Chained to Run

Thread: Chained to Run

Tag: Jaidev

" there is no darkness, but ignorance "

Afkræftede vejrtrækninger var at høre i det ulmende mørke. Den spinkle, udmagrede korpus bevægede sig udelukkende kun, fordi hun trak vejret. Omkring hende blev der dannet et omrids af åndedræt; hun var altså endnu levende. Meget kunne man sige, men hoppens forfatning havde aldrig været værre. De dirrende ben kunne til hver en tid underkaste sig.

Hendes pels var glansløs, beskidt og ganske stift. Der var ingen tegn på, at hun tog vare på sin krop. Hun havde givet op, det var åbenlyst at se. Øjnene blanke. Matte. Drænet for energi. Hun havde efterhånden set det i øjnene, at hendes dage var talte. Hun havde belastet sig selv, til en så stor grad, at hun ikke længere kunne fikse det selv.
Magtesløs stod hun lænet mod et træ; som hjalp hende til at holde balancen, og ikke knække under. Hendes næsebor vidnede om, at hun var under et kæmpe pres. Blodsprængte og udvidede; sådan så de ud.

Ude i mørket lurede der sig sikkert afsindigt mange farer, som ville kunne lemlæste og ikke mindst slå hoppen ihjel på et øjeblik. Hun var ikke længere i stand til at kunne beskytte sig selv. I stedet havde hun ladet dæmonerne i sit sind, få lov til at sætte dagsordenen. De havde besluttet sig for, at hun ikke længere skulle være til. Hun skulle pines. Hun skulle ikke slippe let fra dette. Vi sagde det jo, Sorte. Du kan ikke mere, kan du vel? Hånende var stemmen, som gemte sig derinde.

En dyb latter lød i sjælen på hende, og hun krummede sig modvilligt sammen. Du kan lige så godt give op. Ordene gentog sig et par gange, før at hun lukkede øjnene sammen. Hun forsøgte alt hun kunne for at holde sig oprejst. Benene under hende dirrerede magtesløst. Ørene lå tilbage; ikke på grund af at hun ikke var arrig. Næ, fordi hun prøvede at lukke al form for smerte ude af sit sind. Hun havde nok i stemmerne.

Chained to Run

Wordcount: 677

Det var mørkt. Et snigende, tiltagende mørke, der virkede mere uoverskueligt, fordi regnen faldt ned. Det var ej store dråber, der faldt fra himmelen; det var nærmest en stilregn. Det fik horisonten til at se tåget ud; ligne en udtværet mase. Det var svært at finde overblik, og det ville være mest fornuftigt, at bruge det, som natten oprigtigt var til for; at sove. Men denne nat havde himmelhingsten andre planer, som han så ofte havde om natten. Egentligt var det sjældent, at nogen så ham i dagslys. Hvorfor, der var uvis. Men i denne kølige nat, havde himmelhingstens hove betrådt jord, han ikke havde betrådt længe. Han følte intet for denne ø, end fjendskab. Der lå mørke kræfter og ulmede på denne ø; mørke kræfter, der fik det til, at krible under Jaidevs pelslag. Normalt holdte han sig langt fra dette område, men noget i ham, havde drevet ham på denne færd. Denne nattevandring.

På trods af det tiltagende mørke, var det ej svært, at få øje på den mørke Jaidev. Ikke kun fordi, at de hvide aftegn lyste ham op, ak nej. På den ranke, muskuløse ryg hang den smukkeste, himmelbeklædte kappe, og stjernerne på himmelen blev dannet på den, og lyste hingsten op i et blødt skær. Det lyste ham om, omgav ham. De skygger, der havde en helt anden form for magt på denne ø, blev jaget væk af lyset; og lige meget hvor meget de kæmpede, var de ikke stærke nok, til at frarøve hans lys. Alle andre levende sjæle så ud til, at være gået til ro, for natten var så stille. Det var som om, at denne stilhed skreg ind i Jaidevs øre; den larmede simpelthen for meget. Et prust forlod den silkebløde mule, mens han virrede med det markerede hovedet. Udadtil og på afstand lignede han nærmest et omvandrende lys; men han blændede ikke. Ak nej, så kraftigt var stjernerne slet, slet ikke. Det var blide og svage, og kastede blot et blegt skær.

Et åndedrag. Jaidev stoppede op i mørket, og lod de mørke øre tippe fremad. Et sted lød et åndedrag; men det lød ikke almindeligt. Nærmest hiksende, afkræftende – døende. Jaidev knejste halsen sammen, og lod de mandelformede øre tippe sidelæns, idet hans slanke ben drog ham imod lyden. Det ville være klogest, at holde sig væk fra sådanne lyde, når man befandt sig på denne ø, Foehn. Man skulle være stærk og kløgtig for, at overleve her, for Foehn var ubarmhjertig; alt der ikke passede ind, ville den skille sig af med. Også selvom, at det den skilte sig af med, havde et hjerteslag. Ak, dette sted var ikke et drømmeland, som mange af de andre øer var; tværtimod var det et sandt mareridt, at befinde sig her. Man kunne næsten mærke, i den askebefængte luft, at ondskaben lå og lurrede bag ethvert hjørne.

Med et tungt, højtlyt prust stoppede hingsten op i en samlet parade. Foran ham stod en mørke sjæl, og tryggede sig op til et træ, for at holde sig oprejst. Sjælens skind var ligeså sort som himmelen over dem, men kappen kastede et blødt lys på hende, og oplyste sjælen, så hun ikke gik i ét med mørket, som hun sikkert gjorde, når der ikke var et lys, til at skinne på hende. Jaidevs mørke øjne, der fik et karamelliseret udtryk i lyset fra kappen, lod diskret øjnene glide over hoppens krop. Det var tiltaget, ødelagt. Livsgløden, der holdte sjælen i live, havde forladt den sorte hoppe, og efterladt hende som en ydmyg, svækket skikkelse. Som var hun blot en skygge af sig selv. For Jaidev havde engang mødt den ravnsorte hoppe, men aldrig havde han set en så ussel, skrøbelig skabning før.

” Hvad er der dog sket med Dem? ”

Himmelhingstens stemme var mørk, maskulin, men behagelig. Det var ikke en anklagende stemme, men en barmhjertig, beskyttende stemme der ramte den sorte hoppe. Jaidev lod hovedet glide på skrå, og vippede ørerne sidelæns. Han havde ikke trådt for tæt på hoppen; det eneste, der kunne røre hende, var kappens lys.

code by ♥

Thread: Chained to Run

Tag: Jaidev

" there is no darkness, but ignorance "

Hvis der nogensinde skulle opstå håb for denne svage, udsultede skabning - så skulle der mirakler til. Udefra set var det en fortabt skabning, som nu stod fæstnet skævlende til jorden, med al sin vægt lænet mod træet. Foehn var bestemt ikke kendt for, at være et sted som tog hensyn til de svage. Desværre var det i hvert fald ikke noget, som kom D'zard til gode på nogen måde; og det havde hun indset. Regnen pilede lige så roligt ned. Dråberne som ramte hendes spinkle korpus efterlod sig en kold og våd hinde, for derefter at borer sig ned i gennem hendes tynde pelslag. Normalt var heste bygget til at kunne afvise megen regn, men D'zard pels var på ingen måde velplejet eller i stand til at overkomme nogen form for vejrsituation.
Der havde ikke været tegn på nogen som helst aktivitet i form af liv ude i mørket, så derfor havde D'zard for en stund valgt at "hvile" sig. Hun havde blot lukket øjnene i, for at udholde smerten bare en smule. For at kunne komme videre. Men det var uendelig svært, når smertehelvedet brød løs.

Trods den ravnesorte hoppe, havde spået og ikke mindst håbet på ensomhed, så havde en hingst alligevel fundet vej til hendes elendige forfatning. Travlt med at udelukke smerten i hendes sind og krop, havde hun været uopmærksom og dette kostede. Derved havde en brun skikkelse nærmet sig, og var nu faretruende tæt på hende. Det gibbede i hende da hendes øjne slog op. Intet kunne have forberedt hende på det syn, som nu mødte hende. Det var en gammel bekendt, om man ville. Hun huskede ham. Hun huskede hans duft. Hans åndedræt.
Denne hingst var ej ondsindet, han havde ikke villet hende noget ondt, men hun stolede ikke på ham. Han var stadig en trussel for hende. Han kunne gøre hende ondt, og derfor sænkede hun forpint sit hoved underdanigt, mens hun slog blikket afvigende ned i mod den golde, smattede mudderjord.

Han talte til hende. Tonelejet var på ingen måde advarende eller faretruende, men D'zard fór sammen som blev hun bidt efter. Hendes blik fangede nervøst hingstens silhouette, som var lettere sløret på grund af regnen, som nu silede ned. Han lød bekymret. Beskyttende. Fyldt med en ufornægtelig omsorg, som D'zards dæmoner ikke kunne acceptere. Kroppen skælvede rædselslagent, mens hendes hivende vejrtrækning blev mere og mere hektisk for hvert tiendesekund. Pibende efter vejret, rykkede hun afvigende på sig, mens hun krampagtigt lod sig underkastes af hans lys af den kappe han bar. ,,Du skal ikke bekymre dig om mig," Tydede hun i mørket, mens hun rystede af panikangst i hele kroppen. De blodsprængte næsebor var udvidet og yderst presset. Det samme var hele hendes krop. Hver en lille bitte muskel var så spændt, at hun snart ville bukke under. Igen.

Clained to Run

Wordcount: 457

Regnen tog til. Dråberne blev større og større. De faldt tungt ned over hingstens pelslag, og fik et lille genspejling af lyset fra kappen, inden dråberne trillede hastigt ned af hans muskuløse krop. Hans pels havde aldrig været vant til dette, men eftersom han havde levet i dette land længe, havde han formået, at beskytte sig selv mod kulden; udvikle sig selv. Han var blevet stærkere på alle punkter, og derfor frygtede han ikke en smule regn. I hvert fald ikke på hans egen krop. Hoppens derimod, det var problematisk. Hun var ikke i stand til at holde varmen, var ikke i stand til at holde sig oprejst. Hun var svag. Det hjalp hende på ingen måde, at stå så sårbart ude i regnen, og blive gennemblødt. Hun var ikke selv i stand til at tage en beslutning, eller måske havde hun simpelthen blot givet op, og ventede på, at naturen gik sin gang.

Hoppen sank pludseligt hovedet. Længere og længere ned kom det, indtil hun stod der; underdanig. Jaidev havde altid elsket, at være ”oven på”, at nogen så op til, beundrede ham, eller måske følte, at han fortjente respekt. Men at hoppen ligefrem underkastede sig, stak i Jaidevs indre. Det pinte ham at se, hvor ødelagt sjælen var. Han havde lyst til at bede hende om, at løfte hovedet, men da Jaidevs stemme havde talt, var det som om, den havde givet hoppen et stød. Hun fór sammen af forskrækkelse, som havde han udøvet psykisk terror eller fysisk vold, så han turde næsten ikke åbne munden igen. Ørerne gled sidelæns og halsen blev bøjet smidigt sammen; det var ikke just fordi, at han nød at stå i den tiltagende regn. Tværtimod, vinterpelsen var på vej, så det var ikke smart, at blive gennemblødt af regnen. Da hoppens feminine toner brød stilheden, vippede himmelhingsten ørerne mod stemmen. Det var nærmest en afvisning. Jaidev rynkede på den silkebløde mule, hvorefter et højlydt og hingstet fnys forlod den, og han trippede sidelæns, for at skærme hende for regnen.

” Men det gør jeg. Kom, hvis De bliver mere våd, risikere De at blive syg. ”

Tonerne var de samme. De var ej kommanderende, men de var bedende. Han ønskede at hjælpe denne sjæl. På den anden side, kunne han være bekendt at forlade hende, hvis hun alligevel blot afventede dødens besøg? Tanken fik Jaidevs mørke øjne til at flakke et øjeblik. Han brød sig bestemt ikke om tanken om døden, og være vidne om, at denne hoppe muligvis ikke havde lang tid igen, smertede hans indre. Et dybt og hæs brum blev dannet i natten, og med tilpas afstand trådte han mod hendes side for, at få hende til, at følge med. Bare for natten i det mindste.

code by ♥

Thread: Chained to Run

Tag: Jaidev

" there is no darkness, but ignorance "

Tilnærmelser var ikke noget hun mestrede på nogen som helst måder. Derimod var det noget, som gjorde hende endnu mere panisk end nu. Trods man ikke troede det var muligt. Men hun behøvede hjælp, og det var hingsten; som nu befandt sig tæt på heller ikke i tvivl om. Hoppen ænsede ikke hans forpinte udtryk; for han bekymrede sig om hende, men hun tillod ikke sig selv at bemærke det. Hendes tilstand blev forværret, men hun stod endnu oprejst, hvilket var et sandt mirakel. Regnen som stille og roligt tiltog og blev værre, gjorde udsigterne for den magre hoppe endnu værre. Den udsatte hende for megen farer, som hun ikke ville kunne undslippe. I så fald ikke uden opsyn.

Hvis hun knækkede sammen på åben terræn var hun for alvor dødsdømt. Her ville et hvert rovdyr kunne få ram på hende, og nedlægge hende. Ergo, så ville hun være så godt som død. Derfor prøvede hun at samle mod til, at holde sig sammen i selskab med hingsten. Han ønskede hende intet ondt, så hvorfor skulle han gøre hende det? Jo, det kunne D'zard længe drøfte med sig selv - for så at ende i samme konklusion, som altid: Ingen ville kunne holde af en som hende. Ingen ville beskytte hende.

Det at hun underkastede sig ham, var for hende en vanesag. Hun gjorde det af automatik. Sådan var hun opdraget fra barns ben af. Dette var hendes levevilkår. Og hvis hun ikke makkede ret, ville hun få det betalt. Hendes indre dæmoner ville piske, plage og pine hende. Han nærmede sig hende, og dette betød, at han forsøgte at hjælpe hende. Men, set i D'zards øjne så var det en faretruende handling. Hun gispede efter vejret, mens hun spændte i hele hendes udmagrede korpus. Øjnene udvidede sig, og næseborende lige så. Men hun forsøgte at komme fri fra sin position. Nervøst og ude af balance løftede hun det ene ben, for at træde frem.

,,Du er ikke ude på, at skade mig. Er du?" Mistroen hang som en tyksmurt hinde om hende. Det var tydeligt at se, at D'zard ikke opfattede venlighed. Omsorg. Hun anså dette som værende en gerning, som enhver kunne gøre for at snøre hende. For at gøre hende fortrød, for så at håne hende. Men sådan hang det nu ikke altid sammen, hvilket hun havde svært ved at se. Hun så kun det, som stemmerne tillod hende at se. Alt det negative. Det onde. Det kolde.

Normalt ville de fleste gerne vide hvem de befandt sig med, men D'zard var ikke typen, som behøvede navne for at gemme dem i sine erindringer. Hun gemte deres bevægelsesmønstre. Deres vejrtrækning. Deres adfærd. Mange ville sikkert finde det ganske utraditionelt og mærkværdigt, men i D'zard lille univers hang det helt fint sammen. De fleste byggede deres bekendtskaber på relationer.
D'zard derimod, hun byggede dem på adfærd. Deres mimik. De små detaljer, som andre ikke bemærkede. Hun havde egentligt ingen venner; alle var bekendte. Fremmede, som hun blot havde stødt på. Hun havde aldrig bygget noget lignende et venskab med nogen eller noget. Det var bare nogen hun havde mødt. Nogen, som havde efterfølgende forbundet hende med "særhed", og hvad end man ikke kunne forbinde hende med. Synd? Ja, det måtte man nok sige.

Første skridt var nu taget, men hendes ben var endnu skælvende og usikre. Ustabilt fik hun troppet op ved hans side, mens hun besværet bevægede sig side om side, med den brune hingst. Dog med en god afstand. Hendes øre vippede mistroisk frem og tilbage, mens hun vaklende fik bevæget sig afsted uden at ane, hvor han ville føre hende hen.

,,Jeg kan ikke holde mig oprejst meget længere," tøvede hun udmattet, blot efter at have gået få meter.

Chained to Run

Wordcount: 1.024

Hoppen var næsten umulig at se i nattens mørke. Hendes ravnsorte, aftegnsløse skind gemte hende, og hun ville uden problemer kunne bevæge sig som en vandrende skygger, hvis det var hendes intention eller ønske. Og hvis hun havde haft kræfterne til det. Men i dette øjeblik kunne den ravnsorte hoppe ikke skjule sig eller gemme sig, for et lys ramte hende. Omkring den mørke hingst korpus hang et himmelbeklædt klæde, som kastede et blødt, svagt lys fra sig. Et lille lys, der forsigtigt ramte og kærtegnede hoppens front. Den fremhævede de markerede træk hun havde på grund af hendes kritiske tilstand, men den fik også hendes uens øjne til at skinne svagt. Det var lang tid siden, at Jaidev havde mødt denne ravnsorte hoppe; hoppen med det blå og røde øje. Men erindringen om, hvor forpint hun havde været, havde brændt sig ind i hans hukommelse som et brandmærke, og derfor holdte han de mørke øjne fra hendes.

Han havde trådt nær, og rakt en hjælpende hånd til hende. Men det var for meget. Gispende, som havde han pint hende, stod hun og underkastede sig. Som om hans aura havde skåret hende i stykker. Ædelagt hendes fine, skrøbelig indre. Hun var som porcelæn; så sårbar, så skrøbelig; så sart. Det var forfærdeligt, at ville hjælpe, men uden at have muligheden for det. Jaidev lod de sortnede øjne ramme i jorden, og sank ned i nakken for, at gøre sig mindre overfor hende. Undgå at virke stor og truende. Først da hoppens feminine toner anstrengte sig igennem det tykke lag af stilhed, hævede han de mørke øjne, og lod ørene glide lyttende frem. Skade hende? Naturligvis ikke. Men kunne han overbevise hende om det med simple ord – han kunne vel i realiteten stå og fylde hende med løgn og latin, og hun kunne æde det hele op. Hans ord kunne fordreje virkeligheden, manipulere hende eller drive hende rundt. Hun kunne have alverdens tanker om ham, og i hendes tilstand ville hver sætning misforstås. Han kunne ikke bruge ord, der kunne beskrive, at han intet ondt ville hende. Han måtte bevise det.

Hun valgte, at følge ham. Valgte at tro på, at han intet ondt ville hende.

De mørke øjne betragtede hendes rystende ben, der kæmpede for at holde den afmagrede krop oprejst. Hun fulgte med ja, men med afstand. Et dybt, beroligende og opmuntrende brum med hingstet toner nynnede blandt dem. Men i tonerne hang en dominans, der skulle jage andre sjæle bort; Han ønskede ikke, at andre skulle blande sig nu; hvis der kom andre, ville den sorte hoppe forsøge at forsvinde. Men kroppen ville ikke kunne holde til det. Hun ville panikke endnu mere… ak, det ville blive en problematisk, og ikke just nedværdigende episode for den sorte; en episode, den mørke hingst helst så, at hun var foruden.

Egentligt ville han gerne have hende til en anden ø, men dette var ikke en mulighed. Foehn var ikke det mest obligatoriske sted at opholde sig, når man var befandt sig i den tilstand, som den sorte hoppe gjorde. Men hun var ikke stærk nok til, at forlade øen. Ikke endnu. Regnen tog til, og det var ikke længere små perledråber, der hang som en krans på det mørke skind; nej, Jaidev var efterhånden blevet gennemblødt. Den lange man klistrede til hans forben, og alle steder havde pelsen skiftet til en mørkere nuance. Nøjagtigt som den havde gjort på den sorte. Hun kunne ikke holde sig oprejst længe, men han kunne ikke tilbyde hende støtte, for hun søgte selv væk fra ham. I stedet sank han atter nakken, og brummede opmuntrende til hende.

De havde søgt længere væk fra vulkanen, og en lille brøkdel af skov udsprang foran dem. Det ville være det bedste sted, at opholde sig i læ for regnen. Det tog hele tiden mere til med regn, og kulden var begyndt at komme snigende op af Jaidevs slanke ben. Et dæmpet prust forlod næseborende, og en tyk tåge omsværmede ham. Den opmuntrende brummen var blevet overdøvet af regnen, og derfor havde han vandret i stilhed sammen med den sorte, og blot forholdt sig som støtte for hende. Nu da de var ankommet til skovbrynet, drejede han smidigt halsen, og lod de dybe øjne søge mod hendes ansigt, og forsigtigt mod hendes øjne, alt med omhyggelighed og psykisk nærvær. Deres hove betrådte skovbunden, der var dækket af et tykt lag blade, der ville skinne i brune, orange og gullige farver, hvis solen skinnede på himmelen. Nu var det kun himmelhingstens lys, der var stærk nok til at oplyse bunden for dem, så de ikke trådte forkert. De var kun kommet igennem indgangen af skoven, da Jaidev stoppede op og skrabede i den mørke bund. Bladende var våde af regnen, og knaste derfor ikke. De var næsten helt lydløse.

Det rolige åndedrag for hingsten omgav dem, for regnen blev skærmet af træernes trækroner, og lyden af regn blev sænket en smule. Trippende vendte han sig til den sorte, og de mørke øjne, der skinnende gyldent på grund af kappen, kiggede på hende. Så oprigtigt på hende. Uden idømmelse over hendes medtaget krop. Endnu havde han ikke ladet stemmen lyde; han ønskede ikke, at få hende til at stole på ham. Det var noget hun selv skulle vurdere, om hun ville. Men han havde forsøgt, at vise hende, hvem han var. At han var godhjertet og intet ondt ville hende. Med langsomme skridt, som om han lydløst spurgte om han måtte tråde nærmere, kom han tættere på hende. Ikke overildet eller voldsomt. Blot ganske stille som en vandrende stjerne. Da han var nogle meter fra hende, strakte han langsomt den silkebløde mule frem mod hende. Dråber fra den lange pandelok løb nedover næseryggen og mulen på ham, dryppede lydløst ned på jorden. Åndedraget var regelmæssigt, roligt. Varmt. Ånden steg hele tiden ud omkring næseborende og strejfede den sorte hoppe med en smule varme. End ikke meget, for han ville ikke gå for tæt på hende. Ikke nærme sig for meget. Ligeså forsigtigt som han havde rakt mulen frem, gled øjnene hen på hoppens sorte næseryg, omhyggelig med ikke at kigge hende i øjne. Når hun var parat, kunne hun starte en øjenkontakt.

code by ♥

Thread: Chained to Run

Tag: Jaidev

" there is no darkness, but ignorance "

Vinden rev i den lange, uglede sorte man. Hendes pelslag blev mødt af en usædvanelig kold brise, som kælende lod sig glide om hendes flanker. Hendes vippende øre lagde sig tilbage for ikke at blive væltet af vindens magt. Vaklende fulgte hun hingsten og forsøgte ikke at udvise tegn på svaghed, for at hingsten skulle komme til undsætning og derved berøre hende. Regnen silede ned over hende, og efterlod et ubarmhjertigt lag af kulde over hendes gennemblødte pels. Hendes ellers sorte pels var svøbt i vådt mudder, mos og andet fra jordens overflade, som den havde til samlet sig.
Stilheden i mellem dem gjorde hende på sin vis ikke mere tryg, men han ønskede åbenbart at vinde hendes tillid; så hun ikke mistroede ham til at han ville hende noget ondt. Men denne mistro lå så dybt i hende, at den var svær at komme af med. Hun var blevet svigtet så mange gange. Blevet fyldt med løgne og bedrag, så hendes sind havde mistet grebet. Hun følte at hingsten kun hjalp hende, fordi det var det man forventede at der skulle gøres. Så hun var atter ikke speciel. Hun var et projekt, for at arbejde på den dårlige samvittighed - som de fleste ville få hvis de efterlod en anden sjæl i nødens stund.

Efter nogen tid sagtnede hingsten farten og derved blev den sorte hoppe opmærksom på, at der ikke var langt til deres destination. Hun anede ikke hvor han ledte hende hen, men fulgte ham blindt. Med ørene vendt tilbage satte hun langsomt tempoet en anelse ned, trods hun ikke havde megen fart på i forvejen. Hendes vaklende bevægelser var på ingen måde noget hurtigt syn, men det var bedre end ingen ting og denne gang behøvede hun ingen støtte trods det tærerede hende for alle de kræfter, som hun ikke havde.
Alt i mens regnen pilede ned over hendes i forvejen gennemblødte pelslag trodsede hun mudderet og det smattede underlag, som besværliggjorde hendes færden på at komme i ly for uvejret. Blæsende var det i hvert fald. Så blæsende, at hun til tider måtte kæmpe for ikke at falde om kuld - trods hun normalt sagtens ville kunne stå  imod.

Det som ramte hende hårdest var den bebrejdelse som hun pådrog sig selv. Han var bestemt ikke glad for at se hende elendige til stand og det var tydeligt, at det skar ham i det inderste, at se hende i sådan en tilstand. Men hun kunne intet stille op; ikke længere. Hun måtte kæmpe for at holde sit lille, bankende hjerte kørende - trods det var knust i tusinde stykker. Det eneste hun ønskede var blot, at få det overstået. Enten ville hun vinde kampen, eller også måtte hun give op. Alt i hendes krop ville vælge valgmulighed nummer to - men D'zard ville kæmpe. Det var hun nødt til.

Da han standsede vippede hun usikkert med ørene, mens hun eftergav en pinagtig lyd. Hendes mule rynkede på sig, da regnens dråber gled ned over hendes krop. Han stod foran hende og efter nogen tid valgte han spørgende at træde frem i mod hende. Nervøst udspilede hun de blodsprængte næsebor, mens panikken bredte sig i kroppen. Ville han nu gøre hende ondt? Hun piskede en unødvendig stemning op, men hun var angst for nærvær - og dette trodsede hingsten trods han ingen ond hensigt havde med det.
Det var svært for hende, at forstå at han blot ønskede at give hende plads. Men da han rakte sin våde mule i frem mod hende, så bakkede hun let af, ved at trække hovedet helt til sig. Hendes øjne var vilde af panik, mens hun nervøst gibbede i hele kroppen. Hun prustede usikkert; men for så til sidst at række mulen prøvende i mod ham. Hun standsede dog halvvejs for at lade blikket glide i mod hans øjne, som ikke fangede hendes øjenkontakt. Han gav hende plads til at vælge selv. Vælge om hun ville give ham lov. Og det gjorde hun.

Usikkert stod hun der - med mulen let strakt frem i mod hingsten, som hun ikke vidste noget som helst om. Hun vidste ikke hvad han intention var; men han var meget forsigtig med hende og havde givet hende plads ind til nu - hvor han prøvede grænserne af med hende. Det skabte en uro i hende, fordi hun ikke anede hvordan man skulle reagere. Hun havde aldrig prøvet sådan noget før, så det var vel normalt - at hun reagerede usikkert. Dog var det tragisk, at hun tilmed havde en smertefuldt, sammenbidt udtryk. Det burde ikke være sådan.
,,Hvorfor ønsker du at komme tæt på mig?" adspurgte hun, uden nogen form for selvtillid. Blot et knust hjerte, kunne høres i hendes skævlende stemme. Den englebløde, tillidsknækkede stemme.

Chained to Run

Wordcount: 544

Tiden havde følt så længe, så uendelig da de havde vandret igennem Foehns ubarmhjertige terræn. Hoppen havde haft svært ved at holde trit med ham, og af medlidenhed for hendes tilstand, havde han sænket farten, og fulgt hende. Som en fjern støttepæl. Men nu, hvor han med forsigtighed havde nærmet sig, stod tiden stille. Som om den holdte vejret for, at se hvordan udfaldet ville blive. Spændingen voksede mellem dem, og hang i tykke tråde omkring dem, omringede dem. Da Jaidevs våde mule var kommet hende nær, havde hun tøvet og bakket tilbage; som om den var farlig, eller om hun ville brænde sig på den. Med rolige bevægelser stoppede hingsten op, og holdte den ædle krop i ro. Det eneste der bevægede sig på ham, var det regelmæssige åndedrag, der efterlod bevægelser fra korpusset og tåge omkring næseborende. Ak, havde han gået for hurtigt? Han kunne da ikke forvente, at alle ville tillade hans berøring. De mørke øjne hvilede på næseryggen på den sorte hoppe, og de mandelformede øre vippede langsomt sidelæns.

Da Jaidev først havde taget beslutningen om, at rykke sig væk fra den ravnsorte hoppe, søgte hendes blik hans. De blå og røde øje ledte febrilsk efter hans sortnede øjne, der ejede det unikke gyldne skær, som var blevet kastet frem på grund af kappen. Den mørke mule havde forsøgt at nærme sig, men alting blev gjort med største forsigtighed, usikkerhed. De mørke øjne betragtede hoppens, skabte en dyb øjenkontakt, og da han havde holdt hende tilstrækkeligt, trådte han atter frem mod hende, og lod hans silkebløde, våde mule ramme ind i hendes sort, fløjlsbløde mule. Hendes mule var kølig på grund af hendes tilstand, blandet med det regnfulde vejr over deres hoveder. Jaidevs egen mule var hverken kold eller varm, men det tunge åndedrag varmede luften op omkring dem, og efterlod en mælkehvid tåge omkring deres våde muler.

End ikke havde Jaidev sluppet hendes øjne. Det var ikke fordi han dissideret holdte dem fast, men han fjernede ikke de dybe, mørke øjne. Hendes udtryk skreg foran hans øjne; skreg om hor ubehageligt dette var for hende, hvor grænseoverskridende det var; hvor uvant denne berøring var. Overlæben løftede sig sagte og strejfede forsigtigt hoppens næsebor, mens en dyb, maskulin brummen dæmpet lød fra den muskuløse bringe. Da hoppen åbnede munden for at svare, fjernede Jaidev mulen til siden, og vippede de sidelænsvendte øre frem imod hende. Hvorfor han ville komme tæt? Det var vel et godt spørgsmål.

” Ønsker De i stedet, at jeg skulle lade Dem være? ”

Tonerne var i kontrast til de fine, lyse toner hoppen ejede. Tonerne var maskuline, galante og behagelige. Det var ej en nedlagende eller bedømmende tone, som ville ramme tonen. Det var et oprigtigt spørgsmål, om hun overhovedet ønske, at han skulle forsøge at komme hende nær. Da slap Jaidev hoppens blik, og trådte et skridt længere ind i skoven, for at søge en smule mere læ for regnen. Pelsen dryppede på ham, manen hang og klistrede sig til de mørke ben. Pandelokken var blevet spillet på midten, og hang til hver sin side. Kappen derimod flagrede blødt og uberørt om hans stærke flanker, og skabte hele tiden et glødende, lille lys imellem dem, så mørket ikke ville få lov til, at vinde.

code by ♥

Thread: Chained to Run

Tag: Jaidev

" there is no darkness, but ignorance "

Afgørende var det at hingsten valgte at ligge en god afstand til den sorte hoppe. Han overskred på den måde ikke hendes grænser, da han fulgte hende hen til det sted han havde udtænkt sig. Hendes svage, spinkle ben tydede på at de var udsat for en enorm overbelastning. Dog var hun endnu stærk og stod stadig på de ellers noget ustabile ben. Hendes vejrtrækning var hektisk eftersom, at hingsten valgte at nærme sig mere og mere. Det gjorde hende nervøs, fordi hun ikke anede hvordan hun skulle forholde sig til det. Ville det smerte hendes sind endnu mere? Ville det destruere hende. Det var ikke til at sige.
Det eneste D'zard vidste, var at på det seneste havde mange flere - og vidt forskellige - sjæle nærmet sig hende mere end hvad der var tilladt. Det var svært for hende, at acceptere at hun lod dem gøre det. Men hun turde heller ikke sige dem i mod. Sæt nu at de blev vrede og angreb hende. Det kunne ske.

Hvis hun havde været stærkere ville hun kunne have flygtet, men dette var et ikke en mulighed længere. Løbet var kørt for nu, så hun måtte acceptere den voldsomme, pinagtige smerte som det medfulgte. De to farvede øjne vågede panisk og angstprovokeret den brune hingst, som var i ført en let gennemsigtig kappe. Kappen hvirvlede stolt i vinden. Havde det ikke været fordi D'zard ikke kendte til det, så lignede han mest af alt en helt i mørket. En frelser fra det ukendtes hinsides. Lammet af øjeblikket måtte hun forberede sig på det uundgåelige. Berøring.
Da hingstens ellers bløde mule favnede hendes i en meget blød bevægelse, stoppede hendes hjerte med at slå. Sådan føltes det om ikke andet. Sitrende var hendes krop, mens hun bad til at den ulmende, brændende smerte ville forlade hendes krop. Men det gjorde den ikke. I stedet overlappede den alt hun havde af følelser. Al den glæde, som kunne være skjult i hende blev ædt op. Brændt. Splittet til samtlige atomer.

Trods der ingen varme var for hingsten, så var fornemmelsen ildevarlsende varm. Et besværet grynt kom fra hende, da hun forsøgte at få vejret. Hendes næsebor var udvidet, så hun kunne få mest luft ind, så hun ikke dejsede om. Hvorfor ville alle røre hende. Kunne de ikke se, at det var forkert? Hvorfor lod de hende gøre det? Hun forstod ikke, at de ikke bebrejdede hende. At de ikke forsøgte at skræmme hende væk, eller nedgøre hende. Det var det hun var vant til, så hvorfor skulle det være anderledes. Hvorfor nu?
Tøvende fjernede hun pinagtigt blikket fra hingsten, mens hun gispede panisk da han igen lod sin overlæbe berøre hendes spinkle, let arrede mule. Hun hev hovedet ind til sig - da han valgte at tale. Hun skammede sig. Hun havde fået ham til at føle ubehag, men hvorfor påvirkede hun ham sådan? Hvorfor ville han overhovedet hjælpe hende? På det seneste havde hun haft flere sjæle, som på en eller anden måde havde valgt at hjælpe hende. Som havde vovet sig tæt på hende - og denne gang var ingen undtagelse.

At han spurgte om han hellere skulle lade hende være, var et spørgsmål som hun ikke turde svare på. I sandhed så ville det være bedst for begge parter at gå hvert til sit. Hun vidste at hingsten overfor hende, ville finde det besynderligt, at hun var så bange for berøringer. Han lod bestemt ikke til at være bange for det. Han bekymrede sig ikke om konsekvenserne. Men alligevel så valgte han at omgåes denne forskræmte sjæl med så stor forsigtighed. Han nænnede tilsyneladende ikke, at overskride hendes grænser.
,,Du må ikke blive vred," startede hun med en lav, blød stemme som knækkede ved det sidste ord. Hendes øre vippede usikkert tilbage, mens hun smertefuldt lod blikket vende tilbage til hingsten. Hvorfor kunne han ikke se det? At hun ikke var kampen værd? At hun var en tabt sag. Hun ville aldrig kunne fikses. ,,Jeg er ikke vant til berøringer. Det gør ondt," hviskede hun med en mærkbar ydmyg, men nedtrykt stemme. Skamfuldt. Det var vidst ordet. Hun skammede sig.

,,Det er ikke din skyld," prøvede hun efterfølgende, mens hun usikkert holdte den ellers intense øjenkontakt. Det varierede i hendes stemmeføring, fordi den knækkede så tit over. Som om hun mistede grebet og evnen til at tale. Det var en usædvanelig følelse; fordi hun altid havde levet i ensomheden. På egen hånd uden, at nogen skulle vove på at komme ind i hendes lille lukkede univers. Fordømt til ensomheden. ,,Du må gerne blive," sluttede hun af med, uden nogen sammenhæng i sine ord. Hun var nervøs, og det var let at se og bestemt også at høre.

word count: 788 

Chained to Run

Wordcount: 701

Spændingen lå i et tykt lag i luften. Den omklamrede de to sjæle i et magisk slør, der var opstået under den intense nærkontakt. Men dette magiske slør var ikke nødvendigvis et godt; i denne sammenhæng, i dette øjeblik var det et ondt slør. Et slør, der fortærede det hele i hoppens indre; rev hende itu, flænsede hende, ødelagde hende. Det hele blev gjort af den himmelbeklædte hingst, der trods hoppens afvisende, usikre ydre, havde trådt hende nær og rørt hende. Da det som han havde frygtet mest skete, valgte han at søge en smule væk; hoppens eskalerede nemlig. Det fine, skrøbelig porcelæn hun var blevet skabt af, slog revner. Selvom det var en fjerlet berøring han havde udsat hende for, var det for voldsomt for porcelænet, og det var tydeligt at se. Tydeligt at fornemme, hvordan krakeleringen og revnerne slog dybere og dybere ned i hende. Han havde været overildet, fulgt sit eget instinkt og glemt hoppens. Var han begyndt, at ligne hans fader? Tanken fik et åbent sår i hjertet til at gå op og bløde. Erindringerne skyllede ind, blandt med en portion skyldfølelse. Det var som om, at den sorte sjæl foran ham fremkaldte minder, han havde forsøgt at begrave.

Da hoppens stemme atter brød stilhedens magt, vippede de mandelformede øre sig ivrigt fremad, og han blev atter reddet fra en hinsides verden, han ofte vandrede ind i. Hun bad ham om, ikke at blive vred. Det ene øre rykkede sig en smule sidelæns, og de mørke øjne søgte forsigtigt hendes karakteristiske øjne. Vred? Vrede var noget, han have lagt fra sig for lang tid siden. Det var blevet pakket væk sammen med hævntørsten. Hun sagde, at hun ikke var vant til berøring. Jaidevs mørke blik hvilede længe i hoppens udtryksfulde øjne, inden han skamfuldt trådte et skridt tilbage. Følelserne, der sprang frem inden i ham, var blevet vækket af en sorte sjæl, der havde en unik evne til, at få ham til grave ned i erindringer, minder og ikke mindst savn. Han selv var ikke vant til berøring; tværtimod. Men han havde observeret den, drømt om den og derfor dyrkede han den nu. Det var blevet en nødvendighed for ham; mere end for andre, nu hvor den var blevet forsømt i barndommen. Men det behøvede hun ikke at vide; ingen vidste det. Ingen vidste i det hele taget meget om himmelhingsten. Hvorfor ændre det nu?

Øjenkontakten blev fastholdt mellem de to sjæle. En intens kontakt, men den kunne ej måle sig til det intense nærvær de før havde delt. Da hoppens stemme atter lød, om at det ikke var hans skyld, mimrede den silkebløde overlæbe i sagte bevægelser. Det kunne aldrig være hans skyld; alle var præget fra det land, de kom fra. Endda ham selv. Tonerne der hang i luften, var usikre og ofte uafsluttede. Hun kæmpede, den sorte hoppe, for at opretholde stemmen såvel som hende selv. Det var vel egentligt overraskende, at hun ikke var knækket sammen i den bløde skovbund endnu. Da hoppens sidste sætning ramte Jaidev, gjorde han et svagt ryk med det ædle hoved. Næsten usynligt. Han måtte gerne blive, det var hvad hoppen sagde. Da slanke ben trådte sidelæns, indbyd hoppen til at komme længere ind i skovens læ og ly.

” En ting er, hvad jeg må. En anden ting er, hvad De ønsker. ”

Stemmen var sagte, oprigtig. Selvfølgelig måtte han blive her, hun kunne ikke tvinge ham til at gå. Og hun var ikke i stand til, at jage ham væk. Men om hun ønskede, at hans nærværelse skulle være hos hoppen nu, i nattens mørke og i regnens milde tromlen, var op til hoppen at beslutte. Det var egentligt ikke et spørgsmål, Jaidev havde stillet hende, men han forventede alligevel svar fra hende. En tåge steg ud fra de mørke næsebor, og dansende yndefuldt bort i natten, indtil den blev opløst. Øjnene havde sluppet hoppens, for at betragte tågens forsvinden, og med et ydmygt glimt i de næsten sortnede øjne, trådte han atter til siden, for at give hende mere plads. Dog var han tæt nok på til, at kappens bløde skær omfavnede hende i et svagt hvidblåt lys; det samme lys, der blinkede ovenover dem.

code by ♥

Thread: Chained to Run

Tag: Jaidev

" there is no darkness, but ignorance "

Skamfuldt stod hun i mørket, med sit lavtsænkede hoved. Hendes matte øjne, tydede på at hun ikke langt fra var i balance. Hendes sind var forfulgt af ondsindede dæmoner, som ønskede at forpurre hendes i forvejen håbløse liv. At hun skulle lide under dette, var for mange et kæmpe mysterie. De spurgte tit ind til hvorfor hun ikke bare tog sig sammen og kæmpede i mod. De kunne ikke forstå, at man ikke bare kunne lave om på det. D'zard ville hellere end gerne give dem ret, men hun stolede ikke på deres hensigter var gode. Heller ikke hingsten overfor ham. Det var dæmonernes skyld. Hun ville gerne tro på det bedste i andre, men hun havde lært, at det kunne man bestemt ikke.

Mørket omslyngede hendes sorte pels ganske lidenskabligt. Hendes to farvede øjne stod i stor kontrast i mørket og var det eneste, som afslørrede hende tilstedeværelse - udover lyden af hendes hivende åndedræt, samt skælvende ben. Hun stod endnu oprejst; trods det var et spørgsmål om tid, at hun ville dale til jorden - men hun havde bidt smerten i sig og givet sin ellers opgivende krop kamp til stregen. De fleste forstod ikke hvordan hun var endt som hun nu engang var. Alle kæmpede i mod hårde tider. Alle havde på en eller anden måde været blevet svigtet. Oplevet traumatiske ting i livet. Men problemet for D'zard var at hun ikke længere levede i virkeligheden. Hun levede i et endeløst mørke, som hun selv havde forbandet sig selv i.
Årlange kampe havde forudsaget, at hun nu var blevet til dette skrøbelige væsen. Hun kunne gå itu når som helst. Derfor anså de fleste hende som værende en ganske ligegyldig skabning. Hun ville kun volde problemer. Hun var mærkelig og ubrugelig. Men hingsten overfor hende omgik hende med en helt bestemt omsorg, som hun bestemt ikke var vant til. Det var ikke noget, som hun kendte til. Det var uacceptabelt.

En langvarig smerte forplantede sig i hendes korpus. Hun kunne se, at det påvirkede ham at hun var som hun var. Hendes eksistens gjorde ham utilpas, og derved trak hun sig ydeligere tilbage med et undskyldende blik. I en hurtig bevægelse klappede hun tænderne sammen, mens hun lod blikket glide mod jorden. Tiden gik langsomt, fordi hun lige nu blev straffet af de indre dæmoner. De lod hende ikke være. Ikke endnu. For hun havde forvoldt en kæmpe frustration hos dem. Hun havde endnu en gang ladet sig selv komme for tæt på en anden.

Åh, Sorte - hvad skal dog blive af dig? Kan du ikke se hvordan han leger med os? Vi må ikke bukke under, kæmp i mod. For vores skyld.

Tonen var hvislende: som dæmoner skulle lyde, i følge D'zard selv. Hun huskede ikke et liv uden sine magtbesatte dæmoner. De styrede hendes sind, men havde dog ikke fuldkommen magt over hendes beslutninger og tankegang. De forsøgte at overtage hende, og derved udslette alt hvad hun bestod af. De ville gøre det af med hende. Ofre hende, så de kunne få fred selv. Få fred fra den afkræftede, fortabte skabning. Men hvorfor havde de valgt hende? Hvor kom dæmonerne fra? Spørgsmålet var noget, som de fleste ville undre sig over - og især svaret. For D'zard ville med det samme forklare, at de havde indtaget hendes sind for at vejlede hende. At de kun ville hende det bedste. De ville skåne ande, for hendes fejltagelser. 
Dæmonerne var alt D'zard havde. De eneste hun rent faktisk stolede på, om man ville. De havde aldrig forladt hende. De havde så længe hun huskede, fulgt hende i tykt og tyndt. Men hun havde endnu ikke opfattet, at det eneste dæmonerne ville - var at destruere hende. Ødelægge hende. Og til sidst overtage hende.

Endnu en gang lød en dyb, rolig og ganske behagelig stemme i mørket. Ærligheden strømmede som en flodstrøm fra ham. Men hun overså oprigtigheden; men lyttede til hvad han havde at sige. Han ville kun blive, hvis hun ønskede det. Det skulle være hendes egen vilje. Problemet var, at hun ikke anede hvad hun ønskede. For hun havde ingen ret til at ønske noget. Sådan måtte det jo være.

,,Det er ikke min ret at ønske noget,"

Startede hun usikkert, mens hun nervøst lod ørene vippe ud til siden. Hendes øjne fangede for en stund hans, inden hun bevægede sig frem, da han trådte til side og gav plads.. Automatisk følte hun, at det var hendes chance at finde et sted og finde hvile. Hun var stadig udsat og han ville til en hver tid kunne overmande hende. 

,,Hvis du lover ikke at gøre mig ondt. Vil du så følge mig i nattens mulm, så jeg kan hvile mine ben?"

Lavt og pibende kom denne nervøse sammensætning af ord. Hun anede ikke hvorfra modet kom, men hun var nødt til at vide sig sikker. Hendes ben var ikke længere i stand til at holde hende oprejst meget længere, så hun måtte finde et sikkert sted - hvor hun kunne ligge ned om ikke andet. Hun sov sjældent, fordi hun var bange. Bange for de mareridt, som ville forpeste hendes sind, når hun lukkede øjnene. 
 

Chained to Run

Tag: D’zard | Wordcount: 709 | Weather: Cold, rainy, windy, night


Drip, drop, drip, drop. Den konstante lyd af regndråber, der tungt faldt mod de visne blade, som skoven efterhånden bestod af, fik Jaidevs mandelformede øre til at vippe sidelæns, som forsøgte han at afskærme lydende. Han elskede at vandre i skovens dyb, elskede lydende og frihedsfølelsen; men ikke på Foehn. Det var ikke den ø, han følte sig mest bekvemt på, tværtimod. Han frygtede den, frygtede de mørke kræfter, der lurede i det skjulte. Det eneste øen havde, var det mørke tæppe af onde kræfter. Han burde slet ikke have sat sine hove på jorden til at begynde med, han burde have holdt sig i Chibales skov. Men det var for sent, at være bagklog nu – og han kunne ikke længere bare forlade øen, for han kunne ikke efterlade den sorte hoppe, der kæmpede for, at holde sig i live. Det var ikke nødvendigvis på grund af, at han var vogter, ak nej. Det var fordi han følte en samhørighed med den tilstand hun led under. Det mindede ham op til flere gange op de vilkår, han selv havde måtte leve under, før hans far tog ham under hans vinger. Egentligt burde han slet ikke have været kommet til verden. Han burde blot have været en flirt mellem hans mor og fader, men som tingene udviklede sig, kom Jaidev til verden. Et bevidst uheld, der skulle af vejen så hurtigt som muligt. Jaidev foragtede hans moder og hendes valg, udelukkende fordi han ikke kendte den anden side af mønten, og ikke vidste, hvilke gode hensigter, hun havde haft. Og det ville han aldrig finde ud af.
Den lange ravnsorte man klistrede til hans skulder og det øverste af forbenet. Dråberne havde farvet ham i en dybmørk farve, og han var endnu mørkere i nattens sorte tilstand. Hvis det ikke var for kappen, samt de hvide aftegn, ville han sikkert forsvinde i mørket, det ville i hvert fald ikke overraske ham hvis han gjorde. Han havde stillet hoppen e ultimatum, for han ønskede ikke, at hun blot fandt sig i hans nærvær; hun skulle have lyst til, at være sammen med ham. Tilbringe tiden med ham. Da hoppen åbnede mulen og sagde, at det ikke var hendes ret at ønske noget, lod hingsten det fint hoved glide på skrå, så den fugtige pandelok gled ned foran det ene øjne.

” De har lov til at ønske ligeså meget som mig. Alle har lov til, at have ønsker. Også Dem. ”

Det mørke øjne med gyldent skær betragtede den sorte hoppe. Med skælvende ben og dirrende krop stod hun der, og rystede af kulde, kæmpede for at holde sig oprejst. Hvorfor skulle hun ikke have lov til, at ønske noget? Med et forsigtigt skridt, udelukkende med forbenene, trådte han nærmere den sorte hoppe, og forsigtigt puffede til hendes kølige mule; som understreg han hans ord. Med et varmt åndedrag rørte han forsigtigt ved hende, for at undgå, at hun måske skulle smuldre for øjnene af hende, af hendes porcelænsglans skulle revne og krakelere. Da hoppen forsatte sin tale, vippede han opmærksomt ørerne frem, i takt med at han fjernede hoved for, at give hende plads til, at snakke.

” Det er ikke min pligt, ej heller min hensigt at skade Dem, det har det aldrig været. Jeg vil med glæde følge med Dem, ”

Med smidige bevægelser, der ikke var ved at snuble over grene eller blade, trådte han hen ved hoppens side. Det mørke, dybe øjne lå kort på hoppens tofarvede øjne, hvorefter han stoppede op i en galant holdning. Han var ikke tæt nok til, at han eller hans kappe ville berøre hende, men han var tæt nok til, at hun kunne vælge, at tage imod hans støtte. Et dybt, hingstet brum lød nynnende fra den fremskudte bringe, og med langsomme skridt, begyndte han at begive sig længere ind i skoven; så dybt, at regnen end ikke ville kunne trænge ind til dem, så dybt at skyggerne fór til side for kappens lys. Så dybt, at hoppens mørke skind ville forsvinde i mørket, og hvor ingen ville kunne se misbilligt på hendes svækket tilstand; det var vel, hvad hun ønskede allermindst i dette øjeblik.

[ Beklager det rustne svar, skal lige i gang igen. ]