Moonlight [Åben]

Den brogede hoppe bevægede sig roligt gennem landskabet der strakte sig foran hende. Hendes sind var tømt for tanker, og den eneste lyd der kunne høres i aftenes kølige mørke, var den svuppende lyd da hendes runde slidte hove blev trukket op af den mudrede jord. Langt borte skreg en krage, og fløj flaksende op mod månen, der skinnede stor og hvid på den sorte himmel. Et kort øjeblik blev hun fanget af sin fascination for månens skinnede flade, men rev sig selv ud af sin dagdrøm, og rettede de ravgyldne øjne ligeud igen. Mitis knejsede let med nakken, ikke overdrevet blot for ikke at se ud som om hun var i fuld gang med at falde i søvn.

De første stjerner blinkede mat på himlen, men Mitis havde efterhånden betragtet disse fjerne sole så mange gange, at hun nægtede at lade sig blive fraværende på grund af noget så fjernt, endnu en aften.
Nej, denne aften havde hun bestemt at hendes hungren efter selskab skulle få lov at blive tilfredsstillet. Hvorfor hun havde valgt en aften, istedet for en eftermiddag, er ikke til at vide. Lige nu så der desværre øde ud i området omkring hende. Hun lod et let suk passere hendes fløjlsbløde læber, og få centimeter foran hende viste den lette damp sig, da hendes varme ånde bugtede sig ud i den kolde og klare luft.
Hun brummede sagte, og fortsatte sin gang. En knækken af grene bag hende, fik hende til at vende sig, men det viste sig at det blot var hende selv, og hendes bagben.

Mitis stoppede endnu engang op for at betragte månen, nu hvor en grålig sky var i gang med at glide ind foran den, og dermed kvæle det sidste lys hun kunne se. Hun hævede hovedet en smule, strakte halsen, for at nå månens skive, men selvfølgelig forgæves. Hun var alt for langt nede, og den, alt for langt oppe.

Det var en kold og mørk aften; alligevel kastede månen sit blege skær over engen, som gav hele landskabet en mat magisk blålig overflade. Det var et smukt syn, et syn man kunne drømme sig væk i - hvis man da bare så. Så igennem alt det overfladiske, og så dybere på det der kunne give dybere mening i livet. Lupë tænkte på ingen måde således - i hvert fald ikke endnu. Den unge fyr var godt et år og et par måneder nu, rig på livet; nysgerrig. Men når det så var sagt, havde han allerede set meget i sit korte liv.

Heste, magiske som umagiske. Selv bar' han på nogle kræfter, men dette var ikke noget han som sådan havde bidt sig mere eller mindre mærke i. For ham var det lige så normalt som at kunne se og høre, for ikke at tale om at kunne gå og ligge ned. Nej; til trods for sin skæbne som føl af en Vogter og en Skyggehest, levede han livet ind til nu naivt og uden bekymringer.

Det var dog blevet sent, og den lille gummibold til rødbrogede hingst spadserede elegant og stolt afsted. Han knejsede let i nakken mens hans benløft var en anelse højere. Fint bar han sig frem, næsten som en blanding mellem noget frieserlignende. Det fine lille kantede hoved pegede lige frem, mens han havde kursen imod bjergende. Hans far ventede på ham... det kunne han bare mærke. Han vidste det!
Men noget distraherede den unge hingst, da en silhuet i mørket viste sig. Månen skinnede forgæves den fremmede op, som i samme øjeblik blev mørkere og mørkere da en sky tog sig den færd at passerer månen. Han stoppede lidt brat op, og lagde let det fine hoved på sned, mens de røde ører vippede vaks og nysgerrigt frem. De to forskelligt farvede øjne lyste op af liv og iver, mens hele hans udstråling bar præg af en ung drengerøv... Der stod han, næsten afventende på om den fremmede fik øje på ham, fra den gode fyrre meters afstand han nu stod fra hende på; før han utålmodigt kastede mulen op i et par slag med hovedet glædeligt, og et ungt hvin lød. Drenget, men ungt og næsten skingert - hvilket straks afslørede hans unge alder.

Mitis drejede langsomt det slanke hoppeprægede hoved omkring, straks efter chokket var forsvundet, da hun tydeligt kunne høre at hvinet stammede fra nogen der umuligt kunne være mere end to år. Det var bestemt ikke fordi hun så ned på de unge hestes evner, men de har endnu ikke set meget af alle de forfærdelige ting der kan hænde, i denne forvredne verden. Et let smil tog plads på hendes spættede læber, da hun nødigt ville skræmme den lille fyr.

Månen havde da efterhånden også kæmpet sig forbi skyen, eller skyen havde kæmpet sig forbi den, og nu skinnede dens sølvhvide stråler på en spinkel, dog stadig muskuløs plag. En meget speciel farvet, noget roan, men også broget, og tofarvede øjne.

,,Hej min ven."

Stemmen var melodisk, og en anelse dyb, men det var stadig tydeligt at det er en hoppe, stemmen stammede fra.
Det varme smil fortsatte med at pryde hoppens læber, da hun hævede hoved en smule. Hun slog let med hovedet for at få den musefarvede, let bølgende pandelok væk fra de gyldne øjne.
Det var længe siden at Mitis havde set et føl her, og hun ville bestemt ikke lade chancen for at snakke med en ren og godmodig sjæl forsvinde. Hun ville ikke skræmme den lille fyr, men bestemt heller ikke virker alt for moderlig. Når de er i den alder vil de alligevel så gerne klare alting selv. Følelsen af at de kan vælte verden ene og alene overskygger det meste andet.
Smilet blev trukket let op i den ene mundvig, inden hun tvang sig selv ud af sine tanker.

Den fremmede måtte siges at være en hoppe; og pludselig havde han også fået hendes opmærksomhed. Hvad der skete og ikke skete, bed han sig ikke som sådan mærke i. Havde han blot været dobbelt så gammel og nærmere de tre år, havde han nok bidt sig mærke i hendes feminine kønne hoved - for ikke at nævne hendes slanke ben der bar hende yndefuldt omkring da hun vendte sig imod ham. Det eneste Lupës unge øjne så, var en fremmed. Fremmed var lig med ukendt, og ukendt var lig med spændende og interessant!

Hun talte, og straks slog det ham at hun ikke hilste som hans egen far ville have gjort. Selv trådte han et par længselfulde skridt frem, med mulen straks frem i luften pegende imod hende, da hendes ord havde lydt. Men atter stod han stille,og pludselig blev han i tvivl om han skulle kopierer hendes hilsen, eller forme sin egen. Eller rettere, benytte sig af den han plejede når han bedrog sig side om side med sin far?

"Vær hilset."; blev hans ord slynget ud. Hvad der havde gjort han valgte som han gjorde, var nok i bund og grund det at han så sin far så stort et forbillede. Men havde man spurgt Lupë selv, havde han nok ikke kunne forklarer sit valgt. Hans øjne gnistrede livligt og nysgerrigt, mens de betragtede hoppen; alt imens hans stemme havde virket munter i sig selv, mens den drengede og unge stemme blødt havde lydt igennem den kolde luft i natten. Hans ører vippede nysgerrigt på sig, mens han selv trådte nærmere og nærmere, ædelt og affjedrende i smidige men stolte bevægelser.

Han var tæt på at åbne mulen atter engang, men det slog ham han intet havde at sige. For han vidste ikke hvad han burde sige? Stille lagde han blot det fine lille kantede hoved en anelse på sned, mens hans smilede bredt og fornøjet, hvorpå hans to forskelligt farvede øjne søgte hendes.

De gyldne øjnes lys skinnede en del skarpere lige da, nu hvor hun ikke var alene. Selvom det ikke var en særlig stor eller vis hingst hun lige havde mødt, ydede han også en form for beskyttelse, i form af selskab. Og sanser fordoblet, var altid bedre end hendes egne, det vidste hun da. Hun overvejede i et par sekunder hvad der var at sige til denne ungen spilopmager, men efter lidt tid lod hun ordene forlader hendes strube endnu engang.

,,Jeg er Mitis. Og De er?"


Spurgte hun høfligt, og lagde det hoppeprægede og slanke hoved en anelse på sned. Atter engang prydede smilet hendes læber, som ren glæde og beskyttelse. En lav hosten forlod hendes læber, som tegn på at hun måske havde fanget en lille forkølelse. Dog kunne hun ikke lade være med at mærke frygten der trykkede mod hendes brystkasse for at slippe ud i verden, og fortælle hende at hendes tanker var sande. Hun troede ikke på det lille ordsprog som så fint sagde at hvis man er bange for at dø, er man også bange for at leve. Døden og livet er to vidt forskellige ting, og hun mente nærmere at det burde være at hvis man ikke er bange for at dø, er man ligeglad med livet. Og Mitis havde livet så frygteligt kært, og mindet om lungebetændelsen der tog hendes mor blev til virkelighed gennem hendes egen lille hosten.

Hun trykkede dog frygten sammen og gemte den væk, og satte roligheden og beskyttelse op som en mur for tankerne der svirrede omkring i hendes hoved. Hun var utrolig fascineret af plagens tofarvede øjne. Da hun var et lille føl, fortalte hendes mor myter om de guddommelige heste med to forskellige øjne, og da Mitis var så lille ønskede hun sig de specielle guddommelige øjne. Men som hun voksede op lærte hun at sætte fin pris på det hun allerede havde. Dette fik hende også til at tænke på, at hun kunne få opfyldt sit barndomsønske, ved blot at gå til Rumpelstilskin, denne mystiske og sære hingst. Men hvis hun endelig skulle ønske sig noget af ham, skulle det være langt vigtigere end blot specielle øjne.

Lupë betragtede åbenlyst hoppen, hendes farver, hendes aftegn; alt imens de røde ører havde vippet nysgerrigt mens hun præsenterede sig. Hendes stemme var behagelig, men ikke sådan typisk sukkersød mere lys stemme, nej denne her var anerledens – alligevel meget behagelig. Stille mimrede den lille spraglede mule på sig, da hendes hoved blev lagt let på sned. Hun smilede og gengældende gjorde Lupë også det. Bredt, ufortrødent og drenget, spillede hans smil over hans mule, med så vis en karisma der bekræftede hans unge alder og sind.

Stillede slog hans fyldige hale, som end ikke nåede mere end lidt under hans haser, et par bløde slag. Det var hosten han stille havde bidt sig mærke i. Han havde godt hørt andre heste hoste, som sin far… Samt han huskede hvad hans forklaring var. Selv hostede han selv i ny og næ, men hvad der gjorde det, vidste han ikke altid selv.

"Mit navn er Lupë."; lød hans unge og drengede bløde stemme, tilmed stolt; mens han ikke afholdte sig fra at ranke sig lidt mere op, knejse let i nakken og skyde bringen frem. Smilet blegnede ej, før det alligevel lidt grublende slog ham det han lagde mærke til før. Stille blegnede smilet, mens øjnene endnu var venlige og nysgerrige og stille lagde han det kønne kantede hoved lidt på skrå.

"Er du syg?"; spurgte han helt ufortrødent og let bekymret, dog med et smil på den spraglede mule. Han vippede let med ørerne, før han diskret rettede sig op igen og afventede svar.

Mitis kunne ikke lade være med at klukke en smule over hendes unge selskab. Så naiv, så godtroende og åben. Hvis bare alle var sådan. Hun havde ikke mødt mange føl, men denne Lupë var et meget charmerende et af slagsen. Hun slog let med halen, og håbede ikke at denne unge plag ville blive alt for påvirket over den søde duft der indikerede at Mitis var brunstig. Hun vidste ikke hvilken alder det begyndte at påvirke hingste, men denne lille fyr vidste højst sandsynligt ikke hvordan han skulle reagere, hvis han også kunne mærke det. Brunsten havde endnu ikke påvirket hendes væremåde, men det ville den sikkert snart.

Hun blev en smule overrasket over hans spørgsmål, men igen var den lille fyr langt fra voksen endnu, og vidste måske ikke så meget om det hele endnu.

"Tjah, måske en lille smule."

Svarede hun ham venligt, og lagde hovedet normalt igen. Hun sænkede hovedet en smule, så hun ikke var så meget højere end han, og trådte et skridt nærmere, da pladsen imellem dem stadig var som da de lige var mødtes. Et rødligt lys begyndte at vise sig i øst, og indikerede at der ikke ville gå lang tid før solen igen hang på himlen. Hun vendte blikket mod månen, som for at sige farvel til den, og vendte derefter hovedet tilbage mod Lupë.

Wordcount: 225 | tag: Lupë

code by ♥

Det var først da hun let slog med halen at han syntes at dufte en mere speciel duft. Ærligt synes han den lugtede lidt mærkeligt? Men alligevel sød, og han havde lyst til at snuse mere efter den. Men hendes stemme distraherede ham en smule og flyttede atter fokus. Nysgerrigt så han på hende, og kunne ikke selv lade være med at sænke hovedet lidt i takt med hende. Selvom hun havde gjort det for at være mere på højde med ham, var det bare lidt en instinktiv reaktion, ud fra den alder han var i. Det var ofte han havde det med at kopierer sit selskab, til trods for han allerede var et helt år nu.

"Er det fordi du fryser?"; spurgte han stille med den unge stemme, mens han lidt forsigtigt smilte. Næsten en anelse genert over at spørge ind. Hans øjne gnistrede livligt mens de betragtede hende som hun kom nærmere, mens duften også blev en anelse kraftigere. Stille mimrede han lidt med mulen, mens det var som om han følte noget mærkeligt i sin krop som han ikke havde følt før?

Det lette smil blev trukket let op i højre mundvig da han også sænkede hovedet. Hvis hun blev ved at sænke hovedet i takt med ham, ville de begge ende med mulerne helt nede på den mudrede skovbund. Hun blinkede kort, og en hård vind kastede hendes let bølgede man afsted i den samme retning som solen var på vej op i. Man kunne nu ane en svag orange stribe, og himlem blev langsomt malet orange og rød i den gyldne time før solen hænger på himlen.

"Ja, det tror jeg."

Sagde hun, og smilede let tilbage til ham. Han var simpelthen noget af det sødeste, selvom man ikke kunne kalde ham et føl direkte længere. Han opførte sig alligevel så uendeligt anderledes end andre hingste, som enten blev kolde og arrogante, eller frygteligt vise. Mitis fugtede kort hendes mørkegrå læber, og kiggede tilbage mod månen igen.

"Men det er velsagtens kun en lille forkølelse."

Tilføjede hun beroligende. Hun var jo ikke døende eller noget. Hun kiggede en smule undrende på ham. Han virkede lidt anderledes, lidt mere anspændt. Hvorfor, var hun ikke sikker på, men det kunne være der var noget galt.

Wordcount: 193 | tag: Lupë

code by ♥

Da hun først bekræftede at hun frøs, sitrede det stille af iver i kroppen på den unge rødbrogede fyr. Han lagde let hovedet på sned, hvoraf hans mimrede stille med mulen. End havde han ikke selv bidt sig mærke i den smukke orange farve der stille piblede frem fra solens opstandelse, alt imens stille trådte et lille skridt nærmere.

"Måske kan jeg hjælpe..."; mumlede han en anelse anspændt i den drengede tone, før han stille rynkede mulen lidt anstrengt. Derpå gik der et par sekunder, hvor der nok mest af alt ville være stilheden imellem dem, før hans evner gav tilbagesvar på hans opfordring.

Hoppens hjerte begyndte nu, rimelig brat, at banke fra sit normale tempo til et re så forhøjet et af slagsen. Hun ville tydeligt kunne mærke dette i hendes bryst.

Han kneb let de to forskelligt farvede øjne lidt sammen, før han med den stadig halv anstrengte spændte mule, så imod hende med halvknebne øjne.

"Kan du mærke noget?"; spurgte han halv anstrengt, mens han selv trak vejret lidt hurtigere ved denne udførsel af sin magi. Han havde selv afprøvet den en del gange på has far, hvoraf øgningen af hjertets tempo ville selvfølgelig forøge blodcirkulation og derved varme, som hvis man dyrkede motion, hvoraf dæmpelse af tempoet ville gøre en træt. Begge dele kunne dog også fremkalde svimmelhed.

Mitis stirrede let undrende på Lupë. Han virkede ret meget mere oppe at køre end før. Hun slog et let kast med hovedet, og stirrede derefter betaget på solens vej op på den nu tusmørkeblå himmel. Månen og stjernerne fadede langsomt ud, men hun vidste at de ville komme tilbage om nogen timer.
Hans næste ord rev hende dog tilbage til virkeligheden. Hjælpe hende? Med ikke at fryse?

"Hvad mener du? Du behøver altså ikke.."

Hun blev dog afbrudt da hendes hjerte meget pludseligt begyndte at banke hurtige. Blodet strømmede hurtige rundt i hendes krop, og hun blev ramt af en kraftig svimmelhed, meget pludseligt. Hun vaklede få skridt, inden hun fik fundet balancen igen, nogenlunde ihvertfald. Hun kiggede skræmt på ham, og trak sig adskillige skridt tilbage.

"Hvad var det?"

Spurgte hun nærmest panisk, hendes stemme lettere skinger. Havde denne hingst magiske kræfter? Hun var ikke sikker, men hun vidste bare at det ikke burde være naturligt for nogen at kunne få et andet væsens hjerterytme til at gå så hurtigt opad.

"Hvad er du?"

Hviskede hun hæst, og stirrede uroligt ind i hans tofarvede øjne. Hun vendte hurtigt hovedet bagud, for at se om hun havde frie flugtveje. Hun vidste at det ikke kun var god magi der var i Andromeda, men hun vidste ikke hvad det andet indebar. Måske var denne en af dem. Hun håbede inderligt - hvis han var - at han så ikke vidste meget om hans kræfter. At han ikke ville følge i de andres fodspor.

Wordcount: 253 | tag: Lupë

code by ♥

Det var tydeligt at den unge hingst endnu ikke havde lært at styrer sine kræfter til fulde, for kun sølle fem sekunder havde det varet, før hun vaklende havde bakket og han hurtigt havde sluppet kræften. Hans øjne blinkede lidt hurtigt i utryghed, mens hans ansigt i og for sig lidt måbede over hendes reaktion. Sådan havde hans far aldrig reageret på det! Uskylden strålede nærmest ud af hans væsen, mens ørerne bekymret lyttede frem meget direkte imod hende. Hans øjne blev pludselig næsten skræmte og utrygge, som en ung hingst nu kan blive det, mens hans utrygt mimrede med den lille spraglede mule.

Hvad det var? Hvad han var? Han lagde stille hovedet på sned, og trådte stille et enkelt skridt frem

"Jeg er en hest? En sjæl, siger min far..."; svarede han uforstående, mens sørgmodigheden ej forladte hans væsen. Det var tilmed synligt hvordan Lupë helt igennem blev ked af det, mens han alt i alt følte skyld. En følelse han på nuværende tidspunkt ikke rigtig selv kunne sætte ord på.

"Jeg ville bare hjælpe."; mumlede han helt lavmeldt med den unge stemme han nu bar, mens han hoved langsomt søgte jorden nærmest. Ørerne gled ud til hver deres side, mens hans eget hjerte bankede lidt hurtigt af denne ubehagelige oplevelse. Aldrig havde han ønsket at gøre nogen ondt, og pludselig havde en næsten panisk stemning været omkring hoppen. Sådan havde han i hvert fald følt den.

Mitis blødte dog op da hun kunne se skuffelsen hos den unge hingst. Han var jo ikke andet end et barn, det måtte hun ikke glemme. Han havde sikkert så godt som ingen kontrol over den magi han nu engang måtte besidde. Hun rykkede igen de skridt hun havde trådt tilbage, frem mod ham igen, og det rolige smil tog endnu engang over hendes læber. Det lignede hende ellers ikke at tage sådan på vej, men hun havde aldrig i sit liv følt eller set nogen form for magi, så alt dette var nyt for hende.

"Det må du undskylde. Jeg blev bare bange fordi du kan gøre det med øhm.. Mit hjerte. Det er ikke alle der kan det."

Sagde hun med nogenlunde kontrol over sin stemme. Han vidste velsagtens at det ikke var noget alle og enhver kunne gøre, men sæt nu ingen havde fortalt ham det. Han vidste vel ikke så meget om verden som hun gjorde, ligeså vel som hun ikke vidste ligeså meget som så mange andre. Hun havde fået roligheden nogenlunde genvundet, men var stadig på vagt, klar til at løbe. Hun vidste hvor slemt andre kunne bluffe, og hun havde et svagt punkt for disse små.

Wordcount: 203 | tag: Lupë

code by ♥

Det var svært at forklarer for Lupë hvad han egentlig gjorde eller ikke gjorde, når først han benyttede sin magi. Mere eller mindre havde han efterhånden fundet ud af hvordan og hvorledes… men når det så var sagt; havde han tydeligvis ingen anelse alligevel når han kunne gøre en voksen hoppe som Mitis direkte bange. Stille blødte han selv lidt op, da hun atter nærmede sig, og forklarede.

Hans ører vippede let nysgerrigt, lidt forsigtigt nu, frem mens han lyttede til hendes ord. Mens hans øjne stille fandt vej tilbage, men forblev en smule forsigtige nu – mest fordi han følte en mærke følelse i kroppen. Skyld, skam. Stille nikkede han med et lille drenget skævt smil over mulen, mens han stille så ned i jorden en smule flovt, før han atter så op og smilte lettere overbevist. Som havde hendes ord været en kompliment for hans ører.

"Min far siger også at mine evner er en gave."; svarede han med den unge og drengede stemme, der blødt lød igennem luften; alt imens det stille glimtede i hans nysgerrige øjne. Det var tydeligt at se hvordan den røde unge fyr fik vendt dette rundt til noget positivt.

Mitis slappede snart helt af igen. Denne lille plag virkede alt for uskyldig ti. at ville gøre hende noget ondt med vilje, og selvom hun ville kunne hun simpelthen ikke få sig selv at være bange for ham. Hun smilede med hele ansigtet, både øjne og mund.

"Det er de helt sikkert også." Sagde hun,og vendte blikket tilbage mod hans øjne. Hun var ret så fascineret af den ungen hingst magiske evner, men hun undrede sig stadig over hvor han havde dem fra. Var det noget han var født med, noget han var blevet tildelt? Noget han havde trænet sig selv til, eller bar alle på noget magisk, de vidste det bare ikke endnu? Alle disse spørgsmål uden svar forvirrede Mitis, så hun undlod at tænke mere over det. Det virkede ikke som om Lupë direkte havde styr på hans evner, men hun var stadig imponeret over at han overhovedet kunne præstere det. Det så ret så svært ud, og udmattende til og med. Nej, Mitis holdt helst alle ben på jorden. Hun ville ikke have mere med magi at gøre end højst nødvendigt.

Wordcount: 186 | tag: Lupë

code by ♥