I ly af skovens lange skygger

Den arrede hingst havde bevæget sig til en ny ø, turen her til havde været en stor risiko for den næsten helt blinde hingst, men hel skindet skindet(om så at sige), var han nåede frem. Lugten af havets vand sad stadig fast i hans pels, der efter hånden var tørret helt igen. Op ad de lange ben, sad der endnu ikke var faldet af. Den saltede lugt hang fast i hans næsebor, men den blev blandet med duften af mos, bark og harpiks. Der var mange lugte på denne ø. Dækket af skov, som var til Rashn fordel. I dagens timer kunne han ikke gå uset forbi, de timer hvor risikoen var for at løbe ind i flest fremmede. Han benyttede sig af skovens mange skygger, til at holde sig i skjul.
Dette sted han var endt, var endnu ny for ham- fremmede. Den arrede hingst havde ikke den fjerneste anelse om hvor han var. Alt var godt nok for ham, så længe det var langt væk!

Musklerne var anspændte, og kunne tydeligt ses under det sorte skind. De mandelformede øre var presset i nakken, og hidsigt blev den sorte hale slået med. Hans anspændthed skyldes hans manglende tillid- hans sårbarhed over for verden og dets fjender. Rashn lyttede opmærksomt til hver en lyd der kom til hans øre, han indåndende dybt, og tog hver en lugt til sig. Intet ville han lade komme bag på ham; han ville ikke lade sig overraske over noget uventet. 

En fugl satte af fra en af de mange grene der strakte sig op mod himlen over den askegrå danser. Dens vinger flaksede ivrigt og bar den hastigt bort, hun nåede kun lige at få et glimt af den lille skabning og måtte knibe øjnene sammen mod de ellers få solstråler som slap igennem det tætte tag af grene og blade. De var ikke faldet endnu, de var endnu grønne og skærmede skovbunden mod himlen og solen og vinden – efteråret havde ikke stjålet træer og buskes blade endnu. Men det var stærkt på vej, luften var kølig og stemningen i Andromedas skove var ligesom skiftet. Dyrene gjorde klar til vinteren. De gyldne øjne observerede og sugede til sig, den eneste forberedelse hun selv kunne gøre sig var at spise godt med græs og måske finde en grotte at søge ly i på de værste nætter.

Men ligesom fuglen så var hun ganske fri og uden bekymring. Vinteren ville komme, med den kulden og sneen, og hun ville glæde sig ved den ligeså meget som hun glædede sig ved sommeren. Så ukompliceret var hun altså sat sammen, selvom hun også bar sider som endnu ikke havde fået lov at se dagens lys. I let tempo dansede hun frem mellem træerne, ad en sti som var usynlig men som hun kendte ganske godt.

word count 221

Lyden var svag, og en hver anden ville næppe have hørt dem allerede, men med en sans nede, blev de andre skærpede- og der ved kunne Rashn allerede nu høre de lette dunkende lyde imod den bløde skovbund. Lyden af lette hovslag. Tempoet bar en rytme med sig, en rytme Rashn lærte at kende fra skabning til skabning- fra sjæl til sjæl.
De mandelformede øre blev trykt længere ned i den sorte man, og en mere hvæsende lyd kom fra hingsten; han klar gjorde sig til hvad end der nu ville være ham i vente. Med langsomme skridt bevægede han sig frem, nu mere anspændt end før. Ej vidste han hvad dagen ville byde ham, men som altid var han beredt.
Med det svage syn han bar på det stadig eksisterende øje, spejdede han imellem træernes sløret stammer; han søgte den skikkelse, som han vidste ikke ville være langt fra ham længere. Lyden af af den rytme hovslagende lavede imod den bløde skovbund, afslørede denne fremmede, fra hvor den end måtte være. Endnu synes han ikke at opfange nogle bevægelser.
Den arrede hingst havde nu forlængst stoppet med at bevæge sig frem. Han havde søgt dybere ind i skyggerne, tættere på træernes stammer. Dog vidste han at lyset endnu denne dag, var for klar til at skjule ham. Han var blottet for øjet. Hvert et mærke, hvert et ar ville stå tydeligt frem på den sorte krop. Ej skammede han sig, dog ønskede han ikke at blive beskuet. Han gruede, hadede de dømmende og skuffede blikke, som han igennem livet var blevet betragtet med. Ej gad han flere.

Den grå rystede energisk sin ravnsorte manke mens hun endnu var i bevægelse. Hendes lyse hove bar hende i retningen mod det enorme bjergpas, et bjergpas som nu blev bevogtet af en hvis bjerghingst. Et lille smil strejfede hendes hvide mule. Det var først da at snerten af en fremmed duft nåede hende. Først var den så svag at hun nærmest forkastede den, men i sin opvækst alene havde hun hurtigt lært at opfange duften af andre sjæle selv når hun var på farten, for det var den askegrå ganske ofte. Hun drejede sine bløde ører, endnu ikke helt overbevist, men nysgerrigheden greb hurtigt. Ariel sænkede farten, hendes lette fodtrin blev langsommere mens de gyldne øjne søgte ind mellem stammerne omkring hende.

Der var ikke andet at se end solstråler og grene og blade. Og så selvfølgelig de lange skygger den enorme træstammer kastede over den bløde skovbund. Hun virrede let på sin følsomme næseborer da hun endelig standsede helt op for at lytte. Nej, duften var ikke til at tage fejl af. Der var en fremmed, en anden sjæl hun ikke var stødt på før og så endda højst sandsynligt ganske tæt på. Måske kunne den anden se hende ligenu? Den gav ingen lyd fra sig og flyttede heller ikke på sig. Den askegrås bløde ører blev hurtigt vippet fremad, de gyldne øjne gnistrede. Så tog hun de næste skridt ind mellem træerne, i den retning hun mente denne fremmede måtte befinde sig i.

word count 245

Håbet om at blot blive passeret, gled langsomt ud af den arrede hingst. Han lyttede til lydende- mest til en bestemt lyd. Lyden af disse hovslag- som endnu bevægede sig i en rytme. Det var en af let bygning. En der dansede let over skovens bløde bund. Lyden holdt op. Denne fremmede, der kun var kommet ham nærmere, havde stoppet sin dans over den bløde skovbund. De hvide tænder blev bidt hårdt sammen og ørene trykket i nakken. Let skar tænderne sig imod hinanden, en meget svag lyd ringede for hans øre. Knasende.
Da lyden af hovslagende igen kom frem. Nærmere. En mere advarende brummende lyd kom nu fra den arrede hingst! Hele situationen, var for ham ubehagelig. Han ønskede at være alene. Jo vist kunne han vende rundt nu, sætte tempoet op, og håbe på at denne fremmede ville forstå, at den ej skulle følge ham. Sådan en tempo det ville krave, var dog for risikabel så længe han ikke kendte området- i stedet tog han til den handling han var bedst til. Blot at vente passivt- eller næsten passivt.

Det han synes at have ventet på længe nu, dukkede op for hans sløret syn. En bevægelse imellem træernes store stammer; Øjet var rettet direkte imod den fremmede, han end ikke kunne se. Det eneste han opfangede var bevægelse- lyden af hovene der slog mod skovens bund; lyden af den fremmedes åndedrag.
Musklerne var anspændt, gradvist mere og mere i takt med den fremmede nærmede sig. De mandel formede øre blev presset langt ned i den sorte man og tænderne hårdt bidt sammen. Lyden af hans advarende brummen gav han sig nu tilkende.

Hun gled henover skovbunden som kun en indfødt kunne have gjort det. Den efterhånden lange, sorte man kildede let hendes slanke hals da hun strakte den en anelse. Hendes blik søgte stadig selvom hun forholdt sig tavs. Indtil videre. Duften blev ganske vidst forstærket i takt med de dansende skridt hun tog, nu lidt mere omhyggeligt. Ikke at hun listede sig frem, hun holdt sig fra skyggerne og var ganske tydelig trods hendes mørke skind. Den askegrå standsede for anden gang da lyden af en brummen nåede hendes bløde ører, en dyb og nærmest melankolsk bas. En hingst, hvilket duften selvfølgelig havde fortalt hende for længst. Men det var noget ganske andet at høre den andens stemme.

De ravgyldne øjne fik hurtigt øje på en mørk skikkelse mellem stammerne, selvom den med sin nuance ikke var let at skelne mellem skyggerne. Den fremmede sjæl ville næppe have hende tættere på, hvilket overraskede den askegrå en smule. Det var kun få sjæle hun havde mødt på sin vej der havde reageret sådan. Alligevel var dette anerledes end alle de andre gange, det mærkede hun allerede nu selvom hun knap kunne se den fremmede. En mild brummen lød fra hendes eget stemmebånd, ikke mange øjeblikke efter den mørke havde givet sig til kende. Den afslørede hendes nysgerrighed og alt hvad den grå ellers følte. Og så valgte hun ellers at blive stående, selvom det ikke lå til hende. Det måtte være en nyankommen, den mørke. Det ville forklare hans betænkelighed.

word count 248

Den fremmede, var mørk, hvilket havde forklaret hvorfor hun var kommet så nær, før han havde kunne se hendes sløret skikkelse. En mørk hoppe, der dansede let på tå. Endnu fremmede, og fremmede ville han helst have hende til at forblive.
Det markante og arrede hoved blev hævet op, da hendes lyse, milde brummen lød kort efter hans egen advarende. Hendes nysgerrighed var at spore i lyden, endnu vidste Rashn ikke om dette var en god ting- eller dårlig. Mange ville have opfanget det som varende positivt, men det blik Rashn havde på andre, var meget nemt at placere i kategorisere. Fjender. Alle var fjender til modsatte bevidst. Der efter kom de blot ind i kategorien over fremmede han havde stødt ind, som han helst ikke skulle støde ind i igen. Ensomt. Ensomheden var en lettelse, og end ikke her kunne den arrede hingst slappe af.

"Giv dig til kende!"

Lyden af hans stemme kom ud sammenbidt, dyb og hæs. Vrissende. Der var ikke meget at tage fejl af hos ham. End man kunne tydeligt kunne se ham, var advarslerne tydelige i sig selv. Han forholdt sig stille, men stadig lød den brummende advarsel. Den arrede hingst skulle være sikker på, at denne fremmede ikke trådte nærmere!

Den askegrå spidsede nysgerrigt ørerne da den fremmedes stemme formede ord. Han ville vide hvem hun var. Hendes navn ville næppe fortælle dette, de var fremmede for hinanden, men hun vidste at hun på sin vis kunne hjælpe ham. Hvis han virkelig var ny her, var ankommet på den samme mystiske måde som de fleste andre i landet inden for kort tid, så havde han højst sandsynligt brug for nogle svar. Den kendsgerning og hendes nysgerrighed forbød hende derfor at forlade stedet, hun ville se ham og høre hans navn og vide mere. For hende var de alle brødre og søstre.

”Jeg er Ariel.”

Men ingen sjæl var ens. Der var noget ganske unikt ved hans stemme, hun fornemmede skam hans afvisning, men han havde ikke bedt hende om at gå. Så hun blev altså tålmodigt stående, afventende og med gnistrende ravgyldne øjne som kun udviste den nysgerrighed og venlighed hun følte over for den fremmede sjæl. Han var altså sort. Men der var mere. Hendes stemme var lys og karakteristisk, uden tøven men med en varme som lå naturligt til den grå. Og en dæmrende munterhed, for trods hans tonefald så følte hun sig skam ganske heldig at have stødt ind i ham.

word count 206

Denne fremmede gav sig tilkende ved navn, og dette måtte Rashn stille sig tilfreds med. Ikke han behøvede et navn, navne var for ham ligegyldige. Han behøvede dem ikke. Hvad han forlangte var lyd, små bevægelser; for kun der kunne han fornemme hvem og hvor disse fremmede var i forhold til ham. Det svage lys gjorde ham blot endnu mere blind, og gjorde det for ham næsten umuligt at se; kun sløret stod hendes mørke skikkelse for ham.
Sammenbidt nikkede han, mens han fastholde det resterende øje på hende; det var blodsprængt, rødligt og alligevel lige så sløret for omverden, som han selv så. hans øje var ikke tydeligt. Det før brune øje var skadet og lå begravet i en hinde. Trods der ikke var meget at se så han direkte på hende, blikket var tomt, men anstrengt. Anstrengelserne ville dog koste ham dyrt; hvis han blev ved for længe. Sorte pletter dannede sig atter for hans sløret blik og han måtte for en stund lukke øjet i. Han mærkede svimmelheden, over sine anstrengelser for at se.
Opmærksomheden var stadig på den fremmede, og den tid det havde taget ham at genvinde anstrengelserne, havde han alligevel haft sin fulde opmærksomhed på denne fremmede. Ej i disse stunder han oplevede flere og flere af, lod han sig være sårbar. Han ville ikke lade sig overraske. Igen så hans intens på hende, men måtte gøre sig tilfreds med den sløret mørke skikkelse han kunne se. Dog var hun ikke kun mørk; der var lyse områder.

Selvom den fremmede havde lydt mild og sågar venlig havde det ikke fået den arrede hingst til at ændre mening, han stod stadig skjult- så godt han kunne, i skyggerne. Musklerne var anspændte og tænderne stadig bidt hårdt sammen. Ørene var endnu også presset hårdt i nakken, for kun at lade det ene øre lette en anelse for at lytte.
Der kom ingen yderligere respons fra Rashn. Ingen hilsen, og ingen gengivelse af navne udveksling. Han forholdt sig atter tavs.

Hun blev mødt af tavshed. Ariel stod længe og lyttede til stilheden, et kort øjeblik lød det næsten som om den flaksende fugl var vendt tilbage. Men der kom ikke flere ord fra den fremmede. Det havde hun alligevel ikke prøvet før. Et selskab der ikke ville tale? Hun vrikkede på ørerne, men smilte så svagt for sig selv. Stadig fandt hun hele situationen yderst interessant, og der var sandsynligvis intet den mørke kunne gøre for at ændre på det. Hvem mon han var? Hun kunne stadig ikke helt se hvordan han rigtig så ud, hans skikkelse stod halvt skjult af træerne og deres lange skygger. Han havde mærker. Så meget kunne hun se. Forsigtigt virrede hun på sin hvide, følsomme mule inden hun igen lod sin lyse stemme klinge, i præcis samme tonefald som før.

”Hvornår førte lyset dig hertil?”

Træernes grene svajede i vinden som i dag ikke var særlig kraftig. Hun spidsede yderligere ørerne. Flyttede en anelse på sig, en trippen sidelæns inden hun igen stod stille.

word count 172

Denne fremmede, som endnu var fremmede for ham, og skulle helst forblive sådan, blev. End bevægede hun sig ikke, hun gik ej videre. Næppe ville denne fremmede lade ham drage sig af ensomheden endnu. Hvorfor kunne være for ham svær at sige. Den arrede hingst forstod sig ikke selv på nærhed, nærvær eller lignende. Han var blevet mødt af modgang hele livet. Alligevel var han sluppet fra sine seneste handlinger- hvor vidt om det var godt eller skidt vidste han ikke. Troen, guderne ville nå ham på et tidspunkt. Ingen ville kunne slippe for sine gerninger. Det var hvad han var blevet fortalt, lært og opvokset med. Alle synder skulle straffes. Mærkes. Alligevel stod han her endnu, dog ikke som han var. Den tid var forbi.
Rashn lettede endnu ikke sin anspændthed, ej gjorde hans mistro. Hendes spørgsmål rungede i det indre på den sorte hingst. Hvordan kendte denne fremmede lyset? Det lys han havde troet ville være hans endeligt, ej som han havde forestillet sig. Det lys der havde ført ham væk, skånet ham fra sin straf. Skånet ham fra den død han var klar på at se i øjne.
Det var med et stift blik og endnu hårdt sammenbidte tænder han igen talte. Hans stemme var dyb og hæs, trods den kom sammenbidt ud.

"I går. Hvorfra kender du til lyset?!"

Det var sagt ud i en ordre. Han forlangte at kende netop dette svar. For hvordan kunne en fremmede vide om sådan en begivenhed. Mere arrig end før, kom en hvæsende lyd ud helt nede fra struben på den arrede hingst.

Skoven var meget tyst. Det virkede som om de var de eneste to skabninger i nærheden, selvom der højst sandsynligt skjulte sig andre levende dyr i træerne. Den askegrås øjne gled netop nu fra en af stammerne og op til træets top, op i mellem de tætte og mange grene. Der var ingen bekymring at finde hos hende, og det trods hendes noget anerledes selskab. Men et selskab var det, for stemmen talte til hende igen. Hun tog dog ikke blikket af grenene, i sin søgen på de små dyr som nu og da kunne ses pile rundt deroppe. Af nysgerrighed, af vane fordi hun følte sig som en del af denne skov, midt på Enophis. Alligevel endte det dog med at hendes gyldne blik fandt tilbage til den mørke skabning.

Han var altså ikke herfra. Og ganske rigtigt så havde han kun været her ganske kort, et døgn måske. Hun brummede dæmpet for sig selv i en blid tone mens hun tænkte, og stilheden igen sænkede sig over dem og mellem de gamle træer. Hun havde endnu ikke mødt nogen som havde reageret så voldsomt på deres rejse hertil, men hun kunne jo ikke vide hvad han havde med sig inden i. Og hun havde kun en svag fornemmelse af den forvirring en sådan omvæltning måtte skabe i en sjæl. Da hun svarede var hendes stemme stadig mild, men nu en tand mere alvorlig.

”De som kommer hertil fra andre verdener fortæller ofte om et lys, der bragte dem her. Lyset er en hellig sjæl som våger over vores verden, ser du.”

word count 265

Den arrede hingst havde kunne spørge pænt, og nok have været mere fortjent denne milde og venlige stemme denne fremmede bar sig. Ak, det gjorde han alligevel ikke. Rashn høfligheder var der ikke mange af, for ikke at sige de forlængst var glemt. For ham kom han ingen vejene med høflighed, ej var han kommet nogen vejene i det hele tiden. Rashn havde ingen fornemmelse for venlighed, han havde ingen fornemmelse for venskaber eller at have nogen kær. Dette var kun sammenbundet med svigt og smerter.
Hun svarede ham dog, og stadig mild og venlig- trods for hans arrighed. Dette var nok også det der fik den sorte hingst til at tage et skridt frem. Dette var dog ikke uden advarsel. En dyb og advarende brummen fulgte skoven med en lyd der var alt anden end behagelig. Lyden var dog rettet imod denne fremmede foran ham- hun skulle ikke tage initiativ til at nærme ham. Forhovene blev slået hårdt imod skovbunden og de mandelformede lå atter trykt fladt ned i den sorte man.

"Hvilket sted er der tale om? Hvem "de" tales der om?"

Normalt brugte Rashn ikke spørgsmål, men han måtte have afklaret det nu, nu hvor muligheden bød ham. Dette selskab han var blevet budt denne dag, var langt fra som det går dagen havde budt ham. Dette var ikke en med hukommelsetab, dette var næppe en der ikke vidste hvad hun lavede, eller hvad hun mente eller hvad hun tænkte. Den arrede hingst kunne næppe tro dette.
Rashn talte stadig igennem sammenbidte tænder, og lyden var endnu hæs og dyb. Der var ingen mildhed at sporer i hans toneleje, og dog heller denne gang nogle aggressioner. Stemmen var mere neutral- eller ville have lydt sådan, hvis det ikke havde været for de sammenbidte tænder.

En svag og tør raslen fra skovbunden lød, og den grå spidsede yderligere ørerne. Den mørke hingst havde nærmet sig en smule og afsløret en lille bid mere af sit udseende. Jo, der var helt bestemt mærker på ham. Hans reaktion forstærkede blot hendes nysgerrighed, hendes lyst til at dele hans selskab selvom han ligenu blot var en mørk skikkelse og særpræget stemme. Som om livet ligesom havde mærket den, sådan som hun fandt det hos få andre sjæle hun havde mødt. Men det skræmte skam ikke den grå. Det var der faktisk ikke rigtig noget, som gjorde.

”Vi er i et land kaldet Andromeda, hvor sjæle som dig fra helt andre lande dukker op ud af et lys. De fleste af beboerne her har haft samme oplevelse som dig, selvom historierne varierer. Det er dem jeg taler om.”

Ariels stemme blev en anelse lavere, selvom det hun fortalte ikke var nogen hemmelighed. Men den var stadig venlig og uden tøven, hans måde at reagere på prellede fuldstændigt af. Hun havde mødt flere spændende sjæle og ville ikke holde sig tilbage for at lære en ny at kende. Hvis han altså ville give hende lov.

word count 197

Den var kun svagt hans ene øre lettede en anelse fra nakken da hun talte. Hans brummen var holdt inde igen, da hun ikke havde nærmet sig da han tog frem. End havde denne fremmede mørke ikke taget et skridt frem imod ham, og så længe hun ikke gjorde ville det gå an. Selvom afstanden var blevet lagt med kortere afstand, ikke andet end var skridt dog, var den arrede hingst stadig anspændt, og lige nu gav han ingen tegn til de meter der var imellem dem, skulle blive færre.
Det forekom for Rashn svært at forestille sig at andre havde oplevet som han. Hvis de var som ham, ville dette sted blot være som det gamle; som han netop havde frigjort sig fra. Ved denne tanke spændte han blot mere op, og de mandelformede øre blev presset længere ned i manen. De hvide tænder blev skæret imod hinanden, så han selv kunne høre den knasende lyd, som de efterlod sig. Det behagede ham bestemt ikke, at have en tanke om at dette fremmede land, blot var som hans gamle. Han ville ikke stille yderligere spørgsmål; hvis andre var som han nu troede, ville han blot holde sig længere fra dem. Skabe mere afstand end han allerede havde gjort.
Stemmen denne fremmede talte med var endnu mild og venlig- men det pralede blot af på den arrede hingst. Hun var som alle andre dømt. Dømt inden han overhoved havde hørt hende, set hendes sløret mørke skikkelse. Hun var blot en af alle de andre. En af dem han næppe havde i sinde at løbe ind i igen. Han ville gøre hvad han kunne for at undgå sådan. Hun var blot en af de mange han nok ville møde. Intet mere.