Falling Silver | Jaidev

Falling Silver

Mørket havde lagt sig tungt omkring den sorte hoppe. Ikke det mørke der føltes som om det kunne kvæle hende. Nej. Det mørke skyerne havde skabt da de havde valgt at dække stjernehimlen og månen. Intet lys slap igennem. Havde solen haft en chance for at lyse det hele op, ville skyerne have været tunge og grå - og regn ville falde snart. Hun kunne lugte det i vejret. Hun kunne fornemme det i hver eneste celle i hele kroppen. Regn havde en speciel lugt - og luften havde en helt bestemt fugtighed. det blæste ikke meget - men mere end det havde gjort i sensommeren og starten af efteråret. Hele naturen var så småt ved at gøre klar til vinterens rå vejr.

Ava havde på trods af hendes korte afstand til Teylar flokken, stadig besluttet sig for at hun ikke ville træde ind i området. Ikke endnu. Hun følte sig ikke klar til det. Godt nok var hendes familie der - men det var netop den hun lige nu ville undgå. Hun måtte finde ud af hvad hun skulle gøre - hvilke konsekvenser det ville få, og hvad det ville betyde hvis hun opgav nu. Uanset hvad var hun næsten sikker på en ting: Et liv ville blive spildt. Hvad havde hun dog gjort? Hvad ville Mindraper sige? Hvordan ville han reagere? Hvordan ville han tage det, at hun ikke først havde konsulteret hendes valg med ham? Måske ikke så godt. Hun var en meget fri hoppe. Meget selvstændig - og havde altid været det. Hun havde som sådan aldrig haft brug for andre til at være i nærheden af hende -- og det havde hun heller ikke nu. Men der var stadig få hun gerne ville have i sit liv. Mindraper var en af dem, og hun vidste hun måtte se ham snarest muligt. Men ikke endnu.

En stille hvislen kunne langsomt høres. Dråberne var langsomt begyndt at falde fra himlen. Nej - ikke fra himlen, men de tunge skyer der dækkede den. Der var langt fra nok af dem til at nå igennem pelsen der var begyndt at være klar til vinteren. I takt med vejret blev koldere, blev den også tykkere. I stedet satte dråberne sig som små perler i den sorte man og hale - og dækkede den sorte krop som små diamanter, inden de sank ned i hårlaget. Hun ville ikke blive stående. Ikke i nærheden af træerne. Det sad stadig i kroppen på hende at søge væk fra træerne når hun kunne fornemme det tunge vejr - om himlen så ville slå flænger af lys eller ej. Hun vidste hvad den slags kunne gøre, og selvom hun vidste det ikke ville ske hver gang, så ville hun ikke tage nogen chancer. Efterhånden som hun nåede længere ud over den åbne plads tog regnen til, og snart glitrede alt på grund af det faldende vand. Hun var nødt til at søge ly et sted, men ikke hvor som helst. Hun måtte søge mod grotterne, og hun vidste præcis hvor hun kunne finde nogen. Hun måtte ud mod kysten - ikke bare kysten hvor der var sand, men kysten hvor der var klipper. Der var ofte mulighed for enten at finde læ under en afsats eller en decideret udhulning eller på anden måde finde en vej ind mellem stenvægge. Udhulningerne vidste hun godt man skulle passe på med, for ved højvande kunne det betyde døden for de som kunne være fanget derinde.

words: 577 | Tag: Jaidev

Falling Silver

Wordcount: 750

Mørket hærgede endnu engang over det smukke land, Andromeda. Et mørke, der havde efterladt himmelen nøgen; end ikke månens blege lys var stærk nok til, at jage mørket væk. Dette mørke havde ofte virket som det tungeste af slagsen, for den mørke Jaidev, men ej længere; for når naturen end ikke havde kræfter til at skabe lys, gjorde han det af sig selv. Der var ingen stjerner, ingen måne til at forstærke hans lille glød, men i stedet for at optage mørket og gøre ham endnu mørke, hang den smukkeste kappe på den muskuløse ryg. Den kastede et blødt, mildt lys op på den mørke hingst; en kappe, der var midnatsblå som himmelen selv, men hvor prydede stjernerne hang på den; i tusindvis sad de og blinkede, og de skinnede ligeså meget som diamanter.

Luften omkring hingstens næsebor var fugtig, og den saltlignende lugt, der altid ville komme inden regnen faldt, fyldte hans næsebor. Rev i sanserne. De slanke, men dog muskuløse ben havde danset igennem det brødstykke af skov, der var at finde på Leventera; men snart ville han nå udkanten, og engen ville springe ham i møde. Jaidev følte samhørighed med øen Chibale, og elskede at vandre blandt træernes tykke stammer, men i nat havde han søgt nye øer. Dog havde han alligevel fundet sig selv i Leventeras skov, og havde nu i sinde at bryde dette mønster.
Da han ankom til udkanten af skoven, stoppede han op i et lavt stejl. Kappen blev løftet fra flankerne, og flagrede forsigtigt omkring ham. Som en glorie kastede det et lille lys omkring ham, og jog skyggerne på flugt. Skygger, der flere gange prøvede at frarøve ham denne velsignelse; men hver gang brændte de sig, og fór tilbage til deres brødre. Jaidevs silkebløde næsebor udstødte et højlydt fnys, mens de mandelformede øre vippede sidelæns. Ak, han følte noget for disse skygger, en ubeskrivelig følelse. Ligeså meget som han hadede og foragtede dem, elskede og beundrede han dem. De havde altid været hans ven, når de gang på gang skjulte ham og hans ’fejltagelser’ fra omverdenen. Til tider ønskede han næsten, at han kunne slukke lyset, og få lov til, at dyrke hans længsel for skyggerne. Bare en enkel nat.

De sortnede øjne, der var som to bundløse huller, havde fået et nyt skær. Stjernerne i kappen kastede et sagte lys i øjnene på ham, og fik et varmt, karamelliseret udtryk til at springe frem. Med disse øjne betragtede han, hvordan skyerne foroven gav slip, og mærkede regnen falde i tunge dråber ned over hans mørke skind. Næseborende prustede tungt, og ånden steg omkring den mørke mule. Det var ikke fornuftigt, at rende rundt ude på det åbne stykker, hvis regnen skiftede til torden; så mens det stadig kun var den nyfødte, stille regn der faldt, sprang Jaidev frem i hans dansende trav. Med afbalanceret skridt, løftet hale og knejset nakke drog han henover engen, og i mørket lignede han næsten en falden stjerne, der var nede og berøre den selvsamme jord, som de ydmyge sjæle vandrede rundt på.

Jo længere han kom ud over engen, jo mere tog regnen til. Vinteren var på vej, og pelsen var blevet tykkere. Hvis regnen gjorde ham gennemblødt, ville det tage lang tid, at tørre. Tanken fik Jaidev til at rynke på det ene næsebor, men blev hurtigt fokuseret på noget helt andet. Foran han lå kysten, og lugten af saltvand ramte de sensitive næsebor. Ørerne gled med et fremad, og de mørke øjne blev spærret op. I mørket så det næsten uvirkeligt ud, når de store dråber ramte ned i havet, og lavede store ringe efter sig; som om, at der var noget under vandoverfladen. Noget større, noget magisk.

Med rolige bevægelser stoppede han op ved vandkanten, og lod blikket blive fastholdt på havet. Med en bøjet hals, rakte han mulen frem, og betragtede, hvordan regndråberne dansende på vandoverfladen. Med langsomme skridt, trådte han ud i vandkanten med hovene, og sendte et lille lys ud fra kappen, der fik regndråberne til at lyse mildt op omkring ham. Et dybt prust forlod ham, mens øjnene betragtede vandet foran ham, lige indtil en fremmede lugt ramte ham. En feminin duft sneg sig ind i hans næsebor, og denne duft havde ingen erindringen med sig. I mørket vandrede der en skygge ikke langt væk fra ham. Nakken blev knejst dybt sammen, og et maskulint brum lød i mørket omkring ham; for ak, der var intet mørke himmelhingsten kunne gemme sig i, han var badet i stjerneskær.

code by ♥

Falling Silver

Den sorte hoppe kom nærmere og nærmere vandet. Nærmere og nærmere havet, klipperne og læ. Vinden kom mod hende, og medbragte den saltede lugt, der satte sig i næseborene. Det var ikke lugten der afslørede en andens tilstedeværelse. Det var fornemmelsen af ikke at være alene. Det fik hende til at sætte farten op for at søge væk. Søge i skjul. Hun havde længe forsøgt at gemme sig fra alle dem hun gerne ville undgå. Det ville sige de fleste - kun meget få ønskede hun at se. Hun var blevet en bitter hidsig hoppe, og hun kunne godt selv se hun ikke længere var den samme hun engang havde været. Hun var ikke sikker på hun nogensinde ville finde tilbage dertil. Der var kun en vej - og det var fremad. Hun måtte finde en anden vej end den der først var lagt ud for hende. Hun ville aldrig kunne finde tilbage til den sti hendes forældre havde peget på.

Dråber var begyndt at falde fra hoppens mule. Dem der alligevel havde sneget sig ind bag hoppens lange pandelok. Den lyse mule og næseryg var næsten skjult. Hun manglede kun selv at føle sig skjult. Hun kastede et blik rundt, og noget synes at fange hendes blik. Noget der var lysere end resten. Lysende og glitrende var der noget der bevægede sig. Noget der var nok til at få den sorte hoppe til at søge skjul. Der var dog ikke noget at gemme sig bag. Hun stod derfor helt stille. Hvis hun ikke bevægede sig ville der ikke være ret meget andet end hendes lugt til at afsløre hende, og når vedkommende var tæt nok på til at kunne se hendes skikkelse i mørket, så ville hun ligeledes være tæt nok på til at kunne vide hvem der gemte sig. En ting var dog sikkert. Det var ikke skygger. Ingen skygger ville vise sig på den måde i mørke. Skygger burde ikke kunne ses i mørke - og hvor mange skygger ville overhovedet drage væk fra Foehn?

Som hun stod stille kom skikkelsen med det mystiske glitrende lys tættere. Den eneste anden hun havde set der ville kunne lyse op på en måde som stjernehimlen, var hendes moders søster, Leonora. Hun holdt skarpt øje med den skikkelse der kom nærmere og nærmere. Der gik dog en rum tid før hun kunne se et ordentligt omrids. Regnen gjorde det ikke nemmere for hende at se i mørket, og slet ikke med den efterhånden helt gennemblødte pandelok klistret til panden og næseryggen - og hvor ellers lokkerne faldt. Hvad ville den fremmede? genere hende som de sidste hun var stødt på? var det det? Hvor mange skulle hun skræmme væk før landets sjæle forstod budskabet?

Hun tog sig ikke tid til at tænke ret meget længere over det, men kastede sig i stedet frem, med retning mod skikkelsen, frem for læ. Nu var hun jo i forvejen ved at være for våd til at det ville nytte noget alligevel. I mørket strøg hun hen over jorden som en skygge gemt i natten, men ikke usynlig. Med pandelokken væk fra hovedet havde hun bedre mulighed for at holde øje med den fremmede, men var desværre også selv mere tydelig. Hidsigheden blev langsomt bygget op efterhånden som hun kom tættere på, og hovene satte dybere og dybere spor for hvert spring fremad.

Den hilsen hun sendte mod hingsten var ikke venlig. Som sådan var det heller ikke en rigtig hilsen, en i stedet et advarende hvin. Som afstanden blev kortere kunne hun nemlig ane skikkelsen som værende en hingst med en kappe. Det kunne kun betyde en ting. Endnu en højrøvet vogter. Hun følte sig til tider omgivet af dem. Dem og deres fine ord. Dem og deres 'jeg er bedre' pis. Øv hvor hun hadede dem. Hun virrede en enkelt gang med hovedet, men gjorde ikke mine til at sagtne farten selvom hun efterhånden var tæt på. Tæt nok på til at burde sætte farten ned for at undgå kollision. I stedet standsede hun bræt med lidt mindre end to meters afstand, med et par små hop, og med forhovene hamret ned i den efterhånden halvbløde og mudderagtige jord. Forhovene forlod endnu en gang jorden da hun rejste sig på bagbenene, men dog ikke mere end sølle 30 cm. før hun endnu engang hamrede dem ned i jorden, og hakkede ud efter hingsten. Ikke så meget ham, men mere hvad han bar rundt på. Kappen. "Hvad gør du her, hingst?" spurgte hun, og lagde ekstra tryk på ordet hingst, for at give det en negativ ladning.

words: 764 | Tag: Jaidev

Falling Silver

Wordcount: 1.197

Det var så tæt. Så omklamrende. Så mangelfuldt. Mørket. Et mørke, som Jaidev ofte vandrede i, og mest af alt nød allermest at tilbringe tiden i. Det ville være en underdrivelse, at sige, at han elskede mørket, og de gymnastiske skygger, der sprang forvirret omkring, hver gang hans lys brændte dem. De fór sammen og kastede sig til side; men dette sceneri var kun noget, som skete oppe i hovedet på hingsten. Det vidste han jo godt. Ikke alle skygger var ondskabsfulde, eller var de? Var de alle faretruende monster, der blot ventede på, at deres herre slap dem løs fra deres fængsler, og lod dem angribe – og værst af alt, slukke lyset? Og hvis de gjorde, ville han så være stærk nok til at stoppe dem? Ville han overhovedet stoppe det? Måske var det naturens gang. De stærkeste overlevede. Sådan havde det jo altid været. Tankerne trykkede nedover ham, og den flagrende kappe føltes pludselig tungere imod skuldrene; som mindende den ham om, den opgave han fået tildelt. Var det fortjent? Han havde aldrig fået noget. Aldrig bedt om noget heller. Han havde levet livet i Andromeda i så lang tid, men for hvad? En kappe? Ville nogen huske ham den dag, han var borte? Ville nogen savne ham? Mindes ham? Hvad havde han overhovedet opnået i landet, andet end side fast i fortiden? Jaidev veg med det mørke hovedet for at slå tankerne ud af sindet. Oftere og oftere drev tankespillet ham rundt, og han var tilbøjelig til at falde i gang på gang. Var han svag? Naturligvis ikke!

Tanken fik ham til at smække kæberne sammen, og slå med hovedet. Den lange, sorte man blev kastet omkring ham som en fane, og landede på den modsatte side af halsen. Vinden kom med det samme, og nedkølede den blottede hals, der ellers var blevet varmet af den tykke man. Det var oprigtigt begyndt at blive køligere i vejret. Vinteren var på vej, og den ville snart udslette de svageste. Som sagt, kun den stærkeste ville overleve.

Der var blevet dannet små ringe omkring hans spraglede hove, men efterhånen som tiden var gået, og han havde stået musestille, var ringene forsvundet. Alt omkring ham ville forsvinde i mørke, hvis det ikke var for kappen, der kastede et svagt, blødt lys fra sig, og gjorde ham synlig. Stilheden havde længe hærget omkring ham, og kun det regelmæssige, rolige åndedrag kunne høres, som et bevis på, at der fandtes liv i mørket. Men stilheden ville snart blive brudt, for den søde duft af hoppe var ikke længere en duft. Der var en skikkelse i mørket, der nærmede sig. Hovslagene ramte hårdt ned jorden, og afslørede af den fremmede ikke var langt væk. De mandelformede øre gled frem samtidig med, at Jaidev vendte det muskuløse korpus frem mod kysten, og lod havet ryggen. Hans hove var stadig i vandkanten, og idet han trådte frem, for at forlade det midnatsblå hav, kom skikkelsen til syne.

En fremmede, ravnsort hoppe kom marcherende i hans retning. Målrettelsen lyste ud af den sorte hoppe, der næsten så ud til, at gå i ét med mørket omkring dem, hvis det ikke var for den store, hvide blis der strakte sig ned over hendes næseryg, samt mule. I en smidig bevægelse bøjede Jaidev den muskuløse hals sammen, og lod de mørke øjne hvile på den mørke hoppe. Jo tættere hun kom, jo mere aggressiv blev hendes udstråling. I langsomme bevægelser røg ørene sidelæns på ham, og i takt med at hun styrede tættere og tættere på ham, knejste han hele tiden halsen mere sammen; jo tættere, jo mere krøllet. Om hun ville ramme ham, var han næsten overbevist om. Men i så fald ville det være med fuld overlæg. Da hoppen stoppede op tæt på ham, havde han heller ikke muligheden for at bøje halsen mere sammen, og tog derfor et skridt tilbage i vandet, der sprøjtede op af hans slanke ben. Han havde normalt ingen hæmninger med nærkontakt, tværtimod. Han blev draget af, at røre ved andre, men denne nærgående ankomst havde han aldrig oplevet før. Ikke med en fremmede. Hans udtryksløse øjne betragtede hende kortvarigt, før hoppens mule var på vej frem mod kappen. Ikke for at beundre den, men nærmest ødelægge den. Et højlydt, advarende fnys forlod den lyse mule, og de slanke ben trippede sidelæns i vandkanten med ilter bevægelser. Han havde aldrig oplevet, at nogen ville angribe kappen; Lyset. Ørene gled i nakken, og halsen blev knejst dybt sammen. Men i modsætningen til den sorte hoppe, lå der ikke en aura af aggressivitet omkring ham.

Hoppens stemme brød stilheden. Der var en uhøflig ’hilsen’ – hvis man overhovedet kunne kalde det en hilsen. Det var blot nedladende ord, der forlod den sorte hoppe. Da hendes feminine toner fyldte luften omkring dem, havde Jaidevs øre langsomt rettet sig frem, lyttende. Men under det mørke skind spændtes muskler; både på grund af intensitet af hoppens fremmøde, men også fordi pelsen efterhånden var gennemblødt af regnen, og det kølige havvand. Man han tvivlede på, at han havde en jordisk chance for, at betræde kysten, uden at den sorte hoppe ville jage ham borte.

” Jeg kunne spørger Dem om det samme. Det er trods alt Dem, der har opsøgt mig. ”

Jaidevs mørke, maskuline, behagelig stemme var i stor kontrast til den sorte hoppes feminine toner. Men i modsætning til hende, var der ingen negativ ladning i ordene; blot en lille udfordring. Der var trods alt hende, der var kommet til ham. Hans mørke øjne gled over hendes sorte skind; ej krænkende eller bedømmende. De betragtede blot med et nærmest kærtegne blik; som om han oprigtigt så på hende, men uden at snage eller grave ind til hende. Hendes lang man lå klisteret til hende, og et øjeblik overvejede Jaidev, om den egentligt ramte jorden, når den var våd og plet. Pelsen var, ligesom ham selv, gennemblødt af regn; de ville begge risikere, at blive syge, hvis de ikke fandt læ. Med elegante skridt trådte Jaidev op på kystkanten med den slanke ben, og hvælvede hingstet i den muskuløse hals. Han mørke øjne betragtede hende hele tiden; hun skulle bestemt ikke prøve på, at røre hans kappe. Da hovene var i sandet, drejede han hurtigt bagparten sidelæns, og stod nu med fronten vendt imod hende. Hoppen havde selv skabt noget, som kunne holdes ’tæt kontakt’, og derfor ramte kappens bløde lys hende også, og skinnede svagt på hende. Oplyste hendes front, fremhævede hendes bygning og muskler. Jaidevs øjne gled fra hendes sorte front på til ansigtet, hvor den sorte, gennemblødte pandelok klæbede til hendes næseryg; men det, der tiltræk de mørke øjne allermest, var de safirblå øjne, der blev fremhævet af det sorte skind, og blev lyst svagt op, af kappens lys. Det måtte være den brede blis, der havde givet hende dem – måske, måske ikke. Måske kom hun et sted fra, hvor det var almindelig. Måske havde hendes forældre det. Han havde selv en bred blis, bredere end hendes, og hans øjne var brune. Næsten sorte, dog med et gyldent, karamelliseret udtryk, der kun blev fremhævet på grund af kappens lys; ellers var de blot to, bundløse huller ind i hans kranium.

code by ♥

Falling silver

Hingsten var ikke tilfreds med hendes 'angreb' af hans kappe. Den måtte vel have en eller anden form for betydning, men man kunne sige den sorte hoppe var ret så ligeglad med den slags. Den betød vel ikke han var mere end hun var - Det var ingen af vogterne, selvom de godt kunne fremstå sådan. Hans advarsel var dog ikke helt nok, og hun hakkede ud efter den igen, bare for at vise det. Hun slog et enkelt smæld med halen, der fik den til at hvisle gennem luften før den gav smældet igen hang stille. Hun havde opsøgt ham? havde hun det? Nej. Ikke så vidt hun vidste. "Jeg har ikke opsøgt dig" svarede hun tilbage i en tone der var en smule anklagende. Hun ville ikke kalde ham De eller Dem som han havde omtalt hende. Hun var godt bekendt med det 'fine' sprog, for det var trods alt sådan nogle snakkede - også hendes fader, hvis det var en vigtig hingst eller hoppe fra flokken eller en af de andre flokke. "Jeg var her først" - godt nok ikke lige på dette sted, men i dette område. Og det var nok.

Da hingsten gjorde mine til at ville træde op af vandet, trippede den sorte hoppe sidelæns som for at afspærre ham vejen. Det lykkedes dog ikke og hun måtte utilfreds træde lidt tilbage. Dog skabte hun ikke særlig meget afstand af den grund. Hun var ikke bange for ham, selvom han var både højere end hende og muligvis havde visse fordele, ligesom de andre vogtere fra flokken Teylar. Hun syntes aldrig at have set ham i nærheden af den, men det kunne jo også være han ikke kendte til den. Flokken mindede hende ellers aller mest om en slags samlingssted for hans slags. Vogtere. Lysets hjælpere. Urgh! hun himlede nærmest med øjnene indvendigt af den tanke. Hun brød sig ikke specielt meget om ham bare af den grund at han var velsignet af Den vise. 

Hendes udtryk var stadig ikke helt tilfreds, som han stod der og så på hende. Blikket i de klare blå øjne var meget skarpt og på randen til at være direkte advarende. Kunne blikke kunne sætte ild til nogen, havde der nok stået kæmpe store flammer op fra hingsten. Hun iagttog ham som han stod der, men forholdt sig ellers tavs til at starte med. Hun ville først finde ud af hvad han var for en, før hun ville afsløre noget som helst om sig selv eller hendes hensigt. Dog var det som om at jo længere tid der gik, hvor han bare stod og betragtede hende og hun stod og betragtede ham, virkede han også mindre og mindre uvelkommen. Måske var han anderledes? Der var noget ved ham der skabte en form for ubehag i kroppen på hoppen, men alligevel var der også noget der gjorde hende nysgerrig. For en stund havde hun fuldkommen glemt regnen der stadig faldt i store dråber og skabte sølvstreger i himlen, der gjorde det næsten umuligt at se ret langt af gangen.

"Du er vogter? Hvorfor render du rundt herude alene i stedet for at være i nærheden af de andre?" Det var det der undrede hende mest. Hans navn var som sådan ligegyldigt, for hun regnede ikke med at se ham mere end denne ene gang. Sådan var det for de fleste hun mødte. der var ikke mange der kunne håndtere hende, og det gjorde hende heller ikke noget. Der var ingen grund til at stole på andre - jo flere man stolede på jo flere var der til at ødelægge tilliden. Der var dog en anden grund også; indtil videre havde hoppen truffet valg, der havde påvirket sjælene omkring hende på en negativ måde. Hendes broder var blevet frataget livet for tidligt. hun havde ønsket sin broder til Andromeda da det var gået op for hende at han ikke havde været lige så heldig som hende, men havde i stedet fået en anden broder hun ikke kendte til, sendt til landet. Det betød hendes forældre havde mistet endnu en søn - og hvis hendes moder heller ikke havde overlevet, ville det betyde at hendes valg nu havde gjort hendes fader ensom. Hun var ikke sikker på han ville finde en anden. Han ville måske finde en der kunne overtage hans plads engang, eller drage til en af de andre flokke og foreslå en sammenkobling. Så godt kendte hun ham. Den første datter hun havde fået havde hun ikke kunne holde på ret længe. Det måtte også være en skuffelse - det ville have været en skuffelse for hendes forældre - hendes fader i hvert fald, og han ville have givet hendes eget væsen skylden. Hun havde heller aldrig hørt efter hvad der blev sagt da hun var lille - og det var derfor hun nu var i landet.

Noget lod til at løsne lidt op i blikket på den sorte hoppe og hun gav et lille næsten uhørligt fnys fra sig og knejsede nakken sammen så mulen næsten rørte bringen. Ørerne vippede hun bagud uden at presse dem ned i nakken, og hun trådte yderligere nogle skridt tilbage. Når vinden, der altid var lidt kraftigere ved kysten, fik fat i hendes lange man og rev i de lange lokker, fløj de af og til ind foran hendes ansigt. Pandelokken var værst når hun lige fik drejet hovedet en smule. Da hun begyndte at vende fronten rundt for igen at søge i den retning hun kom fra, hvor hun først var søgt hen for læ, trak vinden alle de lange lokker fra manen, pandelokken og halen i den samme retning - sidelæns. Det eneste andet lyse tegn på den ellers kulsorte hoppe kom til syne - et lille mærke der kunne ligne et tandsæt - Et tandsæt fra noget meget koldt. et tandsæt frosset ind i huden på hende, som havde gjort pelsen hvid. Et ar. Det eneste tydelige på trods af hun havde mange - men de fleste var indvendige. Hun så sig tilbage med et enkelt blik mod den stadig fremmede hingst for at se om han fulgte efter. Et eller andet sted forventede hun det, men hun regnede heller ikke med han turde. Det var ikke første gang nogen ville være gået deres vej - for de fleste gjorde det. Det var ikke ret mange hun ikke var i familie med, der rent faktisk ønskede hendes selskab. Dette kunne også være en af grundende til hoppens bitterhed og kolde udstråling. At hun havde taget en afstand til alle fremmede og ikke bare lige lukkede op. At hun ikke tog venligt imod alle og enhver. Hvad nyttede det, hvis venlighed alligevel blev mødt af afvisninger og kolde sind? Intet. Absolut intet. Derfor havde hun besluttet sig for at joine de kolde sind.

words: 1.132 | Tag: Jaidev

Falling Silver

Wordcount: 739

Hoppens gebis kom atter farende ud mod den himmelbeklædte kappe, der stolt flagrede omkring hingstens stærke flanker. Det var som om, at hans advarsel var blevet skyllet af i takt med regnen, og hun forstod vidst ikke, at han ikke ønskede, at hun skulle røre kappen. Et fnys forlod højt de mørke næsebor, og han veg til siden ved, at læne sig væk fra hoppen. Hun ramte ikke, men noget sagde, at hun godt kunne finde på, at gøre hvad hun ville og ønskede. Og lige nu ønskede hun allermest at rive hans kappe i stumper og stykker. Hvorfor skulle hun overhovedet ville det? Han ville hende jo intet ondt. Kappen ville intet ondt. Det var ikke ondskab han bar rundt på – eller var det? Vidste hun ikke, at han var i landet for at beskytte hende, eller ønskede hun blot at undgå beskyttelsen? Ørerne gled sidelæns i takt med, at tankerne fortumlet vandret rundt i sindet på den mørke hingst, hvis pels stadig dryppede af regnen. Da hoppens stemme brød den tiltagende stilhed, vippede han langsomt et øre imod hendes mule. Hun havde ikke opsøgt ham; hun var her først. En rynke blev født på den silkebløde mule, og Jaidev kneb øjnene lidt sammen. Det var løgn hun stod og fyldte ham med; hun var kommet marcherende som en dronning, der ønskede at smide ham langt ud i havet. Hun var fundet frem til ham. Ikke omvendt.

Da han bevægede sig op af vandet, forsøgte den sorte hoppe at spærre ham vejen, uden held. Dog var det ikke meget plads han fik tildelt, og hun var tydeligvis ikke bange for lidt nærkontakt. Den silkebløde mule puffede ud i luften ved siden af hoppens kæbe; dog uden at røre hende. Højst nogle dråber ville danse fra ham til hende. Hvad mon der ville ske, hvis han rørte hende? Hans mørke øjne kiggede direkte i hoppens isblå øjne. Øjne der ville fryse ham ihjel, hvis hun havde evnerne til det. Advarslerne sprang som et sultent monter ud mod ham, advarede ham imod hende. De øjne der kiggede på hende, blev langsomt mørkere og mørkere, da kappens lys blev mindre og mindre; skyer gled over stjerne og gemte lyset; hvilket slukket den karamelliseret glød i hans mørke øjne. Under kappens mørke, virkede hans øjne som to tomme, dybe huller, man ikke kunne andet, end at falde i. Ingen følelser var at finde, søge eller fornemme. De var der bare, sortnede, døde. Betragtende. Bundløse huller i hingstens kranium.

Hun konstaterede, at han var en vogter. Ikke fordi at han ville skjule det, ej eller fordi at han ville blære sig. Men det var umuligt, at gemme fra det faktum, at en kappe flagrede omkring ham hele tiden. Et kort nik forlod Jaidev, hvorefter han vippede ørerne helt frem, så dråberne gled ned af dem. Dråberne kildede de pjuskede øre, og fik ham kort til at vige med hovedet.

” Vogter er en titel, ikke en livsstil. Jeg går hvor end jeg ønsker, og jeg har ingen intentioner om, at blive sat i boks sammen med de andre vogter. De har deres liv, og jeg har mit. ”

Det var oprigtige ord, der forlod mulen på den mørke hingst, der end ikke havde sluppet hoppens blik. Havde hun forventet, at hun rendte rundt sammen med de andre vogtere hele tiden? Ak, han ville ej kunne finde ro. Ensomheden kunne være den bedste ven til tider. Da hoppen bakkede nogle skridt, trådte Jaidev atter frem, da han fik plads. End ikke havde han sluppet hoppens øjne, og noget så ud til at ændre sig. Løsne op. Eller var det blot regnen, der fik ham til at se syner? Hoppen begyndte at vandre bort, sikkert for at finde læ et sted. De mandelformede øre gled til siden, og i det han skulle til at gå den modsatte vej, så han et glimt under hoppens ravnsorte man. Et mælkehvidt aftegn, frosset ind i skindet på ham. Med smidige bevægelser drejede han omkring, og fulgte med hoppen, side mod side.

” Tilgiv min nysgerrighed. Hvilken hændelse har ramt Dem? ”

Med forsigtighed rakte hingsten mulen frem imod den ravnsorte hoppe, og med en berøring der var let som en fjer, gled hans mule hen over hoppens man. Vandrende kom den op på hoppens kæbe, hvor han holdte den i ro. Berøringen var så let, så blød, at det eneste der ramte hoppen, var hans varme åndedrag.

[ Beklager mit lowstandard svar, men skal liiige i gang igen. Er vidst lidt rusten, so sorry. ]

code by ♥

Falling Silver

Ava afgav et fnys ved hingstens ord om det at være vogter. At de ikke kunne sammenlignes på den måde. At han var anderledes end de andre? Hah! Han var ikke spor anderledes end de andre, hvis han troede på alt var godt og alt nok skulle forblive godt. Ava vidste bedre. Hun havde set et lille glimt af mørket. Mørket ville vinde. Mørket skulle vinde. Hun ville gerne have mørket til at vinde - om ikke andet så bare for at få de håbefulde sjæle til at lide. Bare tanken om det fik hele Avas krop til at spænde op, som forberedte hun sig til kamp. Hvis hun kunne kastede hun sig gerne ud i et blodbad med det samme for at vise at alt ikke bare var godt. Det var det ingen steder. Ikke hvor hun kom fra og bestemt heller ikke her. Ikke i dette land. Ikke i Andromeda.

Hendes blik gled op mod himlen i et kort øjeblik da alt lod til at blive mørkere, men hun flyttede sit blik tilbage mod hingstens, der nu var skjult af mørke. Det fik hende til at føle sig lidt bedre tilpas. Så skulle hun ikke tage stilling til at denne hingst også var et individ. Nu var han ikke længere andet end en skal, der talte til hende. 

Ava ventede med at sige noget, til hingsten var oppe på siden af hende. Hun havde et enkelt spørgsmål til ham. Et enkelt. Han kom hende dog i forkøbet. Hvilken hændelse der var hende hændt? Det fik endnu et spørgsmål til at rejse sig; Hvilket en af dem? Der var trods alt mange ting der var sket for den sorte hoppe med den hvide blis, i den rum tid hun havde levet. Både i og uden for Andromeda. Hendes tidligere hjem havde ikke været meget bedre. Det havde dog været en blidere start på alle de ting der skete - lige indtil stormen, lynet, hendes broders død, hendes tur til dette land, hendes broders ankomst, skyggerne, hendes egen datter. . . . . . Og hvad der end måtte komme fremover i samme kategori. Hun følte allerede det var mere end nok. Det havde sat sine spor i hoppen, dog ikke alle sammen fysisk synlige, men det kunne spores i hendes ændrede adfærd og sind. "Hvilken en af dem?" spurgte hun så tilbage for bedre at kunne give ham et svar, i stedet for at remse alle hændelserne op. Det var ikke alle der var interesserede i den slags historier, og hun var ikke interesseret i at dele alt med en hun ikke kendte, en af dem som troede de var noget, en af dem fra lyset - en af dem der nok skulle lære engang.

Hun snappede ud efter hingsten efterfølgende, med ørerne presset ned i nakken. "Du taler ligesom de andre! Så fint. . . . . Så højthævet. . . . Så fortæl mig, Caomhnóir. . . . . . Hvad gør dig anderledes fra de andre tåber? De andre uvidende?" Hendes tone var ganske rolig. Hun lød ikke som en der havde hidset sig op - til gengæld lød hun næsten for rolig. Som ventede hun bare på et forkert svar og hun ville flænse ham. Det ville dog ikke være muligt med hendes græs tyggende kæber og flade tænder. Der skulle lidt mere til end hendes rå styrke. Hun krævede ikke et svar med det samme, men gav gerne hingsten tid til at tænke over sit svar. Tænke over en begrundelse. Hun ville trods alt ikke nøjes med det gode gamle standardsvar; Fordi jeg er anderledes. Alle var anderledes, men derfor kunne man godt have ens tendenser. Og det hun gerne ville vide var, hvad han gjorde, som de andre ikke gjorde, eller hvad de andre gjorde som han ikke gjorde. Hvad gjorde at han ikke skulle sættes i bås med de andre, sammenlignes med de andre.

Der var ikke langt hen til den lille udhulning under afsatsen, hvor hun før havde været. Klippevæggene ville give læ for vinden, og klippeafsatsen over dem ville give dem ly for regnen. Godt nok var der en smule mørkt, men det gjorde ikke Ava noget. Hun havde intet imod mørke, og intet imod at skjule sig i det.

words: 710 | Tag: Jaidev

Falling Silver

Tag: Ava  | Wordcount: 916 | Weather: Rainy, Cold, windy, dark, night

[ JULEAFTEN ]

Nattevandringen var påbegyndt med den ravnsorte hoppe, han end ikke havde fået navnet på. På den anden side, havde han jo heller ikke opgivet sit. Det stak ham kort indvendigt, det var en uhøflig gestus fra hans side, ikke at fortælle hende, hvem hun tilbragte tiden med. Et øjeblik hvilede blikket tomt på den sorte, ufokusseret. Det var jo hende, der havde fundet ham, deres ’sammenstød’ havde været ganske beundringsværdi, og det måtte være forklaringen på, den mangel præsentation. Det bildte Jaidev sig i hvert fald ind. Han brød sig i hvert fald ikke om, det faktum at han var uhøflig; det havde haft sine konsekvenser, og han havde lært af det på den hårde måde. Da ravnhoppens øjne søgte mod den mørke himmel, hvor skyerne blev tykkere, mørkere, forsvandt stjernerne fra kappen, og de var ej omgivet af lys længere. Med et tomt glimt spillende i de mørke øjne, strejfede Jaidevs øjne den sorte hoppens krystalblå øjne, hvorefter han brummede dybt, for at fange hendes opmærksomhed.

” Jeg beklager min manglende præsentation. Jeg er Jaidev, ”

Det ville højst sandsynligt ikke interessere den sorte, hvem han var. Om end ville hun gøre sig umage med at glemme det, slette det fra tankerne; det var den opfattelse Jaidev havde. Det var også derfor, han bed noget af præsentationen af, med at undlade det faktum, at han var himmelens vogter, på trods af det var blevet en del af hans identitet. Ak, hoppens blod var kogte allerede under det våde skind, og han ønskede ikke, at hun skulle hade ham yderligere. Desuden virkede det som om, hun havde en tårn i øjet på vogterne, så han bad oprigtigt ikke, at gnide salt i såret.

Da han var nået hendes side, kom et tørt svar fra den sorte hoppe; et spørgsmål til det spørgsmål han selv havde stillet. Det havde aldrig været velset, at besvare et spørgsmål med et andet spørgsmål, men de maner, normer og ikke mindst traditioner Jaidev havde fra Ukobach var efterhånden begyndt at fade ud, blive til fjerne erindringer; ingen opførte sig som den natur, han havde vokset op, men ak, ingen var de samme her omkring. Han undslap et dybt suk, så ånden dansede mælkehvidt fra hans våde næsebor, hvor dråberne konstant legede fangeleg på.

” Alle dem De ønsker, at fortælle mig om. ”

Det var en oprigtig tone, er brød stilheden, der kun blev drevet bort af den konstante regn. Der var dog en skjult udfordring i stemmen, for Jaidev vidste godt inderst inde, at den sorte hoppe ikke ville betro sig til ham. Tværtimod; han var en fremmede, han var en vogter og han var en hingst. De tre ting, som ravnhoppen foragtede.

Måske var det mangel på koncentration, måske var det fordi han ikke var opmærksom fordi hun havde besvaret med sådan en mild tone, at hendes snap ramte ham, og han opdagede det forsent. Det var ud af øjenkrogen, at han så gebisset komme farende, og han nåede derfor ikke at reagere hurtigt nok, og fik et hak over mulen. Han havde forsøgt, at rykke hovedet sidelæns, men tænderne havde alligevel nået, at hapse fandt i det sensitive skind, og frembringe en smal, lille rift hvor purerødt blod piblede frem. Det var ikke mere end et par dråber, og de var hurtigt drevet bort af regnen. Jaidev fnøs højtlydt over hoppens snap, og gjorde et iltert kast med hovedet, så den våde man klistrede sig til halsen, og han vippede kort ørerne ned af nakken, mens han så imod hoppens øjne for, at gøre klart for hoppen, hvor utilfreds han var. Da hun begyndte at tale igen, vippede han langsomt ørerne op af nakken, og med et smidigt skridt trådte han sidelæns, han skulle ikke risikere, at hun plantede gebisset i ham igen. Da hun kaldte ham et ukendt ord, spidsede han oprigtigt ørerne frem. Caomhnóir… Mon det var et sprog, fra hendes tidligere liv uden for Andromeda? Han prustede ved tanken, og overvejede hendes spørgsmål i stedet. Hvad gjorde ham anderledes? Var det hans tiltale, hun hentydede til? Han vippede tænksomt ud med ørerne, da hoppens stemme var for blid til, at gå upåvirket hen. Han skulle ikke svare forkert, men på den anden side; alt var forkert ved ham, i hoppens isblå øjne.

” Jeg taler ikke anderledes end De gør. Jeg er opdraget til dette, levet med det hele mit liv. Det er mit sidste minde fra min tidligere verden, mit sidste minde fra barndommen… Ligesom De, taler jeg med det, som falder mig mest naturligt. Det gør mig ikke bedre end andre, ak nej. Gør det Dem bedre, at De bruger ord fra deres hjemland? ”

Det var ikke en nedlagende sætning, der hang i luften mellem dem. Men en retfærdig; han hentydede til hendes ordvalg, det ord hun havde tiltalt ham med. Det gjorde vel ikke hende til et bedre individ, at hun talte sådan; det gjorde hende unik. Et sted inderst inden var han i tvivl om, om hun overhovedet forstod hans tankegang. Overhovedet forstod, hvad han mente med sit svar. Han havde holdt blikket på den ravnsorte hoppe, med en tilpas afstand så hun ikke kunne få fat i ham; godt nok var ’blødningen’ var længst stoppet, men han ønskede ikke, at det var kappen, hun flænsede næste gang. I stedet holdte han afstand, og lod blikket glide frem for, at orientere sig om, hvor den sorte var på vej hen. Han ville jo ikke vandre direkte ind i løvens hule.

Falling Silver

Ava sendte hingsten et meget kort blik da han præsenterede sig selv. Han undlod dog sin titel hvilket hun godt lagde mærke til. Hun vidste jo godt alle vogterne havde en titel, og den eneste anden hun havde hørt undlade sin titel var den brogede Brêgo. Han var måske ikke helt så forfærdelig. Han virkede til at være nede på jorden som de andre normale heste, men bare det han var vogter var nok til Ava heller ikke brød sig særligt meget om ham. Hun vidste godt det kunne risikere at trække flere af dem til. Til den tid håbede hun i hvert fald på at kunne finde sig selv et andet sted.

Hun gav et fnys fra sig, da han nærmest udfordrede hende til at fortælle så meget som hun ville. Egentlig ville hun helst ikke fortælle ham noget som helst ene og alene af den grund, at han var vogter, men egentlig også fordi han var fremmed for hende. Et navn fortalte trods alt ikke hvem han var. "Fortæl mig hvad der er hændt dig, og overbevis mig om du ikke er som de andre, så skal jeg overveje at fortælle dig hvad der er hændt mig" Det var dog ikke lidt den lille hoppe havde været ude for indtil videre. Det var måske endda mere end en lille sjæl som hende burde opleve gennem en livstid. Hun var dog stadig i live og det gjorde hende bare stærkere - både fysisk og af sind. Hun kunne stå på egne ben, men havde valgt ikke at gøre det. Ikke helt i hvert fald. Ikke endnu, men den tid ville komme.

Ved hingstens ord sendte hun ham endnu et skulende blik fra de blå øjne. Hvor vovede han!? Han havde ingen ret til at sammenligne de to ting! Endnu et snap som nok egentlig var mere hen i retningen af et bid blev sendt imod ham, og en næsten kold og irettesættende tone lød fra hoppen da hun talte. "Jeg kommer fra Marah. At jeg taler med anderledes tunge er ikke det samme som at benytte højrøvet etikette som de fleste synes at være vokset op med her. Men er her ingen noget! Alle er udskud! kommet fra en verden hvor man ikke længere var ønsket. Kastet væk og sendt til et sted for at søge hinanden selskab og danne et nyt fællesskab af komplette nuller." fnøs hun nærmest ud. "Det har intet med hinanden at gøre. Du tror måske ikke de kunne finde ud af at bruge De og Dem hvor jeg kommer fra? Huh?!" Ava var såmænd selv opdraget med den slags. Hun var trods alt datter af Korr og Aria. Det meste af hendes barndom havde gået med at blive oplært af hendes moder. Oplæring i manerer, høflighed, etikette og gud måtte vide hvad ellers. Det havde dog aldrig rigtig fanget hende, og hun ville da langt hellere lege med de andre plage, selvom størstedelen var hingste og hun egentlig ikke rigtig havde lov til det. Hun havde dog knyttet et stærkt bånd til sin broder, Arc, som tit havde været med hende på natte vandringer. Selvom det ofte var ham der fik ballade, så var det jo hende der havde opfordret ham til det. 

Som ny i Andromeda havde Ava dog holdt fast ved ved hun havde forsøgt at undgå da hun var lille, fordi det var det eneste hun havde tilbage fra sit hjemland. Hun havde forsøgt at huske sine forældres ord, især hendes moders. Men efterhånden som tiden var gået og hun var kastet ud i det ene og det andet - og efterhånden som bitterheden havde taget over - bitterheden, det sorte sind, mørket og det hadefulde, havde hun også besluttet sig for at give slip på de gamle traditioner for hun ville aldrig kunne fortsætte dem alligevel uden en afsluttet træning. Selvom Leonora havde lovet at hjælpe hende med at lære det sidste, så ville det jo aldrig blive rigtigt. Det var trods alt meningen Ava skulle være sendt videre til en ny flok for at regere der sammen med den floks leder eller kommende leder i hvert fald. En slags forudbestemt mage hun aldrig havde mødt. Der var dog ikke mange flokke i Andromeda og hun havde været heldig med Teylar. Hun ville dog aldrig komme til at lede den sammen med den brogede - og slet ikke nu hvor afstanden til ham kun kunne være for lille. Det var ikke længere hendes mål. Hun havde som sådan intet mål længere, og vandrede bare rundt som en skygge af sig selv. Et spøgelse - ene og forladt. Det kunne være ret så ensomt, men det havde hun også mere eller mindre vænnet sig til. Hun var træt af alle de nye håbefulde fjolser i Andromeda, for ingen af dem så sandheden. Ikke den sandhed hun havde set.

Inde i hulen trak Ava sig meget mere sammen og søgte så langt bagud hun kunne komme til uden at forsvinde helt og aldeles hen i mørke. Godt nok var det kun hendes øjne og blis der angav hvor hun var nu, fordi det var hvad lyset lige nøjagtigt kunne ramme og reflektere. Resten af hende blev opslugt af mørket. Til gengæld gav det også mere plads til hingsten. Han burde trods alt ikke stå udenfor og fryse - ikke så længe hun stadig havde spørgsmål til ham, og informationer at hive ud af ham. "Du taler med etikette som de andre uddannede. Du bærer rundt på upraktisk tinge-tangel og du er på lyset side. Så fortæl mig Jaidev. Hvorfor er du anderledes end dem? Hvad gør dig speciel?" Til tider kunne hoppens natur godt virke anderledes end den burde. Hun var før blevet sammenlignet med en sort snog, og det kunne måske også sagtens være hun mindede mere om en slange af og til, smidig og listig. Dog så man hende aldrig krølle sammen af et bid eller et stamp i jorden - hun huggede giftigt tilbage hvis hun kunne komme til det. Man ville dog ikke dø af hendes bid på samme måde som en slanges kunne være dødbringende. Men det var så sandelig heller ikke helt ufarligt hvis man ikke vidste hvornår legen ikke længere var leg - eller hvornår man havde overtrådt hoppens grænser.

// sorry for den lidt hårde tone ind imellem xD Ava er ikke særlig sød :b 

words: 1.045 | Tag: Jaidev

Falling Silver

Tag: Ava  | Wordcount: 1.021  | Weather: Rainy, Cold, windy, dark, night

Ordende hang lidt i luften mellem de to sjæle. Himmelhingsten havde præsenteret sig navn for den ravnsorte hoppe, men hun holdte kortene tættere end han troede; hun gav i hvert fald ikke sit navn til kende. I nattens mørke var Jaidevs øjne ikke mere end sorte huller i hans kranium; tomme, bundløse sorte kugler, der havde et tomt udtryk. De øjne hvilede på den gnavne hoppe, afventede hendes svar et øjeblik, inden de vandrede op mod himmelen, for at finde en stjerne eller to. Det var næsten umuligt, at se hvor man satte hovene efterhånden; specielt fordi stjernerne fra hans kappe havde trukket sig tilbage, og efterladt ham med en kulsort dyne, der klistrede til hans våde korpus.
Et fnys fra den sorte hoppe, rev hingstens opmærksomhed tilbage til hende, og øjnene hvilede nu fast på hende. Da hendes toner fyldte stilheden mellem dem, spidsede himmeldanseren ørerne langsomt frem. Men da ordende havde forladt den ravnsorte hoppe, smækker hingsten kæberne sammen, og spændte efterfølgende i dem. Havde hun virkelig tænkt sig, at han skulle fortælle noget om ham selv? Tanken fik ørerne til at søge bagud, og overlæben blev spændt, iltert. Kun én vidste noget som helst om hans hændelser; og det var ikke med god vilje, han havde betroet hende. Men han var blevet tvunget. Eller var han? Han havde jo selv åbnet mulen, selv sagt ordende. Og får hvad – for at få et stykke af himmelen til at prygle hans ryg. Nogle gange følte han næsten, at dette tæppe lå og grinede hånligt af ham. Grinte af hvor forblændet han havde været, da han blindt havde fulgt Lyset. Hvad var der ikke sket med den milde sjæl, der kendte hans fortid? Ak, han havde ikke set skyggen af hende i årevis. Det havde blot afklaret ham endnu mere i, at han ikke burde fortælle noget om Ukobach. Jaidev rystede kort på hovedet, for at slå tankerne ud. Manen eskalerede som sort regn omkring ham, hvorefter den atter lå og dryppede fra hans hals og skulder. Øjnene havde end ikke forladt den sorthåret, en overlæben samt kæberne var endnu spændte.

” De mener altså, at De er anderledes end ’de andre’? ”

Hvad den sorthåret mente med de andre, var himmeldanseren ikke helt sikker på. Var det vogterne, hun refererede til? Eller blot andre sjæle i landet? Han groede et øjeblik over tanken, men den sorthårets gebis var atter søgt mod ham. Jaidev smed ørerne hårdt ned i den hvælvet nakke, og med en voldsom bevægelse kastede han det ene forben fremad. Den våde hale slog et smæld, og hans krop blev samlet som en harmonika, da han dansede frem mod nogle hidsige bevægelser. Han var træt af, at hun konstant prøvede at plante tænderne i hans skind. Et advarende fnys afsluttede himmeldanserens reaktion, og trods musklerne var spændte hos ham, forsøgte han at skridte roligt ved hendes side. Efter hoppens fysiske angreb, begyndte hun et verbalt i stedet. Med nogle smidige bevægelser, rykkede Jaidev sidelæns, så hun ikke kunne få fat på ham. Langsomt vippede han ørerne mod hendes stemme, da hun irettesatte ham, som var han et uartigt føl.

” Det var ikke min mening, at fornærmer Deres hjemland. Jeg mener blot, at vi har hver vores bagage med hjemmefra, noget vi ikke kan slippe. De kan ikke slippe Marahs tunger, jeg kan ikke slippe Ukob…. Mit hjemlands skik. ”

Svarede hingsten langsomt, overvejet. Dog stoppede han sig selv, og undlod at fortælle hende, navnet på hans hjemland. Men hoppen forsætte. Hun hadede alt, alt der var i dette land. Hadede at hun var blevet bragt hertil, og følte sig som et udyr, der skulle udryddes eller smides bort. Jaidev sukkede lydløst, og et øjeblik følte han hoppens sorg. Han forstod hvad hun mente, forstod hendes tankegang. Det var også derfor, han undlod at svare på det.

Den sorthåret trak sig længere ind i hulen. Om det var for at give hingsten eller hende selv plads, kunne Jaidev kun gisne om. Men han søgte ind i hulen, så langt at regnen ikke længere kunne slå ind på dem. Da han var kommet langt nok ind, lukkede han øjnene et øjeblik. Stjernerne dækkede op på den himmelsorte kappe, og det kastede et mildt, hvidglødende lys fra hingsten, men nok til at lyse hulen en smule mere op. Den sorthåret var badet i skygger, og næsten hel umulig at få øje på, hvis det ikke var for hendes kridthvide blis, der strakte sig fra hendes pande af, samt de næsten malakit farvede øjne i lyset fra stjerne. Han betragtede hende, dog uden at stirre eller overbeglo. Næsten kærtegnene løb hans øjne over hendes skikkelse – i hvert fald den, han kunne se i mørket. Da hun åbnede mulen igen, hævede Jaidev hovedet en anelse, og kiggede forsigtigt mod hoppens øjne, i det hun snakkede. Hun generaliserede og sammenlignede vogterne med hinanden. Jaidev vippede kort med ørerne, tænksomt men ramt. Han var bestemt ikke som de andre og brød sig bestemt ikke om, at blive sammenlignet med andre! Et øjeblik spænde han de markerede kæber sammen, og fjernede blikket fra hoppens øjne.

” Hvis blot jeg vidste det... ”

Mumlede Jaidev dæmpet, og mest henvendt til sig selv. Men han var ikke i tvivl om, at hoppen også kunne høre ham. længe holdte han blikket fjernt fra hoppen, og overvejede hendes ord. Det var ikke fordi, at hoppen plantede tvivl i hingsten; hun pustede blot liv til den, der lå og lurede i forvejen. Med et dæmpet suk, trådte Jaidev tættere på den sorthåret, og med en

nærmest ydmyg bevægelse strakte han mulen frem imod hende, prøvende.

” Vil De vise mig Marah? ”

Det var ikke fordi, at Jaidev havde ”behov” for at spørger om lov. Men han vidste, at magien fra kappen fyldte hans åre; den løb som ildvand gennem ham. Og hun havde vækket hans nysgerrighed. Derfor, med en saglig tone der lå i den behagelige, maskuline stemme, spurgte han den sorthåret, og strakte mulen tættere på hende, ganske langsomt. Imens blinkede stjerne på kappen legesygt, og lyste hans sortnede øjne, så de næsten skinnede med et karamelliseret udtryk.