It's a rainy, happy day. ღ | Axinia & Tsavani

Tsavani havde efterhånden befundet sig i landet i nogle dage. Hun var derfor stadig helt ny, men hun var langsomt ved at finde sig til rette. Hun havde stadig ingen anelse om, hvordan hun var kommet til landet, og hvorfor hun var kommet hertil. Men underligt nok var det slet ikke noget, der bekymrede hende. Hun havde en god fornemmelse af dette land. Hun kunne mærke, at hun ville komme til at trives her.
De første dage havde hun tilbragt på hovedøen, Enophis, hvor hun var landet sammen med sin elskede broder, Cadeyrn. Det var en stor og rig ø, men Tsavani var alt for eventyrlysten til at kunne blive på det samme sted alt for længe ad gangen - hendes nysgerrige natur bød hende hele tiden at søge nye eventyr.
Hun havde derfor valgt at besøge den golde ø, Zenobia. Selvom det var en fascinerende og meget smuk ø, så var dets landskab ikke rigtigt noget for hende - det blev hurtigt for kedeligt bare at traske rundt i sand uden at støde på andet i miles omkreds.

Derfor befandt hun sig nu her; på øen Chibale, der var en komplet modsætning af sin søsterø, Zenobia. Her var der grønt og frodigt overalt, og landskabet mindede mest af alt om en kæmpe skov. Det var noget, der tiltrak hende meget mere. Jovist kunne landskabet her også godt blive lidt ensformigt at se på - men det var i det mindste lidt mere varierende end ørkenen.
Hun havde atter forladt sin broder og var taget af sted på egen hånd for at udforske øen. De to søskende havde egentlig en aftale om at holde sammen - men alligevel forlod Tsavani nærmest dagligt broderen og tog af sted på egen hånd. Hun elskede skam sin broder, men nogen gange kunne han være så frygteligt keeeeeeeedelig. Hun ville opleve noget nyt - hele tiden - og derfor kunne hun godt blive lidt rastløs af at være omkring sin vise og fornuftige broder hele tiden. Bevares, han kunne da også godt lide at opleve nye ting - men slet ikke på samme niveau som hende. Hun havde brug for at føle sig beskæftiget hele tiden for ikke at komme til at kede sig.

Derfor travede hun nu af sted langs en frodig skovsti. Hendes hale var højt løftet bag hende, hendes ører var spidset fremad, og hendes næsebor vibrerede, hver gang hun indsnusede en ny duft eller indtryk. Hun var i strålende humør i dag. Hun elskede at udforske nye steder, og hun var helt vild med denne ø.
Det havde regnet det meste af dagen, og derfor var skoven helt våd. Det gjorde dog ikke hende noget - for det gjorde blot skoven endnu mere frodig at se på. De mange blade gjorde hendes krop våd, hver gang hun stødte ind i dem, og jorden under hende var sjappet og fuld af vandpytter. Det var et intet mindre end rædderligt vejr, men det var slet ikke noget, der påvirkede hende - hun var i alt for godt humør til at lade sig gå på af lidt dårligt vejr.

En tung dråbe begyndte stille og roligt at løbe ned af stammen på det ældgamle bøgetræ. Det var faktisk fascinerende at betragte dens vej ned af stammens knudrede bark. Hvordan den snorede sig, tilpassede sig, og hele tiden, støt og roligt fortsatte sin vej mod jorden. Hvis man bare var som dråben. Støt og rolig, helt upåvirket af skovens liv omkring sig. Kun fokuseret på at fortsætte sin vej. Forpasse alle de krogede veje, og hele tiden stille og roligt.

Dryp - en dæmpet lyd, og et iskoldt prik på mulen som vækkede Axinia af hendes filosofiske tanker. Hun havde slet ikke bemærket at hun var stoppet op. At hun pludselig var begyndt at betragte den lille vanddråbe i stedet for livet omkring sig. Og hun havde heller ikke tænkt så langt som at vand betød regn. Her inde i skoven var det nemt at glemme hvordan alt andet også eksisterede ude for dette ældgamle system. Disse træer levede deres helt eget liv, i en helt isoleret verden, og det var denne verden som havde draget Axinia til at fortsætte og gå i stå.
Nu hvor hun var blevet opmærksom på vandet kunne hun høre den stille trommen som signalerede at det regnede i trækronerne over hendes hoved. Og de følsomme ører opfangede også lyden af regelmæssige tunge dryp lyde fra det vand som passerede bladene og fortsatte den i skovbunden. Endnu et dryp ramte hende, denne gang på kroppen og det blev hurtigt efterfulgt af endnu tre andre som plaskede tungt ned på hendes kryds. Et smil viste sig på hendes mule - hun elskede regnvejr! et var så hyggeligt når regnen trommede ned omkring et, og man fik følelsen af at være vidne til hvordan hele verdenen blev genfødt.

Regnen trommede stille ned fra himlen og gjorde hendes lyse pels helt våd. Selvom hun efterhånden var blevet gennemblødt, frøs hun ikke - det var ganske mildt i vejret, og regnen faldt derfor stille ned. Der var ingen vind, der rev og ruskede i en og fik regndråberne til at føles som piskeslag mod kroppen. Det var præcis vejrtyper som denne, hun fandt hyggelige. Der var noget underligt beroligende ved lyden og fornemmelsen af regnen, der taktfast silede ned fra himlen. Luften blev så ren, og alt det grønne blev vandet og gjorde sig klar til at vokse sig større. Det ville det dog desværre nok ikke komme til at gøre denne gang. Det var jo blevet efterår, og vinteren var derfor på vej. Der var ikke meget af det grønne tilbage. Men heller ikke dette var noget, der generede hende synderligt. Hun var meget glad for vinteren. Også den var smuk på sin egen måde - specielt hvis der kom sne.

Hun travede lidt videre i sine egne tanker. Pludselig bemærkede hun en anden hoppe på stien foran sig. Hun kastede ivrigt med hovedet, inden hun satte farten ned til skridt. Hun var i så godt et humør denne dag, at hun slet ikke følte et behov for at genere denne hoppe - faktisk følte hun for at være lidt social denne gang. Hun svang afslappet halen bag sig, mens hun skridtede resten af vejen hen til den gyldne hoppe.
Hun prustede lavt og venligt for at melde sin ankomst. „God eftermiddag, du smukke gyldne. Jeg kan se, at jeg ikke er den eneste, der har turdet begive mig ud i regnen."