Beauty from Pain [Tagged: Eagle Eye]

The light go out around me. One last candle to keep out the Night. And then the darkness surrounds me

Solen var ved at gå ned. I det fjerne kunne purpur røde striber ses, som de dansede med gyldne brudstykker. Det så umindeligt smukt ud og ville nok kunne gå ind under huden på selv den mest hårdkogte sjæl i Andromedas forgiftede drømmeland. Et sælsomt smil lagde sig på Noamis læber. Natten var jo nærmest symbolsk. Det mindede landets sjæle om, at Intet lys kan skinne for evigt og at mørket altid ville komme. Man kunne også se det i et andet lys - det var også en evig genfødsel og cyklus med mørkets og lysets kamp om himlen.

Noa så for sig. Vinteren var på vej. Et koldt vindstød strøg hen over græsmarken fra bjergene. Hun skuttede sig. Den var her vidst allerede. Egentligt lagde hun ikke mærke til det selv, men fra hendes møde med dette... Mørke... Havde hun ændret sig. Hun havde valgt at flygte fra det. Hun havde valgt ikke at give op, og det kunne faktisk svagt fornemmes i de isblå øjne. Men smertene sad stadig i hende - både de psykiske og fysiske.
Endnu var hendes ben og else hendes krop præget af gigt og stadig lå ribbenene lige under det leverrøde skind, og de var yderst tydelige. Me hendes holdning havde ændret sig en smule og udtrykket i øjnene havde også ændret sig. Hun havde ikke givet op. Hendes liv var ikke slut endnu.
Men inden i hende var ting heller ikke let som de skulle være. De ville nok blive det en dag, men endnu var der... Noget galt. Endnu sad ensomheden i hende. Endnu havde hun ikke nok i sig selv. Endnu smertede det i hende. Det smertede i hendes sjæl.

Noami sukkede, dybt. De purpur røde og gyldne striber var langsomt fatet væk og man kunne næsten blive urolig over om de overhovedet havde været der. Mørket sænkede sig. Indeni hende var der noget, som skreg. Mørket gjorde hende bange. Hun kunne føle det i sit indre. Hun havde aldrig kunnet lide det. Mørket. Det var svært at gøre op med gamle vaner.
Hun iagttog den mørkene himmel. Der ville være en solopgang. Også selvom det ikke var nu, ville den komme. Natten var kun midlertidig. Hun smilede forsigtigt til den grynene måne. Med et nik sagde hun velkommen til natten.

I forgot how to hope. This night's been so long. I cling to your promise. There will be a Dawn.

Song: m.youtube.com/watch?v=M-GPbYcTDbQ

Eagle havde vandret alene, trods hans opgave havde lydt anderledes, men ej havde hans veje krydset nogen af de mange sjæle han havde mødt. I et par dage havde Eagle vandret i bjergende, han havde fundet det højeste bjerg og set Andromeda fra dets højde. Hele landet havde hans øje beskuet fra en helt ny vinkel. Så mange ting var ham gået forbi i de år han havde været, i virkeligheden var der meget endnu for ham at se- dette måtte dog vente nogle dage, lige nu havde han en lang vandring foran sig, en af de vigtigere en af de vandringer der havde et formål. Han skulle finde en sø hvis vand var krystal klart og kun kunne ses fra det højeste bjerg. Den gyldne hingst havde lokalsireret søen, og måtte blot finde sin vej der til, men først måtte han finde den han ville tage med. Det lå ikke til den gyldne hingst natur at finde en at tage med på sine rejser, aldrig havde han gjort dette før. Et sted havde den ældre hingst vil håbet på han kunne gøre som han plejede, og dukkede der en eller to op ville han følge med dem til deres veje måtte krydses. Den ældre hingst vidste ikke præcis hvem han skulle kigge efter, hvem han ville tage med. Han havde tre i tankerne som første prioritet, men ingen af disse havde han set i lang tid.

Det meste af den lyse dag var blevet brugt på at nå ned fra bjergende. Det var for farligt at vandre der i mørke. Mørket havde lagt sig, der var dog endnu lidt vej endnu, men stien ville vise ham vejen og den blege måne ville lyse den op. Den korte strækning kunne han sagtens tilbage lægge inden solens sidste stråler ville forsvinde bag horisonten.
Lyden af hans hovslag gav et lavt ekko, der synes højere på grund af den stilhed der havde lagt sig. Der var ikke mere fugle sang, de fleste fugle havde trukket sig væk, nok til ørken øen hvor de kunne holde varmen eller måske helt væk. Hvis dette da var en mulighed. Eagle havde aldrig rigtig selv tænkt tanken om man kunne. Den ældre hingst havde egentlig blot indfundet sig med at han nu var her, og skulle blive her. Han havde heller ikke noget at vende tilbage til.

Lige pludselig kom en velkendt, gylden skikkelse til syne. Før hun havde set ham, havde hun hørt ham. Natten var så stille og det var nærmest umuligt ikke at lægge mærke til lyden af et større dyr, som bevægede sig ned af bjergskrænterne. Hun genkendte ham med det samme og det var som om hendes hjerte slog et slag over. Eagle Eye. Hun havde ikke set ham i oceaner af tid! Dage? Måneder? År? Hun vidste det ikke og ligenu var hun også ligeglad. Det betød kun noget for hende, at hun havde fundet et levende væsen af samme intelligente type som hende selv igen efter denne lange periode. Og så lige Eagle!

Glad travede hun der hen af mod ham imens hun udstødte et velkomst vrinsk. Det føltes som uendeligheder siden hun havde set sin gamle ven sidste - siden hun havde set nogen overhovedet! Hun slog med den leverrøde hale og travede med hovedet højt hævet, til trods for hvis Noami nogensinde havde kendt til mennesker, havde det ikke lige just været den mest eftertragtede holdning. Hun følte det nærmest som om, at hun var nogle år yngre. Ihvertfald lagde hun ikke mærke til giften ligenu.

Da hun nåede hen til ham stoppede hun op på en behørig afstand fra ham. En ville jo ikke virke anmasende. Men hendes øjne skinnede dog stadig ved gensynet. Det var næsten ikke til at fatte! Hun havde jo nærmest gået rundt og troet at han var død! Og så stod han jo der! Lyslevende! Ufatteligt fantastisk.

"Hej... Eagle.... Eye"

Hendes stemme var en smule forpustet og også en smule forsigtig. De havde jo ikke set hinanden i så lang tid... Hvordan skulle hun lige opføre sig og hvad skulle hun sige? Noami så forsigtigt ned i jorden. Hun havde ikke troet at hun nogensinde ville have den følelse at Eagle nærmest var en fremmede for hende. Og det var han heller ikke! Hun skulle nok bare slappe af og være som hun plejede, det vidste hun godt, men fandt det uendeligt svært, for i den lange tid uden selvskab var hun bange for, om hun kunne have glemt hvordan man var hest.

Eagle noget ned fra bjerget ved blot at følge den smalle sti han havde fundet. Samme sti han dagen for inden havde bevæget sig op ad. Turende i bjergende havde der ikke været mange af, ikke fra Eagles side, men der havde været nogen. Den ældre hingst blev nok aldrig rigtig en bjerg hest.
En duft, ganske velkendt, kom til Eagle i det vinden omfavnede ham. Denne duft var velkendt, trods det var længe siden han havde haft stødt på den i sin tid her. Meget længe siden. Noami var i nærheden, og det tog heller ikke lang tid før hendes leverøde skikkelse kom frem i mørket. Imod ham. Et varmt og venligt smil spredte sig over den lyse mule, hvor efter et imødekommende vrinsk lød fra ham.
Det var, eller måtte være et tegn. Det kunne ikke være en tilfældighed at han netop skulle møde hende i denne aften, denne dag. Om Eagle egentlig troede på tegn og varsler vidste han et sted ikke helt, men at tro på tilfældighed kunne være svært i et øjeblik som nu.
Med rolige bevægelser bevægede Eagle sig imod hende, han behøvede ikke sætte farten op, der var ingen hast- ingen af dem ville foresvinde ud i den blå luft inden for de næste sekunder. Desuden havde Noami et højt tempo, som ville bringe i nærmere ganske hurtigt.
Der blev lagt en respektabel afstand imellem dem da de begge stoppede op, Eagle havde først stoppet da Noami gjorde det. Det var længe siden, og selvom det ville forekomme ganske normalt blot at omfavne hinanden, kunne Eagle ikke vide om det ville være et krydse en grænse afstanden ville have bygget op.

"Hver hilset Noami."

Det var med venlig og varm tone i stemmen Eagle hilste hende, som hun hilste ham. Langsomt strakte han sin mule frem imod hende. Et enkelt skridt tog han tættere på, indbydende til afstanden for ham ikke var en nødvendighed, hvis det var for hende, måtte hun endelig sige til.

"Længe siden kære ven."

Det var mere en konstatering sagt højt. Den leverøde hoppe havde nok tænkt det samme, for minimum måtte det være et år siden deres veje sidst havde krydset hinanden.

Noami var endnu let forpustet, hendes kondi var ikke hvad den havde været i de yngre dage. Ak, den leverøde hoppe var ikke helt så ung længere, og dog ikke gammel. Ikke som Eagle. Hun havde kendt om i lang tid og alligevel synes det første øjekast ikke at opfange nogen ændringer, men de var der. Jo nærmere hun så i de rav gyldne øjne jo mere slidt synes hun at kunne se han var. Hun havde vel et sted glemt var gammel han var. Han var ældre end hende, det vidste hun men hvor gammel. Han så ikke just slidt ud, men alligevel synes alderen at se ud til at indhente ham.

Eagles venlige stemme lød, og da han trådte et skridt nærmere hende, pressede Noami sig selv et skridt frem. Efter det første skridt var det som om det hele kom af sig selv og hun forsatte med et par skridt helt hen til ham- først lod hun sin mule strække sig mod hans hals. Noami kunne mærke hans varme og først der gik det nok for alvor op for hende- at han virkelig var der. Hun var ikke helt alene, Eagle var der. Noami tog et skridt lidt nærmere og lagde halsen om sin meget savnet ven.

Først sagde hun ikke noget. Hun stod blot i nuet, mærkede hvordan varmen, håbet strømmede til hende igen. Alt den frygt hun havde haft den forsvandt. Ensomheden blev erstattet blot ved nærværet fra Eagle.

"Jeg troede.."

Små hviskende lød hendes stemme, som var lyden genert og ikke helt ville komme frem- eller fordi Noami måske ikke turde sige det højt. Hvad nu hvis han alligevel var. Nej! Han var levende nok, han stod der, han var hos hende. For første gang i lang tid følte den leverøde hoppe sig ikke alene.

Da Noami kom nærmere, varmede det Eagle. Hun ville ikke ligge fysisk afstand imellem dem. Han mærkede hendes varme ånde imod sit skind og roligt lagde han sin lyse mule på hendes hans, og med en blid bevægelse strøg hende ved man grænsen. Blot for et øjeblik før hans leverøde veninde lagde halsen om ham, samme gjorde Eagle ved hende og trykkede hende blidt ind til sig. Han omfavnede hende- hun havde været meget savnet. Stille strøg han hendes leverøde pels med sin mule i små blide bevægelser.

Hendes ord lød svagt, men tydeligt hørte Eagle dem. Jovist færdig gjorde hun aldrig sin sætningen, men som han huskede deres sidste møde gættede han sig til resten.

"Ikke endnu kære."

Lød hans varme blide stemme, der lød endnu mere hæs og ru end den havde gjort i lang tid. Årene havde tydeligt mærket hans stemme, den var slidt men fungerede udmærket endnu.
Atter strøg han hende over den leverøde pels, næsten opmuntrende, trøstende. Han lod hende mærke han endnu var der, og han havde nu i sinde at blive lidt endnu. Han træk sig en anelse tilbage, men veg ikke helt fra hende, men flyttede sig så han ville kunne møde de blå øjne. Han ville gerne bede hende følge ham. Hun var den han allerhelst ville have med på sin nye vandring, den første der havde et formål.

Det gjorde Noami meget glad at være sammen med den gyldne sjæl igen. Hun havde savnet ham. Eller... Egentligt havde hun ikke tænkt på ham - kun opslugt af sit eget indre og sin egen ensomhed - men nu hvor hun var sammen med ham igen kunne hun føle, at hun havde savnet ham. Fra hendes møde med skyggerne til nu havde tingene ændret sig for hende. Den gamle Noami var næsten tilbage. Altså så meget som hun nu kunne komme tilbage, for noget ved Noami var ændret. Noget som var svær at sætte hov på.

Eagles skind lyste let som en blanding af guld og kobber i solnedgangens lys. Hun spidsede øre da han snakkede. En blanding af lettelse og uro bredte sig i hendes indre. Han var i live, men det ville han jo ikke blive ved med at være.... Hun skubbede tanken fra sig med en let rusten i sit indre. Det var ikke tidspunktet til at tænke sådant.

"Eagle... Det gør mig ubeskriveligt glad"

Hun smilede let til ham.

Eagle vidste han ville dø en dag, og nok et godt stykke tid før de fleste andre i dette land- men det bekymrede ikke den ældre hingst. Han kendte til livet og dets mange goder, han havde haft et godt liv, trods det ikke altid havde været lige let. Sådan var livet nu en gang. Eagle havde med tiden lært at sætte mere pris på hver dag, på hver en stund- øjeblikke som nu. Hvem ved hvornår det ville ende.

Eagle berørte Noami atter en gang for så at se ind i de blå øjne. Meget tydende på hun havde det bedre end sidst han havde mødt hende, men det var endnu for tidligt for den ældre hingst at bedømme. Han ville spørge mere til hendes dage, til hvordan hun havde det, men han måtte videre- men ikke alene.

"Noami, jeg vil høre dig om en ting. Du skal ikke føle dig tvunget min kære til at drage med mig, men jeg ønsker dit selskab i min vandring. En vandring der har et bestemt formål. Jeg ser det ikke som en tilfældighed at vi stødte på hinanden her til aften- trods jeg har svært ved at tro på skæbnen."

Eagle startede ud lige på. Han ville ikke lægge skjul på noget, og uanset hvem han endte med at tage med på sin vandring, ville han forklare hvad han skulle. Han anede ikke om Noami kendte til Den Vise, til lyset og om hun overhoved ville tro på hans ord- eller begynde at tro han var ved at være senil.

"Jeg har mødt lyset, jeg ved ikke om du har hørt om det fra andre. Det er et lys, en eksistens hensides hvad vi kender fra en normal verden. Jeg ville næste sige det var Andromedas ånd."

Det virkede svært at forklare for en der muligvis ikke anede hvad han snakkede om, men det var værd at forsøge. Han havde hørt lidt selv, men ikke som han havde oplevet det. Der var ingen ord der som så kunne sammenlignes med det.

"Jeg har fået stillet en opgave, den er ganske simpel. Jeg skal finde en bestemt sø, jeg allerede ved hvor ligger. Jeg fandt den da jeg stod højest på bjerget og kunne se ud over Andromeda. Det jeg beder dig om, er at tage med mig til denne sø, holde mig med selskab under min vandring."

Noamis blå øjne mødte det velkendte varme blik den ældre hingst besad. De var som hun huskede dem, varme, blide og fyldt med liv. I hendes blå kunne et glimt af håb atter skintes, liv pressede med at komme frem i de øjne der i så lang tid havde været tomme for en hver gnist, fyldt af sorg og desprisioner.
Eagles varme stemme led og pr. automatik røg de velformede øre frem for bedre at kunne lytte. Hun lyttede til hans ord, ganske nøje. Der var mange spørgsmål hun kunne sætte ved hans ord, og af og til rynkede hun en anelse på mulen. Meget af dette forekom helt forunderligt og fremmede, men når det var ham der talte troede hun på ham- det måtte hun gøre. Uanset hvor absurd det kunne lide.

Det var et sted ikke så meget opgaven der fik Noami til i første omgang at ville takke ja, men muligheden for at snakke med Eagle, og frygten for at blive ladt alene igen. Hun ville hjælpe en nær ven, det ville hun altid og dette var jo egentlig ganske simpel.

"Jeg vil følge med dig, være hos din side."

Noamis stemme virkede en anelse tøvende, men det var ikke fordi hun var i tvivl, han kunne vel fortælle hende mere, nærmere om denne opgave af hans. Mere om denne ånd af Andromeda. Selvom Noami ikke var helt ung længere, så var hun stadig nysgerrig og et lille eventyr kunne vel ikke skade nogen.
Noami nikkede for at bekræftige sine ord både for sig selv, men også over for Eagle.

Det glædede den ældre hingst at Noami ville drage med ham. Af alle var hun nok den han allerhelst ville have med sig på sin færd. Turen ville blive lang, det var den ældre hingst klar over men denne gang ville hand vandring ikke være i sit eget selskab. Et stort smil var omkring den lyse mule da han nikkede bekræftende til hende.

"Så lad os drage afsted."

Hans stemme var som sædvanlig varm, dog med tydelige spor af brug og at han langt fra var ung mere. De dage var for længst væk, men af en ældre hingst at være holdt han sig umodelig godt.
De første skridt blev taget, han så på den leverøde Noami for at sikre sig at hun fulgte med, han ønskede ikke hun blot fulgte med, men tog med ham vandrede med ham.

"Fortæl mig, hvad har du brugt de mange dage på?"

De mandelformede øre vippede frem af nysgerrighed. Han ønskede at hvide hvad hun havde brugt sin tid på, Andromeda bød på så meget, så mange ting og forskellige selskaber.

Noami så på sin kære ven. Et smil tegnede sig over den grålige mule, hun følte sig i sandhed heldig. Hun var ikke alene, og ud af alle dem Eagle havde mødt og kunne vælge imellem, havde han netop valgt at ville have hende med på sin færd. Hun ville gøre det til en stor ære.

Den leverøde hoppe tøvede ikke med at følge trop med Eagle, og efter et par skridt gik hun ved sin gyldne vens side. Hun studerede ham igen, hun ville nødig have overset et eller andet. Jo nærmere hun så på ham jo flere steder opdagede hun små hvide hår i hans gyldne pels. Selvom man ikke som så lagde mærke til det, så var han faktisk begyndt at se en anelse gammel ud- i hvert fald når man så nøje efter.

"Jeg.. jeg har gået lidt rundt. Jeg har følt mig meget alene, jeg har haft en følelse af alle var væk, forsvundet. Så egentlig har jeg mest været trist. Det er i sandhed en stor glæde jeg føler at blive genforenet med dig, og at du er her endnu. Du har vagt håbet tilbage hos mig."

Lød det med en anelse trist røst over hendes ellers så fine stemme, men det sørgmodige blik var forsvundet, og i de blå øjne kunne håb og glæde nu tydes. Ikke helt så tydeligt endnu, som det kunne være. Men det var der.

"Vil du fortælle mig nærmere om hvad vi skal? Og omkring Den vise?"

Med nysgerrighed i blikket så hun på Eagle. Han måtte have en del at fortælle og Noami ville nyde og læne sig tilbage, om så at sige, for at lytte.

(Med tilladelse til korte powerplay)

Eagle havde set kursen nøje, han vidste hvor de skulle gå hen og hvad han skulle lægge mærke til for at være sikker på de blev ved med at grå i den rigtige retning. Eagle havde valgt en så direkte rute som muligt, ikke fordi han ikke ville bruge tid med sin kære veninde, men fordi han følte det var hans blik at fuldfære denne opgave så hurtig som mulig, ud over det var den mest direkte vej nu endnu lang, og de ville have masser af timer at gøre godt af. Til at få snakket, eller blot nyde hinandens selskab i stilhed.

De gyldne øjne fandt vej hen til Noami da hun talte, opmuntrende puffede han blidt til hendes skulder. Han vidste hun var endt langt nede, men det glædede ham at se den liv der atter glimtede i hendes blå øjne.

"Jeg er glad for du føler håb Noami, du er en kær ven af mine og jeg ville være ked af at se dig lide."

Det var et varmt smil der var omkring den lyse mule, da han sagde disse ord. Noami betød meget for ham, og det var også netop derfor han havde valgt hende til at følge ham.

"Jo ser du, vi alle på sin vis brugt her til af den så kaldte; Den Vise. Hvem den han, hun er er svær at sige. Det er mere en form for energi, et skarpt lys. Han passer på os, og dette land med hjælp af nogle udvalgte- vogtere. De vogter hver især dele af Andromeda, eller ting der er vigtige forlandet. Jeg kender ej til alle, men jeg har mødt lysets vogter. Der er nogle skyggerne, et ondskab der lever i Andromeda på vulkan øen, som intet godt for landet ønsker, det vogterne beskytter vil dette onde have fat i. Jeg er blevet valgt, fundet værdig til at hjælpe her i landet- og for mig ser jeg det som en stor pligt at hjælpe hvor jeg kan og dem jeg kan."

Eagle fortalte om det han kendte til. Han havde meget at sige om det han havde fået genskab til. Andromeda var så meget mere end øjet lige opfanger ved første blik. Eagle havde til sit held ikke stødt på noget af denne ondskab han havde hørt om, men han vidste og troede oprindeligt på det fandtes- selvom han ønskede det ikke gjorde, og havde svært ved det. For hvordan kunne noget være rent ondskab? Men ondskab skal der vel til, for at man kan se hvad der er det gode.

Han fortalte Noami mere præcis om sit møde med Den Vise; Det havde blot været en almindelig dag, helt normal- det havde den i hvert fald set ud til at blive. Hvor foran ham ude på engen pludselig dannede sig et lys, skarpt som så man direkte imod solen, det havde tvunget ha til at se væk for ikke at blive blændet. Eagle fortalte om varmen og livet det havde bragt med sig i de omgivelser de havde befundet sig i. Hvordan alt blev mere frodigt og renere. Han fortalte om den varme indbydende stemme, som han selv havde hørt før- lige da han ankom til Andromeda.
Eagle fortalte at han var blevet stillet en gåde, for at bevise han var så ren og æreværdig som Den Vise først havde antaget.
Han fortalte hende nærmere om den opgave han efterfølgende var blevet sendt ud på, den som hun nu skulle hjælpe ham med. At han netop før de havde stødt på hinanden for foden af bjerget været øverst oppe, helt oppe på toppen af det højeste bjerg i Andromeda, for kun der oppe kunne man se den krystalklare sø de skulle finde. Han fortalte hende om bjergets top, luften der var tynd og kold og hvor ubehagelig men alligevel spændende det havde været at vandre helt oppe hvor sneen lå selv om sommeren. Han fortalte hende om den vej de skulle gå for at nå til søen.

Alt imens han fortalte gik timerne, tiden synes at flyve et sted og meter var blevet til kilometer og solen var forlængst gået ned, og natte himlen stod mørk, dyb og intens med masser af funklende stjerner over dem.
Eagle gjorde holdt, omend han gerne ville hen til søen, var de nød til at hvile sig og få noget søvn- Eagle lagde sig ned hos sin veninde. For roligt at glide ind i en dyb søvn.

Næppe havde de sovet længe før de første stråler på himlen dansede ind over dem. Der var endnu dug på græsset. De måtte videre igen, der var langt endnu, men ikke længere end de ville nå det på denne dag. Så sammen vandrede de to heste, side og side og Eagle fortalte om flere af de sjæle han havde mødt. Han fortalte først og fremmest om den gyldne Illana, som var vogter at lyset- hvordan hun bar lyset i en kæde om halsen, og hvordan lyset i sig selv var levende. Han fortalte om den askegrå Ariel, som var fyldt med liv og gå på mod. Han fortalte om Leonora, en hoppe hvis sorte skind var beklædt med stjerner. Han fortalte hende om Askari, han ikke havde set længe, men ung hingst han havde sagt ja til at tage under vingerne og at han havde fået et føl med en hoppe. Eagle fortalte hende om D'zard han huskede hende tydeligt, en såret sort hoppe, virkelig ødelagt sjæl. Der var så mange Eagle havde mødt, at det kunne være svært at holde styr på.

I takt med han fortalte om sine mange bekendtskaber nåede de omsider bestemmelses stedet. Eagle stoppede op. Et syn for guderne. Foran dem var nu den så så krystal klar, så smuk og funklende. Solens lys kastede et yderst smuk lys ned på vandets overflade, og det virkede næsten lige så blindende som Den Vises lys. Solens genskær kastede et smukt gyldent lys over hele søen. I sandhed et smukt syn.
Eagle så på Noami. "Et under jeg aldrig havde kunne forestille mig," Sagde han med en mild og venlig stemme. Eagle var overvældet over søens skønhed.

Noami lyttede til hver et ord Eagle havde at sige. Det var meget spændende. Flere af sjælene, som han fortalte om var ukendte for hende, men nogle af dem havde hun også mødt. Hun huskede tydeligt sit møde med Lysets vogter, Illana, til trods for, at det var lang tid siden. Næsten ligeså længe siden, som da hun mødte Eagle første gang. De havde ændret sig meget i mellemtiden. Både Eagle og hende selv, og nok have Illana også ændret sig. Hun kunne kun håbe, at støde på den gyldne skikkelse imens hun stadig ejede livet, men det var dog uvist. Hvis hun gjorde, ville hun huske at takke hende, for at hun lyttede til hendes nonsense - det fortalte hun sig selv.
Også Ariel huskede hun godt, men dog havde den askegrå været et føl, dengang hun kendte hende. Det behagede hende, at høre, at det vandglade hoppeføl var vokset til en livlig, ung hoppe.

Noami lyttede en del, men hen som tiden gik, gav hun sig også til at komme med sine inputs og lavede det derved om til en samtale.
Hun fortalte om at også hun havde mødt Illana og Ariel omend det var lang tid siden. Og hun fortalte om Vachell, en hingst hun havde mødt for så længe siden at hun knapt kunne huske det, og hun fortalte om hendes møde med skyggerne og hvordan de havde været ved at tage hende.
Hun fortalte sågar også om hendes møde med Brego og om hans flok, som hun overvejede at søge til.
Alt imens gik solen ned. Da solen endelig forsvandt, følte Noami at hun havde fået en hel livstids fortællinger og ærindringer på denne i sammenligning korte aften.

***

Da Eagle stoppede gjorde Noami lige så. Hun så først på Eagle, men der efter på det fortryllende syn. En krystalklar sø. Åh et smukt syn. Noami smilede og kunne mærke atter hvordan liv og glæde strømmede til hende. At stå her med Eagle og se på et af naturens vidunder. Noami følte sig helt lykkelig og ønskede aldrig denne dag skulle ende.

Længe havde Lyset fulgt vejen hos den champagnefarvede Eagle Eye, som var draget ud på hans eventyr sammen med den leverrøde Noami. Det Evige Lys havde sanset hvert et skridt, hvert et ord de to sjæle havde udvekslet og været der ved deres side uden de havde kendt til det. På deres vej til søen, som Det Evige Lys havde bedst Ørneøjet om at drage til havde Den Vise holdt øje, beskyttet dem på deres vej, guidet dem i deres hjerter. Og nu, hvor de to heste stod ved søens bred, viste Lyset sig for dem.
Over søens midte viste Lyset sig, det klare og kridhvide Lys. Så klart skinnede det, at ingens øjne ville kun beskue Den Vise's aura direkte. En varme bredte sig ligeså, rakte ud imod den to sjæle og omfavnede den med kun en kærlighed den Evige Sjæl kunne give; tilegnet de, som betrådte hans land, de som elskede det.
En rungende og mægtig stemme, der samtidig lød af den rene kærlighed, kunne nu høres af dem begge; de, som havde besteget bjerget sammen.

,,Hver hilset i to; du ærede Eagle Eye og ærefulde Noami. I har sammen vandret en farefuld vej, støttet hinanden og vist hinanden en tillid som sjældent er set. Jeg er beæret over at kunne være foran jer; og jeg takker jer for at møde op her, på et af de hellige steder i landet."

Det kridhvide, kraftige Lys nærmest pulserede i takt til de ord, som blev talt. Ord, hvis kilde ikke kunne lokaliseret; ja ord, som kom fra selve Andromeda. Fra Den Evige sjæl som var en del af alt omkring dem, blade på træerne, sten på jorden, vand i søen. Den Vise var alt, var overalt omkring dem, og derfor havde han kunnet følge dem fra deres start og så til søens kant. Lyset energi som blev udvist i stråler skabt af det reneste lys rakte nu imod de to heste - berørte Eagle Eye, den hingst som Lyset før havde rørt og kærtegnede Noamis pels alt imens. En stemme kun henvendt til Eagle Eye lød nu i hingstens indre ører; alt imens Noami blev spejlet i Lysets varme.

,,Eagle Eye, din renhed og styrke har vist sig værdig til at modtage det ærefulde ansvar, som venter på dig. Drag nu til stedet for vore første møde, og her vil du modtage din velsignelse. Du er i sandhed en af Androemda's vogtere, og det er mig en ære, at kunne give dig en del af dette land, som er vores alles, til dig. Mød mig snart, og kom alene - da vil mit Lys vise sig for dig igen."

Langsomt trak Lyset sig nu tilbage fra de to; varmen forsvandt gradvist fra deres omgivelser. Snart stod kun de to sjæle alene tilbage ved søens krystalklare kant, men inden det forsvandt helt, lød en lille tone til ære for Noami; en hoppe, hvis sind havde vist sig at være ganske hengivent overfor den noble Eagle Eye.

,,Din tid vil komme, Noami. Fortvivl ej, når din tid er inde vil jeg finde dig."

Derpå forsvandt Lyset helt og nuet vældede igen ind over Noami og Eagle Eye hvis kroppe stod tilbage side om side.

[Eagle Eye skal nu skrive et indlæg i hans tråd med Den Vise.]

Eagle så lyset der dannede sig ude over søen, men hurtigt måtte blikket kastet væk fra søens vand, da lyset var for skarpt og dens genspejling lige så. Ej kunne han se direkte på lyset, selvom han havde lyst. Han havde lyst til at se denne skikkelse.
Varmen kom til ham, som han havde mødt den før. Så behagelig en varme. Den ældre hingst så over på sin leverøde veninde med et smil om mulen, glad for at dele dette øjeblik med hende.

Eagle lyttede til stemmen der lød, så varm så kærlig, så tryllebindende. Da Lyste rakte ud til ham, berørte ham følte han en endnu tydeligere varme, en overvældelse af en masse rare følelser- han håbede inderligt Noami ville føle netop det samme som han følte.

Eagle nikkede anerkendende til lyset. Han forstod, og han ville drage tilbage til stedet han havde mødt lyset for første gang. Han følte ikke ord var nødvendige, for en gangs skyld. Det var som lyset allerede vidste alt. Om det blot var en følelse. Han var beæret over dette.
Da lyset atter forsvandt henvendte Eagle sig igen til sin leverøde veninde, med varme i stemme og en rolig tone.

"Jeg vil finde dig igen, kære. Men jeg skal nu drage videre alene."

Han puffede blidt til sin veninde, om hun ville følge med han væk fra søen, var fint, men der fra måtte deres veje skilles, til han ville finde igen. Og en dag ville han!

/Out