MIND BLOWN

#CADEYRN

Han var vågnet midt i et nyt ingenmandsland. At alt forekom ham fremmed, at han ligeså godt kunne have befundet sig på en anden planet, var alligevel ikke det som undrede ham mest – det var det faktum at han ikke havde følt den mindste smerte i sit kranium. Måske var han død. Den Ophøjede ville le sin røv i laser hvis dette var efterlivet og Han rent faktisk eksisterede, ingen tvivl om det. Men så ville Han bestemt ikke have placeret ham i den kønne afdeling af efterlivet, så døden kunne dette ikke være selvom det var den eneste tilnærmelsesvist logiske forklaring. Alle hans Syn efterfulgtes af smerte, af en eksplosion i hans hoved, og alligevel så havde han det fint. Spøjst.

Han var i en skov. Ingen af lugtene eller lydene var genkendelige, selv træerne så mærkelige ud. Det han havde Set var heller ikke til megen hjælp, i stedet for smerte så var han åbenbart blevet ramt af korttids amnesi. Det eneste han kunne få ud af anfaldet var navnet på landet, og det udelukkende fordi det var så besynderligt. Andromeda. Ikke ligefrem den mest brugbare information i forhold til hvad hans Syn ellers kunne have forberedt ham på. Der var ikke en sjæl i nærheden og han havde ingen idé om hvorvidt landet var lige så livsforladt som det han var kommet fra. Se dét havde været nyttig viden – var der andre?

Træerne var årtier gamle hvis ikke mere. Nogle af stammerne var ligeså brede som hans egen bringe. Trætoppene skyggede for solen og formørkede skovbunden, men efter nogle timer havde han alligevel lagt mærke til dem. Hovaftryk i skovbundens bløde muld. Nogle usædvanligt små hovaftryk, men det betød altså at her var liv. Den blåsorte bevægede sig videre mellem skyggerne, hans tempo var ganske afslappet men skridtene lange. Et smil tegnede sig nu og da i den ene sorte mundvig, udløst af hans tankestrøm. Han var sikker på at landet gemte på mere end én hemmelighed.



Word count 330

Ikke meget kunne have forberedt ham på den omvæltning der lå forude. En del af den var sket, men meget lå endnu i fremtiden. Det ventede blot på at han ville træde ud og opleve det.
Men for nu stod han ganske stille. Hans syn var så godt som forsvundet, blændet af et voldsomt hvidt lys. Omkring ham blev der langsomt skruet op for lyd og lugt, og han kunne mærke at der rent faktisk var jord og græs under hans hove. Han var ikke panisk, men bestemt heller ikke roligt. Hans store krop var helt stiv som et bræt, imens hans lunger gik som blæsebælge i et forsøg på at holde hans hjerne iltet, hans sanser på toppen og give ham mulighed for at få alle lugte og lyde suget til sig.

Det var kun langsomt han fik sit syn tilbage, men så snart det hvide lys havde trukket sig tilbage vågnede han op. Han havde det som om han havde været i en form for dvale, der både havde taget sekunder men også timer. Hvor var han?
Hans blik gled langsomt og søgende rundt, fast besluttet på ikke at misse én eneste detalje.

Det han så, var et frodigt land med højt græs og mange træer. Selvom det tydeligvis var sidst på året, så var her stadig langt frodigere end der hvor.. Der hvor han kom fra. Hvordan var det her egentlig gået til? Og hvor var hans søster? For første gang mærkede han uroen sprede sig i hans store krop. Han hævede det hvidspættede hoved højt og sendte et kaldende vrinsk ud i landskabet. Hans egen sikkerhed og alle de spørgsmål der lå ham på sinde lå hurtigt i baggrunde. Nu gjaldt det hans søsters sikkerhed. De kunne vel ikke være endt langt fra hinanden. Hun havde jo lige været her!

Med lange, taktfaste skridt satte han imod nordvest. Hans ører skiftede konstant retning, evigt lyttende efter blot det mindste tegn på en andens tilstedeværelse.

Han bevægede sig som en skygge. En bredskuldret skygge med kraftigt hvide aftegn ganske vidst, men han havde altid været nærmest lydløs. Måske var det på grund af hans tempo som sjældent oversteg det afslappede, måske vidste han blot præcis hvor han skulle placere hovene. Det havde altid gjort de brune ynglinge lidt befippede når han dukkede op ud af det blå, uden en lyd. Ikke at han havde anstrengt sig, det gjorde den blåsorte sjældent.

Måske var han stadig bevidstløs. Måske vandrede han i virkeligheden rundt i en afkrog af sit eget sind, fanget inde i sit eget hoved. Det var lige før han slet ikke var interesseret i at møde noget som helst herinde i så fald, om det næste hjørne gemte der sig sikkert et eller andet absurd bæst, en gal gud som blødte sort stof. Men der var intet drømmeagtigt over hans tilstand, kun omgivelserne var særprægede, hans sanser var så skarpe som de altid havde været. Og i dette øjeblik så fangede de en lyd han ikke havde hørt meget længe.

En kalden.

I dette tilfælde en meget maskulin kalden. Det kom så absolut fra en hingst. Lyden bølgede ud i den gamle skov og satte pause på hans skyggevandring, den blåsorte standsede op og lod sit mørke blik glide afsøgende ind mellem stammerne igennem hans kraftige sort-hvide pandelok. Imens ebbede lyden ud og efterlod atter det mærkelige sted i stilhed. Det havde været en fremmed stemme, der var intet ved lyden han genkendte og efter dybden at dømme måtte det være en skabning af robust størrelse. Var han lettet over at det ikke var en hoppe? Muligvis. Hingste kunne også være tricky. De fleste af dem brød sig i voksen alder ikke specielt meget om andre af hankøn.

Hvis han altså antog at alt dette ikke foregik i en afkrog af hans hjerne – i så fald var alt muligt -, men at han rent faktisk var vågnet op i et fremmed land, transporteret af hans Syns blændende lys og uden smerter. Så vidste han lidt mere om hvad han kunne forvente, selvom hans erfaring med andre end brune ynglinge og gale guder var minimal.

Der gik et langt øjeblik hvor den fremmede ikke fik den mindste antydning af et svar. Han var altså også alene. Den blåsorte var snart i bevægelse igen, denne gang i retning mod lyden. Alligevel bar hans kropssprog ingen synderlig ændring. Tempoet var stadig i skridt, tålmodigt nærmest, og der var ingen stivhed som ellers ville vise at han var på vagt. Han havde valgt at opsøge denne robuste skabning uden at give lyd fra sig lige med det samme.



Word count 440

Det bekymrede ham, at Tsavani ikke svarede hans kalden. I de seneste år havde to sjældent været adskilt i længere tid af gangen, selvom det bestemt ikke var fordi de var tøjret sammen af et uløseligt bånd. De bevægede sig frit som de ønskede, men i dette nye land vakte det ham stor bekymring at han ikke var ved hans side. Han håbede blot at han var i god behold.

Som engen han var havnet på, måtte vige for en skov af høje nåletræer blev hans krop rolig igen. Hans sind faldt tilbage i den afmålte tilstand han ofte befandt sig i og det kølige overblik gav ham en bedre fornemmelse i maven. Selvfølgelig var hans søster okay. Hun kunne forsvare sig selv, uanset hvilke bæster der måtte udfordre hende. Hun havde næsten samme størrelse som han, og det sagde ikke så lidt. De var begge noget af en mundfuld, og mange indså for sent at de ikke var nogen man skulle ligge sig ud med. Med ro i sindet bevægede han sig nu frem med den styrke der kendetegnede ham.

Hans skind reflekterede et let bronzefarvet skær i efterårssolen og hans flammefarvede man og hale lignede endnu mere ild end normalt. Omkring ham var træerne farvet orange, røde og gule, imens andre endnu var grønne eller allerede brune. Han kunne ikke mindes at have set et land som dette. Der hvor han kom fra var der forræderiske moser, farverige, men golde fjelde, evigt snedækkede bjerge og ødelagte askelande, hvor intet kunne gro. Aldrig havde han før befundet sig en i en skov med så mange træer, der stod så tæt. Han missede let med øjnene imod solen og mindedes den som meget skarpere og ubarmhjertig i hans hjemland. Hvilket sted kunne dog ændre selve solen?

Han vandrede af en sti igennem skoven, der lod til at blive brugt en del. Den var temmelig bred og heldigvis for det; hans brede krop syntes at fylde det hele. Han efterlod hovaftryk på størrelse med en velvoksen træstamme, noget han altid havde moret sig over. Selv hingste der normalt blev betragtet som store, blegnede i hans nærvær og deres hove ligenede mere føl-aftryk end noget andet. En evig kilde til en tør latter fra hans side af.

Han hørte stadig ikke noget svar, men alligevel følte han sig ikke alene. Han kunne ikke finde ud af om det var hans evigt paranoide indre stemme, eller om han rent faktisk ikke var alene. Men han havde lært en ting eller to i sit lange liv, og en af dem var at stole på sin mavefornemmelse.

Han havde aldrig rigtig været typen der vrinskede. Hvis man altså kunne putte sjæle i en sådan kategori, for de fleste gav jo lyd fra sig når afstanden til den nærmeste anden skabning var stor. Bare ikke den blåsorte. Han gjorde kun meget sjældent noget der egentlig vakte opsigt, ikke fordi han forsøgte at skjule sig som sådan – han var blot vant til at være helt og aldeles opsigtsvækkende i sig selv. Ikke kun af udseende, men også af person, med hans manglende tro og hans mystiske anfald. Jo, han skilte sig ud der hvor han kom fra. Han var den ynglingene stirrede på enten i smug eller direkte når han dukkede op ud af skyggerne uden varsel. Så han behøvede slet ikke markere sig og havde aldrig følt behov for det, selv nu da han befandt sig i et mærkeligt, ukendt land med en tilsyneladende robust skabning i nærheden.

I nærheden betød netop nu meget tæt på, det var han ikke tvivl om. Hans glatpelsede krop bevægede sig uden tøven fremad, det brede hoved var en anelse sænket så han bedre kunne se ind mellem træstammerne og de skygger de kastede. Dem han lige nu bevægede sig ind og ud imellem, for mørket var altid kommet ham til gode trods hans aftegn. Man kunne alligevel heller ikke helt sige at han sneg sig ind på den anden skabning, for han gjorde sig ikke de store anstrengelser det ligesom forudsatte. Han ville snart blive opdaget, og det var sådanset også hans mål.

De sorte ører fangede kort efter lyden af usædvanligt tunge hovslag mod en ellers blød bund. Det var helt bestemt en robust skabning han havde med at gøre, mere robust end han selv var og det var faktisk ikke noget han havde oplevet før. Spændende. Hvor høj mon han var, den kaldende hingst? Lav og bredrøvet eller høj og muskuløs? Måske var det en kæmpe. Måske var han alligevel slet ikke vågen. Den blåsorte virrede kraftigt på sin mule der var dækket af sort skind, han kunne ikke lade være med at smile for sig selv. Han var blevet nysgerrig nu, og også det var en sjældenhed.

Det havde måske nok været smart at have advaret den anden på forhånd om sin tilstedeværelse, men hvorfor dog ændre vane nu? Det var kun et spørgsmål om sekunder før han ville få øje på skabningen mellem træerne, den kunne kun være nogle meter borte og de var begge i bevægelse. Deres veje ville meget snart krydses.



Word count 416

En kold efterårsvind ruskede i træernes bladløse kroner. Rundt om ham dalede bladende til jorden, løsnet af vindens pust. Jorden var blød, næsten svampet, og ganske dækket af faldne blade og regnvand. Stien udviklede sig hurtigt til et mudderhul i stedet for en gangbar sti, men det generede ham ikke synderligt. Han havde vandet igennem floder hvor lig hobede sig op langs bredderne, han havde skrået over tusind ødelagte kroppe og vadet igennem mudder der var farvet rødt af blod. Om en smule smattet regnopblødet jord ville stoppe ham? Ha! Solen skulle stå op i syd før det ville ske.

Stien slog et knæk til højre, og straks vidste han at han ikke var alene. Han hævede hovedet en smule, men lod sig ellers ikke mærke af den fremmede tilstedeværelse. Hans blik søgte den anden, men uden at vise det. Der gik ikke længe før han fandt det han søgte. I træernes skygge vandrede en sort skikkelse imod ham. Den fremmede gjorde intet forsøg på at gemme sig, men faldt alligevel så godt i med omgivelserne at det næsten var uhyggeligt. Cadeyrn brummede dæmpet, dybt. Den fremmede mindede ham om en slange, snu og lydløs. Men det var selvfølgelig blot de første fornemmelser. Nogle fornemmelser han dog ville holde fast i lidt endnu.

Han spidsede ørerne imod den fremmede hingst og stoppede dermed selv op, midt på stien. Han indbød den fremmede enten at komme nærmere, eller at blive hvor han var. Han havde ikke hverken tid eller lyst til at stå her og lege julelege, så hvis den fremmede ville have kontakt, så måtte han vise det. Ellers havde han andre ting at tage sig af!

Han var bestemt vågen. Det var en kæmpe han fik øje på mellem træerne, men ud over hans størrelse så var der intet usædvanligt ved hans udseende. Intet overnaturligt. Hingsten var endda brun. Eller var det sandfarve? Beige? En blanding? I hvert fald en helt almindelig skabning, hvis man kunne sige sådan om nogen som helst, for de fleste typer var lidt specielle på deres helt egen facon. Det vidste han da, selvom de brune havde været besynderligt ensartede af både udseende og person, så var der alligevel detaljer ved hver en sjæl som varierede og adskilte sig fra normen. Så selvom den fremmede tilsyneladende var ’almindelig’ af udseende, så registrerede han hurtigt at hingstens bevægelser var særegne. Han gik med beslutsomhed. Men han så også forvirret ud.

Det var tydeligt at den kaldende hingst havde fået øje på ham, hvilket udløste et svagt smil i den ene mundvig på den blåsorte. Hingsten var stoppet op. Han var et godt stykke højere end ham selv, det sås selv på afstand. Langt højere end nogen af de brune. Og så var han bred, muskler skjulte sig kun dårligt under det lysebrune skind. Den blåsorte flyttede lidt på ørerne, det egentlig eneste tegn på hans svagt sitrende nysgerrighed, og tog de sidste skridt gennem træernes skygger inden han standsede op. Han var selv ganske bredskuldret, men mere langbenet end denne skabning selvom den anden var noget højere. Interessant. Han var ikke trådt helt ud på stien, men stod mellem de sidste stammer inden det lille åbne område af skoven begyndte. Der kunne være andre end den lysebrune i nærheden, det var bestemt ikke usandsynligt. Selvom han ikke så meget klogere ud på hvor han befandt sig end den blåsorte følte sig.

Trods de 4-5 meters afstand var hans kropssprog ganske afslappet. De mørke øjne så direkte på hingsten og han strakte sin brede hals en anelse ud fra skyggerne. Kontakt var bestemt ønsket. Der var jo den her nysgerrighed. Alligevel lod han stilheden råde et øjeblik endnu, blot for at studere den anden nærmere. Og hvad sagde man egentlig når man på magisk vis var blevet transporteret til et andet land af et lys som ikke bankede ens kranium i stykker? Den blåsorte havde ikke talt i månedsvis. Han havde næsten glemt lyden af sin egen stemme, og det selvom den kørte nogenlunde konstant i hans hjerne. Mon hans stemmebånd overhovedet stadig duede. Ellers ville det blive meget svært at finde ud af hvad helvede han egentlig lavede her.

"Ved du hvor du er?"

Jo, det duede. Det lød godt nok en anelse sært, ikke hæst som man måske ville forvente, men ligesom en halv tone ved siden af. Som om hans stemmebånd ikke helt vidste hvad det lavede, og det var nok ikke helt forkert. Men det var aldeles ligegyldigt for den blåsorte, så længe han fik et svar.



Word count 479

Der gik ikke længe, inden den fremmede sorte skikkelse bevægede sig nærmere. Selvom han kunne se hans hove ramme jorden, hørtes hovslagene knapt. Han kneb ganske let øjnene sammen. Hvilke heksekunster benyttede den fremmede sig af? Den noget mindre hingst faldt, som så mange andre, under hans mistroiske blik. Han stolede ikke på noget han ikke kunne bedømme hurtigt og sikkert. Ham her var glat som en ål, men dog ikke nogen trussel. Nej, han følte sig på ingen måde truet af den sorte hingst, dels fordi han var mindre end han, dels fordi han udstrålede en troværdig afslappethed. Der var ingen fare på færde - begge søgte de blot et svar på deres vildrede.

For i vildrede var de begge. Han kunne se det samme forvirrede glimt i den fremmedes mørke øjne, fuldkommen den samme som der var at finde i hans grønne og blå øjne. Havde han oplevet det samme som ham? Han tvivlede på at deres enshed strakte sig længere end det, men for øjeblikket var det nok. Han søgte svar, og måske kunne de give hinanden hvad de søgte - og hvis ikke, så kunne de vel skilles i venskabelig ånd, et bekendtskab og en oplevelse rigere.

Den fremmede stoppede op imellem de sidste stammer, og lod ikke til at have i sinde at bevæge sig nærmere. Selv havde han det bedst med at kunne se sit selskab i øjnene, så for at vise imødekommenhed trådte han to-tre skridt nærmere, således at der nu var en hestelængde imellem dem. Han betragtede endnu engang den fremmede i den stilhed der indtræf. Sådan stod de nogle sekunder, inden den sorte åbnede munden og talte. Hans stemme lød... malplaceret. Ikke hæs, men alligevel skør, en sær form for skrøbelig, som om den ikke havde været brugt i ugevis, månedsvis. Det fik ham til at spidse øre. Denne fremmede var vist ikke helt almindelig. Så rystede han på hovedet.

"Nej. Dette land er mig lige så fremmed, som det sikkert er for dig, fremmede. Jeg har kun opholdt mig her i hvad der synes som minutter."

Hans blik gled et øjeblik søgende rundt. Ja, hvor længe havde han været her? Han hævede blikket og så på solen. Det var næsten middag. Altså havde han været her et par timer. Det havde taget ham længere tid at komme til sig selv, end han havde troet. Selvom han aldrig ville indrømme det, så skræmte det ham. Hvad kunne få ham til at miste kontrollen på den måde? Han var en hingst der var vant til kontrol og hængte sig meget i den. Kontrol var vigtigt i hans liv. Kun sådan kunne han tæmme de indre dæmoner, de sjæleædende rædsler. Hvad skulle han gøre uden kontrol?

Hans nærmest kulsorte øjne veg ikke fra den brune kæmpe. Det var lige før han slet ikke blinkede, selvom det var svært at se bag den enorme pandelok som han efter et øjeblik uden at have rørt en muskel nu rystede på plads mellem øjnene med det største overskud i verden. Øjne. Der var ikke mange som havde set ham rigtigt i øjnene igennem hans liv, selvom øjnene netop var det første han søgte når han stod over for en sjæl. Det var heller ikke anerledes denne gang. Kæmpen påstod altså at vide ligeså lidt om stedet som han selv gjorde. Det passede med hans kropssprog som ellers virkede højst kontrolleret, men troværdigt. Indtil videre.

Trods disse tanker var der ingen egentlig bekymring i den blåsorte. Det var blot hans evige observationer, hans nysgerrighed over andre væsener som alligevel blandedes med en besynderlig ligegyldighed. Han havde ingen idé om hvor han var, hvad som var sket, og alligevel var han aldeles afslappet. Hvis noget på nogen måde chokerede ham, så var det lyden af ikke bare hans egen, men anden og fremmed stemme. Det lød så absurd efter så lang tid at han ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet i et kort øjeblik. En dyb bas lyd. Noget hans egen også ville være hvis det ikke var for månederne i tavshed.

"Minutter? Du skulle vel ikke -"

Skovens ellers dystre stilhed blev pludselig bulldozet af den latter som nu bølgede frem fra den blåsortes brede brystkasse. Det lød næsten ligeså sært som hans ord, for lyden blev ved med at svinge mellem de halve toner mens han talte og mens stemmebåndet efterhånden slog ind på det leje det burde ligge på. Mixet af kæmpens stemme og hans egen blev så absurd for hans ører at latteren brusede frem. Ikke nogen specielt høj lyd, han var ikke synderligt højrøstet af sig, men så pludselig og så malplaceret at den alligevel fyldte. Det varede kun et kort øjeblik og var åbenbart præcis det som skulle til, for nu lod til at hans stemmebånd genfandt sin præcision og han fortsatte upåvirket:

".. Være kommet hertil ved et hvidt lys?"

Hvorefter han lagde det brede ansigt på skrå med spidsede ører og ventede som havde han al tid i verden.



Word count 381