Circles

Jivala

Det gik stærkt for sig. Grantræerne stod tæt og deres kraftige duft af harpiks hang i næseborene, mens den askegrå hastede gennem skoven i en vild dans. Hun havde sat mulen mod Chibales højeste punkt, hvilket som sådan ikke var synderligt højt, men det var alligevel der hun søgte hen. Et sted hun havde været mange gange, men ikke været på længe. Hendes askegrå skind sitrede næsten af energi og ivrighed, de gyldne øjne var let sammenknebne for grene der susede forbi og ravnsorte lokker som slog mod hendes slanke hals og pande. Der var ingen vind mellem granerne, men Ariel skabte sin helt egen, hun var sit helt eget vindpust som strøg igennem skoven med fare for at styrte hvert andet øjeblik en gren eller en stub besværede hendes vej og fodfæste.

Der ville ikke gå længe før hun nåede sit mål, så meget kunne hun alligevel nå at opfatte af omgivelserne. Der var ingen i nærheden så vidt hun vidste, men hun havde alligevel på fornemmelsen at noget ville dukke op. Indtil da havde hun ikke i sinde at afbryde sit ridt. For vinteren var her, den var stærkt på vej og snart ville der komme sne og nætter så klare at hver en stjerne kunne ses på himlen. De gyldne øjne gnistrede. Jo, vinternætterne var noget hun havde ventet på. Om hun så skulle tilbringe dem i sit eget eller andres selskab.

word count 235

Chibales store skove havde efterhånden læsset alle deres blade af på den bløde jord. Alverdens gule farver prydede nu de store græsgange, såvel som hele underskoven. Bevares, der var stadig en del blade på træerne, men det kunne efterhånden ses at vinteren nærmede sig med hurtige skridt. Med vinden fulgte løfter om kolde nætter og sneklare tider, hvilket den brogede både glædede og gysede over. Glædede sig, da sneen helt bestemt var enhver tid værd. Men gysede, da hun – selv i sin vinterpels, ikke kunne holde varmen frygtelig godt.
Igennem de mange stammer travede den brogede, hvis små hove behændigt trippede over stubbe og grene. Hun fulgte de mange dyrestier der var skabt i skoven, og var i dette øjeblik på vej imod et af de højere område på øen. Der ville hun kunne se nogle af de mange enge, og måske finde en plet der stadig var fuldkommen lysegrøn. Friskt græs fandtes nemlig stadig, selvom man efterhånden skulle søge længere og længere for at finde det. Tanker om at forblive de steder hvor der var overflod havde strejfet hende, men altid blevet glemt igen med et skuldertræk. Store områder tiltræk altid mange andre… og selvom Jivala skam nød selskab, ville hun helst slippe for det. Hun var nu engang lettere socialt akavet.

Lyden af hove igennem skoven vækkede den brogede op. De krøllede ører vippedes undrende tilbage, og det fine hoved blev nysgerrigt drejet imod lyden. Takten var hurtig, og vedkommende havde enten travlt eller meget energi. Tvivlende stampede hun kort i jorden, inden at en grålig skikkelse fangede hendes blik længere væk. En skikkelse, der hastigt bevægede sig igennem skoven uden problemer.

De lyse næseborer var kraftigt udspilede mens hun trak den kolde luft dybt ned i lungerne i hurtige, men ubesværede stød. Følelsen af varme i kroppen var simpelthen euforiserende for den askegrå. Det var lige før hun slet ikke fik øje på den skikkelse som pludselig dukkede op mellem træerne i den ene øjenkrog. Men hun var en opmærksom sjæl som havde vænnet sig til at lægge mærke til de mindste detaljer, og derfor opdagede hun skikkelsen så snart den dukkede op. Det var et glimt af brunt og hvidt som mødte hende, et som med det samme forekom hende ganske bekendt. Og selvom hun endnu ikke havde nået sit mål, så stemte hun uden videre hovene i skovbunden og bremsede op med en faretruende hast. Der gik kun et split sekund, så gav hun et højt og klart vrinsk fra sig i den lyse tone som prægede hendes stemmebånd. Det lignede Jiva.

Hun trippede på benene da hun endelig stod stille med mulen i vejret og ørerne rettet skarpt frem mod skikkelsen. Træerne skjulte den delvist nu og den var da et stykke borte, men hun var ret så sikker i sin sag. Med et slag fra den sorte hale satte hun frem igen, denne gang i noget mere sikker, men stadig energisk trav frem mod den brogede sjæl.

word count 220

Denne askegrå havde uden tvivl fået øje på hende, for efter nogle meter sænkede hun langsomt tempoet. Dog var den lyse stemme ikke til at tage fejl af, og der gik ikke mange sekunder inden at hendes eget noge lyse og feminine vrisnk gjaldede imellem stammerne. Det var Ariel! Et opstemt prust kom fra hende, og den brogede trippede spændt en omgang rundt om sig selv. Hvordan kunne hun have overset at det var Ariel? Bevares, den askegrå havde skudt en utrolig og faretruende høj fart.. men stadig. Den brogede skammede sig kort over ikke at kunne genkende sin veninde med det samme. De krøllede ører vippedes let frem, og den tvefarvede sprang let over en gren for at nå hurtigere frem.
Den fine mule blev strakt op imod luften, hvor færten af den askefarvede stadig hang i luften. Hilsende kom et lyst hvin fra hende, og Jivala kastede opstemt og ivrigt den vældige man over på den anden side af halsen. Hendes brune øjne glimtede kort i lyset der steg ned fra træerne, hvori bladende farvede lyset i alle nuancer af gul. Svagt mindede de gule blade hende om Ariels gyldne øjne, og hun smilede muntert. Jah, Ariel var i sandhed en af Jivalas få og gode venner.

Ikke længe gik der inden at hun igen kunne se hoppen, hvis fart havde båret hende længere væk end først ventet. Det overraskede hende virkelig hvor hurtigt Ariel kunne løbe, især nu hvor diverse stammer tvang hende til brat at skrifte retning. Men let på tå var hun, og svagt drømmede Jivala om at kunne det samme en dag.

Hun spidsede yderligere ørerne, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre, da den brogede hoppe besvarede hendes hilsen med en yndig klang som kun Jiva kunne præstere. Jo, det var bestemt hende. Et smil bredt sig hurtigt over den askegrås hvide mund, et smil der blev større og større jo tættere på hun kom den anden sjæl. Det lød som om hun var sund og rask, hendes flerfarvede veninde med de finurlige ører, selvom det var nogle måneder siden hun sidst havde set hende. Det var ikke altid til at finde hinanden på Andromeda, men Jiva var en af de få som hun altid fandt igen. De fleste kom og gik, møder gentog sig ikke altid, men med den brogede var det anerledes.

Ariel brummede ivrigt og så stadigt smilende til da hun nu tydeligt kunne følge sin veninde med øjnene. Hun kom også dansende på efterhånden lange og elegante ben, hun var jo næsten fuldvoksen nu! Alle formerne sad hvor de skulle. Den askegrå gav et lyst fnys fra sig af ren begejstring så snart hun mærkede glæden hos hoppen, for den afspejlede sig over alle grænser i hende selv over at være så heldig at støde på hende igen. Hun så rask ud, mere end rask og det glædede den grå. Snart nåede hun frem og hun standsede ikke før hun var helt tæt på med mulen først. De hvide næseborer var stadig udspilede da hun stak mulen kærligt mod Jivas ligeså hvide.

”Jiva! Du ser vidunderlig ud.”

word count 252

Der kunne gå lang tid før man mødte en anden sjæl igen. Nogle gange kunne der gå dage, før at et andet tegn på liv viste sig, hvilket hurtigt kunne blive frygtelig ensomt. Der var tider hvor hun var blevet nødsaget til at søge selskabet hos andre dyr, for at tilfredstille sit behov for selskab. Og de var ikke helt slemme faktisk… for næppe behøvede man at tale med dyrene, og kunne derfor blot nyde trygheden ved at der var andre. Og dog, var det nu engang et meget primitivt form for selskab. Det holdt ikke i længden, og man kunne hurtigt høre på den hæse stemme, at den ikke var blevet brugt længe. For hvem skulle hun have snakket med?

”Ariel! Mange tak!

Kvidrede hun, og trippede spændt tættere på den askefarvede. Den bløde mule gled hilsende og kærtegnende over Ariels, inden at hun med et lille hvin kastede hovedet opad. Den pludselige spænding og energi Ariel bragte med sig, var mere end velkommen for Jivala. Hendes sorte hale slog opstemt bagved hende, og med et begejstret fnys strakte hun halsen yderligere. Bare for at vise – hvis Ariel ikke allerede havde bemærket det, at hun i den grad var ved at blive ligeså stor som Ariel selv.
De krøllede ører vippede muntert frem, og den brogede trippede hen på siden af sin veninde, for derefter at vende om så de vendte den samme vej. Tilfreds puffede hun kort til den slanke hals, inden at hendes livlige stemme endnu engang brød stilheden.

”Hvor skulle du hen i alt den fart, Ariel?”

Skumringen var på vej omkring dem, men det bemærkede den askegrå knap nok. Hun var travlt optaget med at suge alle detaljerne ved hendes veninde til sig, for hvor havde Jiva ændret sig på kort tid. Det var næsten en helt anden hoppe hun mødte, og alligevel var hun så velkendt. Hendes duft lå i luften og gjorde kun den grå endnu bedre tilpas. Hun smilede stadig stort og brummede mildt da hun mærkede hendes hvide mule mod sin egen. Den ellers lidt forsigtige hoppe var trådt mere ud af sin skal, energien bølgede fra den brogede og rørte ved Ariels egen energi. Hun slog en lys og munter latter op da Jiva strakte halsen, hendes egne øjne gnistrede for hun kunne bestemt se hvor meget hoppen var vokset. Og så elegant hun var blevet.

”Hvor er din man groet!”

Hun virrede kraftigt på den lyse mule og puffede selv muntert, men lettere drillende ud da Jiva havde placeret sig på hendes side og rørt hendes hals. Snart gav hun sig til at nippe til det lange hår der hang i bølger ned over den brogedes fintformede hals.

”Jeg var på vej mod Chibales top. Vil du med mig?”

word count 203

Den krydrede og dog så friske fært af Ariel, var let for den brogede at genkende. Hun bar en fært af andre heste med sig – et tegn på at hun levede i en større flok, men alligevel var den friske og vilde duft noget der let skar igennem og gjorde den askefarvede unik. For det var hun helt bestemt i Jivalas øjne. De brune øjne gled nysgerrigt og søgende over sin grålige veninde, hvis gylde øjne gnistrede smukt i solen. Jivala kunne ikke andet end at misunde hende disse øjne, der var uden lige i hele landet. Selv havde hun kun set smukke krystalblå, og nogle der var hendes egen brunlige farve. Ud af dem, var det tydeligt hvad den brogede foretrak. Hendes egne fandt hun kedelige, hvis man blot spejlede sig i søerne.
Svagt vippede de krøllede ører tilbage ved tanken, men ikke længe gik der inden at glæden igen smittede af på den brogede sjæl, hvis hale begejstret slog nogle opstemte svirp over rosen. Stolt kastede hun vældet af sorte og hvide lokker over på den anden side, imens en stolt ringlende latter kom fra hende. Jah, den var bestemt groet. Det var som om at den havde taget en slutspurt de sidste par måneder, og var langt længere end hun nogensinde havde ventet.

”Tak!”

Udrbrød hun leende, og prøvede for sjov at puffe hendes mule væk når hun rakte ud efter de lange hår. En lille lusket hævn dannede sig i hendes hoved, og den brogede strakte pludselig men blødt ud efter hendes pandelok, og begyndte at nulre den. Jivala prøvede virkelig at ugle den anden ellers fine og glatte pandelok
Kort så hun igen på den askegrå, og kastede da opfordrende med hovedet.

”Selvfølgelig!”

Kvidrede hun begejstret. Hun kunne alligevel tage et smut forbi der, nu hvor hun havde fået selskab.

Da den brogede begyndte at nulre hendes pandelok lød et lyst fnys fra den grå. Hun slog snart en ligeså lys latter op og nappede iltert ud efter den unge hoppes slanke hals idet hun kastede med hovedet. Snart begyndte hun igen at trippe på hovene, den askegrå havde alt for meget energi og glæde over det uventede selskab til at kunne stå stille. Så var det godt der var et lille stykke vej endnu før de ville nå Chibales top, måske inden mørket var helt faldet på. Hun så kort op mod trætoppene og højere endnu – mon ikke der ville blive stjerneklart i nat? Med et stort smil kastede hun igen blikket på hendes så kønne veninde der stod netop så tæt på som Ariel allerhelst ville det. Men ikke ret meget længere, for inden hun svarede satte hun gang i den opvarmede krop igen og frem med trippende skridt på de slanke ben.

”Der er noget jeg gerne har ville spørge dig om i nogen tid nu, Jiva! Men vi ser jo ikke hinanden så ofte.”

Hun brummede af vane og kastede et hurtigt blik over skulderen efter hende, ikke i tvivl om at den brogede ikke var sen til at følge efter. I sit stille sind glædede hun sig endnu en gang over at Jiva var uskadt og glad, noget der bestemt var vigtigt for den askegrå.

word count 232

Den askefarvede var ikke sen til at give respons, ved iltert at nappe ud efter hendes slanke hals. Leende stoppede hun sit hærværk af pandelokken, og mimrede i stedet muntert imod hendes slanke grå hals. Der skulle dog ikke gå længe, før at energien igen sprudlede fra den grålige. De små hove trippede ivrigt og energisk, og alt den energi var ikke længe om også at nå Jivala. Hvis hun før havde været energisk, blev hun nu helt elektrisk – opstemt af sin venindes selskab. Med Ariel der førte han, begyndte de to slanke hopper at trippe imod en af de højereliggende dele af Chibale. Den brogede havde brugt meget tid på denne ø, og bemærkede da at Ariel overhovedet ikke var faret vild. Faktisk virkede hun til at kende vejen ligeså godt som Jivala selv! Underligt at der var gået så længe siden de sidst havde set hinanden.
Som havde den askefarvede læst hendes tanker, lød hendes lyse stemme i stilheden. Et lidt trist smil gled over hoppens lyse mule, idet at hun nikkende gav den grålige ret. Det var ikke meget de så til hinanden – men hvad og hvor var chancerne? Andromeda var et stort land, hvis øer lå langt væk fra hinanden. At de tilfældigvis befandt sig på den samme ø var næsten et mirakel. Dog spidsede hun let ører ved den andens ord om spørgsmål, og hun brummede opfordrende til hende. Hvad var det?

De slanke ben bar dem hurtigt frem, imens at træerne skiftevis tyndede ud og tætnedes igen. Sådanne dyrestier var nu engang et spænende men også problematisk terræn at færdes i, men helt klart oplevelsen værd! Rundt omkring dem sprang nemlig det sidste dyreliv livligt rundt, og viste at det endnu ikke var vinter fuldkommen.

Selvom de ikke så hinanden ofte så kendte hun alligevel den brogede sjæl bedre end de fleste. Den askegrå fornemmede hurtigt hendes tristhed og lagde sine gyldne øjne på veninden med et varmt smil. De store afstande kunne skam ikke holde de to sjæle adskilt, det var Ariel helt og aldeles overbevist om. Selv om der gik måneder mellem deres møder var de lige glædelige, glemslen sled skam ikke på mindet om det føl hun havde fundet dengang, helt tilbage, på askeøen. Hun huskede også stadig Jivas moder, den snehvide hoppe som hun først havde lært at kende og som siden var forsvundet. Det måske derfor hun følte sin del ansvar for den brogede. Men samtidig var de helt ligestillede, de var begge frie fugle og den askegrå mente ikke at hun havde noget ansvar for hvordan Jivas liv forløb. Hun ville blot være der på hendes side, klar hvis hun skulle få brug for hende. Trods hendes vildskab og eventyrlyst så bankede et loyalt hjerte i den grås bryst.

”Ved du at jeg er en del af en flok? Jeg blev født ind i Teylar, men jeg ved ikke meget om de sjæle som lever i den.”

Efter at have kastet et tankefuldt, men alligevel friskt og beslutsomt blik ud i halvmørket rettede hun igen øjnene imod den brogede på hendes side. Hun afventede hendes reaktion og betragtede hende undersøgende. Det hun ville spørge om forekom hende selv ikke helt logisk – for hun vidste virkelig intet om den flok hun faktisk var en del af. Men sådan ville det nok ikke blive ved med at være.

word count 269

Den brogede hoppe havde ikke mødt mange i landet.. hun havde set mange, men aldrig mødt dem. Betragtet deres silhuetter på afstand… vurderet om det var risikoen værd, men havde altid i den sidste ende taget flugten og søgt dybere ind imellem de mange træer. Der kunne hun forekomme alene for mange, men det var nu ikke engang sandheden. Den brogede havde underholdt sig selv med sin fantasi og sine drømme fra følbens af. Hun snakkede ikke ofte, men lyttede altid. Lyttede til enhver der måtte sige noget, og lyttede således også til skoven. Hun hørte den spille sine melodier.. hun hørte mystiske væsner synge, og diverse llysglimt der dragede. Hun fornemmede og følte, men kunne aldrig forklare det hun følte. De få gange hun begejstret havde fortalt om de sange der løb igennem skoven, havde andre blot stirret med mistro og undren på hende. Derfor, fortalte den brogede simpelthen ikke det mere. Det var en del af hendes hemmeligheder, som mange ville fortælle var usand. Men der var ingen til at bevise at sangen ikke fandtes, og dermed ville hun blive ved med at tro på det. Selv nu hvor hun gik ved siden af den askefarvede, fulgte en ringlende og blød melodi hende. Den svirrede med vinden, og et øjeblik så hun længsesfuldt efter det sted den forsvandt hen.
Dog vendte hun hastigt tilbage til virkeligheden, da den gråliges gyldne øjne fangede hendes igen. Et smil listede sig frem på den hvide mule, og Jivala vippede søgende ørene frem. Ariel fortalte om en flok, der kunne forklare hvorfor hun altid havde denne duft af andre med sig. En duft der både fik hende til at skutte sig, og vækkede hendes opmærksomhed.

”Hvorfor ved du ikke så meget om dem..?”

Kom det spørgende fra hende, og hun tiltede forsigtigt hovedet på sned. men den brogede nikkede, og forstod. Denne Teylar måtte være hendes hjem – ligesom Chibale var Jivalas. Men hvorfor hun bragte det op, kunne hun ikke lige kæde sammen med det samme.

Hun betragtede Jiva for en stund, indtil hun fik svar og hun flyttede på sine bløde ører. Hvorfor? Teylar var egentlig ikke noget hun skænkede megen tanke. Den askegrå havde været en fri fugl siden hun var helt lille, hun var simpelthen fløjet fra reden tidligere end hvad godt var. Men det var altså sådan hendes sjæl var bygget, det var det den bestod af og det havde hun helt accepteret. Der var ingen bitterhed over fortiden, ingen sorg over det store tab hun egentlig havde lidt. Den familie hun havde haft havde hun jo ikke mere. I hvert fald ikke familie i den forstand som man normalt ville opfatte det. Hun brummede mildt af hoppen.

”Jeg færdes ikke særlig ofte i flokkens område og kender kun ganske få af medlemmerne. Jeg forlod den som helt lille, fordi min eventyrlyst blev for stor. Man skulle tro jeg ville holde mig dér og høre til blandt dem, men jeg hører til alle steder i Andromeda,”

Hun smilede mens hendes øjne stadig hvilede på den anden. Blikket var venligt, men blandet af flere følelser – nysgerrighed, munterhed. Eftertænksomhed og en smule alvor samtidig med det hele. Den askegrå lagde aldrig skjul på hvilke følelser gik igennem hende. Der var kun ærlighed.

”Jeg har gået og tænkt længe nu at spørge om du ville blive en del af denne flok. Selvom jeg stortset intet ved om den, så ville det glæde mig hvis vi var endnu mere sammen. Og så giver flokken selvfølgelig en beskyttelse man ikke har på egen hånd.”

Den ravnsorte hale svang let fra side til side bag hende mens de gik. Hendes ellers trippende skridt var mere afslappede nu, selvom hun stadig mærkede energien boblede. Men ligenu var hun mere optaget af at høre Jivas tanker om hendes ord.

word count 303

Der gik noget tid, hvori den askefarvede tænkte lidt over det spørgsmål der blev stillet. Hvorfor? Jah, der kunne være mange grunde. Men Jivala der aldrig havde prøvet noget der mindede om et flok liv, var ikke den rette til at svare på dem. Det var Ariel, hvis tanker nu prøvede at forme et svar der gav mening. Det formåede hun dog ganske godt, og den brogede nikkede lyttende. Hun kunne kun give hende ret i, at hun hørte til alle steder på Andromeda. Jivala kunne ikke forestille sig et enkelt sted hvorpå Ariel ikke kunne færdes, for ikke at tale om skabe venner. Joh, der var måske den mørke aske ø… men selv på den, ville Ariel nok kunne trives. For hun var stærk – langt stærkere end man just foresitllede sig. Og ikke blot i kroppen, men også i sindet.
Følelserne var tydeligt afspejlede i hoppens gyldne øjne, og Jivala et øjeblik undrende på hende ved det korte glimt af eftertænksom sorg der var. At den askegrå havde mistet noget ved at vælge sin frihed, forekom hende fuldkommen ulogisk. Og derfor tænkte hun ikke videre over det, men rystede det af sig med et svip med halen. Friheden værdsatte hun højt.

Den taktfaste rytme af hove havde sænket tempoet en smule, efterhånden som de var faldet i snak. Det var naturligt at sætte alt en tak ned, i stedet for at tale som de løb. Dog faldt rytmen et øjeblik ud af takt, idet at den brogede kort snublede af ren overraskelse. Om hun ville slutte sig til denne Teylar? Usikkert flippede de krøllede ører ned i manen, og den brogede travede hastigt op på siden af hende igen.

”Men Ariel…. Der er så mange i sådan en flok..”

En tvivlende tone havde sneget sig ind i den lyse stemme, og hun bed sig tænkende i underlæben. Hun var ikke videre social.. og at være sammen med så mange på daglig basis, var ikke noget hun lige kunne rumme med det samme.

Jiva snublede af overraskelse hvilket fik den askegrå til at dreje hovedet mod hende med store øjne. Hun smilede dog snart endnu engang da hoppen igen fandt fodfæste. Hun kunne godt forstå at det måtte overraske hende at høre alt dette. Jiva havde jo færdes alene indtil nu og klaret sig fint, alligevel følte den grå at nu var det tid. Den brogede var blevet ældre, hun var begyndt at modnes ligesom den grå selv var det. Og hun mærkede en lyst til livet i hende hun ikke havde mærket i samme grad tidligere.

”Ikke så forfærdeligt mange,”

Smilet blev mere mildt og det var lige før hun lo af sin sky veninde. Hun vidste skam at Jiva var i stand til mere end hun selv vidste. Men det var selvfølgelig op til hende om hun virkelig var klar til at tage sådan et skridt. Og var det nødvendigt? Den askegrå ville også selv begynde at engagere sig mere i flokken hvis den brogede blev en del af den. Hun ville i hvert fald være mere til stede hvis chancen for at møde hende der var stor.

”Og du kan komme og gå helt som du vil. Se bare på mig – jeg er ikke bundet på nogen måde selvom jeg er en del af flokken. Man vælger selv hvor ofte man vil komme og gå. Men sikkerheden har man altid, og så er jeg der.”

Hun nippede opmuntrende ud efter hendes farverige pels.

word count 247