Voyager of Obsession

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: In deathly pain
Weather: Frozen.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Nok ville det være lettere, at overlade hoppen til sig selv, og hendes egen skæbne. Men de fleste forbarmede sig; men det vidste D'zard ikke. At hun tilfældigvis havde stødt på en, som havde et lige så afstumpet forhold til det med relationer til andre, var måske ikke de bedste odds. Men lige nu kunne hun intet andet end at spekulere over, at hun ikke skulle være alene i sit dødsleje.
Trods hun var så svag, så ville hun aldrig lade nogen overvære et øjeblik som det. Ingen skulle se hendes sjæl forsvinde ud af hendes krop, men hvis hingsten ikke handlede; så ville det kunne ske. Og der kunne D'zard intet stille op.


Skæbnen ville at hoppen skulle overskride sin hidtil største grænse. At søge hjælp. Være egoistisk. Hun anså dette som den største synd, man nogensinde kunne gennemgå. Hun frarøvede alle sine værdier. Hun gik i mod hvad hun stod for. Og hun udsatte en anden for en så stor belastning. Han var nødt til at røre hende; og det var nok det som skræmte hende mest.
Når hans pelsslag berørte hende, så ville det brænde i hende. Ikke på en lidenskabeligvis. Nej, på en helvedssmerte-vis. Hun kunne på ingen måde forberede sig selv på, at dette kunne være en mulighed.

Smerten var ikke at holde ude af hendes forpestede tilstand. Hendes vejrtrækning fortsatte endnu med at være ganske kritisk, og især da hun hørte hans hæse, advarende stemme. Han ville hjælpe hende. Da frøs hendes verden sammen. På en eller anden måde, så havde hun håbet, at han havde skyndt sig væk - og havde stykket halen mellem benene, for aldrig at komme tilbage. Hun havde på en eller anden måde håbet at han havde været så ligeglad med hendes tilstand, at han derved havde ladt hende i stikken. Hun havde virkelig håbet. Inderst inde.
Objektivt set; så var det den eneste løsning, som kunne redde hendes liv, som allerede hang på en tynd tråd. Selv hvis han hjalp hende, hvem vidste så hvor længe hun holdte? Hvor længe der ville gå før, at hun kollapsede igen?

Det hele foregik som var det slowmotion. D'zard havde før oplevet at nogen overskred hendes grænser via berøring, men dette oversteg alt. Måske fordi hun vidste, at han brød sig lige så lidt om det som hende. Han ønskede ikke at hjælpe hende, fordi han heller ikke kunne lide at være nær en anden skabning. Hans advarsel havde næsten været desperat, hvilket tydeliggjorde endnu mere, at han ikke stolede på hende - trods hun var så svækket at hun ingen trussel overhovedet kunne være eller blive nogensinde.

"Du får mit ord på, at jeg ikke forsøger på noget som helst," drævede hun; mens en uanmeldt smerte bredte sig. Som var der nogen der hældte kogende vand over hendes krop. Som elektriske stød, som forpinte hendes tilstand endnu mere, end hun i forvejen blev.
Dette scenarie var nok det værste, som nogensinde kunne ske for hende. Alt i hendes krop talte hende fra. Alt i hende håbede, at han skyndte sig væk og ikke så sig tilbage. Men alt i hendes hjerte, ønskede at han kom tættere på. At han hjalp hende. Beskyttede hende. Vise ham, at det var okay at holde af andre.  

                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Hoppen gav sit ord, men for Rashn betød det intet. Ingen ord fra nogen ville være til at stole på. Ingen kunne stoles på. Det var hvad den arrede hingst havde lært. Svigt var alt der fandtes. Alligevel, dog trods alt, havde Rashn havde en beslutning ud over alt hvad han var. Han var gået ind til at hjælpe hende.
Det gøs i hele Rashn krop i det han nærmede sig denne sorte hoppe. Ej kunne han se hende, alligevel vidste han hvor hun var. Han kunne lugte hende, høre hende- trods for hendes lyde var lave. Hendes vejrtrækning var svag. Hun var svækket. Selv var den arrede hingst svækket, men ikke fysisk som denne hoppe. Alt hvad han stod inde for. Alt han havde kæmpet for- alle hans grænser blev overtrådt. Han overtrådte alle sine egne grænser. For hvad, for at rede en hoppe der var fremmede for ham. En hoppe der sandsynligvis blot ville dø senere alligevel. Hendes tilstand var kritisk. Lige nu udsatte han blot det uundgåelige. Han udsatte hendes og alle andre andres fælles skæbne. Døden.
Hvad der præcis havde fået den arrede hingst til at vende imod sig selv og hjælpe denne. Forbarme sig over hende. Var uvis. Der var ikke noget svar Rashn kunne finde på dette. Det var et spørgsmål der ville plage ham fra nu af og nok til den dag han ville dø.

Det var væmmelse der fyldte det meste af den sorte hingsts følelser, da han nu stod helt henne ved denne sorte fremmede hoppe. Denne sorte skabning der gik i et med mørket, usynlig for hans svage blik. Han kunne endnu vende rundt, flygte og blot lade hende til døden. Svigte hende.
Det var netop svigt der gjorde, at selvom alt i ham skreg af ubehag, ikke vendte ryggen til nu. Det skulle han have gjort tidligere hvis han skulle have ladt denne fremmede til døden. I stedet havde han stået passivt og spurgt om hun virkelig ville dø, eller om hun ville kæmpe. Den sværeste del af hele denne fysiske situation stod nu foran ham. Han var nød til at røre hende, hun røre ham. Det gøs igen igennem det flåede sorte skind. Tænderne var bidt hårdt sammen, og det var med ørene fladt lagt i nakken han nu gav sig til at hjælpe hende. Støtte hendes svage krop. Da hendes skind berørte ham var smerten så brændende af ubehag, at han mest af alt havde lyst til at blot ende dette, hurtigt- og ikke på den måde der var hans hensigt. Alligevel- igen trods alt han stod for, alt den ubehag han følte, forsatte han. Stædigheden havde sat ind. han kunne ikke forsvinde nu. Det var for sent for ham at vende rundt, ignorere det faktum at alle hans grænser var overskredet.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: In deathly pain
Weather: Frozen.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Svævende mellem to verdener, lå hoppen endnu på den golde jordbund. Hendes svage, pibende åndedræt tydede at hun stadig levede. At hun endnu kæmpede en brag kamp, for ikke at knække under. Skavankerne efter års forsømmelse af sig selv, stod nu i kæmpe stor kontrast for hende og hendes dæmoner. Det var tydeligt, at se hvor langt ud, at de kunne bringe hende. De havde virkelig magten over hendes spinkle, afmægtige korpus. Omkring hendes næsebor, kunne man ane hendes åndedræt. Næseborene var stadig udvidet og blodsprængte. Hendes hjerte arbejdede hårdt, for at holde hende i gang. For ikke at lade hende miste grebet.
For hvis hun mistede det nu, så ville intet kunne hjælpe hende tilbage. Hendes skæbne afhang udelukkende af sin egen overskridelse af grænser, men så sandelig også hingsten overfor hende. En hingst lige så mistroisk som hende selv.

Det kunne hurtigt gå hen og blive en meget svær affære. Mest fordi det skar i den sorte hoppes hjerte, at høre hvordan hingst anspændt og næsten lammet af smerte trådte tættere på. Han var den hun vidste mindst om, men alligevel tydede al hans kropssprog og adfærd på en tilværelse uden tillid. Manglende støtte. Omsorg. Og hun vidste, at dette kunne ødelægge ham, lige så meget som det kunne ødelægge hende. For havde det været en hvilken som helst anden, så havde hun reageret nervøst - men den dårlige, bitre smag af samvittighed var nok den værste.
Lige i det øjeblik, så skulle hingsten overskride de grænser; som han ellers ganske tydeligt havde ridset op. Han havde næsten skåret dem i de tykkeste skiver for hende, så hun ikke nærmede sig ham. Men hun ønskede ikke at nærme sig. Det gjorde ondt i sjælen. Det gjorde ondt i hjertet; som før var blevet svigtet så meget. Hun kunne ikke.

Dirrende krampede hun sig sammen, mens hun blot iagttog hvordan han nærmede sig. For hvert et skridt han tog, føltes det som om at hendes hjerte gik i stå. At hele hendes verden blot døde hen. Hun prøvede at løfte hovedet en anelse, for at udvise overskud af en art. Hun ønskede at bevise, at hun ingen svækling var i denne situation. Men lige nu kæmpede hendes dæmoner igen i mod hende, og alle advarselssignaler blinkede faretruende. 
Det var som om, at hendes hjerte stoppede da han endte med at stå ved hende. Prøvende lukkede hun det ude på bedst muligvis. Hun kontrollerede sin vejrtrækninger - og forsøgte på at lade sig drive hen. Bare for en stund, så hun ikke ville reagere voldsomt. Men hun vidste dette var en umulighed. Han var tæt på hende nu, og hun kunne snart mærke varmen, fra hans ellers kolde skind. Han rørte hende ikke endnu. Han tøvede. Og det gjorde mindst lige så ondt på ham, som på hende.

Hendes ellers snart livløse krop, skælvede dog endnu. Meget svagt, men hun rystede af smerte. Hun rystede af nervøsitet og angst. Afventende lå hun stille. Hendes vejrtrækning holdte fuldkommen op. Hun stivnede, og da mærkede hun flammehelvedet bryde løs. Hver og en lille muskel var spændt fra top til tå. Det hvide vendte ud af hendes øjne i ren og skær smerte. Dæmonerne fór sammen, og klamrede sig til hendes pels - de rev og flåede i hende. Forvildet i sit eget smertehelvede, havde hun fuldkommen glemt til og sted; og at kæmpe.
Men da hun slog øjnene op igen, og fik overblik kunne hun se, at hingsten nu havde overskredet begge deres grænser. Han rørte hende. Og han hjalp hende. Med al sin kræft forsøgte hun at støtte sig til ham, men uden at virke overreagerende. Hun ville bestemt ikke træde forkert, som han havde sagt. Hun ville ikke forsøge på noget, som han ikke ønskede. Derfor prøvede hun meget forsigtigt at ligge sin vægt ind til ham. Lade ham blive hendes stabile klippe.

Mærkværdigt var det, at disse to væsner havde mødt hinanden og nu støttede hinanden. To væsner, som var blevet udstødt fra livet og dets manglende sympati. De havde mistet. De havde svigtet; og de fleste anså dem som værende upålidelige. Som værende utilregnelige; hvilket de også var på deres egen måde. Hvordan skulle sådanne væsner vide bedre? Begge havde omkring sig fået bygget en tyk mur af en facade omkring dem, for at lukke andre ude.
Muren var nu brudt. Den krakelerede. Den havde ikke holdt til det. Og skyldfølelsen skyllede ind over den sorte hoppe, og knuste hendes hjerte til atomer. 

                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Solidt var de mærke hove sat i det mudret underlag. Selvom hele situationen havde udviklet sig til det rene totur, forsætte den arrede hingst. Han lagde sig hen i de smerterne, tog dem til sig. Vel vidende om smerterne kun fandtes i hans psyke. Ingen af disse smerter han følte lige nu var fysiske. Nogen ville sige de havde ikke var ægte. Smertene var det nu. De var så virkelige som nogen smerter kunne blive. Til og med den værste. Rashn blev mindede om tiderne tilbage. De utallige mange gange han havde stået klar, velforbedredt på at smerterne, guderne på straffen- alt imens hans skind var blevet flået. Der havde været gange han havde mistet bevidstheden, andre gange var han blot kommet der fra svækket og pint. Disse mange gange synes at være vand i forhold til hvad han nu følte.
Stærk stod han alligevel, fastholdt sig selv i det. Han lod sig ikke falde, han lod ikke smerterne vinder. Rashn var stærk af sind, eller i hvert fald stærk nok til at kunne klare pressede situationer trods han langt fra ville. Havde han haft et valg fra start, eller fandtes der blot en smule sympati i den arrede hingst, siden han ikke blot havde ladet hende dø.

Med et hårdt prust skubbede han let igen, for at støtte hendes svage krop. Hendes tilstand var kritisk, det havde hun fundet ud af, men at mærke knoglerne under i hendes sorte skind, tydelig gjorde et indre billede.
Hun var svag, svækket. Rashn tvivlede på om hendes ben ville kunne bærer hende, hvis han slap sin støtte. Når hun først var kommet på benene, ville hun så kunne stå, eller var det langt større og værre det den arrede hingst havde givet sig ind til. Ville han være nød til at hjælpe hende til hun var styrket nok til at hendes ben ikke ville svigte hende igen.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Desperate 
Weather: Frozen.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Svækket af sin egen fordømmelse; måtte D'zard snart indse, at hingsten virkelig forsøgte at hjælpe hende. Hendes indre dæmoner var lammet i situationen - og D'zard nægtede at tro på, at det kunne være muligt. Hun vidste hvilken forfærdelig situation denne hingst måtte stå i. Hvilken forfærdelig situation, hun selv stod i. Hun havde ledt sig selv ud på et skrå plan, og nu betalte hun prisen for det. De fleste ville med garanti fortælle hende, at hun ingen chance havde i livet. At hun blot pinte sig selv ydeligere ved at kæmpe for livet. Men hun gav ikke op - og især ikke nu da hingsten havde vovet sig udover sine grænser. Han var tæt på hende. Så tæt på hende, at hun mærkede hvordan det snorrede i hele hendes afmægtige krop.
Skælvende var hendes krop endnu. Hun forsøgte med alt hvad hun havde at komme på benene. Ikke kun for sin egen skyld, men også for, at hingstens indsats ikke var nyttesløs. At hun ikke bare havde været spild af tid, men det var uendelig hårdt. Alt i hendes krop prøvede at tale hende fra, at komme på benene, fordi hun ikke ville overleve alligevel. Men hendes sind kæmpede for en gangsskyld i mod, og gjorde hvad det kunne for at holde hende i livet og give hende modet tilbage.

Brændende. Smerte. Bedre kunne følelsen ikke beskrives for hver eneste gang hans kropsvarme overvældede hendes kolde pels. Mimrende med mulen, forsøgte hun at udelukke enhver form for smerte inden i. I et desperat forsøg spændte hun i alle muskler hun overhovedet havde, for at komme på benene. Først satte hun forhovene ned i jorden, for at kunne komme ordentligt op igen.
Med de dirrende, tynde stænger - fik hun langsomt en lettere stabil fæstning til jordbunden. Ihærdigt forsøgte hun både, at få balance og styrke til at komme på benene, men også for at også for at huske sig selv på at trække vejret. Hun støttede sig ind til hingsten, mens hun krampagtigt lukkede øjnene sammen, for ikke at fokuserer på at de nu stod klistret til hinanden. Hun skælvede i hele kroppen, mens hun snart stod på alle fire ben. 

Trods hun stod på alle fire; så lignede hun mere en figur taget ud fra Bambi filmen, som stod på et isglat underflade. Hun havde spredt sine ben, for at finde stabilitet, men hendes ben bukkede hurtigt under for presset, og hun endte hurtigt med at søge støtte hos den fremmede, mørke hingst. ,,Hvis du kan hjælpe mig hen til et træ... Så kan du efterlade mig der. Så behøver du ikke længere, at have mig på slæb," Hun vidste skam godt, at det ikke var på nogen måde godt for hende, at skulle blive efterladt, men det gjorde ondt i hendes sind, at se hans tilstand. Hun vidste, at han ikke var tryg ved situationen, og kunne mærke hvor meget det tog på ham.
Det kunne hun på ingen måde tillade, og derfor prøvede hun give ham et valg, så han kunne komme væk og ikke behøvede at skulle udsætte sig selv for ydeligere smerte. Hendes krop dirrede i mod hans af ren og skær kulde, men hun forsøgte virkelig på ikke at bevæge sig for meget. Hun ønskede ikke overskride hans grænser ydeligere og hun havde lovet ham, at hun ikke ville gøre noget dumt.



                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Det gjorde ondt. På flere måde kunne smerten beskrives, men ingen af disse beskrivelser ville rumme en fysisk smerte. Rashn havde ikke ondt i kroppen, ikke ud over hans skavanker, og trods han ikke så skrøbelig ud, havde hans forben ikke sin fulde styrke. De ville ikke opnå den igen, det var han sikker på, kun hårde stød gjorde det næsten ulideligt- dog ikke en gang den smerte kunne han sammenligne med den smerte han følte i sindet.
Smerten var forudsaget den nærkontakt han var nød til at have med denne fremmede sorte hoppe. Han havde selv valgt det et sted. Han kunne nemt have forladt hende, efterladt hende til døden- som han mange gange under denne situation var kommet frem til nok havde været bedst. På den måde havde han kunne undgå den brændende smerte han følte fra hendes berøring. Dette var ikke nemt for den arrede hingst at håndtere, og sikkert heller ikke for hende. Det var en træls situation de var havnet i, og det kunne være endt på flere måder. Havde han taget en anden vej, en anden sti havde hun ikke støt på ham og han ikke på hende. Hun havde nok været død nu hvis sådan. Eller måske havde hun støt på en anden der havde hjulpet i stedet.
Fortiden kunne ikke ændres, og der var ikke andre end de to arme sjæle, der hver især stod i den samme kattepine. Overtrådte grænser, i hvad der synes som være et nytteløst forsøg på at holde den arme svage hoppe i live. Blot for nogle timer, måske nogle dage og måske længere tid. Rashn havde svært ved at se hvordan hun skulle overleve. Han kunne mærke hendes krops tilstand over deres berøringer, trods han ikke kunne se, kunne han mærke hendes knogler imod sit flået skind. Den tilstand var kommet og længere tid, det var den arrede hingst udmærket godt klar over. Hvorfor hun havde pint sin krop på den måde, kunne for Rashn stå ret så uklart. Han vidste over dette møde at hun havde sine dæmoner at slås med, men hvordan man kunne give efter og stoppe med at kæmpe om at holde sig i live, det havde den arrede hingst svært ved at forstå. For ham forekom det, at det eneste Rashn gjorde var at overleve. Han levede ikke, men han ville overleve.

Liv. Det var ikke noget den arrede hingst synes at have meget af. Der var ikke noget han ønskede at opnå, ikke ud over ensomhed. Et sted hvor han blot kunne være sig selv, hvor ingen andre ville finde ham. Alle ville lade ham være og ikke så meget som tænke på ham. Ikke så meget som at overveje han eksisterede.
Et sted var det vel trist, meget trist, at en sjæl kunne ødelægges så meget, at der intet i livet var for den. At den blot var til- og ikke gjorde andet for det end blot at overleve endnu en dag. Rashn havde ikke i sinde at skulle ændre noget. For ham var der intet at ændre. Livet var som han så det, og han følte han så det for dets sande jeg. De fleste var blinde for det. De havde ikke set eller oplevet hvad det ville sige. De gik i en lykkelig illusion af verden. Uviden for dets sande jeg. For Rashn var det sørgeligt!
Man kunne ikke sige den arrede hingst var lykkelig eller glad. For egentlig var der ikke noget for ham at være glad over. I stedet bar han på en masse had. Frygtelig meget af det, og var egentlig det der holdt ham kørende. Alligevel virkede han ikke så hadefuld som man kunne forestille sig. Hadet var opstået under den svigt han havde gennemgået hele sit liv. Et had der holdt ham i live, et had der fik ham til at tage endnu et skridt frem- trods disse skridt altid fandt sted i ly af mørket.

***

Det var vaklende at den skrøbelige hoppe kom på benene. Hun stod ikke stabilt, det var ganske tydeligt. Rashn mærkede endnu hendes svage vægt der støttede sig til ham. I et nytteløst forsøg, forsøgte den arrede hingst at ignorere den bidede, brændende smerte han følte. Han ville overleve, trods han fra nu af og hvor lang tid ville blive hjemsøgt i sit sind for denne handling. Han ville være blevet hjemsøgt uanset hvilket valg han havde taget.
Havde han ikke hjulpet hende, ville synden have gjort det af med ham. Trods Rashn havde hans fortid, eller det der var blevet gjort imod ham igennem troen, var han endnu troende. Det var det eneste han kendte til og hver en synd ville for altid pine ham- trods dette forsatte han stadig gang på gang at synde. Det var hvad han var. Rashn var synderen.

Den svage skabning, forsøgte at støtte sig selv. Nytteløst og igen mærkede han hendes vægt hvile sig op af ham. Hun forsøgte at kæmpe sig fri, frigøre dem begge fra denne kattepine de stod i.
Hun talte. Rashn lyttede også selv han mere eller mindre lignede en der ikke gjorde. Han hørte hende. Hun spurgte om han kunne hjælpe hende til et træ, og der efter kunne han forlade hende der. De begge kendte sandheden i ved blot at efterlade hende der. Et mekanisk nik kom fra den arrede hingst. Han gik med til at hjælpe hende til et træ, dog ville dette for ham ikke være det første og bedste træ. Han kunne godt holde ud at hjælpe hende langt nok ind i skoven, til hun ville være fri for vindens bidende kulde.

"Jeg hjælper dig ind i skoven, langt nok ind til du vil være i ly fra kulden."

Det var sammenbidt den hæse stemme talte. Rashn var anspændt, og ikke bare en smule. Hver en muskel var spændt op, det kunne næsten ligne hans skind ville give efter og briste.
Forsigtig flyttede Rashn hovene fra den mudret jord, flyttede dem frem, alt imens han stadig støttede hende. Nok havde det været nemmest for dem begge, hvis han blot havde båret det meste af hende. Fået hende over sin ryg og på dem måde fået hende væk her fra.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Desperate 
Weather: Frozen.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Værst var det nok for hingsten, som måtte gennemgå et fuldkommen vanvittigt dilemma. Et dilemma som drejede sig om, hvorvidt han ønskede at redde den fordømte hoppe. Han havde alligevel valgt, at han ville hjælpe hende. I mod alle odds var hun nu kommet på benene - ustabilt - men hun var på benene. Hun var sikker på, at så snart han havde fået ledt hende til det nærmeste træ, så ville han skynde sig væk. Ørene lå utrygt let tilbage, mens hun tiggede og bad til, at han ikke ville skade hende. Han havde tidligere udvist en yderst aggressiv adfærd, som skræmte livet af hende.
Mange ville mene, at denne hoppe var et håbløst tilfælde, og det havde de ganske vidst også ret i. Men hingsten havde alligevel valgt, at overskride sine grænser og havde hjulpet hende på benene. Egentligt så følte D'zard sig ikke speciel, selvom at hun selvfølgelig var taknemmelig. Men hun følte ikke, at det var på grund af at hun var som hun var. Det var ikke på grund af hende, at han gjorde det.

Følelsen opstod kort efter, at hun havde fået balancen til at køre mere eller mindre. Havde det været en anden i nød, så vidste hun, at en som han ikke ville have samvittighed til at forlade området og stikke halen mellem benene. Hende selv ville heller ikke kunne det, men hun havde nok gjort det alligevel; fordi hun var skræmt og ikke turde komme tæt på. Måske havde hun søgt nogen andre, som kunne hjælpe til, for megen hjælp kunne hun ikke udrette. Men noget i hende, mærkede hvordan det prikkede dybt inde i hendes allerede knuste hjerte. Det faktum, at hun først havde bildt sig selv ind, at en anden hest ønskede at redde hende - fordi de rent faktisk brød sig om hende, smuldrede til jorden.
Tidligere havde hingsten udtrykkeligt sagt, at han ikke kunne se hende. Han kunne derfor ikke se hendes djævelske øjne, og derved så kunne han ikke dømme hende. Men hvis nu han havde set dem. Hvis nu han havde set dem, og hun var kollapset. Havde han så stadig hjulpet hende? Næppe. Det kunne ikke lade sig gøre. Det måtte være fordi han ikke havde set hendes sande, modbydelige udseende. Og det gjorde ondt i hendes sjæl. Det gjorde virkelig ondt.

Dæmonerne begyndte igen at skabe splid i hendes allerede ganske forpurerede sind. De skiftede konstant mening om hvorvidt det var synd for hende eller hendes egen skyld. Skælvende stod hun nu lænet mod det nærmest træ, men hingsten påstod at han nok skulle hjælpe hende videre ind til hun fandt ly et sted. Et håbefuldt blik opstod i hendes ellers matte øjne. Måske var hun heldig. Var hun ikke? Hun vippede med de mandelformede ører, mens hun lod en kort, men mild brummen lyde. Usikker og ganske svag. Hun skulle blot lige samle energi til at fortsætte.
Sorte. Du er ikke noget særligt - heller ikke i hans øjne. Har du ikke snart lært det? I en pinagtig krampen bøjede hun sig sammen, mens hun lukkede øjnene og prøvede for alt i verdenen at støde denne nedladende kommentar ud af sit sind, men det var svært. Den ramte hende på et ømt punkt, og derefter hørte hun den hånende latter fra dæmonerne, som grinede af hende. "Er du sikker på det er en god idé?" halv mumlede hun forpint af sine dæmoner og ikke mindst nærværet med ham, som hun fandt endnu mere kvalm og nervepirrende, eftersom dæmonerne i hendes sind lavede sjov med hende. De mobbede hende, og terroriserede hendes sind endnu mere end højst nødvendigt. De ødelagde hendes selvværd og hendes glæde.



                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Hun havde stoppet ved det nærmeste træ, troet at det var her det sluttede. Deres møde kunne også nemt være stoppet nu. Det kunne være stoppet tidligere også. Det ville være nemt bare at stoppe her, og lade hende klare sig selv. Tanken om at alt dette så ville være forgæves fordi kulden stadig ville kunne nå hende. Hans smerte, hans overtrædelse af hans grænser ville være spildt hvis han efterlod hende i kulden. Mere spildt i hvert fald. Hvis han efterlod hende her, hvad skulle forhindre kulden i at terrorisere hendes krop, lade hende fryse ihjel, langsomt- som hun allerede havde været ved en gang. Den nemme løsning var for Rashn ikke en løsning, ikke en han ville kunne bruge i hvert fald. Denne kattepine han havde sat sig selv i, skulle ikke ende helt forgæves. Hvorfor skulle han så have udsat sig selv for sådan? Hvis han blot lod hende hen i kulden nu. Det kunne ikke accepteres.
Det var en dyb, anelse utilfreds brummen der slap fra den sorte hingst. Han ønskede inderligt at slippe væk, væk fra alt og blot lade sig falde hen i ensomheden. Bearbejde hændelserne på bedst muligvis.

"Jeg er sikker!"

Igen var den hæse stemme talt ud imellem sammenbidte tænder. De ville være nød til at foresætte, og hun havde et sted ikke længere noget valg selv. Stædighed var en dyd, og Rashn ville ikke give efter for at lade hende slippe her, og hun måtte også gerne høre grunden.
Sandheden ville nok gøre mere ondt. For i sandhed handlede dette ikke helt om hende. Man kunne ønske og håbe at Rashn gjorde det for hendes skyld nu. Gjorde det for at rede hende fra døden fordi hans sammenvittighed ikke ville kunne bære det. Sådan var tilfældet nu ikke. Tilfældet handlede kun om at hans smerte ikke skulle være forgæves.

"Hvis jeg forlader dig her, vil hele dette have været forgæves, og jeg kunne der ved lige så godt have ladet dig ligge, eller blot selv tage livet af dig."

***

Den arrede hingst lod hende få pusten. Han lod hende samle kræfter nok til at kunne foresætte. Vejen ind i skoven ville ikke være den nemmeste. De kunne tage stigen og følge den ind i skoven hjerte. Ind i dybet af træerne- men stien ville være for forusigelig. En hver ville kunne dukke op, støde ind i dem. Det kunne være en løsning at overlade denne sorte hoppe til en anden, slippe væk på den måde- problemet var mere at den arrede hingst ikke ville kunne håndtere en mere. En fremmede mere på en aften som denne, det ville knække ham. Han tålmodighed ville have en ende og nok ville det slå helt klik for hingsten. Der ville være for meget at håndtere hvis han skulle støde på endnu en. Der var nok i forvejen at bearbejde ved hele denne situation. Alt hvad mødet havde brugt var smerte.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: In pain, weak and cold 
Weather: Cold and windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Koldt havde det bestemt været, at ligge på den mudrende jordbund. At hun nu var kommet fri fra det mareridt, som hun var havnet i - det kunne hun ikke være andet end taknemmelig for. Men noget generede hende. Noget, som hun ikke turde sætte ord på. Noget, som forpinte hendes sjæl bare en smule mere, hvis det dog overhovedet kunne lade sig gøre. Et eller andet sted, så havde hun godt set det komme. Hun havde kommet til at forvente for meget. Hun havde kommet til at være alt for optimistisk. Hvorfor i al verden skulle en som ham, hjælpe hende fordi han brød sig om hende? Det var det rene vanvid, at hun overhovedet kunne lade sig selv tænke på den måde. For ham var hun et projekt. Udelukkende, fordi han var gået i gang, så kunne han ikke lade hende blive liggende.
Selvom hun ikke brød sig om, at skulle indse det - så var det en egoistisk handling han foretog, fordi han ikke selv ville leve med tanken om, at han måske kunne have reddet en fremmede. Men han havde dog stadig overskrevet en grænse. Ikke kun sin egen, men bestemt også hendes. Han var så aflåst fra verdenen, at hun tvivlede på, om han opfattede at han rent faktisk på nuværende tidspunkt pålagt sig et kæmpe ansvar. Hans sammenbidte tone, om at han var sikker på, at han skulle hjælpe hende og at det var en god idé overbeviste hende om, at han var stædig. Han ville ikke give op på det projekt som han var i gang med lige nu. At redde hende i sikkerhed.

,,Uanset din grund til at hjælpe mig... Så vil jeg gerne have lov til at takke dig," svarede hun pludseligt, men med en oprigtig, hæs og ikke mindst ganske svag toneleje. Hun forsøgte for alt i verdenen ikke at se på ham, men i stedet fokuserer på at hvert et skridt der skulle tages ikke var ubalanceret. Hun ønskede stabilitet - og dette fik hun bestemt ikke foræret, men det hjalp at den fremmede hingst støttede hende og lod hende støtte sig ind til hans varme pels. Trods al den ubehag der blev fyldt i hende, så optog hun så megen varme som hun overhovedet kunne.


,,Du er varm," konstaterede hun pludseligt; men stemmens ellers silkebløde klang var lettere følelsesløs. De matte øjne rettede sig frem af, eftersom hun på sin vis måtte være hans guide - for hun havde betydeligt bedre syn end ham. Det formodede hun, siden at han ikke en gang kunne se hendes fordømte øjne. Hun forsøgte virkelig. Hun pressede sig selv til at gå videre, trods hendes ben rystede af al dens kraft. Skælvende og udmagrende: sådan et syn ville møde en, hvis man lagde øjnene på den sorte hoppe, hvis selvtillid var ebbet helt ud af hende. ,,Undskyld," tydede hun meget konstant, eftersom at hun hurtigt fandt ud af, at hun havde vovet sig ud i at sige nogle ting, som måske ikke var nødvendigt.
D'zard undskyldte meget. Hun beklagede, hvis hun gjorde ting som ikke var acceptable. Ting som dæmonerne ikke fandt tilladt. Ellers noget som hun erindrede ikke før havde været tilladt. Hun ville ikke nogen ondt, men hun anede vitterligt ikke hvordan hun skulle være i et andet individs selskab. Hun tøvede med at sige hvad hun følte for. For var det normalt? Var det mærkeligt? Hun var bange for sandheden ville gøre alt for ondt, og derfor spurgte hun ikke. Hun ønskede ikke at vide hvad svaret var. Inderst inde jo, men det ville hun aldrig røbe-



                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Hun havde ikke haft valget, det havde Rashn sat sig for, let var det da hun mere frivilligt gik med på at skulle flytte sig. Det gik langsomt, men det gik trods alt frem. Havde hun nægtet at gå videre havde Rashn enten gjort en ende på hendes lidelser eller båret/slæbt hende ind i skoven. Hvad han havde valgt i den situation var endnu uklart for ham- og ville nok også forblive sådan. Der var ingen grund til at gruble over ting der ikke ville ske i den sammenhæng; fordi det var fortid. Fortid kunne ikke ændres, uanset hvor meget man ønskede det.
Solidt forsatte Rashn frem, han vidste hvor skoven var, han havde orientrede sig over området da lyset havde været her, skoven havde været der hvor han havde befundet sig mest, og selvom han næsten var blind kunne han alligevel finde vejen. Træerne der tornede sig op kunne virke faretruende for en blind hest, dog kunne Rashn fornemme dem, han kunne lugte dem. Det havde været nemmere hvis de også gav lyde fra sig, men sådan var det med døde organismer, de sagde ikke noget.

Hun fik ikke et svar på sin taknemlighed. Rashn havde indtaget tavsheden, og så ingen grund for at tale. Ikke så længe det var unødvendigt. I stedet kom en mekanisk nik fra den arrede hingst. Han accepterede hendes taknemlighed, men han lagde ikke noget yderligere i det. Hvad skulle han også gøre? For den sorte hingst var dette nyt, fremmede. Han kendte ikke til det og der ved lod han det blot ligge. Hun kunne takke ham til jorden gik under, og han ville nok stadig være lige glad. Hun behøvede end ikke takke ham. Alle andre end ham selv havde gjort netop det samme, blot uden tøven. Eller i hvert fald næsten alle andre.
Det var mere de ord der kom efterfølgende der stak. De kom bag på ham, en fremmede som hende, det hun havde gjort udtryk fra hvad hun var oven i det han var. Sådan en kommentar vidste Rashn ikke hvordan han skulle reagere på, og i stedet for at lade det ligge og lade kommentaren pralle af, blev de mandelformede øre presset fladt ned i nakken. De hvide tænderne var nu hårdt sammenbidt alt imens han synes at hele hans mave vendte sig på vrangen. Syg af ubehag over påmindelsen om hvor tæt hun var på ham. Den kontakt de havde. Ubehaget spredte sig og mest af alt fik Rashn lyst til at slippe sin støtte fra den sorte hoppe og ligge afstand imellem dem som var mere passende. Han gjorde det dog ikke. I stedet skubbede han den sorte hoppe en anelse til den modsatte side end hvad hun forsøgte at guide ham i. Han ville ind imellem træerne og ikke befinde sig på den sti han vidste var ikke så langt her fra.

"Imellem træerne."

Sammenbidt lød den hæse stemme da han endelig brød sin tavshed, han nu havde forholdt sig i et stykke tid. Han havde dog i sinde at forsætte der igen bagefter. Tavshed var dyd lige nu. Han koncentrerede sig. Det var han nød til.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: In pain, weak and cold 
Weather: Cold and windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Hvorfor han havde valgt fra starten af at blive i et område, hvor hun befandt sig - var ikke til at sige. Måske det egentligt var lige meget? D'zard havde det meget med at huske tilbage og lære af sine fejltagelser. Hun var altid meget beskyldende mod sig selv. Hvis hun fandt noget som hun kunne beskyldte sig selv for, så var det netop det hun gjorde - og det pinte hendes svagelige sind. Hun ønskede ikke, at skulle udvise sådan en svaghed.
Den fremmede ved hendes side udviste ingen tegn på, at hendes ord var noget som betød noget for ham. Hvis der var én ting, som D'zard fandt angstprovokerende (udover nærkontakt, selvfølgelig), så var det noget som når dem hun mødte ikke huskede hendes navn. Hun vidste godt at hun ikke var vigtig, og det forstod hun godt. Hun var et monster. En vanskabning, som ikke burde være til. Sådan var det bare. Der skulle slet ikke stilles nogen spørgsmål til det; men når hun endelig mødte nogen, så håbede hun på at de huskede hendes navn. Om ikke andet hendes øgenavn: Sorte. De fleste kaldte hende det, fordi det var så nærliggende - og nemt?

Blot det at de omtalte hende ved et navn, gav hende et spinkelt håb om, at hun var noget. At nogen huskede hende, trods alt i hendes sind prøvede overbevisende at fortælle hende, at hun ikke var værd at huske. Hun var et uhyre. Et misfoster, som slet ikke skulle være til - som blot skabte skræk. De to-farvede øjne rettede sig frem, i det hingsten skubbede hende i anden retning. En stor klump sank hun, da hun mærkede benene under hende smuttede væk. Hendes forben braste igen sammen, som var det tændstikker. Et smertefuldt, men i den grad neddæmpet hvin lød fra hende, mens det hvide blev vendt ud af øjnene.
I en hurtig bevægelse smækkede hun tænderne sammen, mens hun ængsteligt og krampagtigt spændte en hver lille muskel i hendes lille krop. Hun vred sig af smerte, inden hun lukkede øjnene. Fokuserende.

Forblændet i sit smertehelvede fik hun langsomt stablet sig selv op på benene igen, mens hun trodsigt satte sig i mod alle odds. Hun ville ikke ende til jorden igen. Hendes for-knæ var svøbt ind i det smattede mudder, skovbund og blade. Vaklende satte hun kursen i den retning, som hingsten vejledede hende mod. Hun måtte ligge sin lid til, at han ville sørge for, at hun kom et trygt sted hen. Det kunne umuligt være værre end hvor hun kom fra - og hvis det var, så kunne hun få en ende på sine lidelser, som havde stået på i årevis. ,,Fremmede. Har du et navn?" spurgte hun ydmygt, mens hun prustende vaklede frem i en meget ustabil færden. Hun vidste godt, at han sikkert ikke ville svare på det. Men hun prøvede også for sin egen skyld at tænke på noget andet, og måske - kun måske - føle sig en smule mere tryg ved ham.
Derved kunne han måske også finde en tryghed i hende. Men hun vidste godt at chancerne var minimale - fordi han sikkert ikke ønskede at svare på det. Og hun forstod ham også. Hvem ville dog give sit navn ud til en som hende?

Det var heldigt at hingsten ikke kunne set noget, for synet af denne hoppe måtte være ynkeligt og grufuldt. Hun var skind og ben; hvis det ikke skulle være løgn. Hendes pels smurt ind i mudder, blade og diverse snavs fra skovbunden. Hendes ribben var så tydelige, at de fleste ville slå knuder i deres maver af ubehag ved synet. Det var langt fra sundt - men alligevel. Alligevel så var hun en umådelig køn hoppe - trods hun aldrig selv ville kunne se det. Hun var meget spinkelt bygget, ikke særlig høj og så var hendes hoved ædelt og markeret på en meget feminin facon.
,,Du må sige hvis min talen skal ophøre. Hvis det generer dig," tilføjede hun efter et rums tid, fordi hun hellere ville lade være med at være irriterende for hingsten. Men hun så det som den eneste mulighed at opløse den meget ulmende, spændning som var i mellem dem. 


                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Det havde ikke været hensigten at hans skub havde skulle få den vaklende hoppe til at give efter og falde sammen. Det skete dog alligevel. Grunden havde nok været hans skub havde været uforudsigelig og hans anspændthed fik ham til at bruge flere kræfter end hvad var nødvendigt. Trods han havde været skyld i hoppen igen var endt på jorden kom der ingen undskyldning, i stedet stod han blot klar til igen at støtte hendes svage krop hvis hun havde brug for det. Han ville støtte hende til det var overstået, derefter ville han ligge en passede afstand imellem dem. Lige nu kunne han dog ikke fokusere på meget andet end at nå frem til deres destination. Alt andet ville kræve for meget af den arrede hingst, der i forvejen havde krævet for meget af sig selv. Han arbejdede hårdt på at fatte sig selv, holde fokus på målet, i stedet for at pine sig selv mere end allerede gjort.
Den vaklende hoppe kom på benene igen. Det havde virket besværet for hende, men det var sket. Endnu ikke kom der nogen undskyldning, og stedet, da den sorte fremmede hoppe var klar igen, forsatte han. Tavs forholdt han sig, for ham var der stadig ikke noget at sige. Det var dog først da hun brød stilheden han valgte at tale igen, ikke fordi han havde speciel meget lyst, men fordi det hun spurgte efter krævede et svar. Egentlig gjorde det ikke, for han havde ikke i sinde at fortælle sit navn. Det var en ligegyldig ting.

"Navne er underordnet, og som jeg ikke behøvede dit, behøver du ikke mit. Jeg vil være en fremmede for dig, som du vil være for mig. Intet mere. Navnet er blot en titel på det du bærer, en titlen ingen behøver kende- for mit vedkommende. I stedet skal jeg gå i forglemslen hos dig, så vel som du vil hos mig."

Hans hæse stemme var endnu talt imellem sammenbidte tænder, og var egentlig ikke særlig rar at høre på. Den kunne have været, hvis Rashn ikke havde været så anspændt. Hvis han blot havde kunne slappe en anelse af, måske løsne sig en smule op. Dette kunne dog ikke komme på tale! Aldrig.
Igen var han stille og lod det forblive sådan for en stund. I den tid koncentrerede han sig om at gå imellem træerne, af og til snittede hans skuldre i mod den skarpe kolde bark, men lod sig ikke bide mærke i det. Det var ikke alle han kunne undgå, og dog gik han alligevel ret så ubesværet imellem de store stammer.
Atter lød hendes stemme, Rashn svarede dog ikke. Han lod hende gøre det op med sig selv. En holdning Rashn havde var at ingen bestemte over andre, og der ved kunne han ikke tvinge denne fremmede hoppe til at tie, han kunne ønske det ja, men ikke bede hende om det. Så vel som han ikke kunne bede hende om at forlade hans selskab, men blot ønske det. Fri vilje var for den arrede hingst vigtig, og en af de ting han holdt meget fast i.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: In pain, weak and cold 
Weather: Cold and windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Afvisende var han overfor hende. Han ønskede ikke at lære noget om hende, at kende. Han ønskede at skulle glemme hende. Han ville intet vide om hende og hun skulle ikke kende ham. Efter dette møde skulle han gå forglemmelsen. Mindet om den mørke hingst skulle tilintetgøres. Det mente han i hvert fald. Dette pinte hende selvfølgelig, fordi hun tilsyneladende ikke var værd at huske på. Fordi hun havde fyldt hans sind med en påmindelse om, at han var tæt på hende. At de begge havde overskredet grænser sammen. Hun måtte acceptere; men erkende at hun ikke ville have let ved at glemme. Hun ville få svært ved at glemme, at han var den eneste som nogensinde i hendes liv havde stået tæt på hende i så lang tid. At han var den eneste som havde støttet hende i en umiddelbar håbløs situation.
Det hårdeste var da hans stemme bar præg af at han var fuldkommen tom. Han var ligeglad med hende. Han ville hende ikke. Og det var ikke fordi hun regnede med, at han nu skulle have hende hængende hele tiden. Men for en kort stund, havde hun troet at hun måske havde fundet en; som var lige som hende. Og som måske så hende som værende noget. Og ikke bare så i gennem hende.

Med et sænket hoved fortsatte hun tavst videre, mens hun pressede øjnene smertefuldt sammen og mærkede hvordan tomheden skyllede sig pinagtigt over hende. Hun blev afvist - og denne følelse var nok noget nær det værste der kunne ske for hende. Men hun prissatte hans ærlighed; trods hun lige nu var såret. Ikke fordi hun troede de havde noget specielt sammen, men fordi hun et kort øjeblik havde ladet sig rive med af den adrenalin som huserede i hendes spinkle korpus. Kick'et havde givet hende en eller anden form for barrikade, for ikke at være ydeligere ramt af den brændende fornemmelse der var ved hans tætte nærvær. Hun lukkede det ude - men atter skyllede det ind over hende som var det en tidevandsbølge.


,,Det kan jeg godt forstå," hviskede hun efter længere tids stilhed. Hun forstod ham jo godt. Hun forstod godt, at han hellere ville glemme dette kaotiske møde. Den følelse som det indebar, var meget ubehagelig eftersom de havde været udsat for den mest utænkelige ting der kunne ske. Nærhed. Nærhed mellem to væsner, som havde mistet al tillid til alt levende. To mistroiske sjæle, som blot ønskede ensomhed - og ikke ville lukke nogen eller noget ind. Og alligevel var de så forskellige; fordi D'zard ønskede det i sidste ende. Hun turde bare ikke. Hun troede ikke nok på sig selv. Hun vidste, at hun ville ødelægge det. ,,Men jeg er bange for, at jeg ikke kan glemme det," kom det forpint fra hende. Hun var nødt til at være ærlig med ham. Og hvis man lyttede godt efter, kunne man tydeligt høre hendes umådeligt sårede stemmeleje.
Det gjorde ondt på hende, at blive afvist og at han hellere ville glemme hende. Og hun ønskede mere end noget andet at det ville ske - for hun ville ingen byrde være, som hun nu var. Under hende opstod et flammehav - følte hun. Hendes ben knirkede for hvert skridt hun tog - men de nærmede sig det sted som de skulle være ved. Det sted, hvor hingsten kunne afvige sin position - og derved komme væk fra hende.

                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

At ordende der kom fra den arrede hingst ville ramme denne skrøbelige hoppe hårdt, havde han ikke forventet. Egentlig lagde han heller ikke mærke til det just. Det var det svar de alle fik. Alle der havde spurgt efter hans navn, havde fået samme svar.
Ingen af dem han havde mødt havde bedt om den fjendtlighed han udviste, ingen af dem havde bedt om han skulle være kold over for dem. Skærer dem af. Der var dog ingen forskel for Rashn. Hvis ikke de kendte sandheden i forvejen, sandheden om hvordan verden hang sammen, var Rashn ikke så bleg for at vise dem. Eller i hvert fald forsøge. Ingen kunne stoles på, tillid var spild og ville kun koste smerte. Han vidste det, denne sorte skrøbelige hoppe vidste det. Eller det var hvad han havde gået ud fra. Rashn sammenlignede dem nok for meget, og der ved kastede han blot sine ord til side og forsatte i stilhed.
Havde den arrede hingst vidst hans ord ville ramme så hårdt, havde han så sagt noget andet? Næppe. Rashn var ærlig, han så ingen grund for at pakke noget ind, uanset hvor brutalt det så måtte være. Måske havde han i stedet formuleret sig en anelse anderledes, blot for ikke at lade denne hoppe føle svigten fra ham. Rashn svigtede dog alligevel, det var sådan han var. Ikke fordi han ville, men fordi det var det eneste han kendte til. I sidste ende ville han svigte denne hoppe, hvis ikke han allerede havde gjort det.
Stilheden varede i et stykke tid. Dog ikke længe nok, efter Rashns hoved. Atter lød hendes stemme, men tonelejet var anderledes nu. De mandelformede øre lækkede en smule på sig. Han lyttede. Det kunne næppe ses. Han anspændthed var det samme, og de tomme blik var rettet lige frem, og havde ikke fjernet sig fra det mørke han så ind i.

"Det er nært som umuligt at glemme. Alle er fremmede for mig af den grund at så kan de glemmes jo mindre jeg ved jo bedre. Nogen er jeg så uheldige at møde og være nød til at fortrænge. Jeg bryder mig ikke om nogen. Jeg kan høre det gik dig på. Hvorfor havde du forventet andet?"

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Hurt, in pain and cold
Weather: Cold and windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

De fleste ville hurtigt finde ud af at dette var en magtesløs kamp. D'zard havde det med at vælge det forkerte selskab. Hun kendte ikke til noget andet. Hun kendte kun til fjendtligheder; og dette gjorde hende mere tryg end hvis nogen var sød mod hende fra start af. Hun blev mistroisk så snart nogen behandlede hende på anden vis end den aggressive, fjendtlige måde. Det virkede grotesk - men sådan var det bare. Hingstens reaktion var ikke til kendegive. Det eneste hun opfattede var at han var ligeglad. Han var hverken vred eller fjendtlig - han koncentrerede sig bare om at få hende et sted hen, så han sikkert kunne efterlade hende der. Det forstod hun godt.
Hun forventede ikke, at han ville være der for hende efterfølgende. Det havde han gjort klart for hende, at han ikke havde brug for. Han ville glemme hende, som han ville glemme alle andre. Hun var ikke andet end en fremmede, som alle andre. Og sådan ville det forblive - det var tydeliggjort nu.

Sandheden kunne gøre ondt, men det var bedre end at blive ledt i uvished. Det var bedre end at skulle vandre rundt i en forestilling om,  hvordan det kunne have været. Da hans stemme atter lød; og hun fik lyttet til hans snakken - så bremsede hun, mens hun forvirret vippede med de spidse, sorte øre. Hun prøvede at samle alle brikkerne, som lå som et endeløst puslespil i hendes hoved. Dæmonerne i hendes sind blev ved med at prøve på at tale hende fra, at udsætte sig selv for flere dumheder. Det var farligt for hende; og det vidste hun jo egentligt godt.
Hvorfor hun forventede andet kunne være et svært spørgsmål at svare på. Men hun bemærkede, at han havde lagt mærke til at det gik hende på - og hun mærkede et stik i hjertet. Hun havde været åbenlys. Endnu et svaghedstegn, som hun endnu ikke havde vænnet sig af med. Hun mimrede nervøst med mulen, mens hun stoppede helt op. En spændt knude satte sig fast i hendes mave, mens hun pustede tungt ud.

,,Jeg ... jeg har svært ved at sætte ord på det," startede hun med et sørgmodigt suk efterfølgende. Hun mærkede hvordan hendes tænder igen klappede sammenbidt sammen. Nerverne begyndte at dirre i hendes udmagrede krop. Hun følte en trang til at finde et tilfredsstillende svar, men hvad hvis der ikke var noget? Hvad hvis hun vitterligt ikke kunne finde noget svar, som ville give mening? ,,Du bryder dig ikke om nogen, men alligevel så trak du ikke væk - mens du havde chancen," begyndte hun nervøst og usikkert igen, mens hun prøvede at samle sig, for ikke at knække i stemmen. Det var umådeligt svært for hende.
Det forvirrede hende ydeligere, at han nu pludselig spurgte ind til hende. For det havde han ikke just gjort før. Han havde i stedet været nedladende over for hende, som mange andre. Han havde været uforstående, som mange andre. Men han var ikke som mange andre, for han var lige så knækket som hende selv.

Følelserne sad uden på, det kunne tydeligt mærkes. Det vidste hoppen skam godt selv, og det var med til at gøre det hele værre for hende. ,,Du vil glemme mig," hviskede hun pinagtigt. Som en reminder på, at hun intet var værd. Som en påmindelse, til at hendes dæmoner talte sandt. 

,,Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Det er naivt af mig, at forvente noget. Du har allerede gjort nok for mig." prøvede hun med en slingrende stemme, som bestemt var på randen til at knække over hvert øjeblik som passerede forbi. Hun vendte sit hoved i mod ham, mens hun skævlende i kroppen mærkede hans kropsvarme mod hende.
En uvant følelse var det for hende, fordi hun ikke kendte til det. Hun havde ikke prøvet det før. Og det troede hun heller aldrig hun ville komme til. ,,Du er den eneste, som har været så tæt på mig i længere tid. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere. Det er så uvant. Så forkert, men din varme. Den beroliger. I hvert fald en smule," sluttede hun nervøst af med. Men hun var langt fra selvsikker i hendes tone. Hun var rædselslagen for hans reaktion. 


                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "