Født ind i det..

[ Altså vil stadig gerne fortsætte.... ]

Fedt, så gør vi bare det Smider Ayin ind i tråden også så

Han havde opholdt sig længe på Foehn efterhånden. Han havde kun bevæget sig væk fra den, da han og hans brødre og søstre havde udført et angreb imod den krybende slange til Rumpelstiltskin. Han vidste ikke helt om det havde været en succes eller ej, men hvis det var godt nok til hans ældste bror - og skyggerne - så var det også godt nok for ham. Han skridtede langs vulkanens venstre side på en smal sti man kunne følge helt til toppen. Men der var han nu langt fra. Han var nået helt derned hvor luften var relativt klar og ren, selvom man aldrig slap for de tunge svovldampe og den dalende aske. Her var blot mindre af det.

Hans hove blev placeret med en lethed han aldrig havde formået at have i sit "tidligere" liv. En styrke flød nu i ham, kraftigere end han havde turdet drømme om. Det evigt grumme smil var trukket over hans ansigt som en grotesk maske. Det var ikke længere muligt at bedømme hvad han tænkte og følte - og af og til var det faktisk også et spørgsmål om, om han overhovedet gjorde det længere, følte. Han skænkede det i hvert fald sjældent en tanke.

Han kunne ikke holde en latter tilbage, men den var mild og varm, som en storebror der kærligt lytter til sin lillebrors pladderhistorier. Det generede ham ikke at det røde føl nok ikke kendte til de mange sære ord han nu havde præsenteret for ham. Han var blot glad for, at han nu havde hørt dem, og måske vidste lidt mere den dag han for alvor skulle lære at bruge ord og stemme. Han nikkede så let og gentog;

"Seyé,"

Et bredt smil faldt over hans læber inden han trådte frem og igen nappede let til det mindre føl. Med et drilsk grin vendte han rundt og satte afsted i trav. Han kastede et blik tilbage og dansede opfordrende afsted. Kunne den røde mon forstå hans hentydning til lidt fangeleg?

(Jeg forestiller mig at de løber i retning af Ayin, og så kan du jo bestemme om Lupë vil få øje på ham nu, eller hvordan xD)

Hingsteføllet foran ham gentog atter ordet Seyé. Ivrigt kastede han det lille hoved lidt op og ned, mens hans ører vippede imod ham, nysgerrigt. Lettere forvirret og kådt udgjorde han et lille prust, der lyst lød gennem luften og virkelig tydeliggjorde hvilken ung alder han var.

Det skimle føl lagde nu tyddeligt op til leg da han nappede imod Lupë, og med først lagte ører i nakken - i ren leg - fór hans ører atter frem igen. Sprudlende sprang han hurtigt frem efter det grå hingsteføl, mens asken fra engen lettede hvor de betrådte den i farten.

"Seeey-seeyi-seey-seejd-Seyé!"; spruttede han glædeligt mens hans lyse stemme skar gennem luften som han nærmest i takt små bukkede med de lange ustyrlige ben, før en sort skikkelse pludselig syntes at barrikerer for hans vej. Utrygt stoppede han op, til et ret så fremmed og uhyggeligt syn, da han så op på en skyggehest. Med halvt ansigt - noget han aldrig havde set eller kunnet forestille sig!

Egentlig passede han blot sig selv. Han satte langsomt og afmålt hov foran hov, imens de tomme øjenhuler med de unaturligt isblå, lysende pupiller scannede området. Han havde ikke opfanget noget tegn på liv i den tætte, tunge askegrå luft. Ikke før en stemme pludselig skar igennem luften som en skarp klinge. Det var en ung stemme, og kunne ikke andet end tilhøre et føl, eller en meget ung plag. Hvis han kunne havde han knebet øjnene sammen, men i stedet forblev hans ansigt udtryksløst, for evigt fanget i et makabert grin. Han stoppede op og lyttede, for pludselig nåede lyden af hovslag ham. Den eller de var på vej imod ham. Skyggerne smøg sig kælent omkring ham, hviskede til ham hvad de så. De havde antaget en dyblilla farve og skilte sig ud imod hans sorte pels. Hans øjne opfangede nu bevægelser forude, han så klarere i tågerne end andre ville gøre, for hans syn og sanser blev forstærket af skyggerne der fungerede som forlængelser af både hans sanser og han krop.
Han fulgte et rødt føl med øjnene. Den havde netop overhalet en større, gråhvid plag, og fortsatte i højt tempo direkte imod ham. Hverken den røde eller den hvide havde tydeligvis ikke opdaget ham. Den yngste nærmere sig nu, der var ikke mere end nogle meter imellem dem, og alligevel ville den han ikke blive set, før de stod mule ved mule - eller mule mod knogle. Med hvad der nærmest kunne lyde som en hvæsen spredte skyggerne sig ud omkring ham og fik ham til virke større end han egentlig var. Hans isblå øjne mødte nu den rødes skræmte, tofarvede øjne. Han kunne ikke længere slippe væk. Den sorte Ayin smilede grumt til føllet - et føl han i grunden godt kunne genkende. Det var født og opvokset her, født af den hoppe der i sin tid havde givet ham sin prøvelse.

Seyé lo muntert imod føllet der nu sprang omkring med en sprudlende energi og forsøgte sig adskillige gange med at sige hans navn. Mange spøjse sammensætninger kom frem, men til sidst lykkedes det og den grå plag rejste sig let på bagbenene i en lille glædesdans. Ja! Den røde var ikke sen til at tage hans legeudfordring op og snart fór de begge afsted igennem det askeklædte landskab. Seyé holdt lidt igen og tillod den røde at indhente ham og overhale ham - men han gjorde sig meget umage for ikke at vise, at han holdt tilbage. Det ville måske blot tage modet fra den yngre, at se. Ligesom det ville være trist for hans legekammerat blot at blive løbet fra. Det var en delikat ting at lege med føl, men han havde lært sit efter Daphne kom til.

Sammen løb de nu afsted, den røde en smule foran ham selv. De fulgte hverken sti eller vej, men løb hvor deres hove førte dem. Om det var klogt eller ej, kan man være flere om at bestemme. Men pludselig var de i hvert fald ikke længere alene. Han nåede kun lige at opfange hvordan hans ven stoppede op, og han nåede netop at undre sig, før han så hvorfor. Der, lige foran dem, stod en sort skikkelse, omklamret af mørke, lilla snoende skygger og med et ansigt af ren knogle. En dødninge hest, fremmed og skræmmende. Han satte brat hovene i jorden og satte sig næsten på halen. Han trippede usikkert hen til den røde, men stillede sig alligevel beskyttende en smule foran ham.

Det løb straks den lille røde koldt ned af ryggen, da et hvilsende hvæs lød. Hans så op, med en ren uskyld i hans øjne, til hans forbavselse. han blinkede et par gange, skræmt, mens et ansigt uden hud - som han kendte det - grinede ham lige ned i ansigtet.

Betuttet og fuld kommen forvirret bakkede han et par skridt, som mest af alt blev snublende, mens et lille pib af et hvin halvkvalt havde lydt. Han så helt igennem enorm ud for Lupës øjne, og selvom han var skrækslagen, kunne han ikke lade være med at betragte de lilla skygger der omfavnede og støttede den store sorte. Han sank en lille klump, da han mærkede en nærhed.

Hans legekammerat stod nu ved siden af ham, og det gik op for ham at det han hele tiden havde sagt til ham, måske var det rigtige at sige nu. Hvis da man kunne gøre noget rigtigt eller forkert lige nu.

"Seyé..."; hviskede hans stemme stille, som næsten lød som et spørgsmål i de lyse og unge toner fra hans stemme, mens han ikke veg sig blik skrækslagent fra denne store sorte hest, uden ansigt og med lysende øjne. Stille tyggede han instinktivt, mens han mest af alt håbede at mor kom og redede ham om lidt.

Roligt, næsten skræmmende roligt, betragtede han de to skikkelser foran ham. De to unge sjæle havde vel næppe set noget lig ham - det kunne han end ikke selv sige, at han havde. Men hvem eller hvad han var betød intet længere. Hans identitet var villigt taget fra ham, givet til den herre han tjente nu. Skyggerne strakte sig nu ud fra hans krop, krøb langs den askebefængte jord hen til de røde og hvide ben der så belejligt stod der, lige til at klatre op af. På vejen skiftede de farve fra en dyb lilla, til sort, til blot at falde i et med den omkringliggende tåge. Et øjeblik skabte det en uhyggelig, og ganske klam, ny bevidsthedstanke - de var i luften. I hvert åndedrag, inden i hvert væsen der trak vejret. De klæbede sig til ydersiden, lige så vel til indersiden. De så alt, vidste alt. Og han var ét med dem.

Langsomt sænkede han hovedet en smule, strakte i den lange sorte hals så hans hudløse, kødløse hoved kom endnu nærmere de to unge sjæle foran ham. Deres fært stod klart for ham, og han genkendte rigtig nok den røde af dem. Men den grå... han var fremmed. Han betragtede ham, nysgerrigt måske. Hvem var han? Født her i landet måtte han være. Hvem var hans forældre? Han fornemmede en magi i ham, ikke direkte fra ham, men det lå i hans arv. Det voksende horn i hans pande var ikke normalt.

Han vendte igen blikket imod den mindste, der ynkeligt klynkede et navn. Seyé. Mon det var navnet på den grå? Kort flakkede hans blik hen på ham igen, men kort efter fæstnedes det igen på den røde.

"Lupë, ikke sandt?"

Han smilede til føllet. Jo, det var hans navn. Det fortalte skyggerne ham.