Evening exploring. ღ | Titan & Tsavani

Dagen var langsomt ved at gå på hæld. Mørket havde endnu ikke sunket sig over Andromeda, men ude i horisonten var solen langsomt ved at gå ned. Tsavani befandt sig under en lille samling træer sammen med sin broder, Cadeyrn. Her havde de søgt ly for natten. De havde kun været i Andromeda i nogle få timer og havde nu besluttet sig for at gå til ro, inden natten indtraf. Tsavanis hoved var ét stort virvar af kaotiske tanker. Med ét var hele hendes virkelighed blevet revet fra hende, og hun var landet i dette fremmede land uden at have den fjerneste anelse om, hvor hun var, og hvorfor hun var der. Men alligevel var det ikke noget, der ærgrede hende. Hendes første dag i Andromeda var ved at være slut, og hun havde absolut kun fået et godt indtryk af landet i den tid, hun havde været der. Selvom hendes hoved var ét stort rod, var hun glad for sin nye livssituation. Hun var en meget omstillingsvillig person, og dette gav hende virkelig muligheden for at starte på en frisk.

Selvom hendes ankomst til landet var ét stort mysterium, bekymrede hun sig slet ikke om det. Hun var en meget impulsiv og lettere uansvarlig sjæl, der altid levede i nuet uden at bekymre sig om hverken fortiden eller fremtiden. Hun vidste ikke, hvem der havde ført hende til landet, men af en eller anden grund frygtede hun slet ikke sin nye situation - hun var faktisk glad. Andromeda var ualmindeligt smuk, og hun kunne mærke, hvor godt hun ville komme til at passe ind her.
Tsavani lå uroligt på jorden. Hun kunne mærke rastløsheden skylle indover sin krop - hun var på ingen måde klar til at gå til ro endnu. Hendes hoved var fyldt med tanker, og hun mærkede en voldsom trang til at se noget mere af landet, inden solen gik helt ned og indsænkede landet i mørke. Hun havde allerede set lidt af landet tidligere på dagen, men hun følte på ingen måde, at hun var nok mættet af indtryk endnu.

Hun rejste sig derfor op og rystede sig kort, inden hun så ned på sin broder med lyslevende øjne. „Jeg har brug for at få renset hovedet lidt inden sengetid. Jeg går en tur ned til havet."
Med de ord satte hun frem i trav og forlod sin hvilende bror. Hun var en voksen hoppe og havde derfor ikke krav på at informere ham om, hvor hun tog hen. Men alligevel gjorde hun det altid. De to søskende holdt meget af hinanden, og de havde en indbyrdes aftale om altid at fortælle hinanden, hvor de var, når de ikke var sammen, så den anden part altid var klar til at springe til undsætning, hvis der gik for lang tid.
Hun bevægede sig ud af skoven og travede ned ad en lille eng. Hun løftede benene højt og fløj af sted i et hurtigt tempo. Hendes retning var rettet mod stranden, som hun havde set tidligere.

Havbrisen skyllede indover hende og legede let med hendes man. Hun var ganske tæt på vandet nu. Hun kunne se klitterne lidt længere fremme. Hun satte i galop det sidste stykke og satte så farten ned til skridt, da hun besteg klitterne. Hun travede ned på den anden side, og med ét var hun på stranden. Den var helt fantastisk! Sandet var helt fri for sten, den store bred strakte sig, så langt øjet rækte, og i horisonten var den smukke solnedgang fremme. Hun kastede ivrigt med hovedet, inden hun satte i galop. Hun spænede ned ad stranden, så sandet hvirvlede om ørerne på hende. Hun rejste hovedet i vejret og vrinskede lykkeligt. Det her var livet!

evening  exploring

Titan var ikke født i dette land, men han var opvokset her. Han var kun et føl da han var blevet fjernet fra sin stadig ukendte virkelighed og var bragt hertil. Hvordan det havde fundet sted huskede han ikke. Han havde ingen moder. Eller jo - han havde, men han huskede hende ikke. Han havde hørt flere gange om hvordan han var kommet til landet - men kun når han havde spurgt. Han var ikke som andre. Det var magi der havde bragt ham til Andromeda, og ikke det lys de fleste andre havde oplevet. Han havde fået at vide at både ham og hans moder ville være døde, hvis ikke han var blevet fragtet til Andromeda. Dette havde i hvert fald reddet ham, men hvordan det var gået med hoppe, vidste han ikke. Det vidste ingen. Han var dog ikke helt alene. Han havde en søster. En søster og sin moders søster. De havde taget sig af ham. Især moderens søster. Den stjerneplettede Leonora. Hun havde gjort et godt stykke arbejde med at prøve på at opdrage på den unge hingst, men det var næsten en umulighed. Nogen ville nok stadig gå så langt at kalde ham uopdragen - og i andres øjne var han det nok også. Men som han selv så på det, så var der intet der gjorde ham anderledes.

Fysisk havde han aldrig været afhængig af nogen, og det skinnede også mere igennem nu hvor han var blevet ældre. Han havde aldrig haft brug for modermælk. Han havde levet af græs siden han var helt lille - en egenskab der var blevet givet til ham for at han havde mulighed for at overleve. Han havde altid været en stærk lille fyr. Han havde ikke været en der holdt sig tilbage og gemte sig bag de store heste. Han var nysgerrig og han havde altid været det. Han havde ikke været bange for at opsøge andre heste. Heller ikke de store. Det havde givet ham nogle knubs, men det havde aldrig skræmt ham fra at blive ved med at gøre det.

Nu hvor solen var på vej ned kunne han bevæge sig næsten uset rundt, som den gang han nær havde skræmt livet af den lige så unge Xenocrates. Hans legekammerat fra han var helt lille. Nu var han ikke længere lille, men efterhånden blevet en langbenet hingst. Spinkel i forhold til nogen, men ikke helt uden muskler. Dog var der stadig mange der ikke var færdige med at vokse. Hele hans kropsbygning viste at han endnu ikke var gammel, og hele hans sind beviste det også. Det eneste der kunne få ham til at virke ældre end han reelt var, måtte være hans uafhængighed. Selvom hans hjem var på Leventra, så afholdt det ham ikke fra at opsøge de andre øer. Der var dog nogle han foretrak mere end andre. Den store Enophis og den sandfyldte Zenobia var de to andre ud over Leventra, hvor Titan havde brugt mest tid.

Halvtræt efter en tur gennem vandet, slæbte den sorte hingst sig op af vandet. Hans skridt var tunge og hans hale hang stadig i vandet. Den halvlange man virkede tungere når den var fyldt med vand. Han var ikke et decideret grimt syn, men speciel var han heller ikke. Han bar ingen aftegn. Han var kulsort. Det eneste unormale var hans grønne øjne. Stadig pustende standsede den sorte hingst i sandet, og rystede sig, så vanddråber stod ud til alle sider og faldt til sandet som en kortvarig regn. Han blev dog ikke stående længe og hang. På trods af svømmeturen var det ikke helt nok til at trætte hans muskler, og slet ikke nok til at fjerne hans energi. Han var vant til turen. Han var vant til at bruge musklerne. Det var ikke ret tit han opholdt sig det samme sted i længere tid. Heller ikke for at sove. Han hvilede når han var træt nok til det, men ikke bare for at hvile. På den måde var han nok anderledes end andre. Han havde ikke en bestemt rytme han fulgte. Det var ikke sove, spise, udforske, sove, spise, udforske. Der var absolut ingen rytme i hans hverdag. Den var så uforudsigelig som hingsten selv. Der skete aldrig det samme på to dage.

Noget fik hans plyssede ører rettet fremad. Opmærksomt. Han kunne høre noget. Mens himlen langsomt blev mørkere og mørkere og dermed gjorde det svære og svære at se noget, blev resten af hans sanser skærpede. Hans lugtesans, hans hørelse. Han var ikke alene. Han kunne lugte noget. Lugte nogen. Høre nogen. Ikke noget der var specielt tydeligt, men stadig tydeligt nok. Lyden af hove i vandet. Plask. På samme måde som når han selv begav sig i flyvende fart gennem vandkanten.

Han knejsede nakken så den sorte mule næsten rørte bringen og energien vendte automatisk tilbage til den sorte hingst. Med et par dansende skridt fremad begav han sig en lille smule længere væk fra vandet, bare et par meter, så han ikke ville stå i vejen. Han ville ikke risikere at blive rendt ned som han plejede at styrte ind i andre. Hvis nogen skulle have den overhånd var det ham. Han virrede med hovedet inden han kastede sig fremad i en fart der næsten med det samme var en hurtig galop. Farten blev gradvist øget, og musklerne der for en stund var begyndt at køle af, blev langsomt varmet op igen. Det ville kun være et spørgsmål om tid før hvidt skum ville vise sig på hans bringe og hals. Før hårene ville klumpe sammen af sved i stedet for havvand. Halen flagrede efter ham i vinden - og på grund af den høje fart. Han var fri. Fri som fuglen, og sandet var ikke nok til at sænke hans fart. Jo længere han kom, og tydeligere blev en skikkelse. En kraftig hest blev den til. Kraftigere end ham. Ville den kunne løbe lige så hurtigt? Han ville ikke tøve med at udfordre den fremmede. Udfordre den fremmede på mere end en måde. Langsomt søgte han mod vandet igen. Han skråede fra sandet og ud mod vandet så han ville have retning direkte mod den fremmede, og han gjorde ikke tegn til at standse. Ville den fremmede søge til siden ville han gøre nøjagtigt det samme. Det var en leg. For Titan i hvert fald - sjældent en andre sjæle forstod.

words: 1063 | Tag: Tsavani

Tracker | Tables | Plots | Application

Evening exploring

Vinden slog mod hende og fik det lyse hår til at flyve i alle retninger. Det kredsede om hendes hoved som en anden løvemanke. Hun slog livligt med hovedet og hvinede fornøjet, inden hun styrede mod vandkanten. Hun slog et par gange med bagbenene i kåde bevægelser, inden hendes hove ramte vandet. Hendes tunge hovslag slog mod jorden og fik vandet til at sprøje til alle sider. Hun bevægede sig i så høj fart, at vandet slog om hendes ben og gjorde dem våde. Hendes lyseblå øjne gled lykkeligt udover de sandede vidder omkring hende. Det var fantastisk at få brugt lidt af alt den energi, der havde ophobet sig i hendes krop i løbet af dagen. Solen gik længere og længere ned i horisonten, og snart faldt mørket på. Det var endnu ikke bælgmørkt, da det stadig var temmelig tidligt på aftenen, men lyset var tydeligt forsvundet, og landet gjorde sig langsomt klar til natten.

Hun fortsatte af sted i sit hæsblæsende tempo. Hun var fuld af energi og følte ikke, at hun nogensinde ville kunne stoppe med at løbe igen. Hun var en hoppe, der havde brug for sin frihed. Hun vidste ikke noget bedre end at mærke vinden i sit hår og at bruge de tunge ben under sig. Hun var ikke nået meget længere ned ad strandbredden, før en anden hest kom til syne. Hun kunne ikke se meget af den, udover at den var kulsort. I takt med, at hun kom nærmere og nærmere, kunne hun se, at hesten styrtede direkte mod hende i det samme hæsblæsende tempo, som hun selv kom løbende i. Duften af hingst spredte sig i hendes næsebor og fik hende til at svirpe let med halen. De to heste kom tættere og tættere på hinanden, og hun kunne nu se hingsten helt tydeligt. Alt ved ham var kulsort - kun hans øjne skilte sig ud. De lyste syregrønt mod hende.

Hun mødte hans blik med et sæt øjne, der lyste lige så kraftigt som hans, blot i en isblå farve. Der var noget underligt ved hans blik. Det var ikke tilfældigt, at han kom løbende ned ad stranden på den måde. Nej, han holdt øje med hende... Han virkede til at følge hendes mindste bevægelser og kopiere dem. Hun følte sig i et kort øjeblik fanget, men alligevel følte hun sig ikke truet. Det var ikke ondskab i hingstens øjne - nej, mere en slags legesyg kådhed. Hun prustede forundret. Hendes hoved var rejst, og det ene øre var mistroisk rettet bagud. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun skulle mene om denne situation... Det mest modne ville være at ignorere den barnlige hingst og undgå at være med i hans mærkelige leg. Men en lille del af hende ønskede at deltage. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun selv var lidt af en underlig starut. Hun blev tiltrukket af alt, der ikke passede ind i de sociale normer. Hun holdt af nærkontakt og provokation - selvom hun nu foretrak, at det var hende, der var den flabede part.

De to heste var nu lige overfor hinanden. Hun vidste, at hun måtte tage en hurtig beslutning, inden de ville passere hinanden og dermed afslutte deres lille moment. Hun piskede let med halen bag sig og brummede overvejende. Efter kort tids tænken slog hun med hovedet og vrinskede udfordrende, højt og skingert mod ham. Der var ikke noget truende eller aggressivt i hendes tonefald - hun udfordrede ham til leg, ikke til kamp.

Til: Titan | Ord: 579

Evening exploring

For hver gang den sorte hingst kastede sig fremad - for hvert galoptrin i vandet han tog, pustede han luften ud. Det hele foregik i takt. Hans ben flyttede sig rytmisk og taktfast med de plask det gav, og hans åndedræt. Hans muskler var synlige under det kulsorte hårlag, selvom der sagtens kunne være flere. Han var fyldt med energi, stædighed, kampånd og det nogen ville kalde mod, men som andre ville kalde ren og skær dumhed. Egentlig var det jo nok begge dele, for ikke at frygte noget var jo sådan set modigt - men også dumt. Det kunne gå hen og give ham problemer en dag, hvis han mødte sin sande overmand - en som ikke ville stoppe før det gik galt. Skummet var begyndt at vise sig på hans bringe og hals, og blandede sig med havvandet. Den lange man var heller ikke helt tør længere, men vinde var for kraftig til at lade den klaske mod hans hals. I stedet blafrede den i vinden. Ørerne var vippet en anelse bagud for ikke at bidrage til mere modstand i vinden, men også for ikke at få for meget vind i ørerne.

Efterhånden som de nærmede sig kunne han se flere og flere detaljer ved hoppen. Han gjorde dog intet for at styre udenom. Hendes vrinsken lagde op til leg. Hvor gammel hun var kunne han ikke bedømme, men det var også fuldkommen lige meget. I hans hoved var alle lige gode legekammerater! og hun satte heller ikke farten ned, hvilket i Titans hoved betød at hun nok var indforstået med legen. Afstanden blev stadig kortere, men han gjorde absolut intet for at sætte farten ned - heller ikke styre udenom. Hans plan var nemlig at løbe direkte ind i hoppen. Se hvem af dem der ville tabe den kamp. Hvem ville først ende i sandet eller vandet. Hvem ville først give efter?

Selv hvis hoppen ville søge til siden, nu hvor der kun var få meter mellem dem, ville hingsten kopiere hendes 'move' og søge til siden også - som et spejlbillede ville gøre det. Selvom en kollision var tæt på, så lukkede han ikke øjnene. Han var ikke bange for sammenstødet. Han var ikke bange for hoppen ville gøre ham noget. Han var ikke bange for det ville komme til at gøre ondt. Smerte var bare svaghed der forlod kroppen. Han trak dog hovedet opad for at undgå at slå det mest muligt, for de fleste af hans muskler lå i resten af hans krop. Hans ryg, hans ben og hans bringe. Og med et hingstet hvin ramte han hoppen. Han ikke bare ramte hende, men også snappede ud efter hende samtidig - ikke for at være ondskabsfuld, men fordi det i hans øjne, var leg. Det var de lege han havde leget med andre lige siden han var et lille føl - og nu var han en voksen hingst. Ung stadigvæk, men stadig voksen.

Vandet gjorde det net for ham at bremse brat - selvom det der gjorde det meste var kontakten med hoppen. Han trippede dog til siden efterfølgende med høje knæløft som en stolt hjort der lige havde fået gevir. Den knejsede nakke dannede en bue og den sorte mule rørte næsten den drivvåde bringe. Den sorte hale piskede han omkring bagparten, og hele kroppen sitrede på ham. Sitrede af spænding. Sitrede af hidsighed - selvom han som sådan ikke var hidsig, men fordi han havde presset sig selv fremad i en høj fart. Han pustede dog også for at løbe i vandet med så høj fart - og med sådan en vind, var ikke ligefrem lethed.

Han veg dog ikke langt væk fra hoppen, men søgte længere ind mod land for bedre at kunne bevæge sig rundt uden noget stoppede ham. Efter den modstand vandet havde givet føltes det næsten som om han ville kunne bevæge sig endnu hurtigere. Især fordi der ikke var noget der bremsede ham længere. Heller ikke sandet. For det våde sand var som hårdt sand. en smule mudret hvis han var for tæt på vandkanten, men ikke nok til at hans hove ville synke helt i. Kun nok til at h an trak små mudderklatter med op når han løftede hovene. De mudderklatter sprøjtede på samme måde som vandet, men satte sig i stedet som små farvede splattede stæng op af hans ben.

De grønne øjne forlod ikke hoppen på noget som helst tidspunkt og han iagttog hende meget opmærksomt. Hvordan ville hun tage hans lille handling? De fleste han havde mødt var enten halvgnavne eller en smule sky. Han havde ikke mødt mange hopper der ville finde sig i hans leg. En enkelt havde syntes det var sjovt til at starte med - men om hun så var blevet fornærmet eller bare ikke gad længere vidste han ikke. I hvert fald var det ofte hingste han kunne provokere nok til at deltage i legen - selvom nogle af dem ikke så det som leg, men ren og skær alvor. Det forhindrede dog ikke den sorte hingst i at gøre som han altid havde gjort. INGEN skulle tro de kunne lave om på ham. Han var fri som fuglen og frisk som en fisk!

Det legesyge, men samtidig lettere ulæselige blik der skinnede ud fra de grønne øjne, var halvt gemt bag den lange pandelok der lige i dette øjeblik var i læ for vinden bag resten af ham. Bag hans hals og hans hoved. Det var nok mest af alt smilet der prydede hans mule, der gjorde at man kunne se det legesyge smil. At det ikke bare var alvor. Ikke fra hans side i hvert fald. Efterhånden som solen sank længere og længere ned i havet og mørket langsomt overtog, blev den sorte hingst mere og mere svær at se. Når først solen var helt væk ville han være umulig at se, og han ville kunne bevæge sig rundt som en næsten lydløs skygge - som han havde gjort den dag han nær havde skræmt livet af sin legekammerat. Han havde ikke været mere end et par grønne øjne i mørket.

Titan var ikke en der benyttede sig af mange ord - ikke hvis han kunne komme udenom det, og det var sjældent. Ofte brugte han sit kropssprog i stedet til at fortælle hvad han mente om andre, hvad han ville. Dog var det ikke ret tit det var mere end leg. Dette var dog også grunden til han ikke benyttede helt samme høflighed som de fleste andre og derfor han ikke hilste med et 'hej' eller et 'godaften' men i stedet kastede sig direkte ud i dansen.

words: 1.103 | Tag: Tsavani

Tracker | Tables | Plots | Application

Evening exploring

Der var en svag undren at tyde i den lyse hoppes øjne, da de to heste kom nærmere og nærmere på hinanden. Lige som hende selv veg den sorte hingst ikke til siden på noget tidspunkt. Hans syregrønne øjne var fastrettet mod hendes, og der var ikke andet end legesyge glimt at spore i dem. Hun var ikke klar over, om denne hingst var yngre eller ældre end hende selv, men hun kunne se på hans krop, at han ikke var tilnærmelsesvis lige så stærkt bygget som hende selv. De var ved at nærme sig hinanden i et konfrontalt sammenstød, og han virkede til at være helt upåvirket. Hendes blå øjne lyste udfordrende mod hans. Hvis han ville klaske ind i hende, så skulle han da være hjertens velkommen til det - hun ville ikke give op!

De var nu så tæt på hinanden, at der kun ville være få sekunder til sammenstødet. Hun lukkede kort øjnene i og ventede på braget. Med et hingstet hvin ramlede hingsten ind i hende, snappede ud efter hende og stoppede så brat op. Hendes robuste krop mærkede stødet fra ham, men hendes stærke ben holdt hendes balance oppe. Hun satte bremserne i og kurede let langs sandet, inden også hun fik stoppet op. Hun var ikke helt så smidig som denne spinkle hingst, så hendes stop blev noget mindre elegant at se på. Hun rystede sig kort på hovedet for at komme sig over slaget, inden hun vendte sig om mod hingsten. Han dansede nu rundt omkring hende med spankulerende, stolte skridt. Blikket i hans øjne var stadig udfordrende og legesygt - han indbød hende til dans.

Hun knejsede stolt den svedige hals, inden hun travede mod ham. Hun svirpede kort med halen og mødte hans blik. Hun brummede udfordrende, mens hun ligeså dansede i cirkler omkring den sorte hingst. Hun kastede sit hoved i hans retning og afventede hans næste træk.

Til: Titan | Ord: 317

Evening exploring

Der var noget næsten undrende over den sorte hingsts udtryk. hoppen reagerede anderledes end de fleste andre. Eller var det måske kun her i starten? De fleste blev sure, men hun lod til at ville tage imod legen. Han nærmede sig hoppen, trippende, så han så ud til kun lige at røre jorden. Han nærmede sig til han var helt tæt nok på hoppen til at kunne dutte til hende med mulen. Først et puf, så et nap ved manen, og til sidst forsøgte han at presse sin bringe mod hoppens side for at se om ikke han kunne vælte hende alligevel når det nu ikke hjalp med kollisionen. Det var tydeligt at se både på hans smil og hans glimt i de grønne øjne, at han var underholdt. Hvis ikke hun var en af dem der blev så fornærmede de bare gik, så var han i hvert fald sikker på at han nok skulle vinde. Han skulle nok finde en måde. Måske fordi han var så stædig, at selv når han endte på jorden, så rejste han sig op. Også de gange hvor det havde været klogest at blive liggende og overgive sig.

Hvad han skulle ende med at blive til var uvist. Det var ikke til at gætte sig frem til, for det kunne alt sammen gå i mere end en enkelt retning. En unghingst for altid der ikke ville lade sig slå ned med familie og mage. En der for altid ville lege rundt med de andre sjæle. En som måske ikke engang ville blive særlig gammel fordi han risikerede at pisse en forkert hingst eller hoppe af. Måske ville han falde til ro? Måske ville han engang se værdierne i det at have en familie og nogen at holde af. Men for nu var han upåvirket. Der var ikke nogen der var vigtige for ham. Alle andre var der bare - og om det så var for hans skyld eller ej var underordnet. Ville han lege så måtte de finde sig i det. Ville han have fred søgte han ofte hen hvor ingen andre ville lede. Han havde en enkelt ven, men en ven som han ikke havde set længe, så det var nok også begrænset om de overhovedet stadig kunne kaldes venner. Det var trods alt ikke ukendt at sjæle havde det med at vokse fra hinanden.

Han pustede stadig efter den høje fart han havde haft, for det havde krævet en del i vandet. Men det skulle ikke stoppe ham. Det var måske uhøfligt ikke at hilse på, men det var ikke vigtigt at kende navnet på hans legekammerat. Det havde det aldrig været. Så længe det var en der kunne holde ham underholdt lige så længe som han ønskede det.

words: 457 | Tag: Tsavani

Tracker | Tables | Plots | Application

Evening exploring

Hendes blik søgte mod de grønne øjne. Der var en undren at tyde i hingstens udtryk. Det var tydeligt at se, han ikke var vant til, at andre reagerede sådan her på hans opførsel. Hun vidste ikke, hvad der var med denne hingst - men normal var han i hvert fald ikke. De fleste heste ville have fundet et møde som dette voldsomt grænseoverskridende, og de ville nok være blevet godt og grundigt irriteret på ham efterfølgende. Men sådan var hun ikke... Hun holdt af særheder. Hun kunne lide denne hingsts provokerende og nærgående måde at føre sig frem på. Hun følte sig absolut kun smigret over, at han havde valgt hende som dansepartner - og hun ville hellere end gerne deltage.

Hun smilede smørret til ham, da han nærmede sig hende med trippende, dansende skridt. Hun knejsede atter i nakken og spillede op med musklerne under sig. Der var ikke noget agressivt at spore i hendes handlinger - hun førte sig bare frem. Hun kneb udfordrende øjnene sammen, da han var helt tæt på hende. Da han duttede til hende med mulen, brummede hun feminint. Hun rystede sig let på hovedet, efter han havde nappet hende ved manen. Han forsøgte nu at vælte hende igen, og det fik et muntert smil til at glide over hendes mule. Denne lille, splejsede hingst ville aldrig kunne få hende ned...

Hun lagde alle sine kræfter i og modsagde sig hans stød. Hendes krop forblev stående, og med et drillende smil puffede hun sin skulder mod hans. Hun nappede legesygt til ham og lagde så sin egen vægt mod hans krop for at få ham ned. Der var ingen tegn på kamp fra hendes side af. Hun var blid i sine bevægelser og sørgede for ikke at gøre ham ondt - hun legede bare.

Til: Titan | Ord: 297

„They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover."

Evening exploring
♣

Hoppen lod sig ikke bare vælte, hvilket fik Titan til at prøve endnu hårdere. Han strittede imod når hun ville skubbe til ham, men han morede sig. Intet ondt strålede fra den sorte hingst, for han var ikke led. Han var ikke ond. Han vidste bare ikke altid hvordan man skulle opføre sig i nærheden af andre. Han blev ved med at forsøge at skubbe tilbage med sin bringe mod hoppen, men uden meget held. Hun havde større hove end ham, hun var højere end ham - en del højere end ham faktisk, og mere kraftigt bygget.

Titan trådte nogle skridt tilbage, for at skabe en lille afstand. Både for at se hoppen an, men også for at vurdere hvordan han ellers skulle gribe sagen an. Det virkede tydeligvis ikke med den metode han i forvejen brugte. Denne hoppe var anderledes fra de andre han havde været i selskab med, men han kunne ikke lige finde ud af hvorfor eller hvordan, ud over hendes reaktion på ham. At hun ikke med det samme havde forsøgt at lange ud efter ham, men i stedet bare gav sig til at skubbe tilbage. Med et par hop fremad igen fik han rejst sig på bagbenene - højere denne gang. Hvis han ikke kunne skubbe til hende måtte han prøve noget nyt. Og nyt var det vel egentlig ikke som sådan. Han rejste sig så højt han kunne for at slynge forbenene hen over ryggen på hoppen, så han kunne hænge tværs hen over hende, på samme måde som han havde gjort ved andre da han var mindre. Han strakte sig stadig sidelæns med mimrende mule for at nappe til hendes man, selvom han forsøgte at nå hendes ører.

Selvom den sorte hingst efterhånden var ved at køle ned igen fordi han ikke længere løb for fuld fart hen over jorden, men man kunne stadig se sveden der sad i pelsen. Den skinnede stadig en smule og klumpede sammen ved halsen og bringen. Som han hang der hen over ryggen på hoppen havde han svært ved at stå stille, og trippede en smule med bagbenene for ikke at ende med at skvatte. Det var måske ikke så smart, for hun ville nemmere kunne skubbe til ham nu, men han ville dog ikke lade det ske.

words: 381 | Tag: Tsavani

Tracker | Tables | Plots | Application

Evening exploring. ღ

Den smidige hingst undveg alle hendes forsøg på at skubbe til ham. Nok var hun kraftigere end ham, men han var langt mere smidig og hurtig. Han kunne let som ingenting smyge sig igennem hendes puffen. Hun kunne dog ikke lade være med at fryde sig lidt, da han prøvede at skubbe tilbage mod hende med sin bringe. Den spinkle hingst havde ikke meget held i det forsøg. Hun stod fast som en klippe på hendes hove. Hun rykkede sig ikke det mindste ud af flækken, trods hingstens forsøg på at vælte hende. Et overlegent smil tegnede sig på hendes mule. Der var stadig ikke noget ondt eller aggressivt over hende. Hun fandt blot deres lille prøvelse morsom.

Det virkede som om, at hingsten endelig havde forstået, at han ikke havde en chance imod hende - for han trådte nu nogle skridt baglæns og skabte på den måde afstand til hende. Hun stod blot stille og lod ham flytte sig. Med udfordrende øjne så hun på ham og kastede en gang med hovedet, så den svedige man svang om hendes hals. Hun udfordrede ham atter til at komme tættere på.
Og det gjorde han. Denne gang ville han vist forsøge sig med en ny taktik, for i et par elegante hop fremad fik han rejst sig på bagbenene. Han var nu en del højere end hende. Hun så legende på ham, bød ham at komme tættere på.

Han var nu helt henne ved hende og slyngede sine forben over hendes ryg. På den måde lå han nu tværs over hendes krop, som hun nogle gange havde set små føl gøre. Hendes ører vippede utilpasse tilbage. Hun var ikke helt tilfreds med situationen. Denne voksne hingst var alt for stor og tung til at kunne ligge dér. Med et advarende hvin slog hun ud med det ene bagben. Hun havde ikke til hensigt at ramme ham - hun ville bare sætte ham lidt på plads.
Han bevægede sig nu sidelæns og snappede ud efter hendes man. Hun veg til siden med hovedet og brummede surt. Hun ville gerne lege med ham, men så skulle han altså komme ned på jorden, så de kunne være ligeværdige modstandere. Den legesyge hingst trippede rundt for ikke at falde, mens han stadig lå på tværs over hende. Tålmodigt blev hun stående og prustede irettesættende. Hun gav ham muligheden for selv at hoppe ned - ellers skulle hun nok få ham til at falde.

Til: Titan | Ord: 405

Evening exploring
♣

[ 1 ]

Helt præcist hvad det var for noget forstyrrende og distraherende der var i luften vidste den stadig meget unge hingst ikke. Han havde aldrig spurgt nogen og havde sådan set heller ikke i sinde at spørge nogen. Hvis han kunne spare sig selv fra en snak med nogen, så var det det han gjorde. At snakke var så alvorligt. Det havde det altid været i hans hoved. At snakke var derfor ikke noget positivt.

At hoppen var utilfreds var også noget der gik direkte forbi Titans mule. Den slags ting og sager havde han aldrig lagt mærke til, og ville nok heller aldrig. Han havde simpelthen ikke lært at læse andres signaler - selvom nogen vel egentlig havde forsøgt at opdrage på ham, var det aldrig lykkedes nogen fuldkommen.

Han var kun højere end hoppen når han rejste sig på bagbenene, hvilket gav ham lidt af et problem. Han kunne ikke bare bakke ned, for så måtte han have forbenene med, og de hang jo på den anden side. Sikke noget. Han kunne heller ikke bare hoppe over på den anden side, for i hans stilling ville han ikke kunne komme til at tage det tilløb han mente han havde brug for, for at komme om på den anden side. Nej. Her stod han rigtig godt i fedtefadet. Han kunne heller ikke nå hoppens ører, kun hendes man, men den blev også gumlet godt og grundigt på - så den kunne blive godt og grundigt fyldt med savl.

Det spark der kom fra hoppen kunne Titan godt fornemme. Ikke fordi hun ramte ham, men på grund af bevægelsen i kroppen. Den måde vægten skiftede på. Måske havde han bare været heldig denne gang? måske ikke så heldig? Ville hun sparke igen? Så måtte han finde en måde at slippe fra sin kattepine på og få alle 4 hove til at ramme græsset. Det var dog ikke særlig nemt, og den sorte Titan måtte tænke sig godt og grundigt om. Hvordan kunne han nemmest undgå at blive ramt. Måske trippe sidelæns og ud over halsen på hoppen? Naaaah! Det ville give hende mulighed for at bide ham uden han havde en særlig stor chance for at gøre noget som helst til gengæld. Han måtte den anden vej. Det ville måske også være mere besværligt for hende at prøve på at sparke, hvis han lagde mere vægt i, fordi det ville kræve hun holdt både sig selv og ham med 3 ben.

Titan slap den gennemsavlede tog man han havde haft fat i og prøvede i stedet på at trippe mod røven af hoppen så han kunne komme ned. Det var dog ikke specielt nemt. Slet ikke. Og han ville skulle skynde sig væk hvis hun ikke skulle have mulighed for at sparke ud efter ham igen. De fleste andre han havde været i nærheden af havde nok gjort det. Også uden tøven.

Han nåede dog ikke særlig langt før han opfangede den lidt søde og dragende duft igen og distraherede ham. Et kort øjeblik glemte han lige alt om at han faktisk hang på tværs hen over en hoppe og ikke vidste hvordan hans skulle komme ned. Det var jo noget andet med Xenocrates. Xenon var jo slet ikke lige så høj som Titan, og hoppen her var højere end ham. Højere og bredere end både ham selv og Xenon. Det havde han glemt at tage med i sine beregninger. Det var første gang han også havde oplevet det.

Mimrende med mulen strakte Titan halsen så langt han kunne. Den lidt søde duft gik lige i næseboerne på ham. Den fik ham til at glemme et kort øjeblik, hvor han endte med at stå helt stille og ikke fokusere direkte på hoppen. Da han havde halsen krænget helt til siden, bøjet og strukket hver en muskel var det lige muligt for ham at gnide den ene side af næseryggen mod siden af hoppens bagpart. Nysgerrigheden voksede, og det var kun fordi han ikke kunne nå, at han endnu en gang gav sig til at kæmpe for at finde en måde at komme ned på igen.

words: 684 | Tag: Tsavani

Tracker | Tables | Plots | Application

Evening exploring. ღ

Hun prustede irriteret, da hun kunne mærke, hvordan den sorte hingst gumlede godt og grundigt på hendes man. Det var ikke fordi, det gjorde ondt, for hingsten rev og flåede ikke i hendes man. Men det var ulækkert... Hun brød sig ikke om at få sin man gennemsavlet af denne fremmede. Det kunne være meget sødt, når føl gjorde det - men den fuldvoksne hingst var altså lidt for gammel til den slags pjat, mente hun. Hans føllede måde at opføre sig på var ikke sød, men bare ufatteligt sær.
Hendes lille advarsel havde tilsyneladende virket, for nu slap han sit tag i hendes hårtot. Han møvede sig nu langs hendes krop og ned mod hendes bagpart i et kejtet forsøg på at komme ned. Det var ikke særlig behageligt, og hun formede derfor sin mule til en snerpet spids. Hun stod dog stille og lod ham fortsætte sin handling; han gjorde jo trods alt sit bedste for at imødekomme hendes ønske.

Han stoppede nu op, hvilket fik hende til skeptisk at vippe rundt med ørerne. Hvad lavede han mon deroppe? Hvorfor kom han ikke snart ned? Hun skulle lige til at sige noget, da hun kunne mærke hans næseryg glide ned langs siden af hendes bagpart. Hun spærrede chokeret øjnene op og hvinede hoppet, mens hun piskede hårdt med halen. Hvad bildte denne hingst sig ind?! Hun samlede alle musklerne under sig og svang bagbenene op i et kraftigt bukspring. Hun var ligeglad med, hvorvidt hun ville ramme ham eller ikke, og om det ville gøre ondt på ham eller ej - hun skulle bare have ham ned fra sig nu, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

Ord: 277

Evening exploring
♣

[ 17 ]

Det var jo ikke fordi Titan som sådan var ondskabsfuld og med vilje krydsede andres grænser, men han vidste simpelthen ikke hvornår han gjorde det. Han var ikke god til at læse andres små signaler, og hoppens var ingen undtagelse. Det der måske før havde været sjov leg for dem begge var stadig sjov leg for Titan, og dog. Der var noget nysgerrigt og noget undrende. Brunsten havde jo fanget hans opmærksomhed, og den var lige nu lidt mere interessant end legen.



Hoppens buk fik ham dog til at falde ned, og ud over han faldt ned, fik han også en mavepuster. Han måtte overgive sig til hosten, og trådte lidt væk fra hoppen, men kun indtil han var kommet sig. Derefter søgte han nærmere hoppen igen - eller rettere, hoppens bagparti. Det var ikke fordi han var komplet ligeglad med hvad andre mente, og hvad andre gad og ikke gad - han vidste bare aldrig hvordan han skulle reagere på den slags. Og det var heller ikke lykkedes nogle af de store hingste at sætte ham rigtigt på plads. Det var aldrig alvor i Titans øjne - kun leg. Selv nu legede de, på trods af det var blevet lidt mere voldsomt. I hvert fald hvis man spurgte den sorte hingst.



Han nøjedes ikke kun med at strække mulen mod hoppens hale, men halvt hoppede og halvt trippede mod den, efter den - hvor end den ville flytte sig hen, som var det en eller anden natsværmer i natten han ville forsøge at fange.

words: 255 | Tag: Tsavani

Tracker | Tables | Plots | Application

Emne: Evening exploring                                                                     Ord: 195

Et veltilfreds smil formede sig på hendes mule, da hingsten faldt ned og fik en ordentlig mavepuster. Han trådte hostende væk fra hende, hvilket fik hende til at brumme triumferende og en anelse hånende. Hun vidste ikke, hvad denne hingst havde forestillet sig... men han kunne ikke bare gå til hende på den måde! Tsavani var selv en hoppe, der kunne finde på at overskride andres grænser, og hun gjorde det endda bevidst for at provokere. Men selvom hun selv var sådan, var hun dobbeltmoralsk nok til absolut ikke at ville finde sig i, at andre gjorde sådan noget ved hende!


Hun havde et svagt håb om, at hingsten endelig havde fattet hendes budskab, men snart efter søgte han atter mod hendes bagparti. Hun vendte straks det hvide ud ad øjnene og lagde truende ørerne bagud. Nu skulle han altså til at passe på... Da han igen begyndte at hoppe efter hendes bagpart, hvinede hun skingert og smækkede atter et par bagben efter ham. Men denne gang nøjedes hun ikke med kropssprog... Hun ville have ham væk fra sig nu, og det førte til, at hun skreg hidsigt af ham:


„Kan du så komme væk!!!"

Evening exploring

words: 238 | tag: Tsavani

♣

Det var ikke helt til at sige om det stadig var en leg eller om det var gået hen og blevet alvor. Hoppens hove ramte ham og han gav et skingert hvin fra sig, mens han trådte nogle skridt tilbage for at undgå endnu et slag fra hendes kæmpe hove. De var større end hans - så meget var sikkert. Hun var højere end ham. Titan var dog ikke kendt for at bakke ud af en leg mod de store - tvært imod. Det var heller ikke de værste knubs han nogen sinde havde fået.

Hoppens ord besvarede han ikke. Han lod faktisk knap nok til at registrere hendes skrigerig. Nogen kunne måske godt mistænke at han ikke forstod dem, for han talte ikke særlig tit, og ofte når han selv åbnede munden forstod andre ham ikke. Men han hørte simpelthen ikke efter hvad hoppen sagde. Hun havde som sådan ikke hans opmærksomhed.

i stedet nærmede han sig hoppens bagpart endnu en gang, men mulen strakt frem for bide efter hendes bagpart. Når hun sparkede ham mente han at han var i al ret til at bide hende. Noget for noget. Sådan var det bare. Det var måske også derfor de voldelige lege aldrig stoppede før enten ham eller hans 'modstander' stak halen mellem benene og løb, eller lå på jorden og gav op. Titan var dog sjældent en der gav op eller flygtede. Han var rimelig stædig.

66

Tracker | Tables | Plots | Application

Emne: Evening exploring                                                                    Ord: 407

Hun brummede tilfreds, da hendes spark blev velplaceret og ramte ham. Det var som sød musik i hendes ører, da han gav et skingert hvin fra sig og trådte nogle skridt tilbage. Hendes plan var vellykket, da han havde fjernet sig fra hende - fuldstændig som hun ønskede. Hendes ører vippede uroligt rundt. Det glædede hende, at hendes slag havde ramt ham, men hun var stadig ikke helt rolig. Hun var ikke sikker på, hvor hun havde denne hingst... Han havde tilsyneladende fundet ud af, at det gjorde ondt at blive sparket af hende - men hun var langt fra sikker på, at det var nok til at få ham til at blive på afstand. Der var noget mystisk over ham... Han var langt fra som andre. Det var helt tydeligt, at han var en voksen hingst, men han opførte sig som et lille føl, der endnu ikke havde lært, hvor grænserne gik. Mange af de ting, han gjorde, bar stærkt præg af at være føllet - som om han aldrig var vokset op og havde fundet ud af, at man ikke kunne opføre sig sådan som voksen.

Han besvarede ej heller hendes ord. I det hele taget havde hun slet ikke hørt ham sige et eneste ord under hele deres møde... Kunne han mon tale? Forstod han overhovedet hendes ord? Det fik ham atter til at minde om et lille føl. Det var som at møde en nyfødt, der endnu ikke havde lært sprogets gave og fået evnen til at tale. Hun drejede hovedet bagud og så mod ham. Der var noget forkert over hans blik... Det var som om, at han slet ikke havde opfattet dét, der lige var sket - som om han virkelig ikke havde registreret hendes ord. Hun smækkede ørerne i nakken. Der var altså noget mystisk over denne hingst... Hun spærrede chokeret øjnene op, da han med fremstrukket mule nærmede sig hendes bagpart. Det lyste ud ad hans øjne, at han havde i sinde at bide hende. Hun stampede hårdt med det ene ben i jorden. Nu kunne det simpelthen være nok! Hun kastede sin krop til siden og vendte sig med front mod ham. Hun skubbede brystet fremad og mødte hans øjne med et truende blik. Hun kastede kroppen opad og rejste sig i et højt stejl. Hun fægtede vildt med forbenene, alt imens hendes ører lå klistret ned ad nakken.

„Du skal ikke komme så meget som ét skridt tættere på, dit bæst!"