Freedom is the price you pay [Åben]

Uvejret ulmede over Enophis tinder. Skyerne var trukket sig sammen og det rumlede faretruende i horisonten. En rigtig efterårsstorm var på vej indover Andromeda og den ville ramme i løbet af ganske kort tid. Fornuftige sjæle ville nok begynde at søge læ i det vinden langsomt tog til i styrke. Oppe et sted i bjergene kunne man se hvordan de første lyn skød mod himlen i ny og næ, men så man nærmere efter ville man se at det ikke var lyn fremkaldt af vejret, heller ikke lyn som et naturfænomen i sig selv, med en elektrisk stratosfære der ind i mellem skød op fra en sorthvid hoppe, som var gemt langt oppe i bjergene. Der var næppe nogle der ville finde hende her, medmindre man var på en mindre bjergvandring.
Noget var grueligt galt og hoppen lå sunket i knæ, gispende efter vejret med sveden trillende ned af den slanke krop i små fine perler. Som det så ud var hoppen i store smerter, hvilket bestemt ikke ville være en underdrivelse.
Myth havde kort inden fødslen af sin datter kun holdt sig på Enophis og i særdeleshed i bjergene. Hun var en fortabt sjæl som havde isoleret sig selv for omverden. Kun afbrudt af et blodigt møde med den hvide skyggedanser. Det havde efterladt sår, som sidenhen var healet, men blodet piblede på denne mørke aften ned fra hendes pels og blandede sig med hendes sirlige aftegn. Små sår med samme form som netop disse aftegn var at finde overalt på hoppens ryg, nye såvel gamle, nogle var sågar healet op, men med hvide hår i stedet for den midnatssorte pelsfarve hun bar. Elektriciteten omkransede hende, nøjagtigt som den ville gøre for at beskytte hende, men i stedet lød der et pine fyldt skrig fra hoppen og hun kollapsede nu fuldstændigt midt på bjerget, gispende efter vejret og svagt klynkende i smerte. Hun var udmattet, og ikke før ville angrebet på hende selv stoppe. Hun var ikke selv herre over hvad der foregik i skrivende stund. Der var ingen kontrol.
Anstrengt skulede hun mod horisonten hvor uvejret stadig kom nærmere, men at komme på benene nu og få sig transporteret over til grotterne, som lå blot et stenkast derfra, virkede som en umulig opgave.
Et tungt suk lød da fra hende og hun lukkede øjnene i. Hvis der ikke var nogen til at redde hende, så var der vel nok heller ikke andre end uvejret og hende selv til at gøre hende ondt og et eller andet sted var hun ved at være ligeglad. Hun havde truffet for mange dårlige valg i håbet om end bedre fremtid. Betalt med sin frihed, men hvor meget lykkeligere var hun blevet? Det ville kræve et mirakel at hive hende ud af det sorte hul hun havde boet i hele sit liv.

Den blege hoppe havde bevæget sig op i bjergende. Det var længe siden hun havde begivet sig uden for vulkanen øen, hendes hjem, deres hjem. Dog kunne hun ikke være der hele tiden, på den ø kunne hun ikke helt altid gøre gavn, det var ikke altid der hun kunne tjene herren bedst mulig vis. Trods for dette heller ikke var at tjene herren, var hun alligevel begivet sig imod bjergende. Djanges hjem. Et sted havde den næsten helt hvide hoppe håbet på at finde den let brogede hingst, dog synes hun ikke have kunne fornemme ham i sin søgen. I stedet havde et uvejr bragt sig, dog var det ikke kun den storm der var i det fjerne den blege hoppe havde gjort sig notis af. Lyn havde slået ned i bjergende. Det forekom ikke helt så naturligt, og trods for en hver klog hest nok havde vendt rundt og søgt væk, havde Myth valgte at undersøge dette nærmere- hun var her jo alligevel.
lyden af hendes hovslag gav hule dunk fra hvert skridt hun tog. Hun hastede ikke, i stedet tog hun sig god tid. Lod lyden af hendes egne hovslag runge for hendes øre. Myth kunne ikke indtage bjerget, ikke alene. Tanken satte også komplikationer op. Jovist ville herren gerne have bjerget, dette havde Myth allerede fundet ud af inden hun slog sig til skyggerne for alvor- Djange havde den gang bedt hende hjælpe ham med bekæmpe de skygger der var i bjergende. Bjergende var hans Djanges- en enkelt sjæl i dette land hun havde kær- trods for det var forkert. Herren ville have bjergende en anden hun havde kær, trods for hun ikke kendte ham som så. Alligevel nærmede hun stor kærlighed til ham, og ville formentlig gøre hvad end der blev bedt om.

Jo nærmere Myth kom de gnistrende lyn, jo mere unaturligt virkede det. Et skrig, pine fyldt sang for den blege hoppes øre. Nysgerrigheden kom fra i hende, trods for det ikke var noget hun gjorde meget i.
Foran hende skulle et syn komme for hendes blik, et syn hun ikke havde forventet. En sort hoppe, og dog ikke så sort alligevel.
Myth stoppede op. Stift stirrede de tomme kolde og døde øjne på denne skabning der lå på jorden. Overvejede hvad hun skulle stille op med den.

De tunge åndedræt døde langsomt ud og den sorte hoppe blev nu mere stille som uvejret kom nærmere. Ind i mellem kunne et tungt suk høres fra hoppens sønderevne kadaver. Man kunne fristes til at tro at hun var blevet revet op af et monster. Dette var til dels rigtig, for det var hendes egen magi der havde forsaget skaden på hende. Hun var udmattet fortvivlet og hun var nået til et punkt hvor det letteste ville have været at kaste sig ud fra bjerget, hvis det ikke var for faktummet at hun ikke kunne gå. Tanken strejfede hende tit, blot at gøre en ende på alt den lidelse, og når den skumle sjæl ville bede hende udføre en opgave så var det så let som at hun kunne nægte og så ville hun få fred, men kunne hun vente så længe? I hendes stadie opfattede hun dog stadig omgivelserne og lyden af de hule dunk i form af hovslag som langsomt kom nærmere havde ikke forbigået hendes ører. Stadig lå hun stille og skulede ud af øjenkrogen mod den fremmede som kom nærmere. Til hendes overraskelse var det jo den hvide skyggehingst. Det var ham, hvem skulle det ellers være? Det gnistrede i hendes indre og gav hende kort styrken til at springe på benene og kaste sig selv efter vedkommende som hun mente var den hvide skyggehingst. Hun var som en såret bjørn i det hun lod tænderne skære igennem luften og mod den fremmede, men der gik ikke mere end et moment og benene svigtede hende. Igen lod hun på jorden og kunne se direkte op på den fremmedes døde øjne. En lyd kom fra hoppen, en konstatering som undrede hende. Det var jo ikke, nå vel. For en stund virkede hun nærmest skuffet. Hun så ikke yderligere på den hvide hoppe og glemte for en stund blot hendes eksistens. Ville hun trampe på hende var det fint, det var jo ikke ligefrem fordi hun kunne stå op og forsvare sig selv.

Lynene var holdt op, det var de inden den næsten helt hvide hoppe var noget frem til denne skabning der lå på jorden. Det var dog ikke længe den blev liggende efter Myth var kommet til syne. Måske havde hun undervurderet denne fremmede. Hun havde anset hun var svag eller svækket og alligevel mindre end hun havde forventet, for den sorte hoppe- der ikke helt var så sort igen, kom farende imod hende med blottet tænder.
De mandelformede øre blev trykt fladt ned i nakken, og en brummende lyd lod hun slippe. Hun stampede hårdt i jorden, og tog sit snit til at forsvare sig. Jo vidst var hendes kræfter ikke til fulde, men det kunne være nok til at svække hoppen til hun ikke ville angribe. Der på lod den næsten helt hvide hoppe skyggerne arbejde for hende. Hun frøs den fremmedes hjerte, det varede ikke andet end nogle sekunder, men de sekunder ville føles ubehagelige- kulde. Myth havde før brugt dem, to gange. En gang på Djange, der var mere eller mindre et uheld og en gang på en af hendes brødre- før han blev en broder. Det var ikke just meget den blege hoppe gjorde i at bruge dem, men når nødvendigheden opstod gjorde hun.

Den fremmede sorte hoppe kollapsede igen. Hvor vidt forårsagen havde været hendes hjerte blev frosset, eller hun blot ikke havde mere energi at gøre med.
Myth iagttog denne fremmede med et nøje blik. Blikket var endnu døbt og tomt. Skindet på denne fremmede var præget at særdeles mystiske aftegn, nogle steder var det ikke aftegn men blod der løb fra hendes skind flere steder. Der var noget ganske særligt over denne skabning, det kunne fornemmes.
Endnu forholdt den næsten helt hvide hoppe sig tvas. Der var ikke noget at sige endnu.I hvert fald ikke for hendes vedkommende.

Hvor absurt det end måtte lyde havde Myth først bemærket kulden i hendes hjerte da hun var kollapset. Hun gispede et par gange efter vejret og vred sig kort. Smerterne var overvældende, men ikke så overvældende som udmattelsen, smerterne var hun trods alt ved at være vant til. Hun havde ikke bidt mærke i at den kulde der havde omkranset hendes hjerte og skudt ud i hendes krop som sylespidse nåle kom fra den hvide hoppe. Det var nok for det bedre og hun lagde som sådan ikke mærke til hendes tilstedeværelse i denne stund. Hun sukkede i stedet tungt og lod blot hovedet forblive liggende på det kolde granit. Uvejret ulmede stadig faretruende ude i horisonten og var nu på vej ind over landet.
Hun kunne sagtens blive liggende her og lade regnen skylle hende bort. Det virkede til at være den letteste løsning og hun var snart på nippet til at give helt op. For hvad levede hun for? En desperat søgen på en følgesvend for livet? Hun havde aldrig fundet den rette, eller måske havde hun, men altid taget de forkerte valg.

En lyd kom fra hoppen, en uigenkendelig lyd udtrykt i smerte og forvirring. Den stærke hoppe var et ynkeligt skue denne aften. Hun fornemmede nu godt blikket på hende, men fornemmede ej at der rent faktisk stod en og kiggede på hende, nærmest lige foran hende, heller ikke selvom hun lige havde forsøgt at angribe vedkommende.

Uvejeret der kom faretruende ind over landet rørte ikke just den næsten helt hvide hoppe. Egentlig havde hun aldrig rigtig taget sig tid til at beskue det i nogen af årets sæsoner. For hende var vejret underordnet. For hende havde det ikke meget betydning. Netop i denne situation var vejret endnu mere ligegyldig. Mere spændende var denne skabning, skrøbelig så den ud som den lå der. Normalt var den næsten helt hvide hoppe ikke tæt på nogen, hun havde sine grænser og de skulle ikke overtrædes. Følelsen af overlegenhed stak dog nu hvor denne skabning lå for hendes hove. I hendes indre vågnede skyggerne mere op. Stemmerne hørte hun i sit hoved. De talte til hende, til dem selv, med hinanden. De skabte ikke den samme påstyr som når hun havde Djanges selskab, i stedet var de mere enige, og langt mere tilfredse.

"Hvad skal vi stille op med dig."

En hæs stemme, mørkere og mere slidt end man nok ville have forventet af en hoppe lød. Den var svag, men alligevel var der en kraft bag tonelejet. I sig selv var det ikke sådan set et spørgsmål, mere en tanke der blev sagt højt.
Endnu var de døde tomme og sorte øjne fastlåst på denne fremmede, som igen ikke var helt så fremmede som først antaget. Ikke fremmede for skyggerne, i hvert fald ikke helt. Myth havde ikke selv støt på denne hoppe før. For Myth selv var hun fremmede- dette havde ingen betydning. De fleste var for den blege hoppe fremmede. Hun kendte ikke mange i dette land- ganske få faktisk. De få var stort set alle relaterede til skyggerne. Hendes brødre.

Hun var krakeleret, som det fineste porcelæn der var blevet misvedligeholdt. Sindet var ustabilt og på nippet til at blive sygt, hvis det ikke allerede havde små tendenser. Hoppen snakkede, ordene synes først at være utydelig, men snart fik hun lagt to og to sammen og hun så op på den hvide hoppe med de pupilløse mælkehvide øjne, som var mindst lige så døde som dem hun nu så ind i. Var hun en hoppe af skyggerne ligesom den hvide hingst. Aftegnene mindede meget om hinanden og hun antog hermed at hun var en af dem. Hvad lavede hun så langt fra Foehn? Det kunne umuligt være hende de var kommet efter. Den sorte hoppe drog et fnys og vendte hovedet væk fra hende.

” Hvem ved.. ”

Lød det blot gådefuldt fra hende i det hun havde vendt blikket mod horisonten. Bange var hun ej. Hun virkede ligeglad med hvad dette møde måtte bringe med sig. Alt var ligegyldigt. Hun følte sig udstødt, for ingen havde hun at gå til. Hun drog et bittert fnys over sine egne dumheder og det var somom den hvide hoppe endnu engang forsvandt fra hendes fokus.

Det var i sjældenheder den næsten helt hvide hoppe forlod sit hjem, det var ikke ofte hun veg fra vulkan øen. Djange havde været årsagen til hun havde forladt øen denne gang, men i stedet for at finde bjergets vogter havde den blege hoppe fundet noget nok lige så interessant, måske endda mere.
Lige glad virkede den sorte hoppe med de hvidlige aftegn, hvad var de? Myth vidste hun ikke var en skyggehest, det var tydeligt- for så havde hun kendt til hende og skyggerne havde reageret anderledes. Ingen almindelige heste havde Myth set med sådanne aftegn, og heller ingen almindelige heste havde hun set med så hvide øjne. Der var to muligheder, den ene kendte Myth meget lidt til den anden havde hun kun hørt et navn ham. På skyggernes reaktion var hun ikke vogter- hvilket udelukkede endnu en ting. Helt almindelig kunne hun ikke være så den blege hoppe stod tilbage med en tænkelig årsag.
Selv kendte den næsten helt hvide hoppe ikke til det som så, hun lyttede blot til de guidende ord hun fik fra sine bofælle om så at sige. Skyggerne var der altid til at guide hende. De var i hendes krop, de var i hendes sind.

"Hvad er du?"

I stedet for at skyde gæt af sted valgte den næsten helt hvide hoppe at stille et simpelt spørgsmål. Hvad hun var, en hest en hoppe. Ja det kunne Myth se, nej hun søgte et dybere svar. Et svar hun ønskede at høre. Et svar hun ikke bruge til deres gavn.. måske.

Det rumlede nu tættere på de to sjæle, men den sorte hoppe vippede ikke et øre. De hvide øjne var naglet fast mod horisonten og i mørket kunne det næsten ligne at de lyste. Et synsbedrag vel og mærket. Kort slog det gnister over ryggen på hoppen, som fik hende til at skære en pinefuld grimasse. De ville bare ikke finde ro denne dag og havde endda vendt sig mod hende. Det var yderst smertefuldt, for for hvergang efterlod de nye mærker i hendes sorte pels i det de gamle ar langsomt fadede med tiden. Derfor var de sirlige hvide aftegn aldrig helt ens bortset fra nogle få, som havde været der fra starten, men andre lagde sjældent mærke til det midt i virvaret af sirlige aftegn. Kun den hvide hoppes spørgsmål fik hende til nu at vende fokus tilbage på hende og hun stirrede nu på hende. Hvad var hun? Det var et godt spørgsmål hun tit havde funderet over. Ja hvad var hun.

” En datter af en fortabt sjæl og et genfærd. ”

Lød det så blot kortfattet. Det var hvad hun var. Kun ved ankomsten til Andromeda var hun blevet et dødeligt individ, frarøvet alt den magi hun så senere havde købt med sin frihed igen. Om det var for det bedre var der stor tvivl om, men hun havde den nu og hun kunne ikke lave om på noget som helst.

Uvejret rørte ikke den næsten helt hvide hoppe. Hun hørte det, men tog ikke notis af det. Som før nævnt, betød vejret ikke noget for den blege hoppe. Det var der blot. I stedet var hendes fokus på denne sorte hoppe. Gnisterne steg fra hendes krop, smerte kunne tydes på den sorte hoppe, dog var Myth lige glad. Andres smerte kunne fryde hende, hun var dog mere forunderlig over det syn. Lynene hun før havde set slå ned i bjergende, var ikke fra uvejret. Det var gået op for hende da hun så gnisterne fra det sorte skind. Et svagt, og nok mere et lumsk smil spredte sig over den spraglede mule. Smilet lignede mere eller mindre et der gjorde ondt på den næsten helt hvide hoppe. Det var noget hun ikke havde set komme, og hvorfor? Der kunne ske så meget i dette land. Myth kendte til mere af det nu, siden hun sluttede sig til skyggerne, end hun havde gjort før- hvor hendes liv kun havde kredset om de mareridt hun ikke længere huskede.

"Datter af fortabt sjæl. Du er fortabt."

Det vidste den sorte hoppe nok allerede. Hvad var hun fortabt i. Var der flere svar bag, så måtte hun finde dem. Hvis hun i sandhed var et af hans så måtte der findes flere svar. Svar der kunne bruges til noget.

"Ved du hvad jeg er?"

Den hæse stemme lød igen. Den sorte hoppe kunne være ligeglad, men hvis denne sjæl skulle lokkes til det ene eller det andet, måtte hun kende sit underlag. Kunne hun bruges? Ville hun være nyttig på længere sigt, eller skulle hun blot udspørge hende helt nu og der efter tage stilling til hvordan hun kunne slæbe hoppen til vulkanen, hvis ikke den ville gå frivilligt da.

Den sorte kunne godt mærke at hun trods udmattelsen stadig formåede at blive en anelse irriteret over hoppens konstante spørgsmål, som hun dog uden omsvøb svarede på. Hun havde intet imod at blive udspurgt for intet havde hun at miste. Hendes afkom kunne klare sig selv nu og det var ikke længere hendes opgave at tage vare på dem. Et ganske kort suk lød fra hoppen for at understrege dette. Nuvel. Den hvide hoppe kunne konstatere noget hun havde vidst allerede fra da hun som spæd stod uden forældre. Tillykke til hende. Ørerne blev vippet bagover og en svag rynke kom til syne på den hvide mule.

” Alt andet ville overraske mig. ”

Lød det så næsten skadesfro fra hende, for ligesom at vise at hun ikke tog det der small-talk særlig godt. Endnu et spørgsmål fik hendes næsten til at vrisse irritabelt, og fnyste nu hoppet. Udmattet, men stadig ligeså olm som hun nu kunne blive. Hun vidste udmærket godt hvem hun var. Sådan da. Hun havde lavet en antagelse ud fra sit første indtryk og det var hermed det hun holdt sig til.

” Skyggehoppe, kom til sagen.”

Lød det så tonløst fra den sorte hoppe, som nu så ud mod horisonten endnu engang. Hun ville ikke give hoppen mere unødvendig opmærksomhed. Ikke før hun kom til sagen eller hentede en der ville komme til sagen.

Et mekanisk nik kom fra den næsten helt hvide hoppe. Denne før antaget som værende skrøbelig, var mere spydig i sine ord end antaget først. Der var stadig en gnist- om så at sige tilbage i denne fremmede. Trods hun havde lignet en der bare ville ende livet. Måske var der håb for den fortabte datter. Kunne hun dog bruges til noget. Tankerne kredsede omkring i hoved på den blege hoppe, imens hun selv og skyggerne forsøgte at finde ud af hvad de præcis ville stille op med denne.
Vel kunne hun egentlig bare lege med hende, og når legetøjet blev kedeligt kunne hun smide det ud. Det var altid en mulighed, men ikke så brugbar- i hvert fald ikke for mere end en kort underholdnings skyld.

"Vi forsøger stadig at finde ud af, hvad vi skal stille op med dig."

Lød det kort, mere som et svar på at hun endnu ikke var kommet til sagen, for den lå lidt uklar endnu. Hun, de havde skam ikke travlt. Faktisk havde den næsten helt hvide hoppe umådelig lang tid. Lang tid nok til at denne hoppe nok ville dø af alderdom inden man ville kunne se den blege hoppe ældres. Det var dog al for lang tid at bruge på noget der i sidste ende måske kunne være helt ligegyldig.

Hun kunne ikke bruge den hvides svar til meget. Snart havde hun samlet den nødvendige energi til nu at kunne vakle sig på de lange ben. Hun stod nu foran hoppen og så blot på hende med de hvide øjne med et dødt blik. Hun drog et fnys og gjorde et kast med det velformede hoved. Det her kunne hun ikke vente på, uvejret ville snart være over dem og nu hvor hun tydeligvis ikke kunne dø i fred, så skulle hun ved gud ikke være våd og klam. Blodet var ved at størkne og den fornemmelse alene var klistrende og klam nok. Derpå tog hun et par usikre skridt frem før hun atter fandt et sikkert fodfæste. Hun gav hoppen et enkelt blik

” Nuvel. Så må i jo finde ud af det. ”

Lød det så spydigt fra hende, inden hun fortsatte mod grottens indgang. Hun havde ikke i sinde at begive sig ud på en større bjergvandring i hendes tilstand og med et uvejr der stadig kom nærmere. En rynke på mulen var alt det kunne ses, inden hun nu atter lagde sig da hun var nået i læ. Derpå kunne iagttage hoppen, mens hun nu fandt ud af hvad der skulle ske.

Den næsten helt hvide hoppe så til mens den sorte rejste sig. Hun virkede ikke til at have tålmodigheden, hvilke et sted morede den blege hoppe. Hun havde vel også forstyrret hende, i hvad hun nu end præcis havde gang i. Hun kunne bringe denne hoppe med sig til vulkanen, til Foehn og lade andre end kun hende tage stilling til hendes nyeste fund. Hun havde allerede taget tog med sig. Den ene havde opsøgt skyggerne længe, men ikke været fundet værdig før, den anden fandt Myth helt tilfældig. Deres nyeste søster, der for ganske nyelig havde fuldført sin opgave. Denne hoppe kunne vel også blive en af dem, hvis hun ønskede. Virkelig ønskede, for så vidst hun vidste havde denne fremmede andre aftaler bag sig.
Den hvide Myth tog sig ganske god tid om at gennemgå hvad hun kunne gøre. Der var altid den kedelige løsning, blot at forlade selskabet som det var og finde noget andet at give sig til. Der synes bare ikke rigtigt at være andet, og nu hvor hun alligevel var så langt fra sit hjem, skulle hun have noget at lave. Hvad som helst.

Mekanisk blev hoved drejet hen imod den sorte hoppe der havde søgt ly for regnen. Myst stod stift og fastlåst til stedet hun havde stoppet op da hun ankom.
Det kantede hoved blev lagt en anelse på sned, og igen var en svagt lumsk smil over den spraglede mule. Et smil der så mere ud til at gøre ondt på hende, end gøre gavn.

"Du kender os, dem. Har du nogen sinde overvejet at komme til os, lade os guide dig?"

Hun ville vel forsøge at se hvor langt denne hoppe ville. Alle kunne selvfølgelig også undertvinges, men det var ikke lige den næsten hvide hoppes stil. Hun så dem hellere komme frivilligt til hende, til dem. Frivillige ville være bedre, de var ville ikke være slaver på samme måde. De var jo gået ind til det hele frivilligt.
Vandet lod den næsten helt hvide hoppe slikke ned af hendes blege krop. Hun mærkede vandet der kærtegnede hende, men tog sig ikke yderligere af det.
De mandelformede øre lå som altid tilbage vendt imod nakken, og øjne sorte som kul og helt pupilløse og forladt for hver en følelse stirrede stift på den sorte hoppe.

Hun burde måske have været mere opmærksom på den hvide hoppe og hendes lumske tanker, men det rørte hende ikke. For denne hoppe var ikke nær så forskruet som den hvide skyggehingst hvis dødsdans var noget for sig. Myth som ofte handlede instinktivt så sig tit tiltrukket af det ødelagte, men skønne ydre, men hun var vel også fan af det lettere forskruede hvilket havde bragt hende i de her håbløse melankoliske situationer. Ak ja. Hun sukkede nu endnu engang og rystede på hovedet af sig selv i det hun langsomt fik samlet sig selv mere sammen. Helt ville nok aldrig lykkedes, men så længe hun kunne bevare blot et minimum af stolthed var det værd at tage med. Denne hoppe her virkede til at være ganske fattet af en skyggehoppe at være, men nu havde hun jo også kun en at sammenligne med. Hun rynkede kort på mulen og trak på skulderne, inden hun rettede sit blik mod hende og stirrede direkte tilbage i de døde øjne. Hendes ord fik Myth til at klukke en anelse. Om det var hånligt eller blot en anelse gak var ikke til at finde ud af, på det punkt var hun svær at aflæse, men et fnys kom da efterfulgt og hun lagde blot ganske afslappet hovedet på hendes forben, mens hun betragtede den hvide hoppes pels blive sølet til af regnen.

” Jo vist. Men så igen, det er ikke så simpelt. Ser du, mit liv tilhører ikke længere mig og jeg ved ikke om jeg kan lide tanken om at dele mit sind med dem.. jer ”

Lød det så blot hudløst ærligt fra den sorte hoppe, der tog det ganske roligt som var det noget hun havde prøvet mange gange før. Ikke lige præcis dette, men noget lignende havde udfoldet sig mange gange i løbet af hendes unaturlige lange liv. Men at befri sig selv fra den aftale hun havde lavet var ikke lige til. Den ville koste hende livet hvis det stridede imod hans ønsker, som hun i øvrigt ikke havde fået klarlagt ret meget af. Den lumske sjæl var yderst hemmelighedsfuld. Det eneste hun vidste var at han ikke var begejstret for vogterne og skulle bruge deres ting, eller i hvert fald den gyldnes lys.