Unavngivet (Tsavani)

Atter var den blege hoppe hjemme igen. Jovist befandt hun sig ikke nær vulkanen i disse stunder, det var ikke nødvendigt at være i nærheden af sine brødre og søster hele tiden. Myth var ikke den sociale type, det havde hun aldrig været, eller så vidt hun selv husker har hun ikke. Alt hun ved var at det hele stammer tilbage fra de mareridt- som hun ikke husker længere, ikke andet end hun havde dem og de jagtede hende. Skyggerne havde befriet hende fra dem. Blokeret den del af hendes hukommelse.
Den næsten helt hvide hoppe havde sluttet sig til skyggerne. Hun havde været draget af dem siden den brogede hingst havde fortalt hende om dem. Han havde sagt hun skulle holde sig langt væk fra dem, men selv var han kommet til dem nu.
Der var kommet flere til, først havde der været Fuyu, ene alene skygge hest. Myth var kommet til, ladet den hvide skyggehingst guide hende- hun ville være ham evig taknemlig. Nu var de flere, endnu ikke mange men det ville komme. Fire. Flere ville komme, flere skulle komme, dog søgte den hvide hoppe ikke lige nu flere. Hun søgte freden, freden fra den fortumblede verden hun havde vovet sig ud i- forgæves, eller næsten forgæves.

Det var med døde og tomme skridt den næsten helt hvide hoppe bevægede sig over den askebeklædte jord. De mandelformede øre var vendt imod nakken. Forladt for en hver følelse færdede den hvide skygge hoppe sig af sted over det ellers så velkendte område. Hendes hjem, deres hjem.
De kulsorte øjne skimtede over området. Her var dødt. Lüpe havde hun heller ikke set længe. Det var ikke fordi hun søgte efter sin søn, hun vidste han nok skulle klare sig. Hvis ikke hun hjalp, hvis ikke Djange gjorde, skulle skyggerne nok. Han var en del af dem, i hvert fald til han var gammel nok til at vælge selv. Selvfølgelig håbede den næsten helt hvide hoppe at hendes søn ville følge hende, tjene den sande herre og leve i sandheden- i stedet for at gemme sig bag de godtroende løgne som landet var bygget op på.

Emne: Unavngivet                                                                           Ord: 379

Foehn... Den askebeklædte ø med den store vulkan lige i midten af det hele. Den mindede så meget om Medúil, det land den gyldne hoppe var vokset op i. Hun havde aldrig troet, at hun skulle bevæge sig rundt i disse vulkanske omgivelser igen, men alligevel befandt hun sig nu for første gang siden sin ankomst til Andromeda på vulkanøen. Hun vidste ikke, hvad der var gået gennem hendes hoved, da hun stik imod alle odds havde besluttet sig for at betræde denne ø. Hun var så glad for Andromeda, fordi det var et smukt land med masser af natur og frodighed - det var så langt væk fra Medúil, man overhovedet kunne komme. Men alligevel havde hendes nysgerrighed ikke kunnet holde sig væk... Hun var nødt til at besøge alle steder i Andromeda, og dette inkluderede altså også Foehn.
Hendes næsebor var vidt uspilede, da hendes lyse hove trådte gennem det aksegrå landskab. Hendes gyldne ører vippede opmærksomt og en anelse uroligt til siden, da hun holdt øje med alt omkring sig. Hun var ikke dum, så selvom Foehn havde tiltrukket sig hendes opmærksomhed, havde hun ikke glemt alle de advarsler, hun havde modtaget om dette sted... Der hvilede en ondskab over denne ø - en ondskab, man ikke skulle komme i karambolage med.

Hun trådte forsigtigt fremad uden at ane, hvor hun var på vej hen. Hun havde aldrig været på denne ø før og vidste derfor naturligvis ikke, hvordan man fandt rundt. Den store vulkan tårnede sig højt op i baggrunden og var hendes eneste pejlemærke. Selvom hun var opvokset med vulkaner og ikke just savnede disse store monstrummer, måtte hun indrømme, at Foehns mesterværk trak i hende. Hun kunne ikke kontrollere sin nysgerrighed og ønskede at opleve dens mørkeste hemmeligheder med sin egen krop.
I takt med hendes videre færd ind på øen, kunne hun ligefrem mærke, hvordan ondskaben glødede i hendes sind. Den havde altid ligget der, godt gemt under hendes lyse skind, men det var som om, at øens dystre atmosfære fik den tydeligere frem. Et skummelt smil tegnede sig på hendes kødfarvede mule. Hun kunne slet ikke vente med at møde de heste, der holdt til her... Hun var i den helt rigtige stemning og glædede sig til at se, hvad sådan et møde ville udvikle sig til.

(Julie, du må virkelig undskylde mit sene svar! Jeg havde slet ikke opdaget denne tråd før nu. )

Det var atter en stille dag på Foehn, disse dage var der mange af. Bestemt gjorde freden og stilheden ikke den næsten helt hvide hoppe noget. Tvært imod. Når hun ikke behøvede at forholde sig til andre end hende selv forekom alt blot lettere. Hun hvilede når hun var alene- eller så alene hun kunne blive. I sandhed var hun aldrig alene. Ikke mere, ikke siden skyggerne. De havde bosat sig i hende, de var blevet til en del af hende. Uden dem ville hun dø. De havde erstattet hendes oprindelige hjerte, givet hende beundringsværdige kræfter. Jo mere hun havde brugt dem, jo mere begyndte hun at nyde hvordan et andet levende individs hjerte stoppe.
Det var dog ikke kun i hendes nye hjerte skyggerne befandt sig, de fandtes i hendes blod, i hendes sind. De var over alt og dog ikke uden på. Flere stemmer talte i hendes hoved, som ofte uenige om hvorvidt alt ting skulle foregå men altid enige om det fælles mål. Det mål den næsten helt hvide hoppe tjente.

Den ellers stille aften skulle blive brudt. En fremmede havde bevæget sig ind på vulkan øen, umuligt var det helt at færdes her uden at blive opdaget- specielt hvis ikke man hørte til her. Jo vidst kunne den næsten hvide hoppe foresætte væk, forbi denne fremmede der var længere væk. I stedet stoppede hun op, hun stod stille så stille hun kunne have været en statue. De følelsesløse og kulsorte øjne stirrede tomt på denne fremmede.

(Ingen problemer jeg burde nok også have sendt dig linket men bedre sent end aldrig som man siger)

JULEAFTEN

Emne: Unavngivet                                                                              Ord: 544

Hun gled let og elegant henover den askedækkede jord. Hun var en tung og kraftig hoppe, men alligevel følte hun sig let som en fjer. Hendes ben blev fjedrende ført henover jorden, og hun følte sig både smidig og spinkel, selvom hun hverken var det ene eller det andet. Hun havde aldrig oplevet noget lignende, og derfor gik hun udfra, at det atter måtte være vulkanøens værk. Det skumle smil om hendes mule blev endnu større. Hun havde aldrig oplevet et sted, der tiltalte hende så meget som denne ø. Hun var ellers ikke glad for sit vrede temperament og sin onde side, men hun kunne ikke benægte, at øen her trak voldsomt i hende. Det var som om, at den kaldte på hende... lokkede hende nærmere. Hun kunne mærke, at hun passede ind her. Hvem prøvede hun også at narre? Hun var en ond hest. Der var absolut intet godt i hende. Det ønskede hun sådan, at der var, og derfor havde hun forsøgt at være god i sin tid her i Andromeda. Hun havde håbet, at dette ville være hendes chance for at starte et nyt liv, hvor hun ikke længere var den samme Tsavani... Men sådan skulle det nok ikke gå alligevel. Hvorfor skulle hun også prøve at ændre sig selv på den måde? Der var jo ikke noget galt i at være sig selv, var der vel?

Det skumle smil trak sig længere og længere opad på hendes mule. Hun vidste, at denne ø umuligt kunne gøre noget godt for hende. Hun havde kæmpet så hårdt for at være god, og nu var det som om, at alt godheden i hendes krop blev suget ud af hende og fyldt op med ondskab... Men hun måtte indrømme, at hun kunne lide det. Følelsen i hendes krop var ubeskrivelig. Hun følte sig hjemme.
Hun var fuldstændig væk i sine egne tanker, og derfor havde hun slet ikke bemærket tilstedeværelsen af en anden hest. Det kom derfor som noget af en overraskelse, da hun pludselig kunne se en hoppe lidt længere fremme. Hoppen stod helt stille og bevægede sig knapt nok. Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at hun var en statue. Hun var hvid som sne, og sorte striber strakte sig som skygger nedover hendes krop. Hun så ikke helt naturlig ud... Tsavani havde aldrig set en hest med en sådan farve før. Hun spidsede skeptisk mulen og trådte nysgerrigt tættere på.

Hun var helt henne ved hoppen, der stadig ikke havde bevæget sig det mindste. Hendes kulsorte øjne mødte dog Tsavanis, og det virkede som om, at hun stirrede direkte ind i hendes sjæl. Tsavani brummede prøvende. Var denne hoppe levende eller ikke? Hun lagde spørgende hovedet på skrå, inden hun undersøgende trådte fremad. Helt uden grænser eller hæmninger lagde hun sin mule mod den fremmede hoppes hals. Hun kørte den undersøgende opad mod hoppens hoved, hvor hun gav sig til forsigtigt at nappe til hoppens ører. Hun viste ikke de mindste tegn på høflighed eller ydmyghed, men stod blot og ragede på denne fremmede, som var hun et stykke legetøj til ære for hende. Hun var oprigtigt i tvivl om, hvorvidt denne fremmede var levende eller ikke - og det var der jo kun én måde at finde ud af på.

(Hehe, jaah, jeg er desværre ikke så god til at opdage trådene, hvis ikke jeg har fået et link...
Men ja, det er jo rigtigt =D)

Det var normalt for den næsten helt hvide hoppe at hakke ud efter dem der kom for tæt på, men i takts med hun havde fået mere styr på sine kræfter, havde hun en langt bedre og mere ubehagelig måde at bede om afstand. Afstand var en dyd, og der ved lod hun ikke denne fremmede hoppe være hende nær før hun frøs hendes hjerte. Det ville sprede sig som en kulde, ubehageligt, svimlende. Det ville kun vare sekunder, men ubehageligt ville disse sekunder føles i det hjerte ville stoppe med at banke.

Formodentlig ville denne fremmede forstå hun skulle flytte sig, for Myths kræfter ville ikke byde hende at få lov at gøre det en gang til. Uanset hvor meget hun havde prøvet, virkede det ikke som hendes kræfter ville strække sig til et forsøg mere, dog havde hun lagt mærke til at hun kunne fryse hjertet på en anden længere tid, jo oftere hun brugte sine kræfter. Hun kunne mærke, hører, fornemme hvordan det varme hjerte blev kvalt, slukket i skyggernes greb. Brutalt, men den blege hoppe nød følelsen.

De mandelformede øre var lagt fladt ned i den lyse man, og tænderne var blevet blottet. Hun var klar til at hakke ud efter hoppen hvis ikke hun trådte de ønskede skridt bagud. Hun var ej velkommen på nær hold.

Emne: Unavngivet                                                                                  Ord: 134

Mens hun var i fuld gang med at undersøge den fremmede, mærkede hun pludselig en voldsom kulde skyde frem i hende. Det svimlede for hendes øjne, og fuld af ubehag trådte hun nogle skridt baglæns. Hun stoppede op og rystede med ubehag på hovedet. Hendes hjerte var stoppet med at banke i nogle få sekunder, det var hun helt sikker på... Hun skævede op mod den fremmede hoppe, der nu havde lagt ørerne ned og blottet sine tænder - så var hun altså i live. Var det mon hende, der havde gjort det dér med Tsavanis hjerte? Tsavani rokkede uroligt med de mandelformede ører, inden hun langsomt nærmede sig den fremmede igen. Hendes hoved var kraftigt lagt på skrå. „Nå, så var du altså levende... Var det dig, der gjorde det dér med mit hjerte?"

Det var en hurtig bevægelse, huggende som hos en slange, den næsten hvide hoppe placerede et bid i retning af denne fremmede der havde valgt at betræde den ø der var hendes, hans, deres, de manges hjem. Det var ikke fordi hun befandt sig her, men fordi hun ikke forstod sig på afstand. Myth kunne ikke lide nærhed, kontakt. Hun foretræk afstand, ikke at hun behøvede at være alene- hun var aldrig alene, men afstand skulle der være.

Det var et lumsk smil der kom over den spraglede mule, men det fadede hurtigt ud igen. Hun vidste den fremmede havde mærket det, og at hun så hurtigt var kommet frem til en konklusion om hvad der var sket, gjorde den næsten hvide hoppe en anelse tilfreds.


"Afstand er en dyd, og hvis ikke du passer på er et frossent hjerte det mindst ubehagelige du kommer til at opleve."

Det var ikke en stemme der just var behagelig at høre på der lød. Tvært imod. Skærende som en rusten kniv brød de følelses forladte ord den ellers stilhed den næsten helt hvide hoppe foretræk. Ordende var at lav tone, næsten kunne de ikke høres, stemmen der havde talt havde lydt slidt, som kunne den næsten ikke tale.

Unavngivet. ღ

Tsavani havde ignoreret hoppens blottede tandsæt fuldstændigt, og det kom hun til at bøde for nu - for i en lynhurtig bevægelse huggede hoppen ud som en slange efter hende. Tsavani var ikke den mest smidige eller hurtige hoppe, og derfor nåede hun ikke at reagere overhovedet. Hun mærkede hoppens tandsæt omkring hende og hvinede skingert op. „Hey, hvad du gang i?"
Da hoppen endelig slap hende igen, stirrede Tsavani på hende med et måbende blik. „Hvad skulle det til for?"
Kort efter lød hoppens ubehagelige stemme i hendes ører. Det var væmmeligt at høre på. Stemmen var så rusten og hvislende... så slidt, som havde den ikke lydt i meget lang tid. Ordene trængte ind i hendes hoved, og det gik op for hende, at hoppen havde gjort det væmmelige mod hendes hjerte, fordi hun ikke havde holdt afstand. Den fes hurtigt ind på hendes lystavle, og derfor bakkede hun et par skridt væk fra hoppen. Hun var dog langt fra færdig med denne samtale endnu. Hoppen havde i dén grad vakt hendes interesse! „Modtaget. Hvordan kan det være, at du kan gøre sådanne ting?"

Words: 185

Et fast greb holdt den næsten helt hvide hoppe i denne fremmedes skind for en stund, før hun atter slap hende igen. Hun så på den fremmede hoppe, eller om hun så på hende eller igennem hende, var ikke helt til at se. Øjne Myth bar var sorte som kul, tomme og pupiløse. Ikke noget man så hos en hver, alt i alt mindes det tomme dybe blik om et sort hul, uendeligt og dødt.

En latter, ikke nogen venlig latter dog ej heller fjendtligt. Lyden var forfærdelig, væmmelig og ganske afskyelig. Det var ikke normalt den næsten helt hvide hoppe grinte, dog fandt hun denne situation ganske morsom, dog ikke på den typiske sjove måde, som de fleste ville finde morsom.

"Jeg tjener mørkets herre. Landets sande hersker. Sig mig, sig os, hvad der bringer dig til vor' egne?"

Hvis det da ikke var et dødsønske der bragte hende til denne ø, kunne det så vel være hun var her af andre grunde. Brugbare grunde Jo vel kunne denne fremmedes død være ganske brugbar, hvis da hendes død blev til en ofring.

Title: Unavngivet                                                                            Words: 275

Blikket i hoppens øjne var tomt og dødt. Stirrende. Det var ikke til at se, om hun så direkte på Tsavani eller blot så igennem hende. Hun fastholdt blikket i længere tid, men efter tavsheden fulgte en besynderlig latter. Hun slog en latter op, der var så sindssyg, så skør, så hysterisk... Det var ikke latteren fra en normal hoppe, der blot havde det sjovt.
Tsavanis himmelblå øjne lyste op i forundring. Hun vidste ikke helt hvorfor, men et eller andet ved denne hoppe fascinerede hende enormt. Hun blev tiltrukket af hoppens særheder. Hun så op til hende. Det var ikke til at sige hvorfor - måske var det fordi, at hoppen var én af de skabninger fra Foehn, hun så længe havde ønsket sig at møde?
Hun mødte hoppens øjne uden frygt i blikket, da hoppen besvarede hendes spørgsmål. Hendes lyse ører gled nysgerrigt fremad. Denne hoppe tjente mørkets herre. Tsavani havde godt hørt, at landet var delt op i det gode og det onde. Hun havde indtil videre kun mødt heste fra den gode side; hun var derfor helt oppe at køre over også at have mødt en fra den anden lejr!

„Jamen dog, det var da fantastisk! Det er lige præcis sådan én som dig, jeg har ønsket at møde hele min tid i Andromeda!
Ser du, jeg er kommet til Foehn, fordi ondskaben også interesserer mig. Jeg føler mig tiltrukket af denne ø og har længe ønsket mig at besøge den. Jeg har været så nysgerrig for at møde jer, der holder til her - og det lykkedes, kan jeg se!
Tillad mig at præsentere mig selv; jeg hedder Tsavani. Hvad er dit navn?"