Getting lost is not always about..... (Rashn)

Getting lost is not always about finding the way back.

Vejret var ved at ændre sig, og dagene var hverken lige så lange som de havde været hen over sommeren, eller lige så varme. De var kortere, koldere og mere våde. Det gjorde dog ikke den sorte hoppe noget som helst. I mørket kunne hun skjule sig. Næsten. Det eneste synlige, når hun stod helt stille i det kulsorte område, var hendes hvide mule. Pandelokken dækkede det meste, men det var ikke helt nok. Til tider generede det hende meget, og på andre tidspunkter ikke lige så meget. Nymfen var ikke længere et lille føl der havde brug for hende konstant, men derfor var hun stadig ikke for langt væk altid. Det var kun når hun vidste nymfen sov - og sov et trygt sted, at hun ville begive sig væk - og hvis ikke, så overlod hun pasningen til sin moster, Leo.

Det føltes som lang tid siden hun havde set den spraglede hingst. Hendes spraglede hingst. Mindraper. Det var ikke tit hun havde haft nogen som helst ejerfornemmelse over for nogen eller noget, men det der betød meget for hende, var hun villig til at sikre sig ikke ville forsvinde mellem hovene på hende. Nymfen var hendes. Ingen skulle nogensinde prøve på så meget som at kigge på hende med et forkert blik i øjnene, og ingen skulle nogensinde prøve på at tage nymfen fra hende. Det samme gjaldt også for den spraglede hingst. Hun frygtede nu ikke forfærdelig meget konkurrence fra de små langbenede hopper. Selvom hun allerede havde sat to føl i denne verden, så var hun stadig ikke alt for gammel - og hun var meget bestemt. Bestemt og stædig.

Hun havde ændret sig meget siden hun var kommet til Andromeda. Fra en lille munter hoppe med en fyrrighed og energi, til en næsten tavs, hidsig og temperamentsfuld hoppe. Måske var det landet der var begyndt at trække i hende, forme hende til noget andet end hendes forældre ville have gjort. Måske var det sådan hun altid ville have været endt med at være, fordi hun slægtede sin far lige så meget på som sin mor. Eller også var det ensomheden der havde sat sig i hende. Med hende selv som sit eget selskab konstant, havde bitterheden taget til. Hun så ikke længere landet som en spirrende mulighed for en ny start - hun så ikke længere landet som en fortryllende verden med et eventyr der bare ventede. Nej. Hun så det anderledes end andre hun havde mødt på sin vej. Lunefuldt. Mørkt trods lyset - og med en falskhed hvilende over sig. Alt virkede godt, men det var kun fordi ondskaben ikke havde nået til overfladen. 

Svovl lugten der hang tungt i luften, havde Ava efterhånden vænnet sig til. hun følte sig meget mere tilpas på øen Foehn. Det var den ø, hun følte var mest oprigtig. Farerne lurede, hun vidste hun skulle være opmærksom, og hun var altid på vagt. Aldrig mere ville hun lade nogen overraske hende som før var sket. De hvide år der dækkede arret fra sidste gang hun havde været en smule uopmærksom og helt og aldeles uerfaren, var en rimelig god påmindelse. Selvom hun ikke altid selv kunne se det, så vidste hun det var der. Selvom hun ikke var helt henne ved vulkanen, så kunne hun stadig se den. Den strakte sig op over trætoppene i baggrunden. Selv havde hun søgt ferskvandet. Ikke ved stranden, men ved den ene af øens søer. Længe havde hun stået mellem træerne og betragtet det glitrende vand, som månen lige kunne kaste lidt lys over. Selvom der ingen havde været, havde hun alligevel ventet i flere timer.

Da hun langt om længe havde begivet sig hen til søens kant, mødte hendes eget spejlbillede hende. Det virkede bekendt men på samme tid fremmed. "lárach óg" startede hun ud med, som en slags hilsen til hoppen der stirrede tilbage på hende fra vandet. De klare blå øjne mindst lige så vågne og iagttagende som hendes egne, på trods af de små bølger i vandet, lavet af vinden. "áit a bhfuil do chosáin" Spurgte hun så, uden at forvente et svar. Hun var ikke sikker på nogen nogensinde ville kunne besvare det spørgsmål. Hvor var hendes sti? Hvor var hun på vej hen? ikke skridt for skridt, men i det hele taget.

words: 717  | Tag: Rashn

I dagens lyse timer havde den arrede hingst atter begivet sig ud i vandet. Han havde da fundet dette ø. Ikke som de andre, han havde hurtigt opfanget lugten af svovl og set i sit sløret billede, den vulkan der tornede sig op. Stedet her virkede forladt, som tog ingen her til. Noget Rashn ville finde sig til sin gavn. I de lyse timer havde han vandret i blandt skovens skygger, holdt sig skjult for omverden. Ingen var dukket op, ingen havde vandret forbi ham. Der havde været stille, meget stille. En fornøjelse havde denne dag næsten været, og nu var den slut og det længe ventede mørke var endelig kommet. Solen havde sat sine sidste stråler på himlen, og ladet mørket overtage. Det uendelige mørke han kunne gå i et med. Det mørke der skjulte ham fra alle andre.
I takt med mørkets frembrud, havde den arrede hingst bevæget sig længere ud af skoven. Bevægelserne var anspændte trods for ensomheden endelig havde fundet ham. Aldrig kunne han slappe af, for om hver hjørne lurer en ny fare. En fare han ville være forberedt på. Intet måtte komme bag på ham, ingen overraskelser.
De mandelformede øre var lagt bag ud imod nakken, og trods musklerne var helt anspændt, virkede Rashn mere afslappet end de dage der allerede havde passeret ham. Dette ville blot være en mere.
Stilheden var en fryd for Rashns ører. Han nød den, denne stilhed betød mere for ham end meget andet. Stilhed var en sød melodi for den arrede hingsts ører. Denne stilhed skulle dog alligevel brydes et sted i mørket. Ord, et fremmede sprog han ikke forstod sig på. Han havde aldrig hørt dets talen før, og alligevel var han ikke i tvivl. Rashn var ikke længere alene i mørket og de mandelformede øre blev presset hårdt ned i nakken, alt imens musklerne nu for alvor blev spændt op. De hvide tænder var bidt hårdt sammen, let skar han dem imod hinanden så han selv kunne hører den velkendte knasende lyd, det efterlod sig.
I mørket spejdede Rashn nu, han søgte en bevægelse fra denne fremmede. Billede han så var sløret, og gav ham ikke meget mulighed for at finde denne fremmede. Lugten var dog tydelig. Ikke kun denne fremmedes lugt, men også den søde veltagende duft af brunst hang i luften. Han have opfanget lugten tidligere, men havde ikke tænkt over hvad denne behagende duft havde været, ikke før det nu var gået op for ham, at han ej var alene. Lugten af svovl var hvad der havde hængt mest i hans næse hele dagen. Den havde opdækket den søde duft der strømmede til ham nu.

Getting lost is not always about finding the way back.

Der kom intet svar fra den sorte hoppe i vandet. Hun stillede jo det nøjagtigt samme spørgsmål - bare lydløst. Et spørgsmål hun ikke selv kunne svare på, men måske ønskede hun det heller ikke. Hun sank hovedet og gav sig til at lappe det kolde vand i sig, som kunne mærkes hele vejen ned i maven hvor den kolde fornemmelse langsomt forsvandt som det blev varmet op indvendigt. Noget fik hende dog til at hæve hovedet i et hurtigt ryk. Vandet dryppede stadig ned af den hvide mule og skabte små ringe i vandet, der slørrede hendes spejlbillede, så hun atter var alene. Nej. Hun var ikke alene! Det var det der havde fået hende til at hæve hovedet.

Den slanke skikkelse stod ganske stille. Både lydløs og ubevægelig, som hvis hun nu stod stille længe nok ville hun automatisk blive til sten. Som om andre ikke ville kunne se hende hvis ikke hun bevægede sig. Det ene øre flyttede dog på sig, og derefter det andet - lyttende til hendes omgivelser selvom der ikke var så meget andet at høre end diverse insekter der ikke var gået til ro - og bladenes raslen i træernes toppe. De var der stadig selvom det ikke kunne vare længe før de blev orange, røde og brune og faldt til jorden for at dække græsset som et ekstra tæppe før dynen af sne ville lægge sig som et koldt dække.

Det der afslørede den fremmedes position, var lugten. Den var der, selvom den var svag. Hvor de fleste andre hun havde mødt i området med det samme ville vrinske eller hvine for at tilkendegive deres position, forholdt den sorte hoppe sig tavs. Ganske svagt kneb hun øjnene sammen og trak mulen længere ind mod sin bringe. Hun vendte sig om så hun stod med røven til vandet og fronten mod det både åbne landskab, men også halvt vendt mod træerne. Hun regnede ikke med der pludselig ville dukke en fremmed op af vandet. Hun havde betragtet det længe nok til at vide at ingen var gået i vandet og ingen ville kunne holde vejret længe nok til at overleve hvis nogen var gået i før hun var begyndt at iagttage det. Med mindre nogen havde den form for evne, men hun havde endnu ikke hørt om denne.

Langsomt gav hun sig til at spejde rundt. Hun syntes at kunne skimte en skikkelse, men der var ikke meget at gå ud fra. Det kunne sagtens være hendes øjne der spillede hende et puds. Skikkelsen var mindst lige så mørk som hende - nej, mørkere. De små ører fløj om i nakken med det samme for at vise at ingen skulle tro det var i orden at komme og forstyrre hende eller overraske hende på nogen som helst måde på et så sent tidspunkt, eller et hvilket som helst andet tidspunkt hvor hun kunne føle sig den mindste lille smule sårbar. I lang tid havde hun trods alt haft det lille føl med sig, men det lille føl var ikke så lille længere. Ingen ville vel kunne finde på at gøre en hoppe noget så længe hun rendte rundt med så lille en sjæl. Men nu var hun alene, og det var for første gang i lang tid hun rent faktisk mærkede den ensomhed.

Et svirp med halen sendte en hvislende lyd gennem luften, og det var cirka så meget lyd hun gav fra sig før hun trådte nogle skridt væk fra vandet og nærmere denne... fremmede.... denne.... hingst. Jo. Helt klart hingst. 

words: 589 | Tag: Rashn

Stilheden var der, den havde lagt sig som en tung dyne. En dyne der tyngede en længere og længere ned. Jovist holdt den arrede hingst af stilheden, den stilhed der betød han var alene. Den stilhed var ikke den der var nu. Stilheden fra den fremmede gjorde det endnu sværere for ham at placere den, og havde det ikke været for denne duft der hang lokkende omkring hende, han havde næppe opdaget denne fremmede i tide. Tide nok til at stoppe og sørge for afstanden ville forblive stor. Nærhed forekom ikke som noget godt for Rashn. Alt og alle skulle holdes på afstand, der var ingen andre end en selv man kunne stole på. Det var i hvert fald hvad den arrede hingst havde erfaret sig med igennem sin leve tid. Denne var endnu ikke lang, og der var meget den arrede hingst endnu kunne lærer.

Det var først da en bevægelse kom, hvad for en bevægelse kunne Rashn dog ikke se, han opdagede denne fremmede. Han fik en glimt af den mørke sløret skikkelse i det uendelige mørke. Ak, Rashn kunne lige så godt have lukket sit øje i, og nøjes med at se indersiden af sit øjelåg- det ville ikke gøre den store forskel. Lyden af lette trin imod jorden fik Rashn til at presse ørene længere ned i nakken. Den fremmede nærmede sig. En dyb og advarende brummen slap nu fra den sorte hingsts strube.

Getting lost is not always about finding the way back.

Avas øjne havde vænnet sig til mørket, men den mørke skikkelse trådte ikke tydeligere frem af den grund. Det var som en silhuet i mørket. Lyden denne hingst afgav fik den lille sorte hoppe til at trykke ørerne længere ned i nakken og hun gjorde et enkelt kast med hovedet. De små hove blev placeret mod jorden, mere hidsigt end normalt for at vise at han i hvert fald ikke skulle komme alt for tæt på. Hun holdt en afstand - en pæn afstand endda, men hakkede alligevel ud i hans retning dog uden at fange andet end luft.

"Hvad gør du her, hingst?" lød ordene skarpt og nærmest anklagende. Som sådan var hun ikke sur, men hendes fred var blevet brudt. Det var en helt og aldeles fremmed. Det havde lugten sagt, men hun synes heller ikke at kunne genkende hingsten. Hun var også sikker på, at hvis hun havde set ham en gang, så ville hun i hvert fald ikke have glemt ham. Hun havde ikke set mange der ejede lige så mange ar som ham. Det var først nu hvor hun var tættere på, hun kunne se de små detaljer på hans krop. Endnu et smæld slog hun med halen Og i stedet for at stå helt stillede dansede hun en smule til siden som ville hun danne en cirkel omkring den fremmede. Hun ville ikke stå helt stille hvis han ville angribe. Hvad hun skulle tænke om en med så mange ar var hun ikke helt sikker på. Enten havde han været i mange slåskampe, eller også havde han været ude for noget grufuldt. Hvor gammel han var kunne hun ikke vurdere i mørket, for så mange detaljer ville mørket heller ikke byde på. Månen var ikke fuld nok til at kaste et kraftigt lys ud over landet.

words: 302 | Tag: Rashn

Bevægelsen var ikke til at tage fejl af, trods for hun var for langt til alligevel at kunne nå ham, blev det ikke anset positivt. Denne fremmede hakkede ud efter ham, det var bestemt ikke noget Rashn var tilfreds med. Arrigt slog han forbenet ud i denne fremmedes retning, endnu en advarsel. Gjorde hun yderlige ville han næppe forsætte med advarslerne. Hun kunne vel nemt være stærkere end ham, og blive hans overmand, dette ville dog ikke forhindre den arrede hingst i at beskytte sig selv til det sidste.
Den arrede ansigt blev løftet op, han var på vagt. Hver en lyd, hver lugt, hver en bevægelse han kunne skimte, blev iagttaget nøje. Han ønskede ikke flere overraskelser.

"Jeg søger ensomheden, roen!"

Den arrede hingst svarede med en sammenbidt, hæs og dyb stemme, som det var hvad hans ord lyt. Var det i virkeligheden denne fremmede hoppes territorier? Rashns havde hørt om således, det sted han kom fra var ser dog ikke mange forbirejsende, dem der var, var også blevet jaget væk. Ingen trådte ind på en andens territorier uden tilladelse, det var blot sådan det var. Ville det vise sig sådan, ville han forlade området med det samme, han ønskede ikke at overskride andres grænser, men de skulle heller ej træde over hans.

Det behagede ikke Rashns overhoved at denne fremmede ikke stod passivt, hun bevægede sig og selvom bevægelser fra sådan en mørk skikkelse betød han kunne se, var dette ikke behageligt. Den dybe hvæsende brummende lyd kom fra ham, han advarede hende. Han ønskede hende ikke tæt på, end ønskede han slet ikke denne fremmedes selskab. Uheldighederne havde blot ført ham i hendes retning.

Getting lost is not always about finding the way back.

Den sorte hoppes vejrtrækning bar tegn på hidsighed. Ikke fordi di hun som sådan var hidsig, men hun følte af og til hun var nødt til at spille lidt med musklerne for at vise de store hingste at selvom hun var lille, så var hun ikke svag. Absolut ikke. Hun var vant til at lege med de store hingste. Ingen af dem skulle tro hun var til at hundse rundt med. 

Ensomheden og roen. Han søgte ensomheden og roen. Det var der ikke meget af her, hvis man spurgte Ava. Han var havnet på den helt forkerte ø. Han måtte helt klart være ny - og ikke bare en af de få hun endnu ikke var stødt på.

"Hah! Du finder måske ro her, hingst, men ikke ensomhed" Svarede den lille temperamentsfulde hoppe. Skyggerne kunne være hvor som helst, dukke op når som helst. Man vidste aldrig om man var helt alene - ensomhed var ikke så sandsynligt igen på øen Foehn. Den sandfyldte ø var til gengæld langt mere øde. Der var knap så  frodig, og den blev vel oftest besøgt når man ønskede at være alene. Det var der den sorte Ava tog hen for at finde freden, når hun ville være sikker på at ingen andre var i nærheden. Når hun ville være sikker på der heller ingen skygger var, selvom de plagede hende over alt - men oftest var det hendes egen indbildning.

Hvis han troede han kunne jage hende væk var han i den grad også forkert på den. Med endnu et snap i hans retning og et smæld med halen, stoppede hoppen op. De små plyssede ører lå stadig presset ned mod nakken og alle musklerne arbejdede under det sorte hårlag. Enhver lille muskel var spændt og beredt. Kunne hun jage ham væk ville hun være tilfreds. Hun var der først og på grund af sin stædighed nægtede hun at gå sin vej for at han kunne være ensom. "Ønsker du ensomhed vil jeg foreslå du finder Zenobia. Øen der består af sand"

words: 339 | Tag: Rashn

At finde ensomheden var han begyndt at opdage, var så godt som umulig her. Der vimsede heste alle vejene. Det irriterede den arrede hingst grusomt. Hendes attitude gjorde ham ikke yderligere tilfreds heller. Hele dagen havde han bevæget sig alene rundt, ingen havde opdaget ham, ikke før denne sorte skabning. Det var ikke så meget det at hun virkede hidsig og temperamentsfuld. Hun var blot forstyrrende. Nedladende, i hvert fald i Rashns øjne. Rashn ville som så ikke jage denne fremmede væk, trods for han mere end noget andet ønskede hun blot forduftede, forsvandt. Væk. Selvom dette var et inderligt ønske, og han måske kunne have haft hældet med sig, ved blot at prøve at jage hende på flugt, ville han ikke. Hun var fri, hun havde sin egen vilje. Ikke noget hun var alene om. Alle havde det, alle skulle have lov at være frie og bestemme selv. Dette betød dog ikke han ville finde sig i hende.
Rashn kunne vel godt bare gå, vende rundt og gå sin vej. Søge et andet sted hen. Det var ikke nogen stolthed der fraholde ham dette. Han ville ikke vende ryggen til denne fremmede. Han ville ikke vende ryggen til nogen. Det ville være for oplagt at angribe, når ryggen var vendt til. En svaghed- Rashn kunne ikke tillade dette ske, og der ved stod han stille. Det var dog ikke ubemærket hun hakkede ud efter ham, og Rashn brummede advarende og snerrede med sammenbidte tænder, før han atter slog ud hidsigt med forbenet. Han stoppede, hvis hun stoppede. Rashn var altid i selvforsvar. Ingen kunne stoles på. Alle var fjender.

"Så er det der jeg vil drage til."

Getting lost is not always about finding the way back

Hvad han var for en kunne hun ikke finde ud af. Hvor de mange ar hingsten besad kunne hun kun gætte sig til, og et gæt ville ikke bringe hende nogen som helst vegne. Hun ville ikke komme tættere på sandheden om hvem han var. Hvad han var. Hans snerrende ord tog hun ikke til sig. Noget i hendes blik ændrede sig dog. Fra noget hidsigt til noget næsten legesygt, men stadig med et mørke der lå over dem. "Hvis du vil søge derhen, så vil jeg foreslå du flytter dine hoved med det samme. Jeg vil se din røv på vej væk her fra inden for 5 sekunder" Hun mente det. Det var tydeligt at se med det efterfølgende wicked smil der blev sendt mod ham. "Tik tok, Hingst" tilføjede hun med en hvislende stemme og hakkede endnu en gang ud efter ham, denne gang tættere på at ramme. Hun sigtede dog efter hans ene forben for at vise hun mente det var dem han skulle flytte, og han skulle have fart på. Ikke tale om hun havde tænkt sig at dele dette sted med ham uden at sætte ham på plads. Det var fuldkommen ligegyldigt om hun så selv havde tænkt sig at blive stående når han var gået eller ej. Det var bare sådan det var.

Hvad der havde givet den sorte hoppe et så 'fantastisk' humør var ikke til at sige. Måske var det det, at hun endnu en gang befandt sig alene. Hun ville hellere jage andre sjæle væk, end lade dem komme for tæt på for derefter at forsvinde. Hun ville hellere vælge andre fra, end selv blive valgt fra.

words: 275 | Tag: Rashn

Grunden for den arrede hingst ikke havde flyttet sig, blot begivet sig væk, var frygten for at vende en anden ryggen. Blotte sig så åbenlyst til et angreb. Det behagede ikke Rashn at være støt på denne sorte hoppe, og de behagede tydeligvis ikke hende heller. Uheldigvis var deres veje blev krydset. Rashn havde ikke tænkt sig at blive i hendes selskab, faktisk ønskede han slet ikke at have mødt denne. Hun udgjorde dog en tydelig trussel for ham. Selvom hendes tone havde ændret sig til en mere legesyg, stolede han ikke på hende. Rashn stolede på ingen.
Da hun snappede efter hans ben, flyttede han dem og endnu en gang lød den arrige brummen. Han brød sig ikke om hendes opførsel, overhoved ikke. Irriteret snappede han ud efter hende igen. Det ville være ren overgivelse blot at gå. Det ville vise hende han bar svaghed. Dog ønskede han ikke slås, ikke hvis dette kunne undgås. Hans fem sekunder var mere aller mindre opbrugt, og han havde ikke andet end flyttet benene et par skridt.

"Jeg ønsker ikke dit selskab."

Der blev talt ud imellem sammenbidte tænder, hvilket fik Rashn til at lyde mere ilter end han var. Rashn var arrig og udadreagerende over for alle fremmede. Hans mangel på tillod gjorde det der en gang havde været en venlig og barmhjertig hingst, der havde haft hjertet på det rette sted en gang, til det mere eller mindre stik modsatte.
Sidelæns bevægede Rashn sig, endnu fjende han ikke blikket fra denne skabning, dog kunne han ikke se hende, alligevel havde han en tydelig fornemmelse af hvor hun var. Hendes bevægelser og dufte afslørede hende. Der var intet hastværk i bevægelserne fra den arrede hingst, han tog sin tid. Ikke for at provokere, men for at være forbredt på et angreb. Bakkende forsatte han lidt længere væk fra hende. Han lagde afstanden større, men endnu forberedt på at hun alligevel ville gå til angreb. De mandelformede øre var stadig lagt fladt ned i den sorte man, og musklerne var under det arrede skind stadig anspændt.

Getting lost is not always about finding the way back

Selvom hingstens næsten gik i et med mørket, var det ikke helt umuligt at se skikkelsen. Hun behøvede dog ikke se ham. Hun kunne stadig høre ham. Fornemme ham. Lugte ham. Hun havde masser af andre sanser hun kunne benytte sig af. Han var sikkert lige så lidt begejstret for hendes tilstedeværelse som hun var for hans. Hun så helst han ikke var der. Ikke fordi hun følte ejerskab over området - heller ikke fordi hun havde tænkt sig at blive stående der resten af aftenen eller natten - eller bare i nogle timer. Det var mere en slags principsag for hende. Hun var der først, hun ville have ham til at gå - han skulle gå. Når han var gået ville hun kunne forlade pladsen - og så kunne han vende tilbage hvis det var vigtigt for ham. Hun slog et svirp med den lange hale, der hvislede gennem luften, næsten usynlig på grund af mørket og farten.

"Og jeg ønsker ikke dit." Svarede hun ham tilbage med en snerrende tone, som snakkede hun med sammenbidte tænder, og halvt hviskende. På trods af det, var det ikke umuligt at høre hende - og havde han svært ved det, så kunne hun også sagtens vise det uden brug af ord. Hun trådte lidt nærmere den næsten usynlige hingst, og snappede endnu en gang ud efter ham. "Jeg tæller til 5, og når jeg er færdig med at tælle, forventer jeg at se din mås på vej væk." Som sådan var det ikke en trussel, men der lå stadig en lille advarsel i ordene. Den unge hoppe var jo ikke ondskabsfuld som sådan. Hun havde ikke altid været så strid over for fremmede. Hun havde været mild og venlig engang. Hun havde været glad og fuld af håb - specielt da hun lige var kommet til Andromeda. Hun havde været præget af sorg, men stadig håbet. Håbet på en ny chance. Håbet på at se sin broder, Arc, igen. Håbet på at kunne blive til noget. Men som tiden gik var det kun gået ned af bakke. Hun havde mødt hingsten der kunne gøre ting andre ikke kunne. Hun havde bedt ham om at bringe hendes broder til landet - hun havde ment Arc, for andre brødre havde hun ikke. Men i stedet var det en ny bror, som hun intet havde kendt til. Hun havde fået at vide at både hendes broder og hendes moder ville miste livet hvis ikke hun han var blevet fragtet til landet. Men det havde fået hende til at tænke; Var hendes moder så stadig i live eller havde hun mistet livet? Hendes broder var kun i live fordi han var i Andromeda. Betød det at han var død i 'det gamle land' eller var han bare forsvundet derfra? var hendes fader nu alene? Havde hun været skyld i Arcs død? Det var jo hende der havde løbet sin vej, og hendes trofaste bror der havde fulgt efter - og ham der blev ramt af det flammende træ. Hendes fader havde i hvert fald mistet sine to sønner og sin datter, men havde han også mistet moderen til de 3 afkom?

Ava kneb øjnene sammen som var hun i stor smerte. Det var hun også. Det var dog bare indvendigt - og intet fysisk. Minderne var ikke bare minder - det var mareridt, og hun kunne stadig til tider høre sin broders sidste ord; "Ava vent på mig". Hvis hun havde ventet kunne det have været hende det var gået ud over. Så havde hendes forældre i det mindste haft en søn tilbage. Så havde de ikke mistet begge deres afkom på samme tid. Så havde de måske ikke fået endnu en søn, der måske havde kostet moderen livet. Hun var familiens sorte får. Hun var grunden til hendes fader måske var alene - og alt sammen fordi hun ikke fulgte hans ordre. Fordi han havde haft andre idéer end hende. Han havde måske endda haft ret.

Det havde plaget hende længe, men det alene var jo ikke nok til at formørke hoppens sind til sådan en grad den var nu. Hun havde jo fået venner. Hun havde mødt nogen der troede de kunne kræve hendes respekt uden at respektere hende - og hun havde glædeligt taget kampen op. Hun havde mødt den spraglede hingst - de havde fået en datter. En datter hun nåede at have i cirka en dag. Datteren var gået sin vej. Datteren var ikke vendt tilbage. Hun havde søgt. Søgt længe. Søgt over alt - og over alt mere end en gang. Hun havde ikke fundet sin datter igen før hun var stor nok til at klare sig selv - og hvordan det havde været muligt vidste hun ikke. Hvordan føllet havde overlevet uden hendes mælk var og forblev en gåde. Datteren var blevet væk fra hende igen, og hun havde ikke set hende igen før hun var stor nok - og gammel nok, til at blive betragtet som en voksen. En bitterhed var allerede der begyndt at vokse inde i den sorte hoppe. Hun havde en datter, men det føltes ikke som hendes datter. Hun var fremmed. Hun var ikke familie, selvom de var blodsbeslægtede. Det ville aldrig komme til at føles anderledes. Det var det første rigtige nederlag siden hun var kommet til Andromeda.

Hun havde mødt skyggerne, skyggen, hvis hviskende og hvislende ord havde forsøgt at trænge sig ind i hoppens hoved. Hun havde ikke ville give dem adgang, men de havde alligevel mærket hende. Hun havde følt en smerte, der i lang tid efter havde plaget hende. Ikke fysisk, men hende sind. Hun havde i en del tid ikke brudt sig om mørket. Hun havde i lang tid ikke fået nok søvn, fordi de hviskende stemmer, den hviskende stemme havde hun hørt gang på gang selvom hun vidste det var hendes eget hoved der spillede hende et pus. Men det var også langsomt begyndt at gå op for hende, at landet måske ikke var så fantatisk som de fleste gik og troede. Alt var ikke bare lige til. Hun passede ikke længere ind i de harmoniske, glade og lyse omgivelser. Hun tilhørte mørket. Hun tilhørte natten. Og hun var begyndt at tro mere på de hviskende ord om den sande hersker.

words: 1.045 | Tag: Rashn

Det var med fornøjelse Rashn ville forlade dette selskab, trods han ikke blot ville vende rundt og gå. Hun var for utilregnelig, dog havde hun været anderledes havde han heller ikke blot vendt ryggen og gået. Ingen kunne stoles på. Usynlig for hans blik var denne sorte hoppe, alligevel vidste han hvor hun var. Han kunne lugte hende, han kunne se hendes bevægelser svagt i det sløret mørke. Han kunne fornemme hende og ikke mindst kunne han høre hende. Hun gjorde ikke skjul på hun var der, hvilket havde en fordel for den svagt seende hingst. Han vidste hvor hun var kontra ham selv. Helt forsvarsløs var han ikke.
Han bakkede yderligere væk fra hende. Musklerne var endnu spændte og ørene havde ikke fjernet sig en millimeter fra nakken. Hendes udfarende forsøg på at snappe efter ham tog han mere personligt end det var. Et angreb var et angreb og ville aldrig for Rashn betragtes anderledes. Med en tydelig vrede snappede han ud efter hende. Hans hensigt var blot advarende. Han bakkede igen. Rashn havde i sende at bakke langt nok væk til at blot at kunne forsvinde helt. Hendes fem sekunder var han egentlig ligeglad med. Han havde ikke haft i sinde at komme hende nærmere, det var hende der kom ind mellem træerne. Jovist havde han opfanget hendes tilstedeværelse. Lugten af brunst der hang om hende var ikke til at tage fejl af, og selvom den var ufattelig lokkende og sød, væmmes han alligevel ved tanken om det. Nærhed. Det hele var en løgn.
Der kom mere fravær fra denne fremmede hoppe, der gik i et med mørket for ham, gav Rashn muligheden for at bakke væk, langt nok væk til at komme væk fra hendes rækkevide, langt nok væk til han kunne slippe for selskabet, ingen af dem ønskede.

Getting lost is not always about finding the way back

At hingsten snappede tilbage efter hende var ikke noget hun brød sig særligt meget om. Hvad bildte han sig ind? Det var okay hun gjorde det for hun havde jo advaret ham. Det kunne han ikke klage over. Hun slog et irriteret smæld med halen, og på trods af hans bakkende skridt, lod hun ham ikke slippe helt. Han måtte vel vide hvad der var i orden og hvad der bestemt ikke var. Hun trippede derfor fremad og efter ham igen, med hovedet hævet, rank hals, men uden at blotte alt for meget. Det var mere for at hun kunne trække forbenene opad og samtidig lange ud efter ham, så det gav en underlig form for skridt. De små ører var blevet tippet om i nakken og hun blev mere og mere opsat på, at han ville ikke få lov at slippe. han var blevet givet en chance for at vende rundt. Men ikke mere. Den hidsighed hun havde fået bygget op måtte hun af med på den ene eller den anden måde, og det var længe siden hun sidst havde haft en sparringspartner. Der var ikke nogen der var værd at sparre med. Hun gjorde et enkelt kast med hovedet igen, og denne gang bed hun ud efter ham. Det var ikke kun et snap - dette var ment som en slags angreb. Et rigtigt angreb. Det halvskingre og arrige hvin der fulgte efter understregede at det ikke længere bare var advarsler. Hun ville ikke stoppe før en af dem gav op - om det så var at smide sig frivilligt på jorden eller bukke under i kamp.

At han var hingst og havde mange ar skræmte hende ikke. Det kunne betyde flere ting. Enten at han havde været i mange kampe før, eller at han bare havde været andres underholdning. Uanset hvad måtte der da være bare lidt udfordring i det. Godt nok var hun ikke lige så høj som ham, men det ville ikke være nok til at få hende til at bakke ud. Endnu et bid blev sendt i hingstens retning, mens hun fortsatte med at træde frem mod ham, for hvert skridt han bakkede. I stedet for at lade afstanden blive kortere, forsøgte Ava i stedet at gøre den mindre. Ville han væk måtte han få noget fart på - og selv det ville nok ikke være nok til at hoppen ville lade ham slippe.

words: 400 | Tag: Rashn

Det lykkes ikke den arrede hingst at slippe fra hoppen, end ikke da hun blev ufokuseret. Hun var ikke lige frem nem at komme uden om. Hun var tilsyneladende hidsig og nok lige så stor afsky for fremmede som ham selv, måske endda mere. Det var tydeligt for ham at denne fremmede hoppe ikke længere ville lade ham slippe. Hans fem sekunder var opbrugt. Selvom Rashn ikke var meget for at tage en kamp op, var han heller ikke typen der stak halen imellem benene. Chancen for at vinde kampen var næppe stor for Rashn. Han var blind, og måtte lytte sig frem til hver et angreb hun ville udgøre. Hun havde synet, og trods der var mørkt og dette ville skjule den arrede hingst, ville hun være mere skjult for ham end han for hende.
Hendes snap var ikke længere bare et snap, det var et disideret angreb. Dette var ikke just forudset, han havde fornemmet hun ville lange ud efter ham, dog havde han ikke regnet med så voldsomt, det var med nød han slap hendes tænder. Han kunne mærke hendes varme ånde imod hans sorte skind i det han hev sig tilbage. Det var en følelse af ubehag der stikkede dybt under det sorte flåede skind på Rashn. Nærhed på den ene eller den anden måde var ikke ham. Det vakte en klam fornemmelse i ham, som vendte alle hans indvolde sig med vrangen ud.
De mandelformede øre blev lagt fladt i nakken, og med en dyb brummen lagde Rashn vægten på sine bagben. En anelse i knæ stod han inden han med et ryk løftede forbenene op, for at slå ud efter hende. Hans angreb var forudsigeligt, og hun ville nemt kunne undgå ham. Alligevel var det ikke med tilbageholdende han lod hovende slynge ud i mørket efter hende.

Getting lost is not always about finding the way back.

Hingsten gjorde modstand nu. Det havde hun vel egentlig også forventet. Hvem ville ikke gøre det? Hun havde i hvert fald selv givet igen hvis nogen havde hakket ud efter hende. Det fik en form for glæde til at bryde ud indvendigt hos den sorte hoppe. Endelig! Langt om længe kunne hun komme ud med noget af alt det der havde hobet sig op indvendigt. Irritation. Arrighed. Sorg. Had. Bitterhed. En sammenkobling af mange dårlige ting. Dårlige i nogens hoveder, knap så dårlige i andres. Hun var ikke svag. Hun havde ingen svaghed så længe hun lukkede alle andre ude. Ingen. Måske lige med undtagelse af nymfen. Men nymfen var i trygge hove, og det ville hun altid være.

Da hingsten rejste sig på bagbenene gjorde den sorte Ava det også. Hun hævede sig en smule mere end den fremmede hingst. Nok var hun mindre, men hun ville ikke lade ham tro at han kunne få hende ned med nakken. Ligesom ham slog hun ud med forbenene i hans retning. Ørerne var presset ned i nakken på hende og tænderne blottet for endnu en gang at hakke ud efter ham når hun fik chancen. Hvad end der kom af slag ville hun tage imod dem. De var med til at bidrage til mere hidsighed. Mere stædighed. Mede kampgejst hos hoppen. Til tider skulle man næsten tro det var en hingst fanget i en spinkel hoppes krop. Hun så sig selv som mere end bare en hoppe. Hun var stærkere end de fleste andre. Hun så tingene anderledes end de fleste andre. Hun var ikke lige så positiv og fuld af håb som de andre hopper - ikke lige så sky som de andre hopper der ikke var venlige. Hun var ikke lige så hingstegal heller. Den søde lugt af brunst hang dog i luften, og den kom fra hende. Beviset på hun inderst inde - eller yderst var en hoppe. Det var nok også det der til tider havde fået andre til at undervurdere hende. Det og hendes højde, og bygning. Brunsten var nok også en af grundende til hun var så nem at pirre. Så nem at irritere. Så nem at genere. Det blandet med et minimum af antal timers søvn. Hun fik aldrig rigtig fred - heller ikke når hun var alene.

words: 384 | Tag: Rashn