Langs kysten jeg vandre (Åben)

Længe siden var det at den ældre hingst havde set en levende sjæl. Han havde vandret i ørkens gyldne sand i dagevis, udforsket den eneste ø han aldrig havde taget sig tid til at gennemgå. Ørken var ikke hans fortrukne, det var den gennemgående grund for at Eagle aldrig havde fået vandret på den sandbeklædte ø. Tiden var dog kommet, han havde set sandet og himlen forvandle sig til ét i det mørket var gledet på. Det havde været et smukt syn, de dage hvor stjernerne havde funklet klart på den sorte himmel. Forundret over synet havde Eagle vandret flere nætter på øen end han havde regnet, dage og nætter var næsten nået i et, og det var svært for den ældre hingst at finde rundt i tiden. Hvor mange dage havde han været væk, blot vandret? Selv var han ikke sikker. Tiden var gledet sammen dage føltes som få timer. Tiden var for den ældre hingst stået stille, trods alt andet havde bevæget sig frem.
Vinteren var ved at træde ind, og den ældre hingst havde mærket kulden der havde gnavet sig ind til marven i hans knogler, da han havde valgt at tage turen væk fra den golde ørken. Varmt var det ikke længere, og kulden ville kun blive kraftigere. Det var måske endda lidt forsent den ældre hingst havde valgt at forlade den varme luft. Hans vinterpels havde endnu ikke sat sig. Der var kun et tyndt lag af den gyldne pels den ældre hingst besad. Inderligt håbede den ældre hingst at hans pels ville genvinde en okay tykkelse i tide. Ørken kunne han ikke vende tilbage til før vinteren var overstået. Det vidste den ældre hingst udmærket godt. Alligevel var der en længsel for Eagle at finde. Synet af jorden og himlen der gik i et var smukt, og han savnede det allerede. Det ville ikke være det samme på de andre øer. Forskellighed var vigtigt, de visselulle indtryk var for Eagle vigtige, og hvis de alle var ens- hvor ville man så finde naturens skønheder. De få specielle øjeblikke?

Med lange skridt, et mere hastigt tempo end normalt, bevægede den ældre hingst sig ned af langs kysten. Han traskede igennem det løse sand, som fandt det ham mest naturligt. Det var ikke hårdt på samme måde, og slet ikke efter de mange dage i ørken, men altid havde Eagle fundet stranden, havet det mest naturlige sted for ham at befinde sig. Sådan havde det været siden, han så havet for første gang igennem en af sine mange rejser. Siden har der altid været en længsel efter lyden af de vilde bølger og lugten af det salte vand. Selv samme lugt han stadig tykt i den gyldne pels, efter svømmeturen væk fra den golde ørken ø.
Den hastighed han holdt sig i nu, var nok til at holde hans krop varm. Pelsen var ikke længere våd, men vinden bed sig hårdt fast. Fugtigheden i luften var høj. Eagle kunne fornemme det. Han kunne se det ind over landet. Den dis der lå over de mange græs sletter, som en tynd tåge. De rolige øjne kastede mange blikke ind imod landet, dog forlod han ikke stranden. Han hørte hjemme her. Mørket havde lagt sig, og havde lagt over landet i mange timer nu. De lyse timer blev der kun færre af, i takt med vinteren nærmede sig- Hastigt.

Den ældre hingst havde ingen forhåbninger om at møde nogen andre levende sjæle, ikke i disse sene timer. Behovet var der heller ikke som så. Eagle fortræk ikke ensomheden, men ensomheden gjorde ham heller intet. Tankerne fik frit løb når timerne blev brugt kun med sig selv. Spørgsmål kom frem, svar blev søgt.
Den ældre hingst havde noget årene hvor flere spørgsmål om efterlivet dukkede op. Ej frygtede Eagle denne død der lå i en nærmere fremtid for ham, end for flere han havde mødt i dette land. Mere fascineret var han dog af denne død. Hvordan det foregik. Fandtes der et liv efter, eller ville han blot ligge i en evig søvn. Ville drømme blive hverdagen? Ville der være noget former for tid eller ville alt glide ud i et? Ville der være helt sort, ensomt.. eller blot fredfyldt?
Kunne den ældre hingst spørge nogen om sådanne spørgsmål, og få mere konkrete svar på hvad døden ville bringe med sig, ville han. Dette var dog ikke muligheden og den ældre hingst måtte forsætte i uvisheden om hvad der måtte være i vente for ham. Ind til da, ville han nyde hver en dag og hver nat han havde tilbage. Gøre hvad der faldt ham ind dag fra dag.
Det var normalt for den ældre hingst at tage en dag af gangen, det var sådan han havde brugt de sidste par år. Han havde ikke meget fremtid at tænke på. Ingen familie at tænke på. Den familie han en gang havde haft, var hensides nu. Der var ikke meget tilbage for den ældre hingst, og alligevel nød han livet fuldt ud. Han nød at trække vejret ind dybt, få indtryk af de forskellige lugte; de bitre og de søde. Dem alle gjorde indtryk på ham, dog intet som lugten af havet. Hans næste favorit lugt var nok duften efter en regnvejrs dag. Den var så ren og klar, alt var så tydeligt i sin lugt- trods den slettede alle spor af de forskellige levende væsner der havde været i nærheden ganske nyligt.
Sanserne var noget Eagle nød at bruge. Han nød at bruge dem alle, virtuelt som lugt som at føle og lytte. Lyden af fuglende der i foråret sang utroligt smukt, eller lyden af bløde dunk fra når hove slog imod den bløde jord i skovende. Hver kærtegn af vinden der bed, og trods kulden var ubehagelig og bed sig hårdt fat, var det alligevel behageligt et eller andet sted. Det bløde våde græs imod hans sensivtie mule, hver gang han nippede til det for at stilne sin sult. Følelsen af en berøring, der kunne få skindet til at sitre, som synet af solen der dansede i havets ustyrlig bølger- eller månen.

De rav gyldne øjne gled mod månen da tankerne strøg forbi den. Ensom stod den på sin plads i himlens mørke. Lyste op i svagt og bleg lys. Han tænkte på historien om månen han havde hørt. Hvorfor hun var ensom. Eagle trak et svagt smil om den lyse måne. Han vidste månen kom over sin ensomhed, lærte at leve videre uden sin elskede. Eagle vidste det kunne lade sig gøre. Selv var han kommet sig, det var længe siden han havde givet slip på sin familie. Han vidste han havde dem med sig altid og sorgen var svindet ind til ikke at eksistere mere. Savnet ville dog altid være der. For dem; kunne han ej nå mere, og trods han følte de altid var hos ham, var de alligevel uden for række vide. Ej kunne han røre dem, se dem eller høre dem.
Eagle lod sine tanker passere hans elskede familie. Han huskede dem tydeligt endnu. Hvert et lille træk. Hver en gnist. Lugt. Han hold dem i live i minderne. Hvor han af og til søgte. Selvom den ældre hingst havde givet slip på sorgen, ladet dem hvile i ro, stoppede han aldrig med at tænke på dem helt. Hvordan kunne man lade være?
Eagle havde for år siden stoppet tankerne om måske at få en ny familie. Årene der indhentede ham fik ham til at indse at det ikke længere var hans tid. Han var her blot. Hvad var han her egentlig for? Det var ikke som sådan et spørgsmål, den ældre hingst var her med et formål, han havde blot ikke fundet ud af præcis hvilket. Det ville dukke op for ham en dag. Han vidste det. Måske ville han finde ud af hvad hans formål var, den dag han ville tage sit sidste åndedrag. Alle havde et formål. Måske var formolet at opnå sine drømme, eller være der for andre eller måske noget helt andet. Der kunne være så mange ting, og det var altid forskelligt fra personlighed til personlighed. Alle var forskellige, Eagle havde endnu ikke mødt to der var ens. Heller ej håbede han på det ville blive aktuelt. Hvordan det ville være, ville være for mekanisk, hvad ville det smukke være i det. Jovist var der ligheder, og ligheder var også ganske fine. Det kunne være godt at have noget at dele med andre.

Eagle havde selv valgt sit personlige formål. Han fandt det allerede i en ung alder, han fandt ud af hvad vandringerne havde gjort for ham. Alle de forskellige kulturer han havde mødt. Selv i dette land. Alle kom fra forskellige steder, måske endda fra forskellige planter. Der ville være meget for ham at lære hos andre- og Eagle nød det. De forskellige historier, sagn og myter der var ved andre at finde. Mange havde den ældre hingst hørt om. Så mange han ikke helt huskede dem alle lige godt. Han huskede nogen, og andre var kun et svag ærindring om han havde været der. Det var ofte sådan med alt, noget huskede man bedre end andet.
Af og til tænke den ældre hingst på hvordan hans liv havde været, hvis han var blevet i sit hjemland, hvis nogen af de ting der skete i fortiden ikke var sket. Det var umuligt at komme frem til noget. Selvom den ældre hingst havde mistet meget igennem sit lange liv, og der havde været udfordringer hårdere end andre, fortrød Eagle ikke sit liv. Han var tilfreds hvordan det var endt ud. Eagle havde fundet en indre ro, fred. Selvom han var alene i sit liv var han lykkelig. Tilfreds.

***

Tempoet blev endnu holdt jævnt, ikke for langsomt, men der var heller ikke noget hastværk. Den gyldne hingst havde ikke travlt. Der var intet han skulle nå, det var der aldrig. Hvad der dukkede op, tog han imod.
Det var lange skridt der blevet taget igennem de løse sand, let hev han små klumper mod op, når han løftede de grålige hove fra det løse underlag, for at det faldt ned igen. Han havde tilbage lagt flere meter efter hånden, og intet andet end tanker var dukket op. Eagle søgte ikke noget bestemt, og lod sig blot drage videre i sin vandring langs kysten. Liv var der ikke meget af at finde i disse timer. Hvor sent det egentlig var vidste den ældre hingst ikke, tidsfornemmelsen havde han mistet i dagende han havde brugt i ørknen, og han vidste ikke helt hvornår han ville genvinde fornemmelsen igen. Egentlig havde det ikke nogen betydning, dag som nat bragte altid noget med sig; som de mange tanker han havde haft, et nyt bekendtskab eller sågar en genforening med et selskab man allerede havde haft æren af tidligere.
Længe havde den ældre hingst overvejet at søge denne flok han havde hørt flere tale om. Han havde en gang nævnt han ville kigge forbi, alligevel havde hans sti ikke ført ham på disse kanter endnu. Han ville besøge flokken en dag, før eller senere. Se den an, hilse på dem der fra han allerede havde mødt, og hilse på dem han ikke havde. Hilse på denne leder af flokken, måske tage en snak. Der fra ville han finde ud af om han ville finde ro og sted der, eller om han blot ville forsætte, som han havde gjort ind til nu.
Tankerne om flokken fik drejet den ældre hingst minder tilbage til den unge hoppe Dune. Han havde ikke set hende siden han havde været i grotterne, hvor han var blevet ved hendes side. Havde hun søgt til flokken? Ville den unge forsigtige og bange hoppe være der? Ville disse monster i skoven være forsvundet fra hendes frygt. Selv havde den ældre hingst ikke støt på noget der kunne give hende andet end ro omkring hendes frygt. Der var i den tid Eagle havde været her, ikke været noget unaturligt i skovene, som ville kunne skræmme eller gøre en hest noget, ikke ud over andre heste.

***

Morgendagen dagen ville bringe noget nyt. For nu ville han forsætte langs kysten i sine egne tanker. Der var rigeligt at gennemgå, selvom han allerede havde været forbi meget. Der var altid noget der kunne gennemgåes en ekstra gang, eller ville der altid dukke noget tid op.
Blikket blev kastet ind over landet igen, der var ikke noget nyt at få øje på for ham. Der var ikke meget andet end mørke, og den svage tåge der med tiden blev kraftigere.

Et stykke henne af kysten, badet i månens sølvagtige stråler stod en gråbrun hoppe – Xanthia - med hovene placeret nær vandkanten. En sjælden gang skyllede vandet op og fugtede hendes koder, trods kulden blev hun stående. Hendes holdning var afslappet, men der var et sært udtryk over hende. Noget fraværende, som om hun havde forladt sin krop og forladt den for en stund. Og det var egentligt lige præcis det der skete. Hoppens blik var fæstnet langt ude over det mørke, rolige hav og med vejrtrækninger der skyllede i takt med vandet, lod hun sit sind glide længere og længere bort. De ravgyldne øjne var en anelse slørrede, måske fordi hun nu i lang tid havde stået og stirret ud over havet uden at blinke.
Hun lod sig blot føre bort, tillod sig selv at glemme alt det nye der havde mødt hende, tillod sig selv at mindes, lod sig føre tilbage til fortiden, lod sig for en stund drømme. Men ikke som mange andre heste ville gøre det, hendes drømme var ej livlige fantasier, men pure minder. Minder fra fortiden, minder fra hendes tid inden dette nye land. De var stadig friske og detaljerede. Det hele stod stadig lysende klart for hendes indre, men hun vidste at minderne med tiden ville erstattes, med hvad anede hun ikke? Måske med minder fra landet her. Måske med minder fra et andet land? Endnu havde hoppen ikke taget stilling til om dette skulle være hendes nye hjem, hendes nye fremtid eller om hun skulle søge videre? Og dertil havde hun slet ikke givet sig i kast med at regne ud hvordan man kom væk fra landet her.

En lavmælt og dyb brummen forlod hoppens hals og i et kort øjeblik slap hun blikket ude over havet og sænkede i stedet hovedet ned mod vandkanten. Den lyse man faldt blød fremad og ørerne tiltede fremad. Endnu engang forsvandt hun tilbage i minderne, denne gang strøg hun dog ikke henover sit gamle hjemlands landskab, i stedet havde hun taget fat i et specifikt minde. Hun huskede det tydeligt, trods det var fra hendes føl dage. Hendes mor havde lovet hende, at de skulle besøge havet. Det store blå. Og Xanthia havde glædet sig, hun kunne ikke vente til at møde det uendelige vand. Hun havde længe prøvet at forestille sig, hvordan det mon så ud, men da hun endelig stod ansigt til ansigt med det brusende hav, måtte hun erkende at ingen billeder i hendes hoved kunne retfærdiggøre den skønhed havet besad.
Moren havde bedt hende være forsigtig, ”Gå ikke for langt ud Xanthe.” Hun hørte tydeligt sin mors stemme. Den bløde, men alligevel skrappe stemme. Xanthia havde altid lyttet efter sin mors råd og derfor havde det gråbrune føl også hurtigt søgt mod vandkanten igen, op til sikkerheden ved siden af sin kridhvide mor. Den nu voksne hoppe huskede tydeligt hvordan moren havde forklaret hende, at havet havde en fortryllende effekt på mange, de brusende bølgers sang kunne tryllebinde og den glitrende overflade kunne hypnotisere. ”Havets skønhed er lige så farlig som bjergets skranter og klipper”, havde moren forklaret hende.

Xanthia gled tilbage i nutiden og glippede kort med øjnene, som hun undersøgende lod blikket glide rundt. Ørerne fulgte med og vippede skiftevis fremad og tilbage, i et forsøg på at opsnappe nye lyde, men hun kunne ikke hørte andet end havets lette trillen af bølgernes blide skvulp. Hun smaskede kort og trådte et halvt skridt længere ud i vandet. Det virkede underligt sådan at stå og mindes hendes moder, mest af alt fordi det så sjældent skete at billeder strøg igennem hendes indre. Disse var dog mere tilladte end dem som fantasien og drømmene kunne frembringe. Disse var minder, disse var fra den virkelige verden. Det var ej noget hun forestillede sig, det var ej noget hun drømte om.
Xanthia var altid meget påpasselig med at lade fantasien få frit spild.
Mange heste havde nok stået her og ladet fantasien vandre, drømt om en verden hinsides eller om fremmede planeter. Men ikke Xanthia, hun forblev i realiteternes verden og kunne til nøds tillade sig selv at hive frem i minderne nu og da. Lige i denne tid lod hun i højere grad sig selv fordybe i minderne fra hendes fortid, men kun fordi dette alt sammen var nyt og fremmed for hende.

Xanthia havde altid lært at drømmene var farlige, at fantasien var en svaghed. Moren havde den dag ved havet også fortalt hende hvordan heste kunne lade fantasien løbe af med dem, når de stod ved vandkanten. Havet i samspil med fantasien satte dem i en form for trance, de glemte tid og sted. De glemte farerne ved havet og dets voldsomme strøm og bølger. Mange heste havde mistet livet, fordi de blot var vadet direkte ud i bølgernes magt.
Det var noget Xanthia frygtede. Hver dag holdt hun sig selv i kort snor. Fantasien måtte aldrig få overtaget. Det var realiteternes verden der var sikrest. Det var fornuften der førte til overlevelse. Hoppen hævede langsomt hovedet igen og virrede kort fra side til side med det, som for at ryste fortiden af sig. Uanset hvor meget hun savnede sin mor og sin gamle flok, måtte hun ikke lade det tage overhånd. Det kunne gøre hende uopmærksom og dét ville være farligt.
Derfor standsede Xanthia nu for minderne og lod i stedet sin opmærksomhed rette mod nutiden og stranden omkring hende. Månens blege skær fik et sølvagtigt skær frem i hendes gråbrune krop og hendes lyse man og hale spillede i farverne, som lyset faldt på den. Hoppen bakkede et par skridt tilbage, for at komme en smule på afstand fra det uendelige blå hav. I stedet lod hun blikke glide fra side til side ned langs stranden.

Det var her det gik op for hende, at hun ikke var alene. På vej mod hende kom en gylden, muskuløs hingst. Hans bevægelser var ej besværet af sandet hans hove betrådte, men selvom han bevægede sig med lethed, var der alligevel et eller andet over ham, der fik hoppen til at knibe øjnene en anelse sammen.
Hans udtryk virkede ældre, livsklogt. På en eller anden måde – uden at se hærget ud – lignede han en hingst der havde vandret i mange år. Han var ikke ligesom hende ung, med livet foran sig. Måske var hans snarere bag ham? Hun vippede ørerne ud til siden og gjorde ikke mine til at vrinske imod ham. Det var ikke hendes måde at hilse andre på. Dog tog hun et par skridt i hans retning, vippede ørerne frem og hævede hovedet en anelse, for dernæst at nikke med det et par gange, som en hilsen.


Hoppen havde aldrig haft svært ved at vurdere andre, hun havde brugt mange timer på studier af heste og deres forskellige udtryk. Hun havde lært at være årvågen og holde øje med detaljen. Den som mange andre heste glemte, fordi de havde travlt med at tale spildord. Xanthia var en hoppe af få ord, men dem hun sagde var velvalgte. I stedet talte hun med kroppen, hendes øjne var spillevende og hendes kropsprog åbent og lyst. Det var tydeligt at hun var venligsindet, og ikke mindst nysgerrig på denne fremmede hingst der nærmede sig.
Et lavt prust hørtes fra hende, inden hun endnu engang tog et par skridt imod ham, med et hilsende, mildt smil spillende henover den lyse mule. De gyldne øjnes udtryk var afventende, men imødekommende. Om han ønskede hendes selskab, anede hun ikke. Han lignede en der var henslængt i tankerne. Nu havde hun i hvert fald tilbudt det, så var det hans tur til at gribe det eller lade være.

I de sene timer, var det sidste den ældre hingst havde forventet, at støde på en levende sjæl. Slet ikke ved kysten for vind blæste kraftigere end længere inde i landet. Alligevel havde kursen været holdt og længere fremme stod en grålig hoppe. Hun stod ganske stille der i kanten, og lod vandet slikke sig op af hendes koder. Eagle smilede, selv havde han stået med blikket rettet ud over det åbne hav utallige gange og ladet vandet kærtegne ham. Det kunne have været ham selv, i en yngre udgave. I hvert fald så det sådan ud. Lyset fra den svage måne fik pelsen på denne fremmede til at synes sølvagtig, dansede i hendes man.
Set havde han, alligevel gav han ingen lyd fra sig. Kursen blev ej ændret, og han forsatte frem ad langs kysten, tættere på denne fremmede stadig med tankerne sluppet fri. Han ville ikke forstyrer denne fremmede hoppe i at beundre havet, eller dagdrømme eller hvad hun havde gang i, og der ved forsatte han selv uforstyrret.
Først da hoppen selv flyttede sig fra vandet og Eagle kunne mærke blikket der beskuede ham, kom han tilbage til overfladen. Rev sig fri fra sine tanker. De rav gyldne øjne var med et mildt blik rettet imod denne grålige hoppe, der imødekom ham med et par skridt og et høfligt nik.
Et svagt, men venligt smil tegnede sig over den lyse mule og han nikkede gengivende tilbage en høflig gestus af en hilsen.
Tempoet blev sat en anelse ned i det han nærmede sig yderligere. Mere rolig var hans gang nu, mere som den plejede- og trods for den ældre hingst var helt afslappet så han stadig ganske ædel ud. Det kom til ham naturligt, og selvom han ikke gjorde noget for det- bar Eagle den gyldne krop med en vis ynde.

Et stykke fra den fremmede, med en tilpas acceptabel afstand stoppede Eagle op. Han brummede roligt og pustede langsomt ud. Roligt og med et mildt blik iagttog Eagle hans selskab. Han så hendes venlige smil og de milde blik hun selv besad. De rav gyldne øjne hvilede med et mildt og roligt blik i hoppens- øjenkontakt gjorde den ældre hingst meget i, for ham forekom det meget naturligt. Han havde dog mødt dem hvis blik veg, og han lod dem. Ikke alle havde det som ham, og han accepterede disse tilfælde.
Endnu engang blev en venligt og mildt smil lagt over den lyse mule, før Eagle åbnede munden og med sin ru, dybe men meget venlige og rolige stemme hilste formelt på denne sjæl med en præsentation af sig selv:

"Godaften frk. Jeg er Eagle Eye."

Hoppen var tydeligvis ung, og en del yngre end Eagle selv. Sådan var det ofte. Faktisk havde den ældre hingst, af alle han havde mødt- kun mødt en der kunne måle sig tæt op af hans alder. Den leverøde Noami, han ikke havde set i længere tid nu. Mange gange havde den gyldne hingst frygtet at hans kære veninde havde forladt stedet i sin sorg dog håbede han inderligt at hun havde fundet ro og fundet glæden igen. Det var svært at sige, for den tilstand hun havde været i sidst han havde set hende var frygtelig.
De andre han havde mødt havde været unge, mange helt unge og næsten kun lige begyndt deres liv. Selv var livet ved at ebbe ud af den ældre hingst- langsomt men endnu tættere på end ventet. De mange år havde sat sig tydeligt på Eagle. Hans udseende, men også i hans stemme. Den venlige ru stemme var efter årene blevet mere hæs og mere dyb- den var dog stadig varm og mild. En ganske behagelig lyd. For flere årsiden, hvis ikke et helt årti siden var hans stemme noget anderledes. I hans yngre dage havde den ikke været helt så dyb og heller ej så hæs, den havde været mere blød i sin klang. Mange ting ændrede sig med årene. Selv ens meninger og holdninger blevet drejet lidt på over tidens løb. Eagle havde levet længe nok til hans meninger havde været flere steder.

Hoppen stod afventende, med blikket rettet mod den gyldne hingst der nærmede sig. Hun følte sig ikke skræmt i hans selskab, trods det var ganske nyt for hende at møde fremmede hingste. Denne havde dog en aura af ro og venlighed over sig, endda så tydeligt at Xanthia ikke var et sekund i tvivl om, at dette selskab ikke var farligt for hende. Hans hilsen bekræftede hende blot og smilet omkring hendes mule blev en anelse bredere. Han virkede imødekommende, venligsindet, men det var især varmen der lå over ham, som betog Xanthia. Med ét følte hun sig tilpas i hans selskab, som om hun allerede kendte ham, som om hun allerede havde tillid til ham. Hun trak vejret stille og roligt og åndede let ud, så dampen steg fra hendes næseborer op som en let røgsky.
Da hans stemme så fyldte mørket omkring dem, vippede hun de mandelformede ører frem og lyttede ganske opmærksomt. Hans stemme var ru, og indikerede at han havde mange år bag sig. Den havde talt mange ord, fortalt historier, den havde højst sandsynligt grint og nok også grædt.

Xanthia var ikke typen der snakkede mange ord, det var ikke fordi hun var uhøflig eller ikke ejede respekt. Men for hende var sproget meget andet end blot ord. Hun brugte sjældent stemmen og hvis det endelig var, var det fordi det var en nødvendighed. En hilsen i hendes verden, på hendes sprog var ej et ’Godaften Hr.’. Derimod strakte hun forsigtigt halsen frem og lod sin lyserøde mule søge frem mod hingstens. Lige inden hendes mule ville røre hans stoppede hun og pustede blidt ud gennem næseborene. Hendes blik var rettet mod hans ravgyldne øjne, hendes besad lidt samme farve som hans. Ganske forsigtigt og ej krævende, søgte hun hans øjne og smilede mildt da hun så at han ligeledes ledte efter øjenkontakt.
Det var den vigtigste i Xanthias samtaler, for mange af hoppens historier blev fortalt gennem øjnene. Udtrykket havde nu ændret sig, hun var ikke længere afventende og rolig. I stedet så hun opmærksomt og nysgerrigt på ham. Hun hilste på ham med et mildt blik i øjnene og trak dernæst mulen til sig igen. Han virkede meget høflig og som en gentleman, især fordi han tiltalte hende frøken. Et mildt smil spillede henover hendes mule, da han præsenterede sig selv som Eagle Eye. Hoppen så klart sammenhængen mellem hans navn og ham selv, i hvert fald på udseendet. De ravgyldne øjne han besad mindede meget om øjnene hos en ørn. Om han bar de sammen egenskaber og overblik som ørnen vidste hun ikke endnu, men hun havde i sinde at lære ham bedre at kende.

”Xanthia.”

Denne stemme der så sjældent lod sig høre var smuk. Nogle ville mene, at det var ærgerligt hun ikke brugte den mere. Den var melodisk og rund, varm og livlig. Et væld af nuancer gled igennem hendes stemme, da hun omhyggeligt udtalte sit navn og samtidig prustede blidt ud.
Hoppen trådte et skridt tilbage, som for at fortælle ham, at det navn hun netop havde ladet ham høre, var navnet på den hoppe – hende selv – som han nu stod og betragtede. Hendes øjne var nysgerrige, da hun søgte mod hans blik igen. Der gik dog ikke længe, inden hendes blik vandrede langs stranden og inden mod landskabet bag dem, hun bad ham betragte det, inden hun så atter så på ham og lagde hovedet lidt på skrå. Xanthia ønskede at vide om han var en gammel sjæl i dette land, eller om han ligesom hende netop var ankommet. Smilet havde endnu ikke forladt hendes mule, men var gledet i baggrunden til fordel for det spørgende udtryk der nu prydede hendes kønne og åbne ansigt.

Det var ikke mange i dette land den ældre hingst havde oplevet brugte kropsproget så meget, det tog ikke langt tid for Eagle at opfange at denne hoppe var en af de få. Han lagde mærke til det, på den måde hun hilste igen. Han lod hendes mule søge imod ham, han stod ganske stille- mest fordi han ikke ville lave en pludselig bevægelse for at forskrække denne fremmede hoppe. Han mærkede hendes varme ånde imod hans lyse mule, og let og roligt pustede han igen. Han gengældte hendes måde at hilse på, mere for at fortælle at han forstod hvad hun mente.
Eagle havde rejst meget, og havde været mange steder. Forskellige kulturer, mange af disse steder havde man haft forskellige sprog, og den ældre hingst havde måtte gøre sig mere i det, trods det ikke kom så meget fra hans hjemland- heller ikke her hvor han efterhånden havde brugt nogle år.
De mandelformede øre var rettet frem imod den unge hoppe der stod foran ham. Betraktende så han på hende med det rolige og milde blik han besad. Betaget i hendes måde at tale på, lod han sin fulde opmærksomhed være på hende, og hendes signaler.

Et ord- eller mere end et ord. Et navn kom fra hoppen da hendes stemme brød frem fra det skjulte. En smuk stemme. Mild og venlig og ganske harmonisk. Eagle ville sagtens kunne lytte til hendes stemme længe og lade sig lulle ind i en behagelig strøm af harmoniske lyde. Dog lod han dette være en fornøjelse i sig selv, og så ikke frem til at skulle høre hendes stemme så mange gange igen. Hver havde deres lyd, og hendes var tydeligvis givet igennem hendes krop, igennem hendes øjne. Øjne fortalte meget, og ved blot at have sin opmærksomhed lagt på denne hoppe, var Eagle sikker på han ville finde ud af meget om hende, uden hun behøvede at tale.

"Xanthia..." gentog Eagle hendes navn, for at smage lidt på det, hvordan det lå på tungen: "Det er mig en ære at møde dig."

Respektfuldt gjorde han gestus imod hende af et venligt nik, næsten som bukkede han ærefuldt for hende. Det var dog ikke mere end et nik, men hele gestussen var fornem, og kom af den ældre hingsts maner. Eagle havde mistet sin moder i en tydelig alder, men det havde ikke haft den store indflydelse på hans opdragelse. Den flok han var vokset op i, havde været en familie i helhed og der havde været masser til at lære ham maner og høfligheder. Dog var det ikke noget Eagle havde taget til sig i sin tidlige alder, han havde været lidt en rod da han var ung. Da alderen indhentede ham fandt den ældre hingst fornuften og høflighederne frem.

Eagle så hendes blik, det var fyldt med liv det var tydeligt, men de sagde også så meget mere end da. Han fulgte hendes blik ind over landet, så de mørke græs sletter han kendte så godt. Disen lå som en tyk tåge efterhånden. Med et smil over den lyse mule vendte han de rav gyldne øjne tilbage på hoppen, der med nysgerrighed havde lagt hoved på skrå.
Han kunne gætte sig frem til hun i hvert fald spurgte ind omkring landet. Hvad præcis kunne han ikke helt sådan fange, men han lod sig alligevel forsøge med et svar. Længere end det hun måske behøvede.

"Andromeda, landet her, smukt som få. Det besidder mange egenskaber forskellige frodigheder og naturlig omgivelser. Jeg har vandret her en del år efter hånden, jeg har mistet tal på de seneste, men længe har jeg vandret her nu, set dets natur og dets liv."

Eagle fornemmede hun var ny. I hvert fald forholdsvis ny. Selv havde han ikke set hende, og ej heller havde havde den ældre hingst fornemmet hendes duft nogen steder før. Hvor ny hun var kunne være for Eagle svær at bedømme- han havde mødt mange der var ny ankommet til Andromeda. Nogle få stykker var faktisk lige kommet i det Eagle havde stødt på dem. Andre havde været her dage, nogle uger og der havde også været dem, som havde været her langt længere tid end ham selv.

Da den gyldne hingst gentog hendes navn, så hun på ham med et mildt udtryk i øjnene. Ikke mange kendte til hendes kaldenavn, Xanthe, det havde mest været hendes mor der havde kaldt hende dette. Hoppen mimrede svagt med mulen og virrede kort med hovedet, da en kølig havvind ramte hende og fik den lange, lyse pandelok til at danse. Hendes blik gled forsigtigt henover kroppen på denne Eagle, som havde gjort hende selskab. Selvom hans vinterpels så småt var begyndt at dukke frem, kunne man stadig ane de markerede muskler under det gyldne pelslag.
Da hingsten ligeledes lod sit blik følge med ind over det stadigt ukendte land for Xanthia, nikkede hun smilende og opmuntrende. Hun ønskede at vide hans historie i dette land. Mon han var født her? Eller var han ligesom hende tilflytter? Hvordan havde hans ankomst været? Havde han set samme farvestrålende syn som hun havde? Havde han ligeledes hørt en varm stemme velkomme ham? Spørgsmålene hobede sig op og hun glædede sig til at høre hans ru stemme fortælle hans historie, hvis han altså ønskede at dele den med hende. Hvis ikke, var det ikke jordens undergang. Xanthia ville ikke presse på.

Men da hans ru stemme endnu engang lod, gled hoppens blik roligt mod ham og hun lagde hovedet på skrå, mens hun opmærksomt lyttede og opfangede tonerne i hans stemme. Han forklarede om landet, fortalte om dets skønhed. Og langsomt nikkede hun lyttende. Hun kunne sagtens forestille sig, at der var enormt meget hun stadig manglede at udforske og opleve. Det var hun slet ikke i tvivl om, at der var.
Da han så svarede på hendes egentlige spørgsmål, hævede hun hovedet kort og vippede ørerne opmuntrende frem mod ham. Hendes smil blev større og en varme gled igennem de gyldne, store øjne. Han var altså en gammel kending i dette land, havde været her i længere tid end hende. Meget længere tid. Hun smilede svagt og overvejede hvor meget af landet han mon havde fået undersøgt og udforsket. Måske man aldrig kunne færdiggøre sin udforsken? Xanthia brummede sagte og strakte så halsen frem, hvorpå hun med overlæben let berørte ham på skuldreren, som tegn på at hun havde hørt hendes svar.

”Jeg er ny, ankom for et par dage siden.”

Hendes stemme klingede atter igennem mørket, som hun forklarede ham hvornår hun var ankommet til landet. Nogle ting var ikke mulige at forklare med kropsproget, så derfor brugte hun gerne stemmen i forbindelse med et svar. Medmindre hun kunne udtrykke sig i følelser, så gjorde hun gerne det.
Betragtede man hende lige nu, kunne man tydeligt se hvordan hun nød denne Eagles selskab. Hendes holdning var afslappet og halen svang momentvis fra side til side. De mandelformede ører var vendt fremad mod ham, ligeledes hvilede blikket hos ham. Hendes næseborer og mule var afslappet og musklerne under det halvplyssede vinterpelsslag var ej spændte. Hun havde ingen grund til at være på vagt over for denne hingst, det følte hun allerede tidligt i deres møde. Hele hans udstråling var rolig, galant og respektfuld. Ligeledes hvilede der en varme og venlighed i hans ravgyldne øjne. Hun havde absolut ingen grund til at være nervøs for denne hest, tilliden var tydelig hos hende.

Det var et ganske behageligt selskab. Den ældre hingst fandt nu de fleste selskaber således. Der var ikke meget der kunne give en negativ indflydelse på Eagle. Livet var for kort til sådan. Generelt var livet for kort til at gå og mukke og bærer nag, der ved tilgav den ældre hingst også det meste. Der ville altid være få ting, der aldrig ville kunne tilgives, men endnu var det ikke noget der var hent for den ældre hingst. Livet var for Eagle ro og mag, bræget af behagelige stunder og minder.
Denne unge hoppe var et af de mere behagelige selskaber. Hendes udstråling var tydelig, Eagle var ikke et sekund i tvivl om hun fandt sig tilpas i hans nærvær. Hun var mild og rolig, afslappet. Selv var Eagle lige så. Der var ingen grund for spændinger eller nervøsitet. Ikke for den ældre hingst i hvert fald.

Efter Eagle havde talt, mærkede han hendes mule på sin skulder. En rolig og venlig brummen slap fra Eagle over hendes berøring, blot som tegn på han selv ved dette ville forholde sig roligt og ikke fare ud. Han udgjorde også tydelige tegn på behag ved hendes selskab og nærvær. Den ældre hingst havde brugt mange dage alene, og til en forandring var selskabet mere veltrængt end normalt.
De mandelformede øre blev spidset frem, da den harmoniske stemme atter lød. Hun bekræftede ham i at hun var ny. Hvor ny hun egentlig var! Et smil spredte sig over den lyse mule. Han tog sig æren af at være i selskab med nyankommende sjæle. Det at kunne fortælle dem om landet, det han vidste om det i hvert fald. Eagle puffede blidt til hende og rykkede sig da en anelse.

"Lad os vandre langs kysten, få varmen i kroppens stive lemmer, er for mig veltrængt. Jeg kan fortælle dig hvad jeg ved om Andromeda, hvis du har lyst til at lytte."

Eagle havde drejet hoved i retningen han før havde sin kurs imod. Han ønskede ikke at bevæge sig tilbage af, hvorfor tage den sti man var kommet fra, når en ny lå forude. Ganske vidst havde den ældre hingst vandret Andromedas kyster tynde. Dog var der altid noget nyt, uanset hvor han gik var der noget nyt at se, selv de steder han havde betrådt flest gange.

Med dansende bevægelser satte Xanthia fremad ved hingstens side. Hun trådte gennem sandet med ynde, trods hendes hove sank en anelse i det kølige, bløde sand. For første gang siden hun var kommet til dette land, følte hun sig sådan rigtig velkommen. Hun ville endnu ikke beskrive det som sit hjem. Det var stadig vej endnu og hun havde ej oplevet nok, til at føle en hjemmefølelse ved dette land, ikke endnu. Men et håb spirrede i hende, hun håbede at hun en dag ville kunne kalde dette sit hjem. Selvom det lige nu føltes som om hun var ganske alene i den store verden, selvom hun lige nu følte sig alt for ung og barnagtig uden sin mor, så troede hun på fremtiden. Den så lys ud, i hvert fald i selskabet af denne beroligende Eagle. Hun fortsatte ubesværet frem ved hans side og ved hans spørgsmål nikkede hun ivrigt, inden hun blødt nippede fat i en tot af hans man og trak let i den, som for at fortælle ham at hun var mere end klar til at lytte.

Hvilke historier han kunne fortælle havde hun ingen ide om. Måske en historie om landets oprindelse? Måske en historie fra hans tid her i landet? Måske en god historie, med lys og tillid? Måske en ond historie, med mørke og frygt? Uanset hvad, ville det glæde Xanthia at lære dette land bedre at kende.
Med et spændt udtryk i de gyldne øjne, rettede hoppen blikket mod ham og sænkede farten en anelse. Hendes bevægelser var stadig dansende, men nu mere afslappede. Hun ville ikke brugte sin energi på at svæve ubesværet henover sandet, i stedet ville hun lade sig opsluge af de historier den gyldne hingst kunne fortælle hende. Hendes ører vippede frem og låste sig fast mod hingsten. Hele hendes opmærksomhed lå rettet mod hingsten, som de side om side traskede afsted langs stranden.

Smilet lå om den lyse mule på den ældre hingst, det var ham en fornøjelse at dele sine minder om landet her, og det han havde lært om landet selv. Der var mere i landet end Eagle kendte til, faktisk lå hele landets historie endnu skjult for ham. Måske en dag han ville finde den. I hvert fald ville den ældre hingst søge til han havde fundet historien bag, eller dø undervejs af alderdom. Eagle havde søgt siden sin ankomst, hver dag havde han fået en lille bid mere om landet. Enten visuelt eller fortalt igennem andre levende sjæle.

"Ser du, vi bliver alle bragt her til af lidt forskellige årsagde- hovedsagen er dog meget ens ved alle. Af hvad jeg har lagt mærke til. Mange har fået en ny start på livet her. Alle vil kunne bidrage med noget til livet der allerede er her. Indfødte er der ikke mange af, jeg har dog alligevel mødt en som er født her. En meget levende sjæl. Hun er meget ung men er den der har fortalt mig mest om selve Andromeda. Jeg har hørt flere ting omkring landet hvad der lurer omkring hjørnerne både godt som skidt."

Det var stille Eagle fortalte frem, selvom der var meget at sige tog han den med ganske ro. Lod den unge hoppe, der virkede ivrig efter at høre om landet, kunne nå at få det hele med. Der efter måtte hun selv sortere i hvad hun kunne bruge og ikke kunne bruge til noget.

"Den Vise, han er mere et lys end nogen skabning, han bringer os her til, byder os velkommen. Det er hans land, som han har valgt at dele med os. Hvordan vores rejse er her til er virkelig forskellig. Jeg har hørt mange fortælle om deres vej her til og ingen har været ens. Selv var min rejse noget af en udfordring. Jeg er sikker på jeg selv blev sat på en prøve på vej ind i landet, en prøve for hvad er jeg endnu ikke helt sikker på.
Landet består af flere øer, ørken øen er netop den jeg har forladt denne dag og draget tilbage her til. En ø der er hver at besøge og beskue. Alle øerne rummer forskelligheder og har altid noget nyt med sig. Uanset hvor mange gange man har været der, synes altid noget nyt at dukke op."

Eagles rav gyldne øjne blev rettet imod den unge hoppe der gik ved hans side. Ubesværet bevægede han sig i en rolig skridt gang langs kysten, den vej han før havde bevæget sig imod. Denne gang i selskab. Den ældre hingst nød det. Der var meget endnu at fortælle, men overordnet gik han igennem det allervigtigste. Det der ville give hende mere grundlæggende fakta om landet. Måske svar på nogle spørgsmål oven i.

Yndefuldt bevægede Xanthia afsted, i samme tempo som den muskuløse, gyldne hingst ved hendes side. Hun gjorde sig umage for at afpasse sit tempo hans, ikke et skridt for langt fremme, ikke et skridt for langt tilbage. Hele tiden fulgte hendes skulder hans. Takterne hos dem var dog ikke de samme, hans bevægelser var lange og større end hendes, hendes var smidige og elegante, men hun havde ikke nær så lange ben som ham, men forsøgte så godt som muligt at afpasse sine skridt hans.
De mandelformede ører drejede kort bagud, blot for at sikre sig at der stadig kun var de to i mørket. Egentligt ville hun ikke føle sig udsat, hvis nogen pludselig skulle afbryde hendes møde med Eagle, for selvom han stadig var en fremmed for hende, var der en aura over ham. Han indgyede sikkerhed. Ikke fordi hun regnede med at han ville ofre sit liv for hende, men måske mere i retning af, at hos ham var der sikkert. Det var ikke her problemerne opstod, hans selskab var ukompliceret og dét var præcis hvad hun havde brug for lige nu, som ny hest i dette land.

Opmærksomt drejede hun ørerne fremad mod ham igen og hun rettede atter sin fulde opmærksomhed mod ham igen, som hans ru og varme stemme atter lød. Der var noget læderagtigt over hans stemme, men den var ikke ubehagelig i hendes ører. For trods den hæse klang, hvilede der en varme over hans stemme. Han var vel lidt af en bedstefar på en måde. Ham den ældre sjæl, der kendte alle historierne og myterne. Ham den retfærdige, man altid kunne komme til hvis livet synes hårdt og uretfærdigt. Ham den tålmodige, der roligt lyttede til ens kvaler, blot for at smile og dernæst opmuntre en til at leve videre.
Hoppen smilede kort over sine tanker og billeder om denne hingst ved hendes side. Trods hun slet ikke kendte ham godt nok endnu, havde hun alligevel et klart billede af hvilken hest han var. Det havde altid været nemt for Xanthia at regne andre ud, nærmest som om at hun – fordi hun selv var tydelig i sit kropsprog og nærmest talte igennem det – forstod at lede efter de små detaljer, der gav en fornemmelse af, hvilken hest hun stod overfor. Hendes lyse mule mimrede sagte, som hans ord lød i mørket.

”… Også jeg?”

Spurgte hun sagte, da Eagles stemme ebbede ud. Hendes spørgsmål henvendte sig til det første han havde nævnt, at alle heste i landet var her for at kunne bidrage med noget. Xanthia vidste ikke helt om hun forstod dette. Var hun kommet til Andromeda for en grund? Og i så fald, hvilken? En grund der kun påvirkede hende selv eller en grund der var langt større end hende selv? Hoppen lagde undrende hovedet på skrå og rynkede kort på mulen, eftertænksomt og en smule forvirret. Mon denne Eagle kendte svaret? Det lød som om han ikke selv havde regnet sin egen grund ud endnu og derfor ville hun ikke belemre ham med, at prøve at finde et svar på hvorfor hun var her i Andromeda.
Måden hvorpå han beskrev Den Vise fik noget inde i hende til at bakke en anelse af. Mere et lys end nogen skabning. Så han var ej en hest, lavet af kød og blod som hende og som Eagle? Det virkede ikke just logisk og ej heller særlig sandfærdigt. Hvordan skulle han kunne eksistere? Hvilke beviser var der på hans eksistens? Xanthia huskede godt stemmen, der havde budt hende velkommen i landet og overvejede om dette mon var Den Vise. Det virkede bare for unaturligt, for overnaturligt måske? Hoppen havde aldrig troet på magi eller guder for den sags skyld. Men det virkede som om at dette lands eksistens måske centrerede sig om denne såkaldte ’Den Vise.’

”Magi..?”

Hendes stemme var en anelse mistroisk, som hun atter stillede et spørgsmål. Det var ikke just et langt spørgsmål, faktisk var det kun et enkelt ord. Men Eagle skulle nok forstå hvad hun mente. Hun ønskede at vide om dette land var magisk? Det virkede helt absurd overhovedet, at tænke over det. Men alligevel følte hun at hun måtte vide, hvad andre heste i landet tænkte. Hun kunne ikke benægte at rejsen hertil var anderledes, uforklarlig, men at hele landet skulle være magisk styret af Den Vise, det virkede alligevel for absurd, til hende.
Xanthia kunne dog ikke afholde sig fra at spørge og derfor så hun nu afventende, en anelse skeptisk mod Eagle. Denne skepsis var bestemt ikke rettet mod ham personligt, det kunne hun aldrig finde på. Den var snarere rettet mod Den Vise, måske endda hele landet. Hvis Eagle troede på det, ville hun accepterer det. Men der skulle meget til at få hende tro på sådanne absurditeter. Hoppen brummede sagte og afventede svar på hendes to, kortfattede spørgsmål.

En klukkende latter slat fra den ældre hingst. Ej var den hånelig, sådan var Eagle ikke, mere varm og venlig. Han forstod godt at det han sagde kunne virke absurd, og ikke helt til at finde hoved og hale i. Landet her var meget anderledes end det han kom fra, men den ældre hingst havde lært at tage alt det nye til sig med kyshånd. Han lærte af forskelligheder, og havde allerede mødt meget. Eagle havde før hen vandret, trods han havde en flok, et hjem hvor han hørte til. Han bragte altid noget nyt med sig hjem, han mindes om de mange gange alle de unge heste havde vimset om ham for at høre hvad han nu havde set, hørt og oplevet.

"Alle, også du. Hvad vi hver og især bidrager med er forskelligt og hvad meningen bag vores eksistens i dette land er til for er jeg stadig ikke helt sikker på. Jeg søger stadig svaret på de mange spørgsmål jeg endnu har."

Svarede hende roligt. Hvis ikke de mange forskellige sjæle havde prydet Andromeda, var Eagle ikke helt sikker på om han havde synes lige så godt om det. Det havde nok været for dødt til ham.
De rav gyldne øjne hvilede på hans selskab med et mildt blik da han svarede hende, og venligt puffede han opmuntrende til hende. Hun skulle ikke miste modet på livet her, ikke bare fordi der var nogle ting der endnu var uklare for nogen. Der var sikkert også andre der kunne fortælle mere.
Da hendes næste spørgsmål faldt, klukkede Eagle endnu en gang venligt. Magi, det kunne være svært at tro på. Specielt hvis man ikke havde kendt til det på forhånd. Selv havde den ældre hingst aldrig set magi som han havde set i dette land, og egentlig havde han ikke set meget til det her heller, men lidt havde han.

"Jeg har mødt lyset i en anden form end Den Vise. En gylden hoppe vandre i dette land, hun bærer lyset i en kæde om sin hals. Så smukt og tryllebindende. Det lys er et liv i sig selv, magisk. En dag håber jeg du selv vil møde denne gyldne lys bærer, det er i sandhed en oplevelse for sig selv. En fornøjelse."

Eagle ventede endnu med at fortælle om hvad han ellers havde hørt af magi. Han havde hørt om skyggerne og hingsten hvis aftaler man bør holde sig fra. Selv søgte ham dem ikke, og holdt sig på afstand, men hvor mange kunne gøre som ham? Svage sjæle kunne drages af magt og opfyldte ønsker.

Da en latter slap hingstens mule, rettede Xanthia blikket op mod ham og hævede hovedet en anelse, inden hun selv faldt i med en klingende, varm latter. Hun kunne sagtens forstå, at hun måske virkede forvirrende at betragte, med hendes mistro og undren. Og derfor gjorde det hende intet, at Eagle fandt det bare en smule morsomt. Xanthia havde aldrig taget sig selv for højtideligt, hun var god til at erkende sine fejl, eller indrømme hvis hun sommetider virkede tosset.
Selvom hun var ung og uerfaren på livet, var det alligevel som om allerede havde formået at reflekterer over en stor del af livet. Hun havde dannet meninger om mange ting, men var absolut ikke åben for forandring eller nye oplevelser. Hun var ikke nogen kedelig sjæl, skønt mange ville tro dette om hende, når det først gik op for dem, at hun ikke plaprede løs som mange andre gjorde. Eagle virkede ej heller som typen der plaprede, skønt mange ord fandt vej ud i mørket. Hans ord virkede dog velovervejede og han gjorde det for hendes skyld, der var et formål med hans talen. Mange heste brugte ualmindeligt mange ord, blot for at forklare en simpel ting og for Xanthia var det på en eller anden måde spild af ord, spild af opmærksomhed.

Et mildt smil dansede henover den lyserøde mule, da hun mærkede hingstens bløde mule mod sin skulder. Gengældende lod hun en mimrende mule stryg henover hans kæbeparti. Mange af Xanthias berøringer kunne virke overordentligt kærlige, men der lå ikke andet end en varm venlighed i dem. Hun havde intet problem med nærvær, men var stadig utrolig bevidst omkring sin egen krop og andres nærvær hos hende.
Det var som om hun tydeligt kunne fornemme de energier der løb igennem de heste der nærmede sig hende. Måske hang det hele bare sammen med hendes utrolige årvågenhed på hendes omgivelser. Xanthia gjorde iagttagelser og betragtninger, som mange andre sjæle ville overse. Det var nok hende styrke, hvis man kunne kalde det dét. Det var så sjældent at hun misfortolkede signalerne hos nye heste, af den simple grund at hun så dem langt tydeligere end hun hørte deres ord.

Den ru og dog varme døde ud, efter den med sikkerhed fortalte om en lysbærer. En gylden hoppe, vogtende og bærende på lyset i en kæde? Endnu engang kunne man se hvordan tvivlen fyldte de gyldne, store øjne og med undren flappede hun kort de mandelformede ører ud til siden. Hoppen virrede kort med hovedet, som prøvede hun at finde ud af hvor hun skulle stå henne i alt det her. Kunne man fornægte en magi, som nogen mente at have set og sågar mødt?
Xanthia rettede atter sit gyldne blik mod Eagle og nippede blødt i hans mørke man. Et tegn på, at hun var klar på at høre mere. Især om denne magi? Havde han flere historier om det absurde og uforklarlige? Selvom Xanthia delvist skød alle historierne til jorden, var der noget dybt inde i hende, noget fortrængt og bortgemt, der sugede disse historier til sig.
Det var den side af Xanthia hvor alle hendes fantasier og drømme blev lagret. En side der blev gemt bort, en side der blev undertrygt. Og det af den simple årsag, at Xanthia var blevet opdraget til at fantasi og drømme henledte folk til et mørke og gjorde dem svage og dét ville hendes mor ikke lade ske med Xanthia. Hun var blevet opdraget med en nærmest alt overskyggende fornuft og realitetssans, så disse historier Eagle fortalte var selvfølgelig ganske absurde for hoppen, i hvert fald var det hvad hun udtrykte. Men som sagt, var der noget inde i hende der begyndte at spire, når hun hørte om Den Vise og om den gyldne hoppe der bar på lyset i en kæde om halsen.

Eagle fornemmede godt at hun var en anelse skeptisk over for det med at der fandtes magi i dette land, eller en form for det i hvert fald. Den ældre hingst ville ikke selv have forestillet sig at ægte magi ville findes- dog havde han ikke udelukket det helt. Det kunne man ikke, alle kulturer var jo forskellige.
Der lød en lavmeld, men rolig brummen fra den store hingst. Han tog rolige skridt, en tilpas længde for den unge hoppe ikke skulle anstrenge sig for at følge med, sagtens kunne han selv have taget længere skridt, men en anelse hensyn tog han altid til de, der ikke var udstyret med helt så lange ben som ham selv.

"Med lys kommer også mørke. Jeg har aldrig selv opsøgt, og har heller ikke planer om det. Jeg vil råde dig til at holde dig væk fra vulkan øen. Et sted her i Andromeda findes også en hingst, jeg husker ikke hans navn, han er farlig og selvom han lokker med ens største ønsker og drømme, har han en pris. En dyr en af slagens. Om der disideret findes direkte ondskab har jeg altid haft en anelse svært ved at tro på."

Det var med alvor i stemmen den ældre hingst nu advarede imod det mørke han havde hørt eksisterede i Andromeda. I stedet for selv at udelukke det, har han blot valgt at holde sig fra det. Hvordan skulle han kunne udelukke ond magi, hvis der fandtes godt.

Selvom natten og dens kulde efterhånden havde indtruffet og fået et godt greb i vinden, følte Xanthia sig ikke synderligt kold. Hun holdte sig lige præcis varm, ved at skridte afsted langs vandkanten sammen med Eagle, der på mange måder mindede hende om sin gamle flok og på en eller anden måde bar samme aura som hendes mor. Der var dog en afgørende forskel, ud over den åbenlyse: de forskellige køn, og det var at denne gyldne hingst var langt mere åben over for det overnaturlige, end hendes mor nogensinde ville blive. De mandelformede ører vippede et par gange frem og tilbage, som hendes tanker for en stund kredsede om hendes mor.
Der gik dog ikke længe, inden hendes opmærksomhed faldt tilbage mod den ældre hingst, der roligt og tålmodigt skridtede ved hendes side. Skønt han stadig var et ganske nyt bekendtskab, nød hun i høj grad det selskab han havde at byde hende. Hun nød, hvordan han gav sig tid til at forklare og fortælle om dette mærkværdige og fremmede land og hun overvejede, om han mon anede hvilken stor indflydelse det havde på hendes videre færd i landet her? Havde hun ikke mødt Eagle, der havde sat hende ind i tingene og forklaret hende om Andromeda, ville det højst sandsynligt tage længere tid før den gråbrune hoppe ville finde på plads her.
Men fordi Eagle nu havde sat hende ind i livssynet i dette land, virkede det ikke længere så fremmede og stort for hende. Hun havde en chance for at vide, hvordan hun skulle gribe det hele an. At landet så var mere eller mindre religiøst og troede på magi, var lidt af en udfordring for den fornuftsdrevne hoppe, der allerhelst søgte en logisk forklaring på alting. Derfor var det med en smule skeptisk, når hun tænkte hvordan det ville være at møde den gyldne hoppe, med lyset om halsen i en kæde.

Eagles stemme nåede atter hendes ører og hun fornemmede hvordan tonen havde skiftet klang. Selvom den stadig virkede varm og venlig, lå der nu noget mere alvorligt over den også. Xanthia følte derfor, at hun burde lytte endnu mere opmærksomt efter.
Som han fortalte om et mørke, der holdt til på en vulkanø, lagde hun undrende hovedet på skrå og så rådvildt op på ham. Endnu engang forklarede han hende om noget, der i hjemlandet ville være blevet skudt til jorden, så snart nogle nævnte det. Et mørke? Altså et mørke skabt af vulkanen? Eller et mørke der skulle virke som et modsvar til Den Vise og den gyldne hoppe?
En anelse perplekst virrede hun med hovedet og trippede et par skridt fremad, som for at udtrykke denne følelse hun bar i kroppen. Følelsen virkede uforenlig med resten af hendes ellers nuancerede følelsesregister og hun gik derfor efter, at få den rystet hurtigst muligt af sig. Og dog, havde Xanthia en fornemmelse af, at denne følelse af perpleksitet ville indtræffe mange gange, i løbet af hendes første tid her i Andromeda.

"Fortæl mere om mørket."

Lød hendes stemme så langsomt i mørket. Hun kunne ligeså godt indsamle så mange detaljer nu og dermed gøre det ukendte til det kendte med det samme, i stedet for at lade sig overraske og forundre i flere måneder fremover.

Da han hingstens stemme så forklarede om en hingst, der kunne opfylde ønske og drømme, men forlangte en dyr pris for det, kunne hun ikke holde den skeptiske latter tilbage og i et mindre latterudbrud stoppede hoppen op, mens hun rystede opgivende på hovedet.
Hun så frem mod Eagle, inden latteren ebbede ud og hun skyndte sig op mod ham igen. Det var tydeligt, at hun ikke helt troede på ham, men alligevel lurede en svag nysgerrighed i hende. Denne hingst, kunne han give hende lige hvad hun ønskede sig? Xanthia mimrede svagt og eftertænksomt med mulen.

Det var et skeptisk blik den ældre hingst sendte denne unge hoppe da hun ønskede at vide mere om mørket. Skeptisk og vurderende. Han ville vide om hun følte sig draget, og efter dette ville drage direkte imod det. Eagle ville fortryde at have bragt det på banen, hvis det ville have katastrofale konsekvenser for den unge nye sjæl i Andromeda. Hvis hans ord lokkede hende i fordærv. Det virkede dog, med et øjekast at det var nysgerrighed, der fik hende til at spørge ind til flere informationer.

"Meget ved jeg ikke om det, jeg men det et ondt mørke, jeg ved ikke hvordan det har taget form, men så snart man sætter sine hove på vulkan øen kan man mærke det. Fornemme. Man bliver nøje iagttaget. Det er i det hele taget ikke en særlig behagelig ø. Det er den fjerneste ø, den ligger et godt stykke fra alt andet."

Der var ikke meget mere at sige om det, eller mere Eagle havde ikke mere. Det var de informationer han hid til selv havde. Eagle behøvede egentlig heller ikke vide mere, og dog ville han alligevel finde svarende en dag.
Han havde heller ikke hørt meget om denne fremmede hingst hvis magi kostede dyrt. Han havde hørt om ham, og det var egentlig det. Efter alt andet Eagle havde hørt om fra dette land, havde han ladet være med at udelukke det. Hvorfor skulle han? Alt muligt andet havde kunne lade sig gøre, så hvorfor ikke dette også. Den unge Xanthia brød ud i en nok tilbageholdt latter og det sidste. Det kom ikke bag på den ældre hingst, og hun måtte grine og tro på hvad hun havde lyst til. Den ældre hingst kunne godt forstå det kunne være svært at tro på, og selv ville han normalt nok også set det som en være røver historie. Eagle lod hende grine. Der var ingen skam i latter, tvært imod var latter noget af en befrielse og Eagle nød at høre på den.

"Jeg ved det lyder syrealistisk, og det kan være svært at sluge i en mundfuld når man ikke selv kommer fra en verden som denne. I mine første tanker om landet her, var at det var efterlivet."