Voyager of Obsession

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Scared
Weather: Cold, Windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Hvis der var noget, som D'zard var god til - så var det at skjule sig. Hun havde været væk længe, og havde bestemt ikke nogen intentioner, om at skulle findes lige på nuværende tidspunkt. Det var egentligt ikke fordi, at nogen som sådan havde generet hende. Det var bare hende. Alt ved dette land, gjorde hende rædselslagen, og det var bestemt ikke noget godt tegn. Bestemt ikke, når man tænkte på hvilke frustrerende scenarier, at denne hoppe havde været i gennem. Der var intet, som kunne hjælpe hende videre. Hun var endt her, af en grund. Intet andet.

Hvis man kendte noget som helst til D'zard, så vidste man, at det var en god idé ikke at komme hende nær. Det at holde noget afstand, ville være en yderst god idé, eftersom hun ikke var til at regne med. Næ, det var bestemt ikke fordi hun var ondsindet, men af erfaring viste det sig, at hun bestemt ikke var god til nærgående individer, og derved trivedes hun bedre med heste, som holdte sig på afstand fra hende.
De endegyldiger stemmer i hendes hoved, havde endnu ikke fundet sig til rette. Hver og en dag, var en kamp uden lige, for at undgå de mange stemmer, som prægede hendes sind. De plagende, hvislende stemmer. De var bebrejdende. De var kritiske. De var ondsindede. De var sande. 

,,Der er nogen derude, Sorte," 

Stemmen i det yderst dystre sind, havde fået lov, at tale. Hendes øjne vandrede rundt i området. Hendes øjne - de vansirede - lod sig overvåge det område, som lå foran hende. Mørkets frembrud, havde det med at komme tidligere, nu da det ikke længere var sommer. Efteråret havde nu indtrådt, og dette behagede D'zard.
Det betød, at hun nu kunne gemme sig. Det betød at dagene var korte, og derved ville solen bestemt ikke have meget at skulle have sagt. Det hele ville være perfekt. Sådan da.

,,De vil ikke vise dig nåde. De vil ikke hjælpe dig, Sorte,"

D'zard var en enespænder. En særling. En mærkværdig skabning. Dette kunne bestemt ikke benægtes. Dette var en kendsgerning, som Nattens Vansirerede Datter, måtte leve med. Noget, som hun ikke kunne komme uden om. Noget, som ville forfølge hende resten af hendes ensomme liv.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
 " there is no darkness, but ignorance "

Mørket.. det var en befrielse for den arrede hingst. Mørket skjulte ham, han kunne om så at sige, gå i et med det. Ikke længere behøvede han søge de lange skygger i de tætteste skove. Natten gjorde ham fri. Mørket kunne være en forbandelse, for selvom han nød at være i skjul, kunne han ikke se frem for sig. Det svage syn, den arrede hingst havde på det resterende øje, svigtede endnu mere i mørket. Det sløret billede var hvikset ud, og kun tydelige bevægelses ville han nu kunne se. Det manglede syn var endnu en stor svaghed for Rashn. Hvor end han nød at hans andre sanser var blevet skarpere, kunne han ikke længere se. Han kunne ikke se de der vovede hans selskab- ej heller kunne han længere se de dømmende blikke, skuffelserne; hvilket var en befrielse. Generelt, var det en blandet følelse den sorte hingst havde om sit syn, eller mangel på dette.

Det var med forsigtige skridt Rashn bevægede sig frem, han følte jorden under sine mørke hove, trådte frem med varsomhed for hvert et skridt. Hver en lugt tog han til sig, hver en lyd i det ellers stille mørke. Anspændt bevægede han sig frem i dette fremmede land. De mandel formede øre var trykket langt ned i nakken, næsten gemt i den sorte man. Musklerne spillede anspændt under det arrede skind. Aldrig kunne han slappe af, ikke helt, end ikke de steder han følte sig mest tryk.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Scared
Weather: Cold, Windy.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Det var bestemt ingen hemmelighed, at D'zard var en sky sjæl. Hendes sind var bestemt ikke til at regne med, og dette gjorde også at hun befandt sig kun godt, når hun var sig selv og ikke blev forstyrret af nogen andre omkring sig. Lyde af knækkende kviste, var noget, som kunne skræmme livet ud af denne spinkle hoppe. Hun var altid på vagt overfor fremmede, hvis de pludselig uanmeldt dukkede op. Når det så var sagt, så var det også rart, at vide at der kunne være nogle andre heste i nærheden, så hun ikke var alene, hvis hun blev angrebet af rovdyr. Hvis hun mødte en bjørn eller en flok ulve, kunne hun sagtens blive overmandet og derved miste slaget om kamp om livet.

Den kønne, spinkle hest havde det med, at være meget forsigtig, med hvor hun befandt sig og ikke være for opsigtsvækkende. Hendes ravnesorte pels, gjorde det derfor nemt, at befinde sig rundt omkring blandt træerne om natten. De kunne ikke se hende. Det eneste de ville ligge mærke til, ville være de vansirede øjne, som hun var i besiddelse af. Dette var hendes forbandelse. Hendes endegyldige forbandelse, som hun aldrig ville kunne slippe af med, uanset hvor meget hun end ønskede det.
Ude i det dunkle, havde der ikke før været antræk til livstegn, men nu kunne hun så småt begynde at høre tegn på liv. Tegn på, at hun ikke var alene i dette område, trods hun havde troet på, at det var et sikret område for hende. De sorte, korte øre lagde sig let ned, mens hun nervøst så i mod lyden. Hun stivnede og holdte vejret, for ikke at gøre sig bemærket. Men udfra mørket, kom en skikkelse gående.

"Undskyld. Det er ikke min mening, at trodse din vej," 

Det kom meget naturligt til D'zard at undskylde for sin eksistens. Dette var bestemt ikke noget nyt. Hun beklagede sig aldrig, over at andre var i vejen. Næ, dette var hendes værk. Dette var hendes skyld - og der nærmede sig nu en hingst, med hvide flagrende, bånd om benene, og med et anderledes udseende, som igen mindede meget om hendes da han var sort som natten. Lige som hende selv. Men det gjorde ikke, at hun stolede på ham. Dette var bestemt ikke godt.
Hun blev fortalt af stemmerne hele tiden, at de som lignede hende, aldrig ville acceptere hende, fordi hun var vanskabt. Hun passede ikke ind. 

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
 " there is no darkness, but ignorance "

Ensomhed var et fortrukne for den arrede hingst, selvom dette ofte var svært at undgå. På de tre dage han nu havde betrådt disse jorde, havde han allerede stødt på to, og denne nat bragte endnu. Tanken om at alle her vandrede alene slog ham. For endnu havde han ikke set tegn på flokke, broderskabe eller troende. Alle kom her til alene. Det var i hvert fald sådan den arrede hingst havde forstået det. Hvad andre bragte med sig var for han ligegyldig- Rashn åndende kun for at overleve. En dag, bringe den retfærdighed han mente hørte til. Den retfærdighed han havde gjort krav på hvor han kom fra, den retfærdigheddom han havde været klar på at blive skænket, men frelst for. Hvofor, var for ham endnu meget uvis. End vidste han ikke hvordan han skulle takle det, for han fortjente at blive mærket igen. Han fortjente døden, det ville være den retfærdighed der ville komme af hans synder, af hans handling.

Ensomhed. Endnu en aften blev præget med liv; godt havde den arrede hingst hørt denne fremmede i mørket. Dog ikke set; han havde fornemmet lugten. En genkendelig lugt af liv.
Det der overraskede den arrede hingst mest, var han ikke havde formået at opdage denne fremmede helt i tide. Denne gik som ham, i et med mørket og ingen tydelige bevægelser havde afsløret position. Musklerne var langt mere anspændt nu, og de mandelformede øre trykt hårdt i nakken. En dyb og advarende brummen, næsten hvæsende kom fra den arrede hingst, da han hørte denne stemme i mørket. En undskyldning, selvom en undskyldning for ham ej var nok nu. Famlende lod han sit øje vakle i mørket for at spotte denne fremmede, end kom intet til ham.

"Giv dig til kende!"

Kom en hvæsende, hæs og dyb lyd ud fra de hårdt sammenbidte tænder. Rashn var allerede nu forberedt på et uset angreb. Han lyttede intens efter lyden af dens andens åndedrag, i det han stampede forbenene hårdt i jorden. Stille stod han nu, og forgæves forsøgte at finde denne fremmede i mørket; finde ud af hvor den var i forhold til ham.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Scared
Weather: Cold, Windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Hvordan ville nogen nogensinde, kunne elske en som var så vansiret, som D'zard? Jo, det spørgsmål stillede hun tit sig selv. Hun var ikke værd at elske. Hun var blot en omvandrende hvileløs sjæl, som ingen ro ville kunne finde. Hun var en vanskabning. En bastard. Født af en mægtig hingst. Datter af en guddommelig smuk hoppe. Hendes familie var skuffet over hende. Det vidste hun godt.
Man kunne ikke benægte, at denne hoppe havde det svært. For om nogen andre, så havde hun det godt nok svært. Livet var en endeløs kamp, mod de som ikke kunne acceptere hendes fejl. Hendes udseende var langt fra acceptabelt i sær ikke når man tænkte på, hvilken afstamning hun var af. Hendes forfædre havde ædel-stamme, som gerne skulle bygges videre på og det havde D'zard nu gjort en stopper for. Hun havde ødelagt, de gener, som hun ellers skulle føre videre i livet.

Det var en hingst, som befandt sig ude i det dunkle. Den hvæsnede stemme. Den maskuline, dybe toneleje var ikke til at tage fejl af. Og han var bestemt ikke glad. Hun nærmede sig ham ikke - men han kom nærmere og nu kunne hun se, at han ikke var meget højere end hende selv. Det var måske få centimetere. Det beroligede hende dog ikke, fordi han var stadig højt-rangerede over hende.
Hendes underdanighed fremtonede sig ved, at hun sænkede hovedet. Tøvende lod hun blikket glide i mod ham, mens hun sukkede. Nu kunne han se hende. Om ikke andet hendes to-farvede øjne, som de fleste ville ligge mærke til som det først.

,,Mine øjne er ikke normale. Det beklager jeg. Du skal ikke se på dem, Herre," 

Ydmyg var hendes stemme, og stadig ganske undskyldende. Hun ville ikke have, at han skulle føle, at hun ville ham noget ondt. Hun ville ham nemlig intet ondt. Hun ønskede ingen noget ondt. Desværre, var der mange som misforstod den unge hoppe, eftersom at hun havde det med at være så skrækslagen som hun var. De fleste begyndte at føle mistro til hende, og se hende som værende noget farligt, men D'zards sind var mildt. Hun ville ikke kunne gøre en flue fortræd. Ikke længere.

,,D'zard, er mit navn, Herre." 

Alt ved hendes lyse, spinkle stemme, fremtonede, at hun ingen trussel var. At hun ingen som helst farer, kunne udgøre. Det samme erkendte hendes fremtoning. Hendes ydmyge, underdanige position. 

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
 " there is no darkness, but ignorance "

Solidt stod alle fire ben fast på jorden nu, han stod ganske stille. Den arrede hingst havde ikke den store anelse om hvor denne fremmede præcis befandt sig i forhold til ham, dog vidste han han var umådelig tæt på hende. Alt for tæt, i forhold til hans mening; alligevel kunne han ikke gøre meget ved det nu. Afstanden ville for andre være lang, men Rashn fortræk flere meters afstand, hvis der skulle være nogen. Valgte han helt selv, ville han være alene. Ikke blot drage alene rundt, nej helt alene. Ingen levende væsner, for uden ham selv. Måske døden havde været den rigtige vej, det han ønskede mest- og dette var hans straf.
De mandelformede øre lettede sig ikke væk fra nakken, end ikke da hendes lyse og svage stemme lød. Skælvende kunne hun lyde, som var hun bange- God grund, for Rashn kropssprog udtrykte ikke en mild og varmhjertet hingst. Han var afvisende og kold. Parader var slået op. I hendes stemme fik Rashn til at kunne placere hende, og det arrede hoved blev nu løftet højt. Blikket blev vendt direkte imod skabningen, og denne gang fornemmede han en bevægelse. For hans sløret blik var det ikke tydeligt. Han vidste han måtte anstrenge sig hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at tyde denne mørke fremmede; men dette ville koste ham dyrt- og lige nu alt for dyrt. I stedet gav Rashn sig hen til sine andre sanser. han lyttede til hendes vejrtrækning, lyttede efter hendes hjerteslag. Koncentreret gav han sig hen, for at finde rytmen.

Hvad mente hun med hendes øjne? Rashn ville nødig fremtone allerede nu med sit handicap, men hvorfor skulle han beskue hendes øjne? Næppe kunne disse være værre end hans, eller mandel på. Den arrede hingst havde kun et øje, og der hvor det andet skulle have siddet var kom et dybt sort hul. Det resterende øje var beskadet voldsomt, og gjorde ham næsten blind. Det blodsprængte øje var dækket af en hinde. Blikket var tomt og stirrende, og alligevel så han intet, selvom det kunne synes han stirrede direkte igennem en.

"Jeg er ej din herre. Jeg kan ikke se dine øjne. Jeg kan ikke dømme dem. Du kan blot se mit, og sige om det er værd at dømme!"

Hans stemme var satdig dyb og hæs og sagt igennem sammenbidte tænder, dette fik tonelejet til at lyde alt andet end venligt. Selvom den arrede hingst ikke virkede venlig, var han heller ej ond. I hans ord ville det kunne spejles. Ej følte Rashn sig hævet over andre, og andre var ikke hævet over ham.
Jo vist dømte han, men ej dømte han på udseender eller personlighed. Han dømte ikke andre for at være til. Rashn dømte alle til fjender til modsatte var vist, og der efter- blot en han havde mødt. Ingen relationer, ingen følelser. Rashn var tom. Alene.
Hendes underkastelse var stor, selvom hun ingen fare udgjorde løsnede den arrede hingst endnu ikke op. Aldrig ville han kunne slappe af.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Frightened
Weather: Cold, Windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Selvom, at det var en mørk aften og denne hoppe var så godt som usynlig i mørket, så ville man godt kunne tyde hendes to farvede øjne. Men det krævede, at hun så på en. Hun prøvede at lade være, med at have øjenkontakt med andre individer, eftersom at hun godt vidste, at hun var kun til besvær. D'zard havde én regel i sit ensomme liv. Den regel, var at hun ikke knyttede sig til nogen. Det kunne hun ikke tillade. Ikke fordi hun var bange for, at skulle såres - men hun ville ikke belaste nogen anden med hendes væsen. Hun ville ikke have, at de skulle føle, at de hang på hende. Hun ville ikke være en belastning.
Derfor kunne det gå hen og blive yderst ensom, at være D'zard. Ingen venner. Ingen familie. Ingen som helst ting. Det var hendes levevilkår. Ikke at hun selv havde valgt dem, for hvis hun selv kunne vælge - så havde hun aldrig nogensinde valgt, at skulle leve det liv. Ingen skulle prøve at leve sådan, som hun gjorde. Og endnu mere, så skulle ingen se hvor ynkelig hun var. Det skulle de ikke belemres med. Det fortjente de på ingen som helst måde.

Tydeligt var det at se, at denne hingst bestemt ikke var helt tilfreds med hendes tilstedeværelse. Hun forstod ham godt. Hun fortrød også med det samme, at hun overhovedet havde sagt noget. Måske havde han da ikke opdaget hende? Det var det vi sagde, Sorte. De viser ingen nåde. Du hører ikke til her. Se at komme væk. Lyden af de hvislende stemmer i hendes sind kunne ikke længere holdes ude af hendes sind. Hun stivnede skræmt i den underdanige position. Hendes øjne fangede hans, i det at han var faretruende tæt på. Det var som om, at hun ikke helt hørte hans snakken. At han ingen Herre var. Men da sagde, han pludselig noget til sidst, som hun vendte pinagtigt det hvide ud af øjnene. Hun hævede hovedet forsigtigt, mens hun med sine vansirede øjne lod ham beskue dem.
Hun kunne intet se ved ham, som var så vanskabt som ved hende. Hun ville vise ham, at han aldrig ville kunne sammenlignes med hendes gyselighed.

,,Jeg har ingen ret til at dømme nogen. Det må jeg ikke," 

Man kunne meget hurtigt tro, at det var sådan hun var oplært, og det var delvist også. Men hun dømte ganske enkelt aldrig; det var ikke tilladt. Hvis ikke man kunne høre selvbebrejdelsen, så var der noget galt. D'zard skulle nok på alle mulige måder, give sig selv skylden - og det var okay. Sådan var hun opvokset. Hvis nogen skulle have vand ved søerne, så træk hun sig og ventede på der ikke var nogen tilbage. De skulle ikke se hende. De skulle ikke føle sig tvunget til at se på hende.
Når man så ordentligt  efter, så kunne man godt se, at denne hoppe var meget spinkel. Hun var også lille af bygning, men hun var tynd. For tynd. Man ville i dagslyset kunne tyde hendes markerede ribben, hvilket var et tegn på magerhed.

,,Du ... du må ikke gøre mig fortræd," 

Stemmen var pinagtig, som havde han gjort hende ondt. Hendes frygt lyste ud af øjnene på hende.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
 " there is no darkness, but ignorance "

To skabninger, der i virkelighed nok næsten var lige bange for hinanden. Den arrede hingst var ikke bange for hende direkte, men og om han i det hele taget var rigtig bange var svær at sige. Alligevel var han utryg, utryg ved andre; men i stedet for at overgive sig som denne fremmede, reagerede han aggressivt. Brugte frygt fra andre, til at holde dem på afstand. Han tillod ikke nærhed- han kendte ikke til det som mange andre. Han stolede på ingen.
Han kunne nemt at have sparket ud efter hende, bidt sig fast i struben på denne fremmede; men hendes skrøbelige tilværelse gjorde ingen af disse nødvendigt. Han behøvede ikke fare ud efter hende. End kunne han ikke se hende, hvilket var en vanskelighed for ham. Intet sløret billede dukkede op, kun svage bevægelser kunne han se i det mørke han var draget af- det mørke han selv nemt kunne gå skjult i. Dog ikke så skjult som denne mørke skabning var for ham. Det svage syn gjorde ham blind over for hende i nattens mørke, i skyggerne var hun skjult for ham- og end kunne han ikke se hvad hendes øjne bragte. Den arrede hingst kunne ikke forestille sig hvad der ville være med disse. Rashn havde ikke selv længere kønne brune øjne, som han en gang bar. Ak, han havde ikke øjne- men et øje. Blodsprængt, såret og næsten blind. Det andet var væk. Revet ud og kun et ar tilbage. Et dybt hold var hvad der var blevet efterladt i hans højre side.

"Ingen har i sandhed ret til at dømme- og dog gør vi alligevel. Hvordan kan vi lade være, når det er en del af vores natur? Jeg dømmer alle, og ingen har i sandhed fortjent den dom jeg giver."

Rashn talte med en dyb stemme, hæs. Denne gang var forskellen blot at tænderne ikke længere var bidt hårdt sammen. Denne skrøbelige skabning, skjult i mørket, udgjorde ingen trussel. Alligevel var hun for tæt på. Rashn havde dømt afstanden udfra lyden af hendes stemme- og selvom der var en afstand imellem dem, var den for lille. Det gav en stærk følelse af ubehag.

"Jeg gør dig kun fortrød, hvis du er en trussel."

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Frightened
Weather: Cold, Windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Trods mødet på ingen måde, var noget som D'zard havde forudset - så havde hun også godt kunne ligge to og to sammen - og derved vide, at man altså ikke bare lige kunne undgå alle levende væsner. Hun prøvede, men dette var altså en umulig affære. Dog, så kunne hun da altid håbe på at der måske dukkede en hest op, som bare ville traske videre og lade hende være. Ikke fordi hun ville ønske hun var alene, men hun ville ønske hun var normal, for så ville hun måske kunne være i nærheden af andre. Men tilliden var væk. Den var fuldkommen visnet, og derfor var det et held, hvis man kunne have en nogenlunde afslappet D'zard foran sig. Hun stod altid fuldkommen anspændt, som var der nogen der skulle til at angribe hende.

Hingsten foran hende lignede tilmed en som ikke ville være bleg for at hugge efter hende. Men hun ville på ingen måde, udgøre nogen trussel overfor ham. Hun ville ikke have en jordisk chance, om hun så kæmpede for det.

,,Og du dømmer udfra hvilken adfærd man har?" 

Faktisk kom det lidt som et chok for hende, at hun pludselig spurgte ham, og hun tog det hurtigt til sig igen, ved panisk at sænke hovedet. Man kunne uden tvivl se, at hun undskyldte mange gange, for at overhovedet at spørge hingsten. Dette var ikke tilladt. Det kunne hun ikke. Det var dybt ubehøvlet, og det var på ingen måde acceptabelt. Indvendigt straffede hun sig selv, og man kunne tydeligt - hvis man så efter - tyde det i gennem det krampagtige bevægelser hun gjorde sig.
Hendes vansirerede øjne turde ikke fange hans, i angst for, at han ville straffe hende. Hun ventede sågar på, at han enten verbalt eller fysisk ville sætte hende på plads, og hun lod ørene glide let ud til siden.

,,Ingen trussel er jeg, det lover jeg dig," 

En næsten pibende lyd kom fra hende. Trods D'zard var en god heste-kender, så var hun stadig ikke bevidst om, at denne hingst måske delte flere særheder, som hende selv. Hun troede kun det var hende, som holdte sig for sig selv. Enten var der gnavne heste, som bare ville undgå nogen som hende - men denne hingst var noget lig hende. Ikke meget, men det kunne tyde sådan.
Hun måtte ikke tænke sådan, men sagen var egentligt den, at han heller ikke ønskede selskab. Det ville man hurtigt kunne læse, hvis man lagde mærke til hans væsen, adfærd.

,,Det er okay, hvis du kalder mig Sorte. Det kalder de mig,"

Hvis man ikke vidste hvem de var, så var det stemmerne, som fyldte hendes sind og forstyrrede alt i hendes eksistens. Det var dem som drev hende, det var dem som fortalte hende, at hun skulle undgå al kontakt med andre levende væsner. Det var dem, som fortalte hende, at hun ikke var god nok. At hun var en vanskabning. De stemmer var alle sammen hendes underbevidsthed, som havde tabt al respekt for hendes væsen og hendes eksistens.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
 " there is no darkness, but ignorance "

Det ville have været langt mere høfligt hvis det blot var sådan, at han dømte ud fra deres adfærd. Alle var dog dømt på forhånd, også disse han ikke havde mødt endnu. Den arrede hingst var om så at sige ikke venligsindet over for fremmede, eller andre på sin vis. Hvorfor skulle han. I alt den tid han havde levet, havde han ikke andet end foragtet dem der var omkring ham. Skuffet dem alle, og straffet for sine handlinger. Sine synder. Alt dette havde skubbet Rashn ud over kantet, drevet ham til den vanvid han i sandhed levede i nu. Den angst, frygt han følte- det tomrum der var efterladt efter den svigt han havde følt. Tabt og pint vandrede han nu, søgte en dybere mening med hans stadige eksistens.

Det ene øre havde lettet en anelse fra nakken på sned, blot for at lytte til hendes ord. Lige så meget for at lytte hvad hun sagde, som for at vide hun endnu befandt sig hvor han havde placeret hende. Hun rørte ikke meget på sig, ej gjorde han. Med alle fire hove plantet solidt i jorden stod han helt stille på stedet. Kun hans brystkasse hævede sig i takt med hans vejrtrækning. Dog var den arrede hingst anspændt, og der skulle ikke andet til end en pludselig bevægelse, eller ændring hos denne hoppe før han var klar på at angribe, klar på at springe. Han lyttede til omgivelserne omkring, for en overraskelse ville ikke være tilladt. Det uventede kun let blive hans endeligt. Det ville være umuligt ikke at være klar.

"Alle er dømt inden jeg møder dem. Så længe de lever, trækker vejret er de for mig en fjende. En jeg har mødt er blot det du er blevet til, ved ej at have angrebet- ved ej at have taget et skridt yderligere. End kan jeg ikke se dig, men jeg ved hvor du står- jeg hører hver en bevægelse du foretager dig. At dømme udfra adfærd gør jeg."

Rashn stirrede endnu ud i mørket, der virkede så uendeligt. Han holdt stadig øje med bevægelserne han kunne fange i sit sløret billede af omverden. Hendes mørke skind gjorde det svært. Han opfangede ikke hendes kropssprog som en anden ville, han kunne ikke se den. Der ved måtte han gøre sig tilfreds med det han kunne opfange ved lyd, ved fornemmelse.
Denne sorte skabning, hvilket også viste sig at være hendes kaldenavn, for ham blot en fremmede, garanterede for hun ikke var en trussel. Den arrede hingst havde fornemmet dette. Hendes svage stemme, hendes mangel på selvværd. Der var mange ting der tydede på hun ikke ville gøre ham noget; og hvis blot han havde haft lidt større fordel; havde hun måske været hvid, eller det havde været lyst- havde Rashn kunne slappe en anelse mere af.

"For mig er navne ligegyldige, status er for mig ligegyldig. Andre er for dens sags skyld mig lige gyldige. Du kunne være jordens venligste, smukkeste skabning. Mest forførende og alligevel ville du være mig lige gyldig. Du ville være mig lige gyldig ved blot at være der. Ligegyldig er fjender, som andre levende væsner. Jeg behøver aldrig at kende dig, og du heller ej mig. Jeg behøver ingen."

Den hæse og dybe stemme talte, han talte i et roligt toneleje. Der var ingen grund for denne ligegyldighed talen, men samme tid konfronterede han også for hende, hun ikke behøvede at fortælle om hende selv. End behøvede hun ikke spørge for hans navn. Dette ville ikke være noget hun nogen sinde ville få brug for. Ingen ville. Hans navn var hans, og alligevel fuldstændig ligegyldigt.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Frightened
Weather: Cold, Windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Anerledes var det at møde et væsen, så fraværende som denne hingst. Han var ikke som de andre. Han ønskede ingen forhold til dem, som han var i selskab med. Han ønskede ikke at have kendskab til D'zard. Dette stak selvfølgelig ubehageligt dybt inde i hendes knuste hjerte. Det var han ikke den eneste, som ikke ville. Hun bebrejdede sig selv. Havde hun været guddommelig køn, så havde det været en anden snak. Det var hun helt sikker på, eftersom at de fleste løj sig uden om svære situationer. Hun vidste godt, at hendes udseende bestemt ikke var opsigtsvækkende. Hun havde ingen kendetegnene aftegn. Det eneste som kendetegnede hendes ensformige skikkelse, var de to farvede øjne, som hun var i besiddelse af.
Hver eneste dag bad hun om, at de ville blive skiftet ud. Med måske blot et hvidt aftegn ved benet? En lille hvid snip på mulen? Bare det mindste. Bare hun kunne slippe af med hendes vansirerede øjne. 

,,Jeg skal nok holde afstand til dig. Jeg er ikke vant til nærkontakt,"

Nærkontakt var det egentligt ikke engang, men det var sandt, at hoppen bestemt ikke var glad for nogen nærmede sig hende. Det var ingen hemmelighed. Hun var ingen særlig, og dette fik den mørke hingst hurtigt repeteret. Hun vidste det godt, og bebrejdede ham ikke på nogen måde. 
I mange år havde D'zard levet alene, og derfor var hun blevet en mærkværdig skabning, som ingen idé havde om hvordan det var at leve i flokkevis. Hun anede ikke hvordan det var at være en del af noget. At have et forhold til nogen andre. At være holdt af. Hun ønskede det, men det kunne hun ikke forlange. Hun var blot taknemmelig for, at de fleste i denne verdenen undgik hende og ikke angreb hende, som hun før i tiden havde været vant til. 

,,Så vil jeg ikke kalde dig ved noget navn,"

Hendes milde tone var en stor kontrast i forhold til hans. Trods hendes ynkelige, dystre skikkelse så havde hun en så fin og blød stemme, som gjorde det behageligt for de fleste at lytte til hende. D'zard var aldrig til meget besvær og hun begyndte ikke at prikke til nogen, hvis de ikke ville fortælle alt om dem selv. Hun ønskede ikke snage i noget, som ikke vedrørte hende. 

,,Jeg har levet alene i hele min levetid. Jeg kender ikke til at være glad for nogen. At være knyttet. Jeg forstår ikke, at nogen kan blive det." 

Måske sagde hun for meget nu? Det ville sikkert skræmme ham væk, men på en måde havde D'zard brug for, at gøre ham sikker på, at det var okay ikke at ville være knyttet til noget andet væsen end sig selv. 

,,Jeg stoler ikke på nogen,"

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
 " there is no darkness, but ignorance "

Under omstændighederne kunne der være meget lig ved de to sorte skabninger, som de stod i mørket. Ingen af dem brød synderlig meget om det, og egentlig ville de begge helst være ladt alene. Hvorfor de ikke bare var blevet enige om at gå i hver sin retning, var et godt spørgsmål. På de tre dage han havde betrådt disse jorde havde han formået at rende ind i tre andre skabninger. Hver og en på sin måde. De havde alle skilt sig ud fra hvad, der for Rashn forekom normal. Det var ikke normalt i den verden han kom fra, det kunne nemt være det her. Alle kunne bærer noget i rygsækken, taget noget med sig, som Rashn selv havde. Alligevel var han ligeglad. Det betød ham intet hvad de andre havde af skavanker, hvad de kunne lide og hvad de ikke kunne. Fuldstændig lige glad med alle andre levende organismer var hvad den arrede hingst var. Havde han givet sig selv lov, havde han kunne bekymre sig om hver og en, lytte til alt hvad de havde at fortælle og selv dele. I stedet lyttede han nu med det ene øre, og var det godt nok kunne han svare vedkommende- der efter ville det blot blive lukket ud af det andet øre igen. Han ville ikke belemre sig med at huske på alt han hørte. Han ville ikke belemre sig med andre.

Denne fremmede i mørket, synes at have respekt. Som ham brød hun sig ikke om nær kontakt, og sådan skulle det blive. Det var blevet sådan uanset hvad. Det var blot lettere med dem der samarbejdede. Endnu lettere med dem, der selv foretræk afstanden. Eller foretræk ensomheden som han selv. På mange måder ville dette selskab, måske have været det bedste han kunne få; alligevel ville han helst have været foruden. Intet havde direkte noget med denne sorte hoppe at gøre. Hun kunne vel egentlig ikke gøre for hvordan han var, og måske i sandhed heller ikke hvordan hun var.
Med et mekanisk nik afgjorde han hendes ord. Afstanden ville ikke blive mindre fra hans side, ej heller fra hendes. Det var fastgjort.

"At være knyttet til andre betyder kun skuffelser og svigt. Pris dig lykkelig for ikke at have kendt til ligende. Jeg stoler heller ej på nogen. Man har kun sig selv. Med andre kommer smerten, forræderi. Alene stor man ikke til ansvar for nogen andre end sig selv."

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Frightened
Weather: Cold, Windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Havde den spinkle hoppe blot valgt en anden vej, at befærde sig på - så havde hun måske ikke stødt på hingsten, som bestemt ikke virkede tilfreds med hendes  eksistens. Han virkede bestemt ikke tilfreds med noget som helst, men det forstod den ravnesorte hoppe bedre end mange andre. Hun kunne godt forstå, hvis hingsten foran hende bestemt ikke var glad for selskab. For nærhed. Nærhed, var ikke noget D'zard beskæftigede sig med. Hun holdte sig fra alt hvad der hed fysisk kontakt. Det var aldrig noget, som ville sige hende noget som helst.
Hvis hun nu blot havde været opvokset i ren og skær ubetinget kærlighed, så var hendes liv nok langt mere anerledes. Desværre for D'zard havde hun trukket det korteste strå. Det var for sent for sådan en som hende, nogensinde at kunne blive normal igen. At nogensinde blive elsket. Blive holdt af. Hun behøvede det ikke. Det ville hun i hvert fald ikke tro på, at hun gjorde. For hun kendte intet til det, og derfor var det for hende fremmedet.

,,Jeg hører ikke til nogen steder. Jeg er en vanskabning. Et monster," 

Selvom man skulle tro, at hun ville lyde trist over sin situation, så havde hun affundet sig med det. Det eneste som huserede rundt i hendes hvileløse korpus, var udelukkende skrækken, for at hingsten ville gøre noget ved hende. Hvad nu hvis han ønskede at gøre hende ondt? Fordi hun ikke var normal? Han ville ikke være den første og heller ej den sidste.
Vinden rev let i hendes sorte, let bølgede man. Hendes åndedræt var hektisk, jappende. Brystkassen hævede sig med korte mellemrum. Alt tydede på, at hendes puls var ganske høj. De let blodsprængte øjne, var også endnu et tegn på stress-faktoren. De udspildede næsebor, havde spor af blod, eftersom hele hendes krop havde været gået i chok. Især da hingsten faretruende havde nærmet sig hende og derefter havde virket langt mere fjendtlig end venlig. Hun behøvede ingen venlighed, hun behøvede bare fred. Hun havde blot brug for, at nogen accepterede, at hun nok skulle holde sig væk. Det var ikke tilladt for en som hende, at komme nær andre. Ikke hvis man så ud som hende. Så var intet tilladt.

,,Om jeg ønskede at kunne leve sådan, så er det ikke acceptabelt," 

Hendes pibende lyde, var ikke for ynke sig selv ydeligere. Det var udelukkende kun fordi hun ønskede at være påpasselig med hvad hun sagde. Hun ønskede ikke skabe ravage. Hun ønskede ikke, at nogen skulle se sig mere sure på hende. Fordi hun endelig snakkede. Men hun kunne sagtens bide det i sig, hvis hingsten anså det som en anstrengelse at hun talte for meget. Hun ville ikke belaste ham ydeligere. Hun ønskede blot at han ikke skulle gøre hende fortræd. Det var det eneste.

,,Du lever i mørket som jeg. Er du heller ikke accepteret?"

Aldrig havde D'zard spurgt sådan før, fordi hun ikke måtte sammenligne nogen med andre. Men D'zard vidste ikke meget bedre. Hun anede intet om verdenen foran hende. Ikke andet end hvordan naturen kunne ændre sig fra årstid til årstid. Men hun forstod sig ikke på det sociale. Hun anede ikke om hvad man måtte sige, fordi hun altid var blevet om, at holde sin mund lukket og aldrig tale med nogen. Det eneste hun måtte svare på, var hvis de selv pågreb hende og ville have hun skulle stå til regnskab for noget, som hun havde gjort. Ellers skulle hun forblive stum, så hun ikke ville gøre sig bemærket og sige noget uacceptabelt.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
 " there is no darkness, but ignorance "

Der var mange ting, der fik denne sorte fremmede til at virke skrøbelig, sårbar. Selv forstod Rashn sig ikke på hvorfor man ville gøre sig selv til ofret. Hvorfor hun ikke blot vendte alt ryggen og sagde at nu var hun her altså. Alligevel virkede hun til hun ikke fortjente at være her. Hvorfor kunne den arrede hingst ikke se, han kunne ikke fornemme. For ham virkede der ikke noget galt med denne fremmede, ikke noget der ikke havde været galt med dem alle.
Hun talte, hun sagde hun var en vandskabning, et monster. Ord Rashn tydeligt kunne relatere sig til. Han havde ikke selv været særlig velset på de kanter han kom fra. End ville han ikke udtale det som sit hjem- for det var ikke hans hjem. Blot et sted han havde boet. Et fnys kom fra den sorte hingst. Ikke en fnys mod hende, men imod de ord. Tankerne. Han væmmes ved dette, hans væmmes ved det folk han var vokset op iblandt. Det folk der havde dømt ham. Den tro der havde sat de mange mærker, ar på hans krop. Der skjulte sig flere end hvad det blotte øje kunne se.

"Jeg kan ej se hvad vanskabt der er ved dig. Jeg kan ej se dig. Mørket skjuler dig for mit blik."

Han kunne ikke dømme hende efter hendes egne ord, den arrede hingst så hende ikke. Han så de større bevægelser i sit sløret billede af mørket. Han hørte hende, og hver en lyd. Hendes åndedrag, hendes svage stemme. Ej ville han have hende til at stoppe med disse. Holdt hun inde, tav hun helt- ville han ikke vide hvor hun stod.

"Jeg er ikke anset hvor jeg kom fra. Jeg kunne ikke leve blandt dem."

Om det var det hun søgte af svar, var svært at sige. Tydeligere blev det næppe gjort. Rashn var ikke anset blandt det folk han kom fra. Han kunne ikke indordne sig, og gang på gang havde han syndet. Synder var uacceptabel og hver og en skulle straffes. Der hvor han kom fra, havde de fleste et eller to mærker, men ingen havde som ham i så tidlig alder, og ej i deres leve tid, haft så mange mærker. Ingen havde deres krop flænset op for synden. Han var mærket, og alle kunne se han var synderen. Hans krop var dækket af ar, der næsten var rød glødende imod hans sorte skind. Han var mærket.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Frightened
Weather: Cold, Windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Det havde sikkert gjort en kæmpe forskel, hvis hingsten i mørket kunne se hvordan hun var skabt. Hvordan hun var et mislykket forsøg, på at udvide avlen. Sætte flere ædle, langanede gener til verdenen. Hun var et projekt, som skulle være med til at bevare standen af hendes art. Hendes slægt. Men det havde hun fejlet i. Trods hun ikke selv kunne styre det, så havde hun forvandlet sig til denne vanskabning. Dette var ikke acceptabelt i hendes familie. Man kunne diskutere om hvorvidt, at D'zard selv var skyld i al hendes elendighed. Hun havde vel ingen chance fået sig i livet, eftersom hun ikke selv havde ønsket at blive skabt sådan. Hun blev anset for, at være plaget af dæmoner inde i sit sind. At djævlen selv havde besat hendes korpus og gjort den ondsindet og følelseskold. Sådan var det blevet. Sådan skulle det forblive.

Den ravnesorte hingst ved hende, lod ikke til at dømme hendes udfra hendes vansirerede øjne. Han kunne ikke se dem. Alligevel blev hun ved med at undskylde.

,,Du skal være glad for, at du ikke kan se mig.

Det kom som en næsten hviskende fra hende. Man kunne høre, at hendes stemme knækkede et par gange under hendes talen. D'zard var en isoleret sjæl, som ikke længere havde nogen som helst præferencer i forhold til hendes tilværelse. Hun havde ikke mulighed for selv at vælge. Selvfølgelig kunne det udefra ligne et smukt glansbillede, at der var nogen som elskede hinanden så meget, at de slog sig ned. At nogen så meget troede på kærligheden, at de skabte deres egen lille familie. Hvordan kunne man det? Hvordan ville man nogensinde komme til at stole så meget på nogen? D'zard forstod det ikke. Hun kunne ikke se hvordan nogen kunne ligge så meget tillid over til et andet individ. Det var farligt.

,,Hvordan kan du være så aggressiv? Det må være nemmere at holde nogen på afstand. Men hvordan formår du det?" 

Dømmende var D'zard aldrig. Derimod så håbede hun det bedste, men forventede altid det værste. Hun ville aldrig knytte sig til nogen, i ren og skær frygt for, at hun ville gøre noget forkert. For det ville hun uden tvivl. Hun ville på et split sekund kunne ødelægge alt mellem hende og en anden hest. 

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
 " there is no darkness, but ignorance "