På den anden side..

[3]

Det slog Nymfen et øjeblik, hvor meget føllet egentlig spejlede de udtryk, som hun udviste. Hun troede i hvert fald, at det var fordi hun havde set utryg ud, at den lille røde nu gjorde det, da hun havde stukket mulen ned til ham for forsigtigt duttet ham med sin egen. Der gik dog ikke længe, før den lille røde endnu så ganske kæk ud, som han havde gjort det siden hun mødte ham tidligere; og derpå krængede smilet sig tilbage over mulen på den sorte Nymfe. Hun hævede sit hoved fra ham, lige tidsnok til at undgå et drillende nap. Nymfen slog et slag med hovedet, inden hun, helt uden at tænke sig om, slog et forben frem mod maven på den lille røde. Hun var måske lidt voldsom i sin leg, men hun havde også mest leget med voksende eller Phoria, som af en eller anden grund havde kunnet tåle mosten, så hun var slet ikke bekendt med, at man skulle være forsigtig imod de mindre. Hun fik dog en sær fornemmelse i sin krop, efter at have gjort det; så hun stoppede sig selv inden hun udførte flere af den slags tricks og bakkede derfor et par skridt. Måske han ville rejse sig op så? Hun kunne langt bedre forholde sig til ham, hvis han stod op. Så kunne hun vurdere hvor han var i forhold til hende; for endnu havde den unge Nymfe noget vej, før hendes koordination i alle bevægelser var helt på plads. Den tid ville dog komme, men indtil da, kunne der komme ganske sære og store udsving fra den unge, elegante plag.

Det var ikke meget af alt hvad der skete omkring den unge røde hingst, som han rent faktisk bed sig mærke i. Dog, af en eller anden grund, bed han sig stærkt mærke i da hun atter smilede. Kort var et som om tiden stod stille et lille øjeblik, hvor hans unge og uskyldsrige øjne blinkede et par gange betuttet, før han selv smilede bredt. Derpå kom dog et forben, og uden rigtig at vide hvordan han skulle reagerer, trykkede han kort ørerne tilbage – i ren ubehag. Ikke fordi det gjorde ondt, men fordi det var en besynderligt sted hun ramte… hans bløde mave. Næsten undrende så han imod hvor hun havde ramt, mens han stille rynkede den lille spraglede mule undrende, alt mens hans helhedsudtryk nu ville afslørede am hundrede procent at han var søn af Djange; for dem der kendte til Djange.

Men hun bakkede væk, og en iver af at ville ’fange’ hende boblede i den unge hingst, mens hans små følelsesudbrud atter blegnede og han kluntet, men hurtigt, kom på benene. Han svingede ivrigt med den lille hale, før han sprang faretruende frem imod hende, med let blottede tænder; hvoraf kun de små forreste var at se i gummerne. Ørerne lå ned, og blikket syntes faretruende, selvom det på ingen måde var skræmmende. Han havde i bund og grund ingen anelse om hvad han faktisk lavede; for ved en fuldvoksen hest ville dette have været en markering, hvor han selv gjorde dette som en leg.

Hun havde vendt sine ører helt I nakken af frustration over hvad hun havde gjort. Hvorfor havde hun sparket ham? Det virkede unfair at sparke en, som der ligger ned – men til hendes held, kom det mindre føl hurtigere end hurtigt på sine ben og alt så ud til at være okay. Ja, faktisk ville han allerede genoptage legen, så bekymringerne var hurtigt glemt og erstattet med en kampgejst der hvilede over den unge plag. Hun gav aldrig op, det havde hun fra sin mor, så lige så længe føllet havde energi til at lege, ville hun lege med.
Føllet sprang imod hende med sine gummer blottet, hvilket fik hende til at stille sig let på bagben, så hendes bringe blev løftet en smule. Han ville sikkert tumle ind i hende, men det burde hun kunne klare, han var trods alt ikke så stor endnu. Det var nok meningen han skulle se farlig ud, men det lykkedes ikke så godt, i og med den sorte Nymfe blot syntes, at han så en anelse nuttet ud. Et lille grin forlod hendes mule, inden hun sænkede sin forpart igen og nappede ud efter hans hoved. Hendes tænder var langt mere udvoksede end hans var, så hun kunne faktisk bide, hvor han højest kunne nive; men denne forskel bed hun sig som sådan ikke rigtig mærke i. Legen var for legens skyld, ikke andet – selvom føllet nok hellere end gerne ville forsøge at æde hende, hvis han kunne komme til det.

Det hele gik lige en anelse for stærkt, da han så småt fór frem imod hende. Selvom han ville det ene, ville hans ben pludselig noget andet; og med ét røg både balance og fatning, da han snublede lige for benene af den unge hoppe, der var delvis større end ham.

Hun havde samtidig rejst sig, og dumpende ned strejfede han lige hendes bringe før han med et lille bump landede på mulen og forknæende. Til hans held var han ikke helt nede, men stod blot med bagparten i vejret. Det var dog hurtigt han kom op; og endda måske lidt mere voldsomt end først lige hvad han ville have i sin hensigt, for pludselig gjorde noget op. Stille lød et meget lyst og ungt hvin var den rødlige hingst, da han mærkede et tandsæt i nakken, som han selv havde dunket op i hovedet på hoppen, forsigtigt havde ørerne lagt sig tilbage utrygt, mens han i samme bevægelse med bukken nakke lidt ømmende trådte nogle hurtige skridt tilbage. Vaklende afsluttede han skridtende grundet balancen, før hans livlige øjne så helt betuttede ud da han så imod hende.

[3]

Der skete pludselig så mange ting på én gang, da den lille hingst faldt på knæ foran hende. Hun huskede selv hvordan balancen evigt var imod en, når man var så lille, og først havde hun moret sig over det; uvidende om, at det at more sig på bekostning af andres fejl, ikke var noget velset, men lidt efter var det ikke sjovt mere; især ikke efter han havde krænget sig til siden og ud fra hendes nap og nu så på hende med et helt betuttet blik. Nymfen hejste sin lange elegante hals en anelse, lod mulen blive vippet ind imod sig selv og sine ører vippes nærmest tænkende og undskyldende på samme tid ud til siderne. Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle 'sige undskyld' til den lille, eller om hun overhovedet skulle. Der var endnu mange ting som den unge Nymfe ikke vidste om livet, og som kun erfaringer kunne lærer hende.
Der gik derfor lid tid, inden hun forsigtigt rakte mulen imod den lille hingst. Ikke for at nappe i leg, ikke for at puffe, men for at tilbyde ham den. Måske ville han have tryghed? Selvom han før ivrigt havde prøvet at æde hende, betød det vel ikke, at han ikke behøvede tryghed. Hun havde da selv ivrigt prøvet at æde Phoria før, men der kom altid et tidspunkt i legen, hvor Nymfen havde brug for omsorg, ligesom Phoria havde det.
Hendes blå øjne var meget opmærksomt rettet imod den røde lille hingst, imens hun ventede på, om han ville hende nær eller ej.

Hvad der lige var sket og ikke sket, havde han ikke rigtig registeret eller kunne finde en sammenhæng med. Betuttet så han ud, mens han mest af alt ømmede sig lidt over den ubehagelige og uheldige følelse han havde i nakken. Det havde jo været rent uheld, men den unge tænkte hverken på skyld eller grund, nej for ham var det ikke mere kompliceret end at det havde gjort ondt.

De stod lidt, før hoppen foran ham elegant hejste halsen og nu syntes endnu større end før. Men næsten indbydende, og med en næsten lig og mere ned trygt stemning, nærmede hun sig. Indbydende så han på hendes mule som hun nærmest tilbød ham, og hans to forskelligt farvede øjne funklede livligt og uskyldigt. Stille vippede han forsigtigt ørerne frem, før han ikke rykkede sig ud af flækken selv, men selv strakte den lille hals for at nå hende og tage imod. Stille lød et lille prust fra den spraglede mule, som lyst lød og virkelig afslørede hans unge alder.


[Tænkte om vi snart skal runde den af, of så eventuelt starte en tråd når de begge er voksne? For kan se Lupë har overhalet Nymphe nu i posts, men synes jo klart at når de er "voksne" at Nymphen jo skal spilles som at hun lige er det ældre ]

[1]

Da den lille hingst rakte mulen frem imod hende, og deres muler næsten rørtes, udspilede Nymfen sine egne, for at opfange hver en duft der kom fra ham. Hun synes at de dufte, som hun havde opfanget ved ham og hendes veninde Phoria havde været mere nuancerede, end de voksendes. De voksende var lettere at genkende, hvor Phoria den ene dag have duftet af en ting, og nogle dage noget andet. Og sommetider begge. Hun syntes også at fornemme rigtig mange forskellige dufte ved den lille røde, som hendes hjerne øjeblikkelig lagrede, så hun altid kunne huske det, i tilfælde af at en af de dufte, som tilhørte ham nu, ville blive hans når han blev ældre. Så kunne hun kende ham, hvis nu hun skulle miste synet undervejs.

Hun gjorde ingen bevægelser imens den lille prustede imod hende, men stivnede nærmest. På en side var hun bange for at skræmme ham væk, og på den anden side bange for han gik i stykker hvis hun rørte ham. Det måtte nok for udefrakommende se ret spøjst ud, med den større plag der nærmest var stævnet med et sært, undrende og panisk blik i øjet, og den lille hingst, der nu forsigtigt have fremstrakt sin. Efter lidt tid valgte hun dog at bevæge sig, hvis han gik i stykker, måtte hun jo bare lappe ham sammen igen. Så hun puffede forsigtigt til hans mule i samme stil, som hun altid gjorde det med Phoria. Derefter vendtes hendes ører helt frem og hun drejede hovedet op for at sætte frem; det var tid til at finde lidt ro, og om hingste føllet ville med eller ej, var op til ham.

[Afsluttes ]

Det føltes næsten som en evighed da han stille havde strakt sin mule imod hendes, og hun så ikke selv rørte ham. Der var gået mange blikke forbi fra Lupës blik, bag det uskyldige og unge. Tilbageholdenhed, tvivl, længsel, glæde, nysgerrighed. Lidt pludseligt var det da hun stille puffede til hans mule. Lettere overrasket hans den lille mule rynket sig kort, mens han nysgerrigt havde ses en smule forundret ud i ansigtet. Hans ører vippede glædeligt frem, og kort efter dukkede det lille, men brede, glædesfyldte smil op på Lupës mule. hans øjne funklede livligt, næsten som en lille dreng der får sin første julegave; eller som en teenagedreng der får sit første kys. Han udgjorde nogle små stolt prust fra mulen bagefter, der mest af alt lød som tom luft, grundet den manglende kraft til et ordentligt prust.

Men hoppen gik nu, vendte rundt og satte frem. Stille trådte han lidt ivrigt med, før han stoppede; som om han var nået en usynlig grænse. Stille slog han et lille kaldende og lyst vrinsk op, fortvivlet - i dilemma - før han selv vendte omkring sig. Halen stod nu pludselig i vejret og med ét fór han af sted, hjemad.

[OUT]