[Åben] Somewhere nodoby knows you.

BEOWULF
^{"Somewhere nobody knows you."}

Det falmende lys indbød en tavs stilhed i luften, der med få mellemrum blev afbrudt af den bløde buldren af torden, langt ude i horisonten. Mørke, tunge skyer bevægede sig frem over hingsten, med et løfte om regn og lyn. De klarblå krystaller til øjne rettedes mod horisonten og slugte den passive advarsel om kaos i løbet af natten. Hans enorme krop sank let sammen, og billedet reflekteredes i hingstens dybe øjne. Næseborene dirrede anspændt og han trak vejret dybt ned i lungerne for at mærke atmosfæren, lugten af regn og den kølige brise med alle sine sanser. Lange, slanke ben bevægede sig nu frem over jorden og dybere ind bag dette fremmede lands grænser. Hans mørke hove sank ned i mudret, og snavs sprøjtede op langs hans flanker hver gang han upåvirket trådte igennem de mange vandpytter, som dagens vejr havde dannet. Han bevægede sig rastløst fremad, i søgen efter noget han endnu ikke selv var klar over.

Beowulf var begyndt at kede sig i disse passive omgivelser. Han kendte ingen - hverken sjæle eller landskabende omkring ham. Det var blot hans mavefornemmelse, som lovpriste den kommende rejse, der drev ham fremad og igennem den dryppende regn. Han skulede stirrende ud igennem de to blanke perler han var velsignet med, og fulgte solens nedgang i horisonten, som netop vinkede farvel med en sidste solstråle og gemte sig bag en bjergtop i vest. Han spekulerede over hvad han overhovedet lavede i dette land. Hvordan han egentlig endte her, og hvorfor præcis han havde fået endnu en chance. Den eneste noble bedrift han lod sig selv æres over, havde vist sig at være en fælde og en forbrydelse. Kæmpen måtte også indrømme for sig selv, at han over de seneste par år havde samlet på flere uærlige bedrifter end ærlige, dog var han ikke en mand uden morale eller etik.

Beowulf rystede de spekulerende tanker af sig, som var de blot et klæbende edderkoppespind, og vendte derefter sin fokus ud mod den verden der lå omkring ham. Hans stirrende øjne spejdede rundt efter enhver form for liv, og de sammenpressede læber krummedes sammen i et forventningsfuldt men lusket smil. Natten var ved at indtage dette land, ligesom den enorme, mørke hingst havde i sinde at gøre.
Om så bare for et øjeblik.

Den mørkgløde brune hoppe spankulerede næsten forfinet med sine høje knæløft og den sænkede hals, med tilhørende mule der pejede ned imod vandpytterne, afsted over engen. Få dryp ramte hendes ryg, mens hun stillede svingede halen omkring sig efter de sidste insekter der stadig levede, her inden vinteren rigtig ville træde til. Hun bar sig afsted med en vis elegance og forsigtighed, mens hendes stålgrå øjne tydeligt udstrålede naivitet og ærlighed.

Det var bestemt en fejl at hun havde forladt Zenobia, og hun vidste godt at så snart morgenen imorgen ville gry, ville hun atter drage mod vandet og søge tilbage til sin sandede elskede Ø. Hun fnøs stille, men kun luft forlod hendes mule, mens hun virkelig fandt dette ulækkert og klamt. Samtidig søgte hun ly, hvilket hun ville gøre mellem træerne i den skov hun havde spottet et godt stykke fremme. Mørket kom snigende nu, hurtigere og hurtigere for hvert eneste skridt hun tog, mens hendes stålgrå øjne vekslede mellem at se hvor hun gik i dette smattede landskab, til at spotte farer eller andre individer i hendes nærhed. Men endnu var der intet at være på vagt for, endnu ikke...

BEOWULF
^{"Here comes the Giant, here comes the Beast."}

Vinteren kom nærmere for hver gang landet dækkedes af det mørke tæppe, Den mørke hingst vendte sit krummede smil mod himlen, og hævede hovedet højt op med lukkede øjne. Han kunne mærke luften og vinden hviske og advare om vinterens ankomst. Han mærkede den bidende, skarpe kulde i sin strube, og forventningsfuldt spærrede han øjnene op i håb om at se det snedækkede landskab han længtes efter. Den behagende duft af frost blev dog afbrudt og blandet sammen med noget ukendt.

Fare! Hingstens skarpe blik vendte sig flygtigt rundt, men kroppen tøvede ikke for et sekund. Selvom hans sanser blev alerte, fortsatte den enorme hingst fremad med ligeså sikre skridt. To mundvige krummede sig opad i noget der kunne ligne et smil, både af begejstring, men alligevel lå der noget mørkt bag den ellers så forsigtige og høflige gestus. Hans intense, klare øjne veg ikke fra væsnet hvis sti nu krydsede hans. Han kendte ikke mange hundyr, men hans usikkerhed ved hans ukendthed lod ikke til at skræmme ham. I stedet fandt han hendes kvindelige former spændende, og med et slugende blik stoppede han op og nikkede til den spinkle hoppe.

"Madame." Ét ord, én hilsen, men en million tanker og spørgsmål. Han kunne have henvendt sig til hende på så mange måder, men da hun var den første sjæl han stødte på siden sin ankomst ville han hellere se hende an først - af hvad han vidste for nu, kunne de to være de eneste sjæle tilbage på denne jord.
Men nu var det op til hende. Hvilket spil ønskede hun at spille?
Kæmpen kendte til så mange..

Hun havde nok mere eller mindre registreret tilnærmelsen, men alligevel kom det bag på hende da en fremmed hingst næsten snigende stod hende for vejen. Hun kunne ikke selv lige sætte hoven på hvor han egentlig var kommet fra; og alt i alt stod han nu der. Nuvel med en fin afstand til hende... Hendes stålgrå ærlige øjne så en mule forbavsede ud for en stund, før hun indfandt sig med situationen få split sekunder dernæst. Dog slog det hende at hun aldrig i sit liv havde stødt på en sjæl af så stor og høj kaliber!

Forbavset, chokeret, draget... Det var lidt en blanding, for på den ene side blev hun straks betaget af dette syn, men samtidig følte hun en vis utryghed, hun bestemt ikke kunne forklarer. Hun så let op på ham, mens nysgerrigheden lyste ud af de stålgrå øjne, hvorpå hun straks lyttede til hans ord der var kommet kort efter hans entré. Hendes ører vippede nysgerrigt frem, mens hun opmærksomt begyndte at betragte ham, før hendes øjne landede i hans. Stille smilede hun, en anelse smigret; med undertonen af varmhjertethed og venlighed. Stille svingede hun halen bag sig en enkelt gang, diskret, før hun nikkede hilsende og høfligt, og bibeholdte smilet. Meget velkommende og venligsindet havde hendes hilsende nik været som svar på hans ord, hans ord som på en måde gav genlyd for hendes ører, men hun langsomt hungrede efter han høre hans stemme igen... Sådan havde hun det altid med andres stemmer, når først de havde talt én gang.

BEOWULF
^{"Most of  us are heaving through corrupted lungs."}

Skyerne gav op og lod regnen faldt i store dråber fra himlen. De landede i træernes blade, i græsset og i hingstens mørke pels, som tårer han aldrig havde grædt. Tordenen som rumlede i det fjerne kom nærmere, og lyn skar dominerende over himlen og truede om at forstyrre nattens fred. Det intense blik, som førhen stirrede direkte og skarpt ind i hoppens imødekommende øjne, distraheredes nu og hingsten måtte studere himlen med vagtsomme øjne. Et brag som rungede højt og kraftigt over just der hvor de befandt sig, fik ham til at krumme sammen med spændte muskler.

Regnen dalede som et tungt gardin, og hingsten fandt ikke længere noget behageligt ved at befinde sig uden ly. Han blik fokuserede atter på hundyret, som bar noget yderst usyldigt og skrøbeligt over sig, hvilket fik den unge hingst til at ville træde nærmere. Men tid til ugyldige samtaler var der ikke. "Madame, tillad mig at spørge Dem, om De kender de et sted hvor dette uvejr ej når os?" Han måtte lede efter ordene, og  med et ligeså kraftig accent som stemme, kom ordene gebrokkent ud. Han brød sig absolut ikke om, at spørge andre om hjælp, men han kendte ej til området, og ønskede ikke at forlade den fremmede hoppe alene i denne dystre stund. 

Hans intense øjne veg ikke da han trådte et enkelt, langt skridt nærmere. Han forundredes over hvordan han tårnede op over hendes delikate krop, og en følelse af magt og mandighed spredte sig i hans enorme, mørke krop. "Jeg gør Dem intet ondt." Brummede de dybe toner ærligt, men hans øjne klemtes sammen med et glimt af mørk humør i mens den rustne brummen endte i noget der kunne antages som sarkastisk. Hingsten, der for første gang siden starten af ungdommen stødte på en krop af andet køn, var yderst draget til hendes feminine træk og ønskede ikke at miste hendes selskab. Ikke endnu.

Den mørkglødede hoppe syntes at have sanset en vis buldren i det fjerne her i den mørke nattehimmel. Men først da en dråbe ramte hendes tynde skind på mulen, slog det hende at det trak op til regn. Hun betragtede den fremmede store hingst foran hende, som selv nu lod sig drage af de snart mange nedfaldne dråber. Selvom hendes underpels endnu holdte tæt, vidste hun med det samme, da endnu en buldren truende lød i det fjerne, at det ikke ville vare længe før de begge ville være gennemblødte.

Madame? Det var næsten mere en tydeligt hvordan hendes ører vippede nysgerrigt imod ham, og det gav et lille sæt i hende, i samspil med de stålgrå intense øjne der vaktes. Hans stemme var formel. Hun fandt det nu og for sig ret så tiltalende; velvidende om at han endnu var fremmed, og der stadig lå noget ved ham hun var direkte utryg omkring.

Hurtigt reagerende på hans spørgsmål, rynkede hun de ikkeeksisterende bryn en anelse undskyldende, mens hun vrængede forsigtigt på mulen og stille rystede på det fine hoved. Hun anede i grunden ikke selv hvor hun var.

Hans tilnærmelse derimod fik hendes lyst til at flygte, og hans tilnærmelse nu, i takt med hans sidste ord - fik hende til at synke en klump, som fik hende til at udstråle en vis utryghed. Men sekunderne var ikke mange før hendes naive udtryk ændredes til fjendtligt og hoppesurt, da hun markerende rynkede mulen - tiltrækkende til blottede tænder - veg hovedet en anelse og begravede ørerne i nakken. Han skulle ikke komme nærmere nu.

Situationen var underlig, og lidt diffus omkring at hingsten her måske bare ønskede ly. Hurtigt kastede hun de stålgrå øjne omkring sig, der lige nu gnistrede af intensitet og små buldrende vrede, før hun fik øje på noget skov lignende.

Vigende trådte hun irritabelt et skridt tilbage for sig, før hun svingede hovedet kastende og spørgende imod skovbrynet ikke meget mere end tre-fire hundrede meter fra dem, mens hun stille så på ham med hovedet på sned og et spørgende uskyldigt blik.

BEOWULF
^{"The only one I let down more than you is me."}

Den mørkglødende hun, som stod foran ham uden et ord, næsten som en statue af de blødeste former, forundrede Beowulf. Måske var det blot hans manglende erfaringer af hunkønnet, da hans eneste udvekslede ord med sådan et væsen var med hans egen moder, eller hendes tavse væremåde som sagde både alt og intet. Han kunne intet andet end at undre om han, hans glemte fjende, havde vidst hvilket ben han skulle stå på under et møde der ikke var fjendtligt eller fysisk. Dette møde var ingen af delene - endnu.

En kejtet del i hingstens begærlige sjæl ønskede at eje denne genstand foran ham - beskytte hende, fra dette uvejr og alle andre ubehageligheder, og have hendes krop og sjæl. Det ville sandeligt gøre hans ego godt og tanken fodrede den grådige, mandige side som gjorde at hingsten trak hovedet et anelse dominerende op. Han stolede dog ikke et dug på denne impulsive side, han havde jo hørt historier om disse feminine væsner som lokkede hingste som ham i fordærv. Ej skulle han lade hende få sådan en nydelse, selvom hans på mange måder begærede at komme nærmere hendes sjæl og krop. I stedet drog han et enkelt, beslutsomt skridt tilbage.

Hans ører faldt tungt bagud samtidigt som hun udviste et ønske om at holde ham væk, og automatisk bed han tænderne hårdt sammen og spændte kæben. Hendes afvisende attitude gjorde ham først vred, men de hingstede impulser der flød i hans blod, ønskede ikke at hun skulle skubbe ham væk. I stedet sank han roligt sammen i det han dog musklerne slappe af, og med et vagtsomt blik trak han frem i lange skridt mod træerne - og en svag form for ly. 

Men hans blik forlod ej hendes, og hendes uskyldige blik fik den enorme kæmpe til at tøve et øjeblik. "Kom med." Ordene var underligt ladet, som en blanding mellem en beordring og et spørgsmål. Hans mørke toner var ligeså agtsomme og mistroiske som hans ører i nakken og det gennemskuende blik. Han ønskede hende dog med sig, både af ren morale for, at ikke forlade en stakkels, hjælpeløs hoppe i dette vejr, og af nysgerrighed til at få svar på sine spørgsmål. Ikke blot spørgsmål om hende, men også spørgsmål om hvor han var og hvad dette sted handlede om? Hvis han altså kunne få hende til at snakke..

Måske var hun ligesom ham, og ikke kendte sproget særlig godt?

Regnen slog allerede hårdere og hårdere. Først på halsen gik regnen nu igennem pelsen og underpelsen. Uskylden hvilede sagte i hendes stålgrå intense øjne mens hun så i hingstens. Svagt løb det hende utrygt ned af ryggen, da hun fornemmede hans reaktion på hendes afvisning af tilnærmelse. Det var næsten tydeligt hvordan han havde bidt kæberne sammen.

Han havde trådt stille lidt fra hende, og nu anvisende med kurs mod træerne hun havde lagt op til.

Kom med. Hans ord lød for hendes ører, gennem regnen. Hun vippede stille på de allerede mørkere ører, grundet regnen, lyttende. Stille gnistrede hendes øjne stille, af liv, mens det feminine fremstod i hendes blik. Hun havde ikke kunne sætte hoven på om dette var en dominerende ordre, eller en frivillig indbydelse.

Uden at tænke videre, trippede hun en anelse accepterende imod hans store størrelse, mens hun hejste hovedet en anelse nysgerrigt. Nært, kom hun ham ikke, men det ville nok være tydeligt at hun i hvert fald tillod sig selv at accepterer hans opfordring. Stille spredtes et lille smil sig over hendes mule, mens de intense stålgrå øjne ikke slap hans blik.

Det var næsten som om der var noget mystisk over ham. Selvom han endnu satte noget utryghed i hende, ved hele hans tilstedeværelse. Næsten som om en stemme i hende fortalte at han var dårligt selskab. Men på den anden side... kunne hun ikke helt se hvorfor han skulle være det?