt- satte han pris på dem. Alligevel kom disse ord med en dyb klang; mindre sammenbidt nu.

"Nogen gange kan det være en befrielse ikke at huske."

Den fremmede udgjorde ingen trussel.. ikke endnu. Langsomt slappede han en anelse mere af, og tænderne gled langsomt fra hinanden. Stadig var musklerne spændt op, og ørene var lagt bagud. Han bar stadig en advarsel, hun ikke ikke komme nærmere. Han ønskede ingen tæt!

Han gjorde egentlig ikke så meget, så på nogle punkter var der ikke så mange ting som den rødblakke hoppe skulle forholde sig til. Den eneste ændring der så svagt kunne anes, og dernæst høres da hingsten atter talte, var at han virkede knapt så sammenbidt. Om det var et godt tegn eller ej, vidste hun ikke, og hun kunne ikke beslutte sig omkring det, så det endte med at hun undlod at lægge mere mærke til det. Hun pustede ud, rimelig markeret, for at fortælle at hun i hvert fald ikke var farlig. Og hun nærmede sig ham ikke – den havde hun forstået hun ikke skulle.
Hans ord fik hendes mule til at slå en undrende mine. Hvorfor kunne det være en befrielse? Hun kunne slet ikke se det, for det eneste hun ville, var netop at huske. Der var intet værre for hende, end at rende rundt med ingenting i hovedet, spørgsmål omkring alt og ingen sikkerhed overhovedet.

,,Det forstår jeg ikke. Hvordan kan det være en befrielse end ikke at huske sit eget navn? Jeg aner intet. Jeg ved ikke hvor jeg kommer fra, eller hvem jeg er. Jeg ved ikke om jeg burde kunne lide dig, eller frygte dig, for jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere”

Hun sænkede hovedet en smule.. nogle ville tolke det som opgivende, andre overvejende, andre undersøgende og nogle underdanigt. Hun var vel nok alle ting på samme tid og ingen af delene. Hun prustede dybt igen, inden hun rettede ørerne fremad imod ham igen. Hvad ville han mon sige til disse ord hun lige havde sagt?

Det var i sandhed en forbandelse, alligevel kunne den arrede hingst ikke kaste det fra sig, hvor befriende det nogen gange måtte være at huske. Det var ikke fordi den sorte hingst ville kaste frygt i hoved på denne fremmede, han end ikke vidste meget om, måske vidste han i virkeligheden lige så meget om hende, som hun selv gjorde. Hun havde muligheden for alvor at lægge fortiden bag sig, starte fra bunden. Hun havde muligheden, men hun tog den ikke til sig.. Det ville Rashn heller ikke hvis han stod i hendes sted. Det vidste han godt, han kunne også nemt stå her og være bagklog.
Det største spørgsmål der formede sig ved den arrede hingst, var hvad der havde forsaget hendes hukommelsetab. Ville hun virkelig ønske at vide det, når det kom til stykket? Alle vil vide noget om dem selv, hvis de kan komme af sted med det, men ønsker man også de dybere svar, som spørgsmål kan bringe? Rashn tav. Disse tanker holdt han for sig selv.

"Befrielsen ligger i at ikke kun er det gode glemt- alle traumer, rædsler er glemt. Sorg, fortrydelse. Du har kun dig og det du vælger. Hvorfor hige efter fortiden, når fremtiden stadig er der?"

Rashn stirrede på denne sløret skikkelse, han forsøgte at bedre se hende an, men ej kom et tydligere billede. Mørket svækkede det svage sin på det øje han stadig havde, og jo mere han anstrengte sig, jo værre blev det for ham. Det svimlede et for ham, og få steder dukkede sorte pletter op i has slørrede billede- advarsel. Han stoppede sine anstrengelse, og lukkede øjet i for et kort øjeblik. Han måtte samle sig, for i dette sekund var han sårbar. Han genvand dog hurtig sin fatning tilbage, og stod igen som før.

Han sprang ikke væk fra hende, eller hakkede ud efter hende. Han smilte ikke, eller vrissede mule af hende. Han forholdt sig endnu neutralt, men virkede måske en anelse tænksom, nu hvor den rødblakke havde fundet ro nok til at se efter. Jo, faktisk begyndte hun at kunne tyde små ting hos andre individer, som følger af hun begyndte at kunne sortere lidt i sine egne følelser og tanker. Det var rart for den rødblakke hoppe at være i stand til bare lidt; også selvom det var en brøkdel af det et normal individ kunne foretage sig. Og det at han ikke fortalte hende, at det hun havde sagt var forkert, gav hende en idé om at hun faktisk var i gang med at indlede en samtale, hvor hun ikke blev irettesat. Han stillede spørgsmål ja, men han irettesatte hende ikke. Hun trak ørerne en smule tilbage med en lidt nedtrykt mine. Hvorfor skulle hun hige efter fortiden? Hun synes det var ret indlysende, men han synes det modsatte. Hvorfor gjorde han det?
Hun begyndte igen at tykke, som tegn på at der igen var aktivitet i hendes sind. Hvis hun blot skulle se fremad og leve efter fremtiden, ville hun aldrig vide hvem hun var. Aldrig vide om hendes tanker og følelser var hendes, eller om de bare var en afspejling af dem hun var sammen med. Ville hun være i stand til at gøre noget selvstændigt nogensinde igen så? Hun lod derefter sine øjne søge lidt imod den sorte hingst, som for en stund havde knebet sine øjne sammen. Hun havde faktisk ikke rigtig lagt mærke til hans øjne endnu, og det sære der var ved dem. Hun havde haft alt for travlt med at tænke på sine tanker, prøve at holde styr på dem og finde rundt i dem.

,,Hvorfor.. Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg ved det egentlig ikke, men jeg føler lidt, at hvis ikke jeg søger det jeg engang var, vil jeg aldrig være i stand til at tage vare på mig selv eller have meninger. Meninger, er det ikke sådan noget man har, fordi man ved noget om noget, eller har erfaringer med at noget hænger sammen på en bestemt måde? Hvordan skal jeg kunne sige at solen står op, når jeg i virkeligheden ikke ved om den går ned? Jeg kan ikke sige, at jeg er glad. For jeg ved ikke rigtig hvordan det føles. Jeg tror jeg ved det, men er ikke sikker. Og jeg kan ikke være sikker på, om jeg så er glad på de forkerte tidspunkter. Om jeg siger noget forkert, for jeg kan ikke huske hvad der er rigtigt. Jeg er så forvirret.”

Hun så nu direkte imod hans øjne. Søgte en reaktion, måske et svar i stedet for et nyt spørgsmål hun ikke kunne svare fyldestgørende på. Og nu så hun det. Så hvordan hans øje nærmest var gråt, som var det forsvundet bag en tåge i hans blik. Det så umiddelbart ikke rart ud, men hun kunne jo ikke vide det. Og hun ville ikke spørge, for hun vidste ikke om man måtte sådan noget. Hun flappede lidt med læberne, alt imens hun prøvede at finde sig til rette igen ovenpå den omgang tænkning. Det var så ufattelig hårdt; og hvor hun dog misundte dem, som havde styr på deres liv.

Måske var det ondt at tænke netop som den arrede hingst gjorde om denne hoppes lidelse- selv var han lige glad. For denne hoppes lidelse gjorde det faktisk nemmere for ham at tale med hende. Så længe hun ikke vidste bedre, hvordan skulle hun så vide hvad han var? Hun kunne om ingen dømme ham. En tanke der os den sorte hingst faldt til god jord. Normalt løsnede den sorte hingst ikke hurtigt op, og slet ikke så hurtigt som det føltes som gjorde nu. End var musklerne stadig spændte, og de ene øre lå solidt i den sorte man, mens det andet lettede en anelse skråt, hver gang hun talte. Han lyttede. Med en rolig vejrtrækning, som skulle den sorte hingst berolige sig selv- trådte han endnu et par skridt frem imod den sløret skikkelse end kunne skimte i mørket; han tilbage lagde godt en lille meters afstand, alt imens begge øre lå fladt i nakken og end advarende brummen igen kom fra ham. Han gjorde det stadig klart at hun ej skulle nærme sig ham yderlige end han nærmede sig hende!
Afstanden imellem dem var endnu stor, og næppe blev den mindre nu. Det blege lys fra månen nåede ham i skyggerne, afslørede det arrede ansigt.

"Det er aldrig forkert at ville vide hvem man er; man bliver dømt og afspejlet i sine handlinger. Dog, hvem har retten til at dømme?"

Rashn, kunne let have fortalt hende mere. Sagt noget der kunne hjælpe hende. Det var bare ikke hans sag. Han passede ikke på andre end sig selv- ikke mere! Han ville kun tage handling for sig selv, han vil ikke se efter andre. Den arrede hingst havde klippet alle bånd han havde haft. Tilknytninger, tillid, tro. Intet havde han beholdt. Rashn stod alene nu.

Han nærmede sig endnu engang. Hvorfor det vidste hun ikke, for han virkede ikke ligefrem som en der havde lyst til at være tæt på andre. Dog var der endnu langt imellem dem i forhold til hvor tæt hun havde været på sine andre bekendtskaber, men hun studsede dog en anelse over at han nærmede sig. Måske var hun ikke så farlig? Hun mimrede en anelse med mulen inden hun vrikkede sine ører fremad. Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle føle sig ligenu, men faktisk så følte hun sig rimelig tilpas, uanset om det så var forkert eller ej.
Han snakkede nu igen, men inden hun lagde mærke til hans ord, lagde hun mærke til hans ansigt. Månens blege lys tillod nemlig hende at se ham rigtigt. Han havde ar i hovedet og lod til at mangle det ene øje. Hvis nu hoppen havde haft sine tidligere værdier, erfaringer og følelser, ville hun have tabt kæben. Det var et, i manges øjne, ubehageligt syn og tanke, at skulle leve som svagtsynet. Men hun var det jo sådan, at Rowena ikke anede hvordan hun skulle reagere; og derfor reagerede hun ikke på det faktum, at hingsten foran hende manglede et øje, og ellers så ret så arret ud. Og nu kunne hun så koncentrere sig om hans ord.
Igen stillede han et spørgsmål, hvilket fik den rødblakke hoppe til at trække hovedet til sig. Så for den, hvordan skulle hun nu svare? Hun brugte et øjeblik på at vende den i hovedet. Måske tænke sig frem til, hvordan hun burde reagere, eller villet have reageret, hvis nu hun kunne huske? Det lagde hun hurtigt fra sig, for det var alt for krævende.

,,Dømme.. det ord kan jeg ikke helt forholde mig til. Det kommer vel an på, hvordan man dømmer en anden, om man har ret til det? Er der ikke forskel på at dømme en anden til at gøre noget bestemt, dømme en anden som værende uærlig, ond, god eller helt? Og er der ikke også forskel på at dømme en i sindet og ikke sige det, som dømte jeg nu dig, i mit sind, til at være en ven, men ikke sagde det? Så ville du ikke vide det.”

Hun vrøvlede nok, men hun følte ikke et pres fra den sorte hingst af, som der havde været ved Significar. Han havde presset hende, på en måde, og det havde da også hjulpet hende til at tænke. Men nu hvor der ikke var noget pres, kunne hun stille nogen af de spørgsmål hun brændte inde med. Det kunne godt være hun ikke fik svar, men i hvert fald fik hun lov at stille dem.

Rashn dømte selv; han dømte alle ud fra det han kendte til. Smerte og skuffelser. Der ved også denne afstand han lagde. Ingen skulle tæt på, ingen skulle påføre ham smerte. Skuffelserne kunne han kun komme uden om, ved ikke at lade sig gå ind i noget følelsesmæssigt. Alt og alle måtte- skulle holdes på afstand! Den arrede hingst er ikke en ondskabsfuld skabning. Han mente intet ondt, han ville ingen ondt. Alligevel ville han sige ord, gøre handlinger, der ville få andre til at holde sig på en god afstand af ham.
Ej kunne Rashn se hendes blik der havde set ham an, han behøvede ikke kunne se, for at mærke hendes blik. Følelsen af at blive i agtaget. Han vidste hvilket syn der mødte hende, i hans ansigt; alligevel var der ikke spor af væmmelse, ej heller foragt. For Rashn havde det ikke den store betydelse. Hverken det ene eller det andet- ikke som tingene var nu.
Det arrede ansigt blev hævet en anelse ved hendes ord, han væmmes ved et specielt ord- og han ønskede inderligt at fortælle hende at venskaber ikke var noget der hørte til- ikke for ham. Dog holde han sin afsky ved sig selv. Venskaber kendte Rashn ikke til. Ej kendte han til familie eller kærlighed. Alt han kendte til var smerter, skuffelser, afvisninger- svigt. Den manglede tillid hos den arrede hingst, kom fra da han blev forrådt og svigtet. For ham fandtes der ikke venskaber.


"Alle dømmer. Alle bliver dømt. Det er en del af at være levende individ med egne tanker og meninger."

Stemmen var dyb og hæs. Den fik lov at runge i nattens ellers tyste timer. Den fyldte denne stille nat ud for en stund; for der efter lade stilheden tage alt med storm. Ligge alt hen i dens ro.