Den arrede hingst havde stået stille længe, helt stille. Det eneste der rørte sig var hans brystkasse der hævede og sænkede sig i takt med hans vejrtrækning. Han lignede en der havde masser af tålmodighed- hvilket han nok også havde et sted. Dog ikke så meget som det kunne se ud til. Efter den svage hoppes farevel, lettede det sig en anelse i sindet på den sorte hingst. Ikke fordi hun bød ham farvel og ønskede ham det godt- mere fordi hun endelig gav efter for søvnen.
Der gik lidt endnu hvor den arrede hingst blot stift stirrede ud i luften, stod endnu passivt. Han skulle være sikker på hun sov, helt. Hendes vejrtrækning lød til at være blevet tungere. Blot for en stund lod han sig stå stille, med de mørke hove solidt plantet i jorden. Hun sov, han var sikker.
Da Rashn havde sat sin beslutning, og var sikker på hun sov, først der rørte han på sig. Mekanisk drejede han rundt på de mørke hove, og vendte sig rundt imodsat retning af hvor de var kommet fra. Med lange anspændte skridt bevægede den arrede hingst sig nu væk fra den svage hoppe. Han efterlod hende nu til skæbnen og til egen hånd. Hun måtte klare sig selv fra nu af.
Det var først da Rashn var noget langt nok væk, til han ikke længere kunne fornemme hendes lugt, at han løsnede en anelse op. Tænderne slap en anelse og var ikke længere hårdt sammenbidt. Som forudset syrrede hans kæbe. Den var øm, en del, men det gik ikke som så den sorte hingst på. De mandelformede øre lækkede en smule fra nakken, ikke meget. I forhold til før virkede den arrede hingst nu ganske afslappet- trods for han stadig spændte op. Endelig ensomhed!
Ensomheden havde været veltrængt, han havde hungret efter den siden han tilfældigt var støt på denne hoppe. I takt med mødet var skredet frem havde han blot hungret mere efter den. Nu var den der og han kunne få lov blot at være. Han skulle ikke tage stilling til nogen. Ingen andre end ham selv, i hvert fald.
Med en vis ynde slangede den arrede hingst sig imellem træerne. Han havde kursen imod de åbne sletter. Der var stadig timer nok af det uendelige mørke, og han ville nyde af den frihed det gav ham. Der var noget vej, det var en stor skov de havde befundet sig i, en skov han nu havde i sinde at ligge ryggen og ikke vende tilbage den næste dag. Han ville langt væk, et sted hvor han kunne samle sig og bearbejde dagens hændelser. Forsøge at ligge det i glemsen. Som forudset ville dette dog ikke være nemt. Ikke efter den kattepine de havde været i. Den nærkontakt. Det gøs igennem hele det flået skind på Rashn. Tanken om det gjorde ham helt syg af væmmelse.
skridtende var lange og i et højt tempo, dog ikke så højt han endnu travede. Det var ikke nødvendigt, ikke lige nu og slet ikke i skoven. Trods Rashn næsten var helt blind, kunne han stadig i et rimlig tempo undgå de høje stammer træerne havde. Han fornemmede dem- hvordan de tornede sig op foran ham, ved siden af ham og bag ham. Lugten af gran og harpisk hang endnu ved hans næse, det var en skarp lugt, en lugt som regnen aldrig nogen sinde helt ville kunne skylde væk.
I takt med han bevægede sig frem tyndede det ud i de mange træer. Der blev færre foran ham og flere bag ham. Det ville ikke tage lang tid nu at nå ud til de åbne sletter. De ville åbne sig op for ham, omfavne ham.
Vinden blev stærkere, hårdere og mere bidende i takt med han forlod skovens tætte krat. Da det våde græs endelig noget hans ben, slikkede sig op af ham- stoppede han. Han var noget en af de mange åbne sletter. Rashn lyttede, opmærksomt. Jovist var ingen fremmede lugte kommet til ham, men han var nød til at lytte. Lytte der ikke kom andre, der ikke var nogen på vej. Flere møder denne nat, det kunne han ikke acceptere og nok ville det ikke helt ende så heldigt igen, hvis han skulle forholde sig til mere end han allerede gjorde.
Ingen lyde, ikke ud over den ugle der endnu tudede i det fjerne, nu endnu mere fjernt end før. Han var alene i nattens timer. Endelig. En suk af lettelse kom fra den arrede hingst i det han atter bevægede sig fremad. Denne gang var tempoet sat ned. Han havde ikke længere samme hastværk, det eneste mål der nu var, var at nå skoven på den anden side, inden solens lys ville ramme øen her.
Rashn vidste ikke helt hvad der skulle ske nu. Ikke just. Der kunne ske meget, men mest kunne han håbe på aldrig nogen sinde at støde på denne sorte hoppe igen. Det var ikke fordi Rashn havde noget imod hende som så- hun skabte blot komplikationer oven i at han ikke brød sig om andre.
Det kunne sagtens have set anderledes ud for den arrede hingst. Han kunne godt have været mere åben og have mere tillid- men det krævede for ham en anden fortid. Hvilket aldrig ville kunne lade sig gøre. Han kunne skabe en ny fortid- men for den arrede hingst så denne fortid ud i ensomhed- eller så meget af den som mulig. Det var ikke helt uundgåeligt at støde på en i ny og næ, og nok slet ikke i det land. Det føltes proppede: Overbemandede. Noget Rashn ikke brød sig særlig meget om. På de få dage han havde været her, havde han allerede mødt alt for mange.
***
Atter dukkede træer op foran ham. Han havde længe nu gået lidt rundt på i det våde græs, blot ladt tankerne for frit løb, konstant påmindende om hvad natten havde bragt sig- valgte den arrede hingst nu at stoppe op. Han ville nyde det åbne område, den frie følelse blot lidt endnu, inden han ville drage ind i den skov der var for hovene af ham.
Med en hurtig bevægelse vendte Rashn rundt og stod med blikket rettet den vej han var kommet fra. Svagt var hans syn, men månen tillod ham nu at se lidt. Det var ikke meget han fik ud af det, men alt var ikke længere kun sort. Mærkeblå og grålige nuancer blandede sig med det sorte, og gav ham et sløret billede af den skov han før havde forladt. Den hvor han forlod den sorte svage hoppe- og forhåbentlig også ville forlade erindringen om hende.
-OUT
