Restless nights [Åben]

Hjertet i bugen på den unge plag hamrede forvirret afsted. Hendes mor, den blåsorte Ava med den let genkendelige hvide blis, var forandret. Der var sket noget med hende, og det var bestemt ikke noget, som den unge Nymfe synes om. Hun så helt forfærdet over hendes moders krop, imod hendes ansigt, hvor de blå prikker nu var, i stedet for hendes blis. Hvad var der dog sket?
Hendes fader var kommet dem nær nu, og nærmest i panik søgte Nymfen hans rolige gule øjne. Det gav hende tryghed, at han var der, for så vidste hun at der var håb; og selvom hendes mor i første omgang havde synet forvirret, da hun havde beskuet sin datter, dukkede hoppen Nymfen kendte snart op. Og da hun rakte mulen frem for at nippe til hendes pandelok, gled en nærmest lettende og hulkende lyd fra hendes lunger og ud i luften. Det var hendes mor. Hun søgte hurtigt at nippe tilbage, inden den spæde kontakt blev afbrudt igen.
Dog forsvandt hendes mor ikke, for hun flyttede sig blot en anelse, så der var plads til dem alle. Nymfen stillede sig ind ved sin mors side, men inden, strøg hun forsigtigt sin far over skulderen. Hans store, brede krop, havde en sådan ro over sig, at hun nærmest med det samme følte sig bedre tilpas, selvom stemningen var anspændt.
Hendes mor snakkede nu, fortalte hendes far omkring situationen. Hun kunne ikke længere passe på hende, hun kunne ikke længere være i flokken. Hvorfor ikke? Spørgsmål sprang forvildet frem i Nymfens indre, men hun følte ikke at de passede ind. Denne samtale var mere alvorlig, end når Nymfen havde skullet lære noget nyt. Nej, her var det bedst at hun tav, så det gjorde hun, selvom hun nærmest dirrede efter at spørge om en hel masse. Hvorfor kunne hun ikke komme ind i flokken? Hvorfor kunne hun ikke være der for Nymfen længere?
Hun skuttede sig, inden hun sænkede sit hoved tavst. Endda da hendes mor begyndte at nynne, forblev hun tavs, selvom en sær tryghed gled over hendes indre. Det skulle nok gå, skulle det ikke? Den tanke blev i hendes hoved, indtil hendes mor begyndte at snakke et fremmed sprog. Forundret flyttede den unge Nymfe sine blå øjne imod hendes mors. Hvor kom det lige fra?

[ Jeg beklager nederen kort, og langsomt svar,]

[1]
Mindraper så på sin datter med de varme gule øjne. Han så på Ava som endelig så ud til at genkende ham og han smilede blot varm til den kære sorte hoppe, som havde tøet hans hjerte så godt og grundigt op. En varm brummen skød op for hans brystkasse og lod hende blot rykke sig nærmere ham, så Nymfen kunne komme til. Da hun endelig lagde sig strøg han hende over halsen og lod blikket glide over Ava.

" I søgen på det der er mig mest kært. Det ser ud til jeg fandt det "

Lød det fra den spraglede hingst da lagde halsen over hans kære Ava og næsten knugede hende ind til sig. Han forstod hendes ord og han nikkede stille, og vidste straks hvad der skulle til. Han drog et roligt suk og så nu atter på den midnatssorte hoppe.

" Jeg forsvinder aldrig, uanset hvor langt vi måtte komme fra hinanden, hvor forskellige retninger vi går i, så vil jeg altid være her Ava, altid. Jeg tager med Nymfen til Teylar, så jeg kan være hos hende for dig, kære"

Mindrapers stemme havde et glimt af alvor under den varme han nu besad for den sorte hoppe. Han lukkede stille de gule øjne og rakte nu halsen videre over så han kunne nå Nymfen. Derpå lyttede han døsigt til Ava's vuggevise, som han dog ikke forstod ordene på, men hendes stemme var beroligende og bragte ham i en noget nær saglig tilstand.

Restless nights

Det der var ham mest kært kunne være mere end en enkelt ting. Det kunne være hende. Men det kunne også være nymfen. Hun havde trods alt ikke ladet nymfen strejfe ret meget rundt mens hun var lille, og det kunne være derfor han havde søgt på den sandfyldte ø. Det var jo der hun kom for at få ro, og nu hvor nymfen ikke længere var helt lille havde hun heller ikke holdt sig inden for flokkens grænser i længere tid af gangen. Ikke fordi hun ikke brød sig om stedet- og jo. . . . måske lidt derfor. Der var trods alt flere der tjente lyset, og selv brød hun sig ikke om dem. Hun svarede ham dog ikke på de ord, men lukkede øjnene igen for at slappe af, for at suge noget af hans varme til sig, for hendes egen krop var ikke længere fyldt med varmt blod. Det var blevet erstattet af kolde skygger.

Den spraglede hingsts ord om veje at gå fik Ava til at åbne øjnene igen, og denne gang var der noget anderledes over dem. Noget næsten iskoldt. "Jeg . . . Vi . . . Mine brødre og søstre går den vej Herren ønsker" fik hun dæmpet sagt for ikke at vække den sovende nymfe. Det var dog med en tone der nok ville kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste, og endnu engang var det som om den sorte hoppe ikke længere var der. "Gør hvad du må, spraglede hingst, men lad hende ikke blive en af dem. Lyset må falde og lade den sande herre regere."

words: 272 | Tag: Mindraper

[7]
Den spraglede hingst så ned på sin kære, der dog synes at forsvinde fra ham endnu engang. Han rejste sig derpå og trådte et skridt tilbage. Han ville aldrig kunne love Ava at holde Nymfen fra de som tjente lyset. Han kunne dog love hende at han aldrig ville lade hende gå samme vej som hende selv, men han sagde det ikke højt. Den spraglede hingst havde taget sin beslutning, og selvom Ava var en del af skyggerne holdt han stadig af hende, men han ville aldrig følge hende dertil. Han stod i gæld til en af de som tjente lyset. Han puffede blidt til hende og så nu ud over horisonten.

" Vi ses, min kære "

Var det eneste han sagde, inden han nu begyndte at vandre op over sanddyngerne, mod Teylar. Den spraglede hingst øjne havde en sørgmodig glød i dem, men han lod hende ikke se det. Da han rundede den første bakke lod han et hult suk forlade hans lunger.

//out