Monochrome, fading roses [Skyggerne]

FAME 

Den sorte aske, hvirvlede omkring den rødes hoppe gyldne hove. Blev båret op af hver en bevægelse hun foretog sig, og klistrede opad de mørke ben. Sugede de varme farver til sig, og dækkede hende i et tyndt tæppe af dulmende mørke. Over hende ulmede den røde himmel faretruende, imens den hede luft blev tættere og tættere. For den rustrøde havde bevæget sig imod et centreret punkt på øen, hvorfra en vældig vulkan rejste sig. Over den steg en voksende sky af aske, siden det ikke var længe siden den glohede lava havde vandret over landet. I den tid, havde den rustfarvede besejlet sin egen skæbne, og søgte nu imod det skyggehingsten havde fortalt og lovet hende. Dog var hendes skridt ikke ligeså sikre, som da hun første trådte ind på denne skyggeø. 

Hvorfor var svært at forklare. Måske var det prisen. Måske var det tvivlen. Måske var det det pludselige savn efter lyset, som den mørke himmel spærrede fuldkommen fra. Hun savnede de varme stråler, efter at have tilbragt timer dette sted. Den behagelige følelse af varme der åbnede selve kroppen op for livets gave. Desuden, havde den pris skyggehingsten krævede været frygtelig for den rustrøde. Svagt skævede hun tilbage imod bugen, hvori et liv ville begynde at vokse og udvikle sig. Et føl havde været en grænseoverskridende handel... og selvom den røde havde overbevidst sig selv om, at det var det værd.. så mærkede hun langsomt hvordan hadet og vreden krøb ind under huden. Det var afskyeligt, og en bastard hun ikke ville tage imod som sin egen. Det var en ting der skulle overståes, og var et skridt på vejen fremad og opad. 

De mørke øjne gled over den stenede top. Der var langt op, og vejen ville være hård. Dog havde den hvide skænket hende en styrke, som den røde allerede nu var begyndt at bemærke. Hun var stærk... hun var ingen nips genstand, selvom hun gerne sendte de signaler. Og med den følelse der brændte igennem kroppen på hende, var det ikke til at sige hvad der kunne stå i vejen for hende. For det trak.. noget trak i hoppens blod, siden skyggerne ønskede at vende tilbage sin sine brødre og søstre. Men sirenen følte ikke andet end en kriblende fornemmelse, der efter nogle sekunder skubbede hendes hove fremad. Den lange man blev iltert kastet over på den anden side, og med et fnys trippede hoppen en smule fremad.

-"When rosese fade to monochrome"

De havde ventet med grådigheden cirkulerende omkring Vulkanens top; de havde følt det, vidst at Fuyu havde udført sin dåd og havde skaffet dem et afkom. Han havde valgt den sølvtonede Fame, som netop nu var på vej imod Vulkanen for at få sin opgave, så hun kunne træde ind i Skyggernes rækker, som en fuldblods, en renracet, en som de kunne udnytte som deres slave, når engang de havde vundet deres land tilbage fra det fæle Lys.
Fames trin havde vækket dem, bragt ham til live. Som en levende tåge bugtede Skyggerne sig rundt omkring Vulkanens top, sang deres dystre toner om dagene der var omme, men skulle komme igen. De bed ad hinanden, hvæsede og for i hovederne på hinanden for hele tiden at vise, hvem af de enkelte Skygger der havde magten; men i sidste ende, da var det dem alle sammen i fællesskab, dem der skabte Ham, der var magten.

Da Fame havde bevæget sig op ad Vulkanens kant, samlede de sig, til den enorme Skyggehingst der kunne ses meter væk, og da gled de afsted imod hende for at byde hende velkommen.
Der gik ikke mange øjeblikke, før de var fremme ved den sølvtonede hoppe, som bar deres afkom; et afkom plantet der af Fuyu, som var deres mest skattede medlem af Skyggeklanen, og de glædede sig virkelig meget til at tage imod denne hoppe og hendes afkom. Med de ildrøde øjne betragtede Skyggehingsten den lille hoppe, inden han med kælne stemmer bød hende velkommen.

¤Faaaaaame, vi hilser dig, jeg hilser dig! Du bærer en ædel skat i dit indre, en skat vi søger, en skat vi vil udvikle. Som tak, byder vi dig en gave, en opgave, som du kan udføre for at blive en af ossss, få den magt dit hjerte begærer. Faaaame, vi kan se dit indre, og vi kan seeee, at du kender en hingst med evner vi kan bruge, sammen med diiiine. Bring os ørkenhingsten med de indadvendte ører – vi vil tage os aaaaf ham, bruge ham; og da vil du få alt den magt du kan ønske dig!¤

Grunden til, at Skyggerne bad hende bringe denne hingst, var fordi han var den eneste som hun havde åbnet blot en smule op for, som ikke var blevet berørt af det fæle Lys. Det havde også været fristende at bede om at hun bragte dem Eagle Eye, men hans godhed rakte nok for langt til, at de kunne omvende ham. Det letteste var derfor at gå efter den anden – og hvis han nægtede, ville de ganske enkelt slagte ham for øjnene af den sølvtonede Fame. Bare fordi de kunne.

FAME

En sang nåede hendes bløde ører, der svagt vippede fremad ved lyden. Melodien var ukendt, og sproget fremmed.. og dog, forstod den rustrøde det til en hvis grad. De sang om dage i fremtiden, glemte tider og hende. De sang til den røde hoppe, hvis følsomme ører også fornemmede undertonen af hvæsen og snerren. Det mørke blik glimtede svagt i det svindende lys, og som hoppen kom opad, blev mørket tættere og tættere. Gammel og ny aske tætnedes i luften, men hele tiden var der denne melodi at følge. En dyster melodi, der dog vækkede både kendte og skjulte følelser i hoppen. Den ledte vejen frem. 

Nogle øjeblikke gled forbi, inden at hoppen passerede et vigtigt punkt. Snart forsvandt den tætte askesky, og det brune blik så klart området foran hende. Et område, hvor et hav af de levende skygger bølgede. Deres uformelige kroppe ændredes hele tiden, og det var som at se dem der havde danset med den hvide hingst… Her, var der dog intet lys de kunne stå i kontrast til. Snart samlede de sig til en enorm mørk hingst, hvis hastige men glidende skridt bragte ham tættere på den rustfarvede. De røde øjne brændte som lavaen der havde passeret Fame den aften. 

Den slanke hals knejsedes nobelt, og smidigt trak hoppen hovedet en smule tilbage. De lange ben trippede hende en anelse frem, inden at hun gjorde fuldkommen holdt. I de få øjeblikke der gik før at skyggehingsten nåede hende, var det kun den voksende rytme af hoppens hjerteslag der kunne høres. Hans kælne stemme slyngedes ud i omgivelserne, der som et kor fulgte hingsten. Svagt og overrasket vippede hoppen ørene tilbage, idet at de krævede at en opgave først skulle løses.. Havde afkommet ikke været nok? Med et fnys rystede hoppen manen på plads, men fattede sig da for at høre resten. For han var ikke færdig.. 

Hoppens professionelle og tænkende maske forsvandt langsomt, og et svagt øjeblik så hun forbløffet på skyggeskabningen. Ørkenhingsten? Hvad ville de med ham? Mange spørgsmål svirrede forvirret rundt i hovedet, inden at hun med et fnys bragte dem i orden. Utilfreds ved situationen svirpede hoppens hale bagved hende, inden at det mørke hoved svagt tiltedes på sned. Den kurvede krop gled langsomt fremad, og hoppens øjne hvilede længe og tænkende på ham. For hvilke ord hun skulle bruge, skulle gennemtænkes. 

”… Hvad er at tage sig af ham..?”

Sagde hun langsomt, og hævede da hovedet en anelse. Selvom hun intet var i forhold til den mægtige skyggehingst, talte holdningen for sig selv. Hun mente hun var noget værd – ligeså vel som mange andre nok også var. Men hun viste det – hvilket mange mere beskedne sjæle ikke gjorde. 

Og selvom hun nok ikke burde stille spørgsmål, var hun næsten tvunget af sin morale. For aldrig havde dette valg ment for andre, og da slet ikke at blande dem ind i det.

- "The wild rose.."

Skyggehingsten nød altid at pine andre, vride dem for de ting som de havde forbindelser til, elskede, var i familie med; og ofte var det også nødvendigt at bryde disse kontakter for at sørge for, at de havde deres undersåtters fulde opmærksomhed. De havde for nyligt sanset den kontakt der var imellem en af deres Skyggesøstre og en af Lysets håndlangere – en kontakt de ville bryde eller udnytte på det groveste snart. Men inden de kom så langt, da var der Fame, hoppen der stod foran dem, ham nu, og Fuyu som skulle have sin belønning.
Deres, hans krav, bragte undren i hoppens sind. Hvor vidt det var misundelse, frygt for at de så noget bedre og mere værdigfuldt end i hoppen, eller bekymring for om de ville dræbe den spraglede hingst var sådan set ligemeget – begge dele kunne nære deres brug af den sølvtonede hoppe. Med de fortsat kælne toner spandt Skyggehingsten sine vuggende viser, ser bugtede sig imellem de tusinde Skygger omkring ham, dem der dannede ham, dem der var ham. Derpå gik hans ben langsomt i opløsning og gled som en tåge ud og lagde sig omkring hoppen, kælede for hende. De spandt kælent alt imens.

¤Faaaaame, vi vil bruge hans kræfter til at nære vore hersker. Enten skal han slutte sig tiiiiil dig, som Skyggehingst, eller vi vil drææææbe ham og bruge hans blod til at styrke vores brødre og søstre! Du er da vel villig til at ofre denne gemene hingst, er du iiiiikke?¤

Hvislede Skyggehingsten med en begyndende truende tone. Hvis hoppen nægtede dette, kunne de ikke bruge hende, og da ville de nøjes med at flå afkommet til sig når det var folet. De kunne ikke gøre hoppen noget uden at skade afkommet, så hun var en af de få der trak frikort uanset hvad hun gjorde.

FAME

En kælende tone sneg sig omkring hoppen, hvis røde skind sitrede ved de fjerlette berøringer. Den spandt - de spandt, hvislede og hviskede. De mørke øjne fulgte dem med en intens interesse, der dog prøvedes at holdes nede under en facade af vudering. Dog kunne hun ikke lade værd - for de var spænende.. de var fremmede, det var mægtige og de var magtfulde. Alt der kunne tænde den røde hoppe, havde disse skygger at give eller indvige hende i. At kunne klare sig selv fuldkommen. Aldrig bukke eller skrabe for nogle.. aldrig føje sig efter fremmedes ønsker, men kunne stå fast. At blive husket. Der var så meget de havde at tilbyde, og den røde nød det. Der var kun fordele - alt efter hvad den rustfarvede havde hørt. Og hun ville hensynsløst kunne træde over enhver der stod i hendes vej, for at nå det mål der blev sat for. For at minde verden om, at hun ikke var faldet. Ikke endnu.
Men dog, så var den rustfarvede frygtelig besidderisk og grådig. Og den brogede var hendes - ikke andres! Den vældige skyggehingst gik langsomt i opløsning, og lagde sit istedet som en kappe af sort over det røde skind. Derpå lød hans hvislende stemme, hvis ekko blev hængende i hovedet længe. Den mørke stemme bar en trussel under sig, og den røde slog iltert med hovedet. Skyggehingst? Dræbe ham? Hoppens øjne glimtede vredt, inden at hun med et fnys lagde bånd på sig selv. De ville have del i hendes hingst… Et svagt smil lagde sig om den mørke mule - for hoppen var en perfekt skuespiller. Dog vidste hun ikke, om skyggerne også kunne opfange den frygtelige ejerfornemmelse hun bar omkring denne hingst.

”Og der er slet ingen andre i kan bruge..”

Sagde hun, og drejede forparten en smule imod der hun mente hingsten.. skyggerne måtte være. Hans andet spørgsmål nikkede hun langsomt til, men dog tvivlende. Om hun var parat til at ofre ham..

”Jo da.. hvornår?”

Sagde hun langsomt, og stampede kort i jorden. Selvfølgelig ville hun kunne det.. hun havde stukket andre i ryggen før – hvad gjorde det her anderledes? Inderst inde vidste hun det godt, men rystede svagt på hovedet. Mindede sig selv om, hvilke fordele der ville komme. Det var jo bare en hingst.
Men nej, det var ikke bare en hingst. Det var Drezar, hvis krop… personlighed.. alt, ikke skulle deles med nogle. Heller ikke skyggerne.. sagde hun sig selv.

Den levende tåge lagde sig tættere og tættere omkring den rustrøde hoppe, som havde vovet sig nær dem. Hendes sind havde selv spundet dette spind, som hun var ved at blive fanget i, for hvis hun havde for mange tilknytninger til andre omkring hende, ville hendes fokus være udelt mellem Skyggerne og disse andre. Den champagnefarvede Eagle Eye, en af Lysets håndlangere, ville hun nok komme til at frastøde når først hun var blevet skyggehest, men den spraglede Drezar, som de havde læst i hendes indre at hun havde en form for tilknytning til var en trussel. Og derfor måtte han enten blive en af dem eller dræbes, så Skyggerne kunne få hoppen som deres og ingen andnes.
Med den endnu kælende stemme, begyndte de tusinde stemmer at snakke som en. Det lød som om at én tone kom fra alle verdenshjørner, i det de glubske skygger, den evige Skygge, talte til den sølvtonede Fame.

¤Du er selv skyld i, at det er ham vi søger, Faaaame. Og bliv nu ikke vred, kære hoppe, for så skal du blot være vreeed på dig selv. Han er en hindring, mere end vi egentlig kan bruge hans egenskaber, for at tale sandfærdigt, men det ændre da vel ikke noget, kæææære hoppe!¤

Skyggernes ord var nu et faktum. De bød sig aldrig ind på spørgsmål og interesserede sig ikke for hvordan andre havde det, hvordan de tænkte eller om de brød sig om dem eller ej. De skulle blot bruges og udnyttes, så Andromeda kunne vende tilbage til dets oprindelige tilstand, hvor mørket havde hersket. Med et direkte ondskabsfuldt blik stirrede den store Skyggehingst nu på Fame. Hun spurgte om hvornår? Det var let at svare.

¤Nuuuuuuuuu. Hent ham nuuuu, eller gå for altid!¤

Hvæsede Skyggehingsten. Dette var første gang, at en sjæl faktisk var blevet stillet et valg. Men årsagen lå gemt i hendes mave. Hvis ikke hoppen havde båret afkommet, som de skattede højt, ville de uden tvivl blot tvinge hende; men ikke nu. Sålænge hun bar på dette, ville de være hen ad det som Lysets fæle væsner ville kalde venlige. Men bare vent; det skulle nok fortage sig igen.

Hvorfor den rustrøde nød at sende så mange tråde ud i verden, vidste hun ikke. Hvorend hun havde gået, havde hun efterladt sig et spor. Et minde. Nogle gode, andre knap så gode. Disse minder – snore, ville sidde tilbage i dem den røde havde konverseret med. Og med tiden, enten blive stærkere eller svagere. Pointen med dem var, at hun på trods af alt havde dem. Den røde ville have disse tråde at trække i, når tiden var rede. Som et spindelvæv havde hun spundet det omkring dem hun kaldte venner. Og som en dukkefører ville hun kunne trække i disse tætsnørrede og kvælende venskaber tilbage til sig… få dem til at danse og rende for hendes ønsker. Eller, således havde tankerne været. nu hvor skyggerne havde vendt disse bånd imod hende selv, fortrød hun af ukendte årsager.. bare en smule. For næppe havde hun tiltænkt hendes forbindelser til skyggerne. Nej, hvad var hendes, havde altid været hendes. Lige indtil nu..
De mørke og klæbende skygger klistrede omkring hende. Hengav det røde skind i en dybere kulør, alt imens de tusinde stemmer ramte hende fra alle sider. Svarede hende i hvislende tunger. De bløde ører vippedes svagt tilbage, idet at hun med et undertrykt fnys trak det fine hoved ind imod bringen. Vred var hun ikke.. for følelserne var impulsive jah, men den røde lod dem sjældent tage overhånd. Hun lærte af sine dyrt købte fejl, og agtede ikke at give grundlag for mere splid eller splittelse. Den rustfarvede agtede at holde et køligt overblik.. Selv når beslutningerne langsomt begyndte at gøre ondt.

De svagt sammenknebne øjne blev vendt imod hingsten, inden at hun med et kort nik tilkendegjorde at hun havde hørt ham. Resterne fra en indespærret ild ulmede, men for nu lå de dybt og skjult. Skyggerne var onde – ingen tvivl. Og frydede sig nok over den rødes splittelse. Men hun ønskede ikke at give dem fornøjelsen af et længer show, og vendte derpå den delikate krop rundt. De lange ben trådte behændigt uden om skjulte sten, alt imens hun iltert kastede det mørke hoved opad. Nej.. selvfølgelig ændrede det ikke på noget! Hvis deres mening havde været at provokere hende, havde det lykkedes dem. For den røde agtede ikke at bakke ud, når spørgsmålet gjaldt om hendes værdighed. For nok havde hun ingen til tider, men når den endelig kom frem – var den voldsom. Rank var hun, og bar sin undertrykte vrede med stolthed.

”Intet er ændret.. jeg er tilbage snart”

Sagde hun lavmælt, og drejede blikket skarpt tilbage imod dem. Hun troede ærlig talt ikke noget nåede frem, men ordendes mening burde de forstå.. for selvfølgelig var den røde en skabning der vendte tilbage. Hun vendte altid tilbage, så længe der var noget at komme efter.

//Fame OUT