Seeking adventures. ღ | Rashn & Tsavani

Tsavani travede med fjedrende skridt henover en stor eng. Lidt længere nede ad den havde hun efterladt sin kære broder, Cadeyrn. Hun foretrak ellers at være nær ham, men hendes nysgerrighed havde vundet over trangen til at være ved hans side. De var netop ankommet til dette nye land, Andromeda. Hendes kære broder var en anelse mere fornuftig anlagt end hende, så han havde straks slået sig ned for at finde et sted at sove for natten og orientere sig omkring, hvor man kunne finde vand. Hun var selv langt mere impulsiv og uansvarlig og havde derfor valgt at efterlade alt det hårde arbejde til ham, mens hun selv gik ud for at se sig lidt omkring.

Hun hævede hovedet i vejret og spidsede nysgerrigt de lyse ører. Hun kunne ane vand overalt omkring hende. Hun måtte befinde sig på en ø. Et prust forlod stille hendes mule. Selvom hun lige var blevet revet ud af sin egen verden, var det slet ikke noget, hun ærgrede sig over. Hun var god til at tilpasse sig nye steder, og hendes eventyrlystne sind bød hende at finde sig godt til rette nye steder. Hun løftede sin kraftige hale og sendte et kaldende vrinsk udover den tomme eng. Hun var ellers ikke en særlig socialt anlagt hoppe, men hun var fyldt med overskudsenergi denne dag - alt var så nyt og spændende!

Dagen var langsomt ved at gå på hæld, og aftensolen spredte sit specielle lys udover landet - det var meget smukt! Hun var ikke klar over, hvilket land hun var kommet til, eller hvorfor hun var kommet - men det var sandelig ikke noget, hun var ked af. Landet her så pragtfuldt ud, og hun kunne slet ikke vente med at udforske dets hemmeligheder. Ude i horisonten kunne hun svagt skimte omridset af nogle andre øer. Når natten var overstået, og en ny dag gryede, ville hun finde ud af, hvad der gemte sig på dem også. Men lige nu havde hun nok at koncentrere sig om. Hun befandt sig jo allerede på én af øerne, og her så der ud til at være rigeligt at udforske!
Hun bevægede sig lidt længere ned ad den store græseng, inden hun stoppede op. Hun svang roligt med halen og begyndte så at nippe til græsset. Hendes broder var allerede en lille prik i den anden ende, og hun havde ikke lyst til at bevæge sig længere væk fra ham.

Lyset svindede ud. Endelig ville aftens mørke bringe sig til overtagelse af himlen. Den kære aften, ville bringe skjul atter igen til den arrede hingst der levede blandt skoven og bjergendes mange skygger i de lyse timer. Endnu havde han ikke fundet et sted der i dagens timer kunne skjule ham helt, hvilket havde bragt ham tilbage til start. Atter befandt han sig på den ø, som han havde startet ud med.
En dyb brummen kom fra den store hingst, idet han ud mellem de mange træer spejdede frem. Han ventede på de sidste stråler fra solen ville forsvinde bag horisonten, og han atter kunne betræde de åbne enge frit. Bundet til mørket for at holde sig skjult, stod han fuldstændig stille. Musklerne under det arrede skind var anspændte og de mandelformede øre trykt i nakken.

En såret sjæl, inden i så vel som uden på. Efterladt til sig selv efter grusomme hændelser. Ødelagt og alligevel hel. Rashn var ikke andet end en skygge af hvad han havde været en gang. Han var mærket af troens mange regler, eller brud på følgende. De synder han havde begået havde kostet ham dyrt. Mærkerne, de rødglødende ar han havde fået fra hver en synd var en ting. De ar der havde efterladt ham efter overfald var et andet.
En gang havde en køn og hel hingst stået. Ung og uerfaren på hvad livet ville bringe. Nu blot efterladt såret. En gang havde det flænsede skind været sort og skinnede, næsten kunne det i månes lys havde lignet sølv. Brune øjne godmodige og nysgerrige øjne var blevet erstattet med et dybt sort hul, kun dækket af ar og efterladt et øje, blodsprængt og såret. Den hinde der havde lagt sig over, gjorde det næsten umuligt for ham at se. Kun sløret billeder var for hans blik, og mørket kunne han forekomme helt blind.

Græsset var frodigt og lækkert. De lange græsstrå føltes bløde mod hendes mule, hver gang hun tog en bid. Sulten overmandede hende, og hun åd grådigt. Hendes ører bevægede sig opmærksomt omkring, lyttende efter enhver bevægelse på den store eng. Hun ville frygteligt gerne se, hvilke heste der befandt sig i dette land - hvis der da overhovedet var nogen? Hvem ved, måske var disse øer beboet af en helt anden art? Nysgerrigheden trak i hende, men hun var splittet. Hun vidste, at hun nok var nødt til at bevæge sig længere ind i landet, hvis hun skulle gøre sig noget håb om at møde en anden sjæl. Men hun havde ikke lyst til at forlade sin broder endnu - ikke når landet endnu var så nyt for dem. En dag ville hun måske være i stand til at udforske alle øerne på egen hånd. Men det var hun slet ikke klar til endnu - det ville først komme på tale, når hun og hendes broder havde lært landet og dets potentielle farer at kende. Derfor besluttede hun sig for at blive stående og græsse videre. Hvis nogen kom fordi, ville det være en bonus. Og hvis ikke, så var der jo altid en dag i morgen.

Solen gik ned i horisonten, og mørket gjorde sig klar til at indtage landet. Hun havde stået her i et stykke tid og havde endnu ikke haft held i at møde noget nyt og spændende. Hun besluttede sig derfor for at vende tilbage til sin broder, inden mørket faldt helt på. Hun løftede hovedet fra jorden og begyndte roligt at skridte op ad engen, den samme vej hun var kommet fra. Da hun skridtede af sted, fik hun pludselig fornemmelsen af at blive iagttaget. Hun kunne fornemme en anden sjæls tilstedeværelse, men kunne ikke se nogen tegn på denne i nærheden. Hun prøvede forgæves at se ind mellem de mange træer, der omkransede engen, hun befandt sig på, men uden held - det var for mørkt mellem træerne til, at hun kunne se noget som helst. Hun stoppede op og vibrerede med næseborerne. „Er her nogen?"

En lys sløret skikkelse dannede sig for hans blik. Det var langt nok væk for ham, og endnu stod han selv uset. Denne fremmede tilstedeværelse, trods meters lange afstand, var han ikke tilpas med. Musklerne var anspændte under arrede skind og tænderne var bidt hårdt sammen. Den før mere afslappet tilstand, der dog aldrig var helt afslappet, var skiftet ud. De mandelformede øre var trykt i nakken, imens det ene øje Rashn bar, fulgte den lyse sløret skikkelse. En fremmede. Endnu en. Der var utallige i dette land, og endnu havde der ikke gået en dag siden Rashns ankomst hvor han ikke var stødt på en. Det gruede ham. Han frygtede at ensomheden ikke var til at finde.
Endnu stod han skjult i mørket, og her ville han forblive. Mørket dækkede han, skjulte ham godt. Næsten umulig at se, selv for en hest med optimalt syn. Stille stod han, for ingen bevægelser eller pludselige lyde skulle røbe hans position.

Lettelsen kom for tidligt. Som han troede hun ville forsvinde den vej den end var kommet fra, tog han fejl. Denne fremmedes stemme lød. Rashn hørte den tydeligt. Alligevel forblev han tavs. Der var håb endnu, for at denne blot ville tage fejl og forsvinde.

Hun rykkede lettere uroligt rundt på de lyse ører, mens hun forsøgte at lytte efter de mindste tegn på den anden sjæls eksistens. Hun ventede i et stykke tid, men fik intet svar. Hun lod søgende sit blik glide udover engen. Hun kunne stadig se sin broder stå i horisonten - hun burde virkelig vende tilbage til ham. Hun overvejede kort, om det bare var hende, der havde taget fejl. I få sekunder tænkte hun på at gå videre, men så steg beslutsomheden op i hende. Hun kendte sine instinkter og stolede meget på disse - hun plejede ikke at tage fejl.
Stædigt slog hun det ene forben ned i jorden. „Kom så frem! Jeg ved, du er der!
Hun smældede lettere ophidset med halen bag sig. Hun var ikke en særlig tålmodig hoppe - og hun fandt sig ikke at blive ignoreret på den måde!

Hun kneb de blå øjne sammen og prøvede atter at se ind imellem træerne. Hun kunne stadig ikke få øje på skikkelsen, og hun var endnu for langt væk til at opfange dennes lugt. Men hun var sikker i sin sag - der stod en inde mellem træerne. Hun lod atter blikket glide op mod sin broder. Han ville være i nærheden til at beskytte hende, og derfor var hun ikke bange. Hun tog prøvende et skridt tættere på skoven - hvis skikkelsen valgte ikke at svare hende, skulle hun nok selv finde frem til denne!

For en stund virkede det til denne fremmede ville forsvinde helt. Drage væk, men hurtigt var skuffelsen over da hun ikke gav op. Hun havde ikke set ham, og ej ville han tro på hun havde hørt ham. Det ville være næsten umuligt, da de to eneste lyde der kom fra den arrede hingst, var hans åndedrag og det hjerte der bankede i hans bryst. Et hjerte der kun bankede for at han kunne overleve. Alt andet var for ham afskåret. Der var ikke mere tilbage i den arrede hingst, end at kæmpe for sin overlevelse. Måske en dag, en dag om lang tid, ville den arrede hingst være i stand til at føle andet end hadet. Alle følelser han havde i sit indre, havde han vendt til had. For ikke andet end blot et par nogle dage siden. Alt havde vendt sig, og det Rashn en gang havde været, var han blot en skygge af nu.
Trods denne fremmede allerede nu virkede aggressiv holdt han sig endnu tavs. Overraskelse moment ville være hans sikreste forsvar. At hun kom til ham ville være den hurtigste og nok mest effektive måde at beskytte sig selv. Det ville gøre ham intet godt at opsøge denne fremmede, for hun var end ikke anderledes end nogen af de andre. Hun var intet mere end en fjende, der havde blottet sig for ham. Hans svage syn havde tydeligt opfanget hendes skikkelse, og jo mere mørk der blev, jo tydeligere stod hendes skikkelse frem for hans utydelig billede. Jo mørkere der blev, jo svarer ville han være at spotte.

Tsavani ventede forgæves på et svar, men der kom stadig intet fra skyggerne. Hun smækkede de lyse ører i nakken og brummede fornærmet. Hvad bildte denne fremmede sig ind? Hvor vovede denne at stå og holde øje med hende uden at give sig selv til kende? Hun piskede ophidset med halen bag sig. I et kort øjeblik strejfede tanken hende kort; var det mon hende, der var paranoid? Hun stod stille i et tænksomt øjeblik, men så trådte hun beslutsomt frem mod skyggerne. Hun var ikke skør! Der var nogen bag træerne - hun kunne tydeligt fornemme den fremmedes tilstedeværelse. Hun brød sig ikke om, at folk stirrede på hende - så hun kunne altid mærke, når et sæt øjne hvilede på hende.

Hun kneb søgende de blå øjne sammen og trådte ind mellem træerne. Halen svingede ophidset bag hende - nu skulle denne fremmede altså afsløres! Hun nåede ikke langt, før hun fangede lugten af en hingst. Hun prustede surt. Selvfølgelig var det en hingst; en eller anden liderlig tosse, der havde stået mellem træerne og luret på hende.
Hun fulgte lugten, og snart kunne hun skimte omridset af ham i mørket. Han måtte være en meget mørk hest, for hun kunne næsten ikke skelne mellem hans krop og mørket. Hun kunne dog tydeligt se hans lysende øjne, som hun mødte med et arrigt blik. „Hvad i al verden bilder du dig ind?! Hvad ligner det at stå og lure på en hoppe i mørket?" Få dig dog et liv!"

Håbet om denne fremmede blot ville have forsat væk, væk fra skyggerne i skoven, dette håb blev ødelagt da hun trådte mod skoven. Hun bevægede sig ind i skyggerne. Den arrede hingst stod endnu stille. Anspændt var musklerne under det sorte flænset skind og de mandelformede øre trykt ned i den sorte man. Utilpas ved hele situationen var han, og det behagede ham slet ikke at denne fremmede ikke blot havde givet op. Rashn ejede ikke skoven, og han ejede ikke andres frihed, alligevel gjorde han krav på mørket, skyggerne. Det var her han kunne gå skjult, gemme sig i skyggerne fra træerne langt væk fra solens stråler. Lyset gik endnu ned, det synes dog at gå for langsomt før de sidste stråler ville forsvinde bag horisonten.
Da denne fremmede nærmede sig, og for meget. Kom en dyb og advarende hvæsende lyd fra Rashn. Tænderne var blottet, og venlig kunne man næppe se ham som. Denne fremmede gav ham heller ingen grund for at være andet end han var.
Der kom ingen ord fra Rashn, trods for denne lyse fremmede hoppe talte. Han lod hende dømme ham, som det hun ville. Hun kunne få lov at tro han begloede hende, af ynde eller andet. Hun kunne få lov at tro hun var ih og så åh, men dette var hun ikke for den arrede hingst. Hun var intet mere end en fremmede, en fremmede der skulle holde sig væk. Han så hende ikke tydeligt, hun var ikke andet end en sløret skikkelse for Rashn, men han vidste nøjagtig hvor hun var i forhold til ham, og det var for tæt! Arrigt og med en dyb brummen slog Rashn det ene forben ud mod hende med tænderne blottet og ørene presset ned i nakken. Med det svage blik så han direkte på hende, eller igennem hende. For det øje der var efterladt tilbage i hans kranie, var tomt. Der var intet at se. Hans øje var lige så sløret for omverden, som han selv så med det. Det andet var intet mere end et dybt sort ar, der hvor der en gang havde siddet et øje. Gemt i skyggerne, stod han og kunne ligne hvilken som helst andet sort hest.

Hun hørte godt, hvordan den fremmede hingst hvæsede arrigt af hende - men hun valgte uhøfligt og ganske respektløst at ignorere det. Hun mente slet ikke, at han havde ret til at skælde hende ud på nogen som helst måde, når nu det var ham, der havde stået dér i mørket og beluret hende! Hun bøjede stolt nakken og mødte ham med et trodsigt blik.
Der kom ingen ord fra hingstens strube. Han valgte ikke at svare hende, og i stedet slog han arrigt ud med det ene forben og blottede truende tænder af hende. Mage til uhøflighed skulle man lede længe efter! Hun smækkede ørerne i nakken og trådte provokerende tættere på ham.

„Svar mig så!" råbte hun opfarende.
Hun piskede ophidset med halen og stoppede først op, da hun stod helt oppe i hovedet på ham. Hun overskred tydeligt alle hans grænser og valgte at ignorere hans truende signaler - også selvom det betød, at han ville påføre hende skade. Hun var ligeglad. Hun fandt sig ikke i sådan en dårlig opførsel fra andre!
Hendes ører var stadig tilbagelagt i nakken, da hun trodsigt mødte hans blik. Hun var nu tæt nok på til at kunne se ham tydeligere, og der var klart noget galt med hans øjne. Det ene øje så unaturligt ud, og det andet så ud til at mangle. Hun smældede atter med halen. Hvilken besynderlig hingst!

Denne fremmede skabning havde fået chancen for at ligge afstanden tilpas på afstand, hun havde haft chancen for at vende rundt og forsvinde. Tydeligt var denne hoppe fornærmet, men det hindrede ikke Rashn. Den arrede hingst følte sig ganske vist ikke tilpas, og da denne fremmede trådte tættere på, gik det først galt. Det hele slog klik for den sorte hingst. Uro og ubehag fyldte hele hans krop, og med en dyb og meget arrig brummen løftede han sig på bagbene, han slog ud med begge forben, direkte imod denne fremmede. Han havde ikke i sind at skåne hende. Hun havde trådt for tæt på. De blottede tænder slap fra hinanden i det han havde rettet det imod struben på denne fremmede.
De mandelformede øre havde ikke forladt nakken, de lå trykt hårdt ned i den sorte man. Musklerne under det sorte arrede skind var spændt til det yderste. Ganske anspændt var han i det denne fremmede havde taget et skridt for langt. Hun måtte bøde for sin fejltagelse.

Seeking adventures

Hun betragtede den fremmede med forvirring i blikket, da det pludselig syntes at slå klik i hans sind. Han viste tydeligt ubehag ved at have hende så tæt på, og en arrig brummen lød fra ham, da han pludselig kastede sig på bagbenen foan hende. Hans forben fløj mod hendes hoved, og den ene hov susede lige mod hende og ramte hende på siden af ansigtet. Fortumlet bakkede hun bagud og nåede lige at undvige hingstens blottede tænder, der kom flyvende direkte mod hendes strube. Hun rystede sig kort på det ømme hoved, da slaget havde sløret hendes syn. Den skarpe hov havde skåret en flænge i hendes kind, men ellers var hun okay.
Hun stod blot og sundede sig i lidt tid, indtil hendes hoved føltes normalt igen. Med raseri i øjnene løftede hun hovedet og stirrede direkte ind i den fremmedes underlige øjne. Han så dybt anspændt ud og lignede en, der snart ville fare mod hende og angribe igen.

Hun svirpede ophidset med halen bag sig og klistrede de flødefarvede ører mod sin nakke. „Hvad bilder du dig egentlig ind at reagere sådan?! Jeg har overhovedet ikke gjort dig noget - det var jo dig, der startede med at stå og glo på mig mellem træerne! Så er det sgu da meget forståeligt, at jeg kommer nærmere for at se, hvem du er - det skulle du måske have tænkt på, inden du valgte at belure mig fra mørket af!"
Hendes krop dirrede let af raseri, inden hun vendte bagdelen mod hingsten. Hun piskede med den lyse hale og blottede tænderne, da hun vendte hovedet bagud for at stirre på ham en sidste gang, inden hun ville forlade dette ulækre selskab. „Lad mig så være!"

Til: Rashn | Ord: 286

Den arrede hingst stod endnu møde ørene presset hårdt i nakken, veltilfreds var han over at have ramt hende. En advarsel, skulle der komme en mere ville konsekvenserne nok være langt værre. Dog havde denne fremmede stadig en høj tænke om at han belurede hende. Dette måtte hun vel om. Hun kunne have holdt afstand. Konsekvenserne havde været langt mindre.
Næseborede var udspillede og tænderne var endnu blottet. Ikke én musklen slappede af under det sorte flået skind. Ganske utilpas med hele situationen valgte han alligevel at åbne munden.

"Observerere fjenden er ikke det samme som at belure. Hvor skulle jeg ville belurer en skabning som dig?!"

Det var med en hvæsende stemme, sammenbidt og hæs, lød det fra ham. Han væmmes helt ved hende. Hun var tydeligt en fjende.

"Du skulle lærer at holde afstand."

Han stampede hårdt i jorden og var ganske tilfreds da hun gjorde parat for at forlade ham i mørket. Han stirrede stift på den sløredet lyse skikkelse. Han ville skam lade hende være. Hun skulle blot ikke opsøge ham. Hendes fejl!
Rashn brummede advarende. Hun skulle ikke få tanken om at nærme sig om ham igen. Hun var den der havde været provokerende, påtrængende og en trussel. Rashn forsvarede sig. Det bedste forsvar er et angreb.

Seeking adventures

Hun dirrede hidsigt af vrede, da den vamle hingst åbnede munden og talte. Han fornærmede hende dybt, og hun var meget tæt på at vende om og give ham en lærestreg! Men det her selskab var fuldstændig spild af tid. Hun magtede ikke at se på hans ulækre fjæs mere. Nu ville hun vende tilbage til sin broder og nyde hans selskab! Hun satte frem i trav og vendte hovedet en sidste gang med tilbagelagte ører og blottede tænder.

„Nå, så du kan godt tale, nu hvor jeg er på vej væk? Men det kan være ligemeget, jeg er ligeglad... Bare du holder dig langt væk fra mig!"

Med de ord forlod hun ham i trav. Hun hørte godt hans advarende brummen, men rystede blot på hovedet af det. Magen til latterlig hingst skulle man godt nok lede længe efter! Hun håbede aldrig, at hun så ham for sit åsyn igen!

(Slut fra Tsavani - tak for tråden! ^___^)

Til: Rashn | Ord: 151

Denne fremmede hoppe kunne gøre hvad hun ville i at forsøge at fornærme Rashn, det ville ikke virke. For ham ville hendes ord pralle af og blot lande i ligegyldighed. Der var ikke mange ord der sagde den arrede hingst noget. Faktisk var det ufattelig lidt der sagde ham noget. Der var ikke meget i livet af betydning for ham, og denne fremmede var mere ligegyldig end noget andet. Sådan var det nu med de fleste fremmede, Rashn kunne ikke lide selskab, og slet ikke selskaber som hun havde bragt med sig.
Det var svært at sige om Rashn egentlig brød sig om nogen. Faktisk var den arrede hingst mere eller mindre følelses forladt. Det var få ting Rashn følte, og kunne føle. Had, var en og måske den stærkeste følelse han kendte. Svigt og smerte, ubehag. De følelser den sorte hingst kunne føle, eller kendte til var ikke just positive. Hele livet havde for den sorte hingst ikke været særlig positiv, og det var hvad der havde gjort ham til den kolde, hvad der virkede som ubarmhjertig, indelukket hingst han var i dag.

Det var vel egentlig ironisk hvordan denne fremmede mente at han bare skulle holde sig langt fra hende. Det var faktisk det eneste han forsøgte- at holde sig langt fra andre og andre holde sig langt fra ham. Tilfældet her var ikke anderledes. Hun skulle forsvinde, og kunne egentlig ikke gå hurtigt nok.
Det mest ironiske var at det var hende der havde opsøgt ham, for nu at sige han skulle holde sig væk. Selvom dette kunne findes sjovt, var der ingen tegn på den arrede hingst om det. Han kendte ikke rigtig til sjov, alt var alvor- også nu. Alligevel kunne han sagtens se ironien i dette- og der ved havde han dømt denne hoppe til at være dum/uviden, fremmede og en fjende.

Endnu var de mandelformede øre lagt fladt i nakken. Han prustede, og i den kølige luft kunne han ånde ses svagt, før den fik samme kolde temperatur som luften. Med et stamp i jorden og forsat advarende brummen, så han til mens den lyse sløret skikkelse atter forsvandt den vej den var kommet. Det tog ikke lang tid, dog var det for Rashn alt for lang tid alligevel, før denne fremmede var væk. I hvert fald væk fra hans åsyn. Formodentlig skulle han aldrig se denne skabning igen. Rashn ønskede ikke at gense eller møde nogen igen- hvis han har været uheldig nok til at møde dem i første om gang.
Ensomheden var hvad Rashn søgte, og den kom til ham nu. Som en sød vuggevise. Lugten af den fremmede forsvandt i takt med hun kom længere og længere væk. Og da Rashn besluttede hun var langt nok væk, til hun ikke ville kunne komme rundt om et hjørne med en ubehagelige overraskelse, flyttede Rashn de mørke hove fra den mudret skovbund, for første gang siden han havde fom den lyse fremmede hoppe ået øje på hende. Han bevægede sig ikke frem, ikke i den retning som den lyse hoppe var forsvundet i. Alligevel bevægede han sig ud på den store åbne plads. Nu hvor mærket var faldet på, kunne han gå mere eller mindre skjult i de åbne områder. Kursen var væk fra alt levende han kunne fornemme, høre eller lugte var omkring. Ensomt ville han forsætte aften- som han fortrak den.

-OUT og selv tak