Winter is coming (Tsavani)

winter is coming

Af og til søgte den brogede hingst væk fra øen Leventra, og hans flok. Sjældent søgte han dog længere væk end den sandfyldte ø. For at komme til den sandfyldte ø, måtte han hen over Enophis. I dag var en af de dage hvor han havde besluttet sig for at drage væk fra flokken. Der var stille, ingen farer på færde og alt i alt lod det til at flokkens medlemmer sagtens kunne passe sig selv. Ikke fordi han ville overlade dem helt og aldeles til sig selv, for det var ikke det der var meningen. Men han behøvede ikke være der konstant. De kunne også sagtens komme i kontakt med ham selvom han ikke var i området. Den lilla kongesten, han bar om halsen i en tynd guldkæde, gav ham evnen til at kommunikere med flokkens medlemmer på en anden måde end fysisk. Han behøvede ikke åbne munden for at tale med dem. Han kunne på den måde altid fornemme, om nogen af hans medlemmer havde problemer.

Dryppende stod hingsten nu i sandet, efter svømmeturen. Det havde taget ham en del tid at vandre fra det sydlige af Leventra til det nordlige punkt, der ikke lå så langt fra Enophis. Der var ikke mange der ville kunne svømme fra den sydlige del af Leventra og til nogen af de andre øer. Det ville kræve en del udholdenhed - og kræfter - og muligvis at man kunne trække vejret under vandet hvis man blev for træt til at svømme og i stedet ville vandre på havbunden. Hans tur ville vare nogle dage i hvert fald. Han havde jo ikke så travlt med at spæne land og rige rundt. Han tog sig tid til at nyde landskabet og roen. Desuden var efteråret kommet og bladene var begyndt at falde. Det var ikke mange træer der stadig var grønne - undtagen nåletræerne selvfølgelig. Snart ville de alle stå nøgne før de blev dækket af de glitrende små krystaller der ville blive til en dyne af sne. Der var noget over de to årstider han elskede. De var så smukke på hver deres måde. Meget pænere end sommeren og foråret, selvom foråret bar på mange farver af blomster og sommeren havde det helt specielle varme lys om aftenen. Han var også ved at have vænnet sig til kulden. Ikke at han brød sig mere om den end før, men den var blevet accepteret.

Langsomt vandrede den rødbrogede hingst længere ind mod Enophis frodige enge, for han ville gøre et hvil før han satte kursen mod den sandfyldte ø. 

_{words: 425 | Tag: Tsavani}

Tsavani var tilbage på Enophis. Selvom hun havde brugt de sidste uger på at udforske de mange andre øer, var der et eller andet ved den store hovedø, der havde fået hende og hendes broder til at vende tilbage dertil. Det var vel det faktum, at den var det tætteste, de kom på et hjem her i Andromeda. Og alle kendte vel det gamle ordsprog; ude godt, men hjemme bedst.
Hun og hendes broder befandt sig i en lille grotte, der lå skjult mellem træerne, ganske tæt på stranden. Her havde de søgt ly for natten. Den gav dem god beskyttelse, da den lå godt skjult for rovdyr eller andre farer. Tsavani havde det ikke så godt i dag. Hun havde en af de dage, hvor hun var godt og grundigt nede med flaget. Derfor havde hun tilbragt hele dagen i grotten, hvor hun var blevet plejet af sin kærlige bror.
Dagen var fløjet af sted, og det var nu blevet godt sent på eftermiddagen. Tsavani lå på grottens bund og sukkede tungt. Hun havde ikke rørt en finger hele dagen. Det ville nok være sundt for hende at gå ud og få lidt luft.

Hun trådte ud i sollyset og missede svagt med øjnene. Hun havde befundet sig i mørket hele dagen, så hun skulle lige vænne sig til lyset. Det var ellers en smuk dag i dag. Efteråret havde virkelig sat sit præg på landskabet, og de mange træer fældede. Bladene hvirvlede rundt i luften og farvede jorden med deres smukke, orange farver. Det var mildt i vejret i dag. Selvom det var køligt, var solen fremme, og det havde for en gangs skyld ikke regnet. Tsavani sukkede mildt. Hvis der var noget, der hjalp på et deprimeret humør, så var det i den grad frisk luft.
Hun tog afsked med sin broder og bevægede sig ned på strandbredden. Hun havde brug for at have sin broder tæt på sig en dag som denne, og derfor bevægede hun sig ikke længere væk end til havet.

Hendes hove sank ned i det bløde sand, og havbrisen kastede sig over hendes hårpragt. Hun lukkede øjnene i og nød blot at blive blæst igennem - det var virkelig noget, der rensede sindet. Hun skridtede afslappet af sted langs vandkanten, da hun pludselig fik øje på en fremmed lidt længere nede ad strandbredden. Det var en hingst, og hans krop bar en smuk, broget farve. Hun spidsede nysgerrigt ører. Det lå ikke altid til hende at være social eller særlig venlig, og det var hun simpelthen så ked af. Hun ønskede virkelig ikke at være sådan en kælling overfor andre, men hun havde jo slet ikke været andet, siden hun kom hertil. Hendes hjerte tilhørte kun én; Cadey, hendes fantastiske broder. Men hun ønskede slet ikke, at det skulle være sådan. Hun ville så gerne kunne stole på folk og lukke nogle flere ind i sit liv.

Hun holdt diskret øje med den fremmede og tog så en fast beslutning; i dag ville hun prøve at vise sig fra sin bedste side. Hun vrinskede venligt til ham for at afsløre sin tilstedeværelse, inden hun satte frem i en let trav, der med fjedrende bevægelser førte hende ned mod ham. Hun stoppede op i høflig afstand og nikkede til ham med et venligt smil prydet på den kødfarvede mule. „God eftermiddag."
Da hun nu var tættere på den fremmede, kunne hun bedre studere hans smukke hårlag. Hun betragtede ham indgående, og hurtigt faldt hendes blik på en lilla sten, han bar om halsen i en guldkæde. Hun spidsede nysgerrigt ører og tippede hovedet let på skrå, mens hun atter flyttede blikket op i hans nøddebrune øjne. „Sikke et smukt smykke."

Winter is coming

Brêgo gik egentlig mest af alt i sine egne tanker og havde ikke enormt meget fokus på de ting der skete omkring ham. Han følte sig godt tilpas i dette land. Dette knap så fremmede land. Det havde været fremmed for ham da han lige var kommet til, men det var hans anden vinter i dette land. Eller var det tredje? Han huskede det faktisk ikke helt. Men det gjorde heller ikke noget. Landet og dets beboere havde taget bedre imod ham her, end han nogensinde kunne have håbet på, efter den behandling han havde fået af de andre fra hans gamle flok. 

Da hans små røde ører opfangede lyden af knasende sand, flyttede han de varme nøddebrune øjne i retningen af lyden for at se hvad skabte denne lyd. En fremmed. En fremmed.En stor hest - en større end ham, og da stemmen lød var han helt sikker på det var en hoppe. Han havde i hvert fald sjældent mødt hingste med så feminine stemmer. Det var også for første gang i lang tid der ikke var en der havde præsenteret sig med navn og titel - for dem havde han mødt nogle stykker af. Vogter af dit, vogter af dat. Titler sagde ham intet, på trods af han selv bar to. 

"God eftermiddag" svarede han tilbage i en mild tone. Der lyste som altid en venlighed ud af ham. Der skulle trods alt være plads til alle. Det var en lille mild latter han måtte slippe da hun omtalte hans smykke, for et smykke var det nu ikke helt. Hun måtte være ny i landet. Meget ny - eller også havde hun ikke mødt nogle af de andre vogtere eller skygger. "Dette er kongestenen. Ikke bare et smykke. Men flot er den, ja." Det måtte han give hende ret i. "Du må være ny her i landet. Mit navn er Brêgo" Han præsenterede sig selv, og sluttede af med et lille fornemt buk. Han præsenterede aldrig sig selv som Kongestenens vogter, eller som leder af Teylar flokken. Han brugte heller aldrig 'De' eller 'Dem' når han talte til andre - ikke som så mange andre, og dem der kaldte ham 'De' eller 'Dem' fik også altid besked på at bruge 'du' eller 'dig'. Han følte sig ikke som mere værd, og et så fornemt sprog virkede i hans hoved til at være en smule højrøvet. Indtil videre virkede hun ganske fornuftig. Det var første gang nogen havde skabt kontakt til ham på den måde.

words: 416

Hun lyste op i et stort smil, da han valgte at gengælde hendes hilsen. Det var helt sikkert ikke noget, der betød noget særligt for andre, og derfor måtte hun med rimelig sikkerhed virke lidt fjollet over at reagere så kraftigt på noget så almindeligt som et 'god eftermiddag'. Men for hende betød det virkelig meget. Hun var slet ikke vant til at føre en normal samtale med andre. Hun plejede altid at fyre en eller anden smart bemærkning af, der straks provokerede den anden part og skabte en knap så rar stemning. Det glædede hende derfor at se, at hun rent faktisk havde kunnet formå at starte en samtale på en normal måde - og at hingsten havde responderet lige så venligt tilbage.

Hun så lettere overrasket på ham, da han begyndte at le og fortælle hende, at det var 'kongestenen'. Han omtalte den som om, at det var en sten, alle måtte kende til. Hun rynkede spørgende et bryn. Hun havde aldrig hørt om den før.
Han gættede nu på, at hun var ny i landet, hvilket straks fik det til at give mere mening - det måtte være en sten, man kendte til, hvis man var en del af dette land og kendte til dets mysterier.
Hun nikkede bekræftende med hovedet. „Det glæder mig at møde dig, Brêgo. Mit navn er Tsavani. Og du har helt ret - jeg er ny i dette land. Du har været her længere, formoder jeg?"

Hun smilede varmt til ham. Hendes ord var blot et gæt, da hun jo ikke kunne vide, hvor længe han havde været her. Men hun forestillede sig, at han måtte have været her ganske længe, siden han kunne regne ud, at hun var ny.
Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå og så atter ned på den sten, han bar om halsen. „Så, denne kongesten... hvad er det for en fætter?"
Hendes spørgsmål virkede måske underligt, men hun kunne ikke forestille sig, at dette var en helt normal sten, når nu den ikke blot var et smykke.

WINTER IS COMING

Der lå altid en venlighed og varme over den brogede hingst. Den mildhed han besad var i den grad en sjældenhed. Selv hos andre havde han ikke altid kunne finde en matchende rolighed, milhed, venlighed. Der var kun ganske få. I dette land havde han fundet to. To der var ham meget kære. To han ikke ville lade noget som helst ondt ske hvis han havde muligheden for at forhindre det. Ikke at han ikke ville hjælpe andre - for det ville han. Men lige netop de to hopper havde gjort særligt godt indtryk på ham. 

Lidt forsigtigt strakte han nysgerrigt halsen frem mod den fremmede. Tsavani. Et navn han endnu ikke havde hørt. Men de andre sjæle i dette land kom også fra så mange anderledes steder end han gjorde, så det undrede ham ikke. Hvor kom hun fra? Hvad var hun for en? Så mange spørgsmål han alligevel holdt tilbage, for ikke at virke alt for frembrusende. For det var han ikke. Han var tålmodigheden selv.

Det ene plyssede øre blev vrikket ud til siden før det igen blev rettet mod hoppen. Den stadig fremmede hoppe. Selvom han kendte hendes navn betød det jo ikke han vidste hvem hun var. Bare at han på en hurtig måde ville kunne forklare andre, hvem han havde konverseret med. "Mmmmh, jeg er ikke helt sikker" svarede han ærligt da hun spurgte ham om, hvad kongestenen var for en fætter. "Den er blevet givet til mig af lyset. Det er mit ansvar at passe på den, og til gengæld giver den mig en smule af dens magiske egenskaber." Magi. Det var ikke helt til at vide hvad det præcis var. Brêgo var kun selv begyndt at forstå en smule af det. Han kunne kommunikere med andre i flokken, uden at åbne munden. Han var dog også helt sikker på, at der lå mere gemt i den lilla sten. "Dette land er fyldt med magi." tilføjede han efter noget tid, mens han trak mulen til sig igen, og lod de varme nøddebrune øjne søge rundt i omgivelserne.

Han nikkede en enkelt gang som svar på hendes spørgsmål. Han ville vove at påstå han havde været i landet i lang tid, selvom det i forhold til andre ikke var ret længe. Men han havde opnået mere her, end han overhovedet ville kunne drømme om, og det måtte jo også tælle et sted. "Jeg har været her en vinter. Dette er min anden vinter. Jeg ankom for to somre siden" Den gang bladene stadig hang grønne på træerne. Ikke brune og orange som nu. Dog var det tæt på. "Vinteren er godt på vej, men jeg er bange for den ikke har taget ordentligt til endnu." kommenterede han så, inden han lod blikket glide mod den fremmede hoppe. "Fortæl mig. Hvor kommer du fra?"

Words: 469

Winter Is Coming

Hun så et øjeblik ganske usikkert på denne Brêgo, da han nysgerrigt strakte sin hals frem mod hende. Hun var godt klar over, at hans handling ikke var truende, så hun blev skam ikke usikker, fordi hun følte sig truet. Nej, hendes usikkerhed stak dybere end dét. Hun var i tvivl om, hvordan hun skulle reagere. Kontakt med fremmede var i det hele taget ikke noget, hun havde oplevet meget af. Hun var meget knyttet til sin broder og følte sig derfor mest tryg i hans selskab. Det med at bevæge sig rundt uden ham ved sin side var helt nyt for hende. Hun var vant til, at det var ham, der kunne tage over i de sociale situationer, mens hun holdt sig i baggrunden. Men dette møde var anderledes. Hendes broder var her ikke, og det var hende, der førte en samtale med denne fremmede.

Hun mærkede selvsikkerheden komme frem på ny og smilede muntert til ham, inden hun strakte sin egen hals fremad og kort berørte hans mule, inden hun trak den til sig selv igen. Hun vidste ikke, hvor denne spontane handling kom fra. Men hun havde altid været en nærgående hoppe, der holdt meget af at røre andre - sådan kommunikerede hun bedst. Hun havde ellers lovet sig selv, at hun ville forsøge at gøre dette møde så normalt som overhovedet muligt - men en muleberøring var da temmelig uskyldig, var den ikke? Hun var ikke selv klar over det. Hendes egen grænse for, hvad der var normalt, lå generelt langt højere end andres. Hun smilede dog fortsat muntert til Brêgo for at indikere, at det var helt normalt for hende, og at hun ikke mente noget underligt ved det. På den måde håbede hun, at han ikke ville tænke for meget over det, så der ville opstå en akavet stemning.

Hun spidsede nysgerrigt ørerne i hans retning, da han forklarede hende om den såkaldte Kongesten. Hun hævede undrende et bryn, da han nævnte 'Lyset' - hvordan kunne man få givet noget af dét? I hendes verden var lys ikke noget, man kunne få noget af. Det var en ting på lige fod med mørke. Det var der, men det var ikke noget levende, man kunne få noget af. Hun så spørgende på ham. Lyset måtte være noget særligt, der eksisterede i dette land. Endnu en gang måtte hun se sig fascineret af dette fremmede land. Det var i sandhed så anderledes end hendes hjemland - og hun kunne lide det.
Hun fortsatte med at lytte til hans ord. Magiske egenskaber? Hun så lettere måbende på ham. Havde han magiske evner? Fandtes magi virkelig?

Han holdt en kort pause, men tilføjede så at Andromeda var fyldt med magi. Hun spærrede øjnene op og så lettere chokeret på ham. Det burde egentlig ikke komme bag på nogen, for det sagde jo lidt sig selv, at der var sket noget overnaturligt, når man på uforklarlig vis var dukket op i et helt fremmed land uden overhovedet at ane, hvordan det var gået til. Men det var aldrig noget, hun havde tænkt så meget over. Så hans ord kom noget bag på hende. „Er det sandt? Findes der virkelig magi her i landet?"
Hendes blik blev pludselig frygtelig nysgerrigt. „Du må fortælle mig om det! Hvilke magiske egenskaber har du? Og hvor kan man lære mere om magien?"
Hun holdt en kort pause, inden hun pludselig kom i tanke om et andet spørgsmål, der havde plaget hende. „Og nå ja... Hvad er 'Lyset'?"

Hun så energisk på ham og håbede ikke, at hun havde skræmt ham væk med alle sine spørgsmål. Hun havde slet ikke tænkt på, at det kunne være lidt overvældende at skulle svare på så mange ting, og at det egentlig slet ikke var noget, der vedrørte hende. Hun forsøgte virkelig at gøre denne samtale så normal som overhovedet muligt, men det var ikke så let, som hun havde håbet. Hun skulle virkelig anstrenge sig for at tale og tænke på en normal og socialt acceptabel måde, så når spontaniteten væltede indover hende på den måde, havde hun slet ikke overskud i hovedet til også at skulle tænke som en normal hest.
Hun faldt dog lidt ned på jorden igen og lyttede til hans næste ord. Hun nikkede med et mildt smil til ham for at vise, at hun havde hørt ham.

Efter hans svar slyngede han pludselig en kommentar om vinteren ud. Hun tippede ganske let hovedet på skrå og betragtede ham med et nysgerrigt blik i de himmelblå øjne. „Hvorfor er du bange for det? Er det ikke blot rart, hvis vinteren ikke bliver så hård for os?"
Hun forstod ikke rigtigt hans ord, og derfor havde hun set sig nødsaget til at stille ham det spørgsmål. Hun var selv en hoppe, der elskede det varme vejr. For hendes skyld måtte det godt være sommer hele året. Hun kunne slet ikke se, hvad man skulle bruge vinter og kulde til. I hendes hjemland var der altid varmt - så varmt, at landskabet bar præg af ørken, tørke, aske og vulkaner. Så da hun lige var ankommet til Andromeda, havde hun følt sig super tiltrukket af det smukke hav og de frodige skove, da det ikke lige var det, man så mest af i hendes hjemland. Men langsomt var kulden taget til, og det gik op for hende, at dette var et af de lande, der også indeholdt vinter, kulde og sne - rædderligt i hendes øjne.

Hendes tanker om sit hjemland førte hende videre til hans næste spørgsmål. Hun afbrød kort sin tankestrøm og mødte hans blik. „Mit hjemland kaldes Medúil. Det er et ganske særligt land, hvor vinter og kulde er en sjældenhed. Landet er præget af ørken, tørke, vulkaner og askefyldt jord - selvom der da også er visse smukke, frodige landskaber med bjerge."
Hun lo mildt. „Så Andromeda var lidt af en omvæltning at komme til."
Hendes blik var blevet en anelse fjernt af at tænke tilbage på sit hjemland, så hun vendte straks sin opmærksomhed tilbage på hingsten og mødte hans rødbrune øjne. „Men nok om mit hjemland... Hvor kom du selv fra, inden du ankom til Andromeda?"

Til: Brêgo | Ord: 1.021

WINTER IS COMING

Den brogede hingst kunne godt fornemme hoppens tilbageholdenhed. Hendes usikkerhed. Han var vant til at beskæftige sig med den slags. Hun var i hvert fald ikke den første der havde været en smule sky. Der var nok ikke nogen der kunne slå en af de første hopper han overhovedet havde mødt, der næsten havde nægtet ham hjælp da han bad om den. Dengang han stadig ikke var kommet sig over sin tur til landet, for den havde været alt andet end nem. Den hoppe der lod til at have set sig sur på ham fra start af - var bange for ham uden han havde givet grund til det, og da han så ville gå, alligevel havde vist en smule interesse, som han havde afvist. Han var meget mild af sig, og han gav gerne alle en chance, men han ville ikke behandles uretfærdigt, ligesom han ikke ønskede at behandle andre uretfærdigt. Det var hans blide væsen der var skyld i, at han nu bar den lilla sten om halsen.

Hendes nap mod hans silkebløde og lyse mule, tog han som en slags accept. Hun havde ikke noget imod hans nærvær. Han forsøgte altid at lade være med at overskride andres grænser, men var også gerne fysisk i form af små nap og blide puf. Han trak dog stille hovedet til sig igen, uden at hæve det. Han ville holde sig nogenlunde på hendes højde for at vise han bestemt ikke var mere end hende. De plyssede ører roterede rundt en enkelt gang for til sidst at lande på den fremmede hoppe, da hun stillede ham et spørgsmål. Han nikkede en enkelt gang med en lille mild latter. Ikke fordi han grinte af hende, men mere det at hun måtte spørge en ekstra gang når han lige havde sagt det. Han havde heller ikke troet på det selv, før han havde set det med egne øjne. "Det kan du tro der gør. Men magi kommer i mange forskellige former. Den slags man oplever her i landet er ikke blot forsvindingsnumre. Det er mere simpelt og på sin vis mere kompliceret. Ser du. Jeg er vogter. Der findes flere som mig. En af mine gode veninder, er vogter af lyset. Hun var den første jeg mødte, der besad en form for magi. Jeg kan kommunikere med min flok, selvom jeg ikke er i nærheden af dem. Telepati om man vil. Jeg ved endnu ikke hvor langt det rækker eller hvor meget jeg kan gøre. Det er stadig meget nyt for mig. Hvor man kan lære om magien ved jeg desværre ikke. Det er en del af landets mystik." Det var noget af det der gjorde hele tilstedeværelsen spændende. Det der gjorde at man aldrig rigtig ville kunne komme til at kede sig, for der ville altid være noget man kunne give sig til.

Lyset. Åh ja, Lyset. Det var efterhånden noget tid siden han havde oplevet det, men det var noget han aldrig ville glemme. Men hvordan skulle han kunne forklare det? Det ville være som at beskrive en solopgang eller solnedgang for en blind. Fuldkommen umuligt, men han ville nu alligevel gøre et forsøg. "Jeg er ikke sikker på jeg vil kunne forklare det godt nok. Noget så specielt er noget man næsten bliver nødt til at opleve på egen krop." Begyndte han tænksomt, og lige så stille trådte han fremad for ikke at stå stille. Det kunne hurtigt begynde at blive koldt, og en lille spadseretur rundt i området ville nok ikke skade nogen af dem. "Det var en kold dag. Jeg havde fundet en lille sø, hvor jeg kunne slukke tørsten. Jeg var helt alene. Eller jeg troede jeg var alene. Ser du. Ude over vandet begyndte et skarpt lys at skinne. Ikke bare et lys, men en varme. Mere end bare lys og varme. Det var som. Frihed. Helt og aldeles frihed. En ubekymrende følelse. Det talte til mig. Og jeg sværger. Jeg så græsset gro. Ikke som en metafor. Jeg - så - græsset - gro." Han udtalte hvert ord meget tydeligt for at vise at han mente det bogstaveligt. Han havde set det med sine egne øjne, og han havde ikke troet det til at starte med. Han havde ikke taget det til sig fra starten af. Det var først efter den samtale han havde med lyset, at det var gået op for ham, at han ikke bare drømte. Det var virkeligt. Det skete lige foran ham. "Det var ikke bare lys. Det var liv. Højere magter end et jordisk væsen nogensinde vil kunne besidde. Som et svar på dette lands Gud om man vil." Hvor han kom fra havde de andre ting at tro på - men når alt kom til alt, så var en gud jo det samme. Noget man ikke bare havde adgang til. Noget man blev velsignet af. Noget man kunne tro på. Det han havde set var ren og skær godhed. Et mirakel.

Han forholdt sig tavs i noget tid, for han kunne stadig næsten blive rørt indvendigt. Han havde været så heldig. Han var blevet velsignet, men han forstod ikke hvorfor han var udvalgt. Der var så mange som fortjente noget godt. Selv syntes han ikke han havde gjort noget særligt for at have fortjent det, men han ville heller ikke afvise den chance. Den opgave og det ansvar der blev pålagt ham, så han som en stor ære. "Jeg er bange for det, fordi den stadig kan nå at tage til endnu. Jo senere den kommer, jo senere forsvinder den. Men jeg har ikke noget imod kulden." Det havde han i hvert fald ikke. Han var ikke fan af den, og han foretræk vejret i det tidlige efterår. Han foretrak når bladene skiftede farve, mere end det sene efterår hvor træerne næsten ville stå nøgne. Det var der absolut intet smukt over. "Vinteren kan være utroligt smuk i dette land. Jeg har oplevet en hvid vinter. Hvis man søger de rigtige steder hen, kan man finde et uspoleret stykke land. Smukkere syn skal man lede længe efter. Forestil dig træerne, beklædt med små krystaller der glitre i solens stråler, ligesom jorden der er dækket af en hvid dyne udelukkende bestående af små krystaller. Det er som at være i himlen. . . Bare koldt" Han sagde det sidste med et lille smil. Det var i hvert fald ikke nogen hemmelighed at han holdt af vintertiden. Han ville også med glæde vise sine opdagelser frem, hvis han fik muligheden for det. Han havde trods alt vandret mange mil i dette land, helt alene, i det der føltes som en endeløs søgen. Men hans søgen var langt om længe slut. Han havde fundet hvad han havde ledt efter i det han ville beskrive som en evighed.

Han lyttede nysgerrigt til hoppens ord. Normalt var han ikke en der talte meget, men han havde følt sig forpligtet til at besvare hendes spørgsmål med lange forklaringer. Der var ikke andre måder man kunne danne sig et ordentligt billede af hvordan landet ville se ud i sin hvide udklædning - eller forestille sig lyset. Selv hans beskrivelse af det var ikke engang nok til at nogen ville kunne danne sig et nøjagtigt billede af den dag han oplevede græsset sno sig op af hans hove og ben, og blomsterne der sprang ud lang tid før de egentlig skulle. Ørken, varme, vulkaner og askefyldt jord. Det var ikke helt ligesom der han kom fra, men nok tættere på samme klima som hans eget hjemland. "Mit hjemland ligger langt herfra. Og alligevel var det ikke mit hjemland, for jeg var aldrig rigtig velkommen." Startede han med at forklare. "Jeg betragter derfor Andromeda som mit hjemland. Det er her jeg hører til, og det er her jeg føler mig hjemme." forklarede han så, med et mildt og varmt smil, der nåede helt op og rørte de nøddebrune øjne, der kunne virke en anelse gyldne, når lyset ramte rigtigt. "Jeg kommer langt væk herfra. Fra et land i et varmt klima. Sne var en sjældenhed. Det var noget man kun fandt på de bjerge som skyerne rørte. Jeg kommer fra en stor flok. De fleste unghingste blev sendt væk når de nåede en bestemt alder, eller blev for besværlige. Af og til forlod et par hopper samlingen også. Ofte var det deres mødre og tætteste familie. Men der blev ved med at komme flere til. Jeg passede aldrig ind i flokken. Jeg passede ikke ind med de andre unghingste. Vores leder var hård og ikke altid lige retfærdig. Jeg vil ikke kalde ham min fader, selvom jeg aldrig var blevet til uden ham. Min moder stammede ikke fra flokken, men havde sluttet sig til den nogle år inden. Jeg er. . . Det de ville kalde for urent blod. Ikke renracet. Af den ene grund var jeg en udstødt. Min halvbror var bestemt til at overtage flokken, men han vidste godt at hvis det nogensinde kom til en afstemning ville han tabe. Det var ikke noget der behagede min fader, så da jeg nåede en alder af 3 år blev jeg sendt væk for at klare mig selv, og i lang tid vandrede jeg alene. Jeg mødte få på min vej, men det var en rejse, der bragte mig hertil. Jeg kan derfor ikke klage, og jeg fortryder intet" Det var ikke just en lykkelig barndom han havde haft. Han var blevet hakket på af de andre, og havde derfor ofte søgt selskab hos hopperne i stedet. Det var muligvis grunden til han ikke havde behov for at spille med musklerne som så mange andre hingste. Han hvilede mere i sig selv. For ham var det ligegyldigt hvordan andre så ham, så længe han bare kunne få lov at eksistere. Han krævede meget lidt. Det var i hvert fald hans besværlige barndom, der havde sat sine spor i hingstens sind. At han ikke var mere end andre. Han kunne derfor aldrig finde på at kræve respekt fra andre. Ville de respektere ham, så skulle det være noget de selv valgte, og han ville respektere dem ligeså. Han var på lige 'hov' med alle andre - med undtagelse af lyset.

words: 1.692  |  tag: Tsavani

Winter is coming

Han lo af hendes ord. Hun aflæste dog med det samme, at han ikke mente det på en hånlig måde. Han lo med hende, ikke af hende. Hendes flødefarvede ører rykkede let rundt på sig, da hun opmærksomt lyttede til hans forklaring. Blikket i hendes øjne var forbløffet og fascineret på én og samme tid. Alt det, han fortalte om magien, virkede helt fantastisk. Der lå en utrolig mystik over det, som hun aldrig havde hørt magen til før. Og så var han en vogter... Hun var ikke klar over, hvad det var for noget - men det lød ganske specielt, siden han nævnte, at der var flere som ham. Hun vidste ikke, hvad dette betød, så det ville hun finde ud af en dag - men ikke lige nu. Hun havde allerede belemret Brêgo med mange spørgsmål. Hun ville nødigt overdynge ham med alt for mange.
Hun lyttede til det sidste og nikkede så for at vise, at hun havde hørt det hele. „Det var en skam... Men så lyder det jo til, at jeg selv må på eventyr og opdage landets mystik og magi. Du skal have mange tak for din forklaring. Det var meget fascinerende at høre, og jeg tror naturligvis på hvert et ord, du siger, selvom det er svært at forestille sig."

Hun så spændt på ham, da han fortalte hende, at Lyset var så specielt, at man var nødt til at opleve det på egen krop for at kunne forstå det. Hun smilede varmt til ham. „Jeg er sikker på, at du nok skal være god til at forklare det. Bare gør dit bedste."
Han begyndte nu langsomt at gå fremad, og hun fulgte taknemmeligt efter ham. Det var begyndt at blive koldt at stå stille, og hun havde derfor frosset lidt. Hun var dog i tvivl om, hvorvidt det sås som en social acceptabel ting at begynde at gå midt i en samtale eller ej, og derfor havde hun tøvende holdt sig tilbage. Men denne Brêgo havde uden tøven sat gang i kroppen, da han var begyndt at fryse, så hun noterede sig hermed, at det var noget, man sagtens kunne. Et lille, næsten usynligt smil gled over hendes kødfarvede mule. Hun lærte så meget af disse møder.
Hun lyttede interesseret til hans fortælling og følte sig endnu en gang dybt fascineret. „Sikken en vidunderlig fortælling, Brêgo. Du formår helt klart at give mig et billede af, hvor fantastisk en oplevelse det må have været - selvom jeg er sikker på, at intet kan måle sig med, hvor smukt det var i virkeligheden."

Hun lyttede til hans forklaring om vinteren, og straks gav det mere mening for hende. Hun nikkede let. „Så forstår jeg bedre din bekymring - og deler den til fulde."
Hun rettede de spidse ører mod ham, da han begyndte at fortælle om, hvor smuk vinteren i Andromeda kunne være. Hun kunne ikke lade være med at smile. Det var i sandhed en fantastisk hingst, hun her var i selskab med. Han formåede at fortælle alt på en måde, så man følte sig draget af hans historier og rent faktisk kunne se hans tanker for sig - det var en sand gave. „Det lyder utrolig smukt. Det vil jeg da glæde mig til at opleve."
Hun fniste kort af sig selv. Det var første gang, hun havde hørt de ord komme ud fra sin mund... at hun skulle glæde sig til vinteren. Men sådan en virkning havde Brêgo virkelig på hende. Han fik hende til at se glæden og det smukke i ting, som hun ellers ikke havde beskuet på den måde før. Det var intet mindre end fantastisk. Hun var utrolig glad for at have mødt ham. Hun var sikker på, at hun ville kunne lære meget af ham gennem tiden, hvis han ville lukke hende ind i sit liv.

Hun lyttede opmærksomt til hans historie og mimrede forundret med mulen. Hun kunne næsten ikke tro, hvad hun hørte. Denne prægtige hingst... havde været udstødt? Hun kunne slet ikke forestille sig, at nogen kunne behandle ham sådan og ikke føle for ham, som hun gjorde. Hun havde aldrig mødt så meget blidhed, åbenhed og vished i en hest før. Han var helt utrolig. Hun forestillede sig, at han måtte have en baggrund, hvor han blev tilbedt som en eller anden kejser - hans historie kom derfor noget bag på hende.
Hun mødte hans blik med medfølelse og fuld respekt. „Din historie kommer som et chok for mig. Jeg havde aldrig forestillet mig, at du var blevet behandlet på den måde før. Når jeg ser på dig, ser jeg en prægtig, værdig og meget vis hingst. Din historie er helt anderledes, end jeg havde forestillet mig den. Det gør mig ondt at høre, men hvor er jeg glad for, at din tragiske barndom førte dig hertil."
Hun holdt en kort pause, inden hun fortsatte. Hendes øjne lyste let op, da hun mødte hans, der syntes at have fået et gyldent skær. „Jeg ved, dette lyder mærkeligt, men jeg mener det ærligt. Du er den mest fantastiske hest, mine veje nogensinde har krydset. Du får mig til at føle mig mere værd, end jeg nogensinde har følt mig før. Du får alt omkring mig til at syntes mere smukt, end jeg nogensinde har fundet det før. Jeg håber ikke, at du finder dette upassende eller akavet; men jeg er utrolig glad for at have mødt dig, Brêgo."

Til: Brêgo | Ord: 900

WINTER IS COMING

Han nikkede en enkelt gang til hendes ord. Hun måtte i den grad ud og opleve landets mystik, men han var ikke helt sikker på det var en særlig god idé at vandre alene. Han havde selv vandret alene i mange dage, og han var kommet frem til at han var begyndt at ændre sig. Han var blevet mere nedtrykt, mere indelukket, og fyldt med sorg af at vandre ensomt rundt. Det var dog ikke den eneste grund. Der var også skyggerne. Bare tanken om skyggerne fik hans ører til lige at vippe lyttende rundt - hvilket i sig selv ikke gav ret meget mening, for skygger kunne vel ikke høres? Men jo. Det kunne de. Disse skygger kunne - ligesom lyset. "Jeg synes det lyder som en rigtig god idé at gå på eventyr i landet. Magien er over det hele, men det kræver et åbent sind at se den. Den kommer i mange former." Det var ikke kun landet, det var også de andre vogtere, skyggerne og omgivelserne. Det at årstiderne ændrede sig var jo også en form for magi. At blomsterne blomstrede igen hver forår og sommer, var tegn på liv, og liv i sig selv var jo også en slags magi. "Men du må passe på. Godt nok er landet meget roligt og ganske ufarligt. Men der er sjæle her, som ikke er lige så venlige som du og jeg. Der er sjæle i dette land, hvis sind er mørkt. Sjæle der ikke vil tøve med at skade andre - og skyggerne der lurer. Jeg har hørt der hviler en ondskab over Foehn. Øen med det rygende bjerg" Han havde ikke selv fået sat sine hove på den ø. Han havde været på de andre, men der var intet der havde tiltalt ham ved Foehn. Han følte mere ubehag ved at være i nærheden af den, end andre nok havde gjort

Brêgos hove blev placeret i græsset med næsten forsigtige bevægelser. Han var ikke blandt de største i landet, og heller ikke de tungeste. Græsset dæmpede også lyden og gjorde ham næsten lydløs. Han talte ikke hele tiden, for han ville også give hoppen plads til at ytre sig. Han ville dog glædeligt fortælle om hans oplevelser og ligeledes ville han også med glæde svare på de spørgsmål hun end måtte have. Han ville gerne hjælpe alle - ingen undtagelse. De skyggefulde heste vidste dog han skulle passe på, men han var endnu ikke rendt ind i nogen af dem. Han havde kun hørt fra andre om deres planer. At de var efter andre vogtere. Han håbede dog på de ville lade ham være. Han ville dog ikke tøve med at beskytte den sten som han havde fået til opgave at passe på. "Uanset hvor godt jeg kan forklare det, så er det intet som virkeligheden. Og virkeligheden var mere som en drøm. Ubeskrivelig. Der findes ingen ord der kan beskrive det nøjagtigt. Jeg er ikke sikker på det er noget alle kommer til at opleve. Jeg er bange for det kun er særlige tilfælde. Dog synes jeg at jeg kan se et mønster. De sjæle jeg har mødt indtil videre, som har set lyset, har alle været venlige sjæle. Venlige, åbne eller har haft et mål og har sat sig for at det skal gennemføres" Selv hørte han til under alle kategorierne, og der var selvfølgelig nok nogen der stak lidt udenfor. Men der var stadig noget ved sjælene, som gjorde dem lidt specielle. Der var intet mørkt i deres sjæl. Intet fjendtligt og intet der gjorde at de var til fare for - eller ubehagelige over for andre.

Den brogede hingst drejede hovedet for at se mod den lidt større hoppe, mens hun talte. Talte om hans fortid og hendes tanker om den. Fortid var det i hvert fald, for det var noget der var sket, men det var jo ikke noget han bare kunne lægge bag sig. Det var en del af ham. "Jeg ved ikke om jeg er enig i det er en tragisk barndom. Ganske vidst har den ikke været fantastisk, og jeg havde ikke mange legekammerater. Men jeg havde selskab af mere kærlige væsner, så kærlighed har jeg bestemt ikke manglet som føl." han havde trods alt tilbragt meget af sin tid sammen med flokkens hopper. Var det kommet til en afstemning om hvem der skulle overtage pladsen som leder efter hans fader, ville hopperne have peget på ham - selvfølgelig med undtagelse af dem der selv havde sønner, som var kandidater. Dem hvis sønner ville kunne overtage pladsen også. Dog var der nogle af dem der nok også ville have peget på ham. Det var jo derfor han var blevet sendt væk. Han var en trussel, men ikke en trussel fordi han var voldelig eller farlig. Det var ren og skær politik. At sikre at man fik sin vilje. Brêgo selv havde dog ikke særlig store tanker om at overtage den flok. Egentlig ville han helst være fri. Han var meget mere tilfreds med den han havde fået stablet på benene her. Der var plads til andre, det var som en lille familie. Der var ikke nogen magtspil mellem de forskellige individer. "Min barndom har været med til at definere hvem jeg er i dag. Jeg kan ikke klage. Jeg hviler i mig selv, modsat mange andre" Han hade ikke behov for at spille med musklerne og vise hvem han var. Han havde ikke behov for at stikke ud. Han var den han var og han var tilfreds med det. Så måtte andre enden acceptere det, eller bare holde sig væk. Kun få kunne ikke acceptere det. Han havde holdninger og meninger som ikke alle var enige i, men det kunne umuligt være hans problem hvis de blev fornærmede over det.

Hoppens ord fik ham til at smile. Et mildt smil, men samtidig også et varmt smil - og lidt genert. Dog ikke rigtig genert, men mere fordi han ikke var vant til så rosende ord, på trods af mange tit havde kommenteret på hans milde væsen. Han var jo en der godt kunne lide at lytte og hjælpe og snakke. "Det lyder ikke mærkeligt. Slet ikke. Vi er alle forskellige og der er plads til vores forskelligheder. Mærkelig er ikke eksisterende" svarede han og gav hoppen et blidt og opmuntrende puf mod halsen. Hun skulle ikke være bange for at sige sin mening, for hendes mening var lige så vigtig som alle andres - også når det kom til andres måde at være på. Det var trods alt vigtigt at fortælle dem omkring sig hvad man følte og mente om dem. Især hvis det er positivt. Det var jo aldrig til at vide hvornår det var sidste gang man så en sjæl, og et par søde ord eller rosende ord, kunne som ofte vende rundt på en dårlig dag. Det var første gang nogen havde kaldt ham 'mest fantastiske hest'. Han var blevet kaldt en god ven og en blid sjæl, men aldrig fantastisk. "Du er mindst lige så meget værd som alle andre i dette land. Der er ingen her der er mere værd end andre - heller ikke selvom de tror det. Og tro mig, der skal nok være nogle stykker der mener de er mere værd end andre. Dem skal du bare overhøre" Upassende kunne man ikke rigtig sige det var. Det var i hvert fald ikke den brogede hingst opfatning. Men det kunne måske godt være nogen havde en anden opfattelse - der var jo mange forskellige steder sjælene kom fra, og der kunne jo være anderledes måder at tænke på de steder hvor andre sjæle kom fra.

Den tanke ledte hans opmærksomhed over på noget andet, en noget i samme stil stadig. Nu vidste hun i hvert fald mere om ham. Men han vidste stadig ikke mere om hende end hendes navn. Og selvom det var fint nok for ham, så var han da også stadig nysgerrig. Jo mere man vidste om et individ jo bedre kendte man dem jo. Og hvor man kom fra spillede jo også en rolle i hvordan man var. Og vel også hvordan man vil reagere i en given situation. Jo bedre man kendte en, jo bedre ville man også kunne definere et forhold til en. Bekendt, ven, flirt, mage, fjende - der var så mange. Indtil videre ville han kun kunne klassificere hende som bekendt. Han håbede dog på at de kunne blive venner. Dem kunne man ikke få nok af - og alt i alt, så kunne han også godt lide hoppens selskab. Hun virkede som om hun havde alle fire hove solidt plantet på jorden og ikke havde for vane at stikke næsen i sky. "Du må endelig sige til hvis du synes jeg er for påtrængende, eller hvis det ikke er noget du har lyst til at snakke om. Men jeg er nysgerrig. Hvor kommer du fra?" Det var jo ikke alle der brød sig om deres tid uden for Andromeda. Nogen havde nok haft det endnu værre end han selv havde, og der var nogen, som havde lidt en grum skæbne. En skæbne der havde sendt dem til dette land. Brêgo selv var en af dem der havde oplevet noget der ikke var rart at tænke tilbage på. Han havde været jagtet af de hylende bæster med lange tænder. Kødædere. Han havde været i den situation hvor han hellere ville satse på at undgå sten og klipper på bunden af et vandfald - eller at tage sit eget liv, end lade den jagende flok få sig et saftigt måltid. Skulle han dø, skulle det være på hans egne præmisser. Hans nysgerrighed omhandlede dog ikke kun hoppens rejse til dette land, eller hvad der havde gjort at hun ligesom han, var havnet i Andromeda. Det var mere en generel nysgerrighed - han ville vide mere. Han ville jo heller ikke bare snakke løs omkring sig selv og så ikke spørge ind til hende. Hun kunne jo have mindst lige så spændende historier som ham - hvis ikke mere spændende, for hans opvækst var bestemt ikke så interessant. Den var faktisk rimelig kedelig.

Det meste af hans opmærksomhed var rettet mod hoppen. Han ville lytte til hvad end hun ville fortælle ham - om det så var meget eller lidt. Han håbede dog på at hun, ligesom han, ville give et indblik i hvor hun kom fra, hvordan det var hvor hun kom fra. Han ville jo gerne lære hende bedre at kende. Ikke kun fordi det var hende. Det var generelt for de andre sjæle i landet. Venner kunne man ikke have for mange af. De var der for en når man var i knibe - sådan havde han lært det. Han ville dog også altid være der for andre så vidt muligt han kunne. En enkelt brise ruskede i træernes toppe og fik de tørre efterårsblade til at risle i vinden. de nøddebrune øjne gled op mod de røde, gule og brune blade, og betragtede den lille regn af farver der dalede mod græsset for enten at lægge sig der - eller tumle videre hen over jorden indtil noget ville stoppe deres 'rejse'. Tænk at kunne flyve. Tænk at kunne betragte alt fra luften af. Hans blik slog han dog tilbage mod hoppen igen da han var færdig med at betragte naturen. "Igen må du stoppe mig hvis jeg blander mig for meget eller stikker mulen for meget frem . . ." Begyndte han. Han kunne jo ikke lade være med at bekymre sig om andre i landet, og især ikke nu hvor vinteren var på vej. Det var ikke sikkert den ville være mildere end sidste vinter, og det at vandre rundt alene var måske heller ikke den bedste måde at overleve på. Jo flere man var sammen jo bedre ville man jo kunne holde varmen. Og holde øje med hinanden - tage sig af hinanden. ". . . Hvor har du planer om at holde til når det bliver koldt?" Han havde en idé om at mange vandrede rundt forvirrede for sig selv. De svage ville nok ikke have så stor chance for at klare vinteren alene. Han havde set en sidste vinter, som han ikke havde set siden. En så underernæret og sky at hun nok ikke engang ville være i live nu. Han havde forsøgt at tilbyde sin hjælp, men hoppen havde været for mistroisk. Han havde ikke givet hende nogen grund til at mistænke ham for at ville gøre noget ondt, men det var nok også en generel opførsel over for fremmede fra hendes side af. Han var i hvert fald ikke i tvivl om at noget meget skidt måtte have hændt hoppen. Den slags kunne gøre helt ondt indvendigt hos den brogede hingst - også selvom det var nogen han ikke kendte. Det var vel også med til at vise, hvor stort et hjerte han rent faktisk havde. Han kunne bekymre sig om fremmede, for ingen skulle være tvunget til at klare sig igennem problemer alene. Alle var lige meget værd, og selv de svage kunne have noget at bidrage med. Hvis ordsproget gik på at det kun var de stærkeste der overlevede, så ville det betyde at der var større chance for overlevelse i flok - For en flok ville være stærkere end en enkelt hest alene.

words: 2220  |  tag: Tsavani

Winter is coming

Hendes ører vippede opmærksomt rundt, da hun lyttede til hans ord. Hun følte sig helt klar til at gå på eventyr og opleve landets magi! Hun havde altid været en hoppe, der nød at strejfe rundt og opleve forskellige ting - det lå lige til hendes sindelag. Hun hørte dog hans advarsel om ondskaben i dette land. Hun havde indtil videre oplevet Andromeda som et ganske fredsfyldt land, og det var derfor meget svært at forestille sig noget ondt af den kaliber vandre rundt her.
Hendes hoved gled ganske let på skrå, da han nævnte skyggerne. Hvad mon det var for noget? Hun måtte endnu en gang se sig fascineret af dette fremmede land. Lyset, vogtere, skygger... Der var så meget, hun ikke havde den fjerneste idé om, og som hun aldrig havde oplevet i sit eget hjemland. Hun følte endnu en gang spændingen krible under hendes hud. Hun kunne slet ikke vente med at opleve landets eventyr!
Foehn. Så det var altså navnet på den rygende ø. Hun havde endnu ikke selv besøgt den, men hun havde lagt mærke til den som noget af det første, da hun var ankommet til landet i sin tid. Den havde tårnet sig op i baggrunden med sin rygende vulkan. Hun lyttede til hans advarsel om, at der hvilede en mørk ondskab over øen - men alligevel kunne hun ikke benægte, at hun havde endnu mere lyst til at besøge den nu.

„Du skal have mange tak for din advarsel, Brêgo. Jeg vil bestemt lytte til den og huske på det, når jeg vandrer rundt i landet. Men du skal slet ikke være bekymret for mig - jeg kan klare mig selv. Og skulle jeg nogensinde være rigtigt i farer, så har jeg min broder til at passe på mig. Vi vandrer altid sammen og er aldrig længere væk fra hinanden end et vrinsk."

Hun kunne ikke lade være med at smile drømmende, da han endnu en gang fortalte om sin oplevelse med Lyset. Det lød simpelthen så fantastisk. Hun ville ønske, at hun selv havde været til stede den dag - om ikke andet bare som en flue på væggen. Hun ville jo nødigt havde forstyrret og ødelagt noget i mødet mellem Brêgo og hans lys.
Et bekymret blik viste sig ganske kort i hendes øjne. Det virkede til, at man kun ville kunne opleve Lyset, hvis man var venlig, åben og havde sat sig et mål i livet. Hvis hun skulle være helt ærlig, var der jo ikke rigtigt nogen af de ting, der passede på hende. Det var skam sådan, hun ønskede at være. Hun ville gøre alt for, at alle hendes møder kunne være som dette. Men virkeligheden var en helt anden. Hun havde formået at holde dette møde med Brêgo så venligt og normalt som overhovedet muligt, og hun nød det i fulde drag. Men det kostede hende meget koncentration. Hun kunne godt holde fascaden, da deres samtale foregik så roligt og afslappet. Men hun vidste også, at der ikke skulle meget forstyrring til, før hun ville falde tilbage til sin sædvanlige personlighed.

„Du er utrolig heldig at have oplevet noget så smukt og fantastisk som det. Det giver rigtig god mening, at det kun er venlige og åbne sjæle med et mål i deres liv, der får tilgivet den ære. Jeg håber af hele mit hjerte, at Lyset også vil finde mig værdig en dag."

Hendes ører røg lettet i vejret, da han forklarede, at hans barndom ikke havde været så tragisk, som hun først havde antaget - faktisk havde den været helt okay, da han havde haft selskab af andre mere kærlige væsner. Hun smilede varmt til ham.

„Det er jeg meget glad for at høre. Og ja, noget godt er der i hvert fald kommet ud af det, siden den har kunnet forme en personlighed som din."

Hun lyttede til hans smukke ord om, at intet var mærkeligt, og måtte endnu en gang se sig fascineret af denne ædle, hjertevarme hingst. Der var så meget kærlighed, storhed og vished i hans milde ord. Hun slugte hvert og et af dem og kunne bestemt kun se sig enig. Det føltes lidt underligt for hende at have det sådan her med en hingst, hun kun lige havde mødt, men hun så virkelig op til ham. Selvom han ikke var meget ældre end hende, opfattede hun ham lidt som en slags faderrolle. Hun ønskede at lytte til hans ord, tage dem til sig og leve efter dem. Hans ord havde en effekt på hende, som ingen andre havde haft før. Hun følte sig tryg ved Brêgo på en måde, hun indtil videre kun havde følt med sin egen broder. Det var noget underligt noget, at man kunne føle så stærk en tilknytning til en fremmed - men det gjorde hun virkelig.
Hun lo mildt, da han puffede til hende. Det var virkelig sødt af ham at opmuntre hende på den måde.

„Mange tak, Brêgo. Dine ord er meget smukke, og jeg kan kun erklære mig enig. Jeg vil huske at følge dit råd om at overhøre de tumper, der ikke kan se det smukke i ligeværdigheden."

Hans næste ord fik kort et udtryk af undring og forvirring til at glide over hendes ansigt. Hun havde da allerede fortalt ham om Medúil, havde hun ikke? Hun så spørgende på ham, inden hun besluttede sig for at skubbe sin undren væk. Som sagt var denne Brêgo fremmed for hende, og det betød jo dermed, at hun ikke vidste det store om ham. Det var derfor ikke til at sige, om han led af en slags hukommelsestab eller andet, der gjorde, at han ikke kunne huske, hvad de lige havde stået og talt om. Hun fandt det dog for uhøfligt at spørge ind til på nuværende tidspunkt, og derfor valgte hun at besvare hans spørgsmål, som om hun ikke havde talt om sit hjemland før. Dette ville også give hende muligheden for at gå lidt i dybden med sin fortælling, da hun vist ikke rigtigt havde gjort det før - det ville kun være retfærdigt ovenpå den detaljerede fortælling, han selv havde givet hende om sin barndom.

„Selvfølgelig må du spørge ind til det - det ville da være tarveligt af mig at holde det skjult, når nu du har fortalt så åbent om din egen fortid. Ser du, jeg kommer fra et land kaldet Medúil. Her er jeg vokset op sammen med min broder, Cadeyrn. Man kan vel sige, at alle hestene levede i én stor forsamling. Vi var alle inddelt i forskellige lejre, der hver bestod af nogle få højest rangerende og en masse lavere rangerende. Jeg selv var E'cine i vores lejr, hvilket gjorde mig til en af de højestrangerende sammen med min broder. Mit job bestod i at beskytte vores lejr og sørge for, at vi holdt til i frodige områder med rig mulighed for at finde vand og føde. Min bror var til gengæld tit væk, da han rejste til Askelandet for at bekæmpe krigen. Jeg selv har også været med derude nogle gange, selvom mine opgaver mest hørte til hjemme i lejren.
Ja, sådan har mit liv stort set været hele tiden, indtil jeg en dag vågnede op dette fremmede sted."

Hun lo mildt over hans næste ord.

„Du må spørge mig om hvad som helst, Brêgo. Din venlighed mod mig har været helt utrolig. Jeg er dig meget taknemmelig og ønsker ikke at holde noget skjult for dig.
Men ja, det er også et spørgsmål, jeg har stillet mig selv mange gange. Min broder og jeg er jo vant til at leve med mange andre heste omkring os, så det er første gang, at vi sådan rigtigt lever på egen hånd som strejfere. Men jeg går udfra, at vi bare gør, som vi altid har gjort: finder en måde at overleve på og tager den derfra.
Hvad med dig selv?"

Til: Brêgo | Ord: 1.307

Winter is coming

Den brogede hingst smilede af hoppens ord. Han behøvede ikke at bekymre sig, men det var jo på en måde en del af hans opgave. At bekymre sig om andre, hjælpe andre, tage sig af andre - især dem der havde brug for det, selvom de ofte havde det med at afvise hans hjælp. Han måtte jo bare prøve noget hårdere når det virkelig gjaldt. En fortabt sjæl kunne måske sagtens bilde sig ind at han var ude på noget skidt, og det kunne måske tage tid at vende andres tillid mod en. Han havde måtte give op en enkelt gang. Den hoppe havde ikke været til at rede. Hun kunne nok ikke engang stole på sig selv. Brêgo var i hvert fald næsten sikker på sindssygen allerede havde taget over da han fandt hende.

Han rystede ganske kort på hovedet. Han ville jo ikke bare kunne lade være med at bekymre sig. "Det er mit ansvar at bekymre mig. Jeg kan ikke bare lægge den slags bag mig. Jeg tager mig af dem i landet som ikke kan klare sig selv - og tro mig, ingen kan klare sig selv, heller ikke selvom de tror det" svarede han med et lille mildt smil. Det var som sådan ikke for at sige hun tog fejl, men på en måde var det. Hvis hun troede hun kunne klare sig selv, havde hun enten undervurderet landet eller overvurderet sig selv. Han havde set andres sind smuldre og set dem ændre sig uden nogen mulighed for at hjælpe dem. Der var ikke altid noget han kunne gøre, hvis hans hjælp blev benægtet gang på gang. 

Brêgo måtte smile af Tsavanis rosende ord. Det var nu ikke kun flokken der havde været med til at præge hans personlighed, men alt han havde været igennem, men vel også flere generationer af rolige hingste og hopper. Der lå intet iltert i ham. Det var meget få af hans faders gener han havde fået. Nogen gange kunne man godt være i tvivl om hans fader rent faktisk var hans fader. Hans mor havde været tilkommer i flokken. Hun var ikke født der, og hun kom slet ikke fra det område. Brêgo var af blandet race. Ingen af de andre havde pletter som ham - Heller ikke hans fader.

"Det lyder også som noget af et ansvar du er vokset op med. Jeg håber da der var plads til at være plag engang" Det var jo ikke så meget området han var interesseret i, men hvordan tingene havde fungeret i hendes hjemland. Ikke omgivelserne. Det var bare location. Det var de sjæle omkring en der formede en. Så dem hun havde været omgivet af havde højst sandsynligt også være med til at gøre hende til den hun var i dag. "Krig? Det lyder ikke så godt. Og jeg er bange for at det er det, det vil ende med her også. En krig mellem mørket og lyset. Jeg har en dårlig fornemmelse af det helt inde i mine knogler." Der var trods alt vogtere der havde søgt tryghed fra skyggerne i flokken.

"Min overlevelse er mere eller mindre sikret. Der skal i hvert fald ske noget drastisk eller noget uventet hvis ikke jeg skal overleve vinteren. Jeg har flokken at søge til. Godt nok er der ikke mange endnu, men den er voksende. Teylar er et sted hvor alle kan søge til. Alle undtagen skyggerne er velkomne der. Det gælder også for dig og din broder" sagde han med et lille smil. Allerede nu var der to små i flokken, og han håbede da på der snart ville komme flere. Der måtte hellere end gerne komme flere til. Jo større jo bedre. Jo flere medlemmer, jo mindre behøvede man at vandre rundt i ensomhed, og jo mere hjælp var der at hente hos andre. Dem i hans flok havde tilmed den lille fordel at han altid ville kunne komme i kontakt med dem og fortælle dem når noget var på færde.

words: 663  |  tag: Tsavani

Winter is coming. ღ

Hun måtte atter smile fascineret af hans ord. Denne Brêgo var i sandhed en fascinerende skabning. Hun kunne slet ikke forestille sig, hvordan en hest kunne nære sådan en stor bekymring og ansvarsfølelse for komplet fremmede. Hun havde selv befundet sig i en position, hvor hun havde haft ansvaret for andres sikkerhed - men hun havde kun bekymret sig om disse, fordi hun kendte dem, og fordi de var hendes kilde til overlevelse. Hun var utrolig fascineret af, at man kunne nære sådan en følelse om andre, der slet ikke havde noget med en selv at gøre. Brêgo havde virkelig et hjerte af guld.

„Du er i sandhed en fantastisk hingst, Brêgo."

Et sørgmodigt udtryk gled kort over hendes ansigt ved hans næste ord. For hvor meget hun end ville ønske det, så havde der ikke været plads til sjov og ballade i hendes ungdom. Hun var født med det tunge ansvar på sine skuldre, og den byrde havde hun båret med sig hele sit liv. Hun havde aldrig haft fornøjelsen af at rende rundt og nyde livet uden at skulle tænke på det mindste. Altid havde hun beskuet de andre føl, der rendte rundt og legede - men hende selv havde det ligget så fjernt. Hun var født ind i en verden af ansvar, bekymringer, alvor og hårdhed.

„Desværre ikke. Min broder og jeg er født med dette ansvar på vores skuldre. Men det er nu fint nok - vi har jo aldrig været vant til andet."

Det var selvfølgelig ikke fint nok, for i virkeligheden gik det hende jo på. Hun vidste godt, at det var en hård og uretfærdig måde, hun var vokset op på - men hvad skulle hun kunne gøre ved det? Flokkens helhed var vigtigere end det enkelte individ. Sådan var det bare. Hun følte ikke, at dette var noget, hun behøvede at involvere Brêgo i. Derfor slog hun det hen med, at alt var fint.
Hendes ører vippede utilpasse bagud, da han nævnte krigen. Det kunne bare ikke passe. Hun var blevet flyttet fra et land med krig bare for at komme hen til et andet land, der også indeholdt krig? Hun kneb lidende øjnene sammen. Det var simpelthen ikke retfærdigt.

„Det gør mig ondt, Brêgo. Hvis noget så forfærdeligt skulle hænde, må vi alle bare bede til, at det er lyset, der vil sejre."

Hun spidsede ører ved hans næste ord. Han var sikret for vinteren i en flok. Det lød rart. Tsavani havde ikke noget imod strejferlivet, men hun måtte indrømme, at hun godt kunne savne den samhørighed og følelse af at høre til et sted. Det var en fornemmelse, kun en flok kunne give. Hun lyste op i et stort smil, da han fortalte, at Teylar var for alle, og at også hende og Cadey var velkomne dér. Hun så strålende på ham.

„Er det virkelig rigtigt? Jeg ville elske at være med, hvis Cadeyrn også er med på den! Hvor kan vi møde lederen henne?"

Forventningsfuldt så hun på ham. Selvom flokken var for alle, ville hun naturligvis ikke komme vadende ind uden at have talt med lederen først. Hun havde ingen anelse om, at hun allerede stod foran ham.

Til: Brêgo | Ord: 527

Winter is coming

[ 6 ]

Han måtte endnu en gang smile af hendes ord. At hun så ham som en fantastisk hingst varmede da hans hjerte. Det smigrede ham, men der var mindst lige så mange andre fantastiske hingste som ham selv. Men han priste sig lykkelig over han var i live. At han var en af dem der ikke var sendt ud af flokken alt for tidligt. Måske var der et eller andet lidt specielt over ham? Måske bare lidt. Han vippede et øre i retningen af hoppen da hun fortalte om ansvaret. Det gjorde næsten ondt indvendigt hos den brogede, for han så da helst at ingen var tvunget til at vokse op så hurtigt.  Men samtidig så mente han at det måske kun havde gjort hoppen godt. Han nappede ganske blidt til hendes hals og puffede ganske svagt til hendes kind.

"Os født med en besværlig ungdom og uden leg. Os født til at kæmpe for det ene eller det andet, som ikke bare har haft en barndom i leg - vi er de stærke når alt kommer til alt. En søn af en leder der overtager en flok forstår ikke den sande mening. Han forstår ikke hvad det vil sige at kæmpe for flokken. Det kræver et ansvar som kun sjæle som du og jeg, og andre med samme slags baggrund vil kunne håndtere" Hvis hun var opdraget til et ansvar allerede som lille, så måtte hun i den grad være en stærk hoppe nu. Stærk af hendes bygning måske, men i hvert fald stærk af sind. "Lad aldrig nogen knække dig" tilføjede han med et mildt smil. Hvis nogen ville prøve skulle han i hvert fald nok støtte hende i at jage dem på flugt.

"Både dig og din broder skal være mere end velkomne" svarede han hende, og måtte tilføje en lille latter. "Teylar er min flok. Mit ansvar" erklærede han så. Teylar var hans. Som sådan var det et åbent fællesskab, men skulle der opstå problemer var han den med sidste ord, og var han ikke til stede eller ude af stand til at træffe beslutninger, var det den gyldne hoppe med lyset, der havde det sidsteord. "Selv hvis ikke din broder ønsker at slutte sig til flokken, skal du være velkommen til det. Det betyder ikke at du skal opholde dig inden for flokkens område, men området er et sted du kan søge hen, når du har brug for at være i nærheden af andre. Stenen omkring min hals giver mig mulighed for at kommunikere med medlemmerne af Teylar på anden måde end med ord" Det var den evne stenen gav ham, for at hjælpe ham lidt på vej.

words: 442  |  tag: Tsavani

Emne: Winter is coming                                                                      Ord: 707

Et varmt smil lyste op på hendes ansigt, da han blidt nappede til hendes hals og puffede opmuntrende til hendes kind. Hun slog en mild latter op og nappede kærligt til hans pandelok. Det lignede hende ikke at gøre sådan noget... Hun var ikke ligefrem typen, der morede sig med andre, og slet ikke hvad angik berøringer. Men Brêgos handlinger havde smittet af på hende og ført hende til en stemning, hvor det føltes helt naturligt at røre ved ham. Hun var skam ikke bange for nærkontakt overhovedet, for tværtimod var hun en hoppe, der godt kunne have for vane at gå alt for nært, selv når folk ikke brød sig om det. Men det var netop problemet... Hun var kun vant til at røre ved andre for at overskride deres grænser, hvilket hun jo holdt utroligt meget af en gang imellem. Så berøringer som disse var anderledes. De var blide og legesyge, og ingen fik deres grænser overskredet ved dem. Det skulle hun lige vænne sig til...

„Endnu en gang kan jeg kun beundre dine ord, Brêgo. De er så vise, og jeg kan kun erklære mig enig med hver en sætning. Jeg vil huske på dine ord, når livet en gang imellem bliver lidt hårdt."

Hendes stemme var oprigtig og atter fuld af fascination. Hun følte sig endnu en gang tryllebundet af de vise ord, denne hingst formodede at få ud ad sin mund. Hun var ubeskriveligt glad for at have mødt ham. Han havde vist hende en helt anden måde at beskue verden på, og hun følte sig som en helt ny hest med flere og bedre ressourcer til at klare hverdagen med.
Hun smilede varmt, da han erklærede, at både hende og Cadey var velkomne i flokken - det var hun meget taknemmelig for. Hendes øjne blev derefter spærret overrasket op, da han tilføjede, at han var lederen. Denne Brêgo var altså både vogter af kongestenen og leder af en flok. Det var jo utroligt, at hun var så heldig at stå foran en hingst så prægtig. Hendes ører gled opmærksomt i hans retning, da han fortalte, at hun også var meget velkommen uden sin broder, da hun havde mulighed for at være medlem af flokken uden at skulle opholde sig på dennes område hele tiden. Det lød jo næsten for godt til at være sandt.

„Der kan man bare se... Her står jeg og spørger efter flokkens leder, og så viser det sig, at jeg har stået foran ham hele tiden. Men det glæder mig at høre, at det er dig, der har denne rolle - så kan det kun være en god flok. Jeg er frygtelig glad for, at jeg må være med - både med eller uden min broder."

Hendes tanker flød overvejende rundt. At være i en flok uden Cadey... Det var godt nok ikke noget, hun havde forestillet sig nogensinde ville komme til at ske. Men det var en mulighed, som hun virkelig overvejede at tage, hvis han endte med at sige nej til medlemsskabet. For alt, hvad hun indtil videre havde fået fortalt om Teylar-flokken, lød så perfekt. Hvis hun nogensinde skulle høre til et sted, skulle det være der. Det var mærkeligt for hende at forholde sig til, for hun og hendes broder havde jo i sin tid svoret, at de ville holde sammen i tykt og tyndt, leve sammen og altid holde sammen - de to mod resten af verden. Men han ville da nok acceptere hendes medlemsskab i flokken, når nu hun fik lov til at gå frit omkring og stadig være sammen med ham... Ville han ikke?
Hun kunne slet ikke holde spændingen ud længere. Hun måtte vide besked og få afklaret, hvorvidt hende og Cadey skulle være med i Teylar eller ej. Med et spændt udtryk i øjnene så hun sig rundt omkring i sine omgivelser. Hun havde efterladt Cadey i den grotte, de havde tilbragt natten i, og den lå ikke langt væk fra denne strandbred. Hun vendte atter opmærksomheden mod Brêgo.

„Min broder befinder sig lige nu i en grotte, der ligger ganske tæt på denne strand. Kunne du have lyst til at følge med mig hen til ham? Så kan I to møde hinanden, og du vil kunne fortælle ham mere om flokken."

Winer is coming

[ 2 ]

Brêgo smilte mildt af hoppens ord. Tænk engang at nogen kunne finde ham vis. Han følte sig jo nogen gange dum som en dør når han snakkede med de andre, men det var vidst også kun de lærde. Dem der talte med De og Dem i stedet for du og dig. Og det forvirrede Brêgo. Han kunne aldrig finde ud af hvem man snakkede om. Han havde trods alt ikke fået oplæring i samme etikette for han havde ikke haft lov til at nærme sig flokkens midte. Kun ganske få gange havde han haft mulighed for det når de andre ville lege, men det var ikke fordi de ville lege med ham som person. De ville lege med ham som offer. "Det glæder mig at mine ord i hvert fald er til nytte for nogen." svarede han tilbage i en mild tone.

Hoppens nap efter hans pandelok havde fået ham til at sende et lille nap af samme slags tilbage mod hendes kind - dog ikke andet end en lille hurtig strejfen. På intet tidspunkt bevægede han sig så hurtigt at man kunne forveksle ham med alt andet end roligt. Der var intet der fortalte at han var ude på ballade - for det var han ikke. Det var han aldrig. En loyal, varm, mild, venskabelig, omsorgsfuld og tillidsfuld hingst. Der var næsten intet skidt at sige om ham. Dog var han også retfærdig når han behøvede at være det - og man skulle heller ikke tro at Teylars grænser var åbne for alle og enhver, for nogen havde trods alt søgt sikkerhed der. Skyggerne og deres brødre og søstre havde ikke lov til at træde ind på området."Til dit forsvar er det heller ikke noget jeg går og reklamerer med" startede han forklarende ud da hun jo ikke vidste han var lederen af Teylar. "Jeg ser ikke mig selv som leder. Jeg ser mig selv på lige hov med alle andre. Det kræver en indsats fra alle at få et samfund til at fungere og ikke en enkelt der står og kommanderer." Hans tone var stadig mild, og et varmt glimt lå i de nøddebrune øjne med et strejf af noget gyldent honningfarvet når solen ramte rigtigt. "En grotte tæt på siger du? Jo, der kan vi godt tage hen. Det vil være mig en ære at møde din bror" Han gav et enkelt lille nik som nærmest var en slags buk for at angive at hun førte an. Det var trods alt hende der kendte vejen.

words: 418  |  tag: Tsavani