Getting lost is not always about..... (Rashn)

Svagheden var tydelig, Rashn manglende syn gjorde det ikke nemt, slet ikke mørket og slet ikke imod en modstander så mørk som denne fremmede hoppe. Hun var sort, eller det gik han udfra. Han kunne ikke se hende, ikke tydeligt, og kun svagt fik han glimt af hendes bevægelser. Det var svært for den arrede hingst at vurdere denne modstander. Han havde endnu ikke undervurderet hendes styrke- ikke på sin vis. Han kunne ikke ane hvilken styrke der lå bag denne hoppe. Han vidste kun sin egen styrke, og han måtte til en hver tid gå ud fra at modstanderen ville være stærkere end ham, og han der på måtte udnytte sig af sin udholdenhed. Håbe at adrelinen ville slå ind hurtigt. Hvis ikke den gjorde af sig selv, havde han dog sin egen taktik på hvordan han kunne få den til det. En han helst ville undgå.
Da han selv havde rejst sig gjorde hun det samme. Hendes hove slog imod ham, som hans gjorde imod hende. Hans ene hov blev slået med et slag imod hendes. Han hørte lyden fra de ramte. Smerten der kom skærende op igennem hans forben var brændende og stikkende. Han mærkede hvordan det snorrede i forbenet, hvis hov var stødt på hendes i et slag.
Rashn forben var skrøbelige, ikke at man så det, men de voldsomme skader han havde fået under kampen i hans hjemland, samme kamp som også havde kostet ham et øje og det meste af synet på det andet, havde forudsaget en varrig skade på hans ben også. Bagbenene stod stadig stærke og muskuløse og var egentlig hans stærkeste del ved ham. Det og hele hans kropsvækt.

Rashn havde endnu ikke helt fundet ud af hvordan han skulle kæmpe imod denne fremmede der var usynlig for ham, eller næsten. Hvordan skulle han vinde kampen, eller blot få lov at slippe væk med livet stadig i behold. Det var svært at forudsig hvad der skulle ske, og hvad hendes næste træk ville være.
Hendes tænder blev blottet, han opdagede dog for sent at hun bed ud efter ham og nåede ikke parrere for dette bid. I stedet for at forsøge at rive sig fra valgte han at søge støtte på alle fireben, og i stedet bruge hele sin kropsvægt imod hende. Han sprang fremad imod hende for at skubbe på. Tænderne var blottet og de mandelformede øre lå fladt i den sorte man næsten helt skjult. Ud efter hende ville han nu gengive hendes huk, og inderligt håbe han ville få fat et godt tag.

Nærkontakt for Rashn noget andet i kamp end ellers. Ved berøring på den måde kom den ubehagelige kvalmende smerte ikke frem ved berøring, og tråds han havde kunne mærke hendes varme ånde, føltes det i kamp ikke på samme måde som ellers.
Der var stor forskel, i hvert fald for Rashn. Helst ville han undgå berøringer hvis han kunne, men dette kunne ikke lade sig gøre i kamp. Hvor seriøs en kamp det var fra hoppen vidste han grundlæggende ikke, og han kunne ikke gå ud fra andet end hun ville forsøge at tage hans liv. Den arrede hingst måtte forvente og forberede sig på det værste. Hvorfor skulle hoppen ikke have denne hensigt? Hun var en fjende. Intet mere. Jo vist havde Rashn måske ikke taget hendes advarsel så seriøs som han kunne have gjort. Han havde haft chancen for at stikke af, men lige så hurtigt som hun ville have til det, ville ikke kunne lade sig gøre for den arrede hingst. Ikke med hans mangel på tillid. Han ville aldrig vende ryggen til et andet levende individ, ikke så længe de ville kunne skade ham. Det var for risikabel. Panoid, kunne man nok godt kalde den arrede hingst, men dette var med ganske god grund. Hele hans fortid havde gjort noget ved ham, og ikke just positive ting. De angreb og svigt der lå bag, havde ødelagt den sorte hingst. Alligevel havde det gjort ham til den han er i dag, og sådan som Rashn ser det, ville han ikke have været for uden. Hvordan skulle han ellers have lært at ingen andre end en selv kan man stole på?

Den arrede hingst søgte ikke sympati, han søgte ikke noget- ikke ud over fred. Det eneste han i sandhed ville. Hvorfor han netop skulle støde på nogen fra tid til anden, var for ham uvis. Det irrterede ham i hvert frygteligt. Denne hoppe var ikke stor forskel fra de andre, ikke ud over hun havde været mere direkte. Vel egentlig noget Rashn kunne have sat pris på. Han vidste med hende hvad der ventede ham, eller nogen lunde hvad der ventede ham. De andre havde været mindre forudsigelige. Ikke sagt at den arrede hingst brød sig om denne fremmede. Han brød sig ikke om nogen, et sted brød han sig vel egentlig heller just meget om sig selv. Det måtte man ikke! Selvisk var ikke noget der kunne tolleres. En af de synder den arrede hingst alligevel havde begået utallige gange. Hvor mange gange havde Rashn ikke helt selv styr på, han var stoppet med at tælle for mange syndere siden.
Havde han været i sit hjemland vidste han også godt han ville have stået for den velkendte smerte, stået for sin straf flere gange endnu. Faktisk flere gange end dage han havde været i dette land. Dog var der ikke kommet flere rødlige ar på hans skind. Næppe ville han mærke denne smerte igen. Det var en farlig ting at indrømme, men Rashn savnede den af og til. Det var hans plads, det var det han kendte bedste til. Uden den, var han ikke sikker på hvordan det hele ville ende. Det eneste han virkelighed kendte til, var det eneste han ikke længere ville opleve. Eller ville han? Ville guderne kunne nå ham her, og hvordan ville han straf stå? Han ville have været straffet med døden før, før han kom her til. Han havde stået klar til det, og alligevel var han sluppet.

Getting lost is not always about finding the way home

Da de to hestes forben ramte hinanden sendte det et stød op gennem hoppens forben. En form for ubehag hun ikke var vant til, og da hun landede igen støttede hun ikke på det lige med det samme. Hun skulle lige være sikker på det ikke ville gøre noget. Lang tid fik hun dog ikke til det, for hingsten kom springende mod hende. Hvis ikke hun havde sat hoven mod jorden havde hun været nem at vælte - gud forbyde det måtte ske. Vent... Gud? Gud findes ikke. Gud er ikke god. Gud hjælper ikke. Mørket havde langsomt vundet hendes tillid uden at gøre ret meget. Hun havde været bange for det, men ikke længere. Hun søgte nærmest tryghed hos mørket nu. Ensomheden havde gjort hende bitter. Bitter og utilregnelig. Man vidste aldrig hvilket humør man ville finde hende i.

Chokket der gik gennem hoppen da hendes modstander hukkede ud og fik fat, kunne høres i form af et næsten panisk hvin. Hun var ikke bange for ham, men det var bestemt heller ikke med hendes gode vilje han havde fået fat. Det var hendes sind der var blevet ukoncentreret et øjeblik - diskuterende omkring noget så ligegyldigt om er eksisterede en Gud eller ej, om Gud ville hjælpe eller ej. Det var ubehageligt. Hun brød sig ikke om fremmede rørte hende, og slet ikke når de bed. Det havde ikke gjort noget da hun først var kommet til Andromeda, og nærkontakt med fremmede havde ikke været et problem. Den spraglede hingst havde både bidt ud efter hende, men også stået og gnubbet hende på ryg og hals - det var ikke ham der var skyld i den panik der bredte sig. Det var mørket.

Lige siden Avas møde med mørket på selv samme ø som de befandt sig på nu, og endda ikke ret langt væk fra det sted de befandt sig, havde skyggerne sat sit mærke på hende. Et mærke i form af et tandsæt. Det havde gjort ond. En energidrænende smerte, som hendes krop huskede når andre bed. Det kunne dog aldrig nå helt samme smerte, for ens hukommelse ville aldrig kunne gengive det virkelige. Det var muligt at huske på vrede, men det ville aldrig være lige så kraftigt som når man virkelig var vred. Glæde var også kun en lille brøkdel af den virkelige glæde. Det var det der skræmte hoppen mest. At vide at den smerte hendes krop huskede kun var en lille del af det hun havde været udsat for.

Hun ville trække sig væk, men det ville heller ikke være så smart hvis han havde fået rigtig godt fat. I stedet trådte hun fremad, og gjorde ikke mine til at ville standse. Om hun så måtte træde på hingsten i sit forsøg på at skubbe ham bagud og få ham til at slippe, så var det det hun måtte gøre. Hendes tænder forsøgte samtidig at få fat i hingstens ører, men det var ikke en særlig nem opgave. Det eneste hun lige kunne få fat i var man. Man eller pandelok - hun kunne ikke se hvad, men hive i det, det kunne hun.

words: 522 | Tag: Rashn

En kamp havde udviklet sig imellem de to sorte skabninger. En kamp hvis udfald lå i det ukendte. En kamp havde været uundgåelig for den arrede hingst. Ikke at han ikke kunne have undgået denne, men før eller siden ville det ende i en kamp, det vidste Rashn og han var altid forberedt på det. Evig forberedt på det værste. Om det gjorde han konstant ville have en fordel vidste han egentlig ikke, og et sted kunne det også være lige meget og alligevel ikke. Fordele gjorde man vandt og var den der kom mest helstykket fra det. Den eneste kamp den arrede hingst havde haft en fordel, stor nok fordel i hvert fald, var da han angreb sit hjemland lige før han endte her.

Det lykkes Rashn at få fat i hende. Han låste kæber omkring hende der hvor han havde fat, han bed til og havde ikke i sinde at slippe før han kunne mærke det var klistrede blod flyde i hans mund. Jo mere modstand hun gjorde jo hårdere bed han. Normalt ville en hest nok have rykket bagud, dog var denne hoppe klogere og i stedet kom hun imod ham. Hun var stærkere end først antaget, el del. Rashn havde ikke forventet denne modstand på det plan han fik.
Små trippende blev han i sidste ende nød til at bakke, selvom han forsøgte at stå ved, men hendes muskelmasse var større end hans og kunne kunne presse ham væk. Selvom hun pressede på, skubbede ham, slap han endnu ikke taget i hendes sorte skind, i stedet bed han blot hårdere jo mere hun prøvede.
Hvæsende lød han brummen, og det hun fiskede efter at få fat i hans øre slog en anelse frem med forbenet, blot for at skubbe, forhindre hende i at nå hans øre. Det lykkes hende ikke at få øret, som stadig lå presset ned i nakken, i stedet fik hun fat i hans man og hev. Hun trak hans hoved på sned. Han kunne mærke hvordan det vred i hans mund, men han kunne ikke slippe hende. Smerterne i hans kæbe begyndte at syde under det pres det lå i.

Getting lost is not always about finding the way home

Ava var arrig. Hvis ikke hun var det i forvejen så blev hun det i hvert fald nu. Hingsten havde fat i hende, og hun kunne ikke bare komme fri. Det dummeste ville være at trække sig tilbage, og hun havde vidst det. Men at skubbe til hingste lod heller ikke til at hjælpe synderligt meget. Forbandede hingst! Kunne han ikke bare have hørt efter i første omgang? Så havde det ikke været nødvendigt at komme så vidt. Hun kunne ikke få fat i hans ører, og hans bid gjorde kun mere og mere ondt jo længere tid han havde fat, fordi han klemte mere til. Hun kunne godt fornemme hvordan det begyndte at brænde og næsten ikke kunne mærkes længere. Det blev bare til noget ubehageligt. Noget varmt der føltes som om det var varmt fordi det var koldt - men det var ingen af delene. Ikke endnu.

Hun lod et skingert hvin høre fra sig, og trak endnu mere i hingstens man. Om hun så skulle hive totten fri fra ham, så trak hun og ville blive ved til han slap, men han lod ikke til at ville slippe. Noget varmt løb kildende ned langs hoppens hals, og på grund af hendes kamp mod hingsten, og fordi hun ikke stod stille, dryppede den halvtykke væske ned på hendes skulder og fortsatte med at kilde ned langs benet. Ikke fordi der var forfærdelig meget af det endnu, og det håbede hun heller ikke der ville komme. Hun kunne dog godt lukke det ude for ikke at blive distraheret. Det var noget hun måtte tage sig af bagefter, hvis hun overhovedet fik chancen for det. Man kunne vel aldrig vide med en hingst fyldt med så mange ar. Han måtte have kæmpet meget. Hvor gammel han var kunne hun ikke vurdere i mørket, og slet ikke nu i kampens hede, men en ting var sikker; det var ikke første gang han var i en kamp.

Det var heller ikke første gang for den sorte hoppe, en hun havde aldrig været oppe at slås for alvor. Aldrig noget der havde efterladt mærker på hende. Hun havde heller aldrig slåsset som en hoppe - hun var trods alt vant til at lege med hingstene hvor hun kom fra. Hun sloges som dem.

Uden at slippe den tot man hun havde fået fat i forsøgte hun alligevel at trække sig bare en smule væk, men ikke meget. Hendes forben hævede hun skiftevis højt, for at se om ikke hun kunne ramme hans ben, bare for at få ham til at slippe. Der var ikke meget andet hoppen kunne gøre lige nu - ikke før hendes taktik var ordentligt på plads.

words: 447 | Tag: Rashn

Han mærkede hvordan tænderne pressede sig igennem hendes ud, skindet var der gået hul på og han kunne mørke hvordan det varme klistrede blod ramte hans tunge. Smagen var ikke noget han fandt tiltalende, lugten heller ikke. Dog havde han ikke i sinde af slippe, ikke hvis han kunne komme af sted med det, så længe hans kæber var låst omkring det stykke af halsen han havde fået fat i, kunne han holde hende i skak. Måske længe nok til at køre hende træt eller give op så han blot kunne forsvinde, som egentlig var det han ønskede. At tage hendes liv var en mulighed, det ville det altid være, men at være bøddel og være den der afgjorde hun fortjente at dø, ville han ikke gøre sig til- men kom det til stykket havde den arrede hingst alligevel den tanke: Hellere hende end mig.
Hvem tænkte ikke også sådan, det var ikke mange der ville tænke omvendt, for uden måske en hvis situationen stod imellem en moder og et afkom- det bånd skulle være ganske stærkt. Rashn kendte ikke til det, han kendte ikke til sådan et bånd. For ham fandtes det ikke, heller ikke selvom han ville få lov at opleve det med egne øjne. For ham ville det alt sammen være bedrageri.

En anden ville være hvis den ene led af selvmords tanker, ønskede at lade livet. Det var egentlig også de eneste tilfælde der nok dukkede op for Rashn. I denne kamp var der ingen afkom, hvis denne hoppede havde nogen, og hun virkede langt fra en der havde lyst til at kysse døden. Hun virkede heller ikke som en der bare ville give op.

Hun rykkede sig bag ud. En ting Rashn havde set som en fordel, og trods for hendes arrige ryk i hans man, der i sidste ende nok ville give efter, lykkes det ham at rykke til med hoved. Holde imod. Det var først da hun samme tid sparkede ud med forbenet at han mistede sin fordel.
Han mærkede hendes forben, hendes hov, der ramte imod hans ben. Han mærkede det stød der løb igennem det, smertende. Havde Rashn ikke været van til at håndtere den fysiske smerte, lukke den ude, ville han nok være bukket under for den. Han gjorde det dog ikke, i stedet mistede han dog sit greb om hendes hals. Arrigt slog han ud efter hende med benene, han kunne ikke lade hende tro hun havde vundet denne kamp. Rashn ønskede kampen til ende, og hvis den blot kunne slutte her og de begge kunne forsvinde på deres egne måder, ville det være fint for den arrede hingst.

Getting lost is not always about finding the way home

Der var mange ting der havde gået igennem hoppens hoved på det seneste. Der var mange ting hun havde tænkt igennem og tanker hun ikke kunne fuldende. Oftest fordi trætheden tog over og lod hendes krop tigge og bede om søvn, men hver gang hun havde lukket øjnene og var ved at falde hen, havde stemmer eller billeder - eller mareridt holdt hende vågen. Den energi hoppen kørte på i øjeblikket var noget af den sidste. Hun dirrede en smule når hun forsøgte at stå stille, men holdt for det meste hovene dansende over jorden. Adrenalinen der pumpede rundt i kroppen på hende, hjalp også til med at holde hende igang. Nogen ville måske mene hun var en hoppe der ikke passede ordentligt på sig selv. Hun forsøgte, men alt hvad der foregik omkring hende og havde foregået omkring hende den seneste tid, havde optaget meget af hendes tid.

Hun gav et skingert hvin fra sig igen da hingsten ikke slap hende da hun ville trække sig væk, men stadig holdt fast. Da han langt om længe slap trippede hun også lidt væk, bare for at skabe en smule afstand. Hun ønskede ikke han skulle få fat igen. Selv havde hun også sluppet hans man. De blå øjne hvilede dog stadig på ham, hårde, skarpe og dræbende. Kunne de slå ihjel var han faldet død om på stedet. "Fháil amach ó dom!" halvt snerrede hun, stadig med en vis arrighed i stemmen. Hun mente det, og det kunne betragtes som endnu en chance for at slippe væk. Hvis han heller ikke forstod det denne gang, måtte hun prøve igen.

De små ører var stadig presset ned i nakken, og hun lignede en der til hver en tid kunne finde på at hakke ud igen. Det kunne hun også og langsomt trådte hun nærmere hingsten igen for at gøre klar til handlingen. Den sorte hale blev pisket omkring den spinkle bagpart, og efterlod en hvislende lyd hver gang den skar gennem luften. Hidsigheden og arrigskaben var nok en rigtig god kombination af brunst, for lidt søvn, for meget stress og det at ingen lyttede til hende længere. Hingsten havde vel egentlig bare været uheldig at rende ind i hende på det forkerte tidspunkt.

words: 371 | Tag: Rashn

Om det var tilfredshed der ramte Rashn da den sorte fremmede træk sig anelse fra ham. Hun talte et sprog han ikke forstod, men den sorte hingst anså dette som en advarsel. Gav hun ham muligheden for at flygte? Rashn overvejede det et sekund, han vidste han ikke kunne vende hoppen ryggen med det samme, man han ønskede heller ikke denne kamp skulle være yderligere. Han var ikke sikker på hvor meget mere hans krop ville kunne klare, eller hans sind for den sags skyld- og som tidligere nævnt var Rashn ikke står fan af at skulle være bøddel. Det var ikke hans opgave eller hans ansvar at vælge hvem der skal leve og hvem der skal dø.
Den arrede hingst bakkede nogle hurtige skridt, han var nød til at lægge afstanden imellem dem før han kunne vende rundt. Dette ville måske være den sidste chance for at de begge kunne slippe afsted med livet i behold- som Rashn helst ønskede det.
Den sorte hingst var ikke ond. Måske kunne man heller ikke sige han var direkte god. Misforstået, et monster skabt af de guder han var vokset op til at tro på- og inderligt og oprindeligt også troede på.

Hastige blev skridtende, men den sorte hoppe tøvede ikke med at træde frem efter ham. Advarende hakkede Rashn ud før han yderligere bakkede flere skridt.

"Jeg går nu. Jeg ønsker ikke skade dig."

Det var med sammenbidte tænder han talte og en hård toneleje. Hæs og dyb lød hans stemme i mørket. Det var nok i virkeligheden forsent ikke at skade hende, han havde bidt og han havde fået bidt til. Et par skridt mere og Rashn vendte rundt på hælene og uden tøven trods nervøsiteten over at gå over en grænse af sine egne ved at vende ryggen til denne fremmede, satte han frem i galop. Han måtte lægge afstanden hurtigt han måtte finde vejen væk. Heldigvis ville han kunne høre hvis hun fulgte efter, han ville kunne lugte hende på afstand. Brunsten hang tungt i luften omkring hende, og havde også været den han først havde fået færden af og der ved opdaget hvor hun befandt sig- det var hende der havde opsøgt ham.

(Out? )

Getting lost is not always about finding the way home

Om han så skulle jages væk ville Ava blive ved til han stak halen mellem benene. Hun var ikke bange for ham, og det skulle han i hvert fald ikke tro. "Hvad får dig til at tro du kan gøre skade på mig?" nok havde han fået bidt hul, men hvis de to havde fortsat deres lille fight var hun rimelig sikker på hun nok skulle have fået ham til at tigge og bede hende om at stoppe. "Jeg er ikke svag bare fordi jeg er en hoppe." Sådan ville hun i hvert fald ikke ses på. Hun var mindst lige så stærk som nogle af hingstene i landet. Måske endda stærkere end størstedelen. De fleste havde dog med at undervurdere hende. Dog havde hun ikke været helt på toppen på det sidste. Der havde været flere søvnløse nætter og alt for mange tanker - men lidt havde hun fået sovet, så hun ikke havde været helt ved siden af sig selv.

Da hingsten satte frem i galop, satte hun af med baghovene for at sætte efter ham. Hovene hamrede hun kraftigt i jorden, bare for at lade ham høre hun kom efter ham - jagtede ham. Hun hukkede tilmed ud efter ham en ekstra gang før hun hukkede forhovene i jorden og lavede enkelte små hop frem for at stoppe op. Hovedet blev hævet og hun så efter ham med et køligt blik i de blå øjne. Benene dirrede ganske kort under hende som ville de give op, men det gjorde de ikke. Hovedet kastede hun sidelæns og lod resten af kroppen følge med, for derefter at give sig til at skridte i en anden retning.

(yes (:  du siger bare til hvis vi skal starte en ny tråd - evt. med andre karakterer)

words: 277 | Tag: Rashn