Voyager of Obsession

Meget kunne man skjule for den arrede hingst, i hvert fald når det kom til det virtuelle. Kom det til det stykke hvor han kunne bruge sine andre chancer kunne næsten intet skjules. Det manglende syn havde gjort de andre sanser skarpere. Alle lugte var skarpere for ham, selv meget små lyde, som ingen ville høre med mindre de decideret lyttede efter dem, kom til ham naturligt. De små mus og krybdyr der skrættede i skovbånden var lyde der for ham stod tydelige, som var han nede på deres højde. Lugte forekom skarpere, der ved kunne han også tydeligt lugte fremmede på afstand, sågar kunne han af og til lugte det saltede vand når vinden blæste kraftigt ind over landet og bragte det med sig. Lugte andre næppe ville opdage.
Selvom Rashn ikke havde forstand på andre, nærvær og næst kærlighed- eller kærlighed for den sags skyld. Han kendte heller ikke til medfølelse eller omsorg som de fleste gjorde. Alligevel var det så tydeligt for ham hvordan det hele havde påvirket hende. Måske havde det påvirket en hver anden også, hvis de havde været i den sorte hoppes situation. Selvom Rashn opdagede denne skrøbelighed, var det som om den ikke havde yderligere effekt på ham. Hans ord han havde talt var stadig talt med den samme kolde hæse stemme. Følelses forladt. Egentlig var det også sådan den arrede hingst virkede: I hvert fald udadtil.

Rashn lyttede man svarede ikke umiddelbart på denne hoppes ord. Han så godt logikken ikke lå i det. Hans logik var blot en anelse anderledes end de fleste andres. Uanset hvem man er, hvilken tilstand man er i, kan ingen stoles på. Ingen kan han vende ryggen til og give dem fordelen. Aldrig. Han lod hoppen foresætte i sin uvished om dette. Rashn åbnede sig ikke just op, og denne sorte svage skabning var heller ikke tilfældet.
Faktisk svarede Rashn slet ikke på noget af det hun sagde. Jovist havde han selv spurgt ind til det. Et sted fortrød han det, for i stedet for at skubbe hende længere fra sig, lægge afstanden- ikke fysisk endnu, blev sværere. Jo mere han vidste om hende jo sværere ville det være for ham at glemme hende. Lige ledes omvendt. Den kattepine de havde stået i og endnu var i, kostede allerede dyrt på den konto.

Igen påmindende hun ham om den nærvær han forsøgte ihærdig at ignorer. Han vidste det ikke kunne lade sig gøre at glemme helt at de var så tæt på hinanden, så tæt at de rørte ved hinanden. Så tæt at hans varme fra hans krop drev til hende i et forsøg på at holde hende varm. Det gjorde ondt, det brændte dybt at være nød til den nærvær. Igen havde han en stor trang til at ligge en afstand imellem dem, en der var mere passende. De mandelformede øre blev igen presset i nakken. Han kunne ikke tage hendes mening fra hende, hun var fri til at tænke selv, alligevel pinede det ham. Det pinede ham at hun følte behag eller følte sig beroligende over at han var så nær- jovist var det varmen hun nævnte, men den kom fra ham.
Rashn svarede ikke. Heller ikke denne gang. Han havde ingen ord. Han var vel et sted mundlam. Hvad skulle han sige til hende. Han kunne fortælle hende hvor ondt det gjorde på ham at være nød til dette, hvor syg han følte sig over den nærvær de havde nu. For hvilken grund? Hun vidste han ikke havde behag ved nærværet, han havde gjort det ganske tydeligt helt i starten, at der var en grænse og den skulle ikke overskrides- det var den blevet og oven i købet af ham selv.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Hurt, in pain and cold
Weather: Cold and windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Måske det var bedst, at hun blot gjorde som han helst ville have. Lade ham glemme hende, og glemme dette kaotiske møde. Men det ville være svært, for det ville brænde i hendes sind. Hun ville ligesom med den musegrå hingst, begyndte med mareridt igen. Det skete hver gang en "nær" bekendt forlod hendes verden. Så blev de en del af hendes alt ødelæggende mareridt. Det var noget, som hun frygtede og derfor var det at hun ikke ønskede dem, som gamle minder, som skulle slettes. I et suk tog hun mod til sig, for at kunne fortsætte sin talestrøm, trods han var tavs. Mundlam.


,,Hvis jeg skal glemme dig, så vil jeg få mareridt." svarede hun efterfølgende. Velvidende, at det sikkert ikke generede ham, fordi han kunne være bedøvende ligeglad, men hun kunne lige så godt være ærlig, nu hvor han selv var ærlig. Hvorfor hun havde nogen trang til at fortælle ham dette, var kun så han blev klogere på hende. Trods hun vidste at det blot blev svære for dem begge. Især hvis han vitterligt ikke ønskede at vide noget om hende.

Det forekom hende ikke unaturligt, at nogen var ligeglade med hendes eksistens, men hun tog det alligevel tungt hver gang. Mest fordi hun blev påmindet om hvilken absurd skabning hun var. Hvor ynkelig hun var. Men hun vidste et eller andet sted godt, at det var sådan det burde være. Sådan det skulle forblive. Hun stod endnu stille, mens hun overvejede hvad hun dog skulle stille op med denne kaotiske tilstand. Dette kaotiske møde, som havde forudsaget komplikationer.
Uvist var det i en kort stund, før D'zard gjorde noget lettere uventet handling. Hun samlede de kræfter hun havde, mens hun humpende fik trukket sig væk fra ham. Gjorde ham fri fra sin berøringer. Fjernede den belastning han led under. Vaklende fik hun klamret sig mod et træ længere væk, da hun fik sikret en god afstand i mellem dem, mens hun udmattet hev efter vejret.

Dumdristigt var handlingen, men D'zard havde det med at få ganske impulsive forestillinger i sit hoved, som til tider førte til handling. Denne gang valgte hun at være uselvisk. Trods hun behøvede støtten for at overleve, så brugte hun sin sidste energi på at frigive ham. Hun ønskede ikke at belaste ham mere, fordi hun kunne mærke hvordan det smertede ham, at vide at det beroligede hende... Bare en smule, at han var hende nær og gav hende den behøvet kropsvarme, som hun ikke selv kunne fremstille på grund af hendes tynde pelslag.
Det ville garantere koste hende dyrt, men hun fandt det nødvendigt. Alt i hende skreg af smerte, som hun stod der og pustede udmattet, forpint og smertefuldt ud. 


                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Mareridt. For de fleste forekom det kun om natten. For en som Rashn var det hver dag, hele tiden. Mareridt var ikke længere kun dårlige drømme, som man trygt om morgen kunne vågne fra. Når livet havde taget en drejning som hans, og mareridt var blevet levende, lige så levende som han selv, træk vejret. Dem kunne man ikke blot vågne fra og vide at det blot var en drøm. Disse mareridt kunne man ikke slippe fra. De ville følge en for altid. Pine en til man gav efter og enten blev sindsyg eller døde. Hvem ved, måske det ville følge en der efter også.
Hvilke mareridt hun ville have over at forsøge at glemme ham, havde han svært ved at sætte et overblik over. Han kendte ikke til mareridt over at glemme, mareridt om andre levende individer forekom ham kun i situationer som denne, som hvor han var nød til at overtræde sine grænser. Situationer hvor han ikke kunne være alene, være i fred.
Det var som så ikke fordi den arrede hingst var ondskabsfuld. Han kunne udføre onde gerninger, ingen tvivl om det, og ingen tvivl om han allerede havde gjort det. Det var hadets skyld. Dette had var kommet af de svigt han måtte gennem leve i sit liv, mest i hans fortid. Nu stod han isoleret, beskyttet imod fremmede. Han kunne ikke lukke dem ind. Aldrig. End ikke hvis han ønskede.
Det ville ikke være muligt. Det var i hvert fald sådan den arrede hingst tænkte. I virkeligheden var der vel ikke et svar på om det ville ske. Egentlig kunne man aldrig sige aldrig, ud over netop denne sætning. Tingene kunne ændres, det var blot svært at se lige nu. Blind eller ej.

Det kom som et lettere chok og Rashn reagerede også her efter, da hoppen forlod hans støtte. Træk sig væk og i stedet fandt et støtte ved et træ. De mandelformede øre var igen presset fladt ned i nakken og med det samme hun havde rykket sig uventet havde Rashn blottet tænderne og en advarende brummen var kommet fra den store strube. Uventede reaktioner, bevægelser havde denne effekt på den sorte hingst. Det uventet var farlig, men også det han konstant var nød til at forvente. Han måtte til en hver tid forsvare sig selv.
Der kom efterfølgende en lettelse. Afstanden var lagt imellem dem til mere passende. Den brændende stikkende smerte af ubehag forsvandt gradvist. Brummen forsvandt i takt med alt andet. Han stod nu passivt og stirrede stift ud i luften i hendes retning.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Hurt, in pain and cold
Weather: Cold and windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Forbandet dumt var det, at D'zard havde kastet sin lid til denne hingst. Hun burde være blevet klogere. Hun var for selvvisk. Var hun ikke? Han havde selv trådt til, men hun kunne bare have bedt ham om, at lade være. At holde afstand; men hun valgte at lade være. Hvorfor? Det kunne hun ikke selv svare på; for hun var blevet manipuleret i sit sind. Noget, som hun ikke selv var herre over længere. Noget, som accepterede det uden videre. Måske fordi de to skabninger på en eller anden måde kunne redde hinanden? Men også skabe endnu mere kaos for hinanden? En hårfin grænse var det i hvert fald; og sådan et bekendtskab skulle man virkelig passe på med.
Hun havde valgt at komme væk fra ham, og dette var dumdristigt og et valg, som kostede hende dyrt. For hendes vaklende ben - kunne ikke bære hendes vægt ret meget længere. Hun var nødt til at søge ly et sted, hvor hun kunne ligge sig, men hun ville være i farer. Der var altid nogen derude, som ville kunne udnytte hendes svækkende energi, som ebbede ud af hende. Håbet. Det svindede ud.

På nuværende tidspunkt var hun udsat. Hun havde lagt en tilstrækkelig afstand mellem dem, som måske ville være bedre for ham. Som måske ville få ham til at føle sig mere tilpas. Hun vippede usikkert med ørene, da hun ingen ord fra ham hørte. Derfor forventede hun, at han vedtog hendes handling som i orden. Trods hun vidste, at det var et valg der gjorde hende endnu mere udsat end før.
Endnu mere svag. ,,Det er bedre sådan, ikke?" lød det prøvende fra hende, for at få en form for accept på at han var bedre tilpas. Hun var nødt til at høre om det umagen værd. For at føle sig noget værd, i hvert fald bare en smule. Hun ville vide, at hun for en gangsskyld havde gjort noget rigtigt. At hun havde taget et korrekt valg.

Barken fra træet havde flænset i hendes tynde pels, og hun bed tænderne let sammen, mens hun påvirket af smerten prøvede at komme videre. Hun snublede over en fremtræden rod fra et træ, men fangede hurtigt balancen inden det gik rigtig galt. Hun var en tikkende bombe; men hun kæmpede. Hun forsøgte virkelig, for hun kunne ikke være svag nu. Ikke efter alt det han havde udsat sig selv for og det hun selv havde været i gennem. Hun havde fået overskredet en grænse, som nu var udefinerbar. Det eneste hun manglede, var én ting.
Hans accept på, at hun gjorde det rigtige. For det gjorde hun. Gjorde hun ikke? Dæmonerne påvirkede hende ikke i dette øjeblik. I stedet forholdte de sig tavse i hendes sind. Overværede hvordan hun fortabt og i smerte fortsatte videre.


,,Er der langt igen?" spurgte hun svækket af smerten. 


                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Hoppen var svækket, og havde nu brugt en del energi på at ligge en afstand imellem dem. Rashn kunne høre hendes åndedrag, som hun gispede hun efter vejret. Hendes anstrengelse havde taget på hendes energi, og selvom følelse af afstanden imellem dem voksede, var valget nok ikke strategisk set det smarteste. Hun var svag, og nok også for svag til at foresætte sådan. Rashn lod hende dog gøre det, afstanden var mere end vel anset for den arrede hingst, og beslutningen havde været hendes. Jo vist havde Rashn selv sagt, og var gået med på at få hende dybt ind i skoven hvor hun kunne være i læ for vindens bidende kulde, og der ved ville han heller ikke forlade hende endnu, og han ville stadig stå klar til at støtte hende- også selvom den arrede hingst vidste det ville være endnu hårdere og sværere for ham igen at skulle genoptage nærkontakt.
Mekanisk nikkede han, han bekræftede hende i at det var bedre sådan. Alt andet ville have været løgn. Rashn havde ingen grund for at lyve. Der var aldrig nogen grund for at tale usandt. Rashn vidste det, formodentlig ville der være flere der gjorde. Den arrede hingst havde ikke behøvet at bruge ord, kunne han undgå det gjorde han det som ofte. Det var ikke sådan han hadede at tale- problemet var mere at det gjorde man i andres selskab og selskaber brød han sig ikke om. Dette var både et af de mere heldige og uheldige selskaber han havde oplevet, hvilke vakte blandede følelser for den sorte hingst.

Det var med svage ben den sorte hoppe forsøgte at frembane sig vejen frem på egen hånd. Rashn lod hende, solidt gik han med hende, men med den mere passende afstand, en anelse bagved hende. Hun ville ikke få lov at gå bagerst, dette ville være for risikabel, afkræftet eller ej!

"Der er noget vej endnu."

Stemmen lød ikke nær så sammenbidt længere, dog stadig følelses forladt var hans talen. Hvor langt der var, var svært at sige præcis. Rashn talte ikke de skridt han tog, hvilket måske havde gjort det nemmere. Han gik heller ikke i samme tempo som han normalt ville have gjort, alt fordi den svækkede sorte hoppe ikke kunne følge med i det samme tempo, hans støtte eller ej, hun var for svag til det i hendes tilstand.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Hurt, in pain and cold
Weather: Cold and windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Langt igen var der forhåbentligt ikke. For D'zard blev mere og mere svækket, eftersom hun nu foretog sin færden alene. Uden støtte. Hun vidste at det var unødvendigt for hendes egen kræfters skyld, men for at udvise en smule sympati til hingsten, så veg hun fra hans side - så han derved kunne få den luft han behøvede. Og derved ville hendes nervøse talen måske høre op. Men hun talte meget når, hun var i pressede situationer. For at aflede sine egne tanker. Sine dæmoner. Og ufatteligt nok så hjalp det hende. Bare lidt.
Et let nik bekræftede hende i, at det var bedre med afstanden; som hun allerede havde forudset at det ville være. Det var bedre. Bedre for dem begge. Bedre for hendes følelser også. Hun blev forvirret; mest fordi hun blev vildledt og adrenalinen kørte på døgndrift. Adrenalinen var netop en af grundene til at der tit opstod mere forvirring hos hoppen. Hun blev tit grebet af den. Fascineret af den. Draget af den.

Svækket af smerten fortsatte hun trods han lod hende vide, at der var en del vej endnu. ,,Tror du jeg kan klarer den?" spurgte hun usikkert, og vendte det nedsænkede hoved i mod ham. Underdanigt igen. Hun hev besværet efter vejret for hvert et skridt hun tog. Forvirringen opstod igen, når tvivlen dannede sig. For hun var tvivlende på hvorvidt hun kunne fortsætte sin færd. Om hendes ben kunne holde til det pres, som hun udsatte dem for. Men hun pressede sig selv videre.

Vejen frem var en hård, ubarmhjertig rejse. Det føltes som gik der timer på at bevæge sig blot få meter frem. Det var en ubehagelig situation at stå i, men hun var mere afslappet nu - da afstanden havde lagt sig i mellem dem, trods hun alligevel var glad for han besluttede at følge hende.
Besluttede at være der for hende. Selvom hun ikke helt vidste hvorfor. For hun var ikke det værd.

,,Du fremmede. Jeg ved ikke hvor længe mine ben holder," bemærkede hun tøvende, mens hun gispede atter efter vejret. Hun lod ørene vippe tilbage, mens hun vurderede situationen, og mærkede en dyb smerte skære ind i hendes pels igen. Hun havde i sin vaklende færd stødt på et træ med grene som var pegede ud i luften, og derved fik hun skåret sig.
Påvirket af smerten fortsatte hun ihærdigt; trods hun blev mere slingrende. Mere svag. Mere ubalanceret. Det endte ud i zig-zag bevægelser, som kun tydede på at det blev svære for hende, at gå. At hun ikke kunne ret meget længere. 

                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Det havde under lang del af forløbet krævet meget af dem begge. De havde begge lidt under et hårdt pres, næppe helt det samme. De to var ikke ens, selvom de havde nogle ligheder. De var lige så forskellige som nat og dag, og alligevel så ens. Det var svært at placere dem i hver deres båd, men også svært at komme dem i den samme. Der var hele tiden for og mod for hvor vidt de mindede om hinanden.
Rashn anså endnu som mere stædig end først antaget, hun kæmpede endnu. Hun kæmpede på sine egne svage ben, der næppe ville holde hende længe. De havde allerede en gang givet efter for hendes vægt, det var blot et spørgsmål om tid før de ville gøre det igen.

Et simpel spørgsmål stillede hun. Om han troede hun ville klare turen; Nej. Optimistisk ville andet have været. Hendes tilstand var kritisk og turen igennem det endnu smattede underlag krævede mere end man lige forventede.

"Nej."

Han løg ikke, og han kunne have svært ved at tro på det. Måske ville hans svar blot få hende til at presse sig selv yderligere til at forsøge. Eller ikke. Rashn kendte ikke denne fremmede, og ej heller hendes tanke gang. Ikke at han ønskede, det ville kræve noget som for den arrede hingst virkede umuligt. I stedet tog han bare tiden til at se an hvad der ville ske.
Som antaget at hun ikke ville klare den, gik der ikke lang tid igen før hun selv nævnte hun ikke troede på hun ville klare den. Lige frem og målrettet gik hun ikke længere. Rashn kunne høre hvordan hun bevægede sig fra side til side. Det bed i ham, får han vidste han måtte træde til, ikke at han havde speciel meget lyst til igen at skulle genoptage nærheden.

De mørke hove blev slået i underlaget, han stod stille. Sammenbidt og anspændt forsøgte han at gøre hvad han måtte, det synes blot alt for hårdt. Han pressede sig frem, i tempo nok til at indhente hende- der skulle ikke lige frem meget til.
Der kom en brummende lyd fra ham da han nærmede sig hende igen. Blikket var endnu rettet stift frem. Hvis han kunne bærer hende, eller næsten i hvert fald, ville de kunne nå frem hurtigt. Tempoet ville kunne sættes op, og hun ville kunne spare på den smule energi hun havde endnu.
Problemet var bare nærkontakten.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Hurt, in pain and cold
Weather: Cold and windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vaklende bevægelser var det eneste, som nu kunne lade sig gøre. Hele hendes skælvende, dirrerende krop havde svært ved at holde hende oprejst. Under hende mærkede hun hvordan hendes spinkle ben gav efter for vægten. Derfor forsøgte hun med slingrende bevægelsesmønstre at rette op på dette. Men hun vidste inderst inde godt, at det ikke var muligt. Hun vidste godt, at den kamp hun forsøgte at kæmpe mod ville være for svær. Det var ikke muligt for hende, at stå oprejst ret meget lang tid længere. Hun var ikke i stand til ret meget mere. Ikke nu.
Hingstens svar på hendes noget ydmyge spørgsmål var ikke nogen overraskelse; men hun kæmpede endnu. Mest for at bevise det modsatte. Hun fandt en styrke, som hidtil ikke havde været fundet før. En styrke, som brændte for at vise ham, at hun godt kunne. At hun ikke behøvede at skulle blive set ned på. Ikke af ham. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Hun havde brug for at være stærk. Bare for en kort stund.

Mørket havde opslugt hendes silhouette. Hun var som gået i et med mørket, men hingsten formåede alligevel at finde vejen til hende; og snart bevægede han sig tæt på hende igen, for at være hendes støtte. Og hun mærkede et stik i hjertet, da hun påbegyndte sin selvbebrejdelse. Hun udsatte ham for en nådesløs totur, ved at være så svag at han var nødt til at komme tættere på hende. Det vidste hun.
Han forsøgte alligevel; og trods for sit svagtseende blik - så havde han på kort tid indhentet hendes vaklende, slingrende og meget dæmpet tempo. Hun vippede usikkert med ørene, mens hun atter spændte nervøst op i kroppen. Hun vidste godt, at han var nødt til at røre hende igen, for at give hende støtte. Og selvom hans varme var så tillokkende, så var hun bange for den berøring. Hun vidste den ville medføre en indre smerte, som selv hun ikke kunne benægte. En smerte som ville forfølge hendes inderste tanker, drømme i en længere tid.

Usikkert satte hun tempoet ned og lod ham indhente hende, mens hun opgivende lod blikket glide mod jorden. Et suk blev udløst. Et tungt et af slagsen. ,,Jeg prøvede. Det er godt, er det ikke?" Man behøvede ikke at være et geni for at høre, at D'zard søgte bekræftelse på at hun havde gjort hvad hun kunne. At hun søgte en eller anden belønnede kommentar om at hun var bare en smule stærk. Så hun kunne føle sig noget værd, at hun kæmpede for sit liv. Snart ville deres kroppe igen smelte sammen; og påføre en ualmindelig smerte, som de sent ville glemme.
,,Er der noget jeg kan gøre, for at gøre det nemmere?" spurgte hun med en dæmpet tone, som var påfyldt en hvis bekymring. Hun vidste at det var lige så svært for ham, at komme tæt på hende, som det var for hende, at han brød hendes adfærdsmønster. Han havde vovet sig over grænserne; og det betød at hun nu måtte være stærk psykisk også, hvis det overhovedet da var en mulighed.

Intet ville gøre situationen lettere, men der måtte dog være et eller andet, som kunne løsne stemningen lidt op. Det at man kommunikerede gjorde D'zard mere rolig, om man ville. Hun stolede bestemt ikke på hingsten, og hun forventede heller ikke, at dette ville ændre sig, trods han havde kommet tæt på hende. Hun forventede ligeså, at han heller ikke stolede på hende - men han kun gjorde det som var nødvendigt. Alligevel kunne hun ikke helt fra stille sin tanker omkring, at hingsten faktisk udviste en bekymring. På sin egen særlige, indelukkede måde. Og hun var ham taknemmelig, det havde hun sagt.
Han ønskede ikke at tale selv, men han havde ikke sagt til hende, at hun skulle stoppe sin talen. Og det gjorde, at hun derfor kunne plapre løs, og derved få tankerne på gled og fokusere bedst muligt på noget andet. Noget andet end ham. Hans brændende pels. Hans varme. Hans tilnærmelser, som skræmte livet ud af hende.

                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Brændende. Det var sådan det føltes da hans flået skind mødtes med hendes sorte stadig kolde. Smerten kom hurtigt allerede blot da deres hårstrå snittede hinanden. Det åd den arrede hingst op inden fra. Ubehag var atter vagt i ham, mere end ved normale møder. Dette var ikke et normalt møde, trods den arrede hingst forsøgte at bilde sig selv ind, at dette blot var som alle de andre. Faktummet var dog at det langt fra var. Alle de mange grænser der var blevet overtrådt ved dette møde, blev normalt vis ikke så meget som rykket på ved de andre; alt for i et forsøg på at holde den sorte hoppe i live.
Støttende befandt han sig nu tæt sammen med den svage op, alt for tæt. Han bed det hårdt i sig, men uanset hvor meget han forsøgte at ignorer det, var det ikke helt muligt. Det var umuligt at ignorer sådan smerte, og trods smerten forsatte han. Solidt forsætte Rashn deres fært frem. De kunne ikke stoppe, nej ikke nu. Der var ikke langt igen. Hvis ikke flere pauser opstod ville det være hurtigere overstået.

Rashn kunne vel godt have givet hende et svar af lyd, da hun spurgte efter en bekræftelse på at det hun havde gjort var godt. Det var det, det havde føltes rart at få lagt afstanden- trods det havde gjort det svære igen at skulle nedlægge den; det havde været godt for den stund det varede, og der ville ikke være længe før han permanent ville kunne holde sig væk, lægge den afstand han behøvede. De behøvede. Rashn overskred ikke kun sine grænser, men også hendes- af nødvendighed, men det var ikke helt kun derfor denne afstand nu var så vigtig for ham. Han måtte tage afstand fra den svage sorte hoppe, så de begge kunne vende tilbage til dagligdagen. Glemme:
I stedet kom et mekanisk nik der bekræftede hoppen i hendes ord.

Det var ikke længe skovens stilhed fik lov at herske over dem før den svage stemme atter lød. Hun talte- selvom den arrede hingst i en del tid nu havde fortrukket stilheden, havde han ikke bedt hende stoppe. Det måtte han ikke. Det var imod hans tro imod hans natur at bede et anden individ om at indpasse sig hans vilje. Det var selvfølgelig ikke altid Rashn havde kunne overholde dette heller- men han forsøgte, grundet han virkelig troede på at alle levende individer var deres egen hersker og de virkelig inderligt selv måtte vælge hvad de ville.
Om der var noget der ville kunne gøre det lettere? Rashn kunne ikke komme på noget tænkeligt, eller i hvert fald ikke på noget der ville kunne lade sig gøre helt nu. Noget der ikke ville være spild af den anstrengelse de måtte have gennemgået.

"Vi skal bare nå frem til skovens midte."

Den hæse stemme talte atter igen sammenbidt. Tænderne næsten knaste sig sammen. Hans kæber ville syde når han en gang slap fra selskabet og atter ville kunne vende tilbage til den mere afslappet tilstand, som dog ikke var helt så afslappet igen. Det var umuligt at slappe helt af.
Tæt på var de ved at være, nogle skridt mere. Men hvad så bagefter?

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Hurt, in pain and cold
Weather: Cold and windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Det var med tapre skridt at hoppen fik ført sig videre. Dog måtte hun til sidst indse, at det ikke var muligt at gennemføre det uden den nødende hjælp. Straks mærkede hun den ulmende smerte under sit pelslag, og ørene lagde sig tilbage, mens hun krympede pinagtigt sammen. Let blottede hun de hvide tænder, og skar en smertefuld grimasse. Varmen fra hans pels lindrede den bidende kulde, som havde bidt sig fast under hendes skind. Men den lindrede ikke på de smerter, som hun pådrog sig ved berøringen. Hun kunne mærke hans ubehag, og lige så hørte hun hvordan hans tænder klappede sammen. Det var ubehageligt for dem begge, men alligevel kæmpede de side om side. Og hun måtte hele tiden holde sig selv i en balance.
Hendes syn begyndte kort tid efter at drille hende; da hun mærkede en svimlende fornemmelse. Det snorrede i benene, og hun virrede henkastet med det ædle hoved. Målrettet lod hun skridtende, skælvende fortsætte og hun lod sin ellers lette vægt støtte sig mod hingstens sorte, arrede skind.

Selvom hingsten mente, at de skulle glemme hinanden; så vidste hun at det ville være en umådelig svær opgave. Hvordan skulle man kunne glemme en, som havde kommet så tæt på hende? Hvordan ville det være muligt at fortrænge det ud af sit sind? Det kunne man ikke. Det var en umulighed. Selv for D'zard. Hvis hingsten formåede det, så var det hans egen beslutning, uanset hvor hårdt det end var. Men hun ville også sørge for, at hun ikke støtte på ham igen. Så han kunne få fred til at glemme alt om hendes eksistens.
Det var det bedste, var det ikke det? D'zard grublede længe over, hvad der ville ske efterfølgende. Når de nåede frem? Ville han forlade hende med det samme uden varsel? Ville han fortsat blive? Havde han lokket hende et sted hen, hvor hun derefter skulle lide en smertefuld død? Alle forestillinger var oppe og vende. Hun stolede ikke på ham. Heller ikke selvom han havde hjulpet hende.

Nervøst tog hun skridtende videre, med en ustabil, usammenhængende gang. Hun gjorde alt hun kunne for ikke at bukke under endnu en gang. Det kunne hun ikke tillade. Men hun havde på en eller anden fornemmelse, at de var tæt på. Og hun havde også noget, som hun gerne ville fortælle ham. Noget, som hun ikke anede hvordan hun skulle få sagt; men som hun vidste sikkert var nødvendigt for hendes vedkommende. D'zard levede med en skyldsfølelse, som var langt over den normale. Og derfor havde hun til tider nogle ting, som hun var nødt til at få sagt inden det var for sent. Tavst fulgte hun ham endnu.
,,Så kan der ikke være ret langt endnu," mumlede hun beroligende til sig selv, mens hun gispede efter vejret. Kompliceret blev det efterhånden, fordi hun lagde så mange kræfter i at komme frem. Hvert et skridt hun tog var et smertehelvede uden lige.


                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Rashn lyttede til deres hovslag. Takløst gik de, der var ikke nogen fast rytme. Lyden var ikke tydelig, underlaget var stadig smattet. Al den regn der var kommet havde virkelig blødt jorden op, en del, og i takt med flere og flere dyr gik over den våde jord jo mere blev den revet op. Hvor vidt det regnede kunne Rashn ikke sige noget om, træerne der endnu havde lidt krone tilbage skærmede dem godt af. De var ved at være så langt inde i skoven, at alle træerne stod ganske tæt. Det var grantræerne den arrede hingst havde satset mest efter, de skærmede mere i vinteren halvåret end alle de andre, deres nåle der aldrig synes at ville drysse af. Lugten af gran og harpisk var ikke til at tage fejl af, de var ved at være noget til det sted Rashn havde sat sig for. Langt inde i skoven.

Hun vaklede endnu. Rashn satte tempoet en anelse ned, han var blevet ihærdig efter at nå frem, at han ikke rigtig havde taget højde for, at det måske ikke var det nemmeste for den svækkede hoppe at bevæge sig i et nogenlunde hastigt tempo.

"Der er ikke langt, vi er blandt grantræer nu, de vil kunne skærme dig fra vinden."

Det handlede egentlig mere om for hende nu at finde den rigtige plads, det rigtige træ at søge lå under. Måske en gruppe der stod mere tæt end de andre. Det var op til hende at finde ud af hvordan hun ville søge ly mere præcis, for den arrede hingst stod ganske blind i mørket- omgivet af alt andet end hvad synet ville kunne bringe. I stedet var det den meget velkendte duft der gjorde indtrykket på hvor de var. Han vidste de sagtens ville kunne gå længere ind i skoven og stadig befinde sig ca i dens midte. Der var mere ly her, ikke voldsom meget, men nok til at vinden ikke vil bide nær så hårdt.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Hurt, in pain and cold
Weather: Cold and windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Uden at vide præcis hvor de befandt sig, fulgte D'zard ganske trop med. Hun var for svag til at kunne gøre modstand og måtte derfor håbe på at hingsten vidste hvor han ledte hende hen. Ude af stand til at vurdere vejrsituationen kunne hun mærke nålene fra grantræerne flygtigt strejfe hendes korte, tynde pels - og hun gispede efter vejret, mens hun lagde brikkerne sammen. Grantræerne var tætte, og derved kunne hun bedre søge ly for blæsten under dem. De fleste fandt mørket skræmmende, men ikke D'zard hun fandt det behageligt, fordi de fleste ikke ville kunne skue hendes sorte pels i det dunkle.
De udmattede bevægelser tydede på, at al energi var ved at ebbe ud af den arme hoppe. Men hun gjorde alt hun kunne for stå oprejst. Under hende skøjtede hendes hove mod den smattede skovbund, som var dækket med fugtige blade. Hun prøvede at holde hovedet koldt og bare følge efter.

Et sted mellem disse mangfoldige grantræer, fandt hun et spot hvor hun kunne søge ly for natten - og forhåbentligt samle kræfter. Men ville hun selv kunne komme på benene igen, hvis hun befandt sig der? Ville hun overhovedet blive gående igen? Ville hun overleve? Hun vidste, at hendes viljestyrke havde forbedret sig markant, men hun var nødt til at være realistisk og det ville tage dagevis af ro. Ro til at restituere hendes smerte-lammede krop. Hun kunne ikke andet.
,,Det er et godt sted her, tror jeg," fik hun fremstammet, mens hun afveg fra hans varme side. Hun mærkede et sug i maven, da hun igen lod afstanden glide mellem dem. Men hun bremsede op inden hun nåede ret langt væk fra ham. De stod måske med en halvmeters afstand, før hun vendte det underdanigt sænkede hoved i mod ham. De usikre øjne vippede udmattet ud til siderne, mens hun samlede sig.

En let bevægelse blev til noget, som godt kunne hen og blive en ganske farlig affære. Hun lod i en flygtig, men meget kortvarig bevægelse sin mule strejfe hans skulder. Og derefter trak hun sig væk, for at komme under et grantræ, som kunne give hende ly og hun derved forhåbentligt kunne få varmet sig selv op, så hun ikke ville dø af kulde. Der lød noget af et bump, da hun fik lagt sig ned - og hun vidste at hun denne aften ikke længere ville være i stand til at komme på benene igen, hvilket gjorde hende endnu mere udsat for diverse farer, som lurede derude.
Hendes blik drejede sig i mod ham, mens hun lavmælt gav et tungsindigt suk fra sig. De tofarvede øjne var lammet af en smerte, som hun ikke kunne benægte. Hun var blottet. Hun var svag. ,,Du må gerne glemme mig," drævede hun ude af kontekst. Hun vidste det kom meget pludseligt, men hun havde brug for, at fortælle hingsten at det var okay. At hun godt forstod, at det var det nemmeste. Derpå lod hun mulen synke ned i mellem de fugtige blade, som var svøbt ind i den mosede skovbundsmuddermasse. 

                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Det var en lettelse der strøg igennem Rashn da hun flyttede sig fra hans side- det var ikke fordi hun havde været tung at have til at støtte sig op af ham, langt fra. Lettelse kom da han ikke længere kunne mærke hendes tynde krop mod sig, at hun ikke længere stod klamret til ham for at støtte sig. Han følte sig fri. Eller så fri han kunne blive. Afstanden var ikke helt lagt endnu, men den var der. Bedre end før.
Hun havde spottet sin plads, det stod hun ville finde ro for natten, samle på sine kræfter. Hvem ved, måske ville hun faktisk overleve. Den arrede hingst havde i hvert fald gjort sin del for at trække den uundgåelige skæbne ud.

Et jag, et stik. Det brændte. Rashn spændte op og advarende havde en dyb hvæsende brummen lydt. Tænderne var blevet blottet.
En berøring, uventet og for den arrede hingst alt andet end velkommen. Det hørte dog hurtigt op, og den sorte hoppe forsvandt yderligere ind imellem træerne. Han lyttede til hendes hove der flyttede sig, og han vurdere der på hvilken afstand der var imellem dem. Langt mere passende. Han så helst ikke dette ville blive nødsaget til at brydes igen. Gjorde det, var han ikke sikker på om han denne gang ville træde til, om han denne gang ville hjælpe den svage hoppe han allerede havde hjulpet alt for meget.

Hun havde lagt sig, dunken der havde lydt imod jorden, blødt og egentlig ikke rigtig et dunk, havde afsløret hende. Den arrede hingst regnede ikke med hun ville komme på benene igen samme aften. Han håbede hun ikke ville kunne, ikke fordi han ikke undede hende det, men hvis hun ikke kunne, ville han selv have nemmere ved at slippe væk med resterne af ham i behold.

De mandelformede øre lækkede en smule på sig da hoppen atter talte. Du må gerne glemme mig, egentlig havde Rashn heller ikke ventet på hendes accept på det, for ham var det en nødvendighed- trods for at han ikke kunne glemme helt alligevel. Han ville stadig vide hvem hun var, og hun ville stædig være den fremmede hvis liv han havde skånet, hjulpet.
Mekanisk kom endnu et nik fra den sorte hingst, før han stod passivt som tidligere på mødet, og stirrede stift ud i det uendelige mørke.

Thread: Voyager of Obsession
Tag: Rashn
Condition: Hurt, in pain and cold
Weather: Cold and windy

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Tynget af sin elendighed, lå hun nu på den golde jord atter en gang. Hun havde ingen intentioner, om at skulle på benene foreløbigt. For hun vidste, at det ville være nyttesløst. Hun havde brug for at hvile sin udmattede ben. Hun skulle samle nok energi til at kunne komme væk, og indtage noget føde, så hun igen stille og roligt kunne komme tilbage i stærkere tilstand. Hendes øre vippede usikkert tilbage, fordi hun godt vidste, at hendes lille manøvre havde gjort ham anspændt.
Hun lod mulen endnu ligge mellem bladende, mens hun mimrede og skubbede til dem, for at opnå et endnu blødere underlag. Hingsten var der endnu, han havde ikke forladt hende. I stedet havde han taget hendes lille bemærkning til sig, selvom at man godt kunne høre skuffelsen i det toneleje hun havde brugt sig med.

Med blikket rettet mod hingsten, lod hun en udmattet brummen lyde, mens hun tappert holdte øje med ham og hans bevægelser. Han var fri til at gå nu, men alligevel ventede han. Om det var for at holde øje med, at alt gik som det skulle - og hvorfor han stadig blev i hendes "nærvær", det forstod hun ikke helt. Han havde fortalt hende, at de skulle fortrænge mindet om denne aften. Hun vidste godt, at det var en umulighed for hende - men hun ville derpå love sig selv, at holde sig fra ham. Det var hun nødt til for at skåne dem begge, ved gensynet af hende. Derved kunne det måske blive lettere, at komme videre og ligge det bag sig.
Minder var noget, som D'zard havde svært ved at få ud af sit hoved. Hun havde forsøgt med en musegrå hingst den gang, men det vækkede hende stadig mange ubehagelige minder, om hvor naiv hun var. Hun havde svoret, at hun aldrig skulle gøre den samme fejltagelse igen. Det kunne hun ikke tillade overfor sig selv. Sådan var det bare. Hun havde såret sig selv tilstrækkeligt meget i sin levetid.

Afstanden mellem dem var nu passende, og hun fornemmede også at hingsten fandt mere ro - hvis man kunne kalde det sådan. For han virkede stadig anspændt og bestemt ikke tryg ved hende inden for kortere afstand. Han havde brug for at være alene, efter sådan en omgang. Det forstod hun. Det havde hun også selv, men alligevel var hun så blottet for al farer omkring sig, at hun fandt det bare en lille smule mere sikkert at han var der. Bare for en stund.
Smerterne indsnævrede hendes synsvinkel og gjorde hende endnu mere forvirret end først antaget. Hun vidste at det så sort ud, men hun var nødt til at holde viljen og troen til ilden. ,,Jeg er ked af, at jeg har været til så meget besvær," tydede hun med en smertefuld stemme i det dunkle, mens hun ynkeligt lå på den smattede jordbund. Hun vidste at synet ville være ynkeligt, men heldigvis kunne hingsten ikke se hende og derved ikke bedømme hendes ydmygende tilstand.

                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " there is no darkness, but ignorance "

Med stor opmærksomhed lyttede Rashn til omgivelserne. Der var ingen at høre, den arrede hingst havde heller ingen forventninger om det. Timerne var sene. Næppe ville der være flere levende sjæle til stede i disse sidste timer af natten. De fleste ville nok have fundet ro et sted de følte sikkert nok.
En ugle tudede i det fjerne, og var det tydeligst tegn de ville finde på liv, i hvert fald for nu. Området var rimlig sikkert, ikke i den forstand der ikke ville kunne ske noget uventet- hvilket man i følge Rashn konstant var nød til at forvente.
Trods hans opmærksomhed var på omgivelserne, eller en stor del af den, havde han ikke fjernet det hele fra denne hoppe. Som overstående, var man altid nød til at forvente det uventet, og der ved måtte den arrede hingst også forvente at denne arme hoppe ville forsøge at overmande ham. Mangel på tillid til alle levende organismer, gjorde dette ved ham. Den opmærksomhed, disse negative forventninger og tanker om andre.

Stift og ganske passivt forblev Rashn stående lidt endnu. Hvornår han præcis ville gå var han ikke helt sikker på. Nok mere eller mindre når hendes øjne var gledet i og søvnen ville indtage hendes sind. Det ville ske før eller siden, og der ville hun ikke kunne være nogen trussel og den arrede hingst ville kunne gå ganske uset og sikkert væk. Det var nok bedst at vente til denne stund, ind til da, ville han stå så passivt som muligt, orientere sig for hvad der var nærtliggende, sørge for det uventet ville være ventet.

"Fortid er fortid."

Det eneste der kom fra den arrede hingst. Mest fordi han ikke havde så meget at sige til hendes kommentar. Han kunne ikke vove og stå det ikke var hendes skyld- for et sted var det, men det var også Rashns skyld. Han kunne være gået, ladt hende i stikken alligevel havde han ikke gjort det. Hvilket kom af flere årsager og i sidste ende havde han selv taget den endelige beslutning.
Fortid er fortid, og sådan forbliver det. Den kan ikke ændres og på et tidspunkt var man nød til at acceptere den som den var hent. Andet kunne man ikke gøre.